JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - sfsoevndal03

ARTIKEL FRA JERNESALT - 18.08.08.

SF styrker påny sin position

Villy Søvndals og hans partis modige brud med en fundamentalistisk holdning til de to punkter af dansk udlændingepolitik, som hedder 24-års-reglen og tilknytningskravet og som det store flertal af vælgere vedblivende - trods EF-domstolens modreaktion - fastholder, er i sig selv bemærkelsesværdigt, men samtidigt så klogt et skaktræk at det både styrker SF's position i dansk politik og ændrer fremtidsmulighederne for oppositionen.

Da SF samtidigt officielt meddelte, at det for fremtiden vil stemme ja til finansloven ved tredjebehandlingen i Folketinget, ligesom alle de gamle partier principielt har gjort siden Systemskiftet i 1901 og Dansk Folkeparti også gør, så er der ikke længere nogen saglig begrundelse for at holde partiet uden for den kreds af stuerene partier der frivilligt går ind under 'ansvarets åg, som Per Hækkerup i sin tid talte om og som også kan kaldes den ansvarlige realpolitiks tunge åg. Partiet erkender at når man ved afstemningerne under første og anden behandling af finansloven har fået skilt de gennemførlige ændringsforslag fra de uigennemførlige, så står man tilbage med en samlet finanslov der fungerer som økonomisk grundlag for hele den offentlige sektors - herunder administrationens, socialvæsenets, sundhedsvæsenets og uddannelsesinstitutionernes - daglige arbejde. Og den er der ikke nogen fornuftig grund til at stemme imod.

Men hvad angår 24-års-reglen og tilknytningskravet kunne SF fortsat have valgt at stå fast på principperne, ligesom de radikale gør. Så ville de have rene linjer og rene hænder og al ret til, hvis det er det de gerne vil, at føle sig som engle eller helgener i den politiske verden, men de ville da samtidigt fortsat have gjort det svært for socialdemokraterne at være et reelt alternativ til den nuværende borgerlige midterregering. SF's ændrede kurs er en håndsrækning til Helle Thorning-Schmidt og dermed også et memento til de radikale. Skal de tre partier kunne fremstå som et troværdigt alternativ til den siddende regering, kan de ikke forblive lodret uenige om et så vitalt spørgsmål som det store flertal af vælgerne er enige om.

Det er da også karakteristisk for aftalen mellem SF og socialdemokraterne, at den blev lanceret på socialdemokraternes sommermøde i Silkeborg ved et fælles pressemøde for Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal. De lod sig fotografere smilende og håndtrykkende som statschefer, og som baggrundstæppe havde de store transparenter med ligelig fordeling af bogstaverne A og SF omkring et gentagent 'Ny integration'. Og Helle Thorning sagde bl.a.: "Det er en historisk dag, for vi bevæger os et afgørende skridt for at samle oppositionen". For fuldstændighedens skyld skal det tilføjes at fællesudspillet omfatter forslag om mandsopdækgning af unge ballademagere med indvandrerbaggrund og om kontrolleret indvandring af kvalificeret arbejdskraft samt forslag om at boligområder, skoler og børneinstitutioner maksimalt må have 30 % socialt udsatte indvandrere.

Politikens politiske kommentator Peter Mogensen kaldte aftalen noget i retning af et politisk svendestykke for Thorning, ikke mindst fordi den lægger pres på de radikale, der nu må afgøre om de hører til midten eller til venstrefløjen. Men han påpeger også at aftalen og en samling af oppositionen ikke er nok til at vinde valget.

Ralf Pittelkow fra Jyllandsposten mener også at timingen er heldig for Helle Thorning. Hun er oppositionens ubestridte statsministerkandidat, og har nu fået fastere grund under fødderne. Presset ligger på de radikale. Men en risiko er der også: aftalen kan betyde at SF bider sig fast som et parti der ikke er meget mindre en socialdemokratiet. Men førsteprioritet har det for hende haft, at hendes lederskab af en alternativ regering ligger fast.

Berlingskes Thomas Larsen kalder Villy Søvndal en 'forvandlingskugle' der nu er blevet så stort et aktiv at Helle Thorning kan se en fordel i at gå med i forvandlingen. Hun styrer nu direkte mod en tæt alliance med SF. Og han henviser til at også statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin tid undergik en forvandling fra minimalstatspolitiker til midter- og velfærdspolitiker, og at dette har været succesfuldt, fordi han har været troværdig. Det samme må nu kræves af S og SF, hvilket i praksis betyder at de skal have deres baglande med og overbevise både de radikale og vælgerne. Larsen forudser svære eksamener for oppositionen.

Det sidste kan man kun være enig i. Larsen gør gældende at Thorning og Søvndal ikke mindst i forhold til den økonomiske politik skal overbevise vælgerne om at de er ansvarlige og kompetente. Men det er næppe nok. De skal jo for at vinde næste valg overbevise flere vælgere om at de med et ABFØ-flertal kan gøre det bedre end Fogh med et VKO-flertal! Derfor er det ganske interessant at læse Tøger Seidenfadens store undren over 'Ugens mysterium' (Politiken 16.8.). Han fatter simpelthen ikke at respekten for 24-års-reglen og tilknytningskravet fortsat kan være krumtappen i dansk politik - og nu også accepteres af SF - når EF-domstolen har undergravet dem begge. Han er godt klar over at de to regler er blevet en manddomsprøve for partier der vil have politisk indflydelse. Men han mener simpelthen at folketingsflertallet har mistet virkelighedssansen og gør deres egen virkelighed vigtigere end EU-virkeligheden. Seidenfaden fatter det ikke - og kan kun se én vej ud af flertallets dilemma, nemlig den at ophæve forbindelsen mellem politik og virkelighed!

Bag Seidenfadens undren ligger naturligvis en fuldstændigt urokkelig tro på at hans egen virkelighedsopfattelse er den eneste sande. Det er ikke gået op for ham, at EF-domstolens attentat på den danske udlændingepolitik er led i kampen om hvad den danske virkelighed er i forhold til EF-domstolens virkelighed (der igen ikke er den samme som EU's!). Det er med andre ord slet ikke objektive juridiske kriterier der her er afgørende, men subjektive politiske. Og det er lige præcis derfor at både S og SF ikke tør gå EF-domstolens ærinde i denne sag. Kampen står faktisk mellem folket og den juridiske elite - og det gør den ikke bare i Danmark, men i hele EU!

I denne forbindelse er SF's kursskifte ikke ligegyldigt. For Søvndal har fået partiet med på pragmatisk at acceptere at den danske folkevilje ikke kan ignoreres. Dermed knytter han sig nærmere til socialdemokraterne og lægger samtidigt klar afstand til de radikale, der oven i købet nu har fået den rendyrkede idealist Jørgen Poulsen at trækkes med. Det er svært at se at de radikale pludseligt skulle blive klogere og vende tilbage til tidligere tiders fornuftige realpolitik.

Men som Pittelkow er inde på, så betyder SF's kursskifte også en vis risiko for socialdemokraterne. De har trods uenigheder på en måde haft det nemt med de radikale, fordi disse trods alt har sat den økonomiske ansvarlighed højest af alt. Nu kommer SF med på denne vogn, samtidigt med at de til forskel fra de radikale nedtoner uenigheden om dele af udlændingepolitikken mod at få opprioriteret en mere aktiv integrationsindsats. Dermed bliver SF faktisk mere regeringsdueligt end de radikale, og da de desuden er i god fremgang vælgermæssigt og organisatorisk, er partiet og ikke mindst formand Søvndal blevet en langt farligere konkurrent til Helle Thorning-Schmidt end Margrethe Vestager hidtil har været eller i fremtiden ville kunne blive.

Søvndal og SF's øvrige ledere har været kloge nok til ikke at anfægte Helle Thorning- Schmidts status som oppositionens statsministerkandidat, men de bliver vanskeligere og vanskeligere at komme udenom når og hvis en alternativ regering skal dannes. Jyllandsposten har da også moret sig med at lave en ministerliste for en ren S-SF-regering. Og det fortæller i det mindste at de borgerlige partier, navnlige de konservative, uden tvivl vil bruge SF's stærke position som skræmmebilledet på en alternativ regering. Måske vil de endog mane 'det røde kabinet' - Krags mislykkede samarbejde med Aksel Larsens SF - frem som det store dyr i åbenbaringen.

Men hertil er at sige, at Villy Søvndal ikke er nogen ny Aksel Larsen og Helle Thorning ikke nogen ny Jens Otto Krag. Tiderne er helt andre i dag end de var i 1966-67. Problemstillingen en ganske anden. Klassekampen er forbi. Midterpolitik er det eneste realistiske. Velfærdssamfundet som sådant er slet ikke til diskussion. Men vejene til at fastholde og videreudvikle dets gode sider og undgå at falde i grøften der hedder en grænseløs, skattefinansieret udvidelse af den offentlige sektor er nu blevet alle ansvarlige politikeres store, fælles udfordring.

VK-regeringen og statsminister Anders Fogh Rasmussen skal nok få noget at se til i det kommende år eller to. Fogh er endnu personligt uden konkurrence som partiformand og statsminister, men Villy Søvndal og SF kan nu med det afgørende kursskifte blive den egentlige udfordring.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links til:

Socialdemokraterne
Socialistisk Folkeparti
Det radikale Venstre

Relevante artikler på Jernesalt: