JERNESALT - klimatop09c
ARTIKEL FRA JERNESALT - 12.12.09.
Klimatopmødet I: Problemstillinger
- kendsgerninger, risici, overbefolkning, penge og konflikter
FN's igangværende klimatopmøde - COP15 - i Bella-Centeret i København har til formål inden næste uges udgang at skabe en stor international klimaaftale for alle verdens nationer til erstatning for Kyotoaftalen eller -protokollen fra 1997. Målet er nu som dengang at få en kraftig reduktion af udslippet af CO² eller kuldioxyd, ud fra det hovedsynspunkt at det aktuelle udslip på globalt plan er så højt at det i løbet af en relativ kort tidshorisont vil ødelægge jordens klimatiske balance - med det resultat af havenes vandstand vil stige, store oversvømmelser blive følgen tillige med tørke i visse områder, stigende nedbør i andre og alt i alt flere og større naturkatastrofer med tilhørende demografiske forskydninger.
Kyotoaftalens svaghed var at de to største CO²-udledere - Rusland og USA der tilsammen står for over 50 % af alt udslip - længe undlod at ratificere aftalen, og at de ikke har levet op til dens målsætning. Aftalen trådte derfor reelt først i kraft i 2005 - med tilslutning fra 130 lande. - FN holder årlige klimakonferencer, og det var på en af disse, Bali-konferencen i 2007, at det blev bestemt at København skulle være hjemsted for konferencen i 2009 som skulle bringe en bindende aftale på plads for perioden efter 2012. - For EU's vedkommende gælder at fællesskabet som udgangspunkt har accepteret global opvarmning på maximum 2 grader Celsius.
COP15 havde oprindeligt som mål at nå frem til en endnu større aftale der skulle være både juridisk og økonomisk bindende for landene, men allerede i begyndelsen af november stod det klart, at man ikke skulle forvente at få gjort aftalen juridisk bindende. Bl.a. så det ikke ud til at USA ville kunne få vedtaget en national klimalov og derfor ikke kunne binde nationen internationalt. Hvad præsident Obama har med i ærmet når han kommer til konferencens slutning, vides ikke med sikkerhed. Men han har med overlæg flyttet sin enkeltdags-deltagelse fra den 9. til den 18.-19. december, og det tager man som et tegn på at han har noget positivt at byde på i form af penge og CO²-begrænsning.
Fra FN's side har der været stigende optimisme. Generalsekretær Ban-Ki-Moon sagde forud for konferencens start, at organisationen og de politiske ledere er på rette spor. Han gjorde opmærksom på at han aldrig havde oplevet en multilateral konference med så meget momentum, før den skulle begynde. Momentum er jo efterhånden blevet en meget yndet internationalt udtryk for det man i gamle dage kaldte drivkraft. Og formentligt er det fuldstændigt korrekt, at FN som organisation næppe har oplevet lignende kraft i forhåbningerne til en konference. Og det kan naturligvis kun glæde en svag generalsekretær for en ellers svækket organisation.
Men FN's klimachef Yvo de Boer lagde på konferencens indledende pressekonference dog ikke skjul på at de rige lande bliver nødt til at give store pengebeløb til de fattige lande, hvis en aftale skal komme på plads, for det er nødvendigt at disse lande får midler udefra for at kunne blive i stand til at reducere deres CO²-udslip.
Næsten samtidigt blev der lækket nogle mails med meningsudveksling mellem klimaforskere, hvoraf skulle fremgå at britiske forskere skulle have forsøgt bevidst at holde kritiske synspunkter ude af rapporterne fra FN's klimapanel - IPPC. Den tidsmæssigt ubelejlige læk - kaldet Climategate efter de berygtede amerikanske sager Watergate og Irangate - skyldtes formentlige russiske deltagere der ønsker sand i maskineriet, men den får næppe større betydning.
Det samme kan siges om den læk der ved konferencens start drejede sig om et dansk udkast til en endelig aftale, hvoraf skulle fremgå at udviklingslandene bevidst skulle spises af med en aftale der ikke giver dem de indrømmelser de ønsker. Lækken formodes i dette tilfælde at stamme fra yderst skeptiske afrikanske deltagere, men der foreligger slet ikke et officielt udkast fra dansk side. De fattige landes talsmand ved COP15, den sudanesiske FN-diplomat Lumumba Stanislaus Di-Arping er fjendtligt indstillet over for det danske formandsskab og ser generelt alle problemer i lyset af europæernes 400 år gamle kolonipolitik. Det kan være historisk rimeligt, men tjener intet konstruktivt formål ved en klimakonference der drejer sig om fremtiden.
Sager som disse viser imidlertid at problemerne er mange og mangeartede. Uenigheden mellem landene er stor, specielt mellem rige og fattige. Ja, de fattige lande har simpelthen dyb mistillid til de rige. Og løsningen på konferencens sidste dag eller nat vil umuligt kunne tilfredsstille dem - ligegyldigt hvordan den i sidste ende bliver skruet sammen.
De helt konkrete kendsgerninger om CO²-udslippet og dets konsekvenser er svære at vurdere, fordi eksperterne er indbyrdes uenige.
Det står dog fast at et flertal af klimaforskere er kommet til det resultat at hovedparten af klodens aktuelle opvarmning skyldes udslip af CO² eller andre 'gasser' der lægger sig som en dyne om kloden og gør den til et stort drivhus. Selv en forsker som professor Roger A. Pielke fra Colorado University, der nylig deltog i den alternative klimakonference på Christiansborg, erklærer beviset for et menneskeligt fingeraftryk på det globale og regionale klima for ubestrideligt. Blot mener han at klimaforskerne, inkl. FN's klimapanel, er for selektive og sortsynede i udvælgelsen af de informationer de giver politikerne.
Nok den mest rabiate klimaskeptiker, britiske Lord Christopher Monckton, betragter forskerflertallets advarsler som et stort svindelnummer. Miljøorganisationerne er i hans øjne i gang med "at påtvinge verden en kommunistisk verdensregering"! Så han foretrækker at FN og dens hæslige bureaukrati bare bliver lukket. Og han ønsker den forhenværende amerikanske vicepræsident Al Gore og andre retsforfulgt. Det er den slags man kalder udslag af forfølgelsesvanvid.
Al Gore himself lavede som bekendt allerede i 2006 både en bog og en film om 'Den ubekvemme sandhed' der nok var manipulerende i den forstand at den appellerede direkte til folks følelser, men dog netop på grund af sin succes havde til resultat at klimaproblemet blev klart for de fleste. I en ny bog fra i år om 'Vores valg' belyser han mulighederne for at imødekomme klimaudfordringen ved primært at ændre valg af energikilder og adfærd. Energieffektiviseringer vil være et stort skridt på vejen. Og da energi i hans øjne også er en form for valuta, understreger han naturligvis at der er store besparelser forbundet med at spare på energien. Men han er ikke blind for de mange kulturbetingede barrierer der er forbundet med en hurtig løsning på problemerne.
Vores egen klima-provokatør Bjørn Lomborg har længe slået på at det er de økonomiske realiteter man skal forholde sig til. Derfor vil han hellere have forskning end hvad han kalder 'nytteløs CO²-reduktion'. Bl.a. har han for nylig hævdet at en reduktion på 80 % ved midten af århundredet med direkte henblik på at nå den ønskede begrænsning på opvarmning af kloden med 2 grader nok vil skåne klimaet for skader for ca. 15.000 mia kr. årligt når vi når næste århundredskifte, men at omkostningerne vil reducere den økonomiske vækst med 200.000 mia kr. om året i samme periode. Eller som han formulerer det, så det bliver forståeligt: For hver krone man bruger til formålet vil man kun få for to øre reduktion af klimaskaderne.
Lomborg tror ikke på at store aftaler gavner, for hverken Rio- eller Kyoto-aftalerne nåede deres målsætning. En ny aftale på COP15 vil efter hans mening også blive virkningsløs. Det globale energibehov vil nemlig være dobbelt så stort i 2050. Men alternativ energi er slet ikke klar til at klare dette pres. Så det eneste der batter vil være drastisk øget forskning.
En anden dansk forsker, professor i fysisk geografi Ole Humlum, har netop udgivet en bog om 'Det ustyrlige klima'. Her påstår han at COP15 er lige så godt forberedt som præsident Kennedys invasion i Svinebugten i 1961, dvs elendigt forberedt. COP15 er efter Humlums mening baseret på fejlagtige antagelser og efterretninger. Bl.a. hører man i forberedelserne ikke på forskere der peger på vulkanudbrud, atmosfærisk støv, variationer i havstrømmene og påvirkning fra sol og kosmisk stråling. Humlum kan ikke lide FN's klimapanel og taler om 'klimaflaggelanter'. Et udtryk der minder undertegnede om salig redaktør Børge Outzes bedømmelse af deltagerne i den første Atommarch her hjemme, Holbækmarchen i 1961. Dem kaldte han dengang netop flaggelanter, fordi de pudsigt nok kom til at marchere den lange vej i sne og blæst, og det mente han de nød for lidelsens skyld.
På DTU har vi en professor Henrik Svensmark der har den teori at det er Solens kosmiske stråling der forårsager klimaforandringer - langt mere end CO²-udslippet. Men dette er der netop delte meninger om. Det væsentlige bliver, når alt kommer til alt, at der er mange faktorer der kan bidrage til klimaændringerne, og at vi ikke kan vide med sikkerhed, hvor meget de hver især bidrager med, da vi ikke har målinger over tilstrækkelig lang tid til at afgøre den slags.
En noget overset forklaring ligger i urbaniseringen, der som bekendt er voldsom i mange af klodens mest tætbefolkede områder. Urbanisering giver en markant temperaturstigning, fordi sten, beton og asfalt holder på varmen, og nogle af disse materialer bliver såmænd også brugt i stigende omfang i allerede bebyggede områder som danske sovebyer. Unge mennesker gider nemlig ikke passe haver og plastrer deres grunde til med fliser, der også giver problemer for afløbet af den øgede mængde nedbør!
Det sidste hører nok til i småtingsafdelingen, men urbanisering gør ikke, for befolkningstilvæksten på kloden er et voksende problem.
I dag er der ca. 6,8 mia mennesker på kloden. I 1950 var der kun 2,5 og i 2050 skønnes tallet at være 9,2 mia. En gigantisk befolkningstilvækst, der jo ikke bare skal overleve på minimumsrationer, men vil kræve højere og højere levestandard. Med det resultat at det samlede forbrug i verden allerede er eksploderet og det næste halve århundrede vil fortsætte eksplosionen endnu mere. Resultatet vil være en tilsvarende stigning i CO²-udslippet - medmindre der bliver gjort noget drastisk for at formindske dette.
Mennesket har for længst overskredet naturens smertegrænse, må man nøgternt konkludere. For konsekvensen af tilvæksten vil umiddelbart blive en voldsom stigning i sulten, hungersnøden, epidemierne, dødeligheden og flygtningstrømmene på de mest udsatte steder.
Dette er da også grunden til at de rige og industrialiserede lande med høj levefod og stigende vækst i bruttonationalproduktet (når lige bortses fra midlertidige kriser som den igangværende finanskrise) er blevet klare over, at klimaproblemet ikke kan løses isoleret ved egne reduktioner af CO²-udslippet. Udviklingslandene skal være med, så de fattige lande kan få teknologier og økonomisk vækst der sikrer relativt lave CO²-udslip, og så de lande som Kina, Indien og Brasilien der har store voksende økonomier og befolkninger hurtigst muligt får knækket kurven med udslipsstigning.
Overalt skal der altså penge, energieffektivisering og anden ny teknologi samt en ny balance mellem økonomisk vækst og CO²-udslip til for at give noget i retning af hvad vi med et smukt udtryk kalder 'bæredygtig udvikling' når ses på totalbilledet.
Der er ingen tvivl om at teknologierne vil udvikle sig i den rigtige retning de næste årtier, især hvis forskningen får tilført flere midler. Men der er næppe heller tvivl om, at de rige lande ikke kan ofre penge på de fattige lande ud over en vis grænse, som bestemmes politisk af vælgerne. De store, endnu økonomisk svage, men voldsomt ekspanderende lande vil sætte økonomisk vækst over klimaforbedringer. Og de fattige lande vil nægte eller være ude af stand til både at skaffe sig vækst og forebygge stigende CO²-udslip ved væksten, medmindre de betales for det. Det er præcis hvad de slås for i disse dage på COP15.
Det store problem her er imidlertid det paradoksale, at øget hjælp til de fattige lande - både i form af almindelig ulandsbistand og i nye klima-tilskud - alt andet lige vil betyde øget befolkningstilvækst, øget forbrug og øget forurening. Man kan øge hjælpen til disse lande af humanitære grunde - for at undgå de værste epidemier og sultkatastrofer. Men korruptionen i disse lande vil tage sin part af hjælpen. Og hjælp ud over ganske kort tid hindrer i sagens natur en fornuftig tilpasning mellem levefoden og velfærden på den ene side og befolkningsstørrelsen, sundhedstilstanden og dødeligheden på den anden side.
De fattige lande vil få hjælp fra de rige efter COP15. Den vil næppe blive i den størrelsesorden de selv ønsker eller forlanger. Og EU og USA skal blive enige om fordelingen. De rige lande ønsker at forebygge de værste følger af manglende hjælp; de håber hjælpen vil blive hjælp til selvhjælp - og de vil være underlagt det stignede idealistiske pres som kommer fra alle velmenende mennesker der bare under de fattige det bedst mulige - og iøvrigt ikke tænker i hverken økonomiske eller storpolitiske baner.
Ved næste uges udgang vil man kunne se, at COP15 - med det momentum FN's generalsekretær kunne konstatere forud for mødet - vil slutte med et tåleligt kompromis der ikke forpligter nogen juridisk i første omgang, men dog politisk så meget, at der vil komme penge på bordet til de fattige, blive lavet visse konkrete mål for reduktion af CO²-udslip for de nærmeste år og visse andre, lidt mere luftige hensigtserklæringer vedrørende de følgende årtier. Og muligvis kan en opfølgende konference i 2010 nå frem til bindende juridiske aftaler for nogle af de mange mål og løfter.
Men de grundliggende problemer vil bestå - også selvom Nasa's klimachef James Hansen, der i sin tid fik gjort opmærksom på den globale opvarmnings risiko, ikke får ret i sin meget dystre prognose om at en Københavneraftale ligefrem vil være en katastrofe, fordi den får folk til at tro at man er på rette spor. Men det er man efter Hansens mening aldeles ikke. Man vil tværtimod være på katastrofekurs.
To ting er dog værd at fastholde.
For det første er ingen klimakonference, ingen organisation i verden og heller ingen supermagt herre over udviklingen, hverken klimatisk, økonomisk, socialt eller demografisk. Dette betyder at ligegyldigt hvilke planer og aftaler man vedtager, så vil de ikke løse problemerne, eftersom utilsigtede og uberegnelige virkninger af det man gennemfører og det man undlader at gennemføre hele tiden vil give overraskende resultater og nye udfordringer.
For det andet er vores politiske, sociale, kulturelle og moralske tænkning slet ikke på højde med situationen. Alle tænker i alt for snævre økonomiske, fordelingsmæssige og forbrugermæssige baner - fordi der for det store flertal ikke er højere bevidste mål i tilværelsen og for de ledende politikere heller ingen større visionær og sammenhængende eksistensforståelse.
Skulle man i denne situation pege på noget der kunne begrunde håbet om en ændring, kunne det være det nævnte momentum for COP15. Sagen er nemlig at en stor drivkraft af psykisk energi er absolut nødvendig for at give politikken og kulturen det skub fremad der skal til for at få konfliktløsningen ført et kvantespring frem hvor perspektivet bliver tilstrækkeligt langt og viljen til handling tilstrækkelig dyb og stærk.
Menneskeheden har for længst gjort sig jorden underdanig og opfyldt den med sit afkom ud over alle grænser. Men den har de sidste 200 år ladet sig rive med af naturvidenskabens og teknologiens fremskridt i så høj en grad at den har glemt naturens ukrænkelighed - eller 'hellighed'. Naturen ses ikke som et 'skaberværk', men som et supermarked med frit valg på hylderne. Mennesket er blevet forbruger - og har ikke længere nogen pagt med naturen. Det betyder til syvende og sidst, at klimaproblemet i dag kun kan løses i og med et decideret kulturopgør, et opgør med den fremherskende vækstideologi.
Jan Jernewicz
Denne artikel er den første i en række om Klimatopmødet COP15.
Den næste vil dreje sig om skrækscenarierne. Derefter følger artikler om idealisternes drømme og de fattiges illusioner, og der rundes af med slutresultatet.
Henvisninger:
Links til:
COP15 Copenhagen
IPPC - Intergovernment Panel on Climate Change
Klima- og energiministeriet
Miljøministeriet
Den danske klimakommission
Al Gore's website
Bjørn Lomborgs website
Relevante artikler på Jernesalt:
Klimatopmødet VI: Højt at flyve, dybt at falde (19.12.09.)
Klimaet mellem idealer og realiteter (25.9.09.)
Klimaaftale i København til december i knibe (12.9.09.)
EU-topmødet i Bruxelles 11.-12.12.08. (16.12.08.)
Statsministeren går nu klimavejen
- men er ellers uanfægtet (17.11.08.)
Klimaet, fattigdommen, G8 og afmagten (10.7.08.)
Køl af! - lyder det fra Bjørn Lomborg (11.1.08.)
Klima-aftalen på Bali bedre end ingenting (16.12.07.)
G8-topmødet ude af fornuftige proportioner (14.6.07.)
Europas grønne gennembrud? (12.03.07.)
FN-rapporten om klimaforandringerne (05.02.07.)
Artikler om Klima og miljø
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering
At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken
Til toppen
Til forsiden
PrintVersion
Tip en ven
utils postfix clean
|
.jpg)
