|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 19.05.08.Villy Søvndal - hans verden, væsen og rolleFormandenKommunalpolitikeren Socialpolitikeren på landsplan Mennesket Søvndals rolle i fremtiden Henvisninger Formanden Til toppen Næste Som det blev fastslået her på siderne for et par måneder siden (klik), så er SF's formand Villy Søvndal ikke til at komme udenom i dansk politik. Han blev modtaget med en vis skepsis som ny formand for partiet i april 2005, men han førte ikke desto mindre ved folketingsvalget i november 2007 sit parti frem fra 6 til 13 procent af stemmerne og fra 12 til 23 mandater. Personligt fik han ikke mindre end 33.046 stemmer mod 6838 ved valget i 2005. Men hertil kommer at SF siden valget er stormet frem i meningsmålingerne. Partiet har nærmet sig 20 % og i enkelte tilfælde ligget over socialdemokraterne, der har fortsat sin efterhånden langvarige nedtur under Helle Thorning-Schmidt. Den allersidste meningsmåling (Ritzau 17.5.) justerer dog dette billede. Men som det også er fremgået har Søvndal specielt i udlændinge- eller indvandrerspørgsmålet turdet markeret sig på en måde der er meget bemærkelsesværdig for SF. Han har nemlig bedt de muslimer der er utilfredse med vores demokrati og fx deltager i Hizb-uth-Tahrirs demonstrationer om at rejse ad helvede til, han har beklaget partiets lunke holdning til Muhammed-tegningerne og -sagen i 2005 og generelt indrømmet at partiets har været for bange for at konfrontere sig med de muslimer der er modstandere af demokratiet. Dette har selvsagt ikke huet alle SF'ere lige godt, men der var fuld opbakning til hans linje på landsmødet for nylig, og det kan også anføres at denne linje ikke principielt afviger fra forgængeren Holger K. Nielsens linje eller Villy Søvndals tidligere holdninger, men først og fremmest må ses som en klarere politisk udmelding eller om man vil som en skarpere retorik. Netop skarpheden falder nogle for brystet, fordi den gamle retorik var præget af tilbageholdenhed over for de muslimer der er problematiske for os i demokratisk henseende. Man mente man skulle være forsigtige i ordvalget for ikke at blive slået i hartkorn med Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne. Men Søvndal, der er en glimrende kommunikator, ønsker altså større klarhed i stedet for lalletolerance. Hans skarpere retorik og klarere udmelding har placeret ham stærkt i mediebilledet. Og det har igen betydet bekymring hos både socialdemokraterne og de radikale. De første er så langt nede i tilslutning, at det svækker Thorning-Schmidts status som formand, der jo heller ikke er blevet lettere af Ritt Bjerregaards Røde Skole. Og de radikale er bekymret, fordi et svækket socialdemokrati gør det sværere for dem at se et reelt alternativ til den borgerlige regering. De radikales mål er en socialdemokratisk-radikal regering, og en sådan kan ikke etableres, hvis SF ved næste valg fortsat er så stærke at de kan sætte betingelserne og måske ligefrem kræve regeringsdeltagelse. Da Mette Frederiksen for nylig lancerede sine ti socialdemokratiske teser i håb om at skabe grundlag for fælles fodslag mellem alle partier der ønsker VK-regeringen fjernet, blev hun imødekommet af SF's Ole Sohn og hans teser - jf. artiklen Nye politiske teser - varm luft eller visioner?. Ingen af delene gør de radikale mere tilpas, men som tingene står lige i øjeblikket, må det siges at det er Villy Søvndal der som formand for SF har nøglen til en løsning hvis den overhovedet findes. Derfor er det vigtigt at prøve at forstå manden, og dertil har vi fået et ganske godt udgangspunkt i Gerda Kristensens netop udgivne bog om Villy Søvndal - med titlen 'Villys verden'. Den er derfor grundlaget for nærværende artikel. Villy Søvndal blev formand for SF i 2005, hvor han som noget helt nyt for partiet blev valgt ved en urafstemning blandt medlemmerne i april måned. Holger K. Nielsen havde været formand siden 1991, men var kørt træt, og da folketingsvalget i februar kostede partiet endnu et mandat, var det givet at han ville træde tilbage. Da han tiltrådte som formand efter Gert Petersen havde partiet 15 mandater, men siden var det gået støt tilbagegang valg efter valg. I 2005 var også socialdemokraterne gået tilbage, mens Enhedslisten havde vundet to mandater og de radikale gik frem fra 9 til 17 mandater. Kommentatorerne talte om SFs eksistenskrise. Sociologen Henrik Dahl mente at slaget var tabt for SF. Hovedbestyrelsen var efter hans mening et sammenrend af alle mulige idealister der er ude af trit med virkeligheden. Og Berlingske Tidende mente at partiets mest oplagte kandidater til formandsposten alle led af at have et image der kun signalerede endnu mere Holger K. Nielsen. Hurtigt faldt dog disse oplagte kandidater fra en efter en, nemlig Steen Gade, der i sin tid stillede op mod Holger K., Nielsen, Anne Baastrup, Anne Grete Holmsgaard og Kamal Qureshi. Tilbage stod Villy Søvndal, der havde siddet i Folketinget siden 1994, og to folketingskandidater Pia Olsen, der var medlem af hovedbestyrelsen, og Meta Fuglsang der ikke sad i partiets ledelse, men ønskede fornyelse i form af en formand helt udefra. Villy Søvndal gik i skjul et par dage efter at Holger K. Nielsen havde meddelt sin afgang - simpelthen for at overveje situationen og have fred for pressefolk. Men hans kandidatur var ventet. En meningsmåling blandts partiets vælgere havde givet Søvndal 51 % af stemmenre mod 25 % til Pia Olsen og kun 5 % til Fuglsang. Flertallet af hovedbestyrelsen støttede ham, uofficielt også den afgående formand, men der var så stor skepsis blandt nogle i partiet, at de anonymt lancerede sloganet: Sig goddag til Villy og spærregrænsen. Han vandt imidlertid sikkert med 59,55 % (eller 3641 stemmer) mod Pia Olsens 33,6 % (2059) og Meta Fuglsangs 6,7 % (414) - og med en stemmeprocent på 78 %. Nogle af de partimedlemmer der havde ønsket fornyelse, havde også ønsket foryngelse, og de anså den 52-årige Villy Søvndal for at være for gammel til formandsposten. Men argumentet blev altså slet ikke afgørende, og har siden vist sig grundløst. Man kan i denne forbindelse pege på at Helle Thorning-Schmidt primært blev valgt på grund af sin alder og sit køn, men at det ikke hjalp når det gjaldt at slå Fogh. For SF's vedkommende gælder at partiet har relativt mange kvindelige medlemmer og vælgere, men det har heller ikke forhindret en mands succes som formand. Søvndal ønsker også fornyelse og foryngelse i partiet - og foryngelsen slog klart igennem ved valget i 2007, hvor gennemsnitsalderen for partiets folketingsgruppe gik væsentligt ned. Der er næppe tvivl om, at Villy Søvndals position først og fremmest skyldes kombinationen af solid politisk erfaring, fremragende kommunikationsevner og den charme han er i besiddelse af og som igen er en kombination af ærlighed, ligefremhed, humor og drengethed. Han er bogstaveligt talt et musisk menneske. Som formand startede Villy Søvndal med at placere SFU's unge og EU-kritiske formand Jakob Nørhøj som næstformand for partiet - og det gik ikke helt stille af, da den daværende næstformand følte sig forbigået. Søvndal havde ellers foreslået at hun kunne forblive næstformand ved at stille forslag om to næstformand, men dette blev nedstemt af landsmødet. Der var andre sager der gav uro og fnidder, men efter tre måneder faldt der ro over feltet, og specielt satte Søvndal sig bevidst for at bygge bro mellem den røde, socialt fokuserede fløj af partiet og den grønne fløj der fokuserede på klima og miljø. Det lykkedes for ham, så hans kritikere på den grønne fløj har anerkendt det. Hans eget synspunkt er at den røde og den grønne søjle hænger sammen, bl.a. på den måde at miljø- og klimapolitikken kommer til at afgøre store spørgsmål fra verdens kommende flygtningestrømme og politiske konflikter og helt ned til størrelsen på folks forsikringspræmier... Ledelsemæssigt praktiserer Søvndal den åbne dørs politik. Han lytter og inddrager folk, så det ligefrem er blevet sjovere at arbejde i SF. Hans kontor er af journalister blevet omdøbt til 'Villys idéfabrik'. Og han udtrykker sig ofte med brug af billeder og sjove vendinger. Men substansen skal være på plads, siger han selv. "Man skal kunne sit stof i dybden for at kunne gå i bredden og dermed få lavet temposkift og overraskelsesmomenter, når man skal formidle sit stof så hurtigt, som det ofte skal gå i medierne i dag". Forud for folketingsvalget i 2007 nedsatte partiet en arbejdsgruppe, bestående af landssekretæren, pressechefen, Søvndals personlige rådgiver og en ny, ganske ung kampagnekoordinator, der i fællesskab grundigt skulle analysere holdninger og værdier hos såvel nuværende som potentielle SF-vælgere og ende med et forslag til fokuseret valgkampsstrategi. Inspirationen kom fra søsterpartiet i Norge, Socialistisk Venstre, som den norskfødte landssekretær selv har været partisekretær for. Man fandt ud af at SF's vælgere ikke kun var den veluddannede radikale type, men også den midaldrende sosu-assistent og andre lavtlønnede. Partiet konkurrerer altså reelt med Dansk Folkeparti om frafaldne socialdemokratiske vælgere. Men man fandt også ud af at vælgerne groft sagt ikke anede noget om SF's konkrete politik og løsningsforslag. Alt endte med at partiledelsen valgte tre hovedtemaer at køre intens valgkampagne på: De ældre, folkeskolen og klimaet. Det krævede høj grad af disciplinering af partiet og dets kandidater, men strategien lykkedes. Villy Søvndal er efter eget udsagn bedst til at spille efter gehør, men han kan spille efter noder når det gælder. "Blot skal man hele tiden være i stand til at improvisere". Søvndals fornyelse er også slået igennem på landsmødeplan, idet de gamle langvarige landsmøder med sovepose- og gymnastiksalskultur og endeløs natlig redigering på udtalelser og programmer er afløst af et kortere og mere veltilrettelagt møde på et moderne hotel som Radissons (Falkonercentret) med moderne faciliteter - og dyre øl! En af grundene til at Søvndal er sluppet godt fra ændringerne menes at være at han blev valgt som venstreorienteret kandidat - og derfor nyder stor tillid blandt de venstreorienterede. Og så tæller det at han kan kommunikere - og er blottet for berøringsangst med offentligheden. En kommunikationsrådgiver mener simpelthen at Søvndal har revitaliseret både SF og oppositionen, og derved at han har fået mange unge til at 'gide politik'. Og så er han dansk i den forstand at han - i modsætning til flertallet af politikere - virker jævn og hyggelig. Han elsker også rampelyset, så det sommetider er for meget for både tilhængere og modstandere. Pia Kjærsgaard eksempelvis synes nogen gange sarkasmen kammer over, og at han i det hele taget spiller et ikke alene bevidst, men kynisk spil. Men to tidligere socialministre der har arbejdet tæt sammen med ham, nemlig den konservative Henriette Kjær og socialdemokraten Henrik Dam Kristensen, giver ham gode karakterer både som forhandler og ny formand for SF. Og man skal i denne forbindelse ikke glemme, at Søvndal også er en slider, der bruger den nødvendige tid på at sætte sig ind i sit stof. Villy Søvndal er uden tvivl den rette formand for SF på rette tid. Spørgsmålet er hvordan det vil påvirke udsigten til et regeringsskifte i nærmeste fremtid. VKO-flertallet er ikke længere en selvfølge, fordi der er skabt stor usikkerhed om Venstre ledelse. Næsten alle regner med at Anders Fogh Rasmussen går efter en international post næste år, og da partiets næstformand er den for øjeblikket på grund af beskyldninger for uorden i bilagene fra amtsborgermestertiden stærkt svækkede finansminister Lars Løkke Rasmussen er hele partiet svækket. Og det gør naturligvis ikke sagen bedre, at integrationsministeren har sået tvivl om partiets stilling i tørklædesagen eller at undervisningsministeren pludseligt accepterer Danmark som et multikulturelt land. Men skifter flertallet ved førstkommende folketingsvalg - hvad der i sig selv er et sundt tegn for demokratiet - bliver det temmelig afgørende hvordan socialdemokraterne, SF og de radikale kommer ud af det med hinanden. Og her er SF under Søvndal egentlig kun kommet i større vanskeligheder end sin forgænger fordi partiets er blevet så meget større. Hans stilling til Dansk Folkeparti er den samme som de radikales og Margrethe Vestagers, men SF står langt fra de radikale i henseende til økonomisk politik. Her synes der ikke at være fornyelse i SF. Men dette stikker dybere - som det skal påpeges. Kommunalpolitikeren Til toppen Næste Der er ingen tvivl om at Villy Søvndal ønsker SF med i en kommende regering under socialdemokratisk ledelse. Han har været klog nok til - modsat Marianne Jelved og Margrethe Vestager - at undlade at stille sig op som statsministerkandidat, selvom det på længere sigt ikke kan udelukkes som mulighed. Han stiler helt konkret efter posten som socialminister, for det er på dette felt har har sin store erfaring og opmærksomhed, ja allerede i 1995 - året efter at han kom i folketinget - røbede han i et interview til BT at han gerne ville have denne post. Men den politiske karriere startede i kommunalpolitikken. Søvndal kom i byrådet i Kolding i 1982, hvor SF i forvejen havde et par medlemmer. Han blev valgt ind i socialudvalget foruden teknisk udvalg - og lærte det politiske håndværk fra grunden, godt hjulpet af Gunhild Due, som havde siddet flere år i byrådet og som tidligere havde været medlem af SF's folketingsgruppe. Hun lærte ham princippet altid at gå efter bolden og ikke efter manden. Og hun husker ham i dag som en meget ivrig og energisk politiker der gerne ville frem og have indflydelse. Udslaggivende for Søvndals og dermed den lokale partiforenings succes i byen blev at han meget bevidst gik i gang med dialog med borgerne og græsrodsbevægelserne, og at han blæste på partiets generelle mistilid til det frivillige sociale arbejde. Han var med til at skabe en café for byens misbrugere, meget sigende kaldet 'Café Den Kolde Røv'. Og det betragtes som en af hans største sejre som kommunalpoltiker at han fik skabt en anden holdning til brugerdemokratiet. Det gav ham vind i sejlene ved kommunalvalget i 1985, hvor han fik ikke mindre end 1826 personlige stemmer - eller mere end den ellers meget værdsatte Gunhild Due. Han var 'lidt for meget' for nogle, men hans skudsmål var generelt det positivte at han ikke jordede nogen, heller ikke sine politiske modstandere. Han var let at komme i diskussion med, men ikke at komme op at skændes med. Han gav en nyvalgt partifælle de to gode råd, at tage uenigheder internt i partiet - og lade være med at drikke så meget, at man ikke bagefter kan huske hvad man har foretaget sig! I 1985 blev socialdemokraten Per Bødker Andersen borgmester i Kolding - og han medbragte en håndskrevet liste over alle de ting han syntes byen manglede. Og han gik vel at mærke straks i gang med at realisere planerne, herunder fx Kunstmuseet Trapholt. Indvielsen skulle have været en folkefest, men blev temmelig elitær med fest for alle honoratiores med dronningen i spidsen og meget dyr champagne i glassene. Villy Søvndal blev demonstrativt væk fra festen - for han kunne med Bødkers ord læse en folkestemning. Da socialdemokraterne desuden blev ramt af socialskandale hvor en sagsbehandler havde udbetalt 100.000 kroner til en bistandsklient, så blev dommen sikker. S gik tilbage, mens SF gik frem fra fire til seks mandater. Villy Søvndal tog alene 5081 personlige stemmer af partiets ialt 6840. S og SF konstituerede sig med Jens Møller fra Kristeligt Folkeparti og en lokalliste. Søvndal blev formand for socialudvalget. Det var egentlige ment som en Uriaspost, men hans arbejde lykkedes. Han havde en grundig viden om stoffet. Han var en skarp debattør, men fair og redelig. Hans sociale indignation var oprigtig. Og så var han både charmerende og kvik - og dyrkede medierne intenst. SF havde to kampagner på det sociale område: Man skulle have fat på de unge der mistrivedes og man skulle lade de gamle bestemme selv. Nøgleordet begge steder var 'den dialogbaserede politik'. For Søvndal var det vigtigt at partierne ikke er dogmatiske, men forstår vælgernes komplekse forhold og stillingtagen. Han betragter sig som 'visionær realist' der skal forbinde det visionære og det realistiske i stedet for at se dem som modsætninger. Søvndal påtog sig mange andre opgaver. Han sad i Sammenslutningen af Socialudvalg og i Kontaktudvalget for det frivillige arbejde, og han var lægdommer i Vestre Landsret i sager om tvangsfjernelse af børn. Og ikke mindst det sidste gav ham dybt indblik i det liv der også leves i velfærdssamfundet. Men kontakten til vælgerne dyrkede han også på det upolitiske plan. Sammen med den ligeledes musikalske borgmester sang og spillede han fx for de ældre til julefester på plejehjemmene. I 1993 kørte Søvndal sig selv i stilling som borgmesterkandidat i Kolding. Det fjernede spotlyset fra de borgerlige der havde håbet på et skifte. Men SF fik modsat S ikke flere mandater. Til gengæld fik Søvndal flere personlige stemmer end borgmesteren. Under valgkampen brugte Søvndal i en reklame et billede af sin baby-søn der sagde: 'Gør min far til borgmester'. Og det var der partifæller der ligefrem fandt uartigt, men det forstod han ikke selv. Socialpolitikeren på landsplan Til toppen Næste Villy Søvndal blev indvalgt i Folketinget i 1994 med 5.490 personlige stemmer og forlod omgående byrådsarbejdet. Onde tunger påstod at nogle i Kolding havde stemt på ham for at komme af med ham! Men selvom SF gik tilbage fra 15 til 13 mandater fik SF to vigtige formandsposter. Steen Gade blev formand for miljøudvalget og Søvndal for socialudvalget (foruden ordfører for sikkerheds- og forsvarspolitikken). En stor mundfuld for et nyvalgt medlem, men Søvndal læste op på stoffet ved at anvende roehakkermetoden, den metode han havde lært som ganske ung under opvæksten på et husmandssted i Vestjylland. Metoden består ganke enkelt i at man med lugejernet i hænderne begynder i det ene hjørne og derefter går rækkerne igennem, en efter en, indtil man er helt færdig. Enhver der har prøvet det vil vide, at rækkerne på en roemark ser endeløse ud, men med tålmodighed er det muligt at komme igennem dem. Og som Søvndal selv bemærker om sagen, så viser det sig at man altid kan yde lidt mere end man på visse trætte tidspunkter selv tror. I arbejdet på Christiansborg havde han god hjælp af de baggrundgrupper SF bruger på alle områder samt af sin kollega Anne Baastrup som han delte kontor og sekretær med. De to brugte flittigt hinanden som sparringspartnere. Søvndals råd til Baastrup var ikke at blive mere sagsbehandler end politiker, et råd også enhver minister må have for øje. En minister der tror det er muligt at læse alle sager igennem, vil gå ned på det. Det er der faktisk eksempler på i dansk politik, bl.a. en kortvarig socialminister i Anker Jørgensens 5. regering. Men iøvrigt måtte Søvndal kæmpe med det forsimplede billede af sig selv som 'ham med den sociale massegrav', dvs ham der kunne se så mange håbløse sociale tilfælde i landet at det nærmede sig forestillingen om en massegrav. Søvndal havde et godt forhold til såvel den daværende socialdemokratiske socialminister Karen Jespersen som efterfølgerne Henrik Dam Kristensen og den konservative Henriette Kjær. SF deltog også i flere forlig på socialområdet, men han blev med årene mere og mere uenig med Jespersen, der gik over til noget-for-noget-holdningen. Man spørger nu hele tiden om det kan betale sig at hjælpe, men det kan det efter Søvndals mening aldrig. Her kommer spørgsmålet om SF's påståede økonomiske uansvarlighed ind i billedet, for Søvndals synspunkt er at socialpolitikken er mindst lige så vigtigt som økonomien i Danmark. Men det er jo ikke et svar. Det rokkede ikke ved Marianne Jelveds opfattelse af Søvndal som en der krævede flere penge og mere af det vi kender. Og det vil heller ikke rokke ved Margrethe Vestagers opfattelse af ham. Socialpolitikken kan ikke sidestilles med den økonomiske politik af den simple grund at de økonomiske ressourcer er begrænsede, mens de sociale udgifter (og sundhedsudgifterne) ikke er det. Socialpolitikkens store og mange udgifter skal imidlertid holdes inden for økonomiens rammer. Søvndal havde også en vigtig funktion som medlem af sikkerheds- og forsvarsudvalget. Her skal blot nævnes at han faktisk lavede an aftale med Enhedslistens Søren Søndergaard om at de skulle gå med i det forsvarsforlig med de radikale, Venstre og Konservative som den daværende socialdemokratiske forsvarsminister Hans Hækkerup havde strikket sammen. Men udmeldingen kom fuldstændigt bag på Hækkerup - han blev ligefrem bleg da de røbede det - og han ønskede af gammel socialdemokratisk vane simpelthen ikke disse to partier med i aftalen. Han ville have et forlig med de borgerlige - og fik det naturligvis. Det andet punkt er at Villy Søvndal brugte sin indsigt i de sikkerheds- og forsvarspolitiske spørgsmål til at stille spørgsmål til ministrene, primært forsvarsministeren (bl.a. Grevil-sagen) og statsministeren (Irak-krigen). Og han gjorde det vel at mærke så flittigt at han blev folketingets Spørge-Jørgen. I 2004 stillede han ikke mindre end 402 spørgsmål. En enkelt gang dummede han sig i den store stil, så han stadigt ærgrer sig over det. Han havde totalt misforstået nogle informationer om et amerikansk fort på Grønland og stillede et spørgsmål om et fort 240 meter under Grønlandsisen, et fort som ingen havde hørt om - af gode grund. Men principielt er det betænkeligt at et folketingsmedlem stiller så mange spørgsmål til en minister at de tager både folketingets og ministerens samt embedsmændenes kostbare tid - uden at der som hovedregel kommer noget som helst andet ud af det end udstilling af spørgerens spørgelyst og energi. Søvndal forsvarer selv sin praksis med at disse såkaldte § 20 spørgsmål er et redskab for folkestyret til at kontrollere magten og holde liv i demokratiet samt at der er noget der hedder ministeransvarlighedslov. Men realiteten er at det er tidsspilde i langt højere grad en kontrol. Det er derfor nok i hans tilfælde en praksis der viser et af de få uheldige træk ved den ellers pragmatisk indstillede og rummelige politiker: Hans nidkærhed kan gå over gevind. Mennesket Til toppen Næste Ville Søvndal er som nævnt vokset op på et husmandssted i Vestjylland, nærmere betegnet Linde vest for Holstebro. Faderen var et meget aktivt menneske. Udover at passe husmandsstedet med grundighed og omhu deltog han i brugsforeningen, andelskassen og mejeriet og sad i menighedsrådet. Han havde ofte en mæglende rolle blandt stridende folk på egnen. Hvis nogen havde brug for en hjælpende hånd, stillede han og hans hustru op med det samme. Han førte gennem alle årene dagbog. Begge forældre havde altid været religiøse i almindelig forstand, men blev 'omvendte' i forbindelse med tabet af en to-årig søn ved en tragisk trafikulykke på selv stedet. De kom nu til at tilhøre Indre Mission, og typisk for faderen blev han hurtigt 'samfundsformand' som det hedder i de kredse, dvs formand for det lokale samfund af troende. At være indremissionsk forbindes normalt med tung religiøsitet og moralsk snæversyn (jf. eksempelvis Kaj Munks skuespil 'Ordet' og Lars Noréns opsætning på Det kgl. Teater), men i forældrene Søvndals tilfælde gjaldt noget helt andet. Hverken Villy eller storesøsteren husker forældrenes religion som dyster. Nok blev der bedt både bordbøn og aftenbøn i hjemmet og tit også læst et stykke i bibelen, men forældrene prækede ikke for børnene og talte aldrig fordømmende om andre. Børnene gik i søndagsskole. Der blev sunget både salmer og mere almindelige folkeviser, fædrelandssange og slagere. Forældrene sang næsten altid, så børnene vidste hvor de var. I opdragelsen brugte forældrene hverken udskældning eller korporlig afstraffelse. Moderen var glad og gæstfri. De fleste af søskende-flokken på fem er blevet almindelige folkekirkekristne. Villy Søvndal er for sit eget vedkommende forblevet i folkekirken og har ladet sine egne børn døbe og konfirmere. Han kan stadigt lide at komme i kirke, men har et afslappet forhold til dogmerne. Han forbinder kristendommen med budskabet om næstekærlighed og dermed den humanistiske tradition, ja, han betragter kristendommen som værende på linje med socialismen. Han har også behov for eftertænksomhed, men har naturligvis erfaret at man må slide noget med forholdet til det religiøse, når man har religionen med i bagagen hjemmefra. - Efter hans mening bliver man enten meget fordømmende eller meget rummelig. Og hans forældre var det sidste. Han barndomhjem var rummeligt, nænsomt og trygt. Ja, han går så vidt som til at sige at Gud i hans forældres forstand var en der passede på dem alle. Det kan på denne baggrund undre lidt at Søvndal er kommet til det resultat at Gud ikke har haft en speciel heldig hånd med sit skaberværk. For det viser jo at han bedømmer sagen ud fra konstateringen af uretfærdigheder, lidelser, krige og ondskab i verden - og altså ikke i sin eftertænksomhed er kommet derhen hvor han kan forstå det mytiske syndefalds afgørende betydning for menneskelivet og kulturen: Det er igennem oprøret mod Gud i betydningen oprøret mod uskyldighedstilstanden og den fundamentale tryghed mennesket fødes ind i at det er begyndt at udfolde sig for alvor - og dermed 'realisere sig' selv eller 'slås for sine interesser' og i værste fald føre kynisk magtkamp eller hvad man nu måtte kalde det. Men det kan man altså ikke bebrejde skaberen, hvis skabelsen forstås mytologisk, dvs som eksistentiel ramme og ikke som pseudovidenskabelig forklaring! Villy Søvndal blev født i 1952 og gik i den lokale skole og siden i realskolen i Holstebro. Han havde nemt ved at lære, og læste meget. Da forældrene forbandt musik med glæde, blev børnene opfordret til at lære at spille. To lærte at spille orgel. Villy valgte guitaren - og dermed vejen til pop og rock. Men han er klar over hvordan tilfældigheden her spiller ind. Hjemmet var ikke politisk i gængs, partimæssig forstand, men da den fik fjernsyn fulgte man med i begivenhederne. Villy husker bl.a. Cuba-krisen i 1962 og diskusioner mellem den konservative Poul Møller og SF's formand Aksel Larsen. I skolen i Holstebro erfarede han at det ikke var ligegyldigt om man var søn af en husmand eller en læge. Efter realskolen kom Villy på HF i Nørre Nissum, mens storesøsteren kom på seminariet. Villy blev langhåret og spillede guitar og sang med sin smørtenor. Han opdagede at guitar er en genvej til mange ting. Det var blevet 1968/69, men Ungdomsoprøret nåede aldrig til Nørre Nissum. Da han senere stiftede bekendtskab med det, fandt han musikken god, navnlig The Beatles, Rolling Stones, Bob Dylan og Cliff Richard. Men han blev ikke fascineret af det militante. Hash fik han kun prøvet én gang. Han er typen der vil have kontrol over sig selv. Efter HF tjente han penge som arbejdsmand på Cheminova ved Harboøre og rejste derefter gennem Europa og Tyrkiet. Han opfattede sig som socialist. Men det var musikken der trak i første omgang, hvorfor han kom på Vestbirk musikhøjskole nogle måneder. Han fik stemmeret i 1972, men brugte den så vidt han husker ikke. Først i 1973 stemte han SF. Han læste bl.a. Villy Sørensens 'Uden mål og med' grundigt - og betragtede siden denne forfatter som sin yndlingsforfatter. Men også en forfatter som Halfdan Rasmussen sætter han højt. Legen med ord fascinerer ham. Efter et intensivt kursus i spansk rejste han i 1975 otte måneder til Sydamerika. Gennem Venzuela, Colombia, Ecuador, Peru, Bolivia, Chile, Argentina og Uruguay. Han skrev 4-5 dagbøger undervejs, men kun én er blevet bevaret. De voldsomme sociale og politiske uroligheder, den ekstreme fattigdom, høje børnedødelighed og analfabetisme gjorde et stort indtryk på ham, men han flirtede aldrig med revolutionsromantiken; han har aldrig troet på at et samfund kan ændres med væbnet kamp. Da han kom hjem besluttede han sig for en tage en uddannelse i Kolding som lærer og at engagere sig i politik. SF valgte han gennem udelukkelsesmetoden. Hverken socialdemokratiet eller Venstresocialisterne tiltrak ham. Søvndal fik mange 13-taller ved sin eksamen og var lærer ved Kolding skolevæsen fra 1980 til 92, og blev som allerede skildret medlem af byrådet fra 1982 til 94. Privat boede han først i kollektiv lidt uden for Kolding. Tiden husker han som sjov og dejlig. Han var populær blandt pigerne og havde mange kærester, men ikke langvarige, seriøse forhold. I 1989 blev han gift med den ti år yngre Laila Rifbjerg som han hurtigt fik tre børn med. Hendes skudsmål om ham er at han er kærlig og omsorgsfuld, men ikke specielt romantisk. Han var tydeligt meget glad da hun fortalte ham at hun var gravid. De købte en gård langt ude på landet. Men Villy var meget væk på grund af byrådsarbejdet - og det havde han dårlig samvittiged over. Det at få børn er en fantastisk fornemmelse siger han selv. Den dér dybe kærlighed der rummer tillid, glæde, afhængighed, ømhed, men også angst og frygt gør et menneske større. Men det politiske arbejde har sin pris. Da Søvndal i 1994 blev valgt til folketinget, foreslog Laila Rifbjerg at hele familien flyttede til København, men det ønskede han ikke. Resultatet blev at hun valgte skilsmissen, og det sendte Søvndal ud i en regulær eksistenskrise. Skilsmissen kom som et lyn fra en klar himmel; han sørgede over at familien blev splittet. Han bevarede dog forholdet til børnene gennem weekenderne med dem, ofte sammen med sine venner. Og vennernes børn var vilde med ham, fordi der blevet leget og sunget meget. Han kunne ikke skælde ud - og satte måske heller ikke altid de nødvendige grænser. Pernille Frahm blev hans nye samlever - og hun mener at Villy havde kronisk dårlig samvittighed over for sine børn. Han var slidt, såret og rystet over bruddet med sin kone og frygtelig bange for at miste kontakten med børnene. Sammen med børn blev han selv et legebarn, men var han optaget af det politiske arbejde, kunne han blive distræt. Samlivet med Pernille Frahm varede til 2007, hvor Villy Søvndal pludseligt meddelte hende at han havde aftalt med Laila Rifbjerg at prøve ægteskabet igen. Pernille var såret og vred, og havde det efter efter udsagn ad helvede til. Bruddet er forblevet en gåde for hende. Men for Laila og børnene gav det ro. Mennesket Villy Søvndal er som det gerne skulle være fremgået et overordentligt varmt og musisk menneske, der er dybt præget af opvæksten i en åben og rummelig familie med meget nære forhold til hinanden. Men han er også bidt af politik - og dermed af engagementet i samfundsproblemerne. Han har erfaret den fundamentale tillid og tryghed som et positivt familieliv kan give, men også følgerne af den fjernhed eller distraktion til familie og venner som samfundsengagementet og dermed det mytiske oprør mod uskyldigheden medfører. Det sidste er han sig imidlertid ikke bevidst. Der er dog ingen tvivl om at Søvndal har menneskelige ressourcer at trække på der kunne gå hen at blive udslaggivende i den politiske kamp der forestår. Hertil kommer også hans humor. Dels viddet og glæden ved leg med ord, dels sarkasmen og lysten til at fortælle vittigheder. Humoren er også udtryk for hans udogmatiske rummelighed. Han er grundlæggende konstruktiv og går efter forlig og indflydelse. Han har medietække, men først og fremmest charme. Ordet kommer iøvrigt af det latinske 'carmen', der betyder sang. Og det peger på det musiske i mennesket, desværre en relativt sjælden forekomst blandt politikere. Søvndals humor kom bl.a. til fineste udtryk i den tale han holdt ved Venstres fejring af Anders Fogh Rasmussens ti-års jubilæum som partiformand. Talen er gengivet på Søvndals hjemmeside og er et fornemt eksempel på at kritik af en mands politik er forenelig med overbærenhed med hans person. Søvndal må iøvrigt betragte invitationen som en stor ære. Han blev foretrukket frem for alle andre partiformænd. Søvndals rolle i fremtiden Til toppen Næste Det er en glimrende bog Gerda Kristensen har skrevet om Villy Søvndal, den kommer godt rundt om manden og politikeren - omend den svigter noget i den kritiske analyse. Der er ingen grund til at tro, at Villy Søvndal ikke skulle blev afgørende for dannelsen af en alternativ regering til VKO, men vil få problemer med de radikale allerede fordi den økonomiske ansvarlighed de radikale forlanger er fuldstændigt uafklaret hos SF, der fortsat tror på øget beskatning og ekspansion af den offentlige sektor. Og dette belyses slet ikke tilstrækkeligt i Kristensens bog. Men nok så kritisabelt er at uafklaretheden med hensyn til forholdet mellem privat og offentlig sektor, forholdet mellem socialisme og liberalisme, og forholdet mellem ligheden og uligheden i samfundet samt hele spørgsmålet om 'den tredje vej' heller ikke belyses. Her skylder SF og særligt formanden os et ordentligt svar. For heller ikke Ole Sohns pejlemærker fra april måned giver et tilfredsstillende svar. Det er som om SF ligger helt på linje med Venstre og socialdemokraterne i henseende til at man bare kan køre videre med den gamle politik i lidt tydeligere 'profilering'. Nytænkning er der ikke tale om i nogen af tilfældene. For Søvndals vedkommende gælder at han af overvejende personlige grunde har haft held til at stjæle billedet fra konkurrenterne og føre SF frem til en solid valgsejr. Bevares, partiet har betjent sig af et grundigt analysearbejde og af fokusgrupper, og det skal i denne forbindelse ikke forbigås, at Søvndal i sin nære personlige rådgiver, Claus Perregaard, har haft en teoretiker der som cand.mag. i historie og filosofi åbenlyst har kunnet kompensere for Søvndals egen manglende teoretiseren for ikke at sige skepsis over for teori. Perregaard har som rådgiver været så tæt på Søvndal at de nærmest har tilbragt størstedelen af de vågne timer sammen. Men hvor meget der er 'spin' og 'valgstrategi' i rådgivningen er ikke godt at vide. Der foreligger så vidt jeg er orienteret endnu ikke fra SF's side en gennemtænkt filosofi der kunne sige 'spar to' til det der foreligger fra andre partier. Og derfor forbliver det et åbent spørgsmål hvor længe Søvndals succes med blandingen af charme og slid kan holde. Søvndal bebrejdes undertiden at han er 'lurepasser', fx i spørgsmålet om hvem han foretrak til formandsvalget i 1992 eller hvad hans stilling var til EU-forbeholdene. Men det er næppe tilfældet. Han er derimod en sindig jyde, der skal have tid og ro til at få afklaret sin egen stillingtagen fuldt ud inden han offentligt går i brechen for et synspunkt. Sindighed i forbindelse med afklaringen af partiets dybere filosofi ville ikke være forkert, men afklaringen skal komme på et eller andet tidspunkt ikke alt for langt ude i fremtiden. Og ganske specielt bør nævnes at næppe noget parti i dag kan undgå at måtte tage stilling til hvad det mener om 'den tredje vej'. Begrebet kan afskrives som et modebegreb tiden allerede er løbet fra. Men reelt dækker det over det faktum at tiden er løbet fra såvel klassekampen som den hermed forbundne gamle forestilling om et uovervindeligt skel mellem det sociale ligheds- eller tryghedsprincip og det liberale frihedsprincip. Et sådant skel er ren abstraktion fra fortiden. I virkelighedens verden er det i dag den politiske vægtning der er afgørende - og derfor er der fremtid i forestillingen om klassekampens afslutning. Politik på vore breddegrader er midterpolitik der ikke kræver uforsonlig kamp, men forlig, kompromisser og konsensus. Derfor må det i bedømmelsen af Villy Søvndal fastholdes, at han i hvert fald foreløbigt har tilsluttet sig de radikales principielle afstandtagen fra Dansk Folkeparti - og dette vel at mærke selvom SF's egne analyser kan fastslå at partiet konkurrerer med netop DF om de vælgere der af den ene eller anden grund er utilfredse med socialdemokraterne. Dansk Folkeparti er med andre ord ikke et højreparti i klassisk forstand - og heller ikke et ekstremistisk parti, men et ægte folkeligt midterparti. Ved på forhånd at nægte ethvert samarbejde med en regering der er knyttet til Dansk Folkeparti har de radikale lige præcis opnået at gøre Venstres store idé og drøm om at få aflivet blokpolitiken til skamme. Det har kostet de radikale dyrt i stemmer og indflydelse, men spørgsmålet er nu om Socialistisk Folkeparti er lige så forblindet. Søvndals sjældne vrede fik i hvert fald et klart udtryk, da han i efteråret hørte Pia Kjærsgaard beskylde partiets ungdomsafdeling for at stå bag chikane mod hende på Christiansborgs Slotsplads. Beskyldningen kom midt under åbningsdebatten i Folketinget den 4. okt. 2007 - og Søvndal blev ikke alene fuldstændigt paf, men besluttede sammen med sine rådgivere at droppe en ellers fuldt forberedt tale om klimaproblemet til fordel for en skarp afvisning af Kjærsgaards beskyldninger. Det kom der altsammen megen presseomtale ud af - men også absolut uforsonlighed mellem Kjærsgaard og Søvndal. Dogmatikeren i dem begge blev tydelig. Og det er måske ikke gavnligt for den fremtidige midterpolitik. Det får vi se. Valget kommer næppe det første års tid. Meget kan været ændret inden da. Herunder også Villy Søvndals øjeblikkelige succes. Men indtil dette måtte ske, må han med sine 56 år stå som den største potentielle fornyer i dansk politik. Jan Jernewicz Henvisninger: Til toppen Litteratur: Gerda Kristensen: Villys verden. (Forlaget Soh. 2008) Link til Villy Søvndals hjemmeside Link til Personoplysningerne om Villy Søvndal på Folketingets hjemmeside Link til SF's hjemmeside Relevante artikler på Jernesalt: SF styrker påny sin position (18.8.08) Nye politiske teser - varm luft eller visioner? (7.4.08) Villy Søvndal ikke længere til at komme udenom (7.3.08.) Søvndal ny formand for SF (28.4.05.) Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet (om bl.a. det røde Kabinet i 1966/67) Latterkoncilet (om Krag og Aksel Larsen i forhold til oprørerne i SF i 1966/67) Valgets selvbedragere og visdomsfornægtere (19.11.07.) Valgets personpræferencer (15.11.07.) VK overlevede truslen fra NA (14.11.07.) Valg, værdier og borgerlighed (11.11.07.) Valget fortsat åbent - med Ny Alliance som afgørende (6.11.07.) Opbruddet i dansk politik en kendsgerning (1.11.07.) Folketingsvalget og dets perspektiver (25.10.07.) Individ og samfund som komplementære fænomener (23.7.03.) Liberalismen og socialismen som komplementære fænonmener (26.8.03.) Den kreative klasse ifølge Richard Florida (9.3.06) Den herskende klasse efter 1970 (19.02.03.) Midten i dansk politik (25.10.04.) Dansk politik under forvandling (18.8.02.) Blokpolitik eller hvad? - Status over VK-regeringens første halvår Uligheden i Danmark - og uafklaringen i Venstre (22.9.05.) Artikler om Danmark Artikler om Samfund Artikler om Psykologi Artikler om Eksistens Artikler om Religion Artikler om Sekularisering At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen De psykiske grundprocesser Konsistens-etikken Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |