JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - tyskvalg05d

ARTIKEL FRA JERNESALT - 11.10.05

Merkel bliver ny kansler

Tre uger efter det tyske forbundsdagsvalg blev CDU's leder, den 51-årige Angela Merkel udpeget som ny kansler for den kommende store koalition mellem unionspartierne CDU/CSU og det socialdemokratiske parti SPD. Prisen blev høj, for SPD får 8 af de 14 ressort-ministerier, mens CDU/CSU må nøjes med 6 foruden kanslerposten og posten som leder af Das Kanzleramt. Begge sider har altså 8 stemmer i regeringen, således at ingen af dem kan 'majorisere' den anden part, for nu at bruge et gammelt Hækkerup-udtryk. Efter forlydender får SPD bl.a. udenrigsministeriet, finansministeriet, justitsministeriet og arbejds- og socialministeriet, mens CDU/CSU får økonomiministeriet, indenrigsministeriet, forsvarsministeriet, familieministeriet og uddannelses- og forskningsministeriet. Det bayeriske parti CSU's leder Edmund Stoiber forventes at blive økonomi- og teknologiminister, men ellers er ministerposterne ikke fordelt.

Koalitionsregeringens fælles politik er heller ikke på plads, bortset fra at CDU/CSU har måttet opgive valgmålene om en stor skattereform og indgreb i de såkaldte tarif-aftaler mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Dette betyder at valget ikke umiddelbart fører til det store politiske og økonomiske systemskifte som navnlig Merkel selv lagde op til og havde udpeget skatteeksperten Paul Kirchhof til at sætte i gang, men som formentlig kostede hende flertallet. Da der i forvejen var intern kritik i partiet af denne hårde liberale linje, er det ikke Merkel der får de største problemer med at få en endelig koalitionsaftale igennem sit parti, men derimod SPD.

Socialdemokraterne har for det første - stik mod kansler Schröders og partiformand Münteferings hidtidige udmeldinger - måtte opgive at fastholde kanslerposten. Schröder vil fortsat være med i forhandlingerne om regeringsftalen og uden tvivl her gøre sig stærkt gældende, men ventes derefter at trække sig tilbage, medmindre aftalen ryger på gulvet. Der har været rygter om at han skulle overtage udenrigsministerposten, men det må anses for helt usandsynligt at han vil spille andenviolin i en regering under den Angela Merkel han inderst inde foragter dybt. Müntefering ser også ud til at foretrække at holde sig uden for regeringsbænkene, men at fortsætte som parti- og fraktionsformand. Dette afklares dog formentlig først på SPD's ekstraordinære landsmøde i begyndelsen af november. Schröder og Müntefering må formodes at have tilstrækkelig autoritet i partiet til at få deres vilje trumfet igennem. Men regeringsdeltagelsen og Schröders afgang vil indebære at det splittede parti kommer ud i en langvarig og vanskelig fornyelsesproces. Denne bliver både et spørgsmål om et generationsskifte og et spørgsmål om at genfinde sine egne ben, sin identitet. Schröders parade-periode er definitivt forbi. Hans politik har ikke båret frugt. Hans arrogance og kolossale selvovervurdering endte med at fælde ham.

Med Schröder træder også den hidtidige økonomiminister Wolfgang Clement tilbage. Han vil nu hellige sig sin fritid. Han var den gamle regerings stærke kort i forsøget på at modvirke finansminister Eichels økonomiske katastrofekurs. Men han var for involveret i Schröders politik til at kunne komme på tale som minister i den nye regering. Dette gælder derimod ikke den hidtidige forsvarsminister Peter Struck der kan blive ny udenrigsminister efter De Grønnes Joschka Fischer. Det kan CDU/CSU sagtens leve med, idet Struck til forskel fra Fischer har haft relativt gode relationer til regeringen i USA. Og det er noget Merkel lægger stor vægt på. En anden mulighed som udenrigsminister er den hidtidige indenrigsminister, den også respekterede Otto Schily.

Der forestår hårde forhandlinger om den endelige regeringsaftale. De starter først mandag den 18. og forventes at vare tre-fire uger. Først derefter kan en ny regering præsenteres for og godkendes af den nye forbundsdag. Men om en aftale overhovedet kommer på plads er ikke givet på forhånd. Som Münterfering netop har sagt i et interview i ZDF så gælder for ham reglen, at sålænge ikke alle aftaler er på plads, er ingen aftale på plads.

Angela Merkel på sin side har - hvis aftalen lykkes - nået sit mål at blive Tysklands første kvindelige kansler, og det må siges at være flot klaret af en østtysk præstedatter, der først kom ind i vesttysk politik for 16 år siden, og som rent faktisk led nederlag ved valget den 18. september. Hun kom slet ikke i nærheden af de procenttal meningsmålingerne havde givet hende på forhånd og som svarede til resultatet ved sidste valg. Hun opnåede dog at se sit parti eller rettere CDU/CSU-fraktionen blive den største fraktion i forbundsdagen, fordi SPD's tab var endnu større, og dette har hun koldt og roligt udnyttet til at få pillet Gerhard Schröder ned fra den høje piedestal.

Dette vil naturligvis styrke hendes position i CDU/CSU, men var også en absolut nødvendighed for hende. For uden kanslerposten ville hun ikke kunne bevare formandsskabet i partiet frem til næste valg. Men den kommende valgperiode bliver til gengæld fire hårde år for hende som kansler. For SPD vil under Münterfering gøre alt hvad de kan for at begrænse skaderne og frustrationerne i partiet. Og den nye regering vil være tvunget til at gøre alt hvad den kan for at vende udviklingen i Tyskland, så der kan komme gang i væksten igen og dermed sikres grundlag for øget beskæftigelse. Tre oppositionspartier vil stå på spring for at angribe regeringen og høste frugten af ethvert fejltrin.

Før valget hed det sig at Angela Merkel skelede til de nordiske lande, og specielt Danmarks gode erfaringer med at føre en vækst- og velfærdsfremmende politik med indbygget social sikkerhed. Men det var faktisk ikke en sådan politik, men en meget mere liberalistisk politik hun førte valgkamp på - og som hun tabte valget på. Den var for frygtindgydende, selv for vælgere der udmærket forstod at reformer skal til for at Tyskland kan komme videre.

Både CDU/CSU og SPD er sig opgaven og ansvaret fuldt bevidst. De går ikke ind i den store koalition for deres fornøjelses skyld, men fordi de ikke kan se noget alternativ, sådan som forbundsdagen blev skruet sammen. Samarbejdet kan de bygge på den kendsgerning at et flertal i befolkningen ønsker den store koalition, men udfordringen bliver at finde balancen mellem liberal økonomi og social tryghed i den praktiske politik.

Balancen mellem disse to principper er ikke givet fra menneskenaturens eller samfundsindretningens side. Tværtimod er principperne i klar logisk modstrid med hinanden. Men de kan gøres praktisk forenelige igennem det komplementaritetsprincip eller -trick, der sætter sig som mål at bevare modsætningen eller spændingen mellem principperne på en sådan måde at dynamikken sikres uden at det civile samfunds orden og basale sociale tryghed går fløjten.

Det skal blive spændende at se om 'Kanzlerin' Angela Merkel er mand for at føre en sådan politik igennem. Man skal ikke undervurdere hendes ambitioner, intelligens eller menneskelighed. Hun er en diametral modsat politikertype end Gerhard Schröder og har slet ikke dennes charme eller følelsesregister at spille på. Som opvokset under østtysk diktatur lærte hun tidligt at holde sine meninger og følelser for sig selv for ikke at lægge hindringer i vejen for sin uddannelse og frihed. Men hun véd hvad hun vil - og hun er på det rene med at hun ikke kommer igennem med sine ideer uden at lytte til andre og få andre med. Hun vil ikke - som Schröder i højere og højere grad gjorde det - blæse på hvad koalitionspartneren eller hendes egne partifæller mener og ønsker. Hun kan meget vel - mod alle fordomme - blive det nødvendige friske pust i tysk politik, dvs vise at den tredie vej også er mulig i Tyskland.

Henvisninger:

Problemer med tysk regeringsdannelse (4.11.05.)

Frygt og usikkerhed vandt det tyske valg (20.9.05.)
Stor spænding om det tyske valg (18.9.05.)

Artikler om komplementaritetssysnpunktet: Klik

Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven

utils postfix clean