JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - klimatop09e

ARTIKEL FRA JERNESALT - 16.12.09.

Klimatopmødet III: Idealisternes drømme

De sidste dages spektakulære begivenheder i København har gjort vores lille hovedstad verdenskendt for både det gode og det mindre gode.

Det er i sig selv en begivenhed at København i 1½ uge bliver centrum for det hidtil største internationale møde om klimaet i FN-regi. Over 115 nationer har sendt politikere, embedsmænd og eksperter - samt repræsentanter for erhvervsliv og ngo-organisationer til Bella-centret, der aldrig tidligere har haft et så stort og krævende arrangemenet, og som faktisk også er for lille og trangt til det.

Og det har naturligvis ikke gjort opgaven lettere at FN af den ene alle anden grund har været så rundhåndet med invitationerne til mødet at disse er blevet sendt ud i et tal der er tre gange større end de 15.000 der er plads til på én gang i centeret. Det er klart FN-organisationens ansvar, men det er Danmark der får skylden og den dårlige omtale.

Det bør dog ikke forklejne det forhold at selve forhandlingerne i Bella-Centret indtil dette øjeblik stort set er forløbet efter planen, dog som venteligt med stigende problemer med de fattigste lande. Dette fører til at regeringscheferne fra de store lande, herunder den britiske premierminister Gordon Brown, dukker op tidligere end beregnet, og at vores egen statsminister Lars Løkke Rasmussen må gå ind i den aktive ledelse en dags tid før påtænkt. De fattigste lande er begyndt at blokere eller obstruere forhandlingerne med procedure-spørgsmål, der giver dødvande i realitetsforhandlingerne.

På plussiden skal det noteres at Danmark har været vært for erhvervsledere fra hele verden til møde på Kronborg for at drøfte klimaproblemer, og at byen København har været vært for borgmestre fra ca. 90 storbyer der også vil drøfte de stigende problemer. Altsammen er med til at give COP15 endnu større momentum.

Samtidigt med disse officielle og halvofficielle møder og forhandlinger er der også alternative arrangementer, hvor de offentlige demonstrationer på gaderne selvfølgeligt, men uheldigvis har domineret mediebilledet.

To ting træder særligt i øjnene her:

Langt den største del af demonstranterne har været fredelige og velmenende mennesker der er kommet til byen for at presse politikerne til at påtage sig ansvaret for handling her og nu. Disse menneskers demonstrationer har været festlige indslag i gadebilledet, og man har fra arrangørernes side gjort hvad man kunne for at holde ballademagerne ude.

Men ballademagere har der været, vel at mærke ikke blot enkeltstående af den slags der dukker op alle vegne hvor der er mulighed for hærværk og konfrontationer med politiet. Nej, der er tale om organiserede aktivister der er imod det velordnede politiske system og det velfungerende erhvervsliv som sådanne, og som derfor går direkte efter at ramme begge dele med alt andet end demokratisk meningstilkendegivelse.

Heldigvis har politiet været forberedt på alt i kraft af god efterretningstjeneste, og det kan allerede efter de første fire-fem dages aktiviteter slås fast, at politiet stort set også har løst sin opgave ganske glimrende - ved bl.a. at isolere de grupper der målrettet har været ude på ballade. Det drejer sig fx om en gruppe ubehageligt fascistlignende, sortklædte og delvis maskerede aktivister på ca 200 mand som endda på dagen hvor turen gik mod Bella-Centret kørte rundt med en lastbil der viste sig at være fyldt med kasteskyts og boltsakse m.m. De sidste naturligvis beregnet på de store ståltrådshegn omkring Bella-Centret.

Politiet har benyttet sin nyerhvervede ret til præventive anholdelser i så stort et omfang at det til formålet specielt bur-indrettede 'klimafængsel' i en hal i det gamle Grønttorv på Retortvej i Valby har været fyldt godt op. Politiet havde den første dag over 900 af disse anholdelser, og den næste over 400. Og det har naturligvis vakt kritik - ligesom det forhold at de fleste anholdte i lørdags måtte sidde bagbundne i lange rækker nede på den kolde asfalt i op til fem timer. En oplagt fejl, der blev rettet med siddeunderlag den følgende dag.

Men politiets effektive indsats har - som fremhævet af politiinspektør Per Larsen - først og fremmest betydet at de lovligt anmeldte demonstrationer har kunnet forløbe nogenlunde så fredeligt som de var ment. Politiet kan imidlertid ikke undgå ved masseanholdelser også at tilbageholde demonstranter der er sagesløse, men blot har været så uheldige at blande sig med dem politiet går efter. Det får politiet uundgåeligt kritik af, men den slags er umuligt at undgå - og bør ikke i sig selv betragtes som et anslag mod den demokratiske demonstrationsfrihed. Men dette får man aldrig overbevist de advokater og andre der i tide og utide taler om menneskerettigheder.

Set fra undertegnedes synspunkt er der nogle få hovedgrupper af alternative klimainitiativer.

Den gruppe der primært vil have CO²-udledningen bremset hurtigst muligt og som ikke stiller spørgsmålstegn ved de videnskabelige vurderingers ofte ret bastante prognoser. Man vil ikke acceptere et loft på den globale opvarmning på 2 grader i løbet af det 21. århundrede som forsvarligt. Man forlanger derfor en reduktion af den aktuelle CO²-udledning reduceret med langt mere end de 25-40 % de rige lande i bedste fald forventes at sætte som mål for 2020.

Naturligvis angiver denne gruppering saglige argumenter af mere eller mindre lødig karakter for deres standpunkt. Men den er utilbøjelig til at acceptere usikkerheden i fremlagte data, beregninger og prognoser. Naturvidenskaben er så at sige blevet en religion, hvis forløbige beregninger dogmatiseres selvom de rent faktisk er usikre. Og selvom naturvidenskaben i allerhøjeste grad leverer ikke blot den teknologi der har muliggjort den gældende udnyttelse af jordens ressourcer i sin mest rovdriftsmæssige udgave, men også skal og vil levere den nye teknologi der skal muliggøre en mere hensigtsmæssig, skånsom og 'bæredygtig' udnyttelse, så tilfredsstiller det ikke gruppen. For den nærer dyb mistillid til selve systemet: det tætte samarbejde mellem naturvidenskab, erhvervsliv, markedsøkonomi og politikere.

Gruppen bliver således tæt forbundet med den anden hovedgruppe der kan defineres ved primært at ville have bremset det private forbrug og private initiativ - og dermed selve den økonomiske vækst og markedsøkonomi.

Her befinder vi os klart på venstrefløjen i det politiske spektrum. Kernen synes at være socialistisk tænkende personer der ønsker markedsøkonomien og den hermed sammenhørende private ejendomsret afskaffet eller minimeret til fordel for en styret og reguleret økonomi, som deres kritikere ikke kan sondre fra gammeldags planøkonomi af uheldigste slags, men som gruppen selv mener er noget andet.

Problemet er at opfyldelsen af gruppens ønsker vil bremse det private forbrug og den økonomiske vækst i et omfang det vil være umuligt at skaffe bred tilslutning til fra såvel de rige landes relativt rige og forkælede borgere som ulandenes befolkninger der ser hen til stærkt forøget økonomisk vækst.

Undertiden driller man gruppen med at dens egne medlemmer tjener godt og lever godt til daglig - og egentlig slet ikke selv lever op til idealerne. Men hovedpointen i kritikken turde være, at gruppen ikke kan få flertallet bag sig. Eksempelvis har en meningsmåling her i landet for nyligt vist, at det store flertal gerne vil være med til at redde klimaet ved reduktion af CO²-udledningen, men det ønsker ikke sit eget forbrug skåret ned.

Den tredje hovedgruppe er den der først og fremmest vil forsvare og tilgodese de fattige landes interesser, dvs mindske uligheden i verden ved overførsler af midler fra de rige lande og ændringer i markedsøkonomien der vil kunne begunstige de fattige landes konkurrenceevne på de riges bekostning.

De er principielt enig med de fattige landes egne fortalere, der betragter de rige lande som kolonialistiske og derfor ser med største skepsis på den klimaaftale der kan komme ud af COP15 og som formentlig slet ikke kommer i nærheden af at give ulandene de pengesummer disse forlanger som betaling for at være med til at reducere CO²-udledningen.

Igen må der siges at være ideologi i synspunkterne. Man ser ikke kløften mellem rige og fattige som en principielt uundgåelig følge af den frie markedsøkonomi som har skabt de riges rigdom. Man ser den tværtimod som følgen af rå kolonialisering. Man forstår derfor heller ikke, at en gennemførlig løsning umuligt vil komme til at ligne noget der blot minder om udligning af forskellen. De rige lande vil i egen interesse hjælpe ulandene med både bistandshjælp til udvikling og klima-hjælp til at gøre udviklingen mere bæredygtig. For ellers får man for store sociale problemer i ulandene og disse vil give ukontrollable flygtningestrømme. Men stort mere giver man ikke.

Til denne hovedgruppe må regnes de ret konfrontative klimaaktivister der fx drømmer om at København kan blive 'klimabevægelsens Seattle', dvs ende med ligefrem at få standset topmødet på samme måde som koalitionen af græsrødder fik held til at standse Verdenshandelsorganisationen (WTO's) topmøde i Seattle i 1999. Flere af aktivisterne fra dengang er nu kommet til København, og de har meget bevidst trænet i at undvige politiets modforanstaltninger. Deres hensigter er klare - og de er ikke af demokratisk art.

Og endelig er der den hovedgruppe der betragter klimaproblemet i en bredere og mere nuanceret sammenhæng og som ikke mindst er repræsenteret i 'Klimaforum09', der holder sit alternative klimatopmøde i DGI-byen i København, sideordnet med det officielle topmøde i Bella-Centret.

Et af de centrale resultater af Klimaforum09 skal være en global klimadeklaration, som skal præsentere de ønsker, ideer og visioner, der findes blandt borgergrupper og sociale bevægelser i alle kroge af verden.

Det tredje og i skrivende stund foreløbigt sidste udkast til denne deklaration siger ifølge forummets egen hjemmeside bl.a.:

The crisis of today has economic, social, environmental, geopolitical, and ideological aspects interacting with and enforcing each other as well as the climate crisis. For this reason, we call for urgent climate action:

• A complete abandoning of fossil fuels within the next 30 years, which must include specific milestones for every 5-year period. We demand an immediate cut in GHG [Greenhouse gas] of industrialized countries of at least 40% compared to 1990 levels by 2020.

• Recognition, payment and compensation of climate debt for the overconsumption of atmospheric space and adverse effects of climate change on all affected groups and people.

• Rejection to purely market-oriented and technology-centred false solutions such as nuclear energy, agro-fuels, carbon capture and storage, Clean Development Mechanisms, biochar, genetically “climate-readied” crops, geo-engineering and reducing emissions from deforestation and forest degradation (REDD), which deepens social and environmental conflicts.

• Real solutions to climate crisis based on safe, clean, renewable and sustainable use of natural resources, as well as transitions to food, energy, land and water sovereignty.

Therefore, we demand of COP15 to reach an agreement that will initiate the restoration of the environmental, social and economic balance of planet Earth by means that are environmentally, socially and economically sustainable and equitable, and finally come up with a legally binding treaty.

Der kan ikke herske ringeste tvivl om at Klimaforum09's deltagere er ubetinget velmenende mennesker. Men til gengæld må de også ud fra bare ovenstående deklarations-punkter betegnes som rent idealistiske. Der er ikke skygge af chance for at deres målsætninger vil blive led i den aftale der tilstræbes på COP15.

Man kan spørge hvorfor der er så mange velmenende mennesker der går ind i krævende organisationsarbejde for at formulere deres inderste brændende ønsker om en ideel verden, når de ene og alene vil erfare at de ikke kommer igennem med dem, fordi realpolitik er noget helt andet i og med at denne er nødt til at forholde sig til realistiske muligheder og herunder uafladeligt tage hensyn til modstridende interesser af ofte dyb national eller ideologisk karakter.

Det er jo ikke fordi idealisterne ser bort fra at deres ønsker ikke kan opfyldes med mindre det bestående system med markedsøkonomi, vækst og højt forbrug ændres fundamentalt, for dette siger de klart og tydeligt. De adskiller sig i grunden kun fra gammeldags samfundsomstyrtere ved ikke at gå ind for eller så meget som flirte med revolution i betydningen voldelig omvæltning. Men de accepterer ikke at det etablerede system som stammer fra den vestlige verden netop har gjort sig mere og mere dominerende i kraft af selve sin grænseoverskridende karakter, sin effektivitet og sin succes.

Mennesket er nu engang et grænseoverskridende væsen der ønsker vækst i næsten alle henseender og derfor fremmer både økonomiske, videnskabelige og teknologiske samt sociale, kulturelle og politiske fremskridt. Mennesket fik den transcenderende vilje i og med det mytiske 'syndefald' der som bekendt på en og samme gang var en helt ny, emergent bevidsthed om den kønsmæssige forskel og spænding og samtidigt en helt ny, emergent bevidsthed om at autoriteterne holdt befolkningen ned i en altomfattende beskyttelse der automatisk indebar permanent uvidenhed, uselvstændighed og umyndighed. Resultatet var at paradisets harmoni og uskyldighedstilstand med et slag gik tabt i evolutionen. Kulturen med al sin grænseoverskridende aktivitet og forskning og alle sine spændinger og konflikter tog sin begyndelse - og forandrede alt for stedse.

Idealisterne drømmer inderst inde om genskabelse af uskyldighedstilstanden og harmonien eller det fuldkomne samfund, balancesamfundet. Men dette er utopi. Hvorimod accepten af grænseoverskridelserne, spændingerne og konflikterne er realistisk politik og realistisk eksistensforståelse.

Naturligvis er menneskeheden ikke overladt til kræfternes frie spil. Den kan til hver en tid gribe regulerende ind, så spændinger og konflikter ikke ender med krige og anden gensidig destruktion. Men selv den bedst mulige og mest rimelige og fornuftige regulering vil give fortsat grænseoverskridelse og vækst.

Håbet for COP15 er derfor ikke en revolution der vender op og ned på alting og som i givet fald ville ende med at kræfterne faktisk får frit spil til de mest destruktive, mest undertrykkende og mest udemokratiske styreformer. Håbet kunne derimod være en slags 'Klimaets Københavnerfortolkning' der tilgodeser den fulde forståelse for at realpolitik må holde sig inden for rammerne af komplementariteten mellem frihed og lighed og mellem transcendens og immanens.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links:

COP15 Copenhagen
IPPC - Intergovernment Panel on Climate Change
Klima- og energiministeriet
Miljøministeriet
Den danske klimakommission

Klimadebat.dk - Dansk forum om klimaændringer website med mange links til andre websites og organisationer (kan midlertidigt være overbelastet)