INDEX FRA JERNESALT

Forudsætninger eller inspiratorer I:   Bogstav A-B

Ischak Adizes
Amerikansk professor i virksomhedsledelse. Af sefardisk-jødisk oprindelse. Har udformet en synergisk management-metode og udgivet flere bøger, heriblandt "Lederens Faldgruber" (Børsens Forlag 1979). - Jf. Om livscyklus. Adizes anskuer en virksomheds udvikling som et menneskes: fra undfangelse, fødsel, kravlestadium, udforskningsstadium over ungdom og modne år til det veletablerede mere eller mindre satte og aristokratiske firma der til sidst, hvis naturen får lov at råde uden indgreb, bliver til den gamle og nedadgående organisation, der i værste fald bliver senil og dør. Adizes regner med fire fundamentale evner for enhver virksomhed: Man skal have en idé om hvad man vil; man skal på det grundlag kunne sætte en produktion i gang og kunne administrere denne i forhold til interne og eksterne krav og interesser; og man skal endelig kunne holde sammen på det hele, ikke mindst medarbejderstaben. Men evner er ikke lige vigtige i de forskellige stadier. Og de findes aldrig i fuld målestok hos nogen organisation. Pointen er, at man ved at analysere organisationen kan finde ud af, hvor der mangler noget, og hvor der må sættes ind, hvis forfaldet skal undgås.

Aristofanes  (ca. 450-385 f.Kr.)
græsk komediedigter, der har skrevet bl.a. Acharnerne, Hvepsene, Freden, Lysistrate (eller Kvindernes Oprør), Fuglene og Frøerne, der alle findes på dansk i gode oversættelser; flere opføres til stadighed på teatrene. - Det særegne ved de ofte meget løsslupne og bramfri stykker er at de afspejler alle de politiske og kulturelle omvæltninger der fandt sted i Athen i sidste halvdel af 400-tallet før vor tidsregning. hvor alt var i skred. 'Kvindernes Oprør' er således et oprør mod mandens dominans og krigslyst - og kvindernes våben er bl.a. en decideret sex-strejke. Samtidigt er Aristofanes's komedier dybt forankrede i den gamle Dionysos-kult og fallos-dyrkelse. Det falliske stod for både avlekraften og angrebslysten, og der kommer derfor en dobbelttone af både hån og hyldest ind i stykkerne - foruden selve grundkonflikten mellem gammelt og nyt, land og by, spontant og reflekteret. Vilh. Grønbech karakteriserer rammende Aristopfanes som en tænker der går helt tilbunds i tidens vanskeligheder og tager dem op som evige spørgsmål. Alle hans dramaer er indlæg i dagens debat, om krig og fred, om kvindernes stilling og deres magt i staten, om mennesket imod Gud. Men dagens spørgsmål bliver ikke snævert private, økonomiske eller politiske, for dagliglivet fortoner sig ud i myten, i folkets historie og i det kosmiske. Aristofanes lærer os at alting på jorden har både en højtidelig og en humoristisk side, og først når vi kender begge sider, kender vi tingene helt.

Johan Sebastian Bach  (1685-1750)
tysk komponist. Barokmusikkens allerstørste navn med en rig og storslået produktion der spænder over alle musikkens former og instrumentalgenrer. Bach begyndte som organist, og blev 1714 hoforganist i Weimar, 1717 hofkapelmester i Köthen nord for Halle og 1723 kantor ved Thomasskolen i Leipzig.
Han fornyede kantaten, motetten, koncertformen, arien, rondoen m.v. fx i sine seks Brandenburgkoncerter, i sine mange præludier og fugaer for orgel eller cembalo og i solo- suiterne for cello og violin. Han var en uovertruffen mester i kontrapunkt, som han udviklede fra en horisontal til en mere vertikal, harmonibestemt form. Det absolutte højdepunkt blev 'Die Kunst der Fuge', selvom det ikke blev fuldført. Dette ejendommelige værk er ikke skrevet for nogen bestemt instrumental besætning og fremføres skiftevis på klaver, orgel eller for kammermusikensemble. Det opfattes derfor undertiden som meget abstrakt. Men det bør snarere høres som dybt universelt og som udtryk for Bachs personlige udvikling henimod en højere bevidsthedstilstand ved afslutningen af livet. Universaliteten i hans musik ses også af det forhold at mange af hans værker har kunnet transkriberes til andre instrumenter, fx kantater til klaver (Kempff) eller præludier og fugaer til guitar (Segovia). Den fremgår ligeledes af det forhold at stort alle der hører klassisk musik værdsætter Bachs kunst. Det samme gælder mange jazz-entusiaster.
Bach var et dybt religiøst menneske, protestant og pietist, men også præget af Jakob Böhmes originale, men noget kontroversielle mystik og teosofi. Bach skrev kantater til alle årets gudstjenester, men højdepunktet er den store H-moll messe og de store passionsmusikværker Matthæuspassionen og Johannespassionen med deres enestående behandling af korsatser, recitativer og arier samt - i de sidstnævnte - den dramatiske evangelist-tenor.
For mit eget vedkommende var det en opførelse af Johannes-passionen i Vor Frue Kirke i Ålborg vinteren 1952/53 der åbnede mine øren, ikke mindst takket være overværelsen af prøverne. Men siden kom såvel orgelværkerne, Das Wohltemperiertes Klavier, Brandenburgkoncerterne, violinkoncerterne og suiterne for violin og cello til. De pragtfulde Goldberg-variationer fortolker ingen bedre end Wilh. Kempff på klaveret. H-moll messen nyder jeg helst i en optagelse med Klemperer og Janet Baker (med en helt uforlignelig Credo-sats). Passionsmusikken gerne med Karl Richter. - Jf. Johann Sebastians Bachs helhedsrealistiske univers.

George Balanchine  (1904-83)
russisk-amerikansk danser og koreograf (1904-83), der i 1928 gav den klassiske dans en ny retning med balletten 'Apollon Musagetes' til musik af Stravinsky. Han grundlagde i 1948 et af verdens bedste balletkompagnier 'New York City Ballet', der flere gange har gæstet København. Men også den kongelige danske ballet har Balanchine på programmet gennem årene, og det var her jeg omkring 1960 så nogle af de allerbedste: 'Serenade' til musik af Tjajkovskij, 'Symfoni i C' til musik af Bizet og ovennævnte 'Apollon Musagetes', den sidste fremragende og uforglemmeligt danset af Henning Kronstam. 'Serenade' viste ensemblet i abstrakt dans, stort set løsrevet fra handling, men med utroligt smukke bevægelser og formationer der fik alle sider af musikken overraskende frem. 'Symfoni i C' formåede også at vise de bedste sider af musikken og havde i København det fortrin frem for den amerikanske udgave, at balletkompagniet dansede i kulørte dragter der nøje svarede til musikkens satser. Det gav en virkning som savnes i amerikanernes lidt for sterile fremtoning. Hvad endelig angår Stravinskij har Balanchine lavet mange balletter til dennes musik - og altid på en måde der har føjet nye facetter til forståelsen af musikken.

Peter Bastian  (f. 1943)
dansk fagotist, klarinetist og forfatter. Medlem af Den Danske Blæserkvintet (fagot) og multimusikgruppen Bazaar (klarinet). Har studeret fysik på Københavns Universitet og musikfænomenologi hos dirigenten Sergiu Celibidache. Han udgav i 1987 bogen 'Ind i musikken', hvor musikken på en meget spændende måde indkredses som et irreducibelt bevidsthedsfænomen. Da Bastian både er fortrolig med erkendelsesproblemer og med erfaringer fra praktisk meditation, formår han at påvise den fuldgyldige oplevelse af musik som et resultat af suspensionen af enhver form for analyse eller prioriteringer, der åbner for oplevelsen af enhed. I musikken har vi chancen for at genoprette kontakten til vort væsens kerne, den velsignede tilstands ubegrænsede energiressourcer. Men herigennem får musikken også en etisk dimension. Jv. Ind i musikken

Simone de Beauvoir  (1908-86)
fransk forfatter og eksistentialistisk filosof , der udover skønlitterære værker og et par mindre filosofiske bøger har skrevet to store og betydende værker af mere almen art: "Det andet køn" (1949, dansk udg. 1965) om undertrykkelsen af kvinder gennem tiderne og "Alderdommen" (1970, dansk udg. 1983) om samfundets tilsidesættelse af de gamle. Hun levede sammen med Jean-Paul Sartre i et ikke helt uproblematisk forhold. - Jeg læste 'Det andet køn' omkring 1965 og fik stort udbytte af den, både hvad angår kvindeproblemerne og eksistentialismen. Også 'Alderdommen' var givende læsning, omend jeg her måtte konstatere at Beauvoir havde yderst begrænset viden om jungiansk psykologi, og det svækker behandlingen af problemerne omkring døden. - Jv. artikelserien om livskvalitet:
Afsnit 2:   Fra tryghed til frihed  afsnittet om 'Angsten for tomheden' og
Afsnit 4:  Fra funktion til proces  afsnittene om
'Risikoen ved bevidstgørelse' og 'Eksistentialisterne'.

Samuel Beckett  (1906-89)
irsk-fransk forfatter der navnlig er kendt for sine absurde teaterstykker 'Vi venter på Godot' (1953), 'Slutspil' (1957) og 'Glade dage' (1961), der alle er spillet på flere danske teatre og i dansk fjernsyn. Grundtemaet er blevet kaldt 'livet som en nedtælling til døden'. 'Slutspil' vakte stor forargelse og debat, da det opførtes på Det kgl. Teater i 1959 med Erik Mørk, Jørgen Kiil, Else Højgaard og Pouel Kern. En eminent nyfortolkning med Ignas Kirchner og Gert Voss præsterede den ungarnskfødte instruktør George Tabori på Burgtheater i Wien 1998, vist på 3SAT. - På overfladen kan Becketts stykker forekomme yderst pessimistiske og ligefrem blottet for alt håb, men for mig er der tale om en fantastisk humor, der sætter al håbløshed og pessimisme i skarp relief som subjektivt bestemt. Jeg går opløftet fra Beckets stykker.

Ludwig van Beethoven  (1770-1827)
tysk komponist. En af den klassiske musiks absolut største skikkelser der kan betragtes som en overgangsskikkelse mellem klassicismen og romantikken. Han beherskede de klassiske musikformer, ikke mindst sonateformen, men blev med årene mere og mere ekspressiv i sit musikalske udtryk. Hans musik udtrykker ikke blot følelser og stemninger og almindelig musikalsk skaben og glæde, men i allerhøjeste grad hans sjæligelige kampe og åndelige udvikling. Jf. artiklen Beethovens åndelige udvikling  (31.8.08.).

Niels Viggo Bentzon  (1919-2000)
dansk komponist og pianist. Uddannet på Musikkonservatoriet i København i klaver, musikteori og orgel. Klaverdebut i 1943. Bentzon begyndte at komponere i 1939 - og siden blev det til henimod 600 opusnumre. Samtidigt underviste han både i klaver, teori og formlære. Han skrev flere musikfaglige bøger, bl.a. en introduktion til tolvtoneteknikken (1953), foruden digte og noveller - og han deltog flittigt i kulturdebatten. Allerede hans tidligste værker som Toccataen opus 10 vakte min begejstring, da jeg lærte hans egen indspilning at kende omkring 1947, hvor Bentzon iøvrigt vakte opsigt med det store klaverværk Partita op.38. - Til hans omfattende produktion hører 22 klaversonater, 9 klaversonater og 23 symfonier. Bentzon var en fremragende improvisator, men hans dybt personlige nyklassistiske stil var først og fremmest båret af en ekspressivitet der var meget usædvanlig inden for efterkrigstidens danske musik, præget som den var af klassiske formidealer og en antiromantisk holdning. Bentzon gjorde øget brug af kromatik og tolvtoneteknik, men forlod ikke den gamle dur-mol-tonalitet. Det ses bl.a. af hans ikke mindre end 12 samlinger af 'Det temperede klaver' med hver 24 præludier og fugaer, hvoraf jeg selv har hørt ham uropføre to. - Han deltog i happenings og lignende og var i det hele taget meget mediebevidst. Men det var altid en oplevelse at høre ham spille, fordi han både mestrede teknikken og var dybt koncentreret om fortolkningsopgaven. Andre komponisters værker kunne han også spille. Jeg har bl.a. hørt ham efter uropførelsen af en samling tempereret klaver som ekstranummer spille Bachs præludium og fuga nr. 22 (bd I) i b-moll på helt uforglemmelig vis.

Alban Berg
østrigsk komponist (1885-1935) blev 1904-10 uddannet privat af den ti år ældre Arnold Schönberg ligesom Anton Webern. De tre dannede den 'yngre wiernerskole'. I disse år bevægede Berg sig mere og mere fra den senromantiske dur-mol-tonalitet henimod den schönbergske tolvtoneteknik og dens frigørelse fra tonaliteten. Derefter fulgte nogle rent atonale værker som Tre orkesterstykker opus 6. Fra 1914 til 1922 koncentrerede komponisten sig om operaen 'Wozzeck' efter et drama af Georg Büchner. Premieren i Berlin i 1925 gjorde med ét slag Berg berømt. Operaen har været opført utallige gange, herunder 37 gange på Det kgl. Teater mellem 1971 og 1991. Men den blev standset i Tyskland ved Hitlers magtovertagelse - Bergs musik hørte under begrebet 'entartet'. Jeg lærte værket grundigt at kende gennem en fremragende indspilning på DG med Dietrich Fischer-Dieskau og Evelyn Lear under dirigenten Karl Böhm. Det dybt fængslende ved dette stort set atonale værk var den ejendommelige blanding af fri dramatisk musik og absolut musik i traditionel form (variationer, rondo, sonate). Ifølge Berg selv skulle ingen blandt publikum "mærke noget til alle disse forskellige fugaer og inventioner, suiter og sonatesatser, variationer og passacgaliaer", i hvert fald "ingen der er opfyldt af noget andet end operaens idé som går langt ud over den enkeltes skæbne". Værket fængsler fortsat i fx en fremragende dvd-udgave fra Wiener Statsopera med Franz Grundheber (Wozzeck) og Hildegard Behrens (Maria) samt Heinz Zednik og Aage Haugland i glimrende roller som hhv. kaptajnen og lægen. - I 1929 påbegyndte Berg sit andet hovedværk, operaen 'Lulu', efter to dramaer af Frank Wedekind. Værket forelå færdigt i klaverudgave til Schönbergs 60-års dag i 1934. Men Berg døde selv i 1935 og fik aldrig værket at høre eller se i sin helhed; og han nåede heller at få instrumenteret 3. akt, men denne er siden foretaget, dog modarbejdet af Bergs enke. Den først fuldførte version af 'Lulu' blev opført på Pariseroperaen i 1970 med Boulez som dirigent. Hele musikken er udformet over én eneste tolvtonerække, og værket er opbygget af et sindrigt system af absolutte musikalske former - men igen må man konstatere, at værket kan fanges uden at man skænker denne sindrighed fra komponistens side nogen større opmærksomhed. Jeg er især begejstret for Salzburg Festspillenes nye 2010-udgave af værket i Vera Nemirovas regi med Patricia Petibon som Lulu, Michael Volle som dr. Schön og Franz Grundheber som Scigolch. - Det skønneste af Bergs instrumentalværker er violinkoncerten, som blev skrevet i stor hast i 1935 midt under Lulu-arbejdet og som er et requiem over en tidligt afdød datter af Alma Mahler. Jeg har flere gange hørt det med Gidon Kremer som eminent fortolker. - Det enestående ved Alban Berg er at han formåede at føre arven fra senromantikken med over i den atonale klangverden på en dybt fascinerende måde.

Eric Berne
amerikansk psykiater og psykoanalytiker der udviklede transaktionsanalysen, en psykologi om relationerne mellem mennesker, dvs den måde de spiller deres 'spil' på i forhold til hinanden. Teorien blev udformet i bogen 'Games People Play' (1963), dansk udgave 'Hvad er det vi leger', og er dybt inspireret af Edward Albee's skuespil 'Hvem er bange for Virginia Woolf' (1962; filmatiseret 1966), hvor de to neurotiske hovedpersoner, Martha og George, netop giver sig til at lege sådanne spil der fører til ophør af al fornuftig samtale, fordi transaktionerne uafladeligt krydser hinanden i stedet for at løbe parallelt. - Gennem transaktionsanalysen er det muligt at befri et menneske fra sådanne uheldige spil og føre det nærmere den ægte intimitet, spontanitet og opmærksomhed (awareness) som kendetegner det uspolerede barn, men Berne tror dog ikke at det vil være muligt generelt at befri alle mennesker fra deres spil, for intimiteten, spontaniteten og opmærksomheden vil simpelthen for de uforberedte være for skræmmende. Der er kun håb for individerne!

Ingmar Bergman  (f. 1918)
svensk film- og teaterinstruktør samt forfatter. Han regnes for 'auteur' dvs en stærkt personlig instruktør. Hans mere end 50 film, overvejende baseret på egne manuskripter, kredser om dybe eksistentielle problemer, men drejer sig ofte om mere eller mindre neurotiske eller angste personer. I 'Scener af et ægteskab' findes således ægteskabsopgør der ikke lader Strindbergs dramaer meget efter.
Hovedværkerne er: 'Gøglernes aften' (1953) 'Det syvende segl' (1957) 'Ved vejs ende' (Smultronstället; 1957), Trilogien 'Som i et Spejl', 'Nadvergæsterne' og 'Stilheden' (1961-63), 'Persona' (1966), 'Ulvetimen' (1968) 'Skammen' (1968), 'En passion' (1969), 'Hvisken og Råb' (1972), 'Høstsonaten' (1978), 'Fanny og Alexander' (1984) - og fra de senere år tv-spillene: 'Larmer og gør sig til' (1997) samt 'Sarabande' (2003).
For mit eget vedkommende var det filmene fra 1953 til 1963 der kom til at betyde allermest. Især 'Ved vejs ende' med Victor Sjöström gjorde dybt indtryk gennem sin behandling af dilemmaet mellem at gå sine egne veje som forsker eller kunstner og at tage hensyn til familien. Filmene fra 1966-69 fandt jeg for præget af en angst jeg ikke rigtigt kunne kende fra mig selv, men som var meget fremherskende i tiden på grund af faren for krig og atomkrig. Men med 'Hvisken og Råb' med Harriet Andersson, Liv Ullmann og Ingrid Thulin kom Bergman stærkt igen. Og det utrolige skete at han i 1997 - næsten 70 år gammel - formåede at lave et så intenst tv-spil som 'Larmer og gør sig til' med Erland Josephson og Börje Ahlstedt i strid om og med døden og med formidabel inddragelse af det teater Bergman ikke kunne være foruden. - 'Fanny og Alexander' viste Bergman fra sin bedste side, når han formåede at skildre sine egne barndomstraumer på én gang fornøjeligt og dybt tragisk.
Se også essayet: Ingmar Bergman - Nordens største filmkunstner  (31.10.05.)

Leonard Bernstein  (1918-90)
amerikansk pianist, dirigent og komponist med jødiske rødder, som for undertegnede navnlig står som en fremragende fortolker og formidler af Gustav Mahlers musik. - Jf artiklen Leonard Bernstein - en medrivende dirigent  (10.12.10.)

Jes Bertelsen  (f. 1946)
dansk idéhistoriker, dybdepsykolog, psykoterapeut, bevidsthedsforsker og forfatter. Efter uddannelse på Århus Universitet som idéhistoriker med Sløk som lærer og med disputatsen 'Ouroboros' (En undersøgelse af selvets struktur) fra 1973 fik Bertelsen karriere som universitetslærer, og fik specielt stor succes med sine systematiske forelæsninger om dybdepsykologien (udgivet som bøger). Men i 1982 tog Jes Bertelsen konsekvensen af sin hidtidige udvikling, der var kulmineret med den 2. initiation og forståelsen af den egentlige opgave. Og han forlod lektoratet i idéhistorie ved Århus Universitet. Den akademiske løbebane var ikke målet for ham, og den gode stilling ikke en sovepude. Han ville forfølge nye mål. At fortsætte universitetsarbejdet ville ikke alene være at havne i funktionen fremfor at blive i den proces han ønskede at være i, men også at svigte en opgave. Søgningen til hans forelæsninger var ellers stor, og det samme gjaldt efterspørgslen efter hans bøger.
Men Bertelsens ambition gik altså i retning af at intensivere den bevidsthedsforskning han havde leget med fra drengeårene, og som han op gennem studieårene havde fået grundigt uddybet og systematiseret, men aldrig tilfredsstillet ad intellektuel vej. Han kunne samtidigt konstatere stor interesse for såvel sin drømmeanalytiske som meditative virksomhed og vejledning, og kunne med ret stor sikkerhed forvente denne interesse overført til det nye projekt. Fra 1982 har han ledet 'Vækstcentret' i Nørre Snede, hvor tusindvis af mennesker er blevet indført i meditationens mysterier. Han fortsatte dog sin egen udvikling systematisk - og koncentrerede sig fra begyndelsen af 1990'erne om retreat-kurser der skulle sigte på at føre deltagerne længere og længere ind i egentlige mystiske oplevelser. Hans bogproduktion gik tilsvarende fra de almene indføringer til stadig mere krævende og indforståede værker, men hans betydning som pædagog og bevidsthedsforsker er ubestridelig. Bertelsen er ikke - som det undertiden hævdes fra en vis religionshistorikers side - religionsstifter eller lignende, men fuldstændigt overbevist om muligheden for en 'almengørelse af selvet'. Og hele hans virke skal ses i denne sammenhæng. Jf. Jes Bertelsen-biografi

Erling Bjøl  (f. 1918)
dansk politolog, historiker og journalist. Dr. scient pol. 1966, professor i statskundskab ved Århus Universitet 1963. Udenrigspolitisk medarbejder ved Information og Politiken.

Jon-Roar Bjørkvold  (f. 1943)
professor i musikvidenskab ved Oslo Universitet. Doktor på afhandling om musikalsk børnekultur 1981. Russisk-kyndig. I flere perioder forsket i Sovjetunionen. Har i nedennævnte værk behandlet den regulære kollision mellem den musiske børnekultur og den umusiske skolekultur, som præger det vestlige samfund, og som betyder at barnet skal lære at sidde stille, at koncentrere sig om bundne opgaver og frem for alt lære at læse. Kulturen bliver overvejende bogstavcentreret, hvor den hidtil var mundtlig. Spontaniteten går stort set fløjten - eller henvises til frikvarter og fritid. - Jf. Det musiske menneske

William Blake  (1757-1827)
engelsk digter, maler, gravør, mystiker - og kulturkritiker i ét, og med et livs- og verdenssyn, en slags 'konkret universalisme' eller 'helhedsrealisme', der bragte ham langt forud for sin tid.
Blake oplevede hele den industrielle revolution i sit land på nærmeste hold, og han fandt den dybt umenneskelig. Men i den amerikanske løsrivelseskamp fra det engelske kolonistyre (1885-83) og den franske revolution 1789 fandt han visse holdepunkter for sit fremtidshåb. Men først og fremmest var Blake skabende kunstner af stor faglig dygtighed - og dybt visionær af sind og begavelse. Han fik syner og kommunikerede med disse syner. Og hans syner blandedes med hans registreringer og vurderinger af den almindelige virkelighed og dannede fremtidssyner af profetisk karakter.
Blake bestred ikke den almindelige verdens faktiske soliditet eller stabilitet, der bevirker at vi har noget håndgribeligt at holde fast i, og dermed også noget materiale at bearbejde i konkret håndværksmæssig forstand. Men han betragtede disse jordiske ting som udkrystalliseringer af den skabende, guddommelige energi, der ligger bag alt - på samme måde som kunstværket er udkrystalliseringen af kunstnerens skabende ånd. Evigheden var den virkelige og virkende og samtidigt uudtømmelige og altid skabende kilde bag alt. Evigheden er forelsket i tidens frembringelser, som han formulerede det.
Blake er vanskelig at forstå som forfatter, fordi hans ord er fyldt med særlige klange og genklange som man må prøve at få fat på. Hans psykologi er så forskellig fra den nutidens mennesker lever på, at man må vænne sig af med sin egen synsvinkel og prøve at tilegne sig hans. Og her gælder det først og fremmest om at lade være med at se dyder og laster, love og principper bag personerne. Vi skal altid se en person som personlighed for os. Men også begivenhederne i historiens gang ser han som skikkelser.
For Blake var livet slet ikke sådan som vi almindelige borgerlige mennesker går og bilder os ind i vores iver efter at analysere hvad vi ser. Han var kunstner og så verden som kunstneren gør - som helhed og helheder. Han så en verden i et sandskorn og en himmel i en af markens blomster, som han sagde. Han kunne holde det uendelige i sin hule hånd - og evigheden i en time. Men modsat de fleste mystikere, så klamrede Blake sig ikke til fylden. Det sande liv var for ham altid konkret i sin skikkelse. Evigheden bliver gold om den ikke uafladeligt bliver indfanget i levende skikelser.
Menneskets skæbnesvangre syndefald består da i at forråde den skabende evighed og nøjes med det én gang skabte. Han ser ligefrem på mytologisk vis en kamp mellem Jahve og Elohim (det hebraiske ord for gud). Jahves skabelseshistorie var en tiltagende forhærdelse og indsnævring af sanserne. Elohims derimod kunstnerens oprør mod denne indsnævring. 'Den gamle af dage' ville skabe et liv i tryghed og velvære og udelukke lidelsen. Han skabte så at sige halvmennesker. Og disse 'Guds børn' hader evigheden med et uudslukkeligt had, fordi det næres af angst, angsten for den skabende evighed.
Blake er aktuel som ingensinde, fordi han med sine tanker, visioner, digtning og kunst går direkte ind i vores debat om værdierne og virkeligheden. Den afgørende forskel mellem kunst og religion på den ene side og videnskab og borgerligt samfundsliv på den anden side ligger i forskellen mellem objektivitet og subjektivitet. Objektiviteten knytter sig til sanseperceptionen, håndgribeligheden, årssagssammenhængen, måleligheden, og nyttehensynet, men taber meningen med tilværelsen og sammenhængen i tilværelsen. Disse afgørende eksistentielle forhold knytter sig til subjektiviteten og kun til den.
Blake kunne for et par år siden opleves i fuld styrke og omfang på den store udstilling på Tate-galleriet i London, der dækkede hele hans liv og kunst, og som var ledsaget af udgivelsen af et stort katalog og mange af hans bøger, herunder 'The Complet Illuminated Book'. - Jv. Blake's kulturopgør

Steen Steensen Blicher  (1782-1848)
dansk præst og forfatter. Blicher afsluttede sine teologiske studier i København 1810, blev adjunkt i Randers og gift med den unge enke efter sin farbroder. Han blev forpagter hos sin far i Randlev, 1819 præst i Thorning og 1825 i Spentrup. Han var ivrig jæger, en stor kender af naturen og menneskene på egnen, en flittig topograf, og meget engageret i landbrugsreformer. Men det var digtningen han åndede for.
'E Bindstouw' (1842) er et pragtstykke af jysk fortælling. 'Trækfuglene' (1838) er et hovedværk i dansk poesi, men først og fremmest betragtes Blicher som den første store realist i dansk digtning i kraft af sin suveræne fortælleteknik. Fortælleren er et 'jeg' der blander sig i historien som det sker i mesterværket 'Brudstykker af en landsbydegns dagbog' (1824). Teknikken er med til at gøre skildringen af natur, lokaliteter og folk meget levende, men også til bevidst fra forfatterens side at give skildringen en sådan subjektiv karakter, at læseren undertiden må betvivle dens troværdighed.
En helt speciel underfundighed kommer frem i de noveller Blicher skrev under pseudonymet Peer Spillemand, som udvikles over mange år, men som han til sidst giver blivende form. Han præsenterer sig her som "Jeg gør Vers, men Degnen som er en seminar- og boglærd Mand, siger at de duer intet. Jeg spiller Violin til Gilder her i Omegnen, men Degnen siger, at det har heller ingen Art. Jeg er også Skrædder, men man betro mig ikke til at skære... Jeg er også Væver, men mit Tøj sidder som oftest så længe i Væven, at det første bliver mølædt, for det sidste bliver færdigt. Endelig er jeg Murermester, men siden jeg engang forsøgte at opføre Byens Kølle [muret rum eller lille hus til tørring af malt] efter samme Grundsætninger som Det skæve Taarn i Pisa, må jeg nu lade mig nøje med at slaa Kalken...."
Mesterstykket af disse noveller er 'Ak! hvor forandret' (1828) hvor fortælleren genopfrisker mindet om et besøg hos sin gamle studiekammerat der nu er præst i en præstegård hvor fortælleren 19 år tidligere oplevede ikke sin første, men sin tyvende kærlighedshistorie, den dejlige, englelige Maren Lammestrup. Fortælleren genopfrisker hele det tidligere besøg med slægtsgilde og en andejagt, der altsammen går skævt for den forelskede mand, fordi han kommer galt af sted, ja bogstaveligt falder i vandet - til alles moro. Og Maren taber han såmænd i vandet, da han skal bære hende sikkert over et vandløb. - Da han tyve år efter vender tilbage, opdager han at pigen han var forelsket i forlængst er blevet præstens trivelige kone - forandret af ansigt, skabning og væsen. "Saaledes kan Tiden udslette, dæmpe, tilintetgøre Skønhed, Vid og Munterhed, og hvad den maaske kunne levne, det skal sikkerlig nok gaa under i Næringssorg, Tidens trofaste Medarbejder. I graat Humør forlod jeg tidlig den følgende Dag min stakkels rustificerede Ven, drøvtyggende paa det lidet opbyggelige, forslidte Emne: 'Tempora mutantur et nos mutanmur in illis': Tiden foranderlig er og forandrer os alle tillige."
Novellen var pensum et vigtigt år af min skoletid - og blev så fremragende formidlet af adjunkt Svend Sørensen, at jeg halede topkarakter hjem på den ved eksamensbordet. Vel at mærke ikke fordi jeg var specielt god til mundtlig dansk, men fordi den ved sin humor og sin mol-stemning var gået lige ind i min unge sjæl, så jeg bare kunne fortælle fra hjertet. Siden forstod jeg - gennem Ib Ostenfeld - hvad det karakteristiske netop er for mol-musikken.
Se iøvrigt essayet om Blicher mellem drøm og virkelighed.

Niels Bohr  (1885-1962)
dansk atomfysiker og filosof. Doktor i 1911, derefter studier i England. Afhandling 1913 om brintatomet gjorde ham internationalt kendt. Professor ved Københavns Universitet 1916. Initiativtager til oprettelsen af Universitetets Institut for Teoretisk Fysik på Blegdamsvej, der blev indviet 1921 (1965 omdøbt til Niels Bohr Instituttet). Nobelprisen i 1922. Sammen med Werner Heisenberg og flere andre fremtrædende forskere der studerede hos Bohr i København (og hvoraf flere senere fik nobelprisen) udviklede han den nye fortolkning af atomfysikken der går under navnet kvantemekanikken, og også undertiden kaldes Københavnfortolkningen.
Kvantemekanikken indebar brugen af nye ligninger (matrix- og bølgeligninger), og Bohr gav disse brud på den klassiske fysik et teoretisk forsvar som han kaldte komplementaritetssynspunktet, og som han selv betragtede som sit væsentligste bidrag til videnskaben. Han pegede selv på muligheden for at anvende synspunktet på andre dualistiske fænomener der altid havde drillet den lineære tankegang, herunder problemerne sjæl/legeme, individ/samfund, barmhjertighed/retfærdighed og tro/viden.
Komplementaritetssynspunktet er en af de væsentligste forudsætninger for den 'komplementære helhedsrealisme' der gøres gældende på Jernesalts sider. - Jf. Niels Bohrs filosofi

Bo Bojesen  (1923-2006)
dansk bladtegner. Fra 1947 til 1992 leverandør af tusindvis af tegninger til dagbladet Politiken og årsskriftet Blæksprutten, der i en eminent streg og ofte bidsk, men alligevel overvejende med overbærende humor kommenterer både det sociale, kulturelle og politiske liv i Danmark og udlandet. - Jeg har fra starten været en stor beundrer af Bo Bojesens tegnekunst, som jeg husker allerede fra min barndoms 'Blæksprutten'. Som voksen købte jeg altid hans årshefter, som jeg nu har komplet fra 1949-92. Ganske særligt huskes hans serier med danske regeringer: Venstrevikingerns saga (Erik Eriksens VK), Sangforeningen Morgenrøden (Hedtoft), Kulturradiserne (Kampmann), Præriens bedste mænd (Baunsgaards VKR) og Jern-Anker (Jørgensen). Men i virkeligheden dækkede Bojesen både Danmarkshistorien og Verdenshistorien, som det ses i Hans Hertels to herlige samlinger fra 1994 og 1996. - Jeg er selv den lykkelige ejer af tre af Bojesens orignaltegninger, heriblandt den allerbedste 'Femte kolonne' fra 20.6.75., hvor en meningsmåling havde afsløret, at hver femte arbejder havde stemt på Mogens Glistrup. Han ses strålende af sikkerhed holde en af snorene til en fagforeningsfane med sloganet 'Frihed, Lighed, Broderskab' - mens Knud Jespersen (DKP), Gert Petersen (SF) og Erik Sigsgaard (VS) holder den anden snor, og Anker Jørgensen betuttet bærer stangen i midten.

Johannes Brahms  (1833-1897)
tysk komponist

George Braque  (1882-1963)
fransk maler

Bert Brecht  (1898-1956)
tysk dramatiker, lyriker, prosaist og litteraturteoretiker

Robert Bresson  (1907-99)
fransk filminstruktør

Anton Bruckner  (1824-1896)
østrigsk komponist

Martin Buber  (1878-1965)
østrigsk-jødisk filosof og teolog. Professor i jødisk religionsfilosofi og etik i Frankfurt am Main 1924-33. Professor i religionssociologi 1938-51 i Jerusalem. I hovedværket 'Ich und Du' (1922; dansk udgave 1964) fremsatte han sin eksistentialistiske dialogfilosofi, hvor han taler om 'grundord' som forhold. Han skelner mellem grundordet Jeg-Du, der kun kan udsiges med ens hele væsen, og grundordet Jeg-Det/Hun/Han, der aldrig kan udsiges med ens hele væsen. Det findes intet Jeg i sig selv, men kun det Jeg der hører til grundordene/forholdene.
Det forhold Buber taler om er ikke objektiv erfaring, men gensidighed. Det menneske, jeg siger Du til, erfarer jeg ikke, men jeg står i forholdet til det, siger han. Først når jeg træder ud af forholdet, erfarer jeg atter. Erfaring er altså i hos Buber Du-fjernhed.
Den egentlige skillelinje i eksistensen går ifølge Buber ikke mellem erfaring og ikke-erfaring, men mellem nærvær og genstand. Alt virkeligt liv er møde, siger han derfor. Og Du'et møder mig af nåde. Ved at søge, finder man det ikke. Men at jeg udsiger grundordet er mit væsens gerning. Ved at møde Du'et træder jeg ind i det umiddelbare forhold. Dette virkelige nærvær med dets fylde eksisterer kun for så vidt der er nærværelse, møde, forhold.
Buber kommer også ind på den oprindelige forholdsbegivenhed hos såvel barnet som det primitive menneske. Og han siger klart, at Jeg-Du-forholdet er før Jeg-erkendelsen, hvad der svarer til - som det hævdes andre steder på disse sider som noget fundamentalt for al eksistens - at meningen i tilværelsen i tid altid kommer før genstands- og jeg-bevidstheden. Hos barnet bliver det klart og utilsløret, siger Buber, at grundordenes åndelige realitet stammer fra en naturlig realitet: grundordet Jeg-Du's realitet fra samhørighed med naturen, grundordet Jeg-Det's realitet fra adskillelsen fra naturen. I begyndelsen er simpelthen forholdet - som det medfødte Du, som forholdets a priori. - Jf. afsnittet om Jeg-du-forholdet i artiklen Fra Tryghed til Frihed (serien om livskvalitet).
Hele denne eksistentielle dialog- eller forholds-filosofi går naturligvis igen i Bubers opfattelse af tro. Tro er for ham ikke en følelse i menneskers sjæle, men deres indtræden i virkeligheden, vel at mærke i hele virkeligheden, uden beskæring eller forkortelse. Og tilvarende siger han, at "hvis det at tro på Gud betyder at kunne tale om Ham i tredje person, så tror jeg ikke på Gud. Hvis det at tro på Ham betyder at kunne tale til Ham, så tror jeg på Gud."
Buber skrev et stort værk om chassidismen (hasidismen), en fromheds- og vækkelsesbevægelse inden for den østeuropæiske jødedom som vendte sig mod alt for strenge krav om overholdelse af den jødiske lov. Og han var dybt præget af samme grundindstilling ligesom han var en mester til at anskueliggøre indstillingen med fortællinger fra den chassidiske tradition. Her lærte han også, at hvad det kommer an på for verden er 'det fuldkomne menneske' (zaddiken), og at det fuldkomne menneske ikke er nogen anden end den sande hjælper. Det lærte han som barn i den smudsige lille ukrainske by Sadagora, tilføjer han - sådan som et barn lærer den slags ting, ikke som tanker, men som billede og følelse. Fra Buber stammer det udtryk der ofte bruges på Jernesalts sider om at gå ind i det "tragediens område, hvor det at have ret hører op". Se fx artiklen Humor og tragedie.

Alan Bullock  (1914-2004)
britisk historiker der i 1952 udgav den første videnskabelige Hitler-biografi. I 1991 fulgt op af det grundige sammenlignende værk 'Hitler og Stalin' (dansk udg. 1993). Begge værker har jeg beskæftiget mig intenst med. - I det afsluttende kapitel af sidstnævnte værk skriver Bullock om nazismen og fascismen, at de forherligede vilje, autoritet, magt og krig, og at deres gyldighed afhang af succes. Ingen af dem kunne overleve så fuldstændige nederlag som dem der indhentede Hitler og Mussolini. Kommunismen derimod fik enorme fordele af Sovjetruslands deltagelse i krigen. Efter krigen og den kommunistiske overtagelse af magten i Østeuropa og i Kina erklærede en ny generation af omvendte og medløbere i såvel den Tredje Verden som i Vesten, at kommunismens endelig triumf uundgåeligt måtte komme. Desillusioneringen kom langsomt. Det varede mere end tredive år før tv-kameraerne på Pekings Himmelske Freds Plads, i Ceausescus Bukarest og under sammenbruddet af de øvrige kommunistiske regimer i Østeuropa afslørede, at kommunisme såvel som nazisme og fascisme var både moralske og politiske fallitboer.
Bullock gør dog opmærksom på en væsentlig forskel mellem nazismen og stalinismen. Det stalinistiske system anvendte terror, inklusive massemord, som et redskab til at sikre ikke biologiske, men politiske og sociale mål. Disse gik fra gennemtvingelse af kollektiviseringen og nedbrydningen af de ukrainske bønders modstand til ødelæggelse af potentiel modstand i partiet, de væbnede styrker og bureaukratiet, en trussel der blev groft overdrevet på grund af Stalins paranoide mistænksomhed. Men intet sted var der et sidestykke til 'Ragnarok', den planmæssige udryddelse af alle europæiske jøder, 'pragtstykket' i den nazistiske undertrykkelse der var ansvarlig for tre fjerdedele af det samlede tal, og hvor massemord ikke var et redskab, men et mål i sig selv.
Det betyder naturligvis ikke at Bullock er blind for slutresultatet, at sejren i verdenskrigen blev umådelig dyr for russerne. Det var nemlig ikke nok for Stalin, at han kunne gøre krav på at have overvundet tyskerne og vundet det russiske folks taknemmelighed for sin ledelse i den Store Fædrelandskrig. Det var heller ikke nok, at Rusland var kommet ud af krigen som den eneste anden supermagt ved siden af USA, og at han selv, nu da Roosevelt var død og Churchill ikke længere i embedet, nød en enestående prestige som verdensleder. For i stedet for at slappe af fornyede han sine krav til det russiske folk: den gamle mistænksomhed og mistro vendte tilbage, forøget af udsigten til at hans magt blev beskåret af alder og død. Antallet af indsatte i lejrene i 1952 var højere end nogensinde....

Luis Bunuel  (1900-1983)
spansk-fransk fiminstruktør der regnes for en af filmkunstens vigtigste pionerer, fra starten præget af såvel psykoanalysen som surrealismen, som han dog senere brød med. Lavede i 1928 filmen 'Den andalusiske hund' sammen med Salvador Dali. - Hans film var et stadigt opgør med den borgerlige kultur, alt militær- og politivæsen og den katolske kirke. Han kunne naturligvis ikke lave film i Spanien under general Franco. - Som opdraget på en jesuiterskole forblev kristne temaer et væsentligt emne for den inkarnerede ateist. Han indrømmede blankt, at han kun kunne bevæges af kristen kunst. En af hans smukkeste film var 'Nazarin' (1958) om en præst der vil praktisere den absolutte kristne godhed a la Jesus. Men han lagde ikke skjul på paradoksaliteten - og kunne med stor selvironi konstatere, at han var "ateist, takket være Gud".
Skønt det i hans film vrimler med ting der kan fortolkes symbolsk, benægtede han, at der var symboler i filmene. Benægtelsen må forstås som udtryk for, at Bunuel først og fremmest var en billedskaber der forstod at bruge billederne på en sådan måde, at de uden om enhver intellektuel analyse trækker direkte på det allerdybeste i sjælen. Men sagen er også, at Bunuel ikke kunne fordrage analyser og forklaringer. Psykoanalysen, som han selv havde flirtet med i sin ungdom, endte han med at betragte som en klasseterapi. Og han mente selv, at det var 'fantasiens uantastelige uskyld' der holdt ham oppe til det sidste. Ja, han kalder i sin selvbiografi 'Mit sidste suk' (1982) vores rasende iver efter at forstå og dermed trække alt ned i forenklingernes middelmådighed som den menneskelige naturs mest uheldige fejl. Billederne i hans film blev aldrig i ydre forstand symbolistiske. - Bunuels film var herudover præget af en eminent humor og en drilagtig leg med drømmesekvenser. Til de bedste hører 'Viridiana' (1961), 'Morderenglen' (1962), 'Dagens skønhed' (1967), 'Borgerskabets diskrete charme' (1972), 'Frihedens spøgelse' (1974) og de to nedennævnte. - Jf. Begærets dunkle mål,    Mælkevejen.

Heinrich Böll  (1917-85)
tysk forfatter. Nobelpris 1972. En central skikkelse i eftertidskrigens tyske litteratur og offentlige debat, ikke mindst fordi han beskæftigede sig intenst med tyskernes ansvar for 2. verdenskrig og dens barbari. Det skete allerede med hans første novellesamling "Wo warst du, Adam?" (1951). Han vedblev af forholde sig til den tyske virkelighed og at fastholde en grundlæggende moralsk kritik. Han var katolik og fik den spottende, men tvetydige betegnelse 'Det gode menneske fra Köln'.

Bogstav C-F
Bogstav G-J
Bogstav K-M
Bogstav N-P
Bogstav R-Å