JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - muslkvinder

ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.10.05.

Muslimer og kvindefrigørelse

At kvindefrigørelsen fortsat er et problem blandt ikke-muslimer i de skandinaviske velfærdssamfund fremgår af utallige debatindlæg om kønsrollemønsteret, herunder ikke mindst kvindernes problemer med at forene moderskab og erhvervskarriere, men også med eksistensen af porno og prostitution eller generationsopgøret mellem de gamle rødstrømper og deres døtre. Det fremgår endvidere af et forhold som dannelsen af det nye svenske Feministisk Initiativ, der vil stille op til Riksdagsvalget næste år. En af stifterne, Maria-Pia Boethius, der allerede har forladt partiet igen, har udtalt for at det nye kvindeparti skulle være udtryk for at 'kvinden' som begreb er ved at forsvinde! Det håber hun i hvert fald, for hun og hendes ligesindede oplever kulturens gængse fortælling om hvem og hvad kvinder er som et fængsel.

Måske er Femininist Initiativet, som forkortes F! og ikke FI, et nødvendigt led for svenske kvinder der ikke har haft held til at trænge igennem de gamle mandspartier, og måske lykkes det dem at komme i Riksdagen, så udråbstegnet kommer til at stemme. Et tilsvarende parti har faktisk været forsøgt i Danmark for mange år siden, nemlig med det parti Elin Appel i 1964 dannede under navnet Parallel Kvindepolitik. Det slog aldrig igennem. Men ét er bombesikkert: begreberne 'kvinde' og 'mand' forsvinder ikke fra sproget, sålænge der er to køn på jorden. For den uomstødelige biologiske kendsgerning er og bliver, at mænd og kvinder er fundamentalt forskellige - fysisk, hormonalt og psykisk. Flertallet af mænd og kvinder er såmænd også stort set tilfredse med det og ville betragte det som en grusom forarmelse af vort ikke-paradisiske menneskeliv om forskellen blev ophævet. Den er vel overhovedet den mest livgivende, spændingsgivende, kulturskabende og humorskabende komplementaritet der findes i universet.

Men selvom vi lader utopien fare er der i den jordnære virkelighed meget at rette op på for at nå frem til den ligestilling mellem kønnene de fleste af os ser som idealet for den vestlige verden, ja betragter som en umådelig fordel for begge parter.

Freud talte i sin tid om kvindens penismisundelse, og det er der naturligvis blevet grinet meget af gennem de sidste hundrede år, for dels er de små drenges tissetøjer ikke noget at prale af, selvom de er praktiske, dels har pigerne andre indretninger som i længden viser sig meget mere familieskabende og virkeligt er noget at prale af. Udtrykket penismisundelse er altså uheldigt og viser slet ikke hen til hvad sagen drejer sig om, nemlig at den halvdel af menneskeheden der fra fødslen er udstyret med en penis i og med pubertetens hormonale udvikling også bliver et magtorienteret, transcenderende væsen, Og dette er på symbolsk plan ikke anskueliggjort med det uskyldige anatomiske organ i slap tilstand, men derimod med det erigerede lem eller avleorgan, altså fallos.

Den hårde psykologiske kendsgerning er, at kvinden i sin køns- eller kropsfunktion ikke har et organ eller en funktion der på samme måde som mandens fallos kan symbolisere og dermed understøtte hendes udadvendte, transcenderende og magtorienterede egenskaber (men derimod omsorgs- og redebygningstrangen), skønt disse egenskaber er der - og i og med det moderne samfunds store ændringer hvad angår uddannelse og karriere samt menneskerettigheder og politiske friheder også indebærer kvindens helt naturlige ønske om eller krav på ligestilling med manden. Som bekendt hænder det med mellemrum at forskere udbasunerer forskellige teorier om at mænd skulle være mere intelligente end kvinder, men som det også er bekendt, så er den slags teorier intet værd. De er rent ud sagt latterlige, for dels kan man overhovedet ikke definere intelligens eksakt, dels er statistik på dette område helt irrelevant, eftersom der er utallige kvinder der er mere begavede end gennemsnittet af mænd, og eftersom det for alle mennesker uanset køn gælder om at få mulighed for at udnytte den intelligens og begavelse man måtte have - uanset hvor på intelligensskalaen man ligger. Der er intetsomhelst videnskabeligt belæg for at udelukke kvinder fra nogensomhelst job eller karriere på grund af køn.

Men den hårde psykologiske forskel hvad symbolværdien angår kan lige så lidt som den biologiske forskel manes i jorden med drømme, paroler, manifester, rødstrømpebevægelse eller kvindepartier. Vi vil derfor fortsat have kamp mellem kønnene, men den behøvet jo ikke nødvendigvis udarte til destruktive strindbergske ægteskabsdramaer, muslimske tvangsægteskaber og æresdrab eller underbetaling og anden diskrimination på arbejdsmarkedet. Den burde kunne føres på civil og kultiveret vis som en blanding af samarbejde og konkurrence mellem ligestillede og ligeværdige parter med hele det tilbehør af humor og gensidigt drilleri der hører til ved siden af den gensidige attraktivitet.

På ét felt synes kvindefrigørelsen dog at halte gevaldigt efter udviklingen i de vestlige lande, og det er i muslimernes verden. Og dette er blevet et stigende problem i de vestlige lande fordi frigørelsen i realiteten er blevet en forudsætning for deres integration i de moderne vestlige samfund.

Problemet er ikke bare den i somaliske familier praktiserede brutale omskæring af pigerne. Denne middelalderlige kulturtradition er der dannet en forening imod, ligesom seks imamer har udsendt en erklæring, en regulær fatwa, imod den og påpeget at den ikke er begrundet i islam. Og dette er vistnok korrekt, men bortforklarer ikke at vi her i landet er kommet til at trækkes med dette specielle overgreb mod kvinder fordi de kommer fra muslimske lande, hvor kvindeundertrykkelsen visse steder er så ekstrem at kvinden nægtes ret til fuldt og normalt seksualliv for i stedet at blive gjort til rene redskaber for mandens lyst og ejendomsudfoldelse.

Problemet kan heller ikke reduceres til spørgsmålet om tvangsægteskaber og æresdrab, selvom disse fænomener igen overvejende optræder blandt visse grupper af muslimer fra deciderede landsbysamfund i bestemte lande som Pakistan og Tyrkiet. Her kan man heller ikke retfærdiggøre den umenneskelige og kriminelle adfærd med henvisning til islam. Det er igen en ældgammel kulturtradition der gør udslaget, og denne kan endda for Pakistans vedkommende føres tilbage til hinduismen.

Også her er der dannet en forening af muslimer der ønsker at gøre op med fænomenet. 'Kulturrevolution' hedder den meget rammende, og den fastslår at der i islam hverken er belæg for tvangsægteskab eller æresdrab. Men det erkendes dog at det at unge par i stigende grad begynder at ville gifte sig af kærlighed frem for af hensyn til familietradition er noget nyt som kræver overtalelse af forældrene, hvis tvang og drab skal undgåes. Vejen frem er altså overtalelse. Kun hvis denne er nytteløs, tilrådes familiebrud.

Foreningen har også som mål at fjerne kristnes og andre ikke-muslimers misforståelse af islam, herunder den opfattelse at religionen hænger sammen med kulturen. Men man synes ikke at ville erkende, at det er påfaldende at tvangsægteskab og æresdrab primært er problemer i muslimske miljøer. Naturligvis hænger religion og kultur sammen, det gør den altid, endda jo mere, jo mindre sekulariseringen er kommet. Tvangsægteskaber blandt muslimer hænger sammen med det muslimske kvindesyn, og æresdrab med det muslimske familiesyn. Og begge hænger sammen med islam. De stadfæstes begge hver eneste gang der kaldes til bøn i moskeerne. Manden er familiens overhovede, kvinden skal holde sig bagved, og den kvindelige seksualitet er et led i familiens indre orden og ikke i individets eksistens.

Muslimske mænds specielle æresfølelse er også kommet frem i lyset i Hommel-sagen om danske officerers afhøring af irakiske tilfangetagne. Det bliver nu domstolene der skal afgøre om de internationale konventioner er blevet overtrådt eller ej, men fast står den erfaring at muslimske mænd betragter det som en ydmygelse i sig selv at blive afhørt af en kvinde. For de er vant til at kvinden holder sig to skridt bag dem og ikke stiller nærgående spørgsmål om nogetsomhelst. Vanen er så indgroet, at en af de danske chefer for missionen i Basra har måttet erkende at det har været en fejl overhovedet at sætte en kvinde til at forhøre fangerne, uanset om hun har overtrådt konventionerne eller ej.

Problemet med den muslimske kvindefrigørelse kan dernæst ikke reduceres til spørgsmålet om kvinders ret til at bære tørklæde eller burka. Som bekendt har det københavnske firma Servesio netop lanceret et smart og imam-autoriseret burka-design, der skal kunne tilgodese de to modstridende hensyn: at kunne bruges på arbejdspladsen og at opfylde de religiøse forskrifter om passende tildækning af kroppen. Om dragten bliver en succes, vil tiden vise. Ideen er forståelig, da den traditionelle burka på forhånd udelukker mange muslimske kvinder fra normale jobs. Men den er alligevel betænkelig og påfaldende, for den er udtryk for at muslimske kvinder - i modsætning til muslimske mænd - fravælger hele det enorme udvalg af varieret normal dansk eller vestlig beklædning for at fastholde eller ligefrem demonstrativt understrege deres religiøsitet.

Der er intet at sige til at muslimske kvinder ligesom alle andre mennesker nærer ønsket om at kunne fastholde deres identitet, hvor de end havner og hvilket job de end får. Men hvis det fastholdes, at speciel beklædning er en væsentlig del af denne identitet, så vil holdningen - uanset muligheden for smart design - fortsat betyde at kvindefrigørelsen bremses. Det er ganske enkelt ikke i længden muligt for muslimske indvandrerkvinder at blive fuldt integreret i det danske eller andet vestligt samfund, hvis de fastholder tørklæde og burka. For disse er tegn på at man ønsker at fremhæve sin anderledeshed og religiøsitet - uanset at det koster job og anden social tilpasning.

Dette kunne give anledning til her at minde om at også ortodokse jøder gennem tiderne har haft og visse steder stadig har problemer med fuld integration på grund af deres påklædning. Selv i Israel udgør de en ikke-integreret klasse for sig, endda særligt priviligeret med bl.a. fritagelse for militærtjeneste. I det gamle Polen før 1940 holdt landsbyernes jøder til forskel fra flertallet af storbyernes jøder sig for sig selv for at værne om deres identitet og særpræg. Det gav problemer, der naturligvis først blev katastrofale da nazisterne tog over med deres barbariske raceteorier og -udryddelse. Problemet var også stort i Wien allerede da Hitler kom til byen. Det er en kendt sag, at han ikke kunne udstå synet af jøder i kaftan (han så kvindagtighed i dem). Jødeforfølgelserne havde måske aldrig fået det uhyggelige omfang de fik, hvis jøderne havde fulgt de generelle modestrømninger i beklædningen. Neurotiske eller psykopatiske reaktioner som Hitlers kan ingen helgardere sig imod, men minoriteter kan altid fremme integrationen ved ikke at skille sig mere ud end godt er.

Bevidst adskillelse fra andre gennem påklædning, frisure, hårfarve, smykker og emblemer burde være tilladt i frie demokratiske lande. Men ekstreme valg fremmer ikke beskæftigelsesmulighederne eller integrationen. Dette kan man beklage, men ikke lave radikalt om på, for det hænger sammen med den menneskelige psykes indretning. Det ligger dybt i alle mennesker at udstøde folk der afviger for meget fra flertallet. Derfor er stor indvandring af fremmede fugle aldrig noget der kan gå stille af.

Men det er trods alt alligevel ikke på disse delområder at problemet er værst.

Nej, hovedproblemet for de muslimske kvinders frigørelse er og bliver kønsrollemønsteret som sådan i familierne. Dette er blevet stærkt understreget af demografi-professor Poul Chr. Matthiessen, der direkte har opfordret muslimske kvinder til at gøre oprør mod mænd der fastholder dem som hjemmegående børnepassere uden for det danske samfund og arbejdsmarked. "Man kan ikke beholde ens gamle kultur, hvis der er tale om et kønsrollemønster som er ødelæggende for familiens økonomiske udvikling og som får familien til at ende i en underklasse", har han udtalt til Jyllands-Posten.

Økonomiprofessor Nina Smith, der forsker i indvandrernes tilknytning til arbejdsmarkedet, ser moderens tilknytning til arbejdsmarkedet som afgørende for om det lykkes indvandrernes børn at få arbejde. Hun påpeger det vanskelige i at fastholde et gammeldags kønrollemønster i et velfærdssamfund der finansieringsmæssiggt er bygget op på at både mænd og kvinder arbejder.

Matthiesen uddybede sine synspunkter til Politiken 25.9. "Muslimske kvinder skal have at vide at det er i orden at få arbejde og have kontakt med ikkemuslimer i hverdagen, at de gerne må trykke deres chef i hånden, og at de gerne må sige deres mening i større forsamlinger. Mange muslimske piger bliver jo opdraget til at de skal tie i forsamlinger. Mange muslimske mænd vil heller ikke acceptere en kvindelig chef, det er jo et uacceptabelt kønsrollemønster."

På det helt nærliggende spørgsmål om han da ikke blander kultur og religion sammen, svarer han utvetydigt, at "det er jo den kultur der er forbundet med islam, og den bliver man simpelthen nødt til at ændre på, jeg ser ikke nogen anden udvej. Det vil være uacceptabelt på lang sigt, at der er grupper i samfundet, der skal understøttes af den øvrige befolkning, fordi de holder fast i normer, der er utidssvarende i det danske velfærdssamfund."

Men Matthiessen får svar på tiltale i samme nummer af Politiken. Her afviser socialrådgiver og byrådskandidat for Enhedslisten Asmaa Abdol-Hamid blankt hele problemstillingen, ja gør den til en retorik der får den modsatte virkning af den tilsigtede, for der er ikke nogen undertrykkende elementer i de islamiske kilder, hævder hun. En opfordring om muslimsk kvindeoprør bærer tydeligt præg af at man går ud fra at islam og kvindeundertrykkelse hænger sammen, men det er ikke tilfældet, for islam er en religion, og der er forskel på kultur og religion.

På spørgsmålet om det da ikke er en undertrykkende religiøs praksis at gå med tørklæde således som hun selv gør som troende muslim, svarer Abdol-Hamid klart nej. Tørklædet er faktisk det modsatte af at være undertrykkende, det "giver mig en større ligestilling med manden, fordi jeg mener at kvinder i dag bliver udnyttet og bliver vist som sexobjekter, og det er meget undertrykkende."

Hun finder det ikke acceptabelt at kvinder ikke har mulighed for at få samme uddannelse, arbejde og løn som mændene. Men "man behøver ikke at tilegne sig fuldstændigt samme værdier og forestillinger om hvad der er ligestilling i et multikulturelt samfund. Mænd og kvinder er jo ikke fuldstændigt ens af sind", gør hun gældende.

Tilsyneladende havner vi her i en uoverstigelig modsætning mellem den pragmatiske indstilling til problemets løsning og den idealistiske fastholdelse af status quo, for Asmaa Abdol-Hamid bruger tre argumenter der spærrer for den løsning pragmatikerne ser som den eneste udvej. Hun vil ikke være ved at muslimernes kulturtraditioner - uanset deres formelle begrundelse - hænger nøje sammen med islam og navnlig islams kvindesyn og mandssyn og direkte påvirker så godt som alle ikke-sekulariserede muslimer. Og hun vil slet ikke indlade sig på en egentlig sekularisering, en frigørelse fra autoriteterne, som skiller religion og moral/politik fra hinanden på magtplanet, men ikke på planet for indre konsistens.

For det andet ser hun i brugen af tørklædet den meget specielle ligestilling med manden som ligger i at blive fri for at blive betragtet som et sexobjekt. Dette ønske deler hun med mange ikke-muslimske kvinder, fx alle dem der udsættes for sexchikane eller den almindelige pornoficering af samfundet. Tørklædet er selvfølgelig en radikal løsning på problemet, men den er sandelig også ensbetydende med ikke-integrering, for uanset om man vil finde sig i sexchikane og pornoficering eller andre former for kønskrænkende adfærd, så er og bliver det erotiske og seksuelle spil mellem kønnene uadskilleligt fra frie menneskers eksistens og hverdag. Mennesket er én gang for alle trådt ud af paradisets have gennem 'syndefaldet', den geniale mytiske fortælling om menneskehedens såvel som det enkelte individs frigørelse fra den ansvarsløshed der ligger i forældrenes formynderi og omsorg. Mennesket blev både vidende om sin ansvarlighed i livet og om kønsforskellens fascination og betydning. Og ansvarlige voksne mennesker burde aldrig løbe fra denne dybe erfaring. Men det er hvad Abdol-Hamid forsøger.

For det tredje går hun ind for samfundets omdannelse fra et monokulturelt til et multikulturelt samfund og dermed i realiteten for at muslimerne skal kunne etablere en kultur der er parallel med den eksisterende danske de eller deres forældre er kommet til som indvandrere. Synspunktet er ikke nyt, det trives desværre blandt mange muslimer og en hel del danske intellektuelle. Men det er et ideologisk synspunkt der ser totalt bort fra det vigtige forhold at en monokultur sagtens kan og i et sandt velfærdssamfund også bør rumme mange subkulturer, hvor forskellige grupperinger, herunder etniske, religiøse og politiske grupper, får udfoldelsesmuligheder og identitetsmuligheder uden at det går ud over det fællesskab og den sammenhæng som den overordnede monokultur er i besiddelse af og som skyldes sproget og historien. Og ideologien forhindrer integration, fordi det på forhånd forhindrer det sidste skridt der ligger i et opgør med muslimsk kvinde- og mandssyn.

Kvindefrigørelsen blandt ikke-muslimer skrider fortsat frem ad den møjsommelige finjusterings vej, selvom langsommeligheden frustrerer de mest utålmodige. Men for muslimernes vedkommende skal der bogstaveligt talt en kulturrevolution til og denne kan ikke gennemføres uden en sideløbende sekularisering, dvs et opgør med utidssvarende dele af selve den islamiske lære. Muslimerne må turde gøre op med såvel koranen som traditionen når det gælder så centrale forestillinger som kvindesyn og mandssyn.

Det er en illusion at tro at integration kan ske ved at muslimer går uden om sekularisering eller kvindefrigørelse i moderne vestlig forstand. Det er i vort tolerante - og i visse henseende meget overbærende, for ikke at sige naive - velfærdssamfund muligt for meget bevidste og meget stædige muslimer at modsætte sig sekularisering og frigørelse en vis tid, men i det lange løb vil det forhindre integration og dermed fortsat gøre muslimske kvinder, børn og familier til tabere i samfundsudviklingen.

Og det er også en illusion af muslimerne at tro at de kan opbygge parallelsamfund i de vestlige lande.

Der en som fastslået i artiklen den 22.10. kun én vej at gå for integrationen i det moderne sekulariserede samfund, og det er vejen fra snæver opretholdelse af minoritetskulturerne som parallelkulturer eller ghettokulturer til den brede opretholdelse af dem som subkulturer i en på sproget baseret og på mangfoldigheden levende, overordnet fælleskultur.

Henvisninger:

Går integration kun den ene vej?  (22.10.05.)

Muslimerne, ytringsfriheden og følsomheden  (20.10.05.)

Sekulariseringen må opdateres  (29.11.04.)
så den kun verdsliggør selve den politiske magt

Sekularisering og religiøs krise  (Verdsliggørelse - 2.6.02.)

Sharia, Sherin og sekularisering  (Danmark/Religion - 29.9.02)

Om 'syndefaldet', se artiklen   Myte, ord og billede

Se øvrige artikler om Religion og Sekularisering

Og se Værdimanifestets afsnit om Individet med underafsnit om kvindefrigørelsen.

Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven

utils postfix clean