JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - islamytring14

ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.9.10.

Ytringsfrihed og terrortrussel

På 5-års dagen for Jyllandspostens offentliggørelse af Kurt Westergaards og andre bladtegneres Muhammedtegninger kan stillingen gøres utvetydigt op: ytringsfriheden i den vestlige verden er fortsat under pres fra den muslimske verden generelt, fordi det store flertal af muslimer stadigvæk føler sig dybt krænket når deres store profet kritiseres og tegnes på en afslørende måde. Og den er specifikt truet fordi islamistiske fanatikere og terrorister stadigvæk pønser på hævnaktioner mod vestlige mål som eksempelvis Jyllands-Posten og Kurt Westergaard.

Næppe tilfældigt er der på det sidste afsløret planglagte terroraktioner mod tegeren Kurt Westergaard personligt og JyllandsPosten som organisation. Bl.a. er en muslim i Norge blevet sigtet - foruden den meget omtalte etbenede belgisk-tetjener fra den danske Hotel Jørgensen og Ørstedspark-sag. Og i England, Frankrig og USA har der også været alvorlige tilfælde for nylig. Op til den aktuelle 5-års dag er der meget fornuftigt indført forhøjet beredskab i mange vestlige lande.

Offentliggørelsen af tegningerne i 2005 førte som bekendt til massive protester mod Danmark - i form af demonstrationer mod danske ambassader med afbrænding af Dannebrog og billeder af daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen samt boykot af danske handelsvarer og firmaer i mange muslimske lande, herunder Saudi-Arabien, Syrien, Irak, Libyen, Pakistan og Afghanistan. Protesterne fandt vel at mærke sted flere måneder efter offentliggørelsen og alene efter systematisk opildning af befolkningerne fra fanatiske imamers side, herunder den fremtrædende, nu afdøde danske imam Abu Laban, godt hjulpet af visse ambassadører i Danmark. Jf. artiklen Muhammed-tegningerne skiller vandene.

Protesterne gik efter vore vestlige begreber fuldstændigt over gevind - og blev fra den danske regerings og statsministers side ikke håndteret med fornøden fasthed. Fogh Rasmussen nægtede ganske vist at mødes med de herboende muslimske ambassadører efter offentliggørelsen, fordi de ønskede grundlovsstridig indgriben i pressefriheden, og dette afviste han naturligvis blankt, også på arabisk fjernsyn, men han beklagede samtidigt den krænkelse af muslimernes religiøse følelser som tegningerne medførte. Og dette er jo lige præcis sagens kildne punkt.

Danmark er et demokratisk og sekulariseret land. Vi har en ytringsfrihed og pressefrihed der ikke indskrænkes af nogetsomhelst hensyn til religiøse, ideologiske eller andre mere eller mindre tidsbestemte følelser, uanset hvor identitetsbærende de måtte være. En krænkelse af sådanne følelser er derfor principielt tilladelig og skal ikke undskyldes. Krænkelserne er af subjektiv karakter - og er og bliver de krænkedes egen sag. Folk i demokratiske lande må finde sig i at andre mennesker ikke betragter deres dogmer, symboler, profeter og hellige skrifter som absolutte og derfor ukrænkelige sandheder.

Det store flertal af muslimer er aldrig kommet ind i sekulariseringens relativitet, men anser deres egne højeste sandheder som absolutte, altså som indiskutable objektive sandheder. De opfatter religion og politik som ét. De forstår ikke at religion primært er en åndsfaktor, mens politik primært er en magtfaktor. De to ting har jo også på vore egne breddegrader været doceret og håndhævet som en enhed gennem årtusinder, og er først i nyere tid blevet forstået som principielt uforenelige og derfor blevet praktisk adskilt.

Hele det moderne vestlige demokrati beror på denne klare adskillelse, selvom om den for de fleste kun er en formalitet - og slet ikke er forstået tilbunds som en principiel uforenelighed mellem åndsperspektivet og magtperspektivet. En sådan forståelse kræver indsigt i dybdepsykologi og erkendelsesfilosofi - og den har de færreste. Derfor går også mange politikere, inklusive en højt begavet og vidende statsminister som Anders Fogh Ramussen, fejl af situationen - ligesom utallige kommentatorer.

Mange vil jo gerne være tolerante og stå sig godt med muslimske indvandrere. De fleste er stort set ligeglade med religion og religiøse symboler, fordi de forbinder begge dele med overtro og primitiv tankegang. Men sjovt nok har de velmenende mennesker der de sidste mange år har udtalt stor forståelse for muslimers religiøse følelser og stærke behov for at bære religiøse klædningsstykker og kunne bede deres bønner i særlige rum på arbejdspladserne og andet aldrig skånet kristne mennesker for deres foragt. Problemet er jo først for alvor dukket op med den store indvandring af muslimer som har fundet sted siden 1960'erne og har vist sig at give langt større sociale og kulturelle problemer end nogen havde forestillet sig fra starten. Og de velmende tilhængere af multikulturalismen stempler uden videre enhver der påpeger problemernes fakticitet og mener der kan siges noget ufordelagtigt om muslimerne som racister. Jf. bl.a. artiklen Advarsler mod muslimerne i Europa (6.9.10.).

Med terrorangrebet på World Trade Centeret i New York den 11.9.01. blev det dog klart for alle at mange muslimer ikke blot var og er fremmede for de vestlige værdier, men afskyer og hader dem af fuldt hjerte. Terrorismen var deres svar på den krænkelse som selve eksistensen af frie og sekulariserede samfund var, og sådan er det stadig.

Terrorismen skaber frygt, død og ødelæggelse, men har ikke en jordisk chance for at ændre den vestlige verden til et islamistisk samfund. Den har kun ét resultat der vil bestå i mange år: den har cementeret kløften mellem sekulariserede og ikke-sekulariserede lande og kulturer. Dette er så at sige hovedresultatet af terrorangrebet 11.9.01. og den danske Muhammedsag der begyndte den 30.9.05.

I dagens anledning har medierne bragt mange artikler om sagen. På dagen udkommer også redaktør Flemming Roses bog om hele affærren og hans egen delagtighed i den. Den udgives naturligvis på Jyllands-Postens forlag, under den lidt vildledende titel "Tavshedens tyranni" og med genoptryk af alle 12 tegninger. Den giver formentlig anledning til nye protester - og har da også fået udenrigsminister Lene Espersen til på forhånd at indkalde de herboende muslimske ambassadører til en forhåndsorientering. Og karakteristisk nok har nogle igen bedt om regeringens indgreb!

Kendsgerningen er at det i dag er Danmark og Muhammedstegninger der fungerer som det stærkeste symbol for det muslimerne verden over opfatter som en krænkelse af deres religion, selv om tegningerne vitterligt går specifikt på visse muslimske fanatikeres misbrug af profeten Muhammed til retfærdiggørelse af deres egne terrorhandlinger.

Rationelt er det sandelig ikke, men hverken religion eller politik eller eksistensen som sådan er et rationelt fænomen. I både gængs religion og gængs politik gælder at det - som historiken Poul Nørlund i sin tid understregede - ofte er om symboler at kampen står stærkest. Jf. artiklen Symboler er værdikampens omdrejningspunkt. Men dette kan jo for religionens vedkommende kun være tilfældet når den på primitiv vis tages som udtryk for magt.

Psykologisk set er sagen enkel nok. Symboler vil altid for alle mennesker i alle kulturer - og uden hensyn til oplysningsniveauet - være identitetsbærende. Men oplysningsniveauet spiller afgørende ind på om symbolerne opfattes som absolutte eller ej, dvs om identiteten klynger sig til symbolerne på en sådan måde at enhver tvivl om deres sandhed automatisk truer identiteten.

Det lyder måske indviklet, men er simpelt. Ethvert menneske opbygger gradvis sin identitet gennem de tilknytninger det gennem opvæksten får til bestemte personer, autoriteter, traditioner, kundskaber og 'værdier'. Jo snævrere miljøet og erfaringerne er, jo mere fastlåst vil dets identitet blive. Er miljøets værdier og autoriteter absolutte, bliver individets egen identitet det også - medmindre det gør oprør, spiser af kundskabens træ og gennemskuer autoriteternes snæversyn og absolutisme.

I frie, demokratiske og sekulariserede samfund vil chancen for åbenhed og dermed vid horisont og skepsis over for dogmatisk viden naturligvis være størst, men fuld forståelse for sammenhængen kommer først med en dybdepsykologisk indsigt der betyder fuld forståelse for sondringen mellem 'det snævre jeg' der bygges op af faste værdier og 'den overordnede instans i psyken som er større end jeget' (i dybdepsykologien vildledende kaldt 'selvet') og som indebærer en sådan relativisering af alle værdier at de kan analyseres og drages i tvivl uden at identiteten totalt bryder sammen. Jf. artiklen Jeget og selvet.

Hele denne proces er dybt forbundet med både frihed til at tænke og ytre sig og fænomenet humor. Der er åbnet for en forståelse for at de dybeste værdier det enkelte menneske måtte have i virkeligheden hæver sig over usaglig eller forhånende kritik - og altså tåler en sådan kritik.

Konsekvensen af denne psykologiske indsigt må naturligvis blive, at demokratiske lande skal fastholde og udbygge sekulariseringen ved at gøre forståelsen for de dybere psykologiske mekanismer klarere og til dette øjemed sørge for det der her på siderne er blevet kaldt en 'generobring af dagligsproget i dets fulde omfang'. Vi skal følgelig ikke under nogen omstændigheder bøje os for islamistiske fundamentalisters og terroristers forsøg på at knægte friheden - eller så meget som give efter for almindelige muslimers og ikke-muslimers krav om eller venlige henstillinger om at skåne nogen for frie ytringer og tegninger.

Ytringsfriheden har sin pris. Men den bliver aldrig for høj. Kampen mod dens fundamentalistiske knægtere og terroristiske ædelæggere er nødvendig, så længe der findes fundamentalister og terrorister. Deres had mindskes ikke ved vores eftergivenhed eller hensyntagen, men alene ved deres egen besindelse.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Relevante artikler på Jernesalt:

Advarsler mod muslimerne i Europa  (6.9.10.)
Politiken lefler for Profetens efterkommere  (28.02.10.)
Terrortruslen mod Danmark stadig en realitet  (28.10.09.)
Danmark er blevet en central fjende for islamistiske terrorister  (3.6.08.)
Muhamed uden humor - islam en religion uden humor  (2.3.08.)
De muslimske undergravere af demokratiet
- og de nyttige idioter blandt danskerne  (20.8.02.)
Forledt og afsporet muslimsk ungdom  (18.2.08.)
Mordtruslen mod Muhammedtegner genopfrisker modsætningerne  (13.2.08.)
Flemming Rose fremturer som insistent  (15.1.08.)

Religiøse følelser ikke uantastelige  (6.2.06.)
Humor og religion i værdikampen  (4.2.06.)
Det er åndsfriheden det gælder  (2.2.06.)
Forklaringsproblemerne i den aktuelle politiske situation  (31.1.06.)
Den arabiske fanatisme suspenderer fornuften effektivt
- og blokerer dermed sekulariseringen  (29.1.06.)

Muhammed-tegningerne skiller vandene  (4.1.06. + 9.1.06.)
Danske muslimers reaktion sætter spørgsmålstegn ved deres danskhed

Afdankede ambassadører blander sig i politik (21.12.05.)
- uden at begribe hvad tegne-sagen dybest set drejer sig om

Muslimerne må gøre op med al islamisk absolutisme (7.12.05.)
Det må være svaret på kritikken af Muhammed-tegningerne

Reform af islam kræver opgør med absolutismen (21.11.05.)
Kommentarer til forestillinger hos Tariq Ramadan og Ayaan Hirsi Ali

Muslimerne, ytringsfriheden og følsomheden (20.10.05.)esiden ikke er et organ for diskussion eller polemik.

11. september
Fornuftens afmagt over for ufornuften  (Historiefilosofi III - 10.2.06.)
Symboler er værdikampens omdrejningspunkt  (Historiefilosofi II - 9.2.06.)
Loven om utilsigtede virkninger  (Historiefilosofi I - 8.2.06.)
Jeget og selvet