JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - sende08slip

ARTIKEL FRA JERNESALT - 14.2.06

Slip dogmerne - og gør jer fri!

- Opfordring til alle unge muslimske indvandrere der ønsker integration

I disse for vort land så tunge tider må det være tilladt at minde om at ikke alt er håbløst. Heller ikke når det gælder eksistensen af muslimer i landet. Ikke alle er tabere på forhånd, og ikke alle er faktiske eller potentielle fjender af dansk kultur og demokrati. Nogle skaffer sig faktisk uddannelse og arbejde og bliver integrerede. Det kræver blot lidt vilje og civilcourage.

Generelt gælder for alle unge, at de ikke bliver selvansvarlige individer medmindre de frigør sig fra forældrenes autoritet. Det vil i visse tilfælde indebære, at de unge må gøre oprør mod deres forældre og vove at gå deres egne veje. Det starter for de flestes vedkommende i puberteten - i og med at kønsmodningen indebærer den fulde indsigt i at der er to forskellige køn i verden og en mening hermed - men det har også noget at gøre med indsigten i at man har egne meninger om og ønsker til tilværelsen. I religiøst sprogbrug er der tale om det myten kalder 'syndefaldet' og som bestod i at mennesket spiste af det kundskabens træ, hvis frugter var forbudte fordi ophavet helst havde set at afkommet forblev uskyldige børn til evig tid. Forgribelsen på æblet betød at mennesket blev bevidst om sin eksistentielle situation, sin udvikling og sin tidsbegrænsethed - og i samme øjeblik mistede såvel uskyldigheden som den ikke-bevidste tryghed og ansvarsfrihed.

Men for unge muslimske indvandrere der vokser op i et frit og sekulariseret land som Danmark indebærer det nødvendige 'syndefald' også en erkendelse af at ophavets, dvs deres egne forældres eksistensforståelse er aldeles utilstrækkelig eller utidssvarende til den store integrationsopgave der venter dem forude. Forældrenes forståelse er nemlig i langt de fleste tilfælde præget af en tankegang og et værdisæt der stammer fra helt andre kulturer og fra en religion der er alt andet end sekulariseret.

Det er derfor et voldsomt dilemma de unge indvandrere kommer til at stå i, fordi det reelt bliver et valg mellem loyalitet mod forældrene og deres oprindelige kultur og loyalitet mod deres nye hjemland og dets specielle kultur. Kravet til de unge er naturligvis ikke at de afskriver forældrenes kultur og normer totalt og tilegner sig det nye lands normer uforbeholdent - det er den metode man kalder assimilation. Men det er i realiteten et krav at de unge accepterer sekulariseringen, for den er forudsætning for både demokratiet og integrationen. Og sekularisering indebærer igen at man relativiserer sine religiøse og kulturelle normer, altså ikke at man opgiver dem totalt, men at man opgiver deres krav på at være absolut sande og i stedet indser at deres eksistentielle sandhed er tidsbestemt og lokaltbestemt. Kun derved kan man leve og ånde frit i et mangfoldigt og pluralistisk samfund med én monokultur, men et utal af subkulturer.

Især tre områder volder vanskeligheder:

1) Det autoritære opdragelsessystem med faderen som absolut autoritet i familien og imamen som absolut autoritet i moskeen og koranskolen indebærer indterpningen (til dels også indbankningen) af de meget faste moralregler som indgår i det der med det pæne ord hedder 'samvittigheden', men som i virkeligheden burde kaldes 'overjeget' eller 'forældremoralen'. Denne instans skaber altid moralister, dvs mennesker der reagerer automatisk med snævre, indiskutable moralske domme over alt hvad der sker, herunder med skarp moralsk fordømmelse af alt hvad de ikke kan lide. Der ingen fleksibilitet - og dermed meget ringe mulighed for tilpasning til andre normer som de ganske almindelige danske omgangsformer på arbejdspladser og i foreningsliv. Muligheden for tilpasning til noget så centralt som den danske humor bliver også indskrænket.

Værst er naturligvis den blandt muslimer udbredte sammenkobling af moral med det absolutte æresbegreb. For denne sammenkobling betyder at det for mange muslimske familier anses for tab af ære, hvis et medlem går sine egne veje og relativiserer sin families moralkodex og lidt efter lidt begynder at acceptere danske normer, navnlig når det gælder forholdet mellem kønnene.

2) Kvindeundertrykkelse i mange muslimske familier er en realitet, fordi der - selvom man ikke vil være ved det og ikke kunne drømme om at bruge ordet - sker en reel nedvurdering af kvindens værdi og rettigheder, herunder hendes ret til selv at vælge ægtefælle. Hele systemet med drengebørnenes, og navnlig ældste søns forrettigheder umuliggør integration. Det samme gør naturligvis brugen af tilsløringer. Selv halstørklædet er aldeles ikke så uproblematisk en kvindebeklædning som man vil gøre det til, for det signalerer ikke blot religiøs overbevisning og identitet, men også lige præcis den afseksualisering som virker håbløst latterlig i almindelig dansk sammenhæng. Det er fuldstændigt legitimt at en kvinde ikke ønsker at blive betragtet som seksualobjekt, når hun bevæger sig i det offentlige rum. Men kønsforskellen er en så fundamental side af menneskelivet, at den ikke kan bestrides eller fjernes. Den bør i stedet indgå i dagliglivet som udtryk for den allerstørste humor der overhovedet karakteriserer den menneskelige eksistens.

Det må betegnes som både glædeligt og progressivt at der faktisk sker et oprør mod forældrenes og navnlig mændenes kvinde- og familiesyn fra mange muslimske pigers side. Det er vejen frem til uddannelse, erhverv og fornuftige ægteskaber med gensidig respekt samt - integration i videre forstand. Men det kræver stadigvæk stort personligt mod at gøre oprør.

3) Selve de religiøse dogmer kan ikke holdes uden for kritik eller oprør i en reel frigørelsesproces, for de er i praksis med til at begrunde snævre moralforestillinger og sætte hindringer op for en virkelig sekularisering. Dogmer er altid at betragte som magtmidler i magthavernes strategi, fordi det er via faste fortolkninger af de religiøse og moralske love og forskrifter at man kan konservere disse og gøre afvigelser til brud på den rette tro. Konservatismen kan kun undergraves, hvis man angriber selve opfattelsen af de religiøse og moralske sandheder som absolutte og i stedet forstår dem som tidsbestemte og stedsbestemte, dvs relative. For kun herigennem når man frem til at kunne se at også andre sandheder kan være gyldige. Man får et nuanceret og forstående syn på religion og moral som gør det lettere at leve i et samfund med en mangfoldighed af normer og værdisæt.

Og man skal frem for alt ikke tro at alt går i opløsning, fordi man begynder at se med kritiske øjne på sine forældres faste normer eller sine læreres og religiøse lederes fastlåste fortolkninger. Der er hos alle mennesker og i alle samfund en grundlæggende opfattelse af at der er forskel på godt og ondt, og også en ret klar fornemmelse af, at det gode og konstruktive må foretrækkes for det onde og destruktive. Men fri til i den moralske vurdering at lade sig lede af sund fornuft der tager fuldt hensyn til at samfundet udvikler sig bliver mennesket først når det forlader moralismen og bliver ansvarlig for sin egen moralske vurdering og refleksion.

Der er derfor alt i alt ikke nogen anden vej til frigørelse og integration for unge muslimers vedkommende end at gøre op med den autoritære opdragelse, kvindeundertrykkelsen (eller -tilbageholdenheden) og absolutismen.

Fra fundamentalistisk islamisk side vil man selvfølgelig indvende at det er helt urimeligt at opstille disse krav til unge muslimske indvandrere, for de betyder jo i realiteten, at den muslimske kultur og religion ikke betragtes som ligeværdig med den sekulariserede danske (eller vestlige). Men kravet er ikke desto mindre nødvendigt for både integrationen og den opnåelse af selvstændighed og selvansvarlighed, som langt de fleste unge ønsker. Spørgsmålet er aldeles ikke om islam i en eller anden tænkt og idealiseret form er ligeværdig med kristendom og jødedom eller andre religioner i tilsvarende idealiserede versioner, men om der i praksis er vilje til at fortolke islam så den bliver forenelig med demokrati og sekularisering. For først når det kommer så vidt, er det muligt for den enkelte muslim at blive ægte dansker (eller vesterlænding i bredere forstand).

Selvstændighed og selvansvarlighed vil sige frigørelse fra autoriteterne, således at den moralske ansvarlighed flyttes fra ydre instanser (forældre, lærere, imamer) til den indre instans der i helhedsrealismens begrebsramme hedde 'kravet om indre konsistens'. Det er simpelthen nødvendigt for selvstændiggørelsen at træde ud af det fængsel som den snævre muslimske identitetsfølelse i virkeligheden er. Det betyder ikke at oprøreren mister sin identitet eller i det hele taget nogle faste holdepunkter i tilværelsen, men det betyder at muslimer ikke længere kan opretholde deres identitetsfølelse gennem ukritisk videreførelse af de normer og læresætninger de har lært som børn.

For integrationen og det danske samfunds muligheder for at bevare sin sammenhængskraft uanset indvandringens størrelse og art er det afgørende at der efterhånden som yngre generationer af indvandrere vokser op sker en stigende tilpasning til de danske normer og den danske kultur. Det vil give de unge muslimer langt bedre fremtidsmuligheder og dermed langt større chancer for at blive vindere i fremtidens Danmark.

Mulighederne er der. Grib chancerne! Befri jer fra de utidssvarende autoriteter! Lyt ikke til de ekstremistiske imamer eller ideologer! Lyt ikke til fjenderne af dansk kultur eller fjenderne af demokrati og sekularisering. Lær dansk! Lær dansk kultur at kende! Lær dansk humor at kende! Uddan jer! Skaf jer arbejde! Relativer jeres moralske og religiøse normer og værdisæt. Gå trygt jeres egne veje! Vis mod!

Assimilation er ikke nødvendig, men det er integration. Og integration går kun den ene vej.

I al enfoldighed

Peer Sendemand

Henvisninger:

Artikler af Peer Sendemand:

Humor og religion i værdikampen  (4.2.06.
Hvem er min næste?  (15.1.06.)
At blive som barn påny  (24.12.05.)
Mariadyrkelsen - en katolsk specialitet  (17.12.05.)
Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt  (11.12.05.)
Er der en idé med at holde hviledag?  (4.12.05.)
Er der en mening med tilværelsen?  (27.11.05.)

Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven

utils postfix clean