JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - baliklima

ARTIKEL FRA JERNESALT - 16.12.07.

Klima-aftalen på Bali bedre end ingenting

Klimatopmøde på Bali sluttede natten mellem 14. og 15. december efter lange og hårde forhandlinger med en aftale der udstikker tidsfrister og temaer der skal forhandles frem mod FN's klimatopmøde i København om to år. Mødet var tæt på et sammenbrud, da USA afviste det sluttelige kompromisforslag, men det lykkedes bl.a. med medvirken af en dansk topembedsmand at overbevise amerikanerne om at de burde gå med eftersom udviklingslandene havde tilslutet sig og det i det hele taget var afgørende at nå til en aftale, hvis der skulle kunne nås et resultat i København i 2009 for perioden efter 2012.

Den vedtagne køreplan betegnes som stærkt udvandet i forhold til tidligere tekstforslag. Den udelader nemlig tre konkrete CO²-målsætninger fra FN's Klimapanel (IPCC): Rådet om at knække den globale CO²-kurve inden for 10-15 år, hvis verden skal undgå de værste klimakatastrofer, anbefalingen om at industrilandenes udledning beskæres med mellem 25 og 40 procent senest i 2020, hvis vi skal holde klodens opvarmning under de kritiske to grader - og rådet om at halvere det globale udslip af drivhusgasser inden 2050.

USA modsatte sig disse konkrete målsætninger, og var også imod at der ikke blev stillet relevante krav til udviklingslandene. Især Brasilien og Sydafrika rettede skarp kritik mod USAs forhandlingsleder Paula Dobriansky, der er viceminister for demokrati og globale anliggender, fordi der blev nedlagt veto mod en tekst om ulandene, som Indien og Kina havde udarbejdet, og som EU havde sagt ja til.

Talsmænd for NGO-organisationerne udtrykte dyb skuffelse over resultatet, mens andre først og fremmest understregede det positive i at det overhovedet lykkedes at blive enige om et kompromis. Trods alt tilslutter alle deltagerlande sig i princippet konklusionerne fra FNs klimapanel om, at menneskeskabte klimaforandringer truer mennesker, dyr og planteliv på jorden. Men det er korrekt - som kritikerne påpeger - at henvisningen til de nylige anbefalinger fra FN's klimapanel blev flyttet fra hovedteksten til en fodnote. Men de store lande som USA, Kina, Indien, Rusland og EU afgav fremfor alt et løfte om at forhandle seriøst om en historisk global klimaaftale i København til erstatning for Kyoto-aftalen fra 1997 der gælder årene frem til 2012.

Den danske klimaminister Connie Hedegaard erkendte at EU og Danmark ikke fik alle ønsker opfyldt, men at man i hvert fald fik det man var kommet efter: en køreplan mod topmødet i 2009. Vejen til København bliver lang, sagde hun. Den bliver besværlig og stenet. Og drama kan det også blive til i København. »Til det sidste sekund ved man ikke, om man har en aftale. Alle holder kortene helt tæt til kroppen. Jeg er bange for, at vi kommer til at opleve det samme i København i nogle spændende decemberdage i 2009,« siger hun.

Hun understreger at »Vi er langt fra, hvad EU gerne ville. EU har førerskabet i verden. Det er vores rolle. Det har vi hele tiden vidst. Hvis ikke vi havde påtaget os den, så ville vi ikke have været, hvor vi er i dag. Og samtidig er det vigtigt ikke at lukke nogle døre,« siger Hedegaard, der mener, at ’verden faktisk tog et par gode skridt i dag’.

Bali-køreplanen tog fat på fire hjørnestene i klimasamarbejdet mellem industrilandene og ulandene:

En tilpasningsfond skal hjælpe de mest sårbare ulande med at modstå klimaændringer i form af oversvømmelser, højere vandstand, ekstremt vejr og tørke. Fonden råder i øjeblikket over 325 millioner euro (godt 2,4 mia. kroner) i perioden 2008-2012. Pengene kommer fra en afgift på to procent på de såkaldte CDM-projekter (CDM står for Clean Development Mechanism). Her investerer vestlige lande i skovplantning eller klimaprojekter i ulande mod at få godskrevet den sparede mængde CO² på det hjemlige klimaregnskab. Midlerne administreres af FN's globale miljøfond.

Indsats mod skovrydning og afbrænding af tropeskov, som regnes for en af de helt store klimasyndere. Globalt set bidrager afskovning med mindst 20 procent af det menneskeskabte CO²-udslip. Der er enighed om at sætte pilotprojekter i gang med henblik på, at store skovlande på længere sigt kan få penge for at undlade at fælde deres regnskov.

En ordning, der skal overføre klimavenlig teknologi fra industrilande til fattige lande. En sådan ordning betragtes som central for at få ulandene til at deltage i begrænsning af CO²-udslippet. Især Kina har ønsket en sådan ordning. Ulandene har bl.a. accepteret, at rige lande kan bruge allerede bevilgede bistandsmidler til formålet.

Endelig skal der findes mekanismer til at finansiere klimaindsatsen i ulandene. Pengene skal være ekstra bevillinger til CO²-begrænsning, tilpasning og teknologismarbejde.

Der er ikke overraskende at der er en meget stor kløft mellem de realpolitisk indstillede regeringschefer på den ene side og de idealistisk indstillede miljøforkæmpere og de mere eller mindre politiserede klimaforskere på den anden side. De første skeler hele tiden til økonomien og navnlig den økonomiske vækst, de sidste fokuserer på skrækscenarier som viser at det går rivende og uafvendeligt galt om få årtier, hvis de ansvarlige politikere ikke griber ind nu og i de allernærmeste år med tiltag der virkelig reducerer CO²-udslippet.

Fra den tidl. amerikanske vicepræsident og nylige nobelprismodtager Al Gore lød der advarsler til regeringscheferne, ikke mindst i hans ege land. Han mente generelt at miseren er at vi mennesker biologisk er indrettet så vi reagerer på de umiddelbare farer, men ikke på de mere langsigtede. Og han sammenlignede samfundsudviklingen med en supertanker, der som bekendt skal have meget lang tid til at vende om 180 °. Med sådanne formuleringer demonstrerer den gode Al Gore kun en idealisme der appellerer til ligesindede og ikke forsøg på finde argumenter der kan trænge ind i beslutningstagernes overvejelser. For reelt kan samfundsudviklingen ikke på nogen måde sammenlignes med en så enkel ting som en supertanker. Den er tværtimod et uhyre kompliceret netværk af uhyre mange udviklingstendenser og interesser og magtkampe, som ingen enkelt instans er kaptajn eller styrmand for. FN's klimapanel og FN's klimamøder kan samle landenes ledere og interessegrupper til plenarmøder og forhandlinger. Og det er gavnlig at det sker, fordi det lidt efter lidt kan ændre opinionen og politikernes vilje til handling. Men de har ikke status af overordnet myndighed for udviklingen og kan følgelig ikke diktere landene en politik der går imod disse landes egeninteresser.

Konkret er der overordentlig stor interessemodsætning mellem USA på den ene side og resten af verden på den anden, men bestemt også mellem de store industrialiserede lande på den ene side og udviklingslandene på den anden side. EU og navnlig relativt små, men velstillede lande som Danmark har råd til en betydelig hensyntagen til miljøet og tilpasning til klimaændringerne, men udviklingslandene kan ikke forventes at prioritere en tilsvarende miljø- og klimapolitik over deres behov for økonomisk vækst. Og de allerfattigste lande som de afrikanske er tilbøjelige til pr. automatik at svare nyimperialisme, hver gang EU begynder at stille krav til deres miljøpolitik eller på anden måde blande sig i deres forhold. Modsætningerne er reelt så store, at det slet ikke kan forventes at landene kan nå til enighed om andet end uforpligtende målsætninger. De fattige lande bliver sorteper, fordi de bliver de sidste der får gang i en bæredygtig økonomisk udvikling. Kina og Indien vil ikke under nogen omstændigheder dæmpe deres økonomiske vækst. Og USA vil og kan til syvende og sidst ikke lave om på deres livsstil eller begrænse deres højtbesungne frihed.

Teknologien ser i dette pespektiv ud til at være eneste redning, fordi den indebærer at det kan være profitabelt at investere i miljørigtige teknologiske landvindinger. Man har gennem teknologien mulighed for at slå to fluer med ét smæk: at sikre den økonomiske vækst og skabe mere bæredygtig udvikling. Teknologien kræver forskning, men mere forskning tjener også både beskæftigelse, uddannelse og oplysning.

Det tjener derfor ikke noget fornuftigt formål at stille miljø- og klimaproblemet op som en modsætning mellem videnskaben og praktisk politik. Men nok at erkende at der er betydelig afstand mellem miljforkæmperne og det politiske system af enkeltlande og internationale organisationer som FN. Afstanden overvindes imidlertid ikke gennem missioneren eller propaganderen fra miljøforkæmpernes side - og slet ikke gennem skingre dommedagsprofetier som vi vænner os til og betragter med stigende ironi. Der skal solid oplysning til i kombination med et engagement der beror på såvel personlig overbevisning som fuld forståelse for nødvendigheden af etisk konsistens. Den danske klimaminister, Connie Hedegaard, synes at have dette engagement og derfor er det et gode, at hun kommer til at stå for den afgørende klima-konference i København i 2009.

Men det ville være en fordel for alle parter om nødvendigheden af etisk konsistens gik op for flere - ikke blot på personligt, men også på politisk, nationalt og internationalt plan. Etisk konsistens er ikke muligt uden at invider så vel som nationer og det internationale samfund bevidst sætter sig for at sørge for overvægt af det gode i livet. Og det gode i livet vil på miljø- og klimaplanet sige den bæredygtige udvikling der ikke fremmer den økonomiske vækst og velstand på miljøets og klimaets bekostning, men tværtimod sørger for at det sker under varetagelse af hensynet til miljø og klima.

Reelt vil det ikke være muligt at optimere den etiske konsistens på noget plan uden at se kritisk på overforbrug på alle planer. Vi skal derfor såvel i de rige, industrialiserede lande som i de deciderede udviklingslande væk fra at at fokusere på vækst for vækstens skyld og i højere grad tilpasse vækstens tempo og omfang til den menneskelige sundhed på både fysisk og psykisk plan. Det stigende tempo og den deraf følgende stress i tiden er et tegn på ubalance i det økologiske system - og en indsats herimod burde derfor høre med til fornuftig miljø- og klimapolitik henimod en bæredygtig udvikling.

Dybest set ville en fundamentalt ændret indstilling til disse problemer betyde at miljæ- og klimapolitikken bliver uadskillelig fra værdikampen og kvalitetsreformerne. Men en sådan forandring skal man nok ikke forvente at se inden klimatopmødet i København i 2009. Så langt er hverken Connie Hedegaard eller Anders Fogh Rasmussen kommet i politisk modning!

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Link til FN-s hjemmeside for klimatopmøde

Relevante artikler på Jernsalt:

G8-topmødet ude af fornuftige proportioner  (14.6.07.)

Europas grønne gennembrud?  (12.03.07.)

FN-rapporten om klimaforandringerne  (05.02.07.)

Miljøkonferencerne i København  (31.5.04.)
Realpolitik, luftkasteller, ansvarlighed, bæredygtighed eller hvad?

Etik og eksistens
essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens,
opfattet helhedsrealistisk som alt menneskeligt fra privatliv til samfundsliv, fra ansvar for eget liv til ansvaret for helheden.

Værdimanifestet - i forkortet version
Manifestet beskriver på den komplementære helhedsrealismes grundlag de værdier der er nødvendige for eksistensen i vor tid.

Artikler om Miljø
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken

Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven

utils postfix clean