Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - turnerfilm

ARTIKEL FRA JERNESALT - 14.1.15.

Fremragende Turner-film af Mike Leigh med stor præstation af Timothy Spall

Indledning
Filmens handling
De mange bipersoner
Turners værk og væsen
Hovedindtrykket af filmen
Links og henvisninger



Indledning    
Til toppen  Næste

William Turner (1775-1851) er engelsk kunsts allerstørste navn i første halvdel af 1800-tallet. Han begyndte tidligt at male og tegne. Han lærte perspektivtegning på et arkitektkontor og blev medlem af The Royal Academy allerede som 26-årig, hvor han endnu malede traditionelle landskabsbilleder. Fem år senere fik han et professorat i 'Perspektiv', men han gik i stigende grad sine egne veje og solgte godt, men han endte som et yderst brysk og excentrisk menneske der var så optaget af lysets indvirkning på farverne i de ofte dramatiske motiver han valgte, at han i realiteten blev impressionist længe før dette begreb blev lanceret af Claude Monet i Paris i 1872 med billedet "Impression. Soleil levant" (Indtryk. Solopgang).

Turner skænkede sin kæmpestore samling af malerier, akvareller, tegninger, skitser og skitsebøger til staten (The Crown), og derfor kan hundredvis af hans værker i dag ses i en permanent afdeling af Tate Britain i London, hvor besøgstallet altid er højt. I 150-året for hans død (2001) foranstaltede The Royal Academy en stor og flot udstilling med et kæmpeudvalg af de omkring 1800 store og små akvareller han malede og som viste en fuldstændig beherskelse af teknik og komposition - og så dette enestående og betagende lys Turner kunne trylle frem. Undertegnede havde den store oplevelse at se udstillingen, der fandt sted samtidig med den store Blake-udstilling på Tate.

Og nu tretten år senere har filminstruktøren Mike Leigh præsteret en fiktionsfilm om manden, hans værk og hans udvikling som excentrisk kunster, og det er gjort med en aldeles enestående udnyttelse af moderne filmfotografisk teknik der smækker det ene store panorama frem på lærredet efter det andet og som fremtryller et udpræget turnersk lys i landskaber, søstykker og interiører på en mageløs adækvat måde. Eksteriører fra bybilledet og interiører fra Turners egne boliger og atelierer, fra akademiets kunstudstillinger og rige samleres saloner er ligeledes fotograferet med udsøgt kunstnerisk virkning. Filmens historie er bygget op om kunstnerens liv fra 40 års alderen til døden, så vi får en levende skildring af personer og miljø, herunder ikke mindst kunstnerens omgang med kunstfæller og samlere og hans problematiske forhold til kvinder. Hovedfiguren spilles eminent fint og stærkt af Timothy Spall, der med sine egne ord er lige så "lille, tyk og grim" som Turner var, men som også over fulde to år har levet sig ind i kunstnerens fornemmelser for lys og farver og det bryske væsen som utvivlsomt dækkede over savnet af nærvær og varm kærlighed.



Joseph Mallard William Turner voksede op i kvarteret omkring Covent Garden. Faderen var barber og parykmager, og yderst økonomisk bevidst, men han blev en hårdtslidende og uegennyttig assistent for sin søn da denne begyndte at tjene mange penge på sit kunstsalg og kunne købet eget hus og bygge egen udstillingsbygning. Han døde i 1829. Moderen var sindslidende og blev indlagt på hospital i 1800 og døde i 1804. Som 8-årig mistede Turner en søster og blev således enebarn. Fra 24 års alderen havde han samliv med Sarah Danby der fødte ham to døtre han ikke rigtigt ville kendes ved. Damen ville klare sig selv og flyttede altså ikke ind hos Turner. Han havde resten af livet en fast hushjælp som han behandlede køligt og nedladende, men som han dog kunne få sin seksuallyst tilfredsstillet hos. Han gik desuden meget på bordel - også for at tegne nøgne piger og intime detaljer. Det skulle være blevet til flere hundrede skitser, som for størstedelens vedkommende er forsvundet, formentlig brændt af den dybt forargede eksekutor testamenti, den unge kunsthistoriker John Ruskin.

Turner rejste meget i England, Wales og Skotland - og da Napoleonskrigen endelig var slut også meget i Europa, Belgien, Holland, Frankrig og først og fremmest Italien, hvor Venedig blev den foretrukne by. Her fik Turner malet nogle af sine allerfineste billeder, og det ville Mike Leigh gerne have udnyttet i sin film. Men han kunne ikke rejse de fornødne penge til optagelser dernede. Men også dramatiske billeder fra alperne eller Vesuv i udbrud findes. - I England tog Turner ofte ud til de lille havneby Margate øst for London med udsigt over den store 'fjord' Themsen løber ud i. Han indlogerede sig hos et meget belevent og venligt ægtepar Boot, og da manden døde, endte det med at han slog sig sammen med enken Sophia Boot - som han flyttede til Chelsea med, dog uden at afhænde sin ejendom i Harley Street. - Af særlig betydning blev også Turners mange ophold i Petworth (sydvest for London) hos lord Egremont der dels holdt mange selskaber, dels købte udsøgt kunst til sin store samling, herunder flere af Turners fineste værker - og endelig var meget godgørende.

Turner døde i Chelsea i 1851 og blev efter eget ønske begravet i Sct. Paul's Cathedral.



Filmens handling    
Til toppen  Næste

Turner-filmen starter med et smukt panorama i fuld wide-screen af et hollandsk landskab med flodløb, vejrmølle og et par pludrende kvinder med typisk hollandsk hovedbeklædning. Da de har passeret forbi, ses en lille tyk maler på den anden bred i færd med at lave en skitse. Han vises close-up forfra, og vi ser Mr. Turners sure og utilnærmelige fjæs.

I London haster samme mand hjem til sin bolig og tages imod af hushjælpen Hannah Danby, der tripper rundt og sætter tingene på plads efter ham. Hun spørger til hans hjemrejse, og den har været rædselsfuld. Han går straks ind i sit atelier og trækker skærmene fra de store vinduer fra, så lyset kan komme ind. Han sætter sig i en stol og får serveret te. Hannah har gjort sin pligt og kan gå, men undlader ikke at gå hen for at røre ved ham i håb om lidt venlighed. Han ser ikke op på hende, men tager hende på brysterne og berører hendes skød.

Turners far dukker op - og de hilser hinanden varmt med kram og kys. Turner gentager at hans hjemrejse har været rædselsfuld. Faderen spørger til eksplosionerne i Antwerpen der har stået om i aviserne. Men dem har Turner kun hørt lidt om. Faderen sendes i byen efter farver. Og kommer hjem med bl.a. en stor bøtte kromgult som han ælter til brug med en stor presser. Turner ses ved staffeliet - hvor han bruger brede pensler og store lange strøg.

Hushjælpens tante, Sarah Danby, kommer på visit med sine to halvvoksne døtre, som Turner er fader til, og den skrappe kælling øser hårde bebrejdelser ud over maleren som åbenbart ikke bekymrer sig om deres liv, men han tager til efterretning at der bliver sørget for pigernes uddannelse.

Turner tegnede og malede mange fugle, herunder et dejligt billede af en rødhals.

Tre velklædte personer kommer på besøg for at se værker af Turner. Og Turner senior fører dem hemmelighedsfuldt ind i et mørkt rum, så de lige kan vænne sig til overraskelsen. Han trækker et stort tæppe til side - og de besøgende kan nu træde ind det specielle galleri Turner har ladet bygge som privat udstillingssal. Man ser Turner selv gå hen til væggen i sit atelier og åbne en luge med et kighul ind til salen. Senior ved at det vil ske og sender sønnen et gavtyvesmil. Der er chance for en god handel.

Turner er i 1827 på sin første visit i Petworth hos lord Egremont med en kæmpemæssig bolig, en kæmpemæssig park og en kæmpemæssig billedsamling. Turner vises rundt i den salon hvor nogle af hans egne billeder hænger - og erklærer sig helt tilfreds med ophængningen (billeder hang dengang tæt på væggene - både i de private saloner og på udstillinger). Han hører en miss Coggins spille på clavicordet. Stykket er ham bekendt, men han kun ikke huske hvad det. Jo, det er den langsomme sats af Beethovens Pathetique-sonate. Han synes det er smukt, men indrømmer at han foretrækker Purcell. Det gør hun også. og hun slår straks nogle takter an af Purcell. Han genkender straks Didos berømte klage fra operaen 'Dido og Æneas' og han begynder endog med sin rustne stemme at synge dens ord:

When I am laid in earth,
May my wrongs create
No Trouble in thy breast;
Remember me, but ah! forget my fate!

Smukke toner, siger hun - "om tabt kærlighed" replicerer han. Der er tydelig forståelse mellem dem, og han takker hende mange gange for oplevelsen.

På Petworth kommer også maleren Robert Haydon som begynder at forklare sine kunstteorier og beklage sin manglende anerkendelse for medlemmer af Akademiet. De griner ad ham - og fastslår at hans egen iver efter anerkendelse kun spærrer for den.

Nogle unge piger kommer ind til Turner i hans atelier (på Petworth?). De fniser og pjatter og morer sig kosteligt over Turners manerer. Han tværer farve ud på lærredet med en bred pensel, spytter på farverne og tværer det hele ud. Hele sceneriet har Turner malet i 'The Artist and his Admirers' fra 1827.

På en udstilling i The Royal Academy i det flotte Somerset House træffer Turner mange af sine kolleger og udveksler korte bemærkninger med dem. Det er tydeligt at han er højt respekteret, og at hans små råd bliver taget godt imod, fordi han åbenbart har et sikkert intuitivt skøn.

Turner får besøg af den kvindelige skotske fysikforsker Mary Somerville der vil vise ham et eksperiment med en prisme og en magnetnål. I atelieret lukker Turner og hans far vinduesskærmene til så kun en sprække af lys slipper igennem. Mrs. Somerville holder en prisme op i lysstrålen så hele farveskalen viser sig på det opstillede hvide lærred - helt som Newton fandt ud af. Nu blander hun kromgult op i en væske og dypper en nål ned i den, hvorefter hun forsigtigt sætter den fast med voks på lærredets farveskala. Efter et kort øjeblik lægger hun nålen ned i væsken og fører en magnet over den. Og nu flytter den sig med magnetnålen. Turner er dybt betaget - og betegner det som en mysterium. Mr. Somerville giver ham på en måde ret, men gør opmærksom på at det er den gule farve der har givet virkningen. Nålen ville ikke have flyttet sig hvis de havde brugt fx en blå farve.

Turners far viser Mary Somerville sønnens store maleri "Snow Storm: Hannibal and His Army Crossing the Alps" og spørger hende drillende om hun kan få øje på elefanten. Det kan hun ikke, og han peger derfor på den ganske lille elefant med løftet snabel som findes helt nede i feltet hvor Hannibals tropper går over broen. Somerville morer sig, men finder billedet voldsomt stort og skræmmende med sit uvejr og åbning hen mod solen.

Turner holder forelæsninger på Akademiet om farver - og bruger forskellige plancher som han peger på med sin lange paraply. Den store forsamling lytter, men generes af hosteri fra Turners gamle far, som dog til sidst får vejret igen.

Turners far bakser med farver og store lærreder til sønnen, men er ved at falde om af træthed. Sønnen beder ham sætte sig, men faderen bliver ved - og bliver til sidst så udmattet at han må lægges i seng. Det er tydeligt at han ikke har langt igen. Han råber i vildelse på sin forlængst afdøde hustru, men sønnen beroliger ham - og siger at han ikke skal være bange. Den kælling var ikke god ved mand eller barn - og hun var også skør. Faderen smiler.

Turner er taget til den lille havneby Margate, hvor han stiler direkte mod en bestemt adresse som har en glimrende udsigt over havnen. Manden sidder på bænken udenfor og bekræfter at der er et værelse til leje. Han kalder på sin kone, Mrs. Boot, som straks viser Turner op på 1. sal. Det er et pænt rum med en god seng og solidt møblement og netop god udsigt. Han udgiver sig som Millard (mellemnavnet), accepterer huslejen og betaler et pænt rundt beløb som dækker leje og depositum samt betaling for kost. Han beder hende om en skål vand. Hun spørger om han mener et glas vand, nej, han mener en lille skål, og den kommer hun med. Den skal stilles i vinduet - og naturligvis bruges til de medbragte vandfarver. Han spiser aftensmad nede hos parret i en hyggelig spisestue - og han får mandens fortælling om den kyniske behandling han engang oplevede som officer på et slaveskib da kaptajnen simpelthen lod 133 negerslaver henrette og smide i vandet, fordi han på den måde kunne skaffe sig udbetaling af en større forsikringssum. Boot siger at han aldrig er kommet over den kynisme han var vidne til, og fortællingen gør også et stort indtryk på Turner, der siden netop malede det utilslørede 'The Slave Ship' eller 'Slavers Throwing Overboard the Dead and Dying - Typhon coming on'(1840).

Fra 1835 stammer et par store akvareller af 'The burning of the Houses of Lords and Commons' (omkring 3 x 4 meter), der viser hans fascination af det flammehav branden gav.

Turner får besøg af den snakkesalige kunstnerkollega Robert Haydon, der dels udgyder sig om højtflyvende planer, dels beder Turner om et lån på 100 pund, da han er i nød og har stor forfalden gæld. Turner afviser at hjælpe, men da Haydon bliver ved, tilbyder Turner ham 50 pund, som han kan hente den næste dag. Haydon kan ikke skjule sin vrede, og siger ligeud at 50 pund ikke vil hjælpe ham. Den pengebevidste Turner lader sig ikke overtale, men spørger ligeud om Haydons indvendinger skal forstås sådan at han ikke vil have de 50 pund. Det skal de dog ikke.

Sarah Danby er igen på besøg med sine døtre, og Turner beder dem gå ind i stuen. Han følger efter lidt senere, og kan dårligt nok formå Sarah til at sætte sig så gal er hun. Hun fortsætter med sine åbenbart evindelige bebrejdelser, der bl.a. omfatter at Turner har glemt sin yngste datters fødselsdag. - Hushjælpersken Hannah varter stadig op, men ænses ikke.

Turner går på bordel og føres ind af bordelmutter, der siger at de sædvanlige piger er optaget, men hun har fået en helt ny som er pæn. Turner accepterer, og da de er kommet ind på et værelse beder han hende tage kjolen af. Uden opfordring vender hun sig også om og trækker kjolen op så han kan se hendes nøgne bagdel. Hun vender sig endnu engang og viser ham sit nøgne køn, men han siger, nej, nej, det er ikke det han vil. Han beder hende lægge sig på sengen og tage armen op over hovedet. Han retter lidt på hendes ene optrukne ben og tager fat på en skitse. Men pludseligt begynder han at græde, voldsommere og voldsommere - og til sidst nærmest skrigende. Pigen ser lidt overrasket på ham og spørger om han vil have noget at drikke, men nej. Han fatter sig igen.

Turner er med nogle kolleger taget på tur i en stor robåd ud til det store krigsskib Téméraire, der af et lille moderne dampskib trækkes til ophugning i Deptford. Det flotte sejlskib spillede en heroisk rolle i slaget ved Trafalgar. Men det fascinerende i Turners billede fra 1839 er kombinationen af sejlskibet og det lille, mørke lodsskib med den sorte røg pulsende op af skorstenen. Skibene er placeret i venstre halvdel af billedet, mens solen går ned i højre halvdel.

På Petworth er der stort gilde. Selskabet er anbragt i rundkreds om clavicordet og en ung pige synger først en romantisk vise. Lord Egremont kommer ind, men vil ikke forstyrre: med hånden får han alle til blot at blive siddende. Han lægger mærke til at den festklædte Turner allerede sidder i et hjørne med en skitsebog. Sangerinden synger nu en vise af en helt anden art, nemlig en slags skæmtevise der direkte gør grin med en ung mand og hans mislykkede frieri. En af gæsterne føler sig ramt - og forlader salonen i vrede. De andre griner bare.

Turner er på ny på udflugt til Margate, hvor han tager sig en lang vandring langs kysten, hvis panoramaer vi ser.

På en udstilling på Royal Academy går den forsmåede Haydon til verbalt angreb på ledelsen og griber endog i sin store ophidselse fat i formandens krave, så en sekretær må bede ham øjeblikkeligt forlade udstillingen, hvis han vil undgå at blive smidt ud af vagten. Han går - og formanden børster Haydons fingeraftryk af reversen og retter sig op med en mine der siger: Sådan klarede vi den tølper.

I boligen i London går Hannah hen til et bogskab for at tage en lille bog ud. Turner kommer til og vælger en større bog. Men han presser også Hannah ind mod skabet - løfter hendes kjole op og 'tager' hende voldsomt bagfra. Hun lader det ske - og lægger bagefter hovedet ind mod hans bryst. Han tager sig ikke af det, men går. Og utroligt nok ser man den ellers halvtudslukte sjæl komme med et smil. Hun er trods alt endnu ikke helt ubrugelig for Mr. Turner.

Turner får besøg af en rigmand der får forevist billedsamlingen i galleriet. Det er ved at forfalde, for det regner ned i spande på gulvet - og Hannah bliver tilkaldt for at få fluerne kostet væk fra lærredet under loftvinduerne. Rigmanden roser Turners værker - og kommer så med et specielt tilbud. Han vil købe hele samlingen for 120.000 pund, og forventer naturligvis at tilbudet bliver modtaget med tak. Men Turner gør opmærksom på at samlingen ikke er til salg, heller ikke for en så usædvanlig stor sum penge. Værkerne skal nemlig skænkes til Kronen. Rigmanden har svært ved at tro Turners uforstand, men må gå med uforrettet sag.

Turner tager til Margate - for at kondolere mrs. Boot i anledning af mandens død. Hun byder ham indenfor - sætter sig ved bordet ud mod vandet med sejlskibe, og han beder hende se ud, for han vil gerne betragte hende fra siden. Han synes hun er smuk og har en fin næse. Hun smiler forlegent. De får en snak om manden. Derefter følger hun ham op på værelset. Men da hun har sagt godnat, griber han hendes hånd. Hun forstår - og trækker ham efter sig ind i sit sovekammer.

På en udstilling på Akademiet går Turner rundt og hilser som sædvanlig på sine kolleger og ser på deres værker. Ved siden af hans eget maleri af skibe ved vandet ud for Margate hænger et billede af den fremragende landskabsmaler John Constable. Turner går hen og kigger på det - og roser det. Men han bemærker også nogle røde farveklatter i et mørkt parti af Constables naturalistiske billede. Resolut går han ud og kommer lidt efter tilbage med en pensel. Og til alles rædsel styrer han direkte hen mod sit eget fine søstykke og placerer en rød farveklat lige i midten af billedet. Det er at ødelægge et ellers godt billede, siger mange. Men Turner kommer tilbage og går hen og retter lidt på farveklatten med en finger, tegner med en negl en halvcirkel i klatten og tager derefter en lommeklud og fjerner halvdelen af den. Og pludseligt kan alle se at det er en bøje, og at den ændrer hele billedet til sin fordel. Constable kan se det samme og bliver forbitret. Det er jo en kanonkugle fra Turners mod hans eget billede.

Turner får besøg af den stenrige cherry- og vinimportør John Ruskin og hans søn, den unge kunsthistoriker John Ruskin, som prøver at gøre sin far interesseret i et bestemt billede. Men den påholdende rigmand er ikke ligeglad med hvordan hans penge gives ud. Han samler først og fremmest akvareller. Ruskin junior har selv i 1843 udgivet et værk om moderne malere, hvor Turner fremhæves.

Turner lader sig i Margate binde til masten af et skib i høj søgang. Han vil male et billede af et skib i stormvejr og skyer ingen anstrengelse for at erfare vejrets kræfter på sin krop. Resultatet bliver 'Snow Storm' (1842). Turner får en alvorlig lungebetændelse og plejes hos mrs. Boot, der har tilkaldt en læge. Lægen genkender Turner, men ordinerer iøvrigt først og fremmest ro og sengeleje - og større forsigtighed fremover. Året efter maler Turner 'Shade and Darkness: The Evening of the Deluge', hvor der øverst i billedet ses et fugletræk.

Det følgende år maler han et stikmodsat motiv: 'The Morning After the Deluge - Moses Writing the Book of Genesis' ' et billede der også kaldes 'Light and Colour (Goethe's Theory)' og angiveligt skulle være malet for at modbevise Goethes påstand om at varme farver udtrykker glæde og lykke. Billedet er formet som en kæmpestor hvirvel med antydning af Moses-skikkelsen i baggrunden, men med Moses' stav trukket frem i midten af billet. En lidt besynderlig tolkning, da Moses ikke havde noget med syndflods-myten at gøre.

Den purunge dronning Victoria (dronning som 19-årig i 1837) aflægger besøg på udstilling i Royal Academy sammen med sin gemal, prins Albert, og får bl.a. forevist et par billeder af Turner. Men dem kan hun absolut ikke lide, det er jo snavs og smuds.

Ruskin senior holder selskab, hvor Turner er inviteret med. Ruskin junior brillerer både med sin store viden om kunst og med sin brug af abstrakte begreber og analyser. Han kan ikke lide Constable, men denne bliver forsvaret af Turner, som til gengæld til allersidst driller unge Ruskin med et meget simpelt, men irrelevant spørgsmål om hvad han foretrækker at få til middag: en skinke eller en kalvesteg. Ruskin bliver studs og nægter at svare.

Omkring 1844 fascineres Turner voldsomt af et ganske nyt fænomen i landskabet: et frembrusende damplokomotiv der kører over en bro ved Maidenhead og sender skyer af damp og røg op i luften. Turner maler billedet: 'Rain, Steam and Speed - The Great Western Railway'. I modsætning til stort set alle sine malerkolleger var Turner en beundrer af modernitet og fremskridt.

Mrs. Boot nyder Turners besøg i Margate. Det viser sig at de kan more sig sammen - også når Turner står og maler ved staffeliet. Så vil han ellers helst have fred, men nu kan de synge en fælles munter vise om at mrs. Boot skal tie stille. Hun tilbyder at sælge huset og flytte til et hus nærmere London helt efter hans ønske, så han kan slippe for at skulle rejse frem og tilbage. Det bliver et hus i Chelsea ved Themsen, hvor parret (under navnet admiral Boot!) bor fra 1846 til hans død - uden at andre får det at vide. Endog Hannah Danby må leve i uvished i fem år - uden at få penge til sit underhold fra Turner.

På det sidste besøg Turner aflægger på Royal Academy i 1848 eller 1849 ser han den nyeste trend i kunsten, billeder af Det præ-rafaelitiske Broderskabs kunstnere: John Everett Millais, William Hunt, Dante Gabriel Rosetti. De var kendetegnet af en moralsk idé med kunsten, men også af kravet om en så detaljetro gengivelse af naturen som muligt.

En tydeligt ældet Turner er til middagsselskab hos Ruskins og har den unge Ruskins hustru til bords. Han kurtiserer hende en smule, men er ikke helt rask.

Hjemme hos mrs. Boot begynder Turner at vrøvle - og hun forstår at det for alvor er galt med ham.

Den syge, eksem-plettede og efterhånden helt udhungrede Hannah går rundt i Turners gamle bolig. Hun jager en stor kat ned fra et bord med hans jakke og opdager et brev i jakkelommen. Dér står adressen på Boots bolig i Chelsea. Hun tager dertil sammen med en veninde, men vover ikke at ringe på den smukke dør til Turners sidste bolig.

Den sengeliggende Turner hører et skrig nede ved vandet og løber ned i natskjorte for at se hvad der er sket. Det er en druknet kvinde der er skyldet op og får et tæppe lagt over sig. Mrs. Boot skynder sig ud efter Turner og får ham lagt i seng igen. Lægen kommer på besøg og må give Turner ren besked. Hans tid er udløbet. Det sidste Turner siger er ordene "Lyset er Gud". Derefter dør han, og lægen lukker hans øjne.

Til sidst ser vi igen et panorama der svarer til et stort Turner-billede. Vi ser desuden mrs. Boot pudse vinduer i sit smukke hus og få et smil frem ved tanken om Turner. Og vi ser Hannah Danby i boligen i London sætte sig træt og opgivende på en stol. Her er åbenbart ingen gode minder.



Bipersonerne     
Til toppen  Næste

Da der er mange bipersoner i filmen, som næppe alle er kendte af enhver uden for England, skal kort oplyses, at Sarah Danby, Turners første samlever var en meget bestemt dame, hvorimod niecen Hannah Danby der blev Turners faste hushjælp gennem 40 år var det modsatte, i enhver henseende undseelig. Ingen af dem var ligeværdige med Turner. Det var derimod Sophia Boot fra Margate, der var både venlig og beleven, havde styr på sit liv og sin økonomi og først og fremmest havde en underfundig humor der hamlede op med Turners.

Mary Sommerville (1780-1872) var en skotsk videnskabsmand der på et tidspunkt hvor kvinder ikke havde adgang til universitetsstudier fik sin uddannelse gennem private studier hos fremtrædende fysikere og matematikere og fik den store anerkendelse at blive optaget i Det astronomiske Selskab. Hun gik egentlig mest op i den mekaniske himmelfysik (Laplace), men var godt inde i såvel Newtons fysik og farvelære som den af H.C. Ørsted i 1820 fundne elektromagnetisme. Og hun kom til at betyde en del for James Maxwell (1831-79), der satte elektromagnetismen på matematiske formler.



John Constable (1776-1837) var naturalistisk landskabsmaler der gjorde omhyggelige iagttagelser af naturen på skiftende årstider, men betragtede landskabsmaleriet som en gren af naturfilosofien (dvs. fysikken) og desuden havde den opfattelse at kunst skulle indeholde en moralsk følelse. Fred, harmoni og enkelhed præger hans værker. Han kan vel med hensyn til det rent naturalistiske bedst sammenlignes med vores egen P.C. Skovgård.

John Soane var en stor kunst- og antikvitetssamler, hvis ejendom og samling midt i London efter hans død blev indrettet som museum, der bærer hans navn.

Benjamin Robert Haydon (1786 -1846) var en maler der plæderede for historiemaleriet, men ikke kunne slå igennem med sine ideer eller bliver anerkendt af Akademiet. Han var desuden taktløs i sin optræden, pågående og uudholdelig. Han havde bundløs gæld og endte med at begå selvmord.

Lord Egremont var ejer af det store gods Petworth, havde en stor familie og nød såvel selskaber og godgørenhed som kunst. Han købte op af værker som efterhånden fyldte alle lokaler i hans enorme bolig fra gulv til loft.

Queen Victoria (1819-1901) blev dronning i 1837 og lagde som bekendt navn til victorianismen, den morallære der blev altdominerende for hele det britiske borgerskab og hvis fundamentale elementer var arbejdsmoral, pligtfølelse, selvstændighed og økonomisk rationalitet - foruden en blank forkastelse af lystbetonet adfærd, ikke mindst seksuel adfærd. Ja victorianismen afviste eksistensen af kønsdrift hos kvinder. Denne puritanisme medførte på den ene side stigende prostitution og på den anden side stort officelt hykleri.

John Ruskin junior (1819-1900) var søn af en rig vin-importør, der bekostede hele hans uddannelse som kunsthistoriker, alle hans udlandsrejser samt hans køb af ejendom ved giftermålet. Junior udgav mange kunstbøger og blev simpelthen tidens store smagsdommer. Han slog allerede igennem i 1843 med første bind af 'Modern Painters', der var et originalt forsvar for Turner, der efterhånden var blevet mere og mere omstridt. - Junior slap aldrig det nære tilhørsforhold til forældrene, og det gik lige fra starten ud over hans ægteskab med Effie Gray, der dog først og fremmest blev totalt spoleret allerede på bryllupsnatten, fordi Ruskin direkte ækledes ved brudens krop, sandsynligvis allerede ved synet af hendes kønsbehåring som kom bag på ham. Han kendte kun nøgne kvinder fra billedkunst og skulpturer, hvor behåringen altid skjules, og hvor kroppene er klassisk smukke og harmoniske. Da Effie gerne ville have børn, måtte hun efter seks års strid med manden og svigerforældrene lade sig skille. Og det var dengang kun juridisk muligt hvis ægteskabet ikke var 'fuldbyrdet' efter tre år. To lægeundersøgelser viste at Effie stadig efter seks års ægteskab var jomfru - og Ruskin måtte også skriftlig indrømme den manglende fuldbyrdelse. Skilsmissen gik igennem og Effie blev kort tid efter gift med parrets fælles ven, maleren John Everett Millais, og fik med ham seks børn. - Den tragiske historie (som er udførligt behandlet i Phyllis Rose's bog 'Fem victorianske ægteskaber) er vigtig i Turner-sammenhæng, fordi Ruskin efter Turners død ved henvendelse til premierministeren tilbød sig som eksekutor testamenti, og da han kom i gang med den store opgave, forargedes han voldsomt da han blandt Turners efterladte værker og skitsebøger fandt flere hundrede tegninger af nøgne kvinder på bordel - og tegningerne lagde ikke skjul på detaljer med hensyn til ydre kønsdele. Til forfatteren Frank Harris skal John Ruskin have fortalt at han altid havde dyrket godhed, visdom, renhed og sandhed, og at Turner havde været hans helt. Nu fik han sit livs hårdeste slag: maleri efter maleri af den mest skammelige slags - kvinders pudenda - frygteligt, utilgiveligt og uforklarligt for ham. Ruskin fandt ud af at Turner ofte boede sammen med sømændenes skøger i et bestemt hus og malede dem i alle mulige lastefulde stillinger. Ruskin kom ifølge Harris til det resultat at han var udvalgt til at være dommer i den Højestes sted - og han brændte alle værkerne. Og var stolt af det.

John Ruskin var med til at bringe Præ-Rafaeliterne John Everett Millais (1829-96), William Hunt (1827-1910) og Dante Gabriel Rosetti (1828-82) frem og var ven med dem. De dannede 'Det prærafaelitiske Broderskab', der idealiserede billedkunsten før den store Rafael (1483-1528), og deres billeder var første gang med på den sidste udstilling Turner så på Royal Academy. Gruppen eksisterede kun til 1853 og var præget af streng naturalisme samt religiøs-moralsk indstillig.



Turners værk og væsen    
Til toppen  Næste

William Turner er i mine øjne en af de allerstørste kunstnere i verden og hans opdagelse af lysets betydning for farven få årtier ind i 1800-tallet var helt afgørende. Den kan næppe adskilles fra hverken fysikeren Isaac Newtons optiske lære eller fra hans egen sans for lys og farvers ændringer i naturen i forhold til morgen og aften, årstiderne og selv landskabet og vejret. Og den blev uden tvivl også styrket ved hans rejser i udlandet, ikke mindst i Italien.

Han lærte arkitekternes perspektivtegning og de traditionelle landskabsmaleres naturtro gengivelser, men han distancerede sig hurtigt fra begge dele, fordi han dels blev fascineret af det dramatiske i naturen og historien, og dels blev mere og mere optaget af selve den dynamik der ligger i lyset og som bestemmer dets virkninger. Han tog også det almene fremskridt til sig, herunder dampmaskinens anvendelse i skibsfart og togdrift.

Men Turner var også excentrikeren der konsekvent gik sine egne veje, forfulgte sine egne kunstneriske mål, og efterhånden blæste på alle konventioner. Det kostede ham ensomhed, men heldigvis på et tidspunkt hvor han bl.a. takket været faderens forretningssans havde skaffet sig en økonomisk position der gjorde al leflen for smag og konvention unødvendig. Hans lærreder, akvareller, tegninger og skitser sættes i dag umådeligt højt - også i prosaisk pengeværdi, hvor de giver svimlende summer på auktioner. Men heldigvis donerede han sine usolgte værker til det offentlige, så vi i dag kan bese mængder af dem bare ved at rejse til London og gå på Tate Britain.



Den lille tykke mand har næppe været sjov at omgås til daglig. Han var kort for hovedet, og sans surhed og bryskhed må have været påfaldende. Han holdt meget af sin far, men havde jo en psykisk syg mor der ikke kunne give ham nogen kærlighed. Og han mistede også som 8-årig en søster. Og det kom naturligvis til at præge manden resten af livet. Den kvinde han først havde en slags samliv med og fik børn med - Sarah Danby - var en selvsikker dame, en 'harpe', mens hendes niece der blev Turners hushjælp var usikker, føjelig og selvudslettende. Først Sophia Boot i Margate gav Turner lige præcis det givende og dynamiske modspil han havde brug for og som lå i at hun hvilede i sig selv, var mild og imødekommende af sind, havde haft et godt og langt ægteskab og - efter filmen at dømme - også havde den humor Turner værdsatte. Det er karakteristisk for filminstruktørens fortolkning at han viser deres humor og gensidige tiltrækning gennem sangen: Den ellers sure Turner liver op i hendes selskab og giver sig til at synge duet med hende. Det er bevægende fint.

Og det har sin pendant i filmen i den scene hvor Turner hører miss Coggins spille clavicord på Petworth og hvor han begynder at synge med på Didos klage, da hun slår denne Purcell-musik an. Turner har jo absolut ingen god sangstemme, men synge gjorde han når den rigtige kvinde lagde op til det. Det er smukt.

Men det står så også i stor kontrast til hans nedladende for ikke at sige sårende og usle behandling af hushjælpen, som han godt kan tilfredstille sin seksualtrang på, men iøvrigt betragter som et undermenneske. Og det står i kontrast til hans flittige besøg på bordel, hvor han - må man formode - nok også har fået tilfredsstillet seksualtrangen, men lige så meget har studeret og tegnet kvindekønnets anatomi. Jeg aner ikke om filminstruktøren har belæg for sin skildring af Turner der pludselig bryder i gråd over for den prostituerede kvinde han tegner skitser af. Turners besøg på bordel holdt han skjult for alle i sin omgangskreds i sin levetid. De kom først frem da John Ruskin flere år efter Turners død var nået frem til registrering af de mapper de erotiske billeder lå i. Men skildringen er i hvert fald en meget nærliggende fortolkning. Turner har bag facaden utvivlsomt været en følsom mand, der blot aldrig var kommet over tabet af ægte kærlighed i barndommen og først mødte den igen da han traf mrs. Boot i Margate.

Hele hans historie sættes i voldsom kontrast af victorianismens snævre og hykleriske kønsmoral, der blankt afviste at kvinder overhovedet har en naturlig kønsdrift. Det var en forløjethed uden lige i historien, og den er jo ikke blot i strid med biologiens kendsgerninger, den er strengt taget også en benægtelse af 'syndefaldets' faktum og afgørende betydning for kulturen: mennesket blev i mytisk forstand uddrevet af uskyldighedens have i og med at det kom i puberteten og fik øje for både det andets køns tiltrækkende kraft og autoriteternes ufuldkommenhed. Og siden kommer intet voksent menneske nogen vegne i sin udvikling med dyrkelse af uberørthed eller forældreafhængighed.

Dette betyder at parforhold - hvad enten der er tale om et juridisk bindende ægteskab eller et friere moderne samliv - ikke bliver meningsfuldt og bæredygtigt medmindre begge parter ser hinandens kønssdrift som noget positivt der skal plejes. Det er afgørende at gå ind i forholdet så det bliver et eksistentielt jeg-du-forhold hvor følelserne tæller fuldgyldigt med og ikke et objektivt eller koldt jeg-det-forhold hvor man abstrahere fra følelserne. Og i jeg-du-forholdet er selve kønsdelene ikke særligt interessante i sig selv. Det er derimod alle de varme og behagelige følelser og fornemmelser som den gensidige berøring med hænder, læber og tunge giver og som medfører udskillelse af sekreter fra kønskirtlerne. Det er her den fundamentale forskel ligger mellem ægte erotik og kærlighed på den ene side og den der kan købes for penge og lader den ene part kold!



Hovedindtrykket af filmen    
Til toppen  Næste

Mike Leigh's 2½ timer lange Turner-film er et utroligt smukt og spændende portræt af en af kunsthistoriens største skikkelser, og den får hele sin høje kvalitet fra store præstationer af skuespilleren Timothy Spall og filmfotografen Dick Pope. Spall giver hele den excentriske kunstners bryskhed og gnavenhed i fuldt format og har lært sig en helt formidabelt varieret grynten som kunstnerens svar på næsten al tiltale. Den er blevet en utroligt sigende - og mange steder også utroligt morsom grynten. Og Pope har formået at indfange de kæmpestore panoramaer som gør det muligt for beskueren at genopleve de scenerier Turner selv har malet. Det kan ikke gøres bedre. Og jeg mindes ikke at have set et filmportræt hvor noget lignende har været tilstræbt og er lykkedes fuldtud. De store panoramaer kommer naturligvis ikke til deres fulde ret på tv hjemme i stuen. De skal opleves i biografer med brede lærreder.

Miljøerne er tegnet med sikker hånd - det er jo en kunst englænderne mestrer til fuldkommenhed. Og alle skuespillere yder deres bedste. Det er utroligt sjovt at se den stolte og emsige fader ofre sig for sønnen. Det er sjovt at se den unge dronning Victoria lufte sit snæversyn. Det er morsomt at se rigmænd der ikke fatter at nogen kan sige nej til penge. Det er en fornøjelse at se den arme Haydon ødelægge alt for sig selv med sin iver og taktløshed. Det er tiltalende at se den generøse lord Egremont holde selskab. Det er ganske mærkværdigt at se kunstnerne på Royal Academys udstillinger gå og male deres billeder færdige på stedet lige før den officielle åbning. Og det er rent ud en genistreg at se kunsthistorikeren John Ruskin ubarmhjertigt latterliggjort med sin ordstrøm og intellektualisme.

Bevægende er skildringen af forholdet mellem Turner og Sophia Boot, men så meget desto tristere Hannah Danbys skæbne.

Filmen giver ikke noget dybt indtryk at selve Turners maleteknik, selvom Timothy Spall som forberedelse til opgaven har lært sig at male. Vi ser ham med bred pensel og store armbevægelser lave voldsomme farvestrøg på lærredet - eller med blyanten lave hurtige skitser med meget løs hånd. Og det svarer jo nok til hvad Turners samtidige, herunder John Ruskin, har fortalt om manden. Men man ser ikke hvordan Turner får lyset tryllet frem med små pensler og mange farvenuancer. Manglerne opvejes imidlertid til fulde af de flotte gengivelser af Turners faktiske billeder og de nævnte panoramaer over landskaber og scenerier der var forudsætningen for disse billeder.

Filmen er ikke et minut for lang, men man kan godt indvende at det kræver nogle forudsætninger at få det fulde udbytte af den, nemlig en vis viden om samtidens engelske kunst, samfundsliv og moralsyn - og naturligvis Turners værker. Disse forudsætninger har englænderne selv af gode grunde, men vi andre må tilegne os dem gennem læsning og film samt besøg på de store kunstmuseer i London, navnlig Tate Britain. Så kan udbyttet af filmen til gengæld blive optimalt.

Ejvind Riisgård



Links og henvisninger    
Til toppen

Links:

Filmens hjemmeside
Turner Society's biografi
Tate Britain
Petworth House
Royal Academy

J.M.W. Turner ifølge Wikipedia
Constable ifølge Wikipedia
John Ruskin ifølge Wikipedia
Mary Sommerville ifølg Wikipedia
Queen Victoria ifølg Wikipedia
Præ-rafaelittiske broderskab



Relevante artikler på Jernesalt:

William Blake's univers  (Essay - 05.02.03-)
C.D. Friedrich og det romantiske landskabsmaleri   (11.6.08.)
Chagall - en enestående mytisk kunstner  (11.11.05.)
Carl-Henning Pedersens univers  (22.11.03.)
L.A. Ring mellem de to virkeligheder  (14.12.06.)

Romantikken ifølge Rüdiger Safranski  (23.04.08.)
Ind i kunsten - optakt til en kunstfænomenologi
David Favrholdts æstetik
En alternativ, helhedsrealistisk æstetik

Martin Buber: Jeg og du
'Syndefaldet': Myte, ord og billede
At være mand og at være kvinde, hvilken forskel!  (18.2.11.)
Kønsforholdets interdependente begreber  (1.9.10.)

De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det aggressive menneske om Anthony Storrs dobbelte aspekt og dets følger
Det musiske menneske  om Jon-Roar Bjørkvolds bog om leg og læring
Det sanselige eller generøse menneske om generøsitet, seksualitet og Tor Nørretranders
Det fromme menneske om uskyld, hellighed og jomfruelighed



Litteratur:

David Blaney Brown, Amy Concannon og Sam Smiles: Late Turner - Painting set free. (Tate Publishing 2014)
John Walker: Joseph Mallord William Turner. (Harry N. Abrams, New York. 1983)
Andrew Wilton: Turner Watercolours in The Clore Gallery. (The Tate Gallery. 1987)
Phyllis Rose: Fem victorianske ægteskaber - om samlivets vilkår dengang og i dag. (Spektrum 1991, eng. orig. 1983)

Film:

Alain Jaubert: J.M.W. Turner (Arte France og Tate Britain. 2010. 54 min.)
Simon Shama: Turner (i BBC-serien 'Power of Art'. 2006)



Artikler om Film
Artikler om Kunst
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal