|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 18.2.11.At være mand og at være kvinde, hvilken forskel!('Ontologisk antologi' - artikel 11) Næsten hundrede år efter at kvinderne her i landet fik valgret til folketinget er der som bekendt stadigvæk ulighed mellem mænd og kvinder hvad angår placering og aflønning i erhvervsliv, offentlig administration og politik, og derfor dukker der med korte mellemrum krav om kønskvotering op i den offentlige debat. I 1970'erne blev der nedsat en kvindekommission og et ligestillingsråd samt vedtaget nogle ligestillingslove. Senere fulgte ligestillingskonsulenter og -nævn og endelig i 1999 et ligestillingsministerium. Ministre i de forskellige regeringer har været Jytte Andersen (S) og Lotte Bundsgård (S), Eva Kjer Hansen og Karen Jespersen fra Venstre, Henriette Kjær fra Konservative, Inger Støjberg (V) og nu er posten beklædt af Lykke Friis (også fra V) der samtidigt er klima- og energiminister. Endnu har det ikke været en fuldtidsbeskæftigelse at være ligestillingsminister her i landet. Den centrale strategi eller 'mainstreaming' i ligestillingspolitikken i de nordiske lande er "at fremme ligestilling af kvinder og mænd ved at indarbejde køns- og ligestillingsperspektivet i alle dele af den statslige politik, planlægning og forvaltning".Kønskvotering kommer ind i billedet, fordi kvindebevægelsen mener at ligestillingsbestræbelserne går for langsomt uden positiv særbehandling for kvinderne. Den såkaldte 'radikale kønskvittering' indebærer at en kvinde vil blive foretrukket til en opslået stilling, selvom en mand skulle være bedre kvalificeret, men den afvises herhjemme til fordel for den 'moderate kønskvotering', hvor kvinder kun foretrækkes, hvis en mandlig og en kvindelig ansøger er lige kvalificerede. Socialdemokraterne ønsker klare kvoter for stillingsbesættelserne i det offentlige og bestyrelsesposter i det private erhvervsliv, men navnlig Venstre er principielt imod at bryde frihedsprincippet på dette område. Og de kan faktisk få støtte hertil af en kvindelig økonomiprofessor som Nina Smith der er lige så bekymret som så mange andre over at vi er meget langt fra reel ligestilling på arbejdsmarkedet, men som ikke desto mindre erkender at der er noget der taler imod tvangsmæssige ordninger, og det er danske kvinders uvillighed til at påtage sig ansvar for ledelse. Man kommer nu engang ikke ind på direktionsgangene hvis man samtidigt med karrieren vælger at få børn, tage lang barsel og kun arbejde maksimalt 37 timer om ugen. "Sådan spiller arbejdsmarkedet bare ikke", siger hun. Kvoteordninger er derfor efter hendes mening ikke løsningen, for hvis der skal flere kvinder i bestyrelserne - hvad hun er tilhænger af - så skal de først være "et reelt potentiale til bestyrelsen", og dette er de ikke så længe det næsten kun er kvinderne der bruger velfærdsgoderne (primært barselsgoderne). Derfor er det for Nina Smith klart, at "kvinder simpelthen ikke er en lige så god arbejdskraft som mænd". Dette lyder hårdt og ubarmhjertigt, men turde være en besked som kvinderne i det mindste selv burde se i øjnene, hvis de vil være realistiske. Kvindefrigørelsen eller -emancipationen var naturligvis i 1800-tallet og fremefter en ganske naturlig reaktion mod århundredlang kvindeundertrykkelse og kvindeforagt i Europa og den øvrige vestlige verden - og den må ses som led i den almindelige folkelige vækkelse, men også som en protest mod den deplacering til hjem, børn og køkken som det borgerlige og småborgerlige samfund automatisk medførte. Kvinderne led stadig af det gamle jødiske syn på kvinderne som et 'vedhæng til manden', mytisk udtrykt som dannet af et af Adams ribben, et syn som blev videreført til kristendommen gennem Paulus, der blev ved med at tænke i jødiske baner, selvom han blev Kristus-forkæmper. I 1484 kunne en pave sætte prikken over i'et ved kalde kvinden for "et ufuldkomment og ondt dyr" i bullen 'Summis desiderantes affectibus' (Hvad vi ønsker med vor højeste lidenskab) som blev kirkens officielle godkendelse af hekseforfølgelserne. Den indgik som forord i inkvisitor Heinrich Kramers tre år senere udgivne, berygtede 'Heksehammer' (Malleus malificarum) som var en decideret håndbog i hekseforfølgelse. Den daværende pave valgte navnet Innocens 8. (1484-95), og det er endnu et eksempel på at katolske magthavere påberåber sig en uskyld de bestemt ikke har. Jf. artiklen At være naiv eller at være bevidst gør en forskel. Men udtrykkene for direkte eller indirekte kvindeforagt findes i endeløst tal i både litteraturen og folkeviddet (mande-slang). Den store russiske satiriker Gogol skrev fx: "Manden regerer verden, og kvinderne regerer mændene. Hvad mere kan de forlange?" - Men et sådant retorisk spørgsmål skjuler jo kun at han ikke mener det gør en forskel om magten er direkte eller indirekte. Og det samme gælder amerikanske Ernest Hemingway, der bedyrede at "Amerika er det land hvor enhver mand har frihed til at gøre hvad hans kone vil". En hel del kvinder føler sig allerede stødt over ordet kone, for det betyder jo ikke blot gift kvinde, altså hustru, til forskel fra en pige eller ugift kvinde, men bruges også som almindelig betegnelse for en voksen person af kvindekøn som er jævn i væsen og påklædning, idet hun tilhører enten almuen eller middelstanden. Og hun er måske også efterhånden blevet lidt trivelig af statur. Konger som Frederik VI og Frederik IX kunne dog alligevel demonstrere deres 'folkelighed' ved at sige kone om deres dronning. Det gjorde sidstnævnte bl.a. i sine nytårstaler på tv. Ganske morsomt er det at læse om herredsfogden i en gammel roman der spurgte en kvinde om hun var pige eller kone og fik dette bramfri svar: "Jeg har fået fem uægte børn, så kan De fanden-ta-mig kalde mig hvad De vil!" Men det jævne - og derfor stødende - hænger ved, og det fik i sin tid forfatteren Inger Christensen til at sige, at "Hvis en kvinde er gift har hun en mand; hvis en mand er gift har han en kone; men hvis han også har en kvinde, er det ikke den han er gift med". Og hun påpeger meget relevant at det jo i 'Edens have' var Adam der gav dyrene navne.... Hun glemmer at det kun er på dansk der er lige netop denne forskel. Dansk har også 'viv' og 'frue' ved siden af det mere neutrale 'hustru', mens det svenske 'kona' betyder skøge eller tøs. Det samme betyder det skotske quean, hvorimod det engelske 'queen' som bekendt betyder dronning. Sproget spiller på alle tænkelige nuancer, men det er måske ikke helt ved siden af at den storslåede og meget sigende bibelske skabelsesmyte lader manden give dyrene navne. Helt bortset fra at det såmænd nok er mænd der har skabt den, så kommer det i hele mylderet af ord for kvindekønnet og seksuallivet tydeligt frem at mandens opfindsomhed er stor. Der ligger utrolig megen humor i al den sprogblomstring, men unægteligt også en hel del foragt eller angst. Kampen mod mandsdominansen og mandsoverlegenheden har været absolut nødvendig for at sikre kvinderne deres helt naturlige ret til almen menneskelig værdighed og respekt. Den førte til kvindebevægelsen og mere eller mindre militante former for kvindekamp således som den anførtes af de engelske suffragetter og andre borgerlige blåstrømper og venstreorienterede rødstrømper. Efter 2. verdenskrig blev kampen gennem feminismen udviklet til en egentlig ideologi der ikke alene fremhævede kvinders samfundsmæssige værdi (til forskel fra den rent individuelle menneskelige værdi), men som også satte sig som mål at afskaffe diskriminering og undertrykkelse af kvinder og at bekæmpe mandsdominans i samfundet. Man skelner mellem en liberalistisk feminisme af borgerlig observans der fastholder frihedsprincippet som fundamentalt princip og en socialistisk feminisme af venstreorienteret observans hvis hovedprincip er ligheden. Men fælles er naturligvis de ideer som først og fremmest kom til udtryk i den franske eksistentialist Simone de Beauvoirs systematiske samling i tre-bindsværket "Det andet køn" (Le deuxième sexe) fra 1949, der i første del gennemgår 'Kendsgerninger og myter' (herunder de biologiske forudsætninger, det psykoanalytiske synspunkt og den historiske materialismes synspunkt) og i anden del 'Erfaringer og oplevelser'. Ikke for ingenting er første del indledt med to sigende citater. Dels en påstand af Pythagoras, der er et par tusind år ældre end tidligere nævnte Innocens, om at "Der findes et godt princip der har skabt verdensordenen, lyset og manden og et ondt princip der har skabt kaos, mørket og kvinden". Dels et råd af den cartesianske filosof og tidlige feminist François Poullain de la Barre (1647-1725): "Man må nære mistillid til alt, hvad mænd har sagt om kvinder, for de er selv både dommer og part i sagen." Anden del indledes med typiske eksistentialistiske sentenser. Kierkegård: "Hvilken ulykke at være en quinde, og dog er ulykken egentligen den at når man er quinde, så fatter man det ikke". (Han fattede selv uhyre meget - men i hvert fald ikke sin angst for kvinden). - Og Sartre: "Halvt ofre, halvt medskyldige, som alle" - og det er da i det mindste en banalitet som det på grund af tilføjelsen er svært at bestride. Men jeg kan ikke lade være med at citere, hvad en samfundskritiker og essayist som Mary McCarthy skrev om Beauvoir: "Hun er alt det jeg ikke kan fordrage. En elendig skribent, absurd, latterlig, patetisk. Hun virker på mig som en gold kvinde, totalt blottet for humor og ydmyghed. Hendens selvbiografi er en komisk bog. Her ser man parodien på en intellektuel kvinde: Hun har aldrig haft én original idé i sit liv. I 'Det andet køn' fx oversætter hun blot en ganske banal tankegang til eksistentialistisk jargon. Hvad mere er: hun er en propagandist der forvrænger alt." Jeg for min part har lært utroligt meget af Beauvoirs 'Det andet køn' og hendes senere store værk om 'Alderdommen', men rigtigt er at hun virker gold og totalt blottet for humor. Og hendes livslange samliv med Sartre var alt andet end mønstergyldigt! Men det hører med til bedømmelsen, at de begge fremhævede nødvendigheden af tilblivelse eller transcendens, og derfor også understregede vigtigheden af projekter i eksistensen. Jf. artikelserien om Veje til livskvalitet og mening Nøgternt set er det meget svært at komme udenom at der uanset den faktiske mandsdominans gennem århundreder er visse grunde til uligheden mellem kønnene som gør alle forestillinger om absolut ligestilling temmelig illusoriske - og måske i virkeligheden også forfejlede. Kvinder er nemlig allerede af biologiske grunde splittet mellem driften mod moderskab og familie og driften mod en selvrealisering og erhvervsmæssig karriere der går uden for familielivets rammer, og dette på en måde som mænd slet ikke tilsvarende er, fordi faderskab er noget helt andet end moderskab. Og det hænger altsammen ikke blot sammen med selve svangerskabet og barselsorloven, men meget mere grundlæggende med den mentale indstilling til livet. Financial Times' og Politikens glimrende klummeskriver Lucy Kellaway har ramt hovedet på sømmet helt præcist når hun (24.11.10.) gør gældende at den vigtigste grund til at 'alfakvinder' ikke bliver administrerende direktører, men hænger fast i 'marcipanlaget' lige under bestyrelse og direktion, er, at de har begået den fejl at gifte sig med en 'alfamand'. - For at dokumentere denne påstand satte hun sig for at undersøge 50 af de fremmeste erhvervskvinder hun kendte - og det viste sig at de havde klaret sig glimrende i karrieren et stykke tid, men siden var gået i stå. Og grunden var ikke at de fik for mange børn, men at deres alfamænd insisterede på at prioritere deres egen karriere. Problemet er ifølge Kellaway simpelthen at vildt ambitiøse kvinder er programmeret til at gå efter vildt ambitiøse mænd. Men at det er de færreste mænd der føler sig tiltrukket af kvinder der har mere succes end dem selv! Dette er helt korrekt, men det skyldes efter min mening helt og holdent biologien. Nu er der ikke ret mange - om overhovedet nogen - der bestrider at der er en afgørende forskel mellem de to køn, eller at forskellen angår såvel de fysiske som de psykiske kendetegn og derfor helt naturligt og i meget høj grad præger kønnenes adfærd, påklædning, forestillinger og præferencer. Der er heller ikke mange der bestrider at kønnene efter pubertetens indtræden begynder at interessere sig meget for det modsatte køn som deciderede seksualvæsener, eller at dette bevirker et helt selvfølgeligt dobbeltsyn på det andet køn som både medmennesker (familiemedlemmer, kollegaer, medborgere) og som seksualobjekter. Dér hvor enigheden holder op, er når det kommer til spørgsmålet om hvor meget selve den hormonale forskel betyder for psyken. Nok er det klart, at det kvindelige kønshormon, østrogen, udover bestemte fysiske kønskarakter indebærer 'sekundære karakteregenskaber' der har at gøre med omsorg, og at det mandlige kønshormon testosteron tilsvarende indebærer karakteregenskaber der har mere med udadvendt handling at gøre. Men mange opfatter det nærmest som tendenser der kan styres og reguleres temmelig vilkårligt af viljen, således at de får mindre og mindre betydning - udover selve perioderne med graviditet. Men reelt betyder kombinationen af det mandlige kønshormon og de mandlige kønsorganers indretning og funktion en aldeles afgørende forskel mellem mandens og kvindens vilje til og valg af udfoldelse i livet. Mandens kønshormoner sørger for både hans lyst og evne til at trænge ind i den åbne og modtagelige kvinde - eller som det bramfrit, men for mange nutidige kvinder stødende også hedder at 'erobre' og 'tage' kvinden. I selve udtrykket ligger der dog ikke noget om vold eller nedværdigelse. Hvis kvinden tages med vold kaldes det i vore dage voldtægt og er ikke alene kriminelt (i realiteten også selvom det sker i ægtesengen), men betragtes som moralsk forkasteligt, fordi det er nedværdigende for kvinden. Hvad der imidlertid synes helt upåagtet er at mandens kønshormon ikke blot bestemmer arten og frekvensen af hans seksualitet, men går igen i hele hans psykiske væsen i den forstand at det alt andet lige er særlig karakteristisk for manden at han er indstillet på transcendens eller grænseoverskridelse, både fysisk og intellektuelt. Her adskiller mennesket sig virkeligt fra dyrene. Ja, man kan roligt sige, at det er her den ældgamle syndefaldsmyte rammer plet. Det er med den menneskelige kønsbevidstheds helt emergente og særlige karakter i dens kombination med selve indsigten i at måtte forlade uskylden og begive sig ud i udfordringernes og forandringerns virkelighed, at mennesket bliver menneske og kulturen begynder. Blot er trangen til transcendens eller grænseoverskridelse mentalt set mere karakteristisk og afgørende for manden som kønsvæsen end for kvinden - og den støttes i hans tilfælde klart af kønsorganernes indretning og funktion. Selve det mandlige kønsorgans erektion - der frembringer hvad der på græsk hedder en 'fallos' (heraf ordet 'fallosdyrkelse') i stedet for blot en penis (eller i børnesprog en 'tissemand') - svarer nøjagtigt til den retningsorientering som det mandlige kønshormon fører med sig og som uden for seksualakten har den afgørende symbolske værdi generelt at angive en retning for den transcendens der afsøger og overskrider grænser. Hvorimod kvindens kønshormoner stimulerer modtageligheden, omfavnelsen, redebygningstrangen eller - trangen til eller tilfredsheden ved at blive i den frugtbare immanens der tillader liv at gro, men som ikke flytter grænser. Her foreligger med andre ord en helt fundamental forskel mellem manden og kvinden, som ikke alene afstedkommer store forskelle i den praktiske livsførelse og hele den eksistentielle vurdering, men som i sidste ende gør enhver forestilling om absolut ligestilling mellem kønnene til en fuldstændigt utopisk forestilling eller illusion. Der er absolut ingen generel forskel mellem kønnene hvad angår intelligens, ansvarlighed eller sans for livets goder og muligheder - eller hvad angår interesse for og fascination af det andet køn - men der er en i næsten alle henseender udslaggivende forskel i fysisk styrke og handlekraft samt i trangen til at eksperimentere og gå ud over givne grænser. Som navnlig den jungianske psykologi har påpeget og udnytter terapeutisk, så giver det god mening at tale om 'det mandlige i kvinden' og 'det kvindelige i manden', idet ingen af kønnene er 'rene'. 'Det mandlige i kvinden' vil netop sige en vis handlekraft og initiativlyst som kvinden gør klogt i ikke at ignorere, og 'det kvindelige i manden' vil netop sige en trang til omsorg som manden for sit vedkommende gør klogt i at vedkende sig og tage til følge. Undlader kønnene at tage hensyn til den indre modsatkønnethed kan det forstyrre den psykiske balance. Men generelt er mandens eksperimenterelyst og grænseoverskridende trang - transcendens - større end kvindens. Og omvendt er kvindens omsorg for andre samt tilfredsstillelse ved bekræftelse gennem gentagelse - immanensen - større end mandens. Derfor vil man alt andet lige se større lyst til fysisk udfoldelse hos mænd (og drenge) end hos kvinder (og piger), og omvendt større lyst til smalltalk og romanlæsning hos kvinder end hos mænd. Og dette giver sig selvfølgelig markante udslag i både kunst, politik, videnskab og forretningsliv. Det er ikke uden grund at der er overvægt af kvinder i omsorgsfag og pædagogik. Eller at der er færre kvinde der driver på med dramatik, filosofi og naturvidenskab. Det er tværtimod en illusion at at tro at forskellene alene beror på tradition og social konstruktion. Freuds noget forkætrede teori om kvinders 'penismisundelse' kan også let misforstås, som om den primært gjaldt misundelse over ikke at have mandens i praksis ganske fordelagtige udstyr. Misundelsen - som naturligvis oftest er ubevidst - gælder det symbolske, at drenge og mænd har trang til større fysisk udfoldelse, stimuleres til den og får lov til den. Et af de for kvinder fornærmelige udsagn fra mænds side er det retoriske spørgsmål "Hvor bliver de unge piger af, og hvor kommer de gamle koner fra?" Her kommer vi nemlig meget tæt på aldringens problem der åbenbart er større for kvinder end for mænd. Bortset fra at der er piger der sulter sig til anorexi for ikke at få kvindelige former og dermed blive kønsmodne eller voksne, så er flertallet af piger heldigvis tilfredse med denne modningsproces, for den fremmer mulighederne for at komme ind i den fascinerende erotiske leg der kan føre videre til seksualitet og samliv. At legen virker frastødende på nogle, fordi den vitterligt forudsætter at kvinder bliver betragtet som sexobjekter af mændene, er én ting (det kan der i princippet aldrig gøres noget effektivt ved). Men pigens modning og aldring gennem livet i tyverne og trediverne vil andet alt lige medføre en udvikling i kroppen der gør kvinden mere fyldig og i ikke så få tilfælde fører til den trivelighed vi forbinder med begrebet 'en kone'. Den tilsvarende aldringsproces sker på en helt anden måde for mandens vedkommende. Han får mave - og det skete tidligere typisk først når han kom i fyrrerne. Den generation min far tilhørte, havde stort set alle mave da de rundede de 50. Jeg husker også tydeligt en chef jeg havde som ung. Han var i midten af fyrrerne og var en dag hos sin læge for at få et almindeligt lægeftersyn. Og han kom grinende tilbage til kontoret og fortalte hvad lægen havde sagt til ham, nemlig: "Jamen, De er jo blevet slasket!" - Det generede ham ikke, for det var dels helt normalt dengang, dels var det et bevis på at han levede godt, dvs fik god mad hver dag af sin hjemmegående kone. At spise den velsmurte madpakke var for ham dagens højdepunkt. For mange moderne kvinders vedkommende er det derimod generende at gå fra den slanke pigeskikkelse til den fyldige, mere eller mindre bredbagede kone-skikkelse. Nu om dage er det endog blevet genererende for kvinderne i de østeuropæiske lande, hvor det ellers før var en selvfølge at kvinder over de 30 med flere fødsler bag sig blev 'koner'. Nu skal problemet ofte klares med kosmiske operationer. Selv rynker i panden er uacceptable. At livet leves skal helst ikke kunne ses. Mænd kan skam også være forfængelige. Men generelt er forskellen på mænd og kvinder også på dette punkt ret markant. Er det noget vi skal beklage eller noget vi skal se positivt på? Jeg vil mene at den grundlæggende forskel mellem kønnene er uhyre positiv, fordi den betyder en spændingsfyldt polaritet som afføder en helt utrolig variation i kønsforholdet både før og efter ægteskab eller anden form for faste aftaler. Polariteten og spændingen er en kolossal eksistentiel værdi, som begge køn burde se i øjnene og værdsætte som realiteter, der nok kan modificeres i de enkelte tilfælde efter individuel begavelse, social position, livsmål og ambitioner, men som ikke desto mindre sætter relativt snævre grænser for valg af muligheder og retning i livet. Polariteten er ydermere - hvis man ser den i det rette lys - så fuld af humor, at man skal være meget snæversynet for at falde for den ekstreme fanatismes angst eller foragt for det modsatte køn, for slet ikke at tale om det ekstreme behov for at bekæmpe og undertrykke det modsatte køn. I virkeligheden er der jo tale om regulær komplementaritet mellem de to køn, dvs en uforenelighed der ikke forhindrer accepten af ligeværdigheden eller gevinsten ved den uafladelige spænding og dennes frembringelse af alle mulige gnister og udladninger. Vi kan her i landet komme meget længere i ligestilling af kønnene, men vi kan heldigvis ikke udrydde den fundamentale forskel mellem mænd og kvinder der bevirker polaritet og spænding og er den allermest fornøjelige og livgivende af alle komplementære modsætninger i verden. Peer Sendemand Henvisninger: Link til Ligestillingsministeriet Øvrige artikler i 'Ontologisk antologi': At være et jeg eller et selv, det er spørgsmålet (22.2.11.) At være hjerneforsker er noget helt andet end at være sjæleforsker (15.2.11.) At være paragrafrytter er forræderi mod åndens frihed (11.2.11.) At være naiv eller at være bevidst gør en forskel (9.2.11.) At være terrorist eller at være demokrat (7.2.11.) At være fremmed eller hjemmehørende er et etisk spørgsmål (4.2.11.) At være revolutionær - apropos oprøret i Egypten (31.1.11.) At være ateist er snæversynethed (28.1.11.) At være metafysiker er en tvivlsom affære (art. 3 - 26.1.11.) At være vælger og politiker (art. 2 - 24.1.11.) Skal læger bestemme over liv og død? (art. 1 - 20.1.11.) Andre relevante artikler på Jernesalt: Heksejagt på kvindelige toppolitikere? (17.8.10.) Hekse på bålet? (23.6.06.) Køn, identitet, partnervalg og humor (7.5.06.) Kønsforholdets interdependente begreber (1.9.10.) Kønskamp: Kæmper kvinderne med eller imod biologien? (8.3.10.) Mænd og magt ifølge Hanne-Vibeke Holst parforhold: Ole Christian Madsens 'Prag' (7.11.06.) Samlet oversigt over serie om Virkeligheden: Fysikken og virkeligheden (26.6.07.) Tiden og virkeligheden (5.7.07.) Rummet og virkeligheden (12.7.07.) Livet og virkeligheden (22.7.07.) Ånd og virkelighed (29.7.07.) Sproget og virkeligheden (4.8.07.) Humor og virkelighed Veje til livskvalitet og mening - artikelserie Afsnit I: Fra tidsfordriv til engagement Afsnit II: Fra tryghed til frihed Afsnit III: Fra rutine til intensitet Afsnit IV: Fra funktion til proces. Meningen med livet - helhedsrealistisk set (5.11.09.) Kieslowski's 'Dekalog' Lykke og velstand er to ting (24.11.06.) Sundhedstyranniet og det gode liv (27.06.05.) Transcendens (2.6.02) dødskriterier og organdonation 'Jernesalts 2009-filosofi' med kapitlerne: Forord - Begreber og aksiomer - Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Verdensbilledet 2009 Livet - Mennesket - Sjælen - Sproget - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen - Helhedsrealismens advarsler - Helhedsrealismens anbefalinger - Efterskrift Værdimanifestet Peer Sendemands rubrik: Klik Jens Vrængmoses rubrik: Klik Artikler om Samfund Artikler om Etik Artikler om Psykologi Artikler om Erkendelse Artikler om Eksistens Artikler om Religion Artikler om Sekularisering At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen De psykiske grundprocesser Konsistens-etikken Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |