|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 13.12.11.1Q84 - Bind 2 af Murakamis enestående fortælling om virkelighedens tvetydighedIndlededende bemærkningerDur-fortællingen om Aomame Karakterstik af dur-fortællingen Mol-fortællingen om Tengo Karakteristik af mol-fortællingen Virkelighedens dobbeltkarakter Henvisninger Indledende benmærkninger Til toppen Næste Som påpeget i min grundige gennemgang af første bind af Haruki Murakamis flertydige kærlighedshistorie om kampsportsinstruktøren Aomame og forfatteren og matematiklæreren Tengo Kawana, så ligger det ejendommelige ved fortællingen i at de to hovedpersoners historie fortælles parallelt i de to første bind, nemlig i hver to gange tolv kapitler - uden at de nogensinde mødes. Hverandet kapitel handler om Aomame og hvert andet om Tengo, men dog med den forskel at kapitlerne om Aomame synes skrevet i dur, mens kapitlerne om Tengo synes skrevet i mol. Musikken spiller en stor rolle for Murakami, og han henviser adskillige steder til ganske bestemte musikstykker, ofte jazz, men i 1Q84 er to klassiske musikstykker helt centralt placeret. Det drejer sig dels om en Sinfonietta fra 1926 af den tjekkiske komponist Leos Janacek, dels om Bachs 'Veltempererede klaver', der netop består af to bind med hver to gange 12 præludier og fugaer i hver toneart. Hertil kommer et tredje musikstykke, mol-arien 'Buss und Reu' fra Bachs Matthäuspassion. Den afgørende forskel på dur og mol er ikke den simple 'tekniske' eller 'æstetiske' ændring af skalaens tredje interval fra en stor til en lille terts, men derimod den indholdsmæssige og eksistentielle ændring der følger heraf og som består i at mol har et langt større udvalg af muligheder for at udtrykke sammensatte og yderst differentierede følelser og stemninger end dur har. Dur i musikken svarer til indikativ i sproget, men mol svarer til konjunktiv. Da jeg fortsat mener at Murakamis roman ikke kan forstås fuldt ud uden øre for forskellen mellem dur og mol i sprog og litteratur, gør jeg også denne forskel til grundlag for den følgende gennemgang af andet bind af fortællingen. Det betyder at jeg ligesom for binds I's vedkommende tager dur-delen om Aomame først og mol-delen om Tengo bagefter. Men da jeg nu har fået læst hele Murakamis fortælling i den foreliggende komplette engelske oversættelse, må jeg gøre opmærksom på, at denne indfaldsvinkel til fortællingen ikke er tilstrækkelig til en forståelse af tredje bind og dermed værket som helhed. Dels afviger tredje bind fra de to første ved - uden tvivl helt bevidst - at bestå af 31 kapitler og ikke 24, idet de er fordelt med ti på Aomame, ti på Tengo og så ti på den tredje hovedpersonen Ushikawa som dukker op allerede i andet bind. Det afsluttende 31. kapitel handler om både Aomame og Tengo og runder således værket af på den allersmukkeste måde. Men magien i historien som grundlægges i værkets allerførste kapitel tager over - og dette kulminerer også allerede i andet bind, midt i værket. Dette vil fremgå af det følgende, men vil naturligvis få afgørende indflydelse på min endelige bedømmelse. Dur-fortællingen om Aomame Til toppen Næste Aomame besøgte den gamle dame i Piletræsvillaen. [Den engelske oversættelse af romanen bruger udtrykket 'dowager' for den gamle dame. Det har vi desværre ikke på dansk, men det betyder en ældre dame af den statelige, dominerende type, og bruges derfor om fx enkedronninger! Og netop sådan beskrives Den gamle dame i bogen.] Damen sad sammensunken i lænestolen. Der er meget der ikke er som det plejer at være i dag, tænkte Aomame. Kvindehusets vagthund var død, og nu er Tsubasa væk, sagde damen. Hun gik bare sin vej.... og så vidt jeg ved har hun ikke noget sted i hele verden at tage hen. Jeg er sikker på at Tsubasa selv besluttede sig for at forlade huset. Jeg ved at det ikke nytter noget at lede efter hende nu. Hun tager hen hvor vi ikke kan nå hende. Hun var nødt til at gå. Det har været et stort chok for mig. Men lad os tale om Sakigakes leder i stedet for, fortsatte hun. Vi er nødt til at bortskaffe denne leder. Han har opfundet sin egen pseudoreligion og udnytter den til at retfærdiggøre sine handlinger, sine voldtægter af små piger. Jeg har fået det undersøgt så grundigt som overhovedet muligt og jeg har betalt en formue for det. Fire piger er blevet voldtaget af denne mand. Tsubasa er den fjerde. To af pigerne befinder sig stadig på Sakigakes grund. Som en slags tempeljomfruer. Det første af de fire ofre var Lederens egen datter. Det skete for syv år siden. Er du rede til at skaffe den mand af vejen? - Ja, det er jeg, svarer Aomame. - Det bliver ikke nogen nem opgave? Mere risikabelt end det plejer. Vi kan ikke garantere for din sikkerhed. Du må svare mig ærligt nu. Er du bange for at dø? - A: Jeg er ikke særlig bange for at dø. Jeg er mere bange for at leve videre som mig selv. - Men sagde du ikke at du har en mand du elsker. - Jo men chancen for at jeg nogensinde kommer til at være sammen med ham er tæt på nul. - Og du har ingen planer om selv at tage kontakt til ham? - Nej det vigtigste for mig er at jeg længes efter ham af hele mit hjerte. Damen fortsatte: Vi kan godt arrangere at du og Lederen kommer til at være alene sammen. Det kommer til at tage tid.... og så skal du ellers gøre det du plejer. Denne gang skal du bare forsvinde helt bagefter. Du skal have ændret dit ansigt ved hjælp af plastikirurgi. Du skal forlade dit nuværende job og flytte langt væk; ændre dit navn, skille dig af med alt hvad du ejer og blive en anden person. Du får selvfølgelig et klækkeligt honorar.... Kan du gå med til det? Aomame havde ingen indvendinger: Jeg har intet at tabe. - Damen; Hvis du klarer opgaven vil jeg sørge for at overføre en stor del af min formue til dig. Jeg betragter dig som min datter, og som arving ved siden af min søn og børnene efter min datter der begik selvmord. - Aomame takkede dybt og sagde at hun ville tage hjem og forberede sig. På vejen ud beder hun Tamaru om en samtale. Hun havde en bøn til ham. Hun havde brug for en pistol, som kunne være i hendes håndtaske. Hun skulle kun bruge den én gang, så én patron ville være nok. - Tamaru gjorde opmærksom på, at det var forbudt almindelige mennesker at have en pistol? Det vidste hun godt. Men han pointerede, at han aldrig nogensinde var blevet anklaget for at have gjort noget ulovligt. "Jeg har en ren straffeattest. På papiret er jeg en lovlydig borger, ærlig, uskyldig. Det er altså en af samfundets støttepiller som du beder skaffe dig en pistol." Han spurgte hvem hun havde i sinde at skyde. Aomame pegede på sin egen tinding. Tamura spurgte hvad grunden var. Jo, hun ville ikke tages til fange. Hun var bange for at blive fanget og tortureret. Og i den situation ville en giftkapsel tage for lang tid at finde frem og sluge. Han kaldet det en delikat sag, men ville gøre hvad han kunne. Da hun sagde at de nok ikke kom til at ses igen, røbede han at han ikke brød sig om at sige farvel. Han fik ikke engang chancen for at sige farvel til sine egne forældre. Han fortalte at han blev født på Sakhalin, året før krigen sluttede. Øen blev besat af Sovjetunionen i 1945 og hans forældre der var koreanske fremmedarbejdere blev taget til fange. De overlod ham til et japansk ægtepar der skulle hjem til Hokkaido. Der kom han på et katolsk børnehjem der var et barsk sted. Men han fik japansk statsborgerskab og et japansk navn. Men hensyn til pistolen nævnte Tamaru at Tjekov engang havde sagt, at hvis der optræder en pistol i en fortælling, skal den også fyres af. Det betyder at man ikke skal inddrage unødvendige rekvisitter i en fortælling. Aomame indvendte at det de var i gang med jo ikke var nogen fortælling. Det er den virkelige verden. - Hvem kan vide det?, replicerede han. [Kap 1] Hjemme i sin lejlighed betrager Aomame sceneriet på himlen fra sin altan. Da skylaget lettede var der to klare måner på himlen. De bragte hende ud af fatning. De forrykkede jordens tyngdekraft ganske svagt, og de syntes også at påvirke hende rent fysisk. Hun lavede træningsøvelser på gulvet til Janaceks Sinfonietta. Hun kunne den udenad, og når hun lyttede til den, faldt der en forunderlig ro over hende. Hun var på samme tid den der tvang og den der blev tvunget (som i sin træning). Og det var netop denne indadrettede selvtilstrækkelighed hun ønskede mest af alt. Den gav hende trøst og lindring. Da dette er et meget tydeligt mol-træk, bringer jeg et udsnit af partituret fra den langsomme 3. sats:  Telefonisk aftalte hun et nyt møde med Tamaru. Han skulle bruge hendes kørekort, pas og sygesikringsbevis. Og så ville han gerne tale med hende privat om "det vi talte om forleden". Da hun kom til villaen, drak hun først kaffe med den gamle dame, og hun kunne over for denne bekræfte at hun havde pakket sine ting og ryddet op. Den gamle dame sagde at de endnu ikke havde fået en fast dato. "Men du skal give ham muskelafspændende behandling, fordi han lider af stærke smerter.... Vi har en muldvarp inde hos Sakigake. Han har fortalt dem at du er fabelagtig god til muskelafspænding.... først ville de have at du kom op til deres hovedkvarter i Yamanashi, men vi forklarede at vi havde alt for travlt.... Men han overnatter engang imellem inkognito på et hotel midt i byen.. og der kan du så gøre det du plejer. Du kommer til at være alene med ham på værelset, fortsatte hun. "Lederen holder sin fysiske tilstand skjult for organisationens medlemmer.... De kender dit navn og din arbejdsplads. Og de har tjekket din baggrund.... Lederen ledsages at to livvagter, højt graduerede i karate, men efter Tamarus mening ikke andet end amatører. De to vil formentlig være i hotelværelset ved siden af, men du kommer til at være alene med Lederen i en time. Han er en mand i halvtredserne og er stor." Bagefter tager Tamura Aomame med ind på sit kontor og giver hende en stor plastpose med en revolver i, og han instruerer hende i brugen. "Det her er en gave fra mig, men hvis ikke du bruger den vil jeg gerne have den tilbage." - Han forklarer hende at det er en dårlig idé at skyde sig i tindingen, man skal skyde sig i munden. Men tro mig, tilføjede han, det bedste er at satse på at overleve. Det er også mest realistisk. Og hvis du stik mod al forventning bliver afhørt af politiet om hvor du har pistolen fra, må du endelig ikke nævne mit navn. Jeg nægter selvfølgelig alt, hvis de kommer her.... Og hvis fruen bliver indblandet i noget, mister jeg mit arbejde.... Tamura gav hende en personsøger, som hun skulle have på sig i videst mulig omfang. Hvis den bipper, betyder det at jeg har en vigtig besked til dig. Bagefter skal du ringe til nummeret på displayet.... Da hun var hjemme igen gennemgik Aomame hvad hun havde lært foruden sin rejsetaske og den specialfremstillede issyl.... Hun var følelsesmæssig klar. Hun læste avisen og dér stod en artikel om Ayumis død. Hun var blevet kvalt på et hotelværelse i Shibuya. Spændt fast til sengegærdet med håndjern der stammede fra politiet. [Kap 3] Da det omsider lykkedes Aomame at forstå at Ayumi rent faktisk var død, gennemgik hendes bevidsthed en indre omstillingsproces. Hun begyndte at græde, og hun havde ellers ikke let til at græde. Hun havde ikke grædt siden barndomsveninden Tamaki Otsukas selvmord. Dengang havde hun grædt flere dage i træk. Aomame fandt Ayumis død naturstridig, frygteligt uretfærdig og absurd. Aomame var meget mere forsigtig end Ayumi og ville aldrig give nogen lov til at gøre hende ondt. Men Aomame have haft brug for Ayumi, der var åben og munter og fik folk til at slappe af. Ingen forstod ifølge aviserne hvordan drabet kunne ske. Men det gjorde Aomame. Ayumi havde haft et stort tomrum inde i sig.... Fem dage efter Ayumis døde bippede personsøgeren. Tamaru spurgte om hun var klar. Han havde en besked fra fruen. "Du skal tage hen til lobbyen på Hotel Okura i aften klokken syv. Du skal bare sætte dig ned og vente". Aomame bad ham gør hende den tjeneste at hente og passe på hendes gummitræ. Tamaru spurgte hende om hun kendte historien om musen der mødte en vegetarkat? Musen blev på et loft trængt op i et hjørne af en stor hankat. Den bad katten om ikke at æde sig. Katten svarede. Du skal ikke være bange, jeg er vegetar.... Den greb dog fat i musen. - Sagde du ikke at du aldrig rørte kød? - Jo, men jeg har tænkt mig at tage dig med og bytte dig for et salathoved. Aomame gjorde sig klart at det her sikkert ville blive hendes sidste og vanskeligste opgave. Hun havde ikke noget imod at miste sin identitet, hun bød snarere muligheden velkommen. Måske kunne det blive en ny start i virkeligheden. Men der var dog noget der ville blive tilbage af hende ud over brysterne, og det var mindet om Tengo. Den voldsomme hjerteskælven. Den intense længsel efter at ligge i hans arme. Min inderste kerne er ikke et udtørret ødeland som Ayumis, men kærlighed. Jeg vil altid elske den tiårige Tengo - hans styrke, hans intelligens, hans venlighed. Den trediveårige Tengo inde i Aomame var derimod ikke den rigtige Tengo, men kun en hypotese. Når Aomame af og til fik et ustyrligt behov for at gå i seng med andre mænd, skyldtes det måske ønsket om at holde sit indre billede af Tengo så rent og ubesudlet som muligt, at befri sin krop for begær..... Aomame vandede gummitræet for sidste gang og lagde Janaceks Sinfonietta på pladespilleren. Hun forestillede sig de forblæste bøhmiske sletter. Hvor vidunderligt ville det ikke være hvis hun og Tengo kunne vandre ud i det blå der henne.... Hun sagde farvel, ikke så meget til lejligheden som til det jeg der havde boet der. [Kap 5] Aomame trådte ind i den højloftede lobby på Hotel Okura. Med sine lyseblå bomuldsbukser, den enkle hvide bluse, de hvide sneakers og den blå Nike-sportstaske virkede Aomame malplaceret i de traditionsrige og suggestive omgivelser. Det er min sidste, vigtige opgave, tænkte hun. Jeg er nødt til at være den sædvanlige rå og coole Aomame. Hendes vejrtrækning var anstrengt og hun svedte. Det var dog ikke en almindelige nervøsitet, men en forudanelse der sagde: Skynd dig væk og glem det hele. Hun lukkede øjnene og begyndte nærmest per refleks at bede sit sædvanlige fadervor: Vorherre, du som er i himlen, ære være dit navn, komme dit rige.... En ung mand trådte hen til hende og spurgte om hun var Aomame. Han var i mørk jakkesæt, var kun 1.65 m høj, havde karsehår, flad næse, lille fipskæg og et lille ar i højre øjenkrog. Han var ledsaget af en ung mand på 1.85 m som havde hestehale. Under jakkerne skjulte der sig solide muskler. 'Karsehår' viste vej gennem lobbyen hen til elevatorerne. Aomame fulgte efter med tasken i hånden. 'Hestehale' bagefter i to meters afstand, så hun var klemt inde mellem dem. Men de virkede ikke nær så skræmmende på hende som Tamaru. De var ikke uovervindelige. Da de var kommmet op på et værelse, måtte Aomame acceptere at blive kropsvisiteret af en genert Hestehale. Også hendes håndtaske blev undersøgt, men de to vagter var for generte til at gennemrode toilettasken. De er jo rene amatører, tænkte hun. Aomame gik ind på badeværelset og skiftede til træningstøj.... og gjorde også her sin pistol klar. Karsekår bad hende udtrykkeligt om ikke fortælle nogen noget om hvad der skulle foregå. "Vi agter at betale dig rigeligt, og måske får vi brug for din assistance fremover. Derfor vil vi bede dig om at glemme alt hvad du får at se og at høre. Hun beroligede dem med at hun arbejdede med folks kroppe og kendte sin tavshedspligt. Godt, sagde Karsehår, men vi vil gerne have at du er klar over at dette her rækker ud over den almindelige tavshedspligt. Det sted du nu betræder er helligt. Den person du skal møde og lægge dine hænder på er en hellig person. Og han tilføjede at de havde tilladt sig at tjekke hendes baggrund. Vi fandt intet problematisk. Du har ry for at være en god instruktør. Så vidt vi forstår har du været medlem af Jehovas Vidner? - Det bekræftede hun, men tilføjede at hun for længe siden havde forladt sine forældres tro. - Det vidste Karsehår allerede, men du har levet som troende i en periode af dit liv, og vi antager at du ved hvad det vil sige at noget er guddommeligt, at der er områder som ikke må betrædes. - Det forstod hun, selvom hun ikke accepterede troen. Det var i orden, men Karsehår understregede at Aomame nu ville opleve noget helt specielt, nemlig en eksistens som er alt andet end almindelig. "Du må aldrig fortælle nogen noget om dette. Hvis noget slipper ud, vil det betyde en uoprettelig besudling af det guddommelige....... Vi er en lille religiøs organisation, men vi har stærke hjerter og lange arme.... Lad os gå ind," [Kap 7] Der var bælgmørkt i det værelse de trådte ind i. De tykke gardiner var trukket for, alt lys slukket. På sengen lå der et kulsort objekt, der lignede et mindre bjerg. Den formløse kontur var et menneske der lå ned. Aomame kunne ikke opfange noget tegn på liv. Men personen var ikke død, for Karsehår behandlede den som et levende mennesket. "Så er det tid", sagde han hen mod skyggen. Endelig begyndte konturen på sengen at røre på sig. Musklerne vågnede, overkroppen begyndte at røre på sig og efterhånden vendte bevidstheden tilbage. Så satte skyggen sig op i skrædderstilling. Hun kunne høre mandens langsomme udånding.... som et dybt suk.... Så hans dybe indånding.... Som en stiv kuling der fejede gennem skovens træer.... Hun kunne ikke se hvilken vej hans ansigt vendte. Han trak ikke vejret normalt. Han brugte hele kroppen, og hans vejrtrækning havde et særligt formål og sin helt egen funktion. Karsehår stod stadig stiv og strunk ved siden af hende. Manden skulle tilsyneladende igennem denne proces for at vågne. "Du kan gå nu" sagde manden til Karsehår med en dyb, klar barytonstemme. Og til Aomame sagde han at det var nødvendigt at der var så mørkt. "Men du skal ikke være bange. Jeg gør dig ikke noget. Man ser tingene mere klart i mørke. Men hvis man tilbringer for lang tid i mørket, bliver det sværere at vende tilbage til den almindelige verden, hvor lyset er." Han blev ved med at betragte hende. Men der var intet seksuelt begær at spore i hans blik. Han holdt til sidst op med at kigge på hende, som om han havde læst hendes tanker. Han bad hende trække gardinet lidt fra. Han kunne klare lyset. Men han havde problemer med nethinden. Han var en meget stor mand, ikke tyk, bare stor. Han var høj og bred og så stærk ud. Aomame forestillede sig de små tiårs piger der var blevet voldtaget af dene stor mand. Hun forestillede sig ham nøgen i færd med at bestige en lille pige.... Manden havde tynde joggingbukser på med elastik om anklerne.... Hans bare fødder så store ud, hans brede skuldre ledte tankerne hen på en erfaren kampsportsudøver. Hun bedømte ham til et sted i fyrrerne. Han havde stor næse, dybtliggende øjne. Stor og kraftig krop. Han var glatbarberet, hans træk regelmæssige.... Han takkede hende fordi hun kunne komme. Og spurgte hvor meget hun vidste om ham. - Næsten ingenting.... Ikke engang hvad De hedder, men De er religiøs leder og har nogle fysiske problemer.... Og har brug for behandling af muskler og led. - I mit tilfælde, sagde han, har du nok brug for en forklaring. "Folk kalder mig Lederen, men jeg viser mig næsten aldrig. De fleste af vores medlemmer har ikke set mit ansigt. Men det får du lov til. Og det vil jeg godt have at du er klar over. Jeg har hørt at du var medlem af Jehovas Vidner. De har en lære der er helt anderledes end vores. Religioner som er bygget op omkring dommedagsteorier er efter min mening det rene humbug. Når alt kommer til alt, så er 'slutningen' helt og holdent noget individuelt. Jehovas Vidner er dog en bemærkelsesværdig hårdfør religion. Organisationen har ikke nogen særlig lang historie og har været igennem mange prøvelser, men den bliver alligevel ved med at øge sit medlemstal. Vi kan lære meget af den." "Med hensyn til til mig skal du vide at der er meget som er helt specielt ved min krop. Som sagt kan min øjne ikke tåle kraftigt lys.... det var den primære årsag til at jeg ikke længere viste mig for folk.... Af en eller anden grund er mine nethinder ødelagte, og ingen kan sige hvorfor.... Det ender med at jeg bliver blind..... Det næste problem er at mine muskler tit bliver stive. Jeg kan ikke røre mig, og jeg føler mig bogstaveligt talt som forstenet. Det varer i flere timer. I sådanne tilfælde kan jeg bare ligge ned. Jeg føler ingen smerte, men kan ikke røre mig. Først får jeg krampe, og det begynder at rykke i alle kroppens muskler. Og så går musklerne ud som om nogen har trykket på en kontakt.... Selv om jeg er lammet, er min bevidsthed klar.... Men jeg mister følesansen og ville slet ikke kunne mærke det, hvis du stak mig med en nål... jeg har prøvet alt - kinesisk medicin, osteopati, kiropraktik, akupunktur, moxaterapi [ætsning af huden], massage.... Jeg er spændt på hvordan min krop reagerer på din behandling. Det er ti dage siden jeg sidst har haft lammelse.... " Desuden, tilføjede han .... og det er noget jeg har meget svært ved at tale om, men der en ting mere du bør vide.... Mens jeg er lammet, har jeg konstant rejsning. - Men De føler ikke noget? - Nej, slet ikke, heller ingen seksuel lyst.... - Det tror jeg heller ikke jeg kan gøre noget ved. Det ligger langt uden for min ekspertise. - Mens det står på har pigerne samleje med mig. - Pigerne? - Jeg er omgivet af flere piger. Når jeg er lammet og ligger uden at kunne røre mig, skiftes de til at bestige mig og have samleje med mig. Jeg føler ingenting, heller ikke seksuel nydelse, men jeg får udløsning alligevel. Flere gange.... Der er tre piger i alt. Alle teenagere. Pigerne tror at mine lammelser er sendt fra himlen, og at jeg er i en form for guddommelig tilstand. Derfor kommer de og lader sig forene med mig.... De prøver at blive befrugtet.... med min arving. Aomame indså at hun var havnet i en yderst penibel situation. Hun skulle meget snart sende denne mand over til den anden side, og nu afslørede han disse mærkværdige hemmeligheder for hende. Pigerne fungerer som mine tempeltjenere.... De er blevet tildelt den opgave at føde min arving. Men de bliver nok ikke gravide, for de har ikke fået deres menstruation endnu. De håber på et guddommeligt mirakel....Problemet er at det lige så langsomt er ved at nedbryde min krop. Lammelsen varer lidt længere hver gang. De begyndte for syv år siden. Dengang skete der kun hver anden eller tredje måned. Nu sker det en eller to gange om måneden. Bagefter er jeg frygtelig udmattet og har voldsomme smerter i en uge. Jeg kan ikke sove, og ingen medicin lindrer smerterne..... Mit kød ædes op indefra, og blodet suges ud af mig. Men det der æder mig op er hverken kræft eller parasitter. Min krop er sund. Lægevidenskaben kan ikke forklare mine pinsler. Den eneste forklaring er at det er den pris nåden har. Og han fortsatte: Jeg kan ikke standse forfaldet. Jeg går en grusom og smertefuld død i møde. Og de vil bare kassere mig som en værdiløs, gammel bil. - De? - Dem der æder mit kød op.... Jeg kan næsten ikke holde smerten ud. Den har taget meget fra mig, men den har også givet mig meget. Når jeg oplever denne særlige dybe smerte, oplever jeg også en særlig dyb nåde. - Jeg tror ikke at jeg kan afhjælpe Deres problemer. Især ikke hvis det er nådens pris. - Jo du kan gøre noget. Noget som kun du kan gøre. Jeg ved en del del. Gør det som du plejer at gøre. - Jeg skal forsøge. [Kap 11] Aomame bredte sin medbragte blå yogamåtte ud på gulvtæppet og bad manden tage tøjet af overkroppen.... Han var bred over brystet, der var ikke et gram fedt på kroppen og musklerne svulmede. Umiddelbart så han kernesund ud. Hun spurgte til hans specielle vejtrækning, og sagde at det hun nu ville gøre kom til at gøre temmelig ondt.... Det skal gøre ondt, før det gør godt. - Han sagde blot at hvis der var en smerte han endnu ikke havde oplevet, ville han gerne prøve den. Som sædvanlig begyndte hun med at strække musklerne omkring skulderbladene.... De var sunde og raske.... Men det naturlige flow i dem var blokeret.... Efter første del af behandlingen siger Lederen at han allerede har det meget bedre. Det havde gjort meget ondt, men ikke mere end han kunne udholde. Hun tog fat på den anden skulder. Alle muskler var mere eller mindre blokerede.... Det tog hende næsten tredive minutter at løsne rygmusklerne.... "Det er mærkeligt", tænkte hun. "Jeg er kommet for at dræbe denne mand.... Alligevel gør jeg nu alt hvad jeg kan for at lindre den smerte han føler her i den virkelige verden." Hun erklærer at hun er halvt igennem, og beder ham vende sig om. Hun siger at hans muskler er ødelagte. Årsagen kender hun ikke, men skaderne er alvorlige. Og hun spørger om det er i orden at hun er lige så hårdhændet som før. Naturligvis, svarer han. Tredive minutter senere var de begget badet i sved og forpustede som elskende efter et intenst samleje.... Jeg vil nødigt overdrive, siger han, men jeg har det som om hver eneste del i min krop er blevet udskiftet. Du lader sandelig til at have en særlig evne. - Hun : Alt hvad jeg gør er baseret på empiri.... jeg har tilegnet mig forskellige teknikker.... jeg bruger øjnene og min sunde fornuft. Sandheden lader sig for det meste erkende og bevise, men den indebærer også en god portion smerte. - Han: Nå det er sådan du tænker.... Der er ellers næsten ingen der søger smertefulde sandheder. De fleste vil gerne have smukke, opmuntrende historier, der får dem til at føle at deres liv har en mening. Det er netop det religioner bygger på.... De fleste afviser tanken om sig selv som magtesløse og svage. Det er på den måde de kan bevare deres forstand.... Menneskekroppen er magtesløs og svag, og den er dømt til at forgå og forsvinde. Men hvad med menneskets sjæl? Hun sagde, at hun så vidt muligt forsøgte at lade være at tænke på sjælen. - Men er det at tænke over sin egen sjæl ikke netop en af menneskenes mest nødvendige opgaver?, indvendte han. - Jeg har kærligheden, svarede hun. - Et svagt smil bredte sig over mandens ansigt. Naturligt og med sympati. Er kærlighed da nok? - Hun: Ja. Og min er rettet mod en bestemt mand. - Han: Magtesløse og svage kroppe og betingelsesløs kærlighed. Du har jo ikke brug for nogen religion. .... Hele din grundholdning er religiøs. Aomame indvendte, at han lige før havde sagt at religion ikke så meget byder på sandheder som på smukke hypoteser. Og De er leder af en religiøs organisation. - Hvis jeg skal være helt ærlig, svarede han, betragter jeg ikke det jeg gør som religiøst. Jeg lytter til stemmerne og viderebringer det de siger. Det er kun mig der kan høre dem. Men jeg kan ikke bevise at det budskab jeg hører er sandt. Jeg kan bare give fysisk udtryk for de strejf af nåde der følger med. Hun bad ham igen lægge sig på maven. Han sagde at hun i hvert fald havde magiske fingre.... fingre med usædvanlig kraft. De er meget følsomme og finder uden tøven frem til menneskekroppens særlige punkter. Det er ikke noget man kan lære.... Men som med alle nådens gaver er der en pris man må betale..... Du må huske én ting. Guderne giver og guderne tager. De evner du er blevet givet, skal du bruge med stor varsomhed. Aomame lagde hånden på hans kraftige nakke og ledte efter det særlige punkt.... På nogle var det let at finde, på denne mand svært. Til sidst lykkedes det.... Der er et punkt i deres nakke hvor flowet er blokeret.... Jeg vil gerne prøve at fjerne det med et enkelt stik med en nål. Er det i orden? - Han: Jeg overgiver mig helt til dig. - Hun tog issylen ud af etuiet.... Men noget holdt hende tilbage. Af en eller anden grund kunne hun ikke lad den knyttede højrehånd falde.... Hendes hånd blev holdt tilbage af en svag, men hårdnakket tvivl. Det her går alt for let. Der var et eller andet galt. Modsatrettede kræfter kæmpede inde i hende. Hvad er der?, spurgte manden. "Du skal ikke tøve. Gør det bare. Jeg ønsker det samme som dig. Min smerte kan ikke lindres, medmindre man gør en radikal ende på mit liv..... og så vidt jeg forstår, agter du at gøre det for mig.... Men hvis du vil afbryde det du er i færd med at gøre, har du flere muligheder." - Og så bad han hende prøve at lade den højre hånd falde.... Det kunne hun ikke. Men så lød det fra ham: "Værsgo nu kan du godt bevæge højre hånd. Nu har du magten over mit liv." Hun opdagede at hun igen kunne bevæge sin hånd.... ingen tvivl om at han besad stærke kræfter. "De har givet mig denne særlige evne, men til gengæld stiller de også krav til mig.", sagde han. - De? Er det Little People, spurgte hun. Han: Der er vist ingen der præcis ved hvad Little People er.... Vi ved bare de findes et sted derude. Han spurgte om hun havde læst Frazers 'Den gyldne gren' [et hovedværk af den britiske religionsforsker James Frazer, 1854-1941]. Det var en interessant bog om visse samfund i oldtiden hvor man havde den skik at dræbe kongen når hans styre var slut efter ti-tolv år. Drabet skulle være grusomt og blodigt. Og kongen skulle indvillige i det. Kongen var folkets repræsentant og den der hørte stemmerne. Han var den person der påtog sig opgaven at være det kredsløb der forbandt dem med os. Det var en uomgængelig pligt for fællesskabet at slagte ham, der hørte stemmerne efter en vis periode for at opretholde balancen mellem den måde folk i verden tænkte på og den magt Little People udøvede. I oldtiden var det at regere det samme som at høre gudernes stemmer.. .... De er blevet kaldt mange forskellige ting, men for det meste har de ikke haft noget navn, de var bare derude et sted. Vi kalder dem Little People for nemheds skyld. Da min datter var lille, kaldte hun dem for de små mennesker. Det var hende der førte dem til os. Og så blev du konge?, spurgte Aomame - "Jeg er ikke konge. Jeg er den der hører stemmerne." Og nu vil du gerne myrdes på en grusom måde? - "Det behøver ikke at være grusomt. Vi lever i 1984 og befinder os i en storby... Du skal bare gøre en ende på mit liv. Kort og godt." Men hun kunne ikke få sig selv til at slå ham ihjel. "Du har voldtaget mange små piger, piger på ti år...." - Det er rigtigt, og det vil nok også være den gængse opfattelse. Ifølge loven er jeg kriminel.... Men jeg vil gerne have at du tager mit liv. Det vil under alle omstændigheder være bedst at jeg ikke længere findes i denne verden. Hvis balancen skal opretholdes, skal jeg fjernes. Hvad sker der hvis jeg dræber dig? - Little People mister den der kan høre dem. Jeg har stadig ingen efterfølger. - Hvordan skal jeg kunne tro på det? Du kan lige så godt være en pervers person der forsøger at legitimere sine usle handlinger med dårlige undskyldninger... verden er fuld af charlataner der går rundt og påstår at de er profeter eller religiøse ledere. Han spørger om hun kan se uret på den lave kommode. Hans muskler stivner og uret begynder langsomt at lette fra kommoden og svæve i luften. Så slapper han af og uret falder ned på kommoden med et bump. - "Selv noget så banalt kræver ekstremt mange kræfter... men jeg håber du kan se at jeg ikke er nogen charlatan." Hun indrømmer at han har særlige kræfter.... Og hun minder ham om en passage i Dostojefskis roman 'Brødrene Karamazov' hvor Djævlen og Jesus snakker sammen ude i ørkenen. Djævlen prøver at lokke Jesus til at udføre et mirakel og forvandle sten til brød. Men Jesus ignorerer ham. Mirakler er nemlig djævelens fristelser. Det ved jeg godt, siger Lederen, men jeg gjorde det for at overbevise dig hurtigt. I denne verden findes der ikke noget der er absolut godt eller absolut ondt. Det vigtigste er at finde balancen mellem det gode og det onde som konstant er i bevægelse. Og det er for at opretholde den, at jeg bliver nødt til at dø. Hun: Lige nu har jeg ikke noget behov for at slå dig ihjel.... Jeg kan mærke at du lider frygteligt, og du fortjener at dø langsomt under de mest forfærdelige pinsler. Jeg har ikke lyst til at give dig en let død.... - Han: Hvis du slår mig ihjel, vil mine folk jagte dig, indtil de finder dig. Det er en fanatisk flok og de er magtfulde og udholdende. Hvis jeg forsvinder, mister vores religiøse organisation sin sammenhængskraft. Men når et system først er blevet til, får det sit eget liv. Det jeg gjorde med din veninde med håndjernene var ondt. Det var en ulykkelig hændelse.... Jeg slog hende ikke ihjel. Men vores efterforskere fandt ud af det. Vi ved ikke hvem der gjorde det. Det var ondt at jeg ikke kunne forhindre det. Han svarer ikke på hendes spørgsmål om han mente Ayumi var hendes ømme punkt?. Men siger i stedet: De kan ikke rydde dig af vejen, for du er allerede blevet en særlig eksistens. Det vil du snart finde ud af.... Din veninde blev ikke ryddet af vejen af Little People med deres egne hænder. Hun blev dræbt af noget inde i hende selv... Hun levede livet farligt. De fungerede bare som katalysatorer. De pillede ved 'timeren'.... Ved at slå mig ihjel kan du gøre gengæld imod Little People. De vil ikke have at jeg dør nu og efterlader et tomrum. Det vil være et tilbageslag for dem og en fordel for dig. Hun understreger at hun ikke vil have hævn. "Noget uforklarligt æder dig op indefra, og du kommer til at dø en smertefuld dø uden jeg løfter en finger." - Han forstår, men foreslår hende en byttehandel. Hvis du tager mit liv, skal jeg til gengæld skåne Tengo Kawanas liv. Tengo? Det ved du også?, spørger hun overrasket. Men du ved ikke at navnet Tengo aldrig har taget et skridt ud af mit hjerte. - Han: Det er tilfældigvis sådan at Tengo Kawana er blevet en person der har ikke så ringe betydning for os lige i øjeblikket. Jeres skæbner har ikke bare krydset hinanden. I er trådt ind i denne verden, fordi det var meningen. Og nu må I spille de roller I er blevet tildelt. Hun: Trådt ind i denne verden? - Ja, i 1Q84.- Jeg troede det var mig der havde fundet på det ord? - "Det er det også. Ordet er dit. Jeg tillader mig bare at bruge det. Der er intet i denne verden som ikke træder ud af folks hjerter." [Kap. 13] Manden som de kaldte Lederen havde bevæget sig over i en anden verden. Aomame vidste ikke hvad det var for en verden, men hun var sikker på at det ikke var 1Q84. Hun gik ud af hotelværelsen og sagde til Karsehår at hun var færdig. "Han sover nu. Det var noget af en omgang. Hans muskler var meget spændte, og han trænger til at sove....... Han vågner nok om et par timer. Indtil da skal han helst have lov til at ligge i fred.... " - Karsehår kiggede lige ind i værelset. Aomame gik ud på badeværelset for at skifte tøj... og her sikrede hun sig at pistolen lå parat. Tilbage hos de to livvagter, trak Karsehår en tyk kuvert med stort honorar frem og gentog sin bøn om diskretion omkring besøget. Da der var sat nogle sandwich frem afledte Aomame Karsehårs opmærksomhed fra behandlingen med et spørgsmål om religion og spisning af skinkesandwich. Vores religion ser ikke så strengt på den slags, svarede han. Alkohol og tobak er forbudt, men det vigtigste er ikke rammerne, men det der er inden for dem. - Og det er Lederen der leverer dette indhold? - Han hører de stemmer som vi ikke kan høre. Da hun gik ud og ned ad gangen til elevatoren, mærkede hun Hestehales knivskarpe blik i nakken.... Hun fornemmede et tilløb fra hans side til et overfald.... Men ingen fulgte efter hende i elevatoren eller ud af gennem lobbyen. Nu er det overstået. Nu behøver jeg aldrig mere at slå nogen ihjel, tænkte hun for sig selv. Hun havde lavet en byttehandel for at redde Tengos liv. Det var aftalen, hvis hun vel at mærke kunne stole på ham. Hun fik prajet en taxi. Chaufføren omtalte det voldsomme tordenvejr. Vejene var blevet oversvømmet.... Driften var indstillet på visse togstrækninger.... Men hun kom frem til stationen og fik fat på sin bagage i boksen på Shinjuku stationen. Hun ringede til Tamaru på det aftalte nummer. - Gik jobbet godt? - Han sover dybt. - Jeg lader nyheden gå videre til fruen. Hun bliver glad.... Om to timer går de ind i værelset og opdager hvad der er sket. Men det er ikke sikkert de henvender sig til politiet. De klarer ransagningen selv. Hvis vi følger planen og du holder ud, finder de dig aldrig. Aomame fik opgivet en midlertid adresse i Koenji lige ved Ringvej 7. Lejlighed 303. Hun kører derud og tager lejligheden i besiddelse. Hun hører nyheder. Men der er selvfølgelig endnu ikke noget om at Sakigakes leder var fundet død. I dag er ret mange ting faldet på plads, tænkte hun. Hun var ikke specielt bange for at dø. Jeg dør, Tengo lever. Men jeg elsker Tengo. Månen er ikke lavet af papmaché, det er en rigtig måne. Eller der er to rigtige måner. Og det er i denne verden at jeg er gået med til at dø for Tengos skyld. Ingen skulle komme og sige, at den verden var lavet af papmaché. En stor mand havde bevæget sig over i den anden verden. Og intet menneske, ingen magt kunne få ham tilbage derfra. Og snart begyndte spøgelsestimen. [Kap 15] I Nyhederne var der stadig intet om Sakigake-lederens død på Hotel Okura. De må på en eller anden måde havde fået liget ført til hovedkvarteret i Yamanashibjergene. Aomame vidste selvfølgelig ikke hvordan Sakigake havde tænkt sig at udfylde tomrummet efter ham. Men de ville sikkert gøre hvad de kunne for at fortsætte. Tamaru ringede. Han kunne oplyse, at flere personer fra deres afdeling i byen midt om natten havde hjulpet med til at få liget fjernet, og Sakigake havde et effektivt forbrændingsanlæg.... Hun fortæller ham på sin side at Lederen var et usædvanligt menneske. Han kan godt forestille sig at det denne gang måtte have værer anderledes. Men nu bliver vi nødt til at tænke fremadrettet og være praktiske. Fruen ville gerne tale med Aomame på telefonen. "Jeg er dig så taknemmelig. Du har udført din opgave perfekt", sagde hun og bad Aomame huske én ting: "Vi gjorde det helt rigtige. Vi har straffet manden for hans forbrydelser. Der vil ikke komme flere ofre. Du skal ikke bekymre dig". Aomame fortalte at Lederen havde sagde nøjagtigt det samme. - Vidste han det? - Ja, han vidste at jeg kom for at skaffe ham af vejen, men alligevel tog han imod mig. Han længtes efter at dø. Hans krop var allerede voldsomt ødelagt.... jeg fremskyndede bare processen og befriede ham for ulidelige smerter. Den gamle dame lod til at vær dybt chokeret over hvad hun hørte, men Aomame sagde ikke noget om den handel hun havde indgået med Lederen. Det han havde gjorde var perverst, men han havde en særlig evne eller egenskab og en grusom byrde. Som sædvanligt har jeg sørget for at det ser ud som om han led en naturlig død, men de antager uvægerligt at jeg har noget med hans død at gøre.... Damen bekræftede at Tsubasa ikke var fundet. Hun troede pigen var taget tilbage til Sakigake. Og Aomame sagde ikke noget om at det ikke var den rigtige Tsubasa der havde været i kvindehuset. Damen sagde til sidst: Min alder taget i betragtning er det ikke sikkert at vi mødes igen.... Det havde været bedre at jeg ikke havde involveret dig i det her rod.... men jeg fortryder intet.... Der var meget stærke kræfter på spil. - Aomame: Men vi to har haft noget sammen som vi ikke ville kunne have fået med andre.... og det har betydet meget for mig. - Mange tak fordi du siger det. Det er en stor lettelse for mig, sagde damen. Tamaru overtog samtalen og spurgte til pistolen. Og så fortalte han ellers om sin opvækst på børnehjemmet på Hokkaido. Der var en dreng som var to år yngre. Han var mulat. Han blev drillet. Og på en eller anden måde faldt det i min lod at beskytte ham. Vi tilhørte den laveste klasse. Mig hærdede det, jeg blev en hård negl, men det gjorde han ikke. Han var virkelig håbløs.... Det eneste han var god til var at skære figurer ud i træ. På det område var han virkeligt et geni. Men alle troede han var retarderet.... Af en eller anden grund skar han kun rotter ud. De smukkeste rotter.... Det var besynderligt, for der var ingen rotter på børnehjemmet. Hvad der blev af ham, ved jeg ikke. For jeg stak af fra børnehjemmet da jeg var fjorten.... Men den dag i dag tænker jeg på ham. Livet på børnehjemmet var forfærdeligt.... men det lod ikke til at han fandt livet særligt hårdt.... Når han fik et stykke træ i hånden, sad han længe og kiggede på det.... "Nu skal jeg nok få den rotte hevet frem".... han bestilte ikke andet end at befri de imaginære rotter der var lukket inde i træet. Aomame: Men du blev nødt til at forlade ham. - Jeg blev nødt til at skabe et liv for mig selv. Hun: Hvorfor fortæller du mig den histore. - Tamaru: Jeg prøver bare at sige at jeg tit tænker på ham.... Jeg har stadig et klart billede af ham inde i hovedet. Det er et af mine vigtigste erindringsbilleder. Mennesker har brug for den slags mentale landskaber for at kunne leve videre.... Det andet jeg ville sige med det her er at jeg vil gøre alt for at beskytte dig..... Vær sød ikke at forlade lejligheden et stykke tid..... - Aomame var taknemmelig for hans budskab. Hun og Tamaru havde knyttet en slags pseudo-blodbånd. Men hun kunne næsten ikke bære at det var volden der knyttede dem sammen. I nyhederne talte de om den syttenårige pige der var forfatter til Luftpuppen og som stadig var forsvundet.... I indslaget blev forholdet mellem Eriko Fukada og Sakigake ikke nævnt. Og i går aftes dræbte jeg den religiøse organisations leder som er Erikos fader.... Og Tengo er dybt involveret, tænkte Aomame. Omstændighederne har bragt os begge to til denne verden. Og de fører os nærmere og nærmere... Vi ville aldrig havde fundet hinanden uden denne livsfarlige situation. Det er ligesom vold der skaber de reneste forbindelser. En stor krage kom flyvende og satte sig på kanten af altanen og udstødte nogle korte, gennemtrængende skrig... Det så ud som om den forstod betydningen af den pistol hun havde i hånden.... Hun bad til at kragen ikke var Little Peoples spion. - Hun fandt Luftpuppen blandt de bøger der var anbragt i hendes lejlighed. [Kap. 17] Luftpuppen var en fantasifortælling der var udformet som en letlæst, lille roman skrevet i en stil som lagde sig tæt op ad den måde en tiårig pige taler på. Der var ingen svære ord, ingen anstrengt logik, ingen omstændelige forklaringer og ingen kunstfærdige udtryk og vendinger. Fra start til slut var det en lille piges beretning. Sproget var let at forstå, præcist og ofte velklingende, men næsten uden forklaringer. Den lille pige fortalte bare, hvad hun havde set med sine egne øjne, fuldstændig som det var sket. Hun standsede aldrig op for at spørge sige selv: hvad er det egentlig der sker nu eller hvad skal det her betyde. Hun gik bare videre i fortællingen med langsomme og nøje afmålte skridt. Læserne så med hendes øjne og fulgte hende, hvor hun gik. Det virkede så naturligt, men lige pludselig befandt de sig i en anden verden. En verden som ikke var denne verden. En verden hvor Little People lavede luftpupper...... Allerede efter at have læst ti sider var Aomame dybt imponeret over stilen. Hvis Tengo havde skrevet det så havde han virkelig et særligt talent for at skrive. Den Tengo hun havde kendt havde været et matematisk geni, som man kaldte et vidunderbarn. Han klarede sig næsten altid bedre end alle andre på skolen. Samtidig havde han været stor, stærk og dygtig til sport. Men Aomame huskede ikke at han havde været god til at skrive.... Ved første øjekast virkede teksten besnærende enkel, men en nærlæsning afslørede at den faktisk var omhyggeligt gennemtænkt og veldisponeret.... man kunne fornemme dens dybe klang. En pige på sytten år ville aldrig kunne skrive så naturligt og flydende..... Hovedpersonen var en pige på ti år. Hun boede i et lille 'kollektiv' oppe i bjergene.... De voksne i verden hadede verden udenfor og benyttede enhver lejlighed til at sige at deres egen lille verden var som en fæstning, en smuk, enlig ø i et KAPITALISTISK HAV.... Den lille pige havde lært at hun skulle have så lidt kontakt som muligt med verden udenfor for ikke at få sit sind BESMITTET. Kollektivet bestod af en halvtreds relativt unge mænd og kvinder. Den ene halvdel ville have REVOLUTION, mens den anden ønskede PEACE. Der var en stærk solidaritetsfølelse i kollektivet.... Der var medlemmer som ikke kunne klare det enkle og barske liv, og de forlod kollektivet, men så kom der bare andre til..... Der var mellem otte og ti børn i kollektivet. Kollektivet havde sin egen skole, hvor de voksne skiftedes til at undervise. Børnene fik grundlæggende indføring i kemi, fysik, fysiologi og biologi I skolen lærte de at verden bestod af to systemer: KAPITALISMEN og KOMMUNISMEN. Kommunismen havde til at begynde med været en fin ideologi, med høje idealer, men hen ad vejen havde EGOISTISKE POLITIKERE skævvredet den. Kollektivet havde ikke fjernsyn. Aviser var begrænsede. Den lille pige havde aldrig set en film.... hun måtte kun høre klassisk musik. Men en dag begik den lille pige en fejl som hun skulle straffes for. Hun skulle passe en gammel blind ged, som betragtedes som hellig, men glemte den en aften. Pigen blev lukket inde i et lille jordklinet udhus sammen med den døde og blinde ged. Den tredje nat åbnede gedens mund sig på vid gab. Ud af den kom nogle små mennesker, ti centimeter høje, som voksede til 60 cm.. De fortalte den lille pige at de hed Little People. De fortalte at den døde geds mund var blevet forvandlet til en passage. De foreslog at bygge en luftpuppe ved at trække tråde ud af luften og skabe en bolig. Hun fik lov til at være med. Ved daggry når hanen galede holdt Little People op med at arbejde... Næste nat kom de igen. Der var et særligt mørke over bogens stil. Aomame rynkede panden. En dyster tone der varslede sygdom, en dødelig sygdom der ville æde menneskers sjæle op indefra. Det var dette kor på syv Little People der bragte sygdommen med sig. Hun huskede hvad Lederen havde sagt før han døde: Vi har levet sammen med dem siden tidernes morgen.... Aomame læste videre. Little People og pigen fortsatte ders arbejde med luftpuppen. I morgen har jeg udstået min straf og forlader udhuset.... Så kan jeg ikke arbejde videre med jer. Hun kom ud af isolationen og vendte tilbage til kollektivet. Men det var som om Luftpuppen var trængt ind i hendes hoved. Litte People besøgte hende i hendes drømme. De kunne gå ind og ud af folks drømme som det passede dem. De opfordrede hende til at gå over i udhuset og se luftpuppen.... Luftpuppen var allerede begyndte at åbne sig, og hun så at det var hende selv der lå inde i den. "Det er din daughter", sagde en af dem - "Og du er dens mother" (engelske oversættelse har 'dohta' og 'maza'). Daughter er stedfortræder for mother. Daughter er bare skyggen af mothers sjæl i sin faste form. Hun har rollen som perceiver, den der erkender. Hun overbringer det hun erkender til receiveren. Daugther fungerer med andre ord som vores passage. Vi er nødt til at have en levende daughter som passage hvis vi skal fra et sted til et andet. Mother skal være i nærheden af daughter. Daughrer vågner om to eller tre dage. Du skal tage dig godt af daughter. Hun er jo din. Hvis mother mister daughter mister hun sin sjæls skygge. Når daughter vågner vil der komme to måner på himlen. De to måner afspejler sjælens skygge. Hold godt øje med himlen. Tæl månerne. Den lille pige flygtede.... Hun måtte væk inden daughter vågnede. Før der kom to måner. Hun ringede til et telefonnummer faderen havde givet hende. En kunstmaler, der var hans ven. De hørte intet fra hendes forældre. Hun lærte drengen Toru at kende.... En dag lå der en luftpuppe på Torus værelse.... Den blev større og større... inde i den var der tre slanger.... Nogle dage senere blev drengen pludselig alvorligt syg og sendt væk. Han var gået uigenkaldeligt tabt. Pigen forstod at det var et budskab fra Little People. Hende kunne de imidlertid ikke skade, fordi hun var mother. Men mennesker omkring hende kunne de skade og ødelægge. Til sidst besluttede den lille pige sig for at lave sin egen luftpuppe. Romanen endte meget symbolsk med at den lille pige skulle til at åbne døren til passagen, men det stod intet om hvad der ville ske på den anden side af døren. Måske fordi det ikke var sket endnu. Aomame forstod godt, hvorfor så mange mennesker havde læst romanen og var blevet betaget af den.... Den var historien om den lille piges uvirkelige oplevelser i et meget specielt miljø, men alligevel var der noget i den som helt spontant vakte folks sympati. Den vækkede formodentlig noget i deres underbevisthed så de blev revet med og ikke kunne slippe historien. Aomame var overbevist om at pigen selv havde oplevet det meste af det der blev beskrevet. Fukaeri havde fået nedskrevet sine egne oplevelser... Hvis man tog i betragtning at det ikke var med pigernes mother, deres rigtige jeg, Lederen havde haft seksuelt samkvem, men med daughteren, der andet jeg, blev hans udtryk "flertydigt samkvem", mere forståeligt. Det forklarede også Tsubasas flade øjne uden dybde og hendes tavshed. Det var Tsubasa daughter der var flygtet fra den religiøse organisation. Alle disse daughter-skikkelser ville gerne være gravide og bære Lederens barn, men de var ikke virkelige og fik ikke menstruation. Hvis Aomame fortalte den gamle dame eller andre fornuftige mennesker om historien, ville de tro det var ren fantasi - ligesom kaninen med uret i Alice i Eventyrland.... Men Aomame havde set to måner. Og nu havde Little People taget magten i Sakigake.... Under alle omstændigheder udgjorde Luftpuppen en vigtig nøgle.... "Lige siden jeg holdt i kø på motorvejen og gik ned af flugttrappen til lyden af Janaceks Sinfonietta har jeg været trukket ind i dette gådefulde 1Q84 hvor der svæver en stor og en lille måne på himlen. Hvorfor? Jeg er nok blevet trukket ind i passagen ved hjælp af det anti-Little People moment som Fukaeri og Tengo har skabt i fællesskab. Jeg er med andre ord en del af den fortælling som Tengo er begyndt på.... På en måde er jeg inde i hans krop.... på en måde inde i hans tempel. Hun blev varm om hjertet ved tanken. Ganske stille lod hun sig flyde med strømmen, mens hun lyttede efter Tengos hjerteslag. Det er er mit rige, tænkte hun. [Kap 19] Den aften gik Aomame ud på altanen i sit grå joggingtøj for at se på månerne.... En stor og en lille.... En daughter var kommet ud af luftpuppen, og der var to måner på himlen. 1984 var forvandlet til 1Q84, den gamle verden var forsvundet, og hun kunne aldrig komme tilbage. Hun forsøgte at huske ting fra den gamle verden, bl.a. Urtepotten med gummitræet som hun havde efterladt i sin lejlighed og betroet Tamaru. Hvorfor så fikseret på det triste lille gummitræ hun havde købt på udsalg for 1800 yen. Det var første gang i sit liv at hun havde ejet noget levende. Gummitræet blev hendes første forsøg med at bo sammen med et levende væsen. Hun tænkte på ensomhed og på Ayumi, men hvorfor på gummitræet.... og hvorfor tudede hun.... Pludselig gik det op for Aomame at hun ikke var alene om at kigge på de to måner. Hun så silhuetten af en ung mand ovre på legepladsen på den anden side af gaden på toppen af en rutchebane. Han kan også se de to måner. Mon han også er en af dem der er drevet over i 1Q84's nye verden? Mon han også har svært ved at forstå meningen med den nye verden? Eller arbejder han måske for Sakigake og er her for at lede efter mig. Han var dog hverken anspændt eller vagtsom... og så ikke voldelig ud... Pludseligt gik det op for hende at det var Tengo. Hun havde svært ved at få luft. Så heldig kan ingen være..... Hvad skal jeg gøre? Hun fandt sin lille Nikon-kikkert og så den unge mand... der var ingen tvivl. Selvom der var gået tyve år vidste hun at det var ham. Han havde ikke forandret sig. Det var som om han var gået direkte fra at være ti til at være tredive... Hans krop havde samme udstråling.... Hun havde lyst til at lægge kinden mod hans bryst. Hun havde lyst til at løbe ned på legepladsen. Men kom i tanke om at hun havde lovet Lederen at opgive sit eget liv for Tengos skyld. Hun begyndte at ryste ukontrolleret. Bare han ville holde om mig... Hvis han gjorde det ville jeg ikke have noget imod at dø på stedet. Hun besluttede sig for at løbe over i parken og hen til rutsjebanen, men Tengo var der ikke. Hun opgav at sætte efter ham. Hun anede jo ikke hvilken vej han var gået. Det er nok min skæbne: Jeg tøvede og tøvede og mistede min sunde dømmekraft et kort øjeblik og imens forsvandt han. Hun satte sig i samme stilling som Tengo øverst på rutsjebanen og kigge på de to måner. Selvom Tengo forsvinder, vil jeg blive her. Jeg vil dø for hans skyld.... Jeg kan dø med et smil. Det er ikke nogen løgn....Men først var der lige et sted hun skulle hen.... [Kap21] Aomame vågnede lidt over seks. Det var en smuk solskinsdag. Hun så nyheder for at sikre sig at der stadig ikke var noget om Sakigake-lederens død. Hun tog de små Ray-Ban-solbriller på og forlod lejligheden. Hun tog over til parken og rutsjebanen for at genkalde sig scenen. Hun følte nærmest det var et mirakel at hun havde set ham sidde og kigge på månerne.... Eller en slags åbenbaring. Noget havde ført Tengo hen til hende, og hændelsen havde på en eller anden måde ændret hendes fysiske tilstand markant. Hun forlod lidt senere parken og gik hen og fangede en taxi. Hun bad om at komme frem til Ringvej 3 lige før Ikejiri-afkørslen. Chaufføren gjorde opmærksom på at det var en omvej hun valgte, og at der var kø på Ringvej 3 så tidligt om morgenen. Men det gjorde ikke noget.... hun gav ham en 10.000 yen-seddel og skulle ikke have penge tilbage. Da han fortsat tøvede, gav hun ham valget mellem at sætte hende af eller køre for sig... Han kontrollerede pengesedlen, og sagde det var i orden.... Der var massiv kø på motorvejen. Det var nøjagtigt det Aomame havde ønsket sig. Samme påklædning, samme vejstrækning, samme kø som sidst. Kun ærgerligt at radioen i taxien ikke spillede Janaceks Sinfonietta. Endelig dukkede der et sted op i hendes synsfelt som hun huskede. Esso-reklameskiltet med sloganet: Kom en tiger i tanken. Hun sikrede sig at pistolen var klar. Hun bad chaufføren trække over i venstre kørebane, selvom han havde indvendinger. Da de standsede 50 m fremme, stod Aomame af, selvom chaufføren sagde det var farligt. Han hævdede også at der ikke var nogen flugttrappe på den strækning og heller ingen nødspor. Hun sagde, at hvis han fik problemer med politiet eller sit firma, så skulle han bare sige at hun havde truet ham med en pistol. Ligesom sidst spadserede Aomame af sted mod Shibuya... indtil hun nåede frem til nødholdepladsen. Intet havde forandret sig.... Stadig samme lave gitterlåse ved siden af den gule nødtelefonboks. Det var her 1Q84 begyndte tænkte hun... Da jeg gik ned at trappen til hovedvej 246. Nu vil jeg gøre det samme. Hun lænede sig ind over gitterlågen og kiggede efter flugttrappen. Den var der ikke..... Hun bed sig i læben og rynkede panden. I 1984's verden havde der været en flugttrappe, men ikke i 1Q84. Udgangen var blokeret. Selvfølgelig, tænkte hun. Hun havde jo vidst det fra starten. Lederen havde, før hun slog ham ihjel, klart og tydeligt sagt at der ingen vej var tilbage fra 1Q84 til 1984. Døren åbnede kun den ene vej.... Alligevel havde hun haft brug for at få det bekræftet og se med sine egne øjne. Det var hendes natur. Og nu havde hun fået det bekræftet. Bevisførelsen var afluttet. 'Quod erat demonstrandum' eller "Hvilket skulle bevises". Aomame lænede sig op ad gitterlågen og så op mod himlen. Vejrmæssigt var der ikke noget at klage over.... Inde i bilerne i køen på vejen sad folk og stirrede ufravendt ud på hende.... I en sølvfarvet Mercedes Benz Coupé sad en velklædt midaldrende kvinde og kiggede på hende. Hendes ansigt var venligt og hun så ud til at være bekymret for Aomame.... Aomame tog solbrillerne af... åbnede skuldertasken og tog langsomt pistolen frem. Der spillede stadig et let smil om Aomames stramme læber. Bilisterne fulgte hendes bevægelser. Hun vendte pistolen om og stak den ind i munden.... direkte mod hjernen, den grå labyrint som huset vores bevidsthed. Ordene til bønnen kom helt af sig selv. Der er sikkert ingen der kan høre mig. Men det er også lige meget, så længe Gud kan høre mig. Det vigtigste er at Gud ser dig. Hans øjne kan ingen undslippe. Big Brother holder øje med dig: Vorherre du som er i himlen.... Komme dit rige.. Kig væk, tænkte hun. Hvis der dukker en pistol op i fortællingen, skal den også fyres af, siger Tjekhov. Det er selve fortællingens væsen. Jeg beklager meget, men jeg kan ikke vente længere. Tiden er inde. Nu begynder forestillingen. Kom en tiger i tanken. Ho-ho, sagde en af Little People. Ho-ho istemte en anden. Tengo, sagde hun og pressede fingeren mod aftrækkeren. [Kap 23] Karakteristik af andetbinds dur-fortælling om Aomame Til toppen Næste Som det hed i min karakteristik af førstebindets fortælling om Aomame, er der i dur-fortællingen tale om relativt enkle og ensporede mennesker, der nok overvejende er sympatiske og velmenende, foruden vidende og håndsværksmæssigt kompetente og har konstruktive planer for deres liv, men som samtidigt er meget praktiske, nyttebetonede og målrettede. Dette gælder Aomame selv, men også den professionelle livvagt Tamaru og den gamle, velstående og statelige dame i Piletræsvillaen. Når det virkeligt gælder, går de ikke af vejen for særdeles hårde og håndfaste metoder, herunder at sende et menneske over i 'den anden verden' eller at gøre en mandschauvinistisk og kvindeundertrykkende svigersøn til et socialt vrag. Det sker i bedste mening og med største retfærdighedssans, men det fremgår også at især den gamle dame lægger så stor vægt på at holde sig inden for lovens rammer, at hun ikke tolererer at Tamaru formidler en ulovlig pistol til Aomame, men til gengæld er meget tilfreds med at Aomame er i stand til at ombringe et mennesker så det tages som et naturligt dødsfald, dvs. et pludseligt hjerteanfald. Om dem alle gælder at de ikke har et normalt kærligheds- eller seksualliv. Hovedindtrykket bibeholdes i bind 2 og 3, men må dog tilføjes nogle nuancer. Mennesket er sjældent helt ensporede, ligesom et musikstykke sjældent er rent duragtigt. I andet bind af 1Q84 møder vi således en Tamaru, der viser sig i sin tid at have beskyttet en jævnaldrende dreng på det barske børnehjem i det kolde Nordjapan, hvor han er vokset op. Og han har gennem alle årene bevaret denne tiårige, forfulgte mulat og 'rotteskærer' i sin erindring som et af de skæbnebærende 'mentale landskaber' både Aomame og Tengo tilsvarende rummer. Tamaru viser sig også at have stigende lydhørhed for Aomames specielle problemer - og han kan endog fortælle en sjov lille historie om en vegetarkat. I den forbindelse husker vi måske på, at hans schæferhund, der afgik ved døden på mystisk vis samtidigt med at Tsubasa forsvandt, var en vegetarhund! Billedet af ham tegnes dog langt fra færdigt før i 3. bind. Men den største differentiering i andet bind sker unægteligt i Aomames tilfælde - og det endda under hendes udførelse af den vanskelige og yderst delikate drabsopgave hun har påtaget sig. Aomame formår ikke alene at komme sikkert gennem den særdeles årvagne og hårde Karsehårs og hans mistænksomme kollegas kontrol. Hun kommer i så nær dialog med sit offer, den totalt overraskende Sakigake-leder, at hun mister lysten til at aflive ham og nærmest må overtales til det af manden selv. Lederen - der viser sig at være Fukaeris far som Tengo, Komatsu og professor Ebisuno har regnet for forsvundet eller ombragt af sine modpoler i organisationen - er i virkeligheden den yderst sammensatte person som hans tidligere universitetskollega Ebisuno har beskrevet. Det vil sige en oprindeligt fanatisk og voldsaccepterende kommunist der på grund af voldsudskejelserne på venstrefløjen tog afstand fra voldelig revolution og slog sig på økologi og fredelig utopi. Ifølge Ebisuno afskyede han oprindeligt al religion som pesten, men er altså blevet den faktiske leder af den Sakigake-organisation der opnåede officiel godkendelse som religiøst samfund og som derfor nyder en særlig beskyttelse der kan udnyttes optimalt til isolation og hemmelig kult kombineret med totalitær magtudøvelse internt. Lederen redegør udførligt for sin stilling over for Aomame, og det fremgår at hele hans magt over organisationens medlemmer ene og alene beror på hans evner til at høre stemmer og at lave små naturstridige mirakler. Begge dele giver ham blandt de naive og godtroende mennesker i organisationen absolut status som hellig og ukrænkelig person. Men øjensygdom gør det nødvendigt for ham at holde sig skjult for medlemmerne, bortset fra nogle få udvalgte håndlangere og magtudøvere. Og hans datters oprør som ti-årig syv år tidligere har bevirket at han er blevet ramt af en yderst smertefuld fortærende kraft i det indre som der ikke er helbredelse for. Han ser derfor ingen anden udvej end at komme af dage og efterlade organisationen uden leder - og til det formål har han hidkaldt Aomame, hvis assistance som kropsterapeut han fik tilbudt af den gamle dame som ville ham til livs. Han er fuldstændigt på det rene med alle omstændigheder, og han kan overraske Aomame med den ene oplysning efter den anden om Fukaeri, Tengo og bogen Luftpuppen samt Aomames eget forhold til Tengo. Og vel at mærke kan han gå helt ind på hendes intuitive erkendelse om de to måner der gør forskellen mellem 1Q84 og den almindelige 1984-virkelighed. Fortællingen bliver med andre ord differentieret i så høj grad som kun mol-musik kan gøre, men det er altså Lederen der indfører differentieringen i fortællingen og ikke Aomame selv. Resultatet er overraskende, raffineret og smukt. For vi kommer til at forstå at både den gamle dame og Tengo samt Ebisuno grundigt har misforstået tingene omkring Sakigake - og at Aomame nødvendigvis selv må komme i tvivl om sin mission. Men hovedindtrykket af Aomame-delen bliver alligevel at den primært står i dur, ja bevarer en hårdhed og ensporethed der dybest set er rystende. Det forholder sig nemlig sådan at den kultiske akt der foregår mellem Sakigake-lederen og de tiårige, frivillige tempeljomfruer med henblik på at blive befrugtede med hans sæd og føde hans arving ikke alene er pervers og kriminel i Aomames og vores egen almindelige borgerlige forstand, fordi pigerne er mindreårige og alt andet end kønsmodne. Den kultiske akt kan også betragtes som pervers i den forstand at den guddommeliggør den ubesmittede undfangelse, og vel at mærke ikke - som den kristne mytologi - opererer med et enkeltstående tilfælde af jomfrufødsel, men alment afkobler al normalt seksuelt begær fra undfangelsen. Dette er ikke alene udtryk for en katastrofal adskillelse i den menneskelige kultur og eksistens mellem sjæl og krop, men også for en undsigelse af selve den erotiske sans som er uadskillelig fra den mozartske og blicherske mol-musiks fineste nuancer. Til gengæld må det fremhæves at Murakami benytter det fortælletekniske raffinement at indlægge Aomames læsning af 'Luftpuppen' i hendes egen historie, således at vi som læsere af '1Q84' ikke alene nu får en kortfattet, korrekt og dækkende gengivelse af fortællingen om Litte People og den lille pige, men også får indblik i hvordan fortællingen bliver Aomames nøgle til at finde sine længslers dybeste mål: Tengo. Det er en teknik Murakami mestrer til fuldkommenhed, og den lægger en udpræget mol-agtig ironi eller dobbelttydighed ned over hele romanen. Mol-fortællingen om Tengo Til toppen Næste Tengo lagde pladen med Janaceks Sinfonietta på pladespilleren. Efter indledningen med messingblæserne strømmede lyden af de imponerende pauker ud af højtalerne. Det var den passage Tengo holdt allermest af. Han sad foran tekstbehandlingsanlæggets skærm og tastede ord ind, mens han lyttede til musikken. Det var en af hans faste vaner at lytte til denne Sinfonietta tidligt om morgenen. Siden han i gymnasiet var trådt til som improviseret paukist og havde lært at spille musikstykket, havde det haft en særlig betydning for ham. Musikken opmuntrede ham altid og beskyttede ham - eller det følte han i hvert fald. Og han havde da også lyttet til Janaceks Sinfonietta sammen med sin elskerinde, selvom denne foretrak gammel jazz. På en kaffebar læste Tengo dagens avis, hvor der stod en notits om Fukaeri under overskriften: Berømt teenagerforfatter måske forsvundet..... Han var ikke i tvivl om at det før eller siden ville blive den helt store sensation når først ugebladene fik fat i den.... Der var kun fire personer i hele verden der vidste at Fukaeri ikke var blevet bortført, men bare gemte sig et sted alene.... I frokostpausen på skolen fik Tengo besøg af en person han ikke kendte. Sekretæren havde vist manden ind i et mødeværelse. Han hed Ushikawa. Han var lavstammet og så ud til at være midt i fyrrerne. Han var tyk uden talje, og "hagen blævrede af fedt". Mandens udseende var i det hele taget bizart. "Tænderne var som kastet ind i munden på ham". Hans ryg underlig krumbøjet. Hans isse var unaturlig flad og skaldet. Hovedet som sådant deformt. "Rundt om den skaldede plet tæt kruset kår der gav associationer til kønsbehåring"... Alt på manden syntes at være asymmetrisk. Hans grå jakkesæt var krøllet og "mindede om et landskab der var blevet eroderet af en gletsjer". Mønsteret på skjorten lignede "en håbløs kunststuderendes forsøg på at afbilde en klump sammenfiltrede sommernudler"..... Manden rejste sig og tog et visitkort ud af et etui. Det bar et logo i relief. Toshiharu Ushikawa - bestyrelsesformand i 'Den nye Japanske Fond til fremme af kunst og videnskab', stod der foruden adresse og telefonnummer. Hvis Tengo skulle være ærlig, fik synet af Ushikawa ham umiddelbart til at tænke på noget ækelt, der var kommet krybende op af et stort hul i jorden. Noget ubestemmeligt og slimet... Vi er en relativt nyetableret fond, sagde manden, Vi koncentrerer os først og fremmest om at udvælge og støtte unge mennesker, gerne ukendte navne, som har ydet fremragende præstationer inden for videnskab eller kultur. Kort sagt sigter vi efter at nære den spirende ungdom, som skal bære den næste generation på sine skuldre inden for alle områder af japansk samtidskultur. Vi hyrer researchere som indstiller passende kandidater inden for hver kategori. Hvert år vælger vi fem kunstnere eller akademikere som får et stipendium. De kan gøre, lige hvad de vil i et helt år, helt uden betingelser. Vi forlanger blot, at de indsender en rapport ved årets udgang, men det er en ren og skær formalitet. De skal bare ganske kort skrive, hvad de har lavet, og hvilke resultater de er nået frem til. Rapporten bliver trykt i det tidsskrift fonden udgiver. Der stilles ingen besværlige krav. Det her er en helt ny aktivitet, og det er vigtigt for os at opnå håndgribelige resultater. Vi er med andre ord stadig i færd med at så de første frø. Rent konkret vil det sige, at vi giver et stipendium på tre millioner yen per person om året. Tengo indskød et ironisk "Det var da generøst!", men Ushikawa fortsatte bare. Tengo kastede nærmest refleksmæssigt et blik på sit armbåndsur, og det fik Ushikawa til at undskylde at han tog Tengos tid: Jeg skal nok gøre det kort... Forleden dag tillod jeg mig at overvære en hel time af din undervisning, hr. Kawana. Og jeg må sørme sige at det var interessant.... En sand fornøjelse... meget imponeret.... Tengo gjorde opmærksom på at han var ansat som lærer på skolen og ikke var forsker i matematik. Så han var bange for at han ikke var den person hr. Ushikawa søgte. Denne løftede febrilsk hånden op med håndfladen vendt mod Tengo. "Jamen det er slet ikke det det drejer sig om.... Vi er meget mere optaget af hvad du går og laver som forfatter." Tengo: Jeg forstår ikke rigtigt... jeg har aldrig fået noget trykt og udgivet.... - Men Ushikawa lo fornøjet: "Det er netop det der gøres vores fond helt unik. Vores researchere finder frem til folk som andre ikke har opdaget endnu.... Vi ved at du i flere år har deltaget i de litterære tidsskrifters debutant-konkurrence, godt nok under pseudonym, men alligevel... adskillige personer har læst dine værker og bemærket dit talent...." - Og han fortsatte: "Beslutningen er i virkeligheden allerede truffet. Hvis du skriver under på de nødvendige dokumenter, vil der straks blive overført tre mio til din bankkonto... Vi har hørt at du er i gang med en større roman. Hvorfra ved De det?, kom det fra en overrasket Tengo. - Der er vel nogle i din omgangskreds som ved du skriver på en roman og den slags slipper ud. - Jeg kunne godt tænke mig at vide hvor fondens penge kommer fra. - Det er en privatperson som finansierer det hele. Eller hans organisation. Sagt i fortrolighed, gør han det blandt andet af skattetekniske årsager.... Hvad siger du så, hr. Kawana? Tager du imod stipendiet? Tengo svarede at han var meget taknemmelig for tilbudet, men desværre ikke kunne tage imod det. - Hvad skal det betyde?, lød det fra Ushikawa. Tengo angav flere forskellige grunde, herunder at han ikke havde lyst til at have noget som helst med Ushikawa at gøre. - Javel så. Jeg forstår i og for sig godt... Men, hr. Kawana, du behøver ikke at svare med det samme. - Ushikawa gjorde ingen tegn på at ville rejse sig...., men lidt efter forsøgte han endnu engang overtalelsen: Hr. Kawana, du har en fremtid foran dig. Du har talent... Du har noget på hjerte... Du skal passe godt på dig selv... Og du skal passe på ikke at blive indblandet i uvedkommende sager. Uvedkommende sager? - Ja, det lader jo til at du har en slags forbindelse med Eriko Fukada som har skrevet Luftpuppen. Og så vidt jeg kan forstå af en artikel i avisen som jeg tilfældigvis kom til at læse, så er hun forsvundet. Det vil medierne garanteret gå helt i selvsving over... - Da han så Tengos reaktion, fortsatte han: Nu må du ikke hidse dig op.... Jeg prøver bare på at sige at det ikke fører noget godt med sig at sælge sit talent og sin tid i småbidder for at tjene til dagen og vejen.... Kommer det frem at du og Eriko Fukada kender hinanden, er der ingen tvivl om at pressen vil banke på din dør.... Men hvis du vil skifte mening med hensyn til stipendiet, kan du til hver en tid ringe til mit nummer... Vi har ikke travlt. Jeg er glad for at vi har mødt hinanden.... Tengo brugte tiden indtil sin næste undervisningstime på at gennemgå Ushikawas bemærknigner. Han bad sekretæren ringe til det opgivne nummer. Hun kunne bekræfte at nummeret var Den nye Japanske Fond.... Efter undervisningen tog Tengo hen til adressen, fandt bygningen og et navneskilt med fondens navn. Bagefter ringede han til Komatsu der havde travlt, men lovede at ringe. Han havde aldrig hørt om fonden. Og han fandt det problematisk at Ushikawa vidste at Tengo havde noget med Fukaeri at gøre. Komatsu følte sig jaget. Politiet havde været på besøg. Ebisuno var ikke til at få fat på. Han pønser måske på en lumsk plan. Komatsu havde i øvrigt ikke fortalt nogen at Tengo skrev på en ny roman. Han mente nok at de to havde bevæget sig ind på et farligt område. [Kap 2] Gad vide hvor Aomame er henne nu, og hvad hun laver?, tænkte Tengo for sig selv. Mon hun stadig er medlem af Jehovas Vidner.... Han havde i sin tid arbejdet sammen med to unge mænd der var vokset op i denne sekt. De havde begge forladt troen og var trådt ud i den virkelige verden, men ingen af dem havde ikke rigtigt fundet sig til rette der... Han håbede ikke Aomame havde oplevet den samme smerte som dem. Selvom om den direkte sansefornemmelse af hendes greb i hans hånd blev svagere med tiden, havde mindet om det ætset sig ind i hans hjerte og var forblevet der. Kort tid efter den oplevelse havde han fået sin første ejakulation.... Han var blevet meget bekymret.... Han tænkte at pigen ved at klemme om hans hånd havde presset noget ud af ham. Siden havde han ingen kontakt med Aomame. Selv når de tilfældigt mødtes, gav hun ikke udtryk for at der havde været noget mellem dem. Tengo benyttede til gengæld enhver lejlighed til diskret at kigge på hende.... Efter hun havde taget ham i hånden, vidste han, at det magre pigebarns indre styrke langt overgik en gennemsnitlig persons.... han fornemmede en stærk mental styrke hos hende.... Den ti-årige Tengo havde ikke noget konkret begreb om sex. Han drømte bare om at hun skulle tage ham i hånden igen. Og så ville han gerne have at hun fortalte noget om sig selv.... Hviskede hemmeligheder.... En dag opdagede han at Aomame ikke gik på skolen mere. Han fortrød hvad han havde forsømt.... Selv da han kom i mellemskolen, tænkte han tit på hende. Han onanerede mens han tænkte på hende.... I gymnasiet begyndte han at gå ud med jævnaldrende piger. Men når han lå i sin seng om aftenen, var det hende og hendes flade bryst han tænkte på... Selv nu hvor han snart fyldte tredive, opdagede han nogle gang til sin egen overraskelse, at billedet af den tiårige pige dukkede op i hans tanker når han var åndsfraværende. Han spekulerede på om han ville kunne genkende Aomame hvis hun fx havde stået i kø i supermarkedet.... Men mødte han hende, ville han være åben... der var så meget han gerne ville fortælle hende... Men det var nok bedst at de ikke mødtes igen... Indtil nu var det eneste han kunne være stolt af sin rolle som ghostwriter på Luftpuppen... Han spekulerede over hvordan det kunne være at den magre tiårige pige blev ved med at spøge i hans tanker... Jeg har virkelig ændret mig markant i løbet af de sidste måneder. Man kan vel sige at jeg er modnet rent mentalt... Det lod dog til at Luftpuppen havde været katalysatoren for ændringerne i ham. En del af lysten til at skrive den historie omfattede ønsket om at møde Aomame... Nu blev han vist nødt til at se fortiden ærligt i øjnene og omskrive den ved at skabe sin egen fremtid. Bod og anger Knuser synderhjertet Gid mine tåredråber Må være dig velkommen salve, Min kære Jesus Det var det de tyske ord betød i arien fra Matthæuspassionen som Fukaeri havde sunget forleden dag. Arien drejede sig om salvningen i Betania. Jesus irettesatte disciplene som tog anstød af at en kvinde salvede ham. Kvinden vidste at Jesus snart skulle dø. Tengo satte sig til tastaturet igen og beskrev en verden hvor der svævede to måner ved siden af hinanden. "Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det hun har gjort, fortælles til minde om hende. [Kap 4] I en længere periode syntes situationen ikke at udvikle sig. Ingen kontaktede Tengo. Ikke noget der bare mindede om beskeder, hverken fra Komatsu, Ebisuno eller Fukaeri... Næsten alle ugebladene havde taget historien op. Folk havde ikke opdaget at der måske stod en ghostwriter bag Luftpuppen. Men hvis Fukaeri blev ved med at være forsvundet, ville det kun være et spørgsmål om tid, før journalisterne udvidede undersøgelserne.... Deres undren ville i givet fald føre til Komatsu. Tengo havde på fornemmelsen at Komatsu faktisk nød når der opstod problemer. Han kunne godt virke lidt selvdestruktiv. Samtidig var han også en hårdhjertet realist. Komatsu havde sikkert regnet det hele ud så han selv slap levende fra det.... Tengo forsøgte at overbevise sig om at Komatsu ville kontakte ham hvis mistænkelige skyer viste sig i horisonten. Tengo var dog mere interesseret i hvad Ebisuno lavede. En dag Tengo kom hjem fra skolen lå der en tyk kuvert i postkassen. Afsenderen var Komatsu. Kuverten indeholdt de seneste anmeldelser af Luftpuppen. Plus et brev: Indtil videre ikke sket det store. Bogen sælger bedre og bedre. Jeg har fået ros af forlagsdirektøren.. Ingen ved hvor Fukaeri er.... Jeg har fået en af mine bekendte til at se nærmere på Den nye Japanske fond.... Fonden er officielt godkendt.... Indsender også regnskab, men hvor pengene kommer fra er ikke opklaret. Min ven synes at det lugter ret mistænkeligt. Der må ligge noget bag, og vi kan ikke udelukke at Sakigake er involveret. Fornuftigt af dig ikke at have noget med dem at gøre. Tengo kastede et blik hen på telefonen. Aflytning? Veninden havde ikke ringet.... I en af avisens anmeldelser læste han at Luftpuppens forfatter måtte have indåndet samme magiske realisme som Francoise Sagan. Men ikke så få af anmelderne var i tvivl om hvordan luftpuppen og Little People skulle tolkes. Man føler sig efterladt i et hav at mystiske spørgsmålstegn, skrev en. En anden at hvis debutanten ønskede en lang karriere, burde hun nok forklare sine kryptiske beskrivelser lidt bedre. Det der betød noget for Tengo selv var om man accepterede at Little People fandtes; det gjorde han selv uforbeholdent. Men ingen kan jo redde alle mennesker her i verden. Selvom man samlede alle verdens guder et sted, ville de bare begynde at danne fraktioner og slås indbyrdes, og så ville verden blive endnu mere kaotisk.... Tirsdag aften ringede telefonen: Er det hr. Kawana?.... De må undskylde at jeg ringer så sent. Mit havn er Yasuda. Jeg ringer for at give Dem den besked at min kone ikke kan komme og besøge Dem mere... - Pludselig gik det op for Tengo at hans elskerinde hed Yasuda til efternavn. Kyoko Yasuda. Han spurge derfor om der var sket hende noget. Svaret lød: De får aldrig min kone at se igen.... Jeg vil godt gøre det helt klart for Dem. Min kone er uigenkaldeligt fortabt.... Jeg havde helst været fri for dette opkald. Jeg har virkelig ikke lyst til at tale med Dem. Det var som om denne Yasuda ville have Tengo til at forstå at selvom hans kone gerne ville besøge Tengo, så var det i bogstaveligste forstand umuligt for hende. Men på hvilken måde? Kyoko havde næsten intet fortalt om sin mand. Han vidste bare at hendes seksualliv med manden ikke var tilfredsstillende. Det eneste der dukkede op under hans egne grublerier var hans mor i hvid underkjole som lod en fremmed mand sutte på sit bryst.... De svagt sitrende læber, der ledte tanken hen på hendes fugtige køn. Og ham selv der lå ved siden af og sov. Der var næsten noget skæbnesvangert over det.... Ringen var sluttet. Den gådefulde unge mand var nu ham selv, og kvinden i hans arme var Kyoko Yasuda...... I hvor høj grad bærer jeg ansvaret for at hun er uigenkaldeligt fortabt. Selvfølgelig havde han ikke elsket Kyoko i ordets egentlige betydning. Hun havde ikke fået hans hjerte til at skælve. Men han var helt naturligt komme til at holde af hende. Lidt over ti ringede telefonen. Hvem andre end Komatsu kunne ringe så sent. Det var imidlertid Ushikawa. "Undskyld jeg ringer og forstyrrer så sent. Kan vi tale lidt sammen?" - Ja, hvis ikke det vi skal tale om gør det endnu sværere for mig at sove." - Ushikawa brast i høj latter: "Ha, ha, ha, du er virkelig morsom, hr. Kawana. Bare rolig. Det her er et banalt spørgsmål.... Har du tænkt over dit årlige stipendium. Vi bliver nemlig snart nødt til at få dit endelige svar på forespørgslen." Tengo: Jeg mener bestemt, jeg sagde nej sidst. - U: Du vil altså ikke stå i gæld til nogen. - T: Sadan kan det godt udtrykkes. - U: Det forstår jeg godt. Det eneste er bare, hr. Kawana, at verden er som den er. Alle kan få brug for en forsikring. ... Så vidt jeg kan se vil alle i din omgangskreds svigte dig og stikke af hvis du kommer i knibe. Er det ikke sandt? Alt det der betyder noget for dig vil glide dig af hænde... Du vil miste håbet, dine drømme og idealer, din overbevisning, ja, selve meningen med livet. Alle dem du elsker vil forsvinde en efter en... Og hr. Kawana, du fylder snart 30. Tengo: De lader til at være velinformeret om mit privatliv. - Nej slet ikke. Jeg taler bare om livet i al almindelighed..... Vil du ikke nok være så sød at tage imod det stipendium, hr. Kawana. Hvis jeg skal sige det som det er, så befinder du dig i en meget udsat position, men vi står bag dig.... Du kan ende i en situation du ikke kan slippe ud af igen. - Hvad skulle det være for en situation? - Tro mig, hr. Kawana, det vil du helst ikke vide. Der er ting der vil forhindre dig i nogensinde at sove trygt igen.... Tengo: Har Little People noget med det at gøre.... Jeg vil gerne have sandheden, hr. Ishikawa. Hvad er der sket med hende? - Hende? Hvem taler du om?... Jeg beklager meget, men jeg er blot sendebuddet. Min viden er begrænset. - T: Hvad er Little People egentligt? - Jamen, hr. Kawana, jeg har ingen anelse om hvad de små størrelser er for nogen. Udover at de optræder i Luftpuppen. Men jeg må sige at det lyder som om du har sluppet noget fri uden selv at vide hvad det er. Og dette noget kan gå hen og blive frygtelig farligt. Mine klienter ved nøjagtigt hvor farligt det kan blive.... Og for at sige det som det er, så har vi meget lange arme. Tengo: Hvad er det for klienter De taler om. Har de noget med Sakigake at gøre? - U: Jeg har desværre ikke lov at afsløre nogen navne. Men de har stor magt, en magt som ikke er til at spøge med..... Hvad siger du så. Det er sidste gang vi giver dig tilbudet.... Mine klienter værdsætter dine evner meget højt, og det er derfor de tilbyder dig stipendiet. Men desværre er evner alene ikke nok. T: Men hvorfor har dine klienter brug for mig. - U: I har fået rollen som primære smittebærere. - I? Mener De Eriko Fukada og mig? - I har måske åbnet Pandoras æske og sluppet noget løs. - Men det er vel ikke nogen forbrydelse i juridisk forstand? - Nej, men hvis jeg må have lov at citere Georg Orwell, så er der på en måde tale om tankeforbrydelse. Og forunderligt nok befinder vi os jo netop i 1984. Det hele er måske skæbnens vilje.... Jeg bliver nødt til at afbryde vores samtale. Men det her er jo en så vigtig sag, at jeg giver dig lidt længere betænkningstid... Men tiden tikker derudad.... Som forventet fik Tengo ikke lov til at sove trygt og godt den nat. - [Kap 6] Tengo oplevede en næsten bekymrende uge. Siden de to sene aftenopkald var der ingen der havde kontaktet ham. Han var bekymret for Kyoko Yasuda.... Han holdt op med at læse avis.... Apatien omsluttede ham som var det hans egen personlige tåge. Han holdt op med at skrive på sin roman. - Min kone er uigenkaldeligt fortabt, havde Kyokos mand sagt. Og Ushikawa havde påstået at Fukaeri og han måske havde åbnet Pandoras æske... Til sidst fik han nok af at sidde i lejligheden og vente på at noget skulle ske. Han havde været meget opmærksom på at Ushikawas såkaldte 'researchere' ikke skyggede ham. Nu gik han på stationen for at tage et tog til Chikura. Han ville besøge sin far på plejehjemmet i badebyen ved kysten. Tengo havde aldrig brudt sig om sin far, og det lod heller ikke til at faderen nærede nogen kærlighed til ham. Siden Tengo som tiårig havde nægtet at gå med ham ud og opkræve licens havde der været kold luft mellem dem. Hans far var blevet pensioneret fra NHK fire år tidligere og var umiddelbart efter kommet på et plejehjem for demente i Chikura. Tengo havde kun været der to gange. Tengos far havde sygeforsikring, pensionsbonus, opsparing og pension og kunne derfor tilbringe resten af livet på plejehjemmet uden at lide afsavn. Det var en skam at det var endt sådan. Men det kunne han ikke gøre noget ved. Alligevel havde han følt at det var på tide han besøgte sin far. I toget læste han 'Kattenes by', en eventyragtig fortælling af en tysk forfatter: En ung mand rejser rundt på må og få. Han kommer til en gammel stenbro over en flod. Han går over den og ind i byen. Skodderne er rullet ned for alle butikkerne. Ingen ved skranken i byens eneste hotel. Byen virker helt mennesketom Han er kommet til kattenes by. - Da solen går ned kommer der en masse katte over stenbroen ind i byen. De færdes hjemmevant. De behøver intet lys, for de kan se i mørke. Når daggryet nærmer sig lukker de butikkerne og går tilbage over broen. Den unge mand skjuler sig i et tårn. Først når kattene er væk, lister han ned fra tårnet og lægger sig i en af hotelsengene. Den tredje nat bliver der pludseligt et værre postyr på pladsen neden for klokketårnet. Lugter her ikke af menneske, spørger en kat. Kattene deler sig op i grupper og gennemsøger byen fra ende til anden. Det er mærkeligt siger en af dem i tårnet: Her lugter af menneske, men jeg kan ikke se nogen. - Næste dag vil han tage toget, men alle tog kører forbi. Da solen går ned, kommer kattene tilbage. Han ved godt han er fortabt. Men pludseligt går det op for ham, at det slet ikke er kattenes by, men det sted han skal gå tabt. At stedet ikke er af denne verden, men skabt udelukkende til ham. Og at han aldrig kan komme tilbage til den virkelige verden. Lidt senere lukkede Tengo øjnene og forestillede sig sin veninde Kyoko Yasuda på det sted hvor hun var gået tabt. Han skiftede tog og kørte mod Chikura..... I plejehjemmets reception opgav han sit og faderens navn. Har De givet besked om at De vil komme på besøg i dag?, spurgte sygeplejersken lidt skarpt. På hendes navneskilt stod der Tamura. Ifølge hendes liste var Tengo hr. Kawanas eneste slægtning. Deres far er til grupperehabilitering. Rent fysisk er han sund og rask.... Hun viste ham over til hans værelse. Faderen boede på et dobbeltværelse, men den anden patient var der ikke. Tengo opfattede ikke med det samme at den gamle mand ved vinduet var hans far. Da Tengo trådte ind i rummet, kastede manden blot et enkelt blik i hans retning. Sygeplejersken præsenterede Tengo for faderen, der blot sagde goddag. Har du det godt?, spurgte Tengo - Ja, mange tak, svarede faderen der derefter stillede Tengo et spørgsmål: Kommer De fra Tokyo. - Ja, jeg kommer fra Tokyo. - Er De kommet for at bade? - Nej, jeg er Tengo Kawana. Jeg er din søn.... - Jeg har ingen søn. - Hvad er jeg så? - Du er ingenting. - Faderen gentog det flere gange. Vil det sige at du ikke er min biologiske far? - Faderen svarede ikke men sagde: Det er ulovligt at stjæle radiobølger. - Tengo: Min mor døde ikke af en sygdom, da jeg var lille, vel? - Faderen gentog blot at man ikke må stjæle radiobølger... Tengo prøver at forklare at han gerne vil kende sandheden om hvad han er og hvor han kommer fra. Faderen ser blot på ham med udtryksløse øjne. Viden er en uvurderlig samfundsressource, sagde han messende. Derfor bliver NHK også nødt til at få licenspenge fra alle... Tengo afbrød sin far: Hvordan var min mor? Hvor tog hun hen? Og hvad blev der af hende? - Faderen tav brat med sine messende besværgelser. - Tengo fortsatte: Jeg er dødtræt af at være fuld af bitterhed, had og afsky, og af ikke at kunne elske nogen... jeg kan ikke engang elske mig selv... Jeg påstår ikke det er din skyld. Måske er du selv et offer....? - Faderen lukkede sig inde i tavshed. Tengo: Jeg har tit haft et syn. Lige siden jeg var barn har jeg haft det samme syn igen og igen. Jeg har på fornemmelsen at det ikke er et syn, men et minde om noget der faktisk er sket... min mor er sammen med en ung mand. Og det er ikke dig... Hans far sagde ikke noget, han var et andet sted. På et tidspunkt spurgte han dog Tengo om han ville læse højt for ham. Tengo rejste sig opgivende fra stolen. Han valgte at læse historien om kattenes by.... Langsomt og tydeligt... Men ingen reaktioner fra faderen, bortset fra spørgsmålet: Tror du de har fjernsyn i kattenes by?... Og derefter gav han sig til at fortælle om sine år i Manchuriet... Senere udbrød faderen: Når der opstår et tomrum, bliver der nødt til at komme noget og fylde det ud. - Tengo: Hvilket tomrum udfylder du? - F: Hvis ikke du forstår det uden forklaring, vil du heller ikke forstå med en forklaring. - T: Men hvem skal udfylde det tomrum du har efterladt? -F: Det skal du. Er det ikke indlysende?..... Kvinden der fødte dig, findes ikke længere. Tengo: Hvem er så min far? - F: Han er kun et tomrum. Din mor forenede sig med et tomrum og fødte dig. - Tengo så over på sin far: Min far er ikke nogen tom skal. Ikke et forladt hus. Han er et menneske af kød og blod med en snæversynet, stædig sjæl og en sløret hukommelse.... En mand der er nødt til at leve med det tomrum der vil brede sig i ham. [Kap 8] Tengo forsøgte at forklare sig nærmere - men uden at faderen reagerede. "Jeg kan desværre ikke rigtig gøre noget for dig, andet end at håbe, at det tomrum der langsomt dannes inde i dig volder dig så lidt smerte som muligt. Du har allerede lidt nok. Jeg har på fornemmelsen at du på din måde elskede min mor meget højt. Men hun forsvandt.... Og kom aldrig tilbage. Det må have været ligesom at bo i en tom by. Alligevel tog du dig af mig i denne tomme by - måske for at udfylde tomrummet." Tengo vidste ikke om faderen forstod hvad han sagde, eller om han overhovedet hørte efter. Han blev nødt til at tage af sted.... Da han vågnede næste dag lidt over otte, følte han sig som et nyt menneske. Han var i godt humør, musklerne i arme og ben var afslappede og klar til nye input. Hans fysiske udmattelse var som blæst væk.... Selvfølgelig havde intet ændret den virkelighed han levede i, og han var stadigt nødt til at færdes i et farligt område fuldt af problemer og gåder.... Alligevel havde han en fornemmelse af at han nok skulle de klare de farer han kom ud for. Jeg er endelig nået frem til startlinjen, tænkte han.... Det 'syn' der så længe havde plaget og forvirret ham, var ikke en meningsløs hallucination.... Han følte en tung byrde var blevet taget fra hans skuldre. De næste to uger forløb forunderligt fredeligt.... En dag i september måned ringede telefonen lidt over ti om formiddagen. - "kan jeg ikke komme hjem til dig nu", var der en der hviskede. Tengo så sig om: Er det ikke risikabelt. Nåske er der nogen der holder øje med lejligheden. Og der er sket alle mulige mærkelige ting omkring mig. Jeg er sikker på at det har noget med Luftpuppen at gøre. - "fordi folk er vrede" - Sikkert. - "jeg er ligeglad"..... "det er bedst at vi er sammen".... "sammen er vi stærkere". Ti minutter efter ankom Fukaeri med en plasticpose fra supermarkedet i hver hånd. "jeg har sørget for masser af mad"... "du lader mig bor her" sagde hun som om det var en objektiv kendsgerning. Han: Hvad er der i vejen med dit skjulested? - "jeg vil ikke være alene når der sker noget" - Det her er ikke noget sikkert sted. "ingen steder er sikre" - Du bliver her, det er nok det bedste. Men lad være med at gå ud. Hvordan går det for øvrigt med professor Ebisuno? - "i går blev der foretaget en ransagning hos sakigake" - T: Folk i Sakigake er vel ret oprørte. Fukaeri nikkede. Fandt de ud af noget om dine forældre? - Hun rystede på hovedet. - Hvis politiet opdager at din forsvinden er et fupnummer, bliver de rasende på dig... og på mig. - Lidt senere konstaterer hun: "du ser anderledes ud", men kunne ikke forklare hvordan. Tengo gav hende instrukser om telefonen, hvis den skulle ringe. Og gik ud. Da Tengo vendte tilbage til lærerværelset på skolen, kom receptionisten hen til ham og sagde at der var en herre ved navn Ushikawa der gerne ville tale med ham.... Han sad i cafeteriet og ventede.... "Det er længe siden, hr. Kawana. Jeg er ked af at jeg som sædvanlig møder uanmeldt op." - T: De kommer vel for at få mit svar.... Hvad er det egentlig I forlanger af mig? - U: Lad mig sige det som det er. Du skal gøre os en stor tjeneste. Pengene er bare et påskud. Det vigtigste mine klienter kan tilbyde dig, er din personlige sikkerhed. Den garanterer de. - Til gengæld for hvad? - Til gengæld vil de have at du tier stille og glemmer.... Du var en menig soldat. Der er ingen der bebrejder dig noget rent personligt. Du skal bare glemme alt hvad der har med denne sag at gøre.... Så der ikke længere er nogen forbindelse mellem dig og Luftpuppen.... Tengo: Mit endelige svar er at jeg på ingen måde kan tage imod penge fra jer. - Ushikawa sagde længe ikke noget, men derefter.... Vil det sige at du afslår vores tilbud? - Ja.... Jeg vil ikke svigte de andre. - Det var da utroligt.... ingen af de andre bekymrer sig om dig.... De fupper dig og behandler dig som et fjols.... Jeg forstår det ikke. Hvorfor siger du nej? - T: En af grundene er nok en kvinde ved navn Kyoko Yasuda.... Hende må I vide noget om. - U: Helt ærligt, jeg ved ingen ting om en kvinde ved det navn. Det sværger jeg på. - T: Jeg vil gerne vide om I har gjort hende noget. - U: Hvad fanden... selvfølgelig har vi ikke det.... - T: I har måske fortalt hendes mand at vi så hinanden. - U: Hvorfor i alverden skulle vi gøre det? - T: Sagde De ikke at hvis ikke jeg gjorde som I sagde, ville det måske få en uheldig indvirkning på dem der står mig nær? - U: Det kan godt være det lød som en advarsel. Men det var almindelig småsnak.... Jeg ved ikke noget om denne fru Yasadu.... Senere lød det fra Ushikawa: Hr. Kanawa, det vedkommer ikke mig, men det er risikabelt at have et forhold til en gift kvinde.... men forholdet mellem mand og kvinde lader sig selvfølgelig ikke styre af sund fornuft.... Der er ting her i verden man er bedre tjent med ikke at vide noget om. For eksempel det med din mor. Sandheden vil gøre ondt.... - T: Ved De noget om min mor? - U: Ja, noget ved jeg. Hvis du en dag gerne vil vide noget om din mor, kan jeg god skaffe dig nogle informationer.... Tengo: Hr. Ushikawa. Vær venlig at gå Deres vej. Jeg ønsker ikke at tale mere med Dem. - U: Udmærket. Jeg er glad for endelig at få dit svar. Og det blev altså nej. Du har afslået vores tilbud. Det skal jeg videregive til mine overordnede. Det er ikke sikkert du vil komme til skade. Men muligheden er der.... Tengo ringede straks hjem til lejligheden... Er der sket noget mens jeg har været væk? - "ingen telefoner og ingen har ringet på", svarede Fuakeri. "der kom en stor krage og skreg uden for vinduet". Jeg regner med at være hjemme ved syvtiden. - "du må hellere skynde dig" - Hvorfor det? - "little people rører på sig.... et eller andet sted.... meget langt væk" - Betyder det noget? - "der vil ske noget usædvanligt" - Det ser ud til at blive tordenvejr. - "lad dig ikke narre af det ydre" Hele vejen hjem, genlød det Ushikawa havde sagt inde i hans hoved... der er ting her i verden man er bedre tjent med ikke at vide noget om. [Kap. 10] Tengo nåede hjem før det begyndte at regne. I postkassen lå en officiel kuvert uden afsenderadresse. Hans fandt en meddelelse fra sin bank om at der var indsat 1.627.534 yen på hans lønkonto. Fra 'Office Eri'. Det måtte være det skuffefirma Komatsu havde etableret.... Han havde en lumsk mistanke om at de 1,6 mio yen ikke helt kompenserede for alle de problemer omskrivningen af Luftpuppen havde rodet ham ind i.... Det mest presserende problem er, hvordan jeg får styr på mit liv igen, tænkte han. Men han ønskede ikke at høre noget om sin mor fra Ushikawas mund. Hvis han skulle have noget at vide om sin mor, ville han havde det serveret som en sammenhængende åbenbaring.... På et splitsekund... Fukaeri sad ved bordet og drak en tomatjucie... Hendes blottede ører og nakke bevægede og forvirrede ham.... De to små lyserøde ører så ud som om de var lavet for ganske nylig. - "jeg har været i bad" sagde hun hun til den målløse Tengo. Han gik hen til vinduet for at kigge ud. Der var ingen mistænkelige personer at se.... - Har du i sinde at fortælle Ebisuno at de er her? - Hun rystede på hovedet. "jeg kan ikke kontakte ham"... "måske bliver telefonen aflyttet eller posten kommer ikke frem". På hendes direkte spørgsmål forsikrede Tengo at hans veninde ikke kom mere. - "elskede du hende" - Måske - "elskede hun dig " - Til en vis grad. - "havde i samleje" - Selvfølgelig. - "kunne du godt lide at have samleje" - Ja, det tror jeg nok. - "er du ked af at hun ikke kommer mere" - Måske. Han undskyldte sin madlavning.... Han var vant til at spise alene... - "jeg er vant til at spise sammen med mange mennesker fordi vi boede mange sammen da jeg var lille og efter jeg flyttede ind hos professoren har jeg også spist sammen med mange mennesker for han har tit gæster" - Det var første gang Tengo havde hørt hende sige så mange sætninger i træk. Lige før klokken ni syntes Tengo at han hørte torden i det fjerne. - "det er fordi little people rører på sig. - Er det fordi Little People er vrede over et eller andet? - "der sker snart noget" - Hvad? - "det finder vi ud af" - Senere: "vi må hellere gå tidligt i seng. - Det er i orden. Du kan sove i min seng. Jeg sover på sofaen ligesom sidst. - "må jeg låne din pyjamas". - Det måtte hun gerne, men selvom klokken endnu ikke var ni, gik Fukaeri allerede i seng. - "i dag er noget særligt.... jeg er bare træt... vil du læse højt for mig" - Det ville han gerne. Tordenen rullede hen over den kulsorte himmel. Der var tydeligvis noget der var ude af balance. - "de holder øje med os" - Hvad har de tænkt sig at gøre ved os? - "de kan ikke gøre os noget" Du sagde at Little People besad dyb visdom og stor magt? - Hun nikkede. Men de har deres begrænsninger? - Hun nikkede igen. - Har du set dem i virkeligheden? - "ja" - Hvor mange af dem har du set? - "det ved jeg ikke de kan ikke tælles på én hånd" - Hvor meget af det du beskriver i Luftpuppen er sket i virkeligheden? - "hvad mener du med virkeligheden" Et kæmpe tordenbrag buldrede hen over himlen. - "vil du læse for mig" - Ja, men jeg kan ikke komme i tanker om en bog der egner sig. Vil du høre en fortælling om Kattenes by? - Det ville hun gerne. Den fortalte han så. Da han var færdig var hun lysvågen. - "har du været i kattenes by" - Mig? - "du har været i kattenes by og du er kommet tilbage med toget" - Tror du det. Du har nok ret.- "er du blevet renset" - Nej, det er jeg vist ikke blevet endnu. - "det er du nødt til" - Et kolossalt tordenbrag nærmest kløvede himlen i to. - "kom og hold om mig... vi bliver nødt til at tage til kattenes by sammen" - Hvorfor? - "fordi vi to er en" [Kap 12] "kom og hold om mig, men sluk lyset og tag pyjamas på", lød det fra Fukaeri. Tengo gjorde som han fik besked på.... Han krøb ned i sengen og lagde varsomt armene om Fukaeri. Tordenbragene var blevet endnu voldsommere, og det var begyndt at regne.... Han tænkte på parrene i Noahs ark - og på Sonny & Cher [amerikansk sangerduo fra 1960'erne]. Fukaeri rørte sig ikke og sagde ikke en lyd. Det var på ingen måde ubehageligt for ham at ligge der med en smuk syttenårig pige i armene. Bare jeg ikke får rejsning, tænkte han... det ville være lidt pinligt. Hvordan forklare en syttenårig pige at man godt kan få rejsning uden egentlig seksuelt begær. - "det gør ikke noget den bliver stiv", sagde hun. "det er der ikke noget slemt i". Tengo tænkte på sin elskerinde der elskede hans pik, dens form, dens farve og størrelse. Hvis Fukaeri havde været hans kæreste, ville han aldrig blive træt af at kysse hende. Hans penis begyndte at røre på sig i sin rolige søvn i mudderet... - "du skal ikke tage dig af det.... det er kun naturligt...." - Han: Måske sidder Little People og holder øje med os. - "de kigger bare de kan ikke gøre noget" Lidt senere kom det fra hende: "vi skal til kattenes by igen... vi bliver nødt til at sove". - Han forsøgte at remse forskellige ligninger op inde i hovedet.... problemformuleringer med lange, komplicerede formler.... Inden han vidste af det faldt han i søvn. Da han vågnede igen var han nøgen, og det var Fukaeri også. Splitternøgen. Hendes bryster var to perfekte halvkugler.... Han opdagede at hun ikke have nogen kønsbehåring. Der hvor der skulle have været hår, var der bare glat, hvid hud.... Hun havde spredt benene, så han kunne se hendes køn. Ligesom ørerne så skamlæberne helt nylavede ud.... Han lå på ryggen.... Fukaeri sad overskrævs på ham. Han havde stadig rejsning. Jeg kan ikke bevæge mig, sagde han til sig selv. Han kunne ikke røre en finger. Kroppen var tung og stiv. - "du skal ikke bekymre dig", sagde hun og bevægede langsomt kroppen nedad med et særligt skær i øjnene. Det forekom ham umuligt at hans store, voksne penis skulle kunne trænge ind i hendes lille, nylavede køn.... Men pludseligt opdagede han at han allerede var trængt helt til bunds i hende. Fukaeri havde taget imod han.... og sad overskræves på ham med lukkede øjne. Tengo blev overvældet af en dyb afmægtighed. Han var sikker på at der var ved at ske noget, men han anede ikke hvad og kunne intet kontrollere. Hans gjorde sit bedste for at tænke på noget andet. Men faktisk formåede han slet ikke at tænke på noget. Han var midt i kaos. Og tiden syntes at være stoppet midt i al kaosset. Tager man et stykke tid ud af helheden, mister rækkefølge og sandsynlighed sin værdi, tænkte han. "tengo" sagde Fukaeri og kaldte ham for første gang ved navn. Hun bøjede sig langsomt forover, førte ansigtet helt ned til ham og pressede læberne mod hans. Hun stak sin bløde tunge ind i hans mund. Snart var deres to tunger som unge slanger der lige er vågnet af vinterdvalen og henført af hinandens duft sultent snor sig om hinanden i forårsgræsset. Fukaeri rakte højre hånd frem og greb fat om Tengos venstre. Begge lukkede øjnene. Pludselig var han ti år og befandt sig i et klasseværelse. Der var ikke andre end ham og den lille pige i klasseværelset. Hun rakte højre hånd frem og greb fat om hans venstre, mens hun så ham lige i øjnene. Samtidig gik det op for ham at han ikke kunne røre en finger.... Måske er tiden standset, tænkte han.... Jeg vil sikkert forstå betydningen af det her engang i fremtiden.... En ny dør åbnede sig for ham, men han anede ikke hvad der ventede ham på den anden side.... Den lille pige forventede ikke at blive forstået her og nu.... Hun ønskede bare at formidle sine følelser til ham. De kom i en lille hård æske, pakket ind i helt nyt papir, og den pakke blev lagt i hans hånd. Du behøver ikke at åbne pakken med det samme, sagde hun uden ord. Luk den op, når tiden kommer. Du skal bare tage imod den nu. Hun ved allerede så meget, tænkte han... Til sidst slap hendes hånd Tengos.. hun forlod klasseværelset uden at se tilbage. I næste øjeblik opdagede han at han havde fået udløsning, en voldsom ejakulation som varede længe. Store mængder sæd sprøjtede ud.... Det sømmede sig da ikke at få udløsning i klasseværelset... Pludselig opdagede han at han var inde i Fukaeri og at hans sæd sprøjtede ind mod hendes livmoder. - "du skal ikke være bekymret.... jeg bliver ikke gravid for jeg har ikke fået menstruation endnu" - Tengo åbnede øjnene og så på hende. - "det var nødvendigt" - Tengo lukkede øjnene igen. Han var taget derhen, havde fået udløsning og var kommet tilbage hertil. Fukaeri blev siddende i samme stilling overskrævs på ham meget længe. Mens hun sugede den sidste sæd ud af ham. Derefter trak hun sig stille væk fra hans penis, rejste sig og gik uden et ord ud på badeværelset. En del af hans sind befandt sig stadig i klasseværelset... Hans hjerterytme var stadig ikke faldet til ro efter ophidselsen. Han følte en behagelig dump smerte i et imaginært hulrum lige ved siden af hjertet. Aomame, tænkte han. Jeg bliver nødt til at se Aomame, jeg er nødt til at finde hende. Lidt efter kom Fukaeri tilbage. - "little people rører ikke på sig mere", sagde hun fattet. "det er slut" Tengos erektion havde lagt sig. Der var sket det der skulle ske; endnu en cyklus var tilendebragt. Gad vide hvilken verden vi vågner op til i morgen, tænkte han. "det er der ingen der ved", sagde F. Hun havde læst hans tanker [Kap 14] Den verden Tengo vågnede op til, så ikke ud til at adskille sig fra den verden han var faldet i søvn i aftenen før.... Gårsdagens voldsomme uvejr virkede som den rene indbildning. Fukaeri lå ved siden af ham og sov trygt som et lille dyr i dvale. Han kunne tydeligt genkalde sig fornemmelsen af udløsningen aftenen før. Som teenager havde han tit haft våde drømme.... Men dette havde ikke været en våd drøm. Han var virkelig kommet ind i Fukaeri. Hun havde ført hans penis ind i sig og praktisk talt vredet sæden ud af ham. Han havde bare ladet det ske. Hans krop var lammet. Det var sket, og det var en virkelig hændelse i den virkelige verden.... Måske. Tengo stod op, tog tøj på og lavede kaffe.... De spille cembalomusik af Rameau i radioen. Er det her en ny verden, spekulerede han på. Fukaeri vågnede lidt i ni... tog pyjamassen af og trak i en af Tengos T-shirts. De snakkede lidt om salget af bogen.... Men tal havde ingen betydning for hende. Tengo sagde at han blev nødt til at mødes med Komatsu. Det var på tide at han og hun mødtes med Komatsu. "hvis det kan lade sig gøre", sagde hun et par gange. Da Tengo ringede til Komatsus arbejde fik han at vide at Komatsu ikke have været på arbejde i flere dage. Hvad han fejlede vidste de ikke... Men redaktøren mente det måske var en idé at tage hjem til ham og se hvordan det stod til. Der var nogle problemer med Sakigake, tilføjede han. Tengo nævnte ikke noget om at Fukaeri sad lige over for ham... Redaktøren omtalte Luftpuppen - og mente at den næsten var for velskrevet af en debutant at være. Alle på forlaget gik og hviskede om at Komatsu måtte have haft en finger med i spillet. Da Tengo ytrede noget til Fukaeri om at folk omkring ham forsvandt, og at han måske også selv var fortabt, sagde hun udtrykkeligt: "nej det er du ikke". Tengo besluttede at lede efter Aomame. Det viste sig hurtigt at det ikke var helt så nemt som han havde forestillet sig. Telefonbøgerne gav ikke noget resultat. Han ringede til sin gamle skole i Ichikawa. De kunne blot oplyse at hun havde skiftet skole i femte klasse. Men de havde ikke hendes adresse. Jehovas Vidner kunne sikkert heller ikke hjælpe og ligefrem at hyre en privatdetektiv ville sikkert blive for dyrt.... Han gik hjem igen til Fukaeri. Hun sad og lyttede til Kyoko Yasudas gamle jazz-plader. Han spurgte om det var sandt at hun ikke fik menstruation. Det havde hun aldrig haft. Og det ville ikke nytte at tale med en læge om det. Han røbede at han nu ledte efter en kvinde han ikke havde set i tyve år. Han forsøgte at få styr på sine tanker og sagde til hende: Jeg har nok taget en lang omvej. Denne kvinde ved navn Aomame har hele tiden haft en central plads i min bevidsthed. Hun har fungeret som ankeret for min eksistens. Nu har jeg endelig forstået at hun hverken er et begreb, et symbol eller en metafor, men et væsen af kød og blod med en sjæl i bevægelse. "og du vil gerne møde hende" - Ja, selvfølgelig. - "måske er hun lige i nærheden". [Kap. 16] Her i nærheden? Altså i Koenji?, spurgte Tengo. - "inden for gåafstand" .... "du møder hende ikke hvis du bare går rundt".... "hun skjuler sig .... som en såret kat".... "hun bliver ikke her i nærheden i al evighed.... tiden er begrænset" - Kommer hun ikke ud engang imellem? - "det gør hun ikke" - Så bliver jeg nødt til at lede efter hende et helt specielt sted?. Fukaeri nikkede. - "du husker sikkert forskellige ting om hende.... en af dem kunne hjælpe dig" Om aftenen lyttede Fukaeri til et gammel Rolling Stones-album med bl.a. Mothers' Little Helper. Ved aftensmaden førte de ikke nogen samtale. Tengo forsøgte at komme i gang med skriveriet. Han kunne ikke komme i tanker om en ting om Aomame der kunne hjælpe ham. Han gik en tur, havnede på en bar og fik en fadøl... Når han tænkte på Aomame blev han igen en dreng på ti år.... Han genoplevede et vigtigt vendepunkt i sit liv.... Det var ikke muligt at give nogen rationel forklaring på hvordan det kunne fremkalde en gennemgribende forandring i ham at hun i sin tid havde grebet fat i hans hånd. Igen genkaldte han sig klasseværelset på sin gamle skole. Som han havde gjort aftenen før under samlejet med Fukaeri.... Han kunne genskabe hele sceneriet ned til mindste detalje. Det korte møde med Aomame i klasseværelset for tyve år siden havde været et af de vigtige erindringslandskaber der have hjulpet ham gennem de pinagtige teenageår... "Bare rolig, jeg er hos dig, du er ikke alene" havde hendes hånd sagt til ham. Måske udnytter jeg uden at vide det en eller anden kraft der trækker Aomame tættere til mig. Der må være noget om hende som jeg ikke er kommet i tanke om endnu. Han besluttede sig for at prøve at huske hvad de havde set den dag.... Højt oppe på himlen svævede en tynd, hvid sky som et levn fra efteråret. Og så var der noget andet, noget der svævede under skyerne.... Det var månen. Der var stadig et stykke tid til det blev aften. Men månen lyste allerede klart på himlen. Trekvart fuld.... Men der var noget kunstigt over den. Pludselig huskede han at Aomame den gang i klasseværelses på et tidspunkt ikke havde set på ham, men på himlen. Hun så ligesom han selv på månen. Uden at vende sig om en eneste gang havde Aomame efterladt Tengo i et dybt tomrum.... Jeg kiggede på månen, og hun kiggede på den samme måne. En fåmælt, ensom satelit. Betyder det at månen vil føre mig hen til hende, spurgte han sig selv. Det slog ham pludselig at Aomame måske havde betroet månen sine følelser dengang. Tengo betalte sin regning og forlod baren. Han gik rundt på må og få og kom pludselig i tanke om en legeplads i en park. Den var ikke særlig stor, men der var garanteret en rutsjebane. Derfra kunne han se lidt mere af himlen. Han gik derhen og kravlede op på rutsjebanen. Han så månen mod sydvest, og den sås tydeligt. Så opdagede han pludselig at der et stykke væk svævede en anden måne. Først troede han det var et synsbedrag. Men lige meget hvor mange gange kan kiggede efter, så hang der virkelige en solidt aftegnet ekstra måne deroppe. Hvem er jeg? Hvor er jeg? Hvad laver jeg? Det er september 1984, jeg er Tengo Kawana, og jeg befinder mig på en legeplads i Koenji. - Der var to måner. Månen var lige så fåmælt som altid, men den var ikke længere alene. [Kap 18]] Der var ingen tvivl. Der var to måner. Den ene måne var den der altid havde været, mens den anden var meget mindre og grøn. Tengo stirrede længe, nærmest udfordrende, på den nye måne. Det er jo fuldstændigt ligesom i Luftpuppen, tænkte han. En verden hvor der svæver to måner ved siden af hinanden oppe på himlen. Når daughter fødes, vil der komme to måner på himlen. Det vil være tegnet, så hold godt øje med himlen, havde Little People sagt til den lille pige. Men hvad er det for en virkelighed der efterlignede metaforer? Det var en fiktiv verden, en verden der ikke fandtes i virkeligheden, en verden i en fantastisk historie. Betyder det at den gamle, velkendte verden med kun én måne slet ikke findes mere? Tengo så sig omkring i håb om at finde et svar. Han kunne ikke få øje på noget der virkede usædvanligt. Ingen hjerterdame, ingen hvalros og ingen gal hattemager....[fra Alice i Eventyrland] Hvornår der var kommet en ekstra måne kunne han ikke sige. De to måner gjorde ham lettere svimmel, som om hans system var ude af balance. Han satte sig ned på rutsjebanen, lukkede øjnene og kæmpede mod svimmelheden. Han fornemmede at tyngdekraften omkring ham havde ændret sig en ganske lille smule. Uanset hvad der sker mig fremover, så vil jeg aldrig vænne mig til at der er to måner på himlen. Han lurede på hvilken hemmelig overenskomst Aomame havde indgået med månen dengang. Gad vide, hvor Aomame er henne? Han så sig om.... Mon også hun kunne se de to måner. - Vi bliver nødt til at mødes... Men han anede ikke hvor hun kunne være. Ho-ho lo Litte People... [Kap 20] Da Tengo var kravlet ned fra rutsjebanen og havde forladt legepladsen gik han planløst rundt i Koenji... nu var der to måner, blodbånd, livagtige syner, Fukaeri, Luftpuppen og Aomame. Der var kaos i hans hoved. Da han kom tilbage til lejligheden, sad Fukaeri ved hans skrivebord og spidsede blyanter for ham... "telefonen ringede" - Mod aftale havde hun taget den første gang. - "det var et vigtigt opkald" fra plejehjemmet i Chikura - "de beder dig ringe.... i dag også selvom det bliver sent... - Hun havde fået deres nummer. Tengo ringede. Sygeplejersken stillede om til vagthavende læge, der sagde at der ikke var sket noget særligt, men han har ikke haft det så godt i den sidste tid.... Han sover dybt.... Han er bevidstløs. I og for sig er der ikke noget i vejen med ham.... Men kraften i ham er langsomt ved at ebbe ud... Undersøgelser de sidste dage godt tyde på noget i retning af alderdomssvækkelse.... I værste fald er der kun en uge tilbage.... Tengo satte sig ved bordet over for Fukaeri. - "tager du af sted i morgen"... "til kattenes by" - Du bliver her og venter. Jeg tager alene til Kattenes by, sagde han og tilføjede: Der er kommet en ekstra måne. Fukaeri så ikke ud til at være særligt overrasket. Tror du vi kan være blevet trukket ind i Luftpuppens verden? - "det er fordi vi skrev bogen sammen"..... "du har rollen som reciver" - Hvilken rolle har en reciever egentlig?. Det kunne Fukaeri ikke forklare. "det er bedst vi bliver sammen..... indtil du finder hende" - Mener du at jeg uden at vide det har fungeret som recceiver lige siden vi skrev bogen sammen? - "meget tidligere".... "jeg er perceiver og du er reciever" - Du vidste med andre ord at jeg var receiver? - Hun svarede ikke. Forholdet mellem årsag og virkning er helt kaotisk, sagde han til sig selv. Jeg aner ikke hvad der kommer først.... men nu er vi i hvert fald i den nye verden. - Du siger at Aomame skjuler sig et sted.... "du skal ikke være bekymret"- Tror du jeg finder hende? - "hun finder dig" - Her i Koenji? - "et sted her i denne verden" Senere siger hun at han har ændret sig. - Hvordan? - "det finder du ud af i kattenes by" [Kap 22] Tengo tog eksprestoget til Taeyama og et lokaltog til Chikura. Det var den samme sygeplejerske der havde taget telefonen aftenen før. Hun hed Tamura, genkendte Tengo og var lidt venligere end sidste gang. Hun viste ham ind i spisestuen og bad ham vente på lægen. Han sagde nogenlunde det samme som i telefonen og beklagede oprigtigt at der ikke var mere de kunne gøre. Tengo spurgte ham om faderen kunne høre hvad man sagde. Men det kunne man ikke vide ved at se på dem. Hvis Tengo bemærkede nogen reaktion fra faderens side, ville lægen gerne have det at vide. En ung sygeplejesker ved navn Adachi fulgte Tengo hen til faderens stue. Han satte sig ned på en træskammel ved siden af sengen og betragtede sin fars ansigt. Der var intet åndedræt at høre. Livet blev tavst opretholdt på allerlaveste niveau. Jeg bliver nødt til at sige noget til ham, tænkte Tengo. Han vidste bare ikke hvad. - Det er mig Tengo. Jeg er lige kommet fra Tokyo. Kan du høre mig? - Men ordene blev sporløst opsuget af tomheden der havde lagt sig på stuen.... Nu lå denne mand i dyb koma og var lige så langsomt ved at dø for øjnene af ham. Han havde indrømmet over for Tengo at han ikke var hans rigtige far og havde dermed befriet sig selv og Tengo for en byrde. Jeg skylder ham om ikke andet at fortælle ham lidt om mit liv og mine tanker. Tengo satte sig igen på skamlen og begyndte at fortælle sin livshistorie for faderen. Om gymnasiet og om at han flyttede hjemmefra.... de forskellige småjob i fritiden. At han ikke havde haft nære venner og aldrig blev glad for gymnasiet. Og havde heller ikke brudt sig om judo som sport selv om han var med i en judoklub. For ham var judo en måde at overleve på. Men han fortsatte alligevel med judo efter at han var kommet på universitet.... Da hans interesse for matematik løjede af og hans motivation til at dyrke judo fordampede, anede Tengo ikke hvad han skulle lave.... Hans liv havde mistet sit omdrejningspunkt. Han var blevet efterladt i et slags dødvande.... Han tiltrak visse kvinder... det gik for alvor op for ham omkring de 20. De ville gerne omfavnes af hans stærke arme. Han blev aldrig forelsket i nogen af dem, men gik bare ud med dem og i seng med dem.... Faderen opfattede ikke noget. En sygeplejerske kom og skiftede drop. En anden, Tamura, bankede på og spurgte om han ville have lidt aftensmad. Han sagde nej tak. Hun sagde det var en god ting at tale med faren. Jeg er sikker på at Deres far kan høre Dem. Tengo fortsatte sin beretning..... Om at han var begyndt at skrive romaner. At han havde mødt Komatsu og havde omskrevet Luftpuppen. Men stadig var der ingen reaktion fra faderens side. Tengo blev dog ved. Han ville ikke påstå at alt bare gik fantastisk nu, men han ville gerne leve af at skrive. Og så lader jeg til at have de egenskaber der skal til for at være en receiver. Mit største problem er at jeg aldrig rigtig har været forelsket. Jeg har aldrig oplevet at jeg var villig til at ofre alt for et andet menneske. Mon den gamle mand i sengen nogensinde havde oplevet at elske af hele sit hjerte. Måske havde han virkelig elsket Tengos mor. Hvis det var tilfældet, havde faderens liv da været langt mere åndeligt tilfredsstillende end Tengos.... Og dog. Der var jo den lille pige i tredje og fjerde klasse.... Faktisk tænker jeg tit på hende. Det er endelig gået op for mig at jeg har brug for hende. Jeg har altid været fej, når det gælder sådan noget. Også derfor at jeg aldrig har tjekket min egen baggrund i familieregistret.... Jeg var bange for at se sandheden i øjnene. Under alle omstændigheder burde jeg være begyndt at lede efter hende meget tidligere. Jeg er en rigtig kryster, når det gælder følelser. Det er en skæbnesvanger brist hos mig. Men nu er det som om mit liv har taget en anden drejning. Nu synes jeg at jeg er vokset op i passende omgivelser, og at jeg har haft en far der tog sig af mig. Det var mig der ødelagde det for mig selv. Så snart jeg kom ud i den store verden, var der mange der var meget bedre end mig. På universitetet blev jeg ikke udvalgt til at deltage i de nationale judomesterskaber. Det kom som et chok for mig og i lang tid vidste jeg ikke hvem jeg var. Som jeg også sagde sidst, er jeg meget taknemmelig for det du har gjort. Selvom der ikke er blodbånd imellem os. Jeg var bare flov over at skulle hjælpe med at samle licenspenge ind om søndagen. Det har givet mig ar på sjælen. Den slags er svært for et barn, men sket er sket.... Jeg har besluttet mig for at leve videre på en eller anden måde.... Nu har jeg nogenlunde fået sagt det jeg gerne ville sige dig..... Nu kan du få lov at sove i fred og ro. Sygeplejersken Omura kom ind for at kontrollere faderens drop. Hun spurgte hvordan det gik.... Da hun selv gik på sygeplejerskolen, lærte hun at lyse og muntre ord får menneskers trommehinder til at vibrere positivt. Hvad enten patienten forstår hvad man siger eller ej. Det kan godt være det lyder tosset, men det virker. Efter en halv time kom Omura ind på stuen igen. Hun sagde at hans far skulle have taget nogle prøver, som de ikke kunne foretage på stuen. Om Tengo kunne vente.... Der gik lang tid uden hans far kom tilbage. Tengo tændte ikke lys, da det blev mørkere. Han havde på fornemmelse at han ville miste noget betydningsfuldt hvis han gjorde det. Der var en lille fordybning i sengen der hvor faderen havde ligget. Tengo kiggede på fordybningen og følte sig pludselig meget alene i verden. Han gik nedenunder i spisestuen for at få noget varm grøn te. Faderen var der stadigvæk ikke da han kom tilbage tyve minutter senere. I stedet for fandt han i fordybningen hvor hans far havde ligget, en hvid genstand som han aldrig havde set før 1,40 eller 1,50 lang med smukke og bløde kurver. Den lå i sengen som om den ville udfylde det individuelle rum hans far midlertidigt havde forladt. Hvad i al verden er det? Den var omgivet af en særlig luft, der ikke havde noget med virkeligheden at gøre. Pludselig gik det op for ham. Det var en luftpuppe. Det var første gang han så en sådan. Han nærmere sig langsomt sengen og studerede den opmærksomt. Han havde i sin tid tegnet en visuel form af det billede inde i hovedet han havde af en luftpuppe da han skrev bogen. Og det havde han oversat til ord. Den lignede mere en kokon end en puppe, men ifølge Fukaeri kunne man ikke kalde den for noget andet. Af en eller anden grund var alle hans detaljerede beskrivelser blevet til virkelighed i faderens seng. Og noget tilsvarende gjaldt de to måner. Der var blevet byttet om på årsag og virkning. Han fik gåsehud, og det begyndte at rykke underligt i hans arme og ben. Foroven på luftpuppen havde den åbnet sig en lille sprække på langst, og den var lige ved at revne. Men han turde ikke kigge i den. Han satte sig på skamlen og stirrede på den. Hvad var det den ville vise ham? - I romanen Luftpuppen fandt den lille pige sit andet jeg inde i puppen, sin daughter. Hun forlod denne daughter og flygtede alene fra kollektivet. Men hvad var der inden i Tengos luftpuppe? Og hvem i alverden var det der havde bragt luftpuppen herhen til ham? Han sad som forstenet på skamlen ligesom et menneske der havde mistet enhver flugtmulighed. Det var samme angst der havde forhindret ham i at slå moderens navn op i familieregistret og i at lede efter Aomame. Han ønskede ikke at vide hvad der var inde i den luftpuppe som var blevet lavet til ham. Han havde lyst til at forlade stuen med det samme. Men vidste godt at det var umuligt. Endelig tog han sig sammen og bøjede sig ind over sengen. Sprækken i luftpuppen havde ikke ændret sig. Tengo trak vejret dybt.... og stak fingrene ind i den to centimeter store åbning og trak den til begge sider. Sprækken åbnede sig så let som ingenting. Nu oplyste luftpuppens eget lys svagt dens indre. Han kunne se hvad der var derinde: en smuk tiårig pige. Han vidste med det samme hvem det var. Aomame, udbrød han. Hun havde ikke kræfter nok til at åbne øjnene. Tiden var ikke inde endnu. Hendes bevidsthed var ikke til stede, men befandt sig langt borte. Alligevel havde Tengos ord formået at få hendes trommehinder til at vibrere ganske let. Det var jo hendes navn. Aomame hørte ham kalde langt borte fra. Som et menneske der er blevet berøvet sin sjæl, stod Tengo nærmest åndeløs og betragtede den lille piges ansigt. Det var så fredfyldt. Tengo bad af hele sit hjerte om at hun ville bevæge sine læber og sige meningsfulde ord. Aomame kaldte han flere gange... Aomame, sagde han inde i sig selv. Jeg skal nok finde dig. Længe efter kunne han mærke berøringen af den lille hånd og dens nære varme. Jeg vil leve i den her verden nu, tænkte han da han sad i toget hjemad. Jeg vil finde Aomame, besluttede han. [Kap 24] Karakteristik af andetbinds mol-fortælling om Tengo Til toppen Næste Fortællingen om Tengo begynder i 2. afsnit med hans afspilning af Janaceks Sinfonietta og hans generindring af sin egen medvirken som paukist i en opførelse af værket med amatørorkestret i skolen. Partiturstedet gengives for dem der skulle have lyst til at kigge nærmere på det:  Skønt denne musik også er et afgørende erindringssspor for Aomame, sker der hos Tengo ikke - som man kunne have forventet - nogensomhelst association til hende. En sådan kommer til gengæld utallige andre gang, men altid i form af erindringsbilledet af den ti-årige Aomame der griber hans hånd i klasseværelset tyve år tilbage. Helt central i begyndelsen af andet bindet er præsentationen af den højst besynderlige personage der hedder Ushikawa og som udgiver sig for at være bestyrelsesformand i en ny japansk fond for kunstnere og forfattere. Beskrivelsen af ham er et af romanens højdepunkter hvad angår barok humor. Men spillet mellem denne veltalende og manipulerende mand og den forsigtige og mistænkelige Tengo, der allerhelst vil være i fred, minder i sproglig henseende i høj grad om første binds spil mellem Komatsu og Tengo - lige med den trods alt væsentlige forskel at Ushikawa er helt fremmed for Tengo og kommer med et meget påfaldende tilbud. Ushikawa må tydeligt irriteret give op efter flere påtrængende forsøg. Men spillet mellem dem er forrygende morsomt - og på mange måde så underfundigt at det kommer under begrebet 'molmusik' som det er defineret i min gennemgang i første del. Jf. særligt afsnit. Tengo er tydeligt påvirket af de trusler Ushikawa antyder. Disse bekræfter iøvrigt den generelle regel at uspecificerede trusler altid virker stærkere end specificerede. For man kan jo ikke så let overskue deres konsekvenser og træffe fornuftige forholdsregler. Det er derfor åbenlyst en kunst den durkdrevne Ushikawa har lært sig til fuldkommenhed. Truslerne driver Tengo ind i store grublerier, ja, gør ham apatisk og mistrøstig. Han kommer i den mørke, molagtige stemning, som også ramte ham da han læste Tjekhovs beretning om Sakhalin op for Fukaeri i første bind. Og pudsigt nok viser det sig at det netop er Ushikawa med det besynderlige udseende og den hårde opvækst på Sakhalin der fremkalder den nye mistrøstighed hos Tengo. Det rammer tilsvarende Tengo på livslysten at han får en mystisk opringning fra sin elskerindes mand der pointerer at hans hustru aldrig vil besøge Tengo mere, men tværtimod er uigenkaldeligt tabt for ham. Først under den senere mystiske forening med Fukaeri i den fiktive 'Kattenes By' kommer det frem hvad det vil sige at Tengo 'uigenkaldeligt' har mistet den kvinde han nok havde god sex med, men som han ikke elskede i egentligste forstand. Der viser sig at være en udvej af mistrøstigheden, og den er - ikke spor overraskende - netop kærligheden til Aomame. Tengo kan som det fremgår ikke slippe bindingen til erindringsbilledet af moderen der lader en fremmed mand sutte på sit bryst for øjnene af den spæde Tengo, som altså følte han måtte dele hendes kærlighed med en anden, og Tengo er også fortsat plaget af uvished om hvem der er hans biologiske fader. Han tager derfor toget op til plejehjemmet for at besøge sin officielle og nu demente fader. Mødet forløber ikke uden stor humor i beskrivelsen, fordi dialogen mellem far og søn bliver lige så skæv som det man i transaktionsanalysen kalder krydsede transaktioner, altså samtaler efter recepten "Goddag mand" - "Økseskaft". Når Tengo spørger om den demente mand er hans biologiske far eller om hvad hans mor døde af, lyder den forhenværende licensopkrævers svar blot mekanisk: Det er ulovligt at stjæle radiobølger. Den replik har faderen brugt tusindvis af gange som licensopkræver, og den sidder så urokkeligt fast at den kan bruges altid. Og dog får Tengo under hele denne irrationelle dialog visse antydninger han kan bruge, og en vis kontakt synes også at kunne fornemmes under Tengos mundtlige beretning om sit liv til den bevidstløse mand. Han får støtte heri af både en sygeplejerske og en læge på stedet. Ingen kan med sikkerhed vide om det tjener noget formål at læse op for eller tale til en mand der ligger i dyb koma, men man kan aldrig vide. Eller med andre ord: en mand der trækker vejret er fortsat et individ med en sjæl, og kommunikationen med en sjæl følger ikke videnskabens kriterier for hvad der er muligt og ikke-muligt. Det afgørende bliver imidlertid at Tengo under det konkrete besøg hvor faderen i koma føres ud til scanning ser en fordybning i dennes seng som ved hans nærmere eftersyn viser sig at være netop en luftpuppe af den art Fukaeri har beskrevet for ham i sin fortælling - og som Tengo tidligere har skitseret på en tegning. Nu ser han puppen åbne sig, så han kan stikke et par fingre ind i den. Derved får han øje på den ti-årige Aomame inde i puppens kerne. Endnu forstår han ikke fuldt ud denne mystiske oplevelse. Men da han senere mere eller mindre frivilligt forføres til at gå i seng med Fukaeri der på ny har slået sig ned i hans lejlighed, går det op for ham at den meget tiltrækkende pige slet ikke er et normalt syttenårigt pigebarn af kød og blod med normal kønsbehåring og skede, men tværtimod en 'daughter', en aflægger eller skygge af den rigtige Fukaeri. Hun er imidlertid nu i stand til så at sige at pumpe ham for al den sæd han i sin ophidsede tilstand kan producere på stedet, men som tilsyneladende ikke får et ægte mål. Denne mystiske begivenhed sker i kapitel 14 samtidigt med at Aomame i kapitel 13 under sin vigtige erkendelsesproces tager livet af Sakigake-lederen og dermed fjerner ham fra den tunge byrde af Little Peoples magt. Forinden er den ellers 'coole' Aomame brudt hulkende sammen fordi hun har fået vished om Tengos eksistens og betydning. Hele denne sammenhæng kender hverken Tengo eller Aomame, og resultatet røbes først i 3. bind. Men magien bliver altdominerende. Der er simpelthen ikke tale om nogen form for normal erotik eller normal seksualitet, men derimod om en mirakuløs eller naturstridig undfangelsesproces mellem to personer der er fysisk adskilt i tid og rum. Der er da visse smukke træk forbundet med Tengos forening med Fukaeri, for så vidt han ikke begærer den ufærdige og fiktive pige med den nylavede, jomfruelige kønsåbning, men hele tiden tænker på sit ideelle mål, sit hjertets store længsel: Aomame. Men deri ligger jo også lige præcis den dybt problematiske indstilling at sjælelivet og kærligheden adskilles totalt fra den fysiske akt. Fukaeri taler om 'renselse', og det samme har Tsubasa berettet om for den gamle dame i Piletræsvillaen. Det er en ældgammel betegnelse der helt og holdent bygger på en forestilling om noget grundlæggende urent, besmittende eller syndigt i selve kønsakten. Den normale kønsakt gøres til lodret umoral, hvor den ellers bør ses som vejen til friheden og ansvarligheden samt oprøret mod formynderiet - altså vejen væk fra den barnlige uskyldighed, som nu engang er tidsbestemt i den virkelige verden. Det hører med til Murakamis herlige humor, at han lader Tengo forsøge at flygte fra den mystiske forening ved at repetere matematiske ligninger. Det er jo netop ikke muligt. Tengo ledes nemlig for alvor ad uransagelige veje på sporet af Aomame, ligesom det omvendte er tilfældet. De synes begge underlagt 'skæbnen', dvs en vilje der ikke er deres egen. Aomame på sin side har hele tiden satset på skæbnens bestemmelse og den dertil hørende tro på at Guds Rige ville komme uden menneskets indgriben. Og Tengo på sin side overbevises af Fukaeri om at det er Aomame der skal finde ham og ikke omvendt. Det afgørende er igen at det er troen på kærligheden der sejrer. Guds Rige er ikke et overvågningssamfund hvor Gud optræder som en anden slags 'Big Brother' a la Orwells 1984-roman, men er tværtimod kærlighedens og tillidens rige. Dermed føres vi direkte til spørgsmålet om virkelighedens beskaffenhed. Virkelighedens dobbeltkarakter udvides i andet bind Til toppen Næste Med den nævnte forestilling om ubesmittet undfangelse, men især med Sakigake-lederens henvisning til primitive kulturers kongemord er vi langt inde i mytisk tænkning. Kongen myrdes når han ikke længere kan sikre sine frænders sejr og succes. Sakigake-lederen refererer under samtalen med Aomame direkte til den britiske religionsforsker James Frazers "The Golden Bough" der er en række komparative analyser af antikke kulte, riter og myter. Navnlig er værket et forsøg på at give en forklaring på et ejendommeligt ritual fra romersk religion som fandt sted i en helligdom for gudinden Diana ved Nemi-søen, syd for Rom. Helligdommen var vogtet af en præst, der var en bortløbet slave der havde opnået sit embede ved at dræbe sin forgænger. Og Frazer mente, at grundtanken bag ritualet havde været, at kraften til livsfrembringelse var bundet til et fysisk legeme eller en krop (fx et træ eller en præst), at kraften med tiden svækkedes sammen med kroppen, og at kraften kunne og måtte fornys ved at blive overført til en ny krop ved at dræbe den gamle krop. - At en sådan forestillingsverden slet ikke er så primitiv og fortidig som vi umiddelbart forestiller os, fremgår af at også vore dages politiske magtkampe kender til 'kongemord', hvor partimedlemmer rituelt 'slagter' en leder der ikke er i stand til at vinde et valg og vælger en ny leder som man håber har de tilstrækkelige magiske evner. Har han ikke det, bliver også han 'slagtet'! Frazer, der var inkarneret evolutionist (og altså troede på en lineær udvikling i historien), overbeviste langt fra alle sine fagfæller om sin teori fra 1922. Men nok så vigtigt er det her at fastslå at han slet ikke forstod hvad der i psykologisk henseende ligger bag såkaldt primitive religioners forestillinger og ritualer (såvel som megen moderne tankegang), nemlig at der er to slags psykiske grundprocesser. Den først forekommende følger slet ikke den senere tilkomne, rationelle, begrebsmæssige og logiske tænknings veje og sondringer, men går helt uden om logik og årsagslov. Det er en længere historie som jeg ikke skal trætte med her. Det afgørende er at forstå at alle former for fascination af eller dyrkelse af magi beror på et i alle mennesker medfødt, dybtliggende, men ofte glemt eller gennem opdragelse og kultivering fortrængt ønske om at kunne overføre tanker, ideer, kraft og energi uden om fysikkens love. Alle børn elsker computerspil og Harry Potter-film og lignende, hvor fysikkens love er ophævede og alt muligt kan gennemføres ved tankens kraft alene, og hvor de med andre ord er almægtige. Og de går så højt op i disse fiktioner at det uden tvivl sinker udviklingen af deres virkelighedssans. Fascinationen som sådan er der naturligvis ikke noget mærkeligt i, og der er derfor heller intet mærkeligt i at 'Luftpuppen' i '1Q84' udtrykkeligt karakteriseres som en lille roman som mange mennesker blev betaget af, fordi der var noget i den som vakte et eller andet i deres underbevisthed så de blev revet med. Ligesom der heller ikke er nogetsomhelst mærkeligt i at Murakamis store roman fascinerer ved at gøre nøjagtigt det samme, eller mere præcist fascinerer ved at spille systematisk på den dybe modsætning mellem de to slags psykiske grundprocesser. Det er faktisk kunstens store force - hvad enten vi taler om billedkunst, musik eller litteratur. Og sådan har det været fra tidernes morgen. Kunst er uundværlig i den menneskelige eksistens netop fordi den har denne evne og styrke. Det betyder jo blot ikke at vi råt skal sluge alting som kommer fra den side. Vi har lov til at se det kritisk an, ikke så meget for blankt at kunne afvise det der viser sig mystisk, irrationelt, overnaturligt, romantisk eller ideelt-utopisk, som for at forstå os selv som hele mennesker der nu engang lever i en dobbelt virkelighed mellem rationelt og irrationalt, mellem logos og mytos eller mellem realpolitik og paradisdrøm. Man kan eksempelvis se Lars von Triers mesterværk 'Melancholia' som et udpræget værk om splittelsen mellem det rationelle og det irrationelle, som direkte tager udgangspunkt i et menneskes dybe depression, men på mærkelig vis ender som en både skræmmende og fascinerende verdensundergang gennem planeten Melancholias sammenstød med jordkloden. Al kunst kan ende som tom leg med æstetiske virkemidler. Men stor kunst kan appellere så stærkt til dybe arketypiske forestillinger i sjælen at den rokker ved vores erkendelse. Eksistensen bliver da ikke et simpelt spørgsmål om at overleve, æde og drikke, dyrke sex eller more sig, men bliver en kamp mellem liv og død og en kamp mellem det gode og det onde. Og i denne kamp må man engagere sig og finde ud af hvad der er virkelighed og hvad der er fiktion. Men man er heldigvis ikke tvunget til kun at betragte det materielle, praktiske eller nyttige som virkelighed. Jeg minder i denne forbindelse også om Peter Høegs 'Den stille pige', Der er forskel på 1984 og 1Q84, og det bliver Aomames og Tengos store livsopgave at finde ud af hvad der er hvad. Aomame fik allerede i romanens allerførste kapitel udtrykkeligt at vide af en taxi-chauffør, at der kun er én virkelighed, og at man ikke skal lade sig narre af det ydre. Hun lader sig narre, da hun går ned ad flugttrappen på motorvejen, for så vidt som hun havner i 1Q84. Og hun formår ikke at komme tilbage til sædvanevirkelighedens 1984, da hun i andet bind bevidst kører samme rute igennem, men ikke finder flugtvejen. Hun må fortsætte sin søgning - og det handler tredje bind om. Marukamis roman kommer ind under den kategori af kunst som appellerer til vore dybe arketypiske forestillinger samtidigt med at den raffineret spiller på forskellen mellem dur og mol. Den medinddrager store eksistentielle spørgsmål i en umiddelbart fascinerende 'story' som meget bevidst og stilsikkert er bygget op med utallige referencer og associationer af den slags personerne kalder 'mentale landskaber' eller 'erindringsbilleder'. Sådanne indre forestillinger går på tværs af almindelig logik og sund fornuft, de kan oven i købet gøre sædvanevirkeligheden så usikker at vi sætter spørgsmålstegn ved den, men de kan ikke afvises, blot fordi de går andre veje end den sunde fornuft. De rummer nemlig den kraft eller impuls som giver mening til det enkelte menneskes liv såvel som til kulturen som sådan. Om jeg fuldt ud kan acceptere Murakamis blændende leg med virkeligheden tvetydighed eller mangetydighed, vil jeg vente med at afsløre til jeg behandler tredje bind af 1Q84. Bindet kommer først i dansk oversættelse til august. Men jeg har læst den engelske oversættelse og vil på det grundlag prøve at færdiggøre min bedømmelse af 1Q84 inden nytår. Jan Jernewicz PS. Da specielt Janaceks 'Sinfonietta' spiller en stor rolle gennem hele Murakamis roman, har jeg ikke alene gengivet et par relevante klip fra partituret, men vil også henlede opmærksomheden på den tjekkisk fødte koreograf Jiri Kylians fremragende og adækvate ballet til værket, fordi den i høj grad anskueliggør forskellen på dur- og mol-siderne i værket, og iøvrigt har et kæmpemæssigt billede af de bøhmiske sletter som baggrundstæppe. Balletten kan fås på DVD (Arthouse) under titlen 'An evening with Jiri Kylian'. Henvisninger Til toppen Litteratur Haruki Murakami: 1Q89. Bd. 1 og 2 af 3 - oversat af Mette Holm (Klim. 2011) Haruki Murakami: 1Q84. Book 1-3 - translated from the Japanese by Jay Rubin and Philip Gabriel (Harwill Secker. London. 2011) Haruki Murakami: Hvad jeg taler om når jeg taler om at købe. - Oversat af Mette Holm (Klim. 2009) Ib Ostenfeld: 'Provincialbreve' (Reitzel. 1954) med et tillæg om 'St. Blicher som moll-musikant' Relevante artikler på Jernesalt: 1Q84 - Bind 3 af Murakamis enestående fortælling om virkelighedens tvetydighed (31.12.11.) 1Q84 - Murakamis enestående dur-mol-fortælling om virkelighedens tvetydighed (31.10.11.) De psykiske grundprocesser Mytologi (2.8.02.) Myte ord og billede (13.7.02.) Hvad skal vi med myte, kult og religion? (10.4.11.) Hvad skal vi med religion? (14.2.07.) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) At være metafysiker er en tvivlsom affære (26.1.11.) Helhedsrealismens fortrin (5.3.06.) Lars von Triers 'Melancholia' Peter Høegs hørelse, længsel og humor Blicher mellem drøm og virkelighed med særskilt afsnit om Blicher som mol-musikant Ib Ostenfald (kort karakteristik) Mozarts sjæl og fascinationskraft Johann Sebastian Bachs helhedsrealistiske univers med særskilt afsnit om "Det veltempererede klaver" Vilh. Grønbechs kulturopgør Humor og tragedie (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund') Humormennesket Storm P. Helligtrekongersaften (Trevor Nunns Shakespeare filmatisering) Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste (26.05.08.) Romantikken ifølge Rüdiger Safranski Samlet oversigt over artikelserien om Virkelighed med følgende essays: Fysikken og virkeligheden (26.6.07.) Rummet og virkeligheden (12.7.07.) Tiden og virkeligheden (5.7.07.) Livet og virkeligheden (22.7.07.) Ånd og virkelighed (29.7.07.) Sproget og virkeligheden (4.8.07.) Humor og virkelighed (20.8.07.) Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler: Artikler om Samfund (se iøvrigt linkene i venstre ramme) Artikler om Litteratur Artikler om Kunst Artikler om Musik Artikler om Etik Artikler om Psykologi Artikler om Erkendelse Artikler om Eksistens (se iøvrigt linkene i venstre ramme) Artikler om Religion Artikler om Humor Artikler om Sekularisering (se iøvrigt linkene i venstre ramme) Redaktion Essays Emneindex Personindex Programerklæring af 2.6.02. Jens Vrængmoses rubrik Per Seendemands rubrik (fra 2005) At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Den komplementære helhedsrealisme De psykiske grundprocesser De psykiske fundamentalkræfter Konsistens-etikken Etik og eksistens Livskvalitet (fire artikler) (2002-03) Ontologi-serie (tolv artikler) (2010) Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Jernesalts 2009-filosofi Forord - Begreber og aksiomer - Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Verdensbilledet 2009 Livet - Mennesket - Sjælen - Sproget - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen - Helhedsrealismens advarsler - Helhedsrealismens anbefalinger - Efterskrift Værdimanifest (fra 2003)) Værdimanifest i forkortet udgave Sagregister til værdimanifest Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |