Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering Coronakrisen E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2019-FILOSOFIEN
 
ESSAYS
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - terrordanm07

ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.1.10.


Terror mod humor og sekularisering

Kun få timer efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen i sin nytårstale fredag aften i direkte henvendelse til indvandrerne i Danmark havde understreget at de var velkomne og at der var brug for dem, brød en 28-årig dansk-somalier ind i JP-tegneren Kurt Westergaards hjem i Viby J. og truede ham med en økse.

Westergaard var alene i huset med et 5-årigt barnebarn, men søgte omgående ly i det badeværelse midt i huset han lige var kommet ud fra og som er indrettet som sikringsrum, og mens overfaldsterroristen hamrede løs på døren med sin økse fik Westergaard alarmeret politiet der var på pletten få minutter senere med en større udrykning. Øksemanden gik løs på en betjent, men blev skudt i hånden og i benet og derefter overmandet. Han blev opereret på hospitalet om natten og dagen efter varetægtsfænglet i fire uger, ført ind i retten på en båre.

Westergaard var selvfølgeligt dybt berørt over episoden, hvor det 'kom tæt på', som han selv udtrykte det med klar reference til døden. Men han er jo godt oppe i årene og noget af en stoiker af temperament, så han tager heldigvis det hele i stiv arm og har for længst forberedt sig på det værste - foruden på den nu flerårige ændring af hans daglige liv og færden.



Den 28-årige dansk-somalier nægtede sig i retten skyldig i anklagen for to drabsforsøg, men erkendte at have været manden der var trængt ind i Westergaards hjem. Han tilhører en lille kerne af meget radikaliserede unge i det somaliske miljø i Danmark. Og han følges derfor tæt af PET, der har konstateret at han er tilknyttet et internationalt terrornetværk. PET har dog ikke overvåget manden 24 timer i døgnet og betragter hans overfald på Westergård som en pludselig indskydelse helt på egen hånd. PET har også understreget at man ikke har haft juridisk hjemmel til at anholde ham forud for mordforsøget, da man ikke havde beviser mod ham.

Men manden er kendt af et antiterrorpoliti så langt borte som i Kenya, for de fængslede ham sidste sommer da man ville gardere sig mod terror mod den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton. Den danske ambassade i Kenya blev dog ikke underrettet om selve terrormistanken, men kun om at dansk-somalieren var kommet ind i Kenya uden gyldigt pas.

Den 28-årige mand kom til Danmark for 12 år siden og er vokset op i Ålborg. En integrationskonsulent betragtede ham længe som en velfungerende mand der var meget moden af sin alder og målrettet i skolen. Men konsulenten kan også fortælle at han på et tidspunkt 'hørte i krogene', at den unge mand efter en rejse til Somalia og andre afrikanske destinationer havde 'ændret karakter'. Han gik ikke længere i byen, men holdt sig fra sine gamle venner. Tilsvarende fortæller en talsmand for 'Den Kulturelle forening for Børn og Unge' i Danmarksgade i Ålborg, at den unge mand var kommet i moskeen i ti år, og at han havde været der sammen med sine børn for kun en måned siden.

En søster til ham er trådt anonymt frem på TV2 og har her taget ham i forsvar ved at beskylde PET for at have brugt broderens pludselige indskydelse til at postulere et terrornetværk. Dette er i grunden kun det sædvanlige. Familierne til terrorister kender og forstår normalt ikke disse fanatikeres inderste drømme eller hensigter - og tror derfor at beskyldningerne mod dem må være mere eller mindre opdigtede og ondsindede.

Fra helt banale mordsager er billedet det samme. Pårørende fatter ikke at alvorlige forbrydelser kan begås af familiemedlemmer der ser ud til at være 'gode mennesker' og leve et helt normalt liv. Men sandheden er jo, at vi ofte ikke kender hinanden særligt godt. Vi registrerer som regel ikke, ja undgår ligefrem at spørge til symptomer på dybere eksistentielle problemer - og de mennesker der har dem, skjuler dem ofte længst muligt. Potentielle terrorister gør det endda meget bevidst, fordi deres planlægning ofte må strække sig over meget lang tid.



PET ser ud til at have klaret beskyttelsen af Kurt Westergaard så godt det har været muligt. Man er for længst begyndt at følge med i hvad der foregår på terroristernes internationale netværk og har et godt samarbejde med efterretningstjenester i andre lande herom, ikke mindst USA's.

Det er en kendsgerning at den alvorlige, Al-Queda-relaterede terrorisme har skiftet metoder og hjemsted de sidste par år. Derfor dukker der nye tilfælde op med helt anden struktur end tidligere - og dette er konstateret ved flere tilfælde af terror eller terrorforsøg i USA og Østasien - og såmænd også vort eget land. Og terroristernes base er i højere og højere grad blevet det fattige Yemen - frem for Afghanistan og Pakistan.

Om PET har tilstrækkelige ressourcer til at klare den større udfordring undersøges i øjeblikket, og når resultatet foreligger i en rapport fra PET, vil regeringen og folketinget drøfte eventuel justering af lovgivningen. Men der synes ikke at være grundlag for at haste en omgående ændring igennem.

Og med hensyn til udvisning af disse kriminelle elementer blandt vore indvandrere synes der heller ikke at være påtrængende nødvendighed for en stramning af reglerne. Der er allerede mulighed for udvisning af indvandrere der mistænkes for terror. Men selvfølgelig bør alle regler tages op til nyvurdering hver gang der sker nye udviklinger.



Til gengæld er det typisk for debatten om den eksisterende terrortrussel at nogle eksperter mener at stramning af reglerne er ved at gå for vidt, således at vi efterhånden skulle være ved at nærme os en decideret politistat. Sidst har juraprofessor Eva Smith igen været fremme med en kritik af både politikerne og politiet. Men det var lidt af skæbnens ironi at hendes nye kronik stod at læse i Politiken selvsamme nytårsdag hvor mordforsøget på Kurt Westergaard fandt sted.

Vil vore børnebørn vokse op som frie? spurgte professoren i den ædle retsvidenskab. Hun kunne konstatere det ret ubestridelige faktum at målet for terror er at ødelægge vores frie, demokratiske samfund. Men hun påstod også at vi nu er ved selv at gøre arbejdet for terroristerne i 'vores maniske jagt på sikkerhed'. Og hun fandt det ligefrem ydmygende at hun her i Danmark - et af verdens ældste demokratier - ikke tør søge informationer på sin egen computer. Hun understreger at hun ikke selv er bange for terroren, men er mere bange for hvad frygten for terror gør ved vort samfund.



Eva Smith er naturligvis i sin gode ret til at bekymre sig for vores demokrati og retssikkerhed, ja, det er vel nærmest hendes pligt som ekspert, men at postulere at vi selv skulle gøre arbejdet for terroristerne ved at skærpe vore sikkerhedsforanstaltninger og give efterretningstjenesten bedre midler i hænde, er at fordreje sagen. For det er overhovedet ikke udtryk for 'manisk jagt på sikkerhed', men derimod en meget simpel opdatering af de nødvendige foranstaltninger således at disse så vidt muligt lever op til de nye udfordringer terroristerne giver demokratiet med deres undergravning.

Det er i overensstemmelse med demokratiet at alt dette kan diskuteres frit, men vi lever fortsat i et ubetinget frit land og kan bevæge os rundt i landet og i medierne i tryghed. Der er ikke nogen grund til at gå rundt og være bange for terroren, men der er særdeles gode grunde til at efterretningstjenesten følger terroristernes bevægelser tættest muligt. Politiet ville ikke være deres opgaven voksen, hvis ikke de gjorde det.

At føle det ydmygende at PET kan følge vores informationssøgning på internettet er derfor at skævvride debatten med en højst besynderlig finfølelse, for denne overvågning er PET ganske enkelt nødt til for at følge med i hvad der foregår af mistænkelige ting på nettet. De gør det netop for at sikre at vi der bruger nettet på legal vis til at søge legale oplysninger og give vores mening tilkende på normal civiliseret vis kan blive ved at gøre det, så også vore børnebørn kan vokse op som frie mennesker. Hvis man bruger nettet på legal vis, er der intet at frygte ved overvågning. Ønsker folk derimod at kaste sig over terror eller fx børneporno, kan de blive indfanget af overvågningen - og det burde alle civiliserede mennesker være tilfredse med så længe vi overhovedet er i stand til opretholde demokratiet. Først hvis demokratiet falder, er der virkelig grund til bekymring for magthavernes overvågning.



Den alvorligste side af terrorforsøget mod Kurt Westergaard skal imidlertid under ingen omstændigheder glemmes i hele debatten om overvågningen: den er og bliver det muslimske had til vestlige værdier, og hadet retter sig vel at mærke ikke blot mod disse værdiers for os selv efterhånden selvfølgelige, nyttige og gunstige anvendelse i de vestlige lande. Det retter sig imod værdierne som sådanne, fordi de af visse muslimer opfattes som en direkte trussel mod deres egne værdier og egen identitet.

Man kan til dommedag skændes om hvorvidt islam er forenelig med demokrati og sekularisering. Det er jo et spørgsmål om fortolkning af islam, og som i alle den slags fortolkninger kan der siges for og imod. Men der er ingen grund til tro at demokrati og sekularisering for evigt skulle være absolut uforenelig med islam, eftersom selv islam ændrer sig med tiden. Det gør alle religioner, alle kulturer og alle ideologier og statssystemer.

Det store problem er at ændringen i muslimske lande langt de fleste steder går alt for langsomt, således at muslimer der drømmer om større frihed og større lighed mellem kønnene må se sig forfulgte af diktatoriske magthavere der ønsker at bevare den tætte forbindelse mellem politik og religion, hvilket fx vil sige at shariaen skal være gældende verdslig lov der kan håndhæves med særdeles brutale magtmidler.

Men demokrati er dybest set forbundet med sekularisering, hvilket vil sige med en skarp opdeling mellem verdslig og religiøs magt. Dette betyder imidlertid igen at demokratiet er tæt forbundet med en relativisering af de religiøse og moralske autoriteter, herunder med en relativisering af de religiøse tekster som kan påberåbes af autoriteterne. Demokrati passer ganske enkelt ikke sammen med nogen form for lovreligion eller autoritativ udlægning af hvad der er den rette moral og tro.



En sådan relativisering af religiøse og moralske forskrifter vækker imidlertid modstand fra flertallet af almindelige autoritetstro muslimer fordi disse helst vil have faste målestokke for alting og forbinder relativisering og sekularisering med moralsk og eksistentiel opløsning.

Men det turde være ganske symptomatisk for den muslimske frygt for vestlige idéer og det deciderede islamistiske had til disse værdier, at det specifikt retter sig mod den humor der har deres autoriteter som skydeskive, og det vil jo først og fremmest sige profeten selv.

Man taler i denne forbindelse som bekendt om at man bør vise så megen respekt for de forskellige religioner, at man ikke krænker religiøse følelser. Men dette er en total misforståelse. For en sådan generel respekt vil udelukke sekularisering og dermed demokratisering. Naturligvis bør vi alle vise hensyn til andre menneskers personlige følelser, uanset om de er af religiøs eller ikke-religiøs art. Men når det kommer til sekulariseringen, turde det være indlysende at vi ikke har at gøre med følelser der er rent personlige, men tværtimod med følelsesbindinger der skyldes indoktrinering og autoritær opdragelse og derfor er af samfundsmæssig karakter.



En sådan indoktrinering og opdragelse bevirker at folks identiteter bygges op med overjeg'er der er ren afspejling af autoriteternes dogmatiske opfattelse af moral og gudsforhold. Og sådanne identiteter er igen yderst konservative og forudindtagne imod al forandring. De vil gøre hvad de kan for at spærre for frihed og demokrati.

Og den bedste prøve på disse psykologiske mekanismer er humoren. Kan man ikke tåle at ens guder, idealer, trossætninger og aksiomer bliver kritiseret og eventuelt krænket med humorens våben, så er ens identitet bygget for autoritært og konservativt op. Og man vil automatisk være mod ytringsfrihed, demokratisering og sekularisering.

I tilfældet Muhammedtegningerne er det karakteristisk at fanatiske muslimer især er faldet over Kurt Westergaards tegning af profeten Muhammed, selvom denne faktisk er tegnet på forholdsvis harmløs dansk vis. Westergaard ramte jo plet ved på en og samme gang at fremstille Muhammed med en bombe i turbanen - som symbol på at der er terrorister der rent faktisk begrunder deres terrorisme med profetens ord - og at fremstille ham som en forholdsvis almindelig, dvs. ikke-karikeret mand der kunne være en hvilken som helst muslim.

Men forargelsen ville ingen ende tage, den blev tværtimod kynisk udnyttet til målrettet demagogisk ophidselse mod tegneren, den danske statsminister og danske interesser fra både magthaveres og imamers side. Finessen i humoren kunne man ikke se. Fanatiske muslimer ville og vil ikke acceptere nogen form for relativisering af deres gud eller profet. Og derfor kommer muslimerne i deres samfundsmæssige udvikling næsten ikke ud af den flække der hedder stilstand eller bagstræb.



Der må fortsat for fordragelighedens og udviklingsmulighedernes skyld skelnes skarpt mellem islam og islamisme, dvs mellem den islamiske verdensreligion, hvis medlemmer for flertallets vedkommende er lige så fredelige og fremskridtsvenlige som andre almindelige mennesker, og den islamiske ekstremisme der er fundamentalistisk indstillet, ønsker religionen fastholdt som uforanderligt monopol på lov og ret samt rette tro og som derfor betragter alle anderledes tænkende som vantro og fjender.

Vi vesterlændinge må uden al tvivl i endnu mange år være forberedte på indædt had til vestlige værdier og indædt kamp mod demokrati og sekularisering i de muslimske lande. Men demokatiet og sekulariseringen har fremtiden for sig. Vi skal blot fortsat kæmpe for demokratisering overalt på kloden både for muslimernes og for vores egen sikkerheds skyld, og vi skal fortsat værne over vores egen ytringsfrihed og sekularisering. Men heraf følger også at vi skal acceptere en altid effektiv og opdateret overvågning af al mistænkelig adfærd på nettet og over landegrænserne. For uden en sådan går det galt.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til:


PET (Politiets Efterretnings Tjeneste)
JyllandsPosten



Relevante artikler på Jernesalt:

Oversigt over artikler om Muhammedsagen

Mordtruslen mod Muhammedtegner genopfrisker modsætningerne  (13.2.08.)
Religion, humor og tragedie  (19.02.06.)
Slip dogmerne - og gør jer frie!  (14.02.06.)
Behovet for spring i udviklingen  (Historiefilosofi IV - 12.2.06.)
Fornuftens afmagt over for ufornuften  (Historiefilosofi III - 10.2.06.)
Symboler er værdikampens omdrejningspunkt  (Historiefilosofi II - 9.2.06.)

Religiøse følelser ikke uantastelige  (6.2.06.)
Humor og religion i værdikampen  (4.2.06.)

Terrortruslen mod Danmark stadig en realitet  (28.10.09.)
Danmark er blevet en central fjende for islamistiske terrorister  (3.6.08.)
Terroristerne iblandt os  (21.9.07.)
Vigtig dom over Said Mansour for tilskyndelse til vold og terror   (13.4.07.)
Hvorfor terrorisme?  om de sociale, politiske, religiøse og psykologiske grunde (20.2.07.)
Terrortruslen i Danmark og 11. september   (11.09.06.)

Hadets tiltrækning og livsløgn    (31.7.07.)
Front mod islamismen  (4.3.06.)
Terrormistænkte i Danmark  (6.11.05.)
Terrorstatus august 2005  (8.8.05.)
Terroren og dens mangel på fornuft breder sig  (25.7.05.) Terroristhumor?



Artikler om Danmark
Artikler om Terrorisme
Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Humor
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal