|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 7.2.11.At være terrorist eller at være demokrat('Ontologisk antologi' artikel 7) Så fik 'øksemanden' - den 29-årige somalier der lige efter nytår 2010 trængte ind i tegneren Kurt Westergaards hjem og i amok truede ham på livet med en økse - sin dom ved nævnetinget i Østre Landsret for terror og drabsforsøg. Den lød på ni års fængsel samt efterfølgende udvisning af landet for bestandig. Det blev under retssagen bekræftet at den 29-årige dansk-somalier tilhører en lille kerne af meget radikaliserede unge i det somaliske miljø i Danmark og derfor har været tæt fulgt af PET. Han har været tilknyttet et skandinavisk eller internationalt terrornetværk der har sendt hellige krigere og penge til Somalia. Manden har også været kendt af et antiterrorpoliti så langt borte som i Kenya, hvor de fængslede ham sommeren 2009 da de ville gardere sig mod terror mod den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton. Den 29-årige mand kom til Danmark for 13 år siden og er vokset op i Ålborg. Han var tilsyneladende en velfungerende mand der var meget moden af sin alder og målrettet i skolen. Men en integrationskonsulent har fortalt at han på et tidspunkt 'hørte i krogene', at den unge mand efter en rejse til Somalia og andre afrikanske destinationer havde 'ændret karakter'. Han gik ikke længere i byen, men holdt sig fra sine gamle venner. Tilsvarende har en talsmand for 'Den Kulturelle forening for Børn og Unge' i Danmarksgade i Ålborg sagt, at den unge mand var kommet i moskeen i ti år, og at han havde været der sammen med sine børn kun en måned før økse-overfaldet. - Jf. iøvrigt artiklen Terror mod humor og sekularisering. Forsvarsadvokaten ankede straks sagen til højere instans, idet han håber på en nedsættelse af straffen for sin klient. Dommen gør brug af terrorparagrafferne i straffeloven, men forsvarsadvokaten har rejst tvivl om berettigelsen af dette, da forbrydelsen kun var rettet mod én person. Og da tilsvarende ikke er sket før her i landet, kan det være rimeligt at få dommen prøvet. Den hidtil vigtigste danske terrorsag går tilbage til begyndelsen af 2007, men der var her tale om en gruppe af unge mennesker. Jf. artiklen Hvorfor terrorisme?. Men for de fleste almindelige mennesker forekommer dommen passende. Det vil sige så rigtig, at hvis en højere instans underkender den, bør loven laves om. For efter normal tankegang må det betragtes som en decideret terrorhandling at overfalde tegneren Kurt Westergaard der ikke er en tilfældig tegner, men netop gennem Muhammedsagen er blevet islamisters symbol på den vestlige ytringsfrihed. Han er dermed blevet symbol på islamisternes forhadte vestlige demokrati der nok kan og skal tage hensyn til enkeltpersoners religiøse følelser, men bestemt ikke kan friholde dogmatiske religioners forskellige hellige personer og skrifter fra humorens afslørende og befriende blikke uden at undergrave selve sekulariseringen. Men jurister er glade for paragrafrytteri (det vender vi tilbage til i en senere artikel), ja faktisk er de gennem dette paragrafrytteri med til at underminere demokratiet og sekulariseringen, fordi de ikke fatter at begge dele forudsætter åndsfrihed og dermed en tro på at åndens veje er andre end juraens - og forudsætter frihed.Det fundamentale i al terrorisme er den absolutte binding til dogmer og principper af urørlig art der hindrer åndsfrihed. Psykologisk set hænger denne binding paradoksalt nok sammen med udviklingen af de sekundærprocesser der er forudsætningen for al realitetsprøvelse, men som beklageligvis også har den indbyggede fejlmulighed at kunne styrke selve jeg-identiteten gennem meget faste og urokkelige forestillinger. Det er i og for sig en helt naturlig ting, at det enkelte menneske lige fra de tidligste sprogerfaringer knytter bestemte subjektive forestillinger og vurderinger til bestemte, ofte ret tilfældige ord og begreber, og først lidt efter lidt får nuanceret disse begreber og de tilhørende forestillinger. Alle mennesker begynder så at sige med meget enkle forestillinger der af gode grunde har fordommenes karakter. Først med stigende erfaring og oplæring kan nuancerne komme til. Men udsættes børn fra tidlig færd for decideret indoktrinering af enten religiøs eller ideologisk art, så kommer fordommene til at sidde fast, og jo skarpere indoktrineringen er, jo mere urokkelige bliver de. De kan blive så indgroede at et menneskes identitet står og falder med de indoktrinerede meninger. Dette har været kendt i umindelige tider - og ses jo bl.a. i jødedom, kristendom og islam i den udenadslæren børn udsættes for når det gælder såvel moralske forskrifter som opfattelsen af verdensbilledet og historien. I jødedommen var det Moseloven, i kristendommen Trosbekendelsen og Katekismussen og i islam Koranen der var bærende for hele denne indoktrinering, og disse verdensreligioner har såmænd ikke meget at lade hinanden høre hvad angår overgreb mod børn og unge - eller anderledestænkende. Men i vore dage har den muslimske verden skilt sig mere og mere uheldigt ud fordi den ikke har valgt sekulariseringens vej og dermed den principielle adskillelse mellem politisk og religiøs magt som er forudsætningen for demokratiets udvikling. I såvel jødedom som kristendom findes der fortsat ortodokse retninger der fastholder absolutte dogmer og forskrifter, men den vestlige verden som helhed er for længst blevet sekulariseret, således at de ortodokse er blevet frataget muligheden for at dominere. Og dette er lige modsat af hvad der er tilfældet i den muslimske verden. Nok er der i mange muslimske lande klare tendenser hen imod sekulariseringen, men der er stadig nogle lande som har præstestyre og andre som er truet af taliban og wahhabisme eller drømmene om sharia og kalifat. Ja faktisk står der nu flere steder en klar og bitter kamp mellem frihed og religionstvang - dels i Irak og Afghanistan, dels i Tunesien og Egypten. Det mest entydige og psykologisk mest logiske svar på frihedstrangen fra de allermest dogmatiske og radikaliserede islamisters side hedder fortsat terror, for disse islamisters had til de vestlige værdier er grænseløst og har ingen anden udvej. Der vil naturligvis altid kunne findes sociale, politiske og individualpsykologiske grunde til valget af radikalisme, ekstremisme og terrorisme. Jf. igen den nævnte artikel Hvorfor terrorisme?. Men fællesnævneren synes at være dette grænseløse had, som igen kan ses som en nem og befriende udvej af den krise som mange unge mennesker kommer i når de kommer til 'skels år og alder' i vore pluralistiske tider og udsættes for et væld af meninger og adfærds- og livsstilsmuligheder som ikke kan være lige gode allesammen, men som det kan være svært at vælge mellem. I realiteten er der tale om det der i mytologien kaldes 'syndefaldet' og som overgår ethvert individ og enhver generation i puberteten. Det består i at miste barndommens uskyld og bevæge sig ud i selvstændighedens rum hvor man selv må finde og formulere sine værdier - eventuelt generhverve de gamle værdier. Men jo flere der er at vælge mellem, jo sværere bliver valget selvfølgelig. Og i vore dage, hvor valgmulighederne er nærmest endeløse hvis man lever i et frit land og har adgang til ucensureret information, bøger, internet og anden kommunikation eller blot et land hvor magthaverne ikke har monopol på oplysninger, så er det ikke så mærkeligt at nogle føler sig truet af stor forvirring og føler angst for decideret rodløshed. Da kan man skaffe sig indre tryghed ved at vælge og klamre sig til den ekstreme og urokkelige dogmatisme. Man så er vejen til had og terrorisme næsten allerede betrådt. Den usikre må for sin egen sjælefreds skyld afsky og hade alt det der truer de urokkelige sandheder, og da disse trusler ikke kan standses, så længe der er frie mennesker i verden, bliver terroren også den mest logiske udvej. Man sætter sig for at destruere truslen fuldstændigt ved at begå den ultimative terrorhandling: selvmordsaktionen der ødelægger mest muligt. Den er tilmed forenelig med den naive og primitive forestilling om martyrdøden: saligheden i det andet liv, det utopiske paradis, hvor ingen modforestillinger truer freden. Disse individer eller grupper havner således i en livsløgn, og som bekendt tager man ifølge Henrik Ibsen lykken fra et gennemsnitsmenneske, hvis man tager livsløgnen fra det. For 'lykken' er indbildningen om at man har den sande overbevisning. Had og livsløgne støttes derfor alle steder af demagoger, hvad enten disse er fanatisk religiøse eller fanatisk politisk-ideologiske. - Jf. artiklen Hadets tiltrækning og livsløgn . Modsætningen til terroristens radikale snæversyn og og livsløgn hedder det sekulariserede og demokratiske menneskes brede og åbne syn på livet, kulturen, religionen og samfundslivet. Det siger sig selv at demokratiets udvikling har med oplysning af gøre, og at selve demokratiets idealer netop går tilbage til den del af den vestlige kulturs periode vi kalder 'Oplysningen'. Men demokratiets udvikling har i allerhøjeste grad også noget med folkeligheden at gøre. Derfor blev det afgørende for udviklingen i de nordiske og nordeuropæiske lande at Oplysningstiden med Kant som den store filosof fik et modspil i Romantikken, således at der blev banet vej for de folkelige vækkelser i 1800-tallet. Disse var af såvel social og religiøs som af politisk art. Og de førte efterhånden med sig at oplysningen ikke længere var forbeholdt en elite, men blev almen, det vi kalder folkeoplysning. Netop fordi der var mange kilder og årsager til dette frembrud af noget emergent nyt og fundamentalt progressivt i historien, var der næsten fra starten lagt op til en stigende sekularisering i de vestlige samfund. Hovedreligionen var fortsat kristendommen, men den havde mange varianter, og den udelukkede ikke jødedom, islam eller agnosticisme og ateisme. Lidt efter lidt blev præstestandens rolle mere og mere upolitisk. Den politiske magt blev reelt fuldstændigt uafhængigt af de religiøse instanser. Den danske grundlov opretholdt folkekirken som det naturlige grundlag for flertallets religiøs kult - og den har stadig bred tilslutning - men præster og biskopper har ingen anden magt end alle andre borgere har i kraft af deres grundlovssikrede stemme- og valgret. Dette betyder at demokratiet er blevet et sekulariseret demokrati - og at religionen i princippet er blevet et rent åndsfænomen. Den forsvinder aldrig fra det offentlige rum, fordi den grundlæggende har med de eksistentielle problemer at gøre som er fælles for alle og nødvendigvis må være til fri debat. Men den har ingen særrettigheder - og må tåle al den kritik og analyse, humor, vid og forhånelse som alle andre kulturfænomener. Og både religionen og det demokratiet nyder i realiteten godt af det. Dette viser sig måske allertydeligst i det forhold at de etiske afgørelser ikke længere er snævert bundet til religiøse dogmer, men er til fri debat. Henvisninger til dogmer og hellige skrifter forekommer naturligvis stadigvæk, men indgår på lige fod med henvisninger til almindelige humane principper. Alle gamle påstande om at moralen skulle forsvinde, hvis den ikke kan begrundes i religiøse dogmer, tillægges ikke længere nogen almen vægt. Pligtetikken af religiøs eller kantiansk art eller af simpel konventionel art er ved at miste terræn til fordel for det der her på siderne kaldes konsistensetikken, og som påpeger at den menneskelige psyke er indrettet således at den rummer et indre krav om konsistens. Mennesket er indefra tvunget til at sørge for overvægt af det gode i livet. En sådan etik giver plads til rummelighed og tolerance samt åbenhed for noget nyt. Men den siger samtidigt udtrykkeligt, at mennesket ikke er totalt frit til at gøre som det passer det. Der er ikke plads til den totale relativisme. Derimod er der plads til humoren, for humor er ikke blot komik og satire, men kan også i sidste ende være udtryk for en dyb forståelse for at mennesket slet ikke altid får sin vilje, men mange gange må affinde sig med nederlag, lidelse, sygdom og død eller afmagt med hensyn til erkendelsen. Har et menneske først forstået dette, vil det med Martin Bubers udtryk gå ind i "tragediens område hvor det at have ret er hørt op". Da mange forbinder noget sørgeligt med ordet 'tragedie', skønt det fra gammel tid har haft en langt videre konnotation - jf. essayaet Humor og tragedie - skal det understreges, at det absolut ikke er trist at gå ind i det område hvor det at have ret er hørt op, for dér - og først dér - er man definitivt befriet fra alle primitive forestillinger om at det i livet skulle gælde om at skaffe sig ret og dermed altid styrke det snævre 'jeg'. Det er hvad alle fanatikere og alle dogmatikere styrer efter. Og det er hvad alle terrorister er evigt forvisset om er det eneste der tæller - og derfor under ingen omstændigheder vil opgive troen på. Og lige netop derfor er de så farlige som tilfældet er. Det er ikke uden grund at de netop har reageret så primitivt og stupidt som de har gjort individuelt og kollektivt i sagen om Westergaards tegning af profeten Muhammed med en antændelig bombe i turbanen, for det er hvad der logisk kommer ud af at bygge på absolutte og indoktrinerede dogmer. Det vil altid stå i vejen for udviklingen hen mod demokrati. Demokratiet er efterhånden en selvfølge for os i den frie, vestlige verden, men som vores egen historie dokumenterer, så kommer demokratiet aldrig af sig selv. Det har tværtimod taget et par århundreder at udvikle det - og det bliver iøvrigt aldrig færdigt eller fuldkomment. I første omgang var kampen for demokrati en kamp mod eliten, eller rettere mod eliterne, for der var faktisk tre ved siden af hinanden omkring den franske revolution, nemlig monarkiets, adelens og kirkens. Og de sad alle tre på afgørende jordbesiddelser og havde desuden privilegier i stort omfang, dels politiske særrettigheder (det var navnlig monarkens og adelens), dels erhvervsmæssige (købstadsrettigheder og lavsrettigheder) og endelig de kultiske der var kirkens (herunder retten til at døbe og give syndsforladelse). Men efterhånden som borgerskabet og bondestanden blev stærkere og mere bevidst, faldt privilegierne - og med arbejdernes og kvindernes emancipation blev demokratiet udbygget til de grundlovssikrede rettigheder alle myndige statsborgere har i dag. Kirken mistede i den protestantiske verden hele grundlaget for økonomisk magt ved at jorden blev taget fra den (det var den oprindelige form for sekularisering). Men efterhånden mistede den også magten over sjælene ved at kirketugten forsvandt og religionsundervisningen blev lagt i almindeligt skoleregi. Og endelig tabte den autoritet og indflydelse ved at gå imod fri forskning og navnlig fri naturvidenskab - eller ved at intellektualisere kristendommmen. Sekulariseringen er i dag en realitet i alle europæiske og amerikanske lande, selvom der selvfølgeligt er et ofte nært samarbejde mellem stat og kirke om løsningen af bestemte opgaver. Det var kun under det kommunistiske diktatur i Østeuropa fra 1917 og frem til 1989 at kirken blev systematisk undertrykt i forsøget på at gøre staten ateistisk (hvad der er noget helt andet end at gøre den sekulær, og faktisk er en komplet umulig ting). Hovedsagen er at sekulariseringen sikrer den fuldstændige religionsfrihed, dvs. friheden til at tænke og tro og ytre sig om alle eksistentielle og åndelige anliggender uden censur og uden anden juridisk indskrænkning end den der følger af beskyttelsen af de enkelte borgere. Sekulariseringen sikrer med andre ord den fulde åndsfrihed - og dette betyder at også den frie kreativitet sikres på alle områder til gavn for alle og for udviklingen. Det er først og fremmest på dette punkt at de muslimske lande halter langt bag efter de sekulariserede, vestlige demokratier - og vil blive ved med at gøre det lige ind til de selv bliver sekulariserede. Som vi har set med de sidste ugers voldsomme begivenheder i Tunesien og Egypten er der nu stærke folkelige bevægelser i gang for frihed og demokrati i den arabiske verden. Det skaber umiddelbart frygt for opløsning og kaotiske tilstande, der igen bevirker at de gamle magthavere og deres hidtidige allierede i de vestlige lande allerede for stabilitetens skyld prøver at bevare kontrollen over udviklingen - og i hvert fald sikre en fredsommelig og gradvis udvikling i demokratisk retning. Umiddelbart må det naturligvis skuffe og frustrere de mange unge egyptere som har demonstreret for frihed på Tahrir-pladsen i Kairo og andre steder og som direkte har krævet øjeblikkelig fjernelse af den gamle, konservative og korrupte præsident Mubarak for at vende tilbage til den normale hverdag. Det er så at sige dette hovedkrav der har båret den euforiske stemning - og det er naturligvis uholdbart, fordi eufori ikke varer ved. Den er udslag af de intense følelser og forestillinger der har med de psykiske primærprocesser at gøre. Det forklarer dens voldsomme karakter af kollektiv begejstring. Men det understreger også dens ustabilitet. Intense følelser og forestillinger kan ikke opretholdes i særlig lang tid. Og hvad så? Så damper den stille og roligt af - og det er lige præcis hvad magthaverne i Egypten - regeringen óg navnlig hæren - spiller på og regner med. Derfor trækker de bevidst tiden ud, og har i dette tilfælde udvist klog hensyntagen til demonstranterne ved at undgå provokationer, ja ligefrem sikret demonstranterne fra overfald fra de militante Mubarak-tilhængeres side. Den nye vicepræsident, den faktiske magthaver, har indledt forhandlinger med hvad han kalder oppositionen, herunder det ellers forbudte muslimske broderskab, og det kan muligvis føre til en ny forfatning og mere demokratiske valg, men det tilfredsstiller på ingen måde den middelstand og ungdom der har demonstreret for frihed. De udgør jo heller ikke en homogen opposition med repræsentativ ledelse. De er tværtimod ude af stand til at lede deres kamp ind i realpolitiske baner. De vil have forandring. De har troet på forandring og har for første gang i Egyptens nyere historie vist mod til at trodse den forhadte præsident Mubarak. Men de er også naive. Naiviteten blandt de unge demonstrerende egyptere er faktisk stor - og det betyder at deres tålmodighed er meget lille. De tror at en revolution der laver om på det hele og erstatter alt det dårlige med noget godt kan komme fra den ene dag til den anden blot præsidenten bliver afsat. De véd tilsyneladende ikke - eller tager i hvert fald ikke tilstrækkeligt hensyn til en sådan viden om - at hæren sidder solidt på både det militære kontrolapparat og på økonomien. Og de ser i deres eufori bort fra at almindelige mennesker skal have noget at leve af dag for dag (og disse almindelige egyptere er der mange gange flere af i Egypten end demonstranterne tæller). Naturligvis er de unge demonstranter fra middelklassen ikke dumme. Der er intet i vejen med egypternes intelligens. Men man kan være naiv selvom man er intelligent, for den værste naivitet består i at være ubevidst om de psykiske mekanismer der spiller ind hvor ånden vækkes, det vil sige hvor folket får fat på at de vakte psykiske energier stammer fra det kollektivt ubevidste. Disse energier er forudsætningen for den nødvendige begejstring og det nødvendige mod, men hvis de ikke ledes ind i mere nøgterne og realpolitiske baner i tide, så risikerer folkerejsningen at løbe af sporet eller at løbe panden mod en mur. Og så skabes ikke demokrati, så tabes demokrati. At være demokrat er det modsatte af at være terrorist, for demokraten tilstræber opbygning og frihed og ikke destruktion og ufrihed. Og hvis demokratiet ikke eksisterer på forhånd i et givent land, men skal kæmpes frem, så er demokraterne tvunget til at bruge midler der kan sætte de korrupte og bagstræberiske magthavere skak på en måde der ikke udløser kaos og giver ekstremister og terrorister gode kår for ødelæggelse. Derfor må demokraterne omsætte deres frihedstrang og frihedseufori til nøgterne og praktiske tiltag der lidt efter lidt kan sikre fremskridtet. Og det må endda i det konkrete tilfælde ske under hensyntagen til udlandets, først og fremmest USA's og Vesteuropas interesser. At være demokrat i dagens Egypten og Mellemøsten er med andre ord en meget krævende opgave, der ikke mindst forudsætter kløgt og tålmodighed ved siden af frihedstrangen. Deres ærbødige Jens Vrængmose Henvisninger: Øvrige artikler i 'Ontologisk antologi': At være et jeg eller et selv, det er spørgsmålet (22.2.11.) At være mand og at være kvinde, hvilken forskel! (18.2.11.) At være hjerneforsker er noget helt andet end at være sjæleforsker (15.2.11.) At være paragrafrytter er forræderi mod åndens frihed (11.2.11.) At være naiv eller at være bevidst gør en forskel (9.2.11.) At være fremmed eller hjemmehørende er et etisk spørgsmål (4.2.11.) At være revolutionær - apropos oprøret i Egypten (31.1.11.) At være ateist er snæversynethed (28.1.11.) At være metafysiker er en tvivlsom affære (art. 3 - 26.1.11.) At være vælger og politiker (art. 2 - 24.1.11.) Skal læger bestemme over liv og død? (art. 1 - 20.1.11.) Andre relevante artikler på Jernesalt: Ytringsfrihed og terrortrussel (30.9.10.) Terror mod humor og sekularisering (5.1.10.) Terrortruslen mod Danmark stadig en realitet (28.10.09.) Danmark er blevet en central fjende for islamistiske terrorister (3.6.08.) Tysk terror gennem 30 år var ekstremt inkonsistent (4.1.08.) Blekingegadebandens syge idealisme (30.11.07.) Terroristerne iblandt os (21.9.07.) Hvorfor terrorisme? om de sociale, politiske, religiøse og psykologiske grunde (20.2.07.) Terrortruslen i Danmark og 11. september (11.09.06.) Hadets tiltrækning og livsløgn (31.7.07.) Front mod islamismen (4.3.06.) Terrormistænkte i Danmark (6.11.05.) Terrorstatus august 2005 (8.8.05.) Terroren og dens mangel på fornuft breder sig (25.7.05.) 11. september om terrorismen på et-års dagen for terrorangrebet på USA. Terrorangrebet der sætter skel - 11.9.01. 'syndefaldet' Konsistensetikken Humor og tragedie det kollektivt ubevidste Samlet oversigt over serie om Virkeligheden: Fysikken og virkeligheden (26.6.07.) Tiden og virkeligheden (5.7.07.) Rummet og virkeligheden (12.7.07.) Livet og virkeligheden (22.7.07.) Ånd og virkelighed (29.7.07.) Sproget og virkeligheden (4.8.07.) Humor og virkelighed Veje til livskvalitet og mening - artikelserie Afsnit I: Fra tidsfordriv til engagement Afsnit II: Fra tryghed til frihed Afsnit III: Fra rutine til intensitet Afsnit IV: Fra funktion til proces. 'Jernesalts 2009-filosofi' med kapitlerne: Forord - Begreber og aksiomer - Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Verdensbilledet 2009 Livet - Mennesket - Sjælen - Sproget - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen - Helhedsrealismens advarsler - Helhedsrealismens anbefalinger - Efterskrift Værdimanifestet Peer Sendemands rubrik: Klik Jens Vrængmoses rubrik: Klik Artikler om Terrorismen Artikler om Samfund Artikler om Etik Artikler om Psykologi Artikler om Erkendelse Artikler om Eksistens Artikler om Religion Artikler om Sekularisering At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen De psykiske grundprocesser Konsistens-etikken Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |