JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - muslimintegr

ARTIKEL FRA JERNESALT - 22.10.05.

Går integration kun den ene vej?

Som det tydeligt er fremgået af herboende muslimers og diplomaters protest mod Jyllands-Postens offentliggørelse af anstødelige tegninger af profeten Muhammed (jf. artiklen Muslimerne, ytringsfriheden og følsomheden) så har mange indvandrere problemer med den danske ytringsfrihed og humor. De mener, at der skal tages specielle hensyn til dem som mennesker af anden tro og etnicitet end den der kendetegner majoriteten i det land hvor de nu bor og nyder statsborgerskab.

En nyligt udarbejdet statusrapport om integrationen fra Analyseinstituttet Catinét påviser en stigning i antallet af indvandrere som tilkendegiver at de føler sig diskrimineret i Danmark og ikke føler sig som danskere. Og den påviser også et fald i indvandreres brug af danske medier.

At der er problemer med integrationen af navnlig muslimske indvandrere i det danske samfund er jo ikke nyt. Det har tværtimod været stigende i så lang en periode at der forlængst er gennemført strammere regler for familiesammenføringer og kontanthjælpsydelser. Sidst har regeringen i juni måned indgået integrationsaftale med Dansk Folkeparti og socialdemokraterne, som de sidstnævnte dog netop imod integrationsordfører Anne-Marie Meldgaards ønsker er sprunget fra.

Men det overordnede mål er det samme som i den gamle handlingsplan fra februar 2000, nemlig at give indvandrere mulighed for at deltage på lige fod med andre borgere i samfundets politiske, økonomiske, arbejdsmæssige, sociale, religiøse og kulturelle liv gennem ordentlige danskkundskaber, uddannelse, beskæftigelse, selvforsørgelse m.m., men naturligvis også gennem kontakt og gensidig respekt mellem indvandrerne og danskerne.

Problemerne består imidlertid og ytrer sig primært gennem ghettodannelser og mange to-sprogedes mangelfulde danskkundskaber med efterfølgende relativt store frafald fra uddannelse, relativ stor arbejdsløshed og relativ stor kriminalitet (endda af den grove bandeart på niveau med rockerkriminaliteten). Problemerne synes værst i visse områder af København, Århus og Odense, hvor mange folkeskoler har stor overvægt af to-sprogede.

Der gøres en stor indsats fra såvel danske politikere, institutioner og pædagoger som indvandrerorganisationer og deres konsulenter for at forbedre integrationen. Men den er ikke tilstrækkelig til at forhindre en marginalisering af mange indvandrere (der tales om en decideret ny underklasse af indvandrere) eller forhindre en debat om indvandrerne som disse selv føler ubehagelig og diskrimerende.

Det er derfor ikke ubegribeligt at mange indvandrere føler sig uvelkomne i deres nye land og ligefrem foretrækker at se tv via satellit fra deres hjemlande fremfor at se danske kanaler.

Spørgsmålet er hvad der vil gavne integrationen bedst muligt, og her må det desværre konstateres, at der ikke blot fx i den københavnske skoleverden er pædagoger og politikere der finder det i skønneste orden at der slækkes på kravene til danskundervisningen i skoler med mange to-sprogede (det er utvivlsomt velment, men giver som påvist af bl.a. Kaare Bluitgen og Lars Olsen alvorlige bagslag), men også at flere og flere veluddannede og selvbevidste indvandrere opponerer direkte imod tanken om at integration af indvandrere primært går den ene vej og altså betyder indoptagelse af dansk kultur. De mener at denne idé direkte afføder fravalget af danske medier, fordi den giver indvandrerne følelsen af at få tildelt rollen som gæst i værtslandet Danmark, ja, oven i købet af skulle være taknemmelige for denne ydmyge rolle.

Dette synspunkt som bl.a. er formuleret i et debatindlæg i Politiken 16.10. af Maia Feldman og Human Shojaee fra foreningen Akelin, Akademikere for etnisk ligestilling, er selvfølgelig ikke blottet for fornuft eller empiri, for vitterligt blev indvandrerne i 1960'erne og 1970'erne kaldt fremmedarbejdere eller gæstearbejdere. Dengang var der behov for ufaglært arbejdskraft for at få vækstøkonomien op i omdrejninger, og det lå i luften at fremmedarbejdernes ophold i landet ville blive relativt kortvarigt. Når de havde gjort fyldest for pengene et stykke tid, kunne og ville de tage hjem hvor de kom fra. Sådan gik det som bekendt ikke. Der var for godt at være i Danmark, der ydermere havde den humane indstilling at folk der arbejdede i landet burde kunne tage deres familie med herop. Og 'familie' var og er som bekendt i de muslimske kredse et vidt begreb. Ingen - eller kun yderst få danskere - så konsekvenserne i øjnene. En egentligt langsigtet indvandrerpolitik blev aldrig formuleret.

Men altså, indvandrerne var oprindeligt at betragte som fremmede i landet, der burde indordne sig i samfundet og i langt de fleste tilfælde også gjorde det uden større problemer. Ingen forlangte jo at de fx skulle afsværge deres tro, kvindesyn eller spiseregler.

Problemerne kom først for alvor med indvandrernes børn og børnebørn, for disse blev på grund af de hjemmegående indvandrerkvinders høje fødselsrater mange i tal, og de lærte i de fleste tilfælde ikke særligt godt dansk, eftersom de ikke gik i danske børneinstitutioner og ikke hørte dansk i hjemmet. Den historie kender vi til hudløshed. Det er de uhyggelige konsekvenser vi må slås med i dag. Og da der samtidigt gik hårdknude i hele Mellemøst-konflikten, blev kultursammenstødet mellem vestlige og muslimske værdier desværre også en del af integrationsproblemet. Mange indvandrere bevarede - af isoleret set ikke uforståelige grunde - sympatien for deres politiske og religiøse kultur der var fremherskende i hjemlandene, ja, sågar undertiden ekstreme fortolkninger af den.

Nu er der så dukket en ny generation af veluddannede indvandrere op der så at sige ikke vil acceptere at indvandrerne tildeles rollen som minoritet i forhold til majoriteten af danskere, skønt de vitterligt er færrest i tal, for allerede derved sanktioneres efter deres mening en diskriminerende ulighed.

Maia Feldman og Human Shojaee er yderst forsigtige i deres formuleringer i indlægget 16.10., idet de påpeger de uheldige virkninger af den forhåndsgivne rolletildeling som gæster i værtslandet, fx at dette gør fjendtlige reaktioner mod de etniske minoriteter til en rimelig ting i danskernes øjne. Men derudover nøjes de med at pege på andre valgmuligheder, først og fremmest den at "reflektere over den kollektive selvforståelse og sammenhæng med forståelsen af de Andre".

Det er så forsigtigt formuleret at det næsten ikke peger fremad mod noget som helst der kunne løse op for problemet, men de får dog sagt deres ærlige mening som er at danskerne forstår sig selv som et grundlæggende vidunderligt folkefærd og indvandrerne som folk der skal assimilere sig og altså optage ethvert træk danskerne mener kendetegnende for deres nationale identitet.

De to debattører stiller spørgsmålstegn ved hele denne danske fortræffelighed og indforståede gammeldanske familieånd og påstår at den er en del af forklaringen på indvandrernes fremmedfølelse og fravalg af danske medier.

Flere ting må indvendes mod disse synspunkter.

For det første bør den nye generation af unge veluddannede indvandrere med store chancer for arbejdsmæssig, økonomisk og social integration gøre sig klart at problemstillingen er forskudt ganske betydeligt med årene og fremkomsten af netop indvandrerbørn der er født her i landet, har fået lært det danske sprog og også mere eller mindre tilegnet sig danske, sekulariserede vaner. Historien i alle europæiske og amerikanske lande har vist, at anden og tredjegenerationsindvandrere får lettere ved integration end deres forældre, netop fordi de får lært sproget og skaffet sig en uddannelse. Tabere i spillet bliver der stadigvæk, og det er dem der ikke får ordentlige sprogkundskaber eller uddannelser. Så der er altså forskel på indvandrere, og den går ikke mindst på viljen og evnen til at lære værtslandets sprog og stige på uddannelses- og arbejdsræset.

For det andet burde velmenende indvandrere som Maia Feldman og Human Shojaee gøre sig klart at absolut lighed mellem indvandrere og oprindelig befolkning er en fuldstændig utopisk forestilling, som kun teoretikere og idealister kan nære. I den historiske, kulturelle og politiske kontekst er det utænkeligt at det ikke gør en forskel om man er født og opvokset her i landet af danske forældre med rod i dansk kultur og sprog eller om man kommer udefra og først skal til møjsommeligt at tilegne sig kundskaber om sprog, kultur og historie.

Det enkelte menneske er ikke under nogen historiske omstændigheder et abstraktum der kan flyttes vilkårligt rundt på kloden og med dags varsel og hundrede procent tilpasse sig de levevilkår der gælder for det nye sted. Og det enkelte land er heller ikke nogetsteds et abstraktum uden given forhistorie eller givent sprog. Alle nationer og alle individer er i alle henseender historisk bestemte og yderst komplekse fænomener. Og kompleksiteten beror vel at mærke i allerhøjeste grad på irrationelle og underbevidste forhold.

Dette betyder for det tredje at indvandrere uundgåeligt fra første færd bliver fremmede i det land de kommer til; jo mere fremmede jo længere væk de sprogligt, socialt og kulturelt kommer fra. De har kun én vej at gå, hvis de vil blive selvforsørgende og selvansvarlige borgere, og det er at give sig i kast med den meget krævende og langsommelige opgave at tilpasse sig det nye lands skikke, normer og sprog. Fra starten er der simpelthen ikke anden lighed end det fundamentale menneskeværd som menneskerrettighederne og demokratiet giver dem (og det er da altid en begyndelse). Alt andet kræver tilpasning. Og denne tilpasning er overvejende ensidig. Det er indvandrerne der skal tilpasse sig deres nye land og deres nye kultur og ikke omvendt. Men jo færre indvandrere der skal integreres, jo færre hindringer vil der være for tilpasningen og integrationen. For mange indvandrere på én gang vil uvægerligt give problemer, for hverken det nye lands tolerance og økonomi eller dets sociale og kulturelle institutioner er grænseløst åbne. Psykologisk set er det nu engang også hjemmefødingene der har alle gode grunde til at betragte deres land som deres og at ville værne om dets egenart. Majoriteten vil altid og helt automatisk - uden at skulle gøre noget for det - være majoriteten. Minoriteten vil altid være minoritet, indtil den eventuelt selv udvisker forskellene og går op i majoriteten. Det er simpelthen naivt af indvandrerne at tro eller forlange andet.

For det fjerde må det derfor siges, at de indvandrere der gør sig til talsmænd for at absolut ligestilling og dermed i realiteten også for at multietnicitet skal betyde multikultur gør deres søstre og brødre en bjørnetjeneste. For ligestillingen er som sagt en utopi i et land som Danmark der har en given monokultur. En sådan monokultur udelukker ikke en mangfoldighed af etniciteter eller subkulturer, men til forskel fra en decideret multikultur så er der fortsat tale om en overordnet fælleskultur som ligger i selve sproget. Så længe ét sprog - og kun ét - er officielt sprog som det store flertal af borgere er opvokset med, tænker på og taler flydende, så er kulturen en monokultur. Men nedenunder den kan der naturligvis være mange subkulturer, for også menneskene i en monokultur er forskellige og har vidt forskellige miljøbestemte sprogvaner, uddannelser, erhverv, interesser og kulturelle, sociale og religiøse tilhørsforhold. De fremmede kan på hver sin vis gå ind i disse grupperinger og delvis danne deres egne, men forudsætningen for et velfungerende fællesskab er fortsat opretholdelsen af det fælles sprog og dermed grundrespekten for dette sprogs ejendommeligheder, historie og humor som den bl.a. kommer til udtryk i litteraturen, i debatterne, samtalerne og møderne.

Den væsentligste grund til at en del akademikere eller intellektuelle bestrider monokulturens fortsatte fakticitet lige så snart der kan konstateres multietnicitet er nok, at samfundet betragtes som en 'konstruktion', dvs en dannelse der primært skyldes bevidste eller ligefrem rationelle tiltag og aftaler. Men sådan opstår og opretholdes et samfund ikke. Det er tværtimod altovervejende en ubevidst og irrationel foreteelse der er fremkommet i langt højere grad ved vækst end ved konstruktion. Og dette ligger igen i at det i allerhøjeste grad er bundet op på sproget, det sprog der igen ikke er en rationel dannelse, men en højst ejendommelig blanding af noget rationelt og irrationelt. Det rationelle knytter sig til de sekundære psykiske grundprocesser, men det irrationelle til de primære processer, der kaldes primære fordi de i tid er før de sekundære - både i det enkelte menneskes udvikling og i menneskehedens udvikling. Hele det underbevidste lag i psyken spiller vedvarende den allerstørste rolle for såvel et sprogs som et samfunds sammenhæng, udvikling og stabilitet.

Derfor skal indvandrere for det femte undgå at misforstå begrebet ydmyghed. En given monokultur forlanger ikke - og kan ikke forlange - nogen form for underdanighed af fremmede der kommer til landet som gæster eller indvandrere. Underdanighed hører enevælden til. Men ydmyghed over for selve denne opgave at blive integreret i samfundet og dets kultur er noget helt andet og er alt andet end en ydmygelse. Enhver person der står over for en stor opgave eller udfordring er nødt til at være ydmyg over for den, for ellers får han eller hun ikke den fornødne moralske basis for at kunne sætte sig ind i den eller i forudsætningerne for dens mulige løsning. Enhver elev, student eller forsker og enhver der skal påtage sig et nyt job eller klare en ny livssituation må gøre sig klart at han intet lærer, udretter eller løser, hvis han på forhånd tror han er alvidende eller almægtig eller forlanger alting serveret. Selv de allerstørste statsmænd eller videnskabsmænd er ydmyge over for deres opgave. Og de forstår til fulde at der ingen ydmygelse ligger i at begynde på bar bund og efterhånden arbejde sig gennem 'lærestoffet'. Alt andet er jo indbildning og hybris. Er der ingen ydmyghed, går det galt som i fx Hitlers, Milosevic' eller Saddam Husseins tilfælde.

Endelig gælder for det sjette, at det måske er på tide at omfortolke selve integrationsbegrebet, så det ikke bliver muligt - som sociologer ynder - at tale om kulturel integration som noget fra social integration forskelligt. De påstår således (korrekt), at den sociale integration er fuldt forenelig med det multietniske samfund, men (ukorrekt) at den kulturelle integration vil være ensbetydende med eller automatisk føre til multikultur. Sandheden er at fuldstændigt social og kulturel integration er forenelig med multietnicitet, men ikke med multikultur, medmindre den historisk givne monokultur undergraves (fx af terror) eller løbes over ende (fx af folkevandringer) eller over det lange historiske tidsspand lidt efter lidt og næsten umærkeligt skifter karakter (fx gennem teknologiske forandringer eller begrænset indvandring).

Derimod er fuld integration fuldt forenelig med en monokultur der har en mangfoldighed af subkulturer, for den på fællessproget baserede monokultur forhindrer på ingen måde et væld af underkulturer der baserer sig på forskelle af anden art såsom religiøse, sociale, økonomiske, livsstilsmæssige eller holdningsmæssige. En monokultur som den danske har ikke været nogen hindring for sameksistensen af jøder, kristne, og ateister eller for sameksistensen af bønder, borgere og arbejdere, politisk venstreorienterede og højreorienterede eller midterorienterede osv. Så længe sproget er fælles (og de basale juridiske rettigheder og forpligtelser respekteres) bevarer kulturen sin status som monokultur. Og indvandrere kan ikke forvente endsige forlange at de som minoriteter har ret til at se stort på enheden eller få den afskaffet til fordel for parallelkultur-formen.

Den fornuftige, tolerante og rummelige monokultur forlanger ikke total assimilation af sine indvandrere, for dette ville indebære at de ikke kan opretholde deres identiteter som etnisk eller religiøst anderledes borgere. Det ville være at forlange at monokulturen så at sige skulle undertrykke eller destruere enhver subkultur, og dette er hverken muligt eller ønskeligt; det ville tværtimod totalt ophæve den mangfoldighed der er nødvendig for det moderne, demokratiske og tolerante samfunds opretholdelse.

Svaret på det i overskriften stillede spørgsmål er altså, at integrationen kun går én vej i det moderne sekulariserede samfund, og det er vejen fra snæver opretholdelse af minoritetskulturerne som parallelkulturer eller ghettokulturer til den brede opretholdelse af dem som subkulturer i en på sproget baseret og på mangfoldigheden levende, overordnet fælleskultur.

Henvisninger: