|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 8.8.02.Per Nørgårds musikalske universAt Per Nørgård ikke er en helt almindelig komponist ses allerede af den hyldest han er blevet til del i anledning af sin 70 års dag. Artikler og interviews i aviser og radio, herunder Informations fredagstillæg 12. juli, P2 Musiks og Dansk Musik Tidsskrifts sommernumre med vægtige artikler af hhv Karl Aage Rasmussen og Jørgen I. Jensen, festkoncert i Tivoli og udgivelse på CD af de to nyeste storværker - samt festskriftet ‘Mangfoldighedsmusik'.Festkoncerten var en højst ejendommelig to-delt og upraktisk placeret blanding af Nørgårds-værker og Radiosymfoniorkestrets program af Carl Nielsen og Brahms for den forestående turné til England. Festskriftet blev af Berlingerens anmelder Torben Weirup syrligt kaldt et charmerende sammensurium af erindringsskitser, kærlige postkort og hilsner, essays om noget der blot er interessant i sig selv (underforstået: men savner relation til Nørgård), ansatser til fortolkninger, digte og fortællinger om samarbejde samt interview. Anmelderen savnede en banal biografisk oversigt og en almindelig gennemgang af Nørgårds værk og dets forudsætninger. Lad gå med efterlysningen af en biografisk oversigt og gerne en opdateret værkfortegnelse ( begge dele kan dog findes på internettet). Men over for det sidste må det være tilladt at spørge: hvorfor i alverden efterlyse en almindelig gennemgang af Nørgårds værker, når Nørgård i enhver henseende er en ualmindelg komponist der gang på gang har sprængt sine egne, sine mange elevers og sine mange lytteres grænser. Bogens redaktører, Jørgen I. Jensen, Ivan Hansen og Tage Nielsen, har med fuldt overlæg skabt en bog der ligesom Nørgårds musik ikke er ‘efter bogen'. Dette er særdeles påskønnelsesværdigt. Med rette anfører de, at Nørgårds musik igen og igen formår at skabe nye konstellationer: dialog mellem mennesker og møder mellem toner og sprog, mellem kunst og erkendelse. Når musikken forvaltes af en komponist af Nørgårds format bliver den en særlig kunstart der kan gå ind i den kulturkløft som ellers har rejst sig mellem følelsen og det eksakte. Ud fra denne synsvinkel er det på ingen måde irrelevant at høre hvad naturvidenskabsmænd som biokemikeren Jesper Hoffmeyer, fysikerne Jan Teuber og Peder Voetman Christiansen eller kemikeren Thor A. Bak har at sige om semiotikken, tid og evighed, tal og toner til udforskning af kosmos, eller uendelighedsrækkens matematiske mysterier. Eller at læse hvad Jørgen Dehs mener om musik og arkitektur. Disse ting er for nogle af os interessante i sig selv - faktisk er der en meget bred interesse for den slags halvt naturvidenskabelige og halvt filosofiske emner, men de er det sandelig også i relation til Per Nørgård, fordi denne ikke blot beskæftiger sig intenst og vedvarende med spørgsmålene, men har deres udforskning som central del af sin egen verdensudforskning og denne igen som et uadskilleligt fundament for sin kunstneriske skaben. Man har - sålænge vort demokrati varer - lov til som Torben Weirup at sige, at kunst er én ting og videnskab en anden, og at kun det første bør interessere kunstnere. Det er jo endnu almindeligt med en sådan opdeling af tilværelsen i delområder der betragtes som uafhængige af hinanden. Det er endog muligt i tilfældet Per Nørgård at påvise, at denne kunstners insisteren på at hans kunst udspringer af hans udforskning af verden eller naturen er ikke så lidt af en illusion (det vender vi tilbage til). Men det er dog at snyde sig selv for enhver indsigt i og enhver fornemmelse for spændingsfeltet mellem kunst, videnskab, etik, politik psykologi og eksistensfilosofi på forhånd at melde fra, når nogen tillader sig at gå på tværs af fagene og måske ovenikøbet er i stand til at provokere en til at tage nogle fordomme op til efterprøvelse. Det er i hvert fald ikke i den komplementære helhedsrealismes ånd - jf. Helhedsrealismen. Naturligvis tæller det stærkt i en bog som ‘Mangfoldighedsmusik' at komponister, dirigenter og udøvende musikere får lejlighed til at fortælle om deres møde med Per Nørgård og hans musik. Den svensk kordirigent Gunnar Erikson fortæller om sit fascinerende møde med Nørgård på et sommerstævne i Danmark, hvor det for ham hidtil ubegribelige, men for Nørgård dengang centrale interferensfænomen blev behandlet teoretisk og praktisk, så pråsen gik op for Erikson. Ovennævnte Jan Teuber, der har været medlem af et amatørkor, kan fortælle om samme Gunnar Eriksons fascinerende tanker om sammenhænge mellem kosmos og kompositionsmusik og mellem matematik og musik. Dirigenterne Kaare Hansen og Thomas Dausgaard har afgørende erfaringer med Nørgård som fremragende pædagog ved indstuderingen af hans værker - og ikke mindst erfaringer af, hvordan dét der ved begyndelsen af prøverne tager sig uendeligt vanskelig ud, efterhånden går op for musikerne. Pulsen - til forskel fra takten - spiller her en afgørende rolle. Hvis man har problemer med at finde vej ind i musikken, skriver dirigenten Tamas Vetö, gør Nørgård som regel én opmærksom på, hvad der er i vejen. Og han gør det ydmygt. Han giver samtidigt en god forklaring på, hvorfor han må insistere på den rigtige notation. I modsætning til andre nye værker, så udmatter Nørgårds musik ikke. De giver mere energi. Cellisten Morten Zeuthen fremhæver tre enestående indsigter hos Per Nørgård: - den musikfaglige, der gør ham i stand til at gengive alle stemmerne i sine partiturer; - den psykologiske, der bevirker at han kan kommunikere med musikerne så de begriber hvad de skal høre og gøre, og - den humoristiske, der gør at han kan le med udøverne midt i det arbejde der undertiden kan tage sig håbløst ud. Disse egenskaber synes at hænge sammen på en sådan måde, at det ikke er underligt, at denne stadigt ydmyge Per Nørgård har fået den kolossale indflydelse på elever, musikere og lyttere som han har. Komponisten Fuzzy fik som ganske ung sit liv ændret ved mødet med Nørgård. Han opgav en seminarieuddannelse og valgte - i første omgang til Nørgårds bestyrtelse - at blive komponist med Nørgård som lærer. Og hans erfaring blev, at læreren var ekspert i at kunne slå ned lige dér hvor der var et problem, og så lære sin elev ikke straks at erstatte det med noget andet, men gå tilbage og finde årsagen til problemet. Det sjove ved Nørgårds studiekredse var, at Nørgård både underviste eleverne og sig selv. Han tog ofte emner op der havde vakt hans egen nysgerrighed og lavede så med eleverne en slags fælles undersøgelses- og udviklingsproces.  Og her er vi nok ved kernen i Per Nørgårds kompositionsvirksomhed, pædagogik og livsførelse i det hele taget: hans uendelige nysgerrighed, forsker - og udviklingstrang. Som Nørgård selv siger i interviewet med Erik Christensen (tidligere bragt i radioen) så er han ikke idylliker - sådan som nogle ellers troede efter den harmoniske 3. symfoni. Der har tværtimod i hele hans livsprojekt helt fra lille af været en grund-vrede, en protest-holdning over for de voksnes verden, grænser, illusioner og lykkestræben. Nørgård hadede sin barndom og sin skoletid.... Men han var samtidig en mild dreng og lavede ikke oprør i puberteten. Per Nørgårds oprør ligger i musikken og blev et livslangt projekt om aldrig at gå i stå eller lade sig nøje med det allerede opnåede. Det har ikke været en udvikling i lige linje, men tværtimod en bugtet vej med op- og nedture og med perioder af tilsyneladende afklaring der har vekslet med perioder af kaos. For Nørgård er kaos kilden til livet. Hvis han var blevet ved sin halvfjerdsermusik, den velordnede hierarkiske musik som bl.a. forefindes i 3. symfoni, og som folk elskede, så var han efter eget udsagn blevet en forstening. Modsat sin amerikanske kollega Morton Feldman standser han ikke op og søger andre udveje, når der melder sig et problem, men han tager fat i problemet og får det til at udvikle sig, så han kan komme videre. Da Per Nørgård var færdig med sin store 6. symfoni "At the End of the Day" (fra 2000), så var han aldeles ikke færdig med musikken, for pludseligt hørte han dybt inde i hovedet nogle vidunderlige grumsede, men også dybt fascinerende slagtøjsagtige rytmer, som han skrev ned og ikke kunne slippe igen. Ud fra denne ‘lille dims i slutningen' lavede han et helt nyt værk - Terrains Vagues. Det kan man da ikke, tænkte han ganske vist, men han havde ikke noget valg.... Det bemærkelsesværdige er ikke, at tilsyneladende alt - lige fra larm fra gaden til det store oceans brusen kan blive inspiration til toner, klange, rytmer og strukturer - men at ideerne metodisk realiseres i konkret udformet instrumentalmusik der får folk uden forhåndskendskab til at lytte og blive draget næsten uimodståeligt ind i de specielle, yderst private universer af musik, hvor såvel de inspirationsmæssige som de kompositionstekniske forudsætninger og metoder er godt og grundigt skjult og først træder frem ved eventuel sproglig udlægning. Ligesom i tilfældet Alban Berg er Nørgårds musik som regel umiddelbart tilgængelig for alle der ikke på forhånd skræmmes langt væk af ny musik. Man kan, hvis man har lyst, tid og faglige forudsætninger for det, gå værkerne efter i sømmene, sætte sig ind i principper og strukturer og derved få skærpet sin opmærksomhed og sin evne til at skifte perspektiv eller fokus - og det øger selvsagt mulighederne for at fange mangfoldigheden i musikken og endda at skaffe sig ‘bevidsthedsudvidelse ved fuld bevidsthed' som Nørgård selv kalder det. Men strengt nødvendigt er det ikke. Musikken har umiddelbar appel til sanser, krop, hjerte, følelse og forestillingskraft gennem sine toner, temaer, melodier, rytmer, klange og strukturer. Og får man først lyttet sig ind til selve spændingsfelterne i musikken, om man vil ind til de følsomme begyndelsesbetingelser der åbner mulighederne, så drages man også efterhånden ind i Nørgårds livslange og uafsluttelige projekt. Man glæder sig over eller provokeres af alle dets delresultater uden at forvente nogensinde at nå frem til en definitiv slutning. Det er ikke alle komponister man kan sige dette om. Jørgen I. Jensen stiller et sted spørgsmålet om det ved oplevelsen af Nørgårds værker er musikerne eller tilhørerne der er hovedpersonen, og han kommer til det resultat at det er tilhøreren. Men det turde være en fejlkonklusion af den type der beror på, at spørgsmålet fejlagtigt stilles op som et enten-eller. For komponisten selv er det naturligvis altid kompositionsprocessen der er det vigtigste af alt, for musikerne udførelsesprocessen og for tilhørerne lytteprocessen. Det er nemlig overalt i eksistensen subjektiviteten der er sandheden, det vil sige den helt personlige tilegnelse som man selv har ansvaret for og kun selv kan have ansvaret for. Noget helt andet er, at de sidste to processer i bedste fald kan gå op i en lykkelige syntese af fælles proces og oplevelse. Men dette har nu næppe noget med den ‘demokratiseringsproces' at gøre som Jensen forestiller sig. Det har derimod med ånd at gøre, således som samme forfatter ofte har været inde på, bl.a. i den fortræffelige bog om Carl Nielsen. I sin ligeledes fortræffelige artikel om Per Nørgård i Dansk Musik Tidsskrifts lykønskningsnummer (Klik) taler Jensen om den spændthed, nerve og intensitet der fremkommer i selve tidsoplevelsen, når man lytter til Nørgårds musik. "Samtidig med den følte tid her og nu eksisterer der et eller andet sted på grænsen af bevidstheden en forestilling om, at der samtidig, et eller andet sted, sker noget andet. Som om den indre følelse via tiden må kommunikere med et eller andet usynligt. Det sker altså ikke i en rumlig tænkt samtidighed, men med tiden selv som medium." Allerede her - godt på vej ind i dybdepsykologiske betragtninger - er der sikkert mange der står af. Af principielle faglige grunde eller simpelthen af mangel på personlig erfaring. Men endnu flere står formentlig af, når Nørgård begynder at tale om astrologi og sætter sin egen kompositionsmusik i relation til astrologiske eller beslægtede fænomener. Det gør bl.a. komponisten Svend Hvidtfelt Nielsen i sin bog fra 1995 om Per Nørgårds verdenssyn og musik med et af dennes egne udsagn som sigende titel: ‘Virkeligheden fortæller mig altid flere historier'. Udgangspunktet for Hvidtfelts undersøgelse er et ambivalent forhold til Nørgårds musik: "Per Nørgårds gennemgang af sine kompositionsteknikker, deres ophav og implikationer, er altid fascinerende, hvad enten den fremlægges mundtligt eller på skrift. Man får en klar fornemmelse af, at i denne musik er der virkelige noget på færde. Ligefrem proportional med fascinationen er imidlertid koncertsituationens skuffelse over ikke at kunne opfange alle disse, til tider bevidsthedsudvidende, sammenhænge. Ikke at musikoplevelsen derfor er indholdsløs. Nørgårds musik præsenterer sig altid i et frapperende tonesprog og synes almen forståelig. Men sidder man inde med en viden om, hvad man kunne, måske burde, havde hørt, rejser spørgsmålet sig, hvorvidt man egentlig har forstået noget som helst. Det er nemlig ikke småting der er at forstå....." Den primære anstødssten viser sig lige netop at være Nørgårs påstande om en objektiv forbindelse mellem den diatoniske skalas syv toner og astrologiens dyrekreds eller ‘zodiak'. Kan Nørgård virkelige forestille sig, spørger Hvidtfelt, at tonerne kan have egenskaber der svarer til dem astrologien tillægger planeterne? Og hvordan kan Nørgård påstå at en menneskeskabt kulturelt betinget musik afspejler naturen eller omvendt? Det ligger altsammen i Nørgårds erkendelsesopfattelse og verdenssyn. Nørgård arbejder ifølge Hvidtfelt med to typer erkendelse, nemlig dels den erkendelse kunsten bibringer ved som menneskeskabt at fortælle noget om mennesket, dels den erkendelse om bevidstheden det er muligt at opnå gennem kunst i almindelighed og musik i særdeleshed. Desværre skaber Hvidtfelt unødig uklarhed i billedet ved at kalde den første erkendelsesform for traditionel humanistisk, mens den anden skulle være en ikke alene mere forskningspræget, men rentud naturvidenskabelig form. Det er noget nemmere at holde sig til, at den første form angår de umiddelbare følelsesmæssige udtryk i kunsten, mens den anden form angår bevidstheden som objekt. Men denne bevidsthedsforskning - som fx også dybdepsykologien og den systematiske mystik bedriver - er ikke og bliver heller aldrig naturvidenskab, for den beror helt og holdent på introspektion og unddrager sig derfor principielt den form for objektiv kontrol som kendetegner naturvidenskaben. Den kan gøres lige så eksakt, nøgtern, redelig og systematisk som man vil. Den kan føre til lige så mange, gode, nyttige og unyttige opdagelser og erfaringer som tænkes kan. Den kan endda udnyttes konstruktivt og positivt i terapeutisk øjemed. Men den vil aldrig blive andet end bevidsthedens udforskning af bevidstheden. Nørgårds egen begrebsramme er om muligt endnu værre på dette punkt, for han mener, at det er sjælen der deltagende føler musikkens sanselige virkning, og at det er ånden der iagttagende indser musikkens betydning. Det er for det første en brug af begreberne sjæl og ånd der er helt på tværs af den gængse (hvilket naturligvis ikke udelukker dens anvendelighed, men dog gør det påkrævet med en forklaring). For i almindelighed vil man ikke regne ånden for på nogen måde ‘iagttagende' Det er en evne man tillægger den rationelle bevidsthed. Og dette bevirker for det andet, at man ikke får fat på problematikken i hele affæren, nemlig at bevidsthedsforskning består i at en del af bevidstheden, den der aktuelt fokuserer på et objekt, betragter noget andet af bevidstheden og gør denne anden del til objekt. Der er i grunden ikke nogetsomhelst ‘mystisk' i dette. Det er noget formentlig alle mennesker kender til fra tidligste barndom (uden at være sig det bevidst!). Det er selvfølgelig ikke mindst noget enhver der beskæftiger sig med drømme og drømmetydning ved, og noget som enhver kunstner erfarer, hvis han nogensinde reflekterer over sin kreativitet. Det er hvad dybdepsykologien som sagt systematisk og med store terapeutiske resultater beskæftiger sig med, og det er noget bevidsthedsforskere som Stanislav Grof eller vores egen Jes Bertelsen er kommet meget langt med og detaljeret kan redegøre for. Men stadigvæk er det ikke naturvidenskab. Stadigvæk er der sprogligt set forskel på den natur af jord, vand, ild og luft, planeter, sten, ting, planter, dyr og mennesker vi kan se og sanse i den ‘ydre' verden og eventuelt gøre til genstand for intersubjektive målinger, undersøgelser og eksperimenter - og den indre psykiske verden af tanker, følelser, fornemmelser, ideer, drømme, planer og visioner og filosofier vi frivilligt eller ufrivilligt gør os, og som bestemmer vor opfattelse af verden som meningsfuld eller meningsløs, men som aldrig kan måles. Problemet hos Per Nørgård når det gælder astrologien og lignende fænomener, er at han vælger at suspendere det skel mellem de to verdener, som er indbygget i sproget, og som er afgørende for det vi siden Freud kalder realitetsprøvelsen. Det hænger nøje sammen med forskellen på de to slags psykiske grundprocesser: at vi er i stand til med en rationel del af os at skabe sådanne stabile føle-tanke-kvanter i vor bevidsthed, at vi med dem bliver i stand til at iagttage, ordne og forstå de ustabile føle-tanke-kvanter som vi har i os i det endnu dybere irrationelle lag og som ‘farver' vores verden med alle dens kvaliteter. (Jf artiklen De psykiske grundprocesser). Nørgård har om sit livsprojekt sagt, at det består i rationelt at begribe det irrationelle. Dertil bruger han musikken - forbløffende metodisk og systematisk og med lige så forbløffende kunstneriske resultater. Han er endog i stand til at sætte sig dybt ind i et skizofrent menneskes tanker og følelser og på dette grundlag skabe dybt bevægende værker som operaen ‘Det guddommelige Tivoli' og korværket ‘Wie ein Kind'. Helt ned i detaljen kan Erling Kullberg berette om den meget givende indstudering af det sidstnævnte værk, hvis tekstforlæg er et par nonsensvers eller lyddigte af den skizofrene svejtsiske kunstner Adolph Wölfli. Og han kan ydermere berette, hvordan værket i Nørgårds komplicerede musikalske dragt på en turné med Ars Nova kan gå lige ind i et vietnamesisk publikum. Men Nørgårds udsagn om sit eget livsprojekt er ikke desto mindre ikke den fulde sandhed. For nøjagtigt det samme kunne en naturvidenskabsmand der er fuldstændigt blottet for kunstneriske tilbøjeligheder påstå - eller for den sags skyld en forretningsmand som Rockefeller, der brugte hele sin forstand til at skabe systematisk orden i sine gesjæfter. Nørgårds livsprojekt er og bliver dog kunstnerisk. Det består i allerhøjeste grad i med rationel metode og intuitiv fornemmelse gang på gang at skabe ordnede og tilgængelige musikværker ud af et irrationelt, nærmest kaoslignende psykisk indre. Men der bliver af gode grunde aldrig bragt rationel orden i det irrationelle, og Nørgård vil da heller ikke under nogen omstændigheder skaffe sig af med den frugtbare uorden i dybet af sin sjæl. For som Nietzsche sagde: "Man muss Chaos in sich haben um einen tanzenden Stern gebären zu können." Men værk efter værk lykkes det Nørgård at skabe en dansende stjerne af klingende musik. Nørgård er naturligvis i sin gode subjektive ret til at hævde og tro på, at dette psykiske indre på en eller anden vis afspejler den ydre natur. Sålænge det kan fremme den kunstneriske skaben, og iøvrigt ikke kan genere nogen, er det da i orden. Men at hævde at der objektivt set - på naturvidenskabeligt plan - er nogensomhelst sammenhæng mellem fx tonerne i den diatonisk skala og astrologiens symboler er et tomt postulat, eftersom det ikke kan påvises. Hvis man ville være fræk og sætte det på spidsen, så kunne man lige så godt hævde, at der er en forbindelse mellem musikkens toner og skulpturerne i Kongens have. Er man kreativ nok, ville man sikkert også, hvis man gik rundt derinde og hørte godt efter, kunne høre skulpturerne give musik af en eller anden art fra sig - og så udnytte det til egne frie kompositioner. Man kunne måske også, hvis man havde evner for den slags, give sig til at udvikle rationelle kompositionsprincipper på grundlag af sine erfaringer - og så igen udnytte disse til ny skærpet opmærksomhed over for skulpturernes ‘musik' og så fremdeles. Men det ville altsammen være følsomhed og skabergerning af privat, dvs skjult og for andre principielt utilgængelig karakter. Sådanne betragtninger ville være at gøre dybt uretfærdigt nar af en fremragende komponist som Per Nørgård, hvis ikke det lige netop forholdt sig sådan, at Hvidtfelt Nielsen faktisk er i stand til på overbevisende måde at godtgøre, at musikalske procedurer for Per Nørgård uanset bagvedliggende metafysiske overvejelser først og fremmest er musikalske, og derfor til hver en tid kan behandles uden forpligtigelser over for metafysikken. Hvad Nørgårds udvikling fra og med violinkoncerten ‘Helle Nacht' og 5. symfoni angår, dvs fra de værker hvor de såkaldte ‘tonesøer' (oprindeligt et motiv af tolv toner, men senere forvandlet til 36 toner, der igen udvides til 108 toner) begynder at blive udgangspunktet for hans kompositionsvirksomhed, kan Hvidtfelt ydermere slå fast, at disse tonesøer - til forskel fra uendelighedsrækkens serielle teknik - slet ikke er en procedure, men resultatet af en procedure, nemlig en procedure, som skaber et særligt toneforråd, en materialefond for komponisten. Generelt gælder ifølge Hvidtfelts undersøgelser, at Nørgårds metafysiske overvejelser skam er alvorligt ment, og at de rent faktisk befordrer en stadig musikalsk eksperimentering. Men når de metafysiske overvejelser - af iøvrigt uransagelige veje - er sat ned på noder, så komponeres de ud på absolut musikalske præmisser. Det er en kunstnerisk skabelse af helt anden art end den man fx kender fra Mozart og Beethoven eller Schönberg og Boulez. Men ligeså suveræn og original. Skulle man pege på en slags parallel måtte det blive Messiaen, der som bekendt forbandt alle toner med farver. Sådan er der nogle der har det (også Knud Aage Riisager). Men det er ikke ret mange, og hvis det var forudsætningen for at få noget ud af Messiaens musik, så var de fleste af os ilde stedt. Men sådan forholder det sig heldigvis heller ikke. Vi kan måske ikke påstå, at vi dybest set forstår Messiaen, hvis vi ikke forbinder toner med farver. Men vi skal i det hele taget ikke tro, at vi forstår andre menneskers private sjæleliv til bunds, dvs nøjagtigt sådan som de forstår sig selv. Per Nørgårds erkendelse bliver aldrig af naturvidenskabelig art. Og det skal bestemt ikke beklages. For det ville formentlig gøre musikken yderst problematisk, dvs tom og kedelig, hvis det overhovedet kunne give nogen mening. Nørgårds erkendelse er helt og holdent af kunstnerisk eller musikalsk art. Han går yderst systematisk og metodisk til værks for at udforske sin indre verden, og resultaterne er dybt fængslende og inspirerende for os andre. Det kan endda også være fascinerende at høre ham selv udlægge sine værker og deres vej fra kaos over metafysiske overvejelser til færdige kompositioner. Men naturvidenskab er det ikke. Og naturvidenskab bliver kunst heller aldrig. Lige så lidt som digteres udforskning af deres indre universer ved sprogets hjælp. Også denne udforskning får vi et lille indblik i fra Ib Michaels, Pia Tafdrups, Jørgen Gustava Brandts, Jørgen Sonnes og Vagn Lundbues side i ‘Mangfoldighedsmusik'. Og det er glimrende til at sætte Nørgårds musikalske udforskning i relief. Spørgsmålet er da, hvad der er blevet af den særlige Nørgårdske kunstart der med Jørgen I. Jensens udtryk går ind i ‘kulturkløften mellem følelserne og det eksakte'. Ja, her kunne man nøjes med at citere Svend Hvidtfelt Nielsen, der i slutningen af sin bog med velvagte ord fremhæver den enestående betydning Per Nørgårds dobbelte indsats som skribent og komponist har: "Med hans konkretisering af kunstens erkendekraft, betoningen af dens samfundsmæssige betydning, samt - ikke mindst - udfoldelsen af disse muligheder i en frapperende musik, der lader sanselighed og intellekt forenes, står han som forbilledlig bannerfører for kunstens nødvendighed.". Det kan vist ikke siges bedre eller sandere. Men til gengæld rejser det spørgsmålet om der virkelig er en kulturkløft mellem følelserne og det eksakte. Nok ligger det fast, at der er en afgørende forskel mellem følelserne og det intellektuelle, mellem hjertets anliggender og fornuftens. Men eftersom de fleste af os i praksis kommer ud af det med denne forskel på en eller anden acceptabel og konstruktiv måde - undtagelsen er de sindssyge, og især de skizofrene - så går kulturkløften næppe dér. Den går snarere mellem humaniora og naturvidenskab eller mellem eksistentiel subjektivitet og objektiv videnskab. Men det er noget helt andet, og der er i allerhøjeste grad grund til i forbindelse med Per Nørgårds kunst og placering i kulturdebatten at sige fra over for misforståede forsøg på at sætte skellet op som en uoverstigelige kløft mellem følelserne og det subjektive på det ene side og det eksakte objektive eller intellektuelle og rationelle på den anden side. Der er reelt tale om komplementære indstillinger, der ganske vist ikke kan praktiseres fuldtud på en og samme tid, men som sagtens kan gøres gældende på skift, og som begge har deres store fortrin og derfor ikke bør ses som uforsonlige modsætninger. Begge hører med i helheden - og et realistisk helhedssyn kommer ikke uden om nogen af dem. Derfor er det også værd at notere sig, at Per Nørgård aldrig betragter kunstværket som et rent æstetisk anliggende. Man kan være uenighed med ham, hvad angår metafysikken, men ikke med hensyn til etikken og det samfundsmæssige. Kunstværket rækker altid ud over det skønnes område, fordi det er i stand til at åbne op for oplevelser eller erfaringer der placerer mennesket i et felt af medmenneskelighed og medansvarlighed. Per Nørgård må gerne tro, at virkeligheden fortæller ham flere historier. For under alle omstændigheder fortæller Per Nørgårds musik os mange historier om Per Nørgård og derigennem også om mennesket som sådant. Og det er mere værd end al metafysik. Links Kulturnets Nørgård-sider (med introduktion, biografi, bibliografi og værkfortegnelse samt afsnit om stil, ideer, strukturer, genrer m.m.) Klik Til toppen Til forsiden PrintVersion |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |