|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 10.7.08.Klimaet, fattigdommen, G8 og afmagtenG8-mødet på den japanske ø Hokkaido sluttede tirsdag med en aftale om at reducere den globale udledning af drivhusgasser med 50 % i 2050. Dertil kom vage formuleringer om reduktion inden 2020. Det positive ligger i at der overhovedet blev enighed om noget der kan indgå i forhandlingerne op til klimamødet i København 2009, og at USA nu tilslutter sig en fælles målsætning. Disse to ting alene betegnes af optimister som et stort skridt i den rigtige retning. Klimaminister Connie Hedegaard var - erklærer hun i dagens klumme i Berl. Tidende - overvejende positiv. "Der er da masser af ting, de otte store økonomier IKKE blev enige om, hvilket mange kritikere heftede sig ved. Rigtigt. Men ingen havde jo forventet, at G8 ville skrive en ny klimaaftale. Så sent som i sidste uge var jeg til uformelt rådsmøde med mine europæiske kolleger, og her var prognosen negativ. Amerikanerne ville ingenting. Sådan gik det altså ikke. Tværtimod tog USA endnu et afgørende skridt væk fra sin hidtidige modstand mod internationalt bindende mål. Hun understreger, at G8-landene slog fast:- at de globale udledninger af drivhusgasser skal halveres i 2050 - at den rige del af verden skal gøre mest, hvilket vil sige mere end 50 % - og at man for at nå det langsigtede mål også må sætte mellemlange mål." Hedegaard betoner at G8 også slog fast, at der på det mellemlange sigt skal være tale om “absolutte reduktioner”. Det har længe været EU´s politik, fortsætter hun. "Men så sent som i april sagde George W. Bush, at USA først ville stabilisere sine udledninger i 2025. Deres udledninger ville altså stige de næste 17 år! Nu har han accepteret, at der skal absolutte reduktioner til også på det kortere sigt. Det er altså en bevægelse i den rigtige retning. Jamen, går det ikke for langsomt? Vel gør det så. Er der ikke tonsvis af ubesvarede spørgsmål? Jo, i den grad. Men vi er nødt til at se det enorme arbejde med at skabe en ny klimaaftale i København næste år som en proces. I tirsdags bragte G8 processen et par skridt i den rigtige retning." Det negative er og bliver imidlertid at G8 - de riges klub af Canada, Frankrig, Italien, Japan, Rusland, Tyskland, USA og UK - afviste udviklingslandenes tilbud om at begrænse deres udledning mod at de rige lande påtog sig en reduktion inden 2020 på 25-40 %, svarende til målsætningen fra klimamødet på Bali i december. Et sådant konkret delmål ville have været en virkelig gevinst, men Canada, Japan og USA satte sig imod med den begrundelse at det ville være uansvarligt at fastsætte mål inden landene er færdige med at beregne hvor megen udledning de vil være i stand til at fjerne. Men uden konkrete og bindende delmål på kort sigt anser bl.a. Verdensnaturfonden alle løfter for nærmest værdiløse. Ingen kan gøres ansvarlige for nogetsomhelst så langt frem som til 2050. Det er da rigtigt at det kan betegnes som et fremskridt at USA er kommet med i aftalerne, men hovedproblemet er uændret den store kløft mellem de rige landes og udviklingslandenes villighed til at begrænse CO²-udslippet. For det er de rige lande der udleder mest, nemlig ca. 62 % af den totale udledning mod de fattige landes 38 % - en inder eksempelvis 8 % af hvad en dansker udleder og 4 % af hvad en amerikaner udleder. Men det er inderne, kineserne, afrikanerne, brasilianerne m.fl. der har brug for størst vækst for at mindske uligheden i verden. Der er selvsagt rejst hård kritik af klimaaftalen fra FN. Chefen for FN's klimasekretariat, Yvo de Boer, der skal sidde for bordenden på klimamødet i København i 2009, beklager at der ikke er bare en enkelt henvisning til hvor store G8-landene mener deres udledninger må være i 2020. Og formanden for FN's klimapanel, den indiske professor Rajendra Pachauri, understreger både at det er altafgørende at kurven for CO²-udledning knækkes senest i 2020, og at opgaven primært må påhvile de rige lande, fordi det fx er umuligt for et udviklingsland som Indien at sætte loft over udledningen, når millioner af mennesker lever i armod. Dermed peger han direkte på sagens kerne: kløften mellem de rige landes og de fattige landets interesser, vækstmuligheder og villighed til at ændre prioritering. Man kan ved bedømmelsen af resultatet egentligt kun konkludere, at G8-mødet som sædvanligt blev præget af den hårde kendsgerning, at det kun er muligt at nå til enighed om laveste fællesnævner. Man vedtager kompromis'er der med lidt god vilje kan siges at bringe processen et lille skridt i den rigtige retning, men som i realiteten ikke batter til noget i sig selv. En effektiv og alvorlig begrænsning af CO²-udledningen kan formentlig ikke vente til 2050 uden at det vil få mærkbare følger for muligheden for at rette op på skadevirkningerne i tide. Men ingen lande vil påtage sig at gå forrest og fastsætte de nødvendige, bindende delmål på det korte sigt. Og ingen international organisation har magt eller agt til at pådutte landene sådanne mål. G8-mødet påstås derfor at have vist at "forældede organer ikke kan styre verden". Men realiteten er dog her fuldstændigt uændret: ingen organer styrer eller har nogensinde styret verden. Det ville derfor heller ikke løse problemet eventuelt at modernisere organer som G8 (Group 8) eller FN - fx med udvidelser til G15 eller G16 eller med ændringer i FN's sikkerhedsråd. Verden er simpelthen underkastet nogle udviklingstendenser der i nogen grad kan justeres eller reguleres, men som intet land og ingen organisation - heller ikke de mægtigste - er herre over eller nogensinde bliver herre over. De væsentligst tendenser er det stigende befolkningstal, den stigende vækst, kampen om ressourcerne, kampen om markederne og kampen om magten. Alle fem tendenser skaber større ulighed i verden og derfor endnu stærkere kamp om ressourcerne, markederne og magten. Ideelt set kunne man tænke sig en ændring af befolkningstallet der ville svare til vækst og ressourcer og som kunne gøre konkurrencen om markederne og magten til en fredelig og rationel proces. Men det er ren utopi. I praksis fungerer rivaliseringen som en yderst irrationel proces, der ikke forhindrer de mest udviklede og civiliserede lande i at indgå fornuftige aftaler der giver alle implicerede parter fordele - som det bl.a. i store træk synes at ske i EU's regi. Forudsætningen er imidlertid et fælles niveau af oplysning og demokrati som gør fordelene indlysende for alle involverede. Dette er allerede i EU ved at have nået sin grænse på grund af udvidelsen og den dermed forbundne indlemmelse i medlemsskabet af for uensartede størrelser. Og på verdensplanet er muligheden slet ikke til stede. Derfor kan de politiske ledere her have næsten alle de gode hensigter de vil. De kan derimod ikke enes om alt og de ville selv i så fald ikke have mulighed for effektivt at styre udviklingen. Tanken om globalt lederskab er lige så utopisk som tanken om én verden. Dette lyder naturligvis pessimistisk, men er nøgternt set en realistisk konstatering af menneskets og menneskehedens faktiske afmagtssituation. Eksempelvis er der alt for få fødevarer til de 6,5 milliarder mennesker der i dag befolker jordkloden. Sultedøden er vis for mange millioner. Politiske magtforhold og ukontrollable markedsmekanismer gør effektive løsninger umulige. Men befolkningstilvæksten i årene frem til 2050 vil ifølge FN's prognoser være 2,6 mia der alle vil ske i de nuværende udviklingslande der følgelig vil have et voldsomt stigende behov for en økonomisk vækst der igen alt andet lige vil indebære en voldsom stigning i CO²-udledningen. Og der er vel at mærke nøgternt set ingen løsning på hverken fødevaremanglen eller udledningen af drivhusgasserne. En total standsning af befolkningstilvæksten ville være det eneste effektive middel mod begge onder. Men en sådan er ikke mulig, for ingen styrer menneskets biologiske drift. Derimod kan man i vid udstrækning gennem bistandshjælp og humanitær hjælp øge mange menneskers overlevelsesmuligheder uden samtidigt at sikre en fornuftig sammenhæng mellem befolkningernes levestandard og formeringsrate. Det må betragtes som givet at de næste 40-50 år - udover stigende klimaproblemer og fødevaremangel - også vil skabe stigende kamp om ressourcer, markeder og magt. Bl.a. er det givet at kæmpemæssige lande som Kina og Indien med i dag hhv ca. 1,3 mia og 1,1 mia mennesker vil få en langt stærkere rolle at spille på verdensplan, mens europæiske lande som Frankrig og England såvel som nordamerikanske USA vil få en mindre rolle at spille. Sydamerika, Afrika og Mellemøsten er i denne forbindelse endnu ret uforudsigelige udviklingsområder. Magtfordelingen på verdensplan vil blive anderledes, men stadigt vil ingen enkelt nation, ingen alliance mellem nationer og intet internationalt organ være herre over den globale udvikling. Befolkningstilvæksten, fødevaremanglen og forureningen vil fortsat være stigende problemer. På denne baggrund er det nyttigt at repetere de vigtigste af de politiske og økonomiske afmagtspostulater der blev opstillet her på siderne for flere år siden. De lyder: Det er - umuligt at skabe lighed for alle - umuligt at skabe frihed for alle - umuligt for samfundets politiske kræfter at tilfredsstille alle krav om retfærdighed og lighed - umuligt for samfundets økonomiske kræfter at producere sig ud af alle mangler - umuligt at ophæve begrænsningerne i de økonomiske ressourcer - umuligt at skabe et samfund, hvor alt er muligt og hvor alle altid kan få deres vilje - umuligt at bringe fantasien til magten (troen herpå er tegn på manglende realitetssans) - umuligt at undgå at magt korrumperer - umuligt at undgå at bureaukratisering medfører en nedsættelse af en organisations, virksomheds eller stats ansvarlighed, gennemskuelighed, kreativitet, nytænkning og iværksætterlyst Det er endvidere: - umuligt at undgå hierarki i samfund eller i virksomheder og organisationer - umuligt at forene demokrati med etpartisystem og pressecensur - umuligt at forene demokrati med teokratiske styreformer - umuligt at styre deflation lige så nemt og socialt acceptabelt som at styre inflation - umuligt at skabe et alternativ til markedsøkonomien der har samme velegnede mekanismer til at sikre størst muligt produktion til lavest mulig omkostning - umuligt at give markedsøkonomien frit løb uden samtidig at skabe basis for økonomiske magtkoncentrationer der vil undergrave markedsøkonomien. Det er umuligt at styre eller kontrollere miljøet 100 %, - når vores viden om miljøet er og vedblivende vil være begrænset, - når den ustyrlige markedsøkonomi ikke kan afskaffes, og - når den politiske vilje til pragmatisk konsensus om miljøpolitikken ikke kan skabes. Disse afmagtspostulater er ikke udtryk for pessimisme, men for den realisme der er kendetegnet af erkendelsen af at mennesket eller menneskeheden ikke er suveræn herre over udviklingen eller tilværelsen. Mennesket forlod i tidernes morgen dyrerigets uskyldighed og satte dermed gang i en kulturudvikling der på en og samme gang har dybt fascinerende muligheder for realisering af drømme og visioner, ekspansion og transcendens og dybt uforudsigelige risici for fejltagelser eller utilsigtede virkninger. Det er denne ændring i den biologiske udvikling der på mytisk plan er berettet om i historie om syndefaldet og hvis fundamentale træk er at der ingen vej er tilbage til uskyldighedstilstanden. Mennesket har forladt paradisets have for at begive sig ud i en verden hvor det er ansvarligt for sin egen skæbne - uanset at det hverken kan overskue verden eller konsekvenserne af sine egne handlinger og valg. Ingen kender slutresultatet. Men derfor skal vi ikke sætte os opgivende hen og bare vente på hvad der sker. At være ansvarlig er også at sætte ind på at finde løsninger på de problemer der opstår og hvoraf nogle er mere alvorlige og presserende end andre. Men det er en fordel at bevare nøgternheden og dermed undgå store illusioners fare. Og det er ikke mindst en fordel at holde fast i tragediens humor: at vi på trods af alle anstrengelser, alle gode fortsætter, al god etik og oplysning aldrig kan være sikre på at få vores vilje eller at kunne styre udviklingen. Jan Jernewicz Henvisninger: Klima-aftalen på Bali bedre end ingenting (16.12.07.) G8-topmødet ude af fornuftige proportioner (14.06.07.) G8, klimaet og fattigdommen - i terrorens skygge (10.7.05.) Afmagtspostulater Syndefaldsmyten Humor og tragedie Humor og virkelighed Artikler om Miljø Artikler om Globalisering Artikler om Samfund Artikler om Eksistens Artikler om Religion Artikler om Sekularisering At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen De psykiske grundprocesser Konsistens-etikken Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |