ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.5.04.

Miljøkonferencerne i København maj 2004

Det er karakteristisk for debatten om miljøet og miljøpolitikken, at der har fundet to miljøkonferencer sted samtidigt i København. Den ene, den mest officielle, længstvarende og grundigste 'konsensus-konference' var arrangeret af Institut for Miljøvurdering og dets direktør Bjørn Lomborg i samarbejde med bl.a. The Economist. Den anden, alternative to-dages 'ansvarligheds-konference' var arrangeret af bl.a. Folkekirkens Nødhjælp, Mellemfolkeligt Samvirke, Danmarks Naturfredningsforening, Verdens Naturfonden, Det økologiske Råd samt Noah, Attack og Specialarbejderforbundet SID. Dobbeltheden afspejler den kendsgerning, at miljødebattørerne, politikerne og de almindelige borgere er delt op i to fløje, der ikke kan samarbejde, men tværtimod finder det nødvendigt at bekrige hinanden, også med urigtige beskyldninger.

Dette har i et par år først og fremmest kunnet ses på modviljen og beskyldningerne mod den provokerende og kontroversielle Bjørn Lomborg, der den ene dag beskyldes for videnskabelig uredelighed, den næste bliver renset for beskyldningerne og den tredie af Time Magazine bliver udråbt til en af de 100 mest indflydelsesrige personer i verden. Hvorfor er Lomborg så forhadt i Danmark, spurgte fornylig BT's chefredaktør i en leder. Jo, han har gjort op med den ny-religiøse lære som hedder miljøkampen og som er udviklet af venstrefløjen, men har haft genklang langt ind over den politiske midte.

Den velmenende, dybt engagerede forhenværende miljøminister Svend Auken, der var medanbefaler af Ansvarlighedskonferencen kan ikke dy sig for i et debatindlæg i Politiken 22.5. at stemple Lomborgs problemstilling som falsk. Den angives nemlig at stå mellem udvikling eller miljø, modsat den alternative konference der har som formål at vise, at de globale miljøproblemer er gigantiske, at forureningen og ødelæggelsen af naturværdier især går ud over de fattige, og at indsatsen for at fremme udviklingen i den tredje verden går hånd i hånd med indsatsen mod de globale miljøproblemer.

Auken finder det interessant nok, men ikke retvisende at Lomborg-konferencen vil vælge mellem at gøre noget mod klimaforandring og at gøre noget mod sygdom, sult, urent vand, korruption m.v. og vel at mærke vil gøre det ud fra en cost-benefit-vurdering (hvilken indsats giver mest for pengene). Man kan frygte, mener Auken, at den underliggende dagsorden for hele det spændende møde er at vise, at det bedre kan betale sig at gøre noget ved problemerne med rent vand, tropesygdomme, lokale krige, korruption og handelshindringer end at gøre noget for at redde regnskoven, koralrevene og klimaet. Og konferencen går helt uden om at stille det efter Aukens mening meget mere realistiske (!) spørgsmål hvad der er mest nyttigt: at gøre noget for miljøet i hele verden og uddannelsen og udviklingen i ulandene eller bruge penge på Irakkrig, stjernekrigsprojekt og bemandede rumskibe til Mars.

Tilsvarende spørger en medarrangør af Den alternative konference, John Holten-Andersen, i en kronik om vi skal vælge eller prioritere, dvs om en løsning af miljøproblemerne set i det store perspektiv må ske ved at træffe politiske valg om klodens langsigtede og almennyttige værdier eller ved at foretage en snævrere prioritering af indsatsen over for udvalgte problemkomplekser som sygdom og sult. Det drejer sig efter kronikørens egen opfattelse om at finde ud af hvordan man kan sikre at ti milliarder mennesker kan få et anstændigt liv på jorden - og ikke om på kynisk vis at begive sig ud i kalkulationer om hvad en fattig afrikaners liv mon er værd sammenlignet med en rig danskers.

Lomborg for sit vedkommende svarer i forskellige indlæg - og Deadline-diskussion med Auken - at han ikke vælger prioriteringens vej fordi den på nogen måde er ideel, men fordi den er realistisk. Han ser gerne at man gør meget mere for miljøet end man gør i dag, men påpeger at i realiteternes politiske verden er ressourcerne begrænsede, og der vil følgelig blive prioriteret under alle omstændigheder. Det bedste vil da være at prioritere bevidst og åbent - ud fra jordnære økonomiske betragtninger om, hvad der giver mest for de begrænsede midler der er til rådighed, for det er den slags argumenter der kan påvirke beslutningstagerne.

Beskyldningerne om kynisme er kun med til at afspore debatten, for hverken Lomborg eller nogen af de økonomer der har deltaget i konsensus-konferencen har på noget tidspunkt påstået, at det enkelte menneske ikke skulle have en værdi i sig selv der gør det umuligt at sammenligne en fattig inuits eller afrikaners værdi med en overvægtig velfærdsdanskers. De har derimod påpeget at politikerne uanset om vi kan lide det eller ej har begrænsede midler til deres rådighed og følgelig er tvungne til og rent faktisk også foretager en prioritering mellem de valgmuligheder der forefindes.

I realpolitikkens verden står valget i Danmark overhovedet ikke mellem om vi skal afvikle velfærdsstaten, politi og militær, øge arbejdsløsheden, gå drastisk ned i indkomst, forringe uddannelsessystemet og sygehusvæsenet eller til gengæld forøge bistandshjælpen til ti, tyve eller fyrre procent af bruttonationalproduktet. Tværtimod vil alle have mere i løn, og mere uddannelse og sygdomsbekæmpelse. I USA står valget ikke mellem enorme udgifter til militær, sikkerhed og rumforskning (alle dele er nært knyttet til en teknologisk udvikling der har haft enorm betydning på alle områder af samfundslivet kloden over) eller større overførsler til de fattige i hjemlandet og i ulandene. Man kan naturligvis vægte interesserne og behovene lidt forskelligt alt efter hvilken social klasse og hvilket politiske parti man tilhører eller hvilken præsidentkandidat man foretrækker. Men generelt ønsker alle amerikanere en stærk og førende stat der både økonomisk og sikkerhedsmæssigt er så uafhængig af andre lande som vel muligt.

Der er naturligvis forskel på de forskellige politiske partier overalt i verden. Men alle steder gælder, at politikerne vælges efter om de kan løse de øjeblikkelige opgaver bedst muligt, og fravælges (eller styrtes) hvis de ikke kan dette eller hvis de i for høj grad tilgodeser egne interesser eller fjerne langsigtede mål.

Politikerne kan i fredstid ikke overleve valg af altfor langsigtede mål der kræver økonomiske ofre her og nu. De velmenende miljøforkæmpere der vil have os til at redde miljøet fra alle slags trusler og forureninger, som ovenikøbet på grund af deres komplekse karakter er af højst usikker teoretisk art, kan propagandere for deres synspunkter alt det de vil - og undertiden få megen gehør og organisatorisk opbakning derved, men når folk ved parlamentsvalgene skal vælge repræsentanter til at slås for deres synspunkter på tinge, så vælger de i stor udstrækning realpolitikere, hvis horisont som hovedregel kun går til næste valg. Om det så er den aktuelle velfærdsdebat herhjemme så viser den, at de fleste mennesker på teoretisk plan sagtens kan se problemerne - fx ældrebyrden - tyve, tredive og fyrre år frem i tiden, men kun de allerfærreste er villige til at drage usikre politiske konsekvenser af indsigten i dag.

Barry EichenGreen kunne påpege at omkostningerne ved at gribe ind i finaniseringsmarkederne ofte overstiger gevinsterne, og at der iøvrigt er forbundet så stor usikkerhed med alle estimater på dette område, at det politiske beslutningsgrundlag er dårligt. Dog ville det være et stort fremskridt at indføre internationale lån til ulande i disses egne valutaer.

Philip Martin påviste at det samlet set vil være en fordel når folk migrerer fra lavindkomstlande til højindkomstlande, men da dette jo ofte vækker modstand i modtagerlandene, er forudsætningen for den langsigtede gevinst en 'ordentligt administreret migration'. Da det er en fordel at mindske uligheden mellem landene indbyrdes, bør en minimering af forhindringerne for migration efter Martins mening prioriteres højt.

Susan Rose-Ackerman kan dokumentere at enorme beløb hvert år kanaliseres væk fra udviklingsprojekter i verdens fattigste lande og direkte over i lommerne på korrupte politikere og embedsmænd. Hun fastlår at korruption og dårlig regeringsførelse for mange udviklingslande er en forhindring for en effektiv håndtering af fattigdom og andre globale udfordringer. Men hun indrømmer også at den største udfordring ved at minimere korruptionen er hvad hun med meget pæne ord kalder "vanskeligheden ved at bekæmpe indgroede interesser". Nogle stater fungerer i øjeblikket så dårligt, at det i praksis er umuligt at gennemføre reformer.

Lant Pritchett påpeger at undervisningsresultaterne i næsten alle udviklingslande er chokerende dårlige, fordi systemet i mange lande er utroligt mangelfuldt (der mangler de mest grundlæggende undervisningsmaterialer og lærerne er dårligt uddannede) og fordi man måler hvor mange penge der bruges i stedet for elevernes præstationer. - Tilsyneladende er der ingen enkle løsninger på dette problem, der i sidste ende må regnes for temmelig afgørende, hvis målet for udvikling er at blive selvansvarlig.

Frank Rijsberman kan påvise at investeringer i simple vandteknologier til små landbrug vil kunne give et afkast på det syvdobbelte, og at investeringer til lokalt forvaltede vandforsyninger tilsvarende vil give et afkast på det firdobbelte. Problemet er ikke mangel på vand i verden, men den manglende adgang til vandforsyning til såvel forbrug som landbrug.

Kym Andersons beregninger har vist, at en liberalisering af handelsbarrierer og fjernelse af landbrugsstøtte vil være virkeligt gode investeringer. Det vil dog forudsætte at "vores ledere viser sig tilstrækkeligt modige og villige til at udnytte de chancer optimalt der byder sig for unilaterale og multilaterale handelsreformer". - Og så er vi klart over i det ideelle. For som debatterne om landbrugsstøtten inden for EU gang på gang har vist, så er den politiske vilje til at fjerne denne støtte minimal.

Jere B. Berhmans analyse viser, at en systematisk indsats over for fejlernæring og kronisk sult, herunder investeringer i landbrugsteknologi, ikke blot vil kunne mindske den menneskelige lidelse i verden, men også vil være en god forretning. Og vi taler her om ikke mindre end 800 millioner underernærede mennesker. Cost-benefit-faktoren for de nævnte investeringer kan meget vel, selv ved forsigtige skøn, ligge på helt op til 15-20.

Anne Mills og Sam Shillcutt påviste at gevinsterne ved at investere i bekæmpelse af malaria og HIV/AIDS langt overstiger udgifterne. Eksempelvis vil en årlig investering på 44 mia kr. kunne give et nettoudbytte på 2268 mia kr. årligt!

Men ikke desto mindre vovede de at lave en prioriteringsliste med 17 elementer i stedet for de ti mulige der var udgangspunktet, idet man opererede med en tænkt rammebevilling på 50 mia som realistisk. Og det mest bemærkelsesværdige resultat var at de langsigtede klimaproblemer, herunder Kyoto-protokollen, kom sidst på listen, mens bekæmpelse af hiv/aids, sult og handelsbarrierer kom øverst. Det svarede stort set til, hvad den samtidige Ungdomskonference kom frem til.

Hvis man investerer ekstra 27 mia dollars i kampen mod hiv/aids frem til år 2010 vil pengene komme tilbage næsten 40 gange, forklarede Lomborg. Og 12 mia dollars i kosttilskud i form af jern, zink, jod og A-vitaminer vil også give højt udbytte. Fri verdenshandel vil efter panelets mening stort set ikke koste noget, men give en gevinst på 2400 mia dollars om året. Med de vigtigste investeringer når man ca. 50 mia, og mente altså dermed at kunne holde sig inden for realpolitikkens begrænsninger. Det tror man vil give størst lydhørhed hos politikerne. Men flere grunde taler for at man meget vel kan forregne sig.

Økonomi er unægteligt det mest realistiske hensyn at tage for politikerne, men bæredygtigheden i den økonomiske, sociale og miljømæssige politik er ikke dermed dømt ude af billedet, for bæredygtighed skal - som Brundlandt-rapporten fra 1987 fastslog - forstås som "en udvikling der opfylder de nuværende generationers behov uden at bringe fremtidige generationers mulighed for at opfylde deres behov i fare". Og dette ideal bliver naturligvis ikke meningsløst, fordi det må erkendes, at det er uhyre svært at sige noget sikkert om udviklingen tyve, tredive eller fyrre år frem i tiden - for slet ikke at tale om udviklingen flere hundrede år frem. Først og fremmest kendes de teknologiske muligheder for fremtiden slet ikke.

For det andet gælder, at så rene cost-benefit-betragtninger som der her er lagt op til naturligvis kan have sin værdi i en realistisk prioritering der går ud fra givne, begrænsede ressourcer. Men den bliver immervæk teoretisk al den stund de midler der er til rådighed er fiktive og ikke bevilligede af nogen myndighed. Det er muligt at pengene vil kunne bevilliges af forskellige instanser, men regnestykket forbliver urealistisk, fordi den realpolitiske bevillingsmekanisme er en helt anden.

De forskellige landes regeringer sidder ikke og prioriterer opgaverne på et så teoretisk grundlag, men går i langt højere grad ud fra hvad der er tradition for, hvad græsrodsbevægelser og ulandene selv foreslår og hvad internationale organisationer anbefaler og eventuelt forhandler sig frem til. Det er fx helt usandsynligt at man på verdensplan ikke vil gøre noget for lokal vandforsyning og kloakering, for landbrugsteknologi eller for uddannelse. Og det er også helt usandsynligt, at man totalt dropper Kyoto-protokollens målsætninger.

For det tredje gælder - og det er faktisk den alvorligste indvending - at også Konsensus-konferencens beregninger og prioriteringer som antydet har den snært af idealisme der sætter spørgsmålstegn ved deres seriøsitet og ansvarlighed.

Problemet er ikke gavnligheden af jordnære økonomiske cost-benefit-beregninger, men derimod den totale abstraheren fra politisk, social og individuel etisk ansvarlighed som en ensidig fokusering på investeringer i bekæmpelse af sult, sygdom, forurening og for ringe skolegang indebærer.

Ganske som det kan påvises at uhyre megen ulandsbistand går i de forkerte lommer på grund af den udbredte lokale korruption, så kan det nøgternt også påvises, at effektiv afhjælpning af underernæring, sult, sygdom og epidemier nok hjælper et meget stort antal mennesker til overlevelse, men samtidig også medvirker til et større fødselstal og en større befolkningstilvækst. Mens korruptionen må betragtes som en direkte brist i den nødvendige etik, så kan underernæringen, sulten, sygdommene og epidemierne i ulandene ses som udtryk for en manglende sammenhæng mellem levevis, forplantning og seksualmoral på den ene side og naturens egne love for overlevelse.

Når John Holten-Andersen i den forannævnte kronik slår til lyd for at det burde være miljøpolitikkens mål at sørge for at ti milliarder mennesker får et anstændigt liv på kloden - for slet ikke at tale om at tyve milliarder om yderligere hundrede år - så er der i hvert fald ét problem som han og alle andre miljøforkæmpere ser totalt bort fra - og det er overbefolkningen og den belastning af naturen og ressourcerne som den vil medføre. De gør det naturligvis ikke fordi de slet ikke aner problemet, men fordi de har en humanitetsopfattelse der gør det til ren og skær kynisme at tage problemet alvorligt.

Man kunne sige noget tilsvarende om migrationsproblemet. Det er anført at den stigende migration vækker modstand i 'modtagerlandene' og - som vi har set herhjemme og i efterhånden alle vesteuropæiske lande - foranlediger begrænsninger kombineret med øget udviklingsbistand til aftagerlandene. Tilsyneladende finder alle det mest humant - i hvert fald på teoretisk eller 'universelt' niveau - at betragte uligheden i verden som en uting og en uretfærdighed. Og mange hylder ideen om en vis udligning. Men i praksis er der grænser for udligningsviljen. Alle rige og udviklede lande gør hvad de kan for at bevare forspringet for de andre. Og udviklingslande som Kina med stigende styr på problemerne gør hvad de kan for at komme med i ræset om overlevelse og fremskridt.

En idealisme eller humanisme der bygger luftkasteller tjener intet formål, men en realisme eller markedsøkonomi der holder sig til de snævre begrænsninger og mekanismer løser heller ikke opgaven.

Den fulde ansvarlighed og bæredygtighed må nødvendigvis tage alle forhold og hensyn i betragtning. Den må herunder også se på alle de etiske aspekter der er forbundet med regeringsførelse, udvikling, teknologi, uddannelse, ulandsbistand samt magtpolitik og sikkerhed.

Det mest sikre ved miljøproblematikken er, at det i dag er umuligt at forudsige følgerne af forureningen, den teknologiske udvikling og befolkningstilvæksten. Men også at det er umuligt at forudberegne alle virkninger af de tiltag man måtte gøre på nationalt eller internationalt plan. Uanset hvad man gør - med eller uden bistand af velmenende konferencer - så vil tiltagene have virkninger der ikke var tilsigtede. Derfor skal man ikke undlade på hvert givent tidspunkt at gøre det man finder økonomisk, socialt, kulturelt og moralsk forsvarligt og rigtigt. Men man skal være realistisk nok til at erkende, at man ikke på forhånd kan vide, hvad den bedste løsning vil være.

Parterne i debatten burde i denne sammenhæng også vise lidt større tolerance over for dem der måtte mene noget andet end de selv gør.

Copenhagen Consensus 2004  om man vil: Københavnsk Enighed
Global Conscience  eller populært: Københavnsk Ansvarlighed
Institut for Miljøvurdering
Miljøministeriet

Lomborg renset  (22.12.03.)

Jagten på Lomborg  (12.1.03.)
om Uredelighedsudvalgets uredelige dom 8.1.03. over Bjørn Lomborg.

Lomborg, realisterne og miljøforkæmperne  (7.9.02.)
om topmødet i Johannesburg om 'bæredygtig udvikling'
- september 2002.