JERNESALT - sende04maria
ARTIKEL FRA JERNESALT - 17.12.05.
Mariadyrkelsen - en katolsk specialitet
- der vidner om kønsulighed i de religiøse grundforestillinger
Katolikkernes dyrkelse af den hellige Jomfru Maria er en af religionshistoriens sjoveste eksempler på irrationaliteten i verden. For den blev slet ikke opfundet i bevidste hensigter af kirken, men spontant af lægfolk. Den blev faktisk forsøgt bremset af kirken, fordi den slet ikke var i overensstemmelse med skriften eller teologien. Men det var helt forgæves. Folket fastholdt dyrkelsen, og kirken fandt det klogest at bøje af - og stille og roligt inddrage Maria-dyrkelsen i den officielle kirkelære.
Først med den lutherske reformation skete et opgør med 'hedenskabet'. Protestanterne fjernede ganske enkelt al udsmykning, alle altre og alle bønner der var katolske i deres art. Madonna-billederne og -skulpturerne blev ryddet væk. I de fleste tilfælde ødelagt, men i enkelte tilfælde blot gemt væk på kirkeloftet. Og her kunne man så siden genopdage dem - og redde dem for museerne. I den gamle Arild kirke i Sønderjylland kom Madonna-figurerne til ære og værdighed igen og kan i dag utilsløret ses i kirkerummet.
Her ved juletid, hvor vi både i evangelie- og salmeteksterne kan få genopfrisket legenderne om Jesu fødsel, bliver vi mindet om sagens to mærkeligste aspekter: at Maria ikke undfangede sin søn ved en mand, men ved Helligånden, og at hun forblev jomfru. Ja, der blev i sin tid digtet videre på legenden, således at også Marias moder, Anna, påstodes født på samme vis, og hendes moder ligeså. De er ofte i gammel tid skåret ud i træ, disse tre generationer - med de yngste siddende på skødet af den ældste. I Polen kan man genfinde dem på museerne i massevis.
Kun meget få oplyste mennesker i vore dage tror på jomfrufødsler. De der gør det, ser ud til som hovedbegrundelse at have den opfattelse, at Gud er almægtig og derfor kan skabe hvad han vil uden hensyn til de fysiske love der gælder her på jorden. Følgelig er det også hans mindste kunst at lade en kvinde blive frugtsommelig uden en mands medvirken, og at lade hende beholde sin jomfrudom på trods af nedkomsten.
Men spørgsmålet trænger sig på, hvorfor i al verden det skulle være noget særligt fromt eller helligt for en kvinde at føde på den måde. Det kan der kun være én forklaring på, og det er at seksualakten regnes for syndig - selv når den har et barns, endda et helligt barns tilblivelse til formål.
Og sådan forholdt det sig faktisk i de fleste kristne menigheder, og sådan forholder det sig stort set den dag i dag i den katolske kirke. Bevares, man har Paulus's ord for, at når nu manden er så seksuelt anlagt som han er, dvs liderlig som bare satan, så kan seksualiteten til nød accepteres inden for ægteskabet, men det bedste er og bliver afholdenheden. Derfor er cølibatet idealet for præsterne i den katolske kirke. Men som det fremgår af de mange seksuelle overgreb som katolske præster bliver taget i, og kirken nødtvunget må indrømme og give erstatninger for, så er cølibatet ikke for almindelige mennesker. Luther indså dette og brød derfor definitivt med systemet. Han erfarede i klosterlivet, at det ikke var muligt for ham selv at døde den seksuelle lyst, og da han først havde brudt med pavekirken, fulgte han sine lyster, giftede sig og fik mange børn.
Det kan fortsat undre at de kristne teologer og lægfolk fra starten lagde så stor vægt på den ubesmittede undfangelse som de gjorde. For de fastholdt dog den bibelske mytes forestilling om at mennesket var skabt i Guds billede. Og så ville det have været mest logisk også at regne seksualiteten for en gudgiven sag. Men her kommer syndefaldet i vejen, for myten om syndefaldet fortæller som bekendt at mennesket syndede mod Gud ved at forgribe sig på de forbudte frugter af kundskabens træ som Gud i sin visdom havde plantet for næsen af dem, men som instinktets slange måtte henlede deres opmærksomhed på. Følgen af æbleforgribelsen var nemlig at mennesket opdagede at de var kønsvæsener.
At spise af kundskabens træ er altså nøjagtigt det der sker i puberteten for ethvert individ: det bliver bevidst om sin eksistentielle situation. Bevidsthed på dette plan betyder at kønsdriften vågner i fuld styrke, men samtidigt at de vakte mennesker begynder en frigørelsesproces i forhold til deres ophav. De bliver ansvarlige for deres eget liv og forstår at de skal arbejde for føden, danne par, få børn og påtage sig ansvaret for disse børn. Dér begynder al kultur.
Den bibelske syndefaldsmyte er de første oplyste menneskers pragtfulde beretning om hvordan kulturen begyndte ved at mennesket mistede sin uskyld.
Det ejendommelige - og i grunden yderst skæbnesvangre og uheldige - er at syndefaldet er blevet dybt beklaget gennem tiderne, på trods af at det er forudsætningen for kulturen. Men beklagelsen skyldes naturligvis, at barndommens uskyldighed og paradisets uskyldighedstilstand fortsat er den tilstand mennesket inderst inde drømmer om som den ideelle. Det giver sig mange udslag, herunder alle voksne menneskers fryd over og besyngelse af børns uskyldighed (i ord, musik og billeder) eller utopiske idealisters længsel efter det fuldkomne samfund, samfundet uden social ulighed, uden krig og uden magtkamp.
Et særdeles sigende udslag er selve den kristne forestilling om den ubesmittede undfangelse og dermed forstillingen om at Jesus ikke er 'avlet i synd', men er ren og hellig. Renhed og hellighed betyder i kristen tale ikke mindst renset for seksualitet. Denne opfattelse blev prædiket i kirkerne og var drivende for munke- og nonneordeners forestillinger om cølibatet som den sikreste vej til det mystiske gudsskue. Og det er bestemt heller ikke forkert psykologi, at seksuel afholdenhed fører til en opstemning af energien der via meditation kan føre videre til oplevelsen af 'højere bevidsthed'. Men opfattelsen trivedes også i det alt andet end seksuelt afholdende lægfolk, og her blev den gundlæggende for Mariadyrkelsen.
Mariadyrkelsen kunne dog næppe have udviklet sig med en for kirkens ledere uimodståelig kraft medmindre den også var forbundet med et lidenskabeligt ønske om at få anbragt en slags kvindelig guddom ved siden af den treeenige mandeguddom. Jomfru Maria er ifølge katolsk teologi ikke en gudinde, men hun er så nær ved denne ophøjede status som tænkes kan. Opfindsomheden for at give hende attributter der ophøjer hende til himmelstatus har været grænseløs. Hun blev ikke blot kaldt Den hellige Moder og Den hellige Jomfru, men også Himmeldronningen. Og netop som Himmeldronning er hun blevet afbildet i mængder af katolske malerier og ikoner.
Hengivenheden for hende som Himmeldronning med særlig adkomst til at gå i forbøn for mennesket hos Frelseren eller Gud Fader er ikke beskrevet bedre end i Louis-Marie Grignion de Montforts i 1843 posthumt udgivne 'Afhandlingen om den ægte Maria-fromhed' eller de bønner der kan findes i denne bog og som benyttes flittigt af katolikkerne. Og hengivenheden har næppe nogensinde givet sig stærkere udtryk end hos Pave Johannes II, der fulgte Montforts anvisninger lige fra sin tidlige ungdom til sin død. Da han blev pave, valgte han mottoet: 'Totus Tuus', 'Helt din, Maria!'.
Konklusionen er nærliggende, at katolikkernes lidenskabelige og systematiske Maria-dyrkelse
klart opvejer den uheldige for ikke at sige katastrofale ensidighed der ligger i jødedom og kristendom - og går igen i islam - derved at Guden Jahve og Gud Fader med Sønnen (og Allah i islam) alle er mandlige guder, og endda strenge dommere. I kristendommen kommer nåden og barmhjertigheden stærkt ind med Kristus, og det har naturligvis været en fordel for den kristne kirke at den har kunnet spille på både strengheden og nåden. Men den kvindelige mildhed og omsorg må ikke desto mindre sige at være kraftigt underspillet. Her kom Jomfru Maria ind med stor effekt. Den katolske kirke fik langt flere strenge at spille på end jødedommen. Og den har fortsat flere strenge at spille på end den lutherske eller calvinske kristendom.
Spørgsmålet bliver naturligvis om det kan anbefales protestanter at genindføre dyrkelsen af Jomfru Maria. Eller om det er bedre - som visse kvindelige teologer faktisk forsøger sig med - at omdefinere Faderguden til Moderguden. Begge muligheder virker søgte og har næppe en chance for at slå igennem muren af vane, træghed, modvilje, billige grin og høj latter.
Men en tredje mulighed ligger lige for, hvis man generelt går væk fra alle forestillinger om guder som tilhørende den verden vi kan måle og veje og gøre til genstand for naturvidenskab.
Myterne har aldrig talt om den slags væsener. De taler om guder som umiddelbare realiteter. Og sådanne forholder man sig ikke til med den forstand eller logik man møjsommeligt har lært i sin realitetsprøvelse ved hjælp af de sekundære psykiske grundprocesser. Dem forholder man sig tværtimod til ved i særlige stunder at suspendere disse processer og åbne sig for de arketypiske forestillinger. Disse lever i alle menneskers dybeste psyke; de er fri for al teologi, dogmatik, udlægning og dermed forbunden magtkamp. Og de rummer al den mangesidighed livet og sproget har brug for, når den fulde kontakt med virkeligheden skal bevares og ansvaret for eksistensen skal bæres.
Den katolske kirke har fortsat sin fordel af Mariadyrkelsen, men den undgår ikke på længere sigt et opgør med den klare mandsdominans i sit magthierarki eller med cølibatets fastholdelse. Den protestantiske kirke skal selvfølgelig ikke genindføre en Maria-dyrkelse, der vil virke latterlig, men den undgår ikke et opgør med en dogmatik der fastholder overtroiske forestillinger. Og hvad islam angår ligger det klart at den umuligt kommer videre i en moderniseringsproces med mindre den gør radikalt op med såvel sin absolutisme som sin mandsdominans. Og endelig må noteres at ateismens store problem er at den i sin ensidige rationalisme overhovedet ikke forstår en brik af at kontakten med den fulde virkelighed forudsætter føling med de arketypiske forestillinger ved siden af følingen med de målelige realiteter.
Fælles for alle problemstillingerne er, at den bedste og mest langsigtede løsning ligger i genoprettelsen af følingen med de arketypiske forestillinger. Disse kender ikke til nogen form for kønsdiskrimination. Der er derimod fuld ligestilling mellem det kvindelige og det mandlige på lige netop den udogmatiske og ukontrollable måde der gør de to fundamentale principper i tilværelsen til ægte komplementære og dynamiske kræfter - og samtidig sikrer den store humor i eksistensen.
I al enfoldighed
Peer Sendeman
Ovenstående artikel indgår nu i en e-bog som er udgivet hos:
Saxo.com.dk
Under titlen: Frans af Assisi - Katolicismens væsen - Johannes Paul 2..
Se nærmere under e-bog 8
Henvisninger:
Det fromme menneske (Psykologi/religion - 24.12.02.)
artikel om uskyld, hellighed og jomfruelighed.
Pave Johannes Paul II (Religion - 19.11.02.)
'Myte, ord og billede', hvor tesen om 'billedet som før ordet' tages op.
eller
Mytologi der belyser emnet mere religionshistorisk.
Litteratur:
Jacob Jerwell (red.), Gunnar Damholt og Ann Helene Golstad Skjelbred:
Jomfru Maria -. Fra jødepike til himmeldronning. (Gyldendal Norsk Forlag. Oslo 1996.)
Jomfru Maria - aspekter af Vor Frue.
Udstillingskatalog for udstilling på Museet på Koldinghus. 1999. (Redaktion: Birgit Jenvold).
Til toppen
Til forsiden
PrintVersion
Tip en ven
utils postfix clean
|
.jpg)
