JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - meditation

ARTIKEL FRA JERNESALT - 27.12.06.

Meditation, begær og mening

I flere artikler op til julen har Jernesalt beskæftiget sig med den direkte føling med den ene halvdel af virkeligheden der har med menneskets indre eller åndelige liv at gøre og om hvilket det gælder at den er aldeles afgørende for menneskets erfaring af meningen med og den etiske forpligtelse over for tilværelsen. Hele problematikken går igen i visse kommentatorers manglende forståelse for fx folkelighedens egentlige karakter. Men ses også i kunsthistorikeres usikre behandling af en maler som L.A. Ring eller af teologernes intellektualistiske forsøg på at gør Gud til en fantasiens gud. Jf. nedenstående henvisninger til de relevante artikler.

Den indre virkelighed er af en lidt anden beskaffenhed end den ydre, fysiske virkelighed, men er lige så empirisk og empirisk uomgængelig som denne. Blot er den af ganske bestemte grunde sværere at få hold på end den håndgribelige omverden, og det får desværre mange mennesker der tror sig oplyste til at drage den forkerte slutning, at den indre virkelighed ikke er lige så virkelig som den fysiske realitet, ja, undertiden at den slet ikke har virkelighedskarakter. Den er snarere - hævdes det - en fantasiverden, som måske nok har positiv betydning for menneskets leg og kreativitet, men i lige så høj grad rummer risikoen for flugt ind i en drømmeverden.

Som tidligere påpeget beror denne for vores eksistensforståelse i virkeligheden katastrofale fejlslutning i en forveksling af fysik og psykologi. Den kendsgerning, at de håndgribelige fysiske genstande er forudsætningen for dannelsen af de psykiske grundprocesser der via genstandsbevidstheden fører til sprogdannelse, jegbevidsthed og sondring mellem det indre og det ydre, fører til den tro at materien er basis for ideerne. Men dette er en illusion, for vi kommer - som atomfysikken stærkt har understreget - aldrig til bunds i det spørgsmål om stoffet er før energien eller omvendt. De bør simpelthen betragtes som komplementære fænomener.

Dette betyder igen at det er fuldstændigt meningsløst og formålsløst at finde naturvidenskabelige forklaringer på fænomener som ånd, sjæl, evighed og gud og alle de hermed beslægtede fænomener. Disse kan ene og alene erfares og beskrives gennem individernes direkte føling. Og denne føling omfatter vel at mærke såvel det personligt som det kollektivt ubevidste.

Heraf kommer naturligvis usikkerheden m.h.t. gyldigheden af erfaringerne og beskrivelserne, for det er ikke ligegyldigt om fænomenerne beskrives af drømmere og fantaster der er uvidende om erkendelsesteori, psykologi og fysik, eller af nøgterne mennesker der har skaffet sig ordentlig viden om disse ting. Man skal bare ikke tro, at solid viden kun gives gennem naturvidenskaben. Den gives i ånds- eller eksistensvidenskaben slet ikke gennem naturvidenskaben, men alene gennem personlig erfaring og nøgterne beskrivelse og sammenligning af erfaringerne.

Meditation hører til disse åndelige fænomener der ikke kan forklares naturvidenskabeligt i anden forstand end at man nøgternt kan redegøre for betingelserne for meditativ erfaring. Selve erfaringen skal skaffes direkte gennem praksis, dvs personligt bekendtskab.

Men som også tidligere påpeget hører den direkte meditative erfaring til ethvert menneskes mest grundliggende førsteerfaring i livet. Den forekommer nemlig hver gang et menneske falder i staver. Den er faktisk det ufødte barns eneste mulighed i moders liv fra sjælelivets igangsætning (omkring 24 ugers alderen), og den vedbliver efter fødslen at være spædbarnets mest selvfølgelige vegetative tilstand. Genstandsbevidstheden (med hvad denne forudsætter af nerveceller og -baner) er endnu ikke skabt - og sproget endnu mindre. Alt foregår udelukkende efter lovene for de psykiske primærprocesser.

'At falde i staver' vil som bekendt sige at blive stille, få et fjernt blik og hverken høre eller se hvad der foregår i den ydre verden. Fænomenet kan nemt iagttages hos børn der fx sidder og spiser ved bordet sammen med andre, men pludselig bliver stille og kigger ud i den blå luft. Eller hos skoleelever der midlertidigt mister opmærksomheden om lektionerne på bordet eller læreren ved tavlen og kigger 'tomt' ud af vinduet. Det kan de fleste af os huske fra os selv, fordi det som hovedregel resultaterer i at man bliver kaldt til orden. Men det forekommer jo livet igennem. Fx har en mand som forfatteren Palle Lauring fortalt at han ofte som voksen faldt i staver midt i familiens skød - og at familien vænnede sig til det og blot nøjedes med ved sådanne lejligheder sarkastisk at konstatere: "Han er ikke længere iblandt os".

Fænomenet ringeagtes desværre, for i virkeligheden er det al kreativitets dybeste kilde. En svensk pædagog, Honorine Hermelin Grønbech, kaldte det 'den store leg' til forskel fra efterlignelseslegen (af typen 'forældre og børn-legen') og den voksnes 'alvorlige', dvs skolings- eller erhvervsprægede leg. Og med rette fremhæver hun den ubevidste 'dvælen' i noget der er større end jeget. Reelt er det - med andre ord - åbningen til det kollektivt ubevidste der finder sted. Det er med Blakes udtryk 'erkendelsens døre' der åbnes. Ikke alene kunstnerisk skaben, men også videnskabelig problemløsning har sin kilde her. En videnskabsmand kan tumle med et alvorligt problem i sin eksakte forskning i månedsvis uden at kunne komme nogen vegne, men pludseligt dukker løsningen op i et ubevogtet øjeblik, som det skete for Werner Heisenberg da han på en svømmetur ved Helgoland fik ideen til sin matematiske forståelse af kvantemekanikken.

At falde i staver er meditation, men den er af spontan art. Og dette gælder ikke al meditation. Tværtimod er meditation i snævrere forstand den bevidste vej til opnåelse af bestemte psykiske tilstand - fra almindelig afslapppet fred og ro til såkaldt 'højere bevidsthed'.

At stilne støjen i og uden for én selv er et centralt formål med meditation. Den ydre støj er stor i vore fortravlede dage med kommunikationen kørende døgnet rundt både i fysisk og mere digital forstand. Den giver stress og nødvendiggør at man beskytter sig ved at holde en passende distance. Men også den indre støj er en risiko. For bevidsthedsstrømmen kører også uafbrudt i vore dage - og gøre det for mange svært at koble fra, også helt bogstaveligt at falde i søvn når man lægger sig om aftenen. Så må man ty til sovepiller eller nervemedicin. Og i en vis forstand kan man sige at også arbejdet er blevet en støjkilde, fordi vi skal nå så meget, gøre karriere og tjene penge.

Begær er en del af menneskelivet. Ikke blot skal vi have tilfredsstillet basale behov som mad og drikke, ly og læ samt hvile og omsorg for at overleve, men vil også have tilfreddstillet vores nysgerrighed og behov for udfoldelse og spænding - for slet ikke at tale om behovet for seksualitet, når først denne drift er vågnet. Men begæret kan tage overhånd og blive til utilfredsstillelig begærlighed: Vi forlanger flere og flere goder, flere og flere oplevelser, mere og mere sex. Og vi skruer oven i købet forventningerne op i retning af mere og mere ekstreme oplevelser på alle områder. Begæret bliver på denne måde også en støjkilde der i realiteten forurener den mentale sundhed.

I gamle dage havde samfundene meget mentalhygiejnisk indrettet sig med faste hviledage hver uge, hvor alt arbejde der ikke var absolut nødvendigt (som fx at fodre dyr og malke køer) lå stille, så folk havde chancen for at komme til sig selv igen og begynde på en frisk den følgende uge. Kirken brugte søndagene til gudstjenester, som i visse perioder var meget lange og endog kunne være tvungne (den såkaldte kirketugt) og helt frem til vore dage være omgærdet af en særlig beskyttelse der forhindrede fodbold og anden sport. Oprindelsen til disse kirkelige hviledage var den jødiske sabbat, der stadigvæk af ortodokse jøder håndhæves med strenge regler der bl.a. forbyder brug af ild til madlavning eller transport med motordrevne køretøjer.

Dette kan altsammen synes overdrevent eller direkte repressivt. Folk må vel selv bestemme hvad de vil bruge deres fridage til - og det dér med kirkegang og gudsdyrkelse er ikke noget for moderne, oplyste mennesker. Men man glemmer ideen med det hele: at koble aktiviteten fra og blive stille for så at sige at lade op. Og det sidste kan nu engang kun lade sig gøre ved at søge ind i stilheden og få direkte føling med det kollektivt ubevidstes evige kilder.

Følgen af flertallets fornægtelse af hele den gamle praksis er at man i dag enten lider af stress, uro og søvnløshed (som man ofte prøver at kurere med piller, dvs med symptombehandling) eller søger alternative veje til generobringen af den nødvendige stilhed og opladning, det vil sige går den terapeutiske vej.

Og ikke et ondt ord om den. Men man må lige skelne mellem to slags. Primær terapi er nødvendig for alle der ikke kan klare deres ofte alvorlige psykiske problemer selv. Det synes vi dårligere til i dag end i gamle dage. Derfor må folk have professionel psykologisk krisehjælp ved alle mulige hændelser som man tidligere var mere robuste til at komme igennem på egen hånd eller ved hjælp fra pårørende. Det synes under alle omstændigheder at indikere at folks almindelige psykologiske viden og erfaring i vore dage er stærkt begrænset. Men noget andet er sekundær terapi. Den er ikke nødvendig i samme forstand som den primære, men den er nødvendig for enhver der vil gøre sit kendskab til psykologi dybere end det almindelige - og navnlig gøre det personligt, dvs skaffe sig solid 'knowledge by acqaintance'.

Den sekundære terapi behøver ikke nødvendigvis at omfatte meditation, men kan fx være af rent analytisk art, herunder den freudianske psykoanalyse eller den jungianske dybdepsykologi. Men det er blevet stadig mere almindeligt at forbinde disse terapier med meditation, fordi denne ofte støtter såvel drømmeanalyserne som erfaringerne af det numinøse, og dermed i begge tilfælde i sidste instans vil give direkte erfaring af de arketypiske forestillinger.

Om de meditative teknikker skal ikke siges så meget her. Det er almindeligt i de indledende faser at gøre brug af afslappende musik, da det naturligvis er en forudsætning at kunne slappe af. Musikken vil normalt fremme en rolig bevidsthedsstrøm af farver og billeder, men det skal understreges, at en sådan strøm ikke er hensigten. Det ultimative mål er tværtimod en afbrydelse af bevidsthedstrømmen. Men omvendt gælder også at man skal kunne acceptere alle de billeder der kommer spontant. - Sædvanligvis kobles meditationsøvelser sammen med vejrtrækningsøvelser omkring det såkaldte chakrasystem (system af psykiske energicentrer langs rygsøjlen: rod, sex, solar-pelxux, hjerte, hals, pineal og krone), da det er en ældgammel erfaring at der er sammenhæng mellem vejrtrækningen og bevidsthedstilstanden. - Som eksempel på en specifik teknik kan nævnes 'dobbeltrettet bevidsthed' der går ud på at prøve at koncentrere opmærksomheden på to fænomener samtidig, fx et ydre objekt og et helhedsindtryk (metoden kan anvendes ved betragtning af kunst, fx L.A. Rings!). Endelig kan nævnes det gavnlige i at opøve fuld opmærksomhed i nuet, dvs i den simple dagligdags aktivitet man lige for øjeblikket er i gang med, hvad enten det drejer sig om at cykle, vaske op eller male en væg.

I meget målbevidst og ihærdig udgave er systematisk meditation at betragte som vejen til 'højere bevidsthed' dvs den bevidsthedstilstand der er præget af helt usædvanlig klarhed og oplysning. Den samme højere bevidsthed kan opnås via stoffer, men både ved brug af stoffer og stoffri meditation forudsætter opnåelsen af højere bevidsthed balance i sindet, idet ubalance kan føre direkte til psykose. Ikke mindst af denne grund er det absolut påkrævet med vejledning af en erfaren terapeut/lærer der er i besiddelse af høj etisk standard.

Det er karakteristisk for de positive, afbalancerede oplevelser af højere bevidsthed - sådan som de bl.a. erfares af mystikerne - at den opnåede bevidsthedstilstand ikke alene er forbundet med følelsen af en kolossal fred, mystikerne taler om 'freden der overgår al forstand', men også at den fører dyb etisk forpligtelse med sig. Heraf kommer det at en psykiater og psykoanalytiker som Erling Jacobsen, der i sin tid eksperimenterede med LSD, kom til det resultat at moral i sidste ende er begrundet i de mystiske erfaringer, og at disse for ham igen var identiske med det man i den freudianske skole kalder ren oral lyst.

Det siger sig selv at personlige erfaringer af denne mystiske enhed er umådeligt attraktiv. Den er så at sige 'meningen med tilværelsen' eller 'fylden' i sig selv. Men det skal understreges at det naturligvis ikke er ligegyldigt om man erfarer denne fylde på en stoffri måde eller ej. For det negative ved brugen af stoffer er dels afhængigheden, dels undergravningen af muligheden for vedblivende at kunne opfylde kravet om etisk konsistens. Men Jacobsen var faktisk overbevist om, at hvis man tænkte sig opfindelsen af et stof der ville give selvsamme mystiske oplevelse uden at undergrave den etiske konsistens, så ville det være sket med den menneskelige kultur, for så ville der ikke længere være motivation for udvikling!

På mere jordisk plan skal understreges at den meditative erfaring har tre konsekvenser som har den allerstørste betydning for den menneskelige kultur og det menneskelige samfundsliv:

Den kan for det første sætte en grænse for det begær der ellers let ville tage friheden fra den enkelte ved at forhindre denne i at holde en passende distance til livets mangfoldige fristelser. Medition kan simpelthen give den fornødne distance til verden eller til tingene - eller som den tyske mystiker Meister Eckehart kaldte det den fornødne 'afsondrethed fra verden' - så man undgår at blive opslugt af sit utilfredsstillelige begær. Man oplever altså dermed - for det andet - den 'fylde' eller 'mening' man ikke kan få på anden vis og som i realiteten er en religiøs oplevelse, dvs en direkte erfaring af Gud der gør al teologi og ateistisk anti-teologi fuldstændig overflødig. For man erfarer noget som intet logisk eller videnskabeligt argument eller modargument kan stille noget op overfor. Og endelig vil den meditative erfaring alt i alt betyde en relativering af jeget eller det individuelle ego til fordel for selvet eller den overpersonlige, kollektive totalpsyke.

Alle tre konsekvenser har spillet en afgørende rolle gennem hele menneskehedens kulturhistorie - uden hensyn til religioner, etniske og nationale særpræg og uden hensyn til teknologiske eller videnskabelige fremskridt. De spiller fortsat en afgørende rolle, men det er karakteristisk for vor tid, at betydningen mindskes af to vidt forskellige, næsten diametralt modsatte grunde: fanatismen på den ene side og ligegyldigheden på den anden side.

Begge dele er i denne sammenhæng at betragte som fornægtelsen af al meditativ erfaring og værdi, idet den religiøse fanatisme i religionens navn lader sig opsluge af begæret efter magt og ophidselse, mens den religiøse ligegyldighed i oplysningens navn drager den fejlslutning at de religiøse erfaringer er overflødige.

Sandheden er at de religiøse erfaringer i helhedsrealistisk forstand slet ikke kan undværes, da det ville være ensbetydende med at 'meningen', 'kvaliteten' eller værdifornemmelsen og dermed al etisk konsistens forsvandt ud af eksistensen, kulturlivet og samfundslivet. Tiden er derfor inde til for alvor at råde bod på såvel den religiøse fanatisme som antireligiøsitetens halve oplysning og dermed genvinde forståelsen for de religiøse erfaringers uundværlighed

Religiøsiteten må altid renses for egoets begær og magtinteresser. I stedet burde 'selvets almengørelse' fremmes - og dermed det store perspektiv der trækker på den uudtømmelige energi fra de arketypiske forestillinger. Regelmæssig stilhed og meditation er en god begyndelse.

Jan Jernewicz

PS! Det skal tilføjes, at meditativ erfaring er en fordel for al eftertænksomhed, eftersom eftertanke kræver stilhed. Meditativ erfaring er derfor også en fordel for læsningen af Jernesalt! - Jf. At læse Jernesalt

Henvisninger:

Med fuldt overlæg gives der ikke her links til kurser for meditation, da de fleste repræsenterer bestemte 'skoler' eller religiøse opfattelser, som man kan have forskellige meninger om, og som iøvrigt let kan findes på fx Googles søgemaskine. Men det kan generelt siges, at det er nødvendigt at have vejledning for at komme ordentlig i gang med kunsten, og at man derfor på den ene side må vove sig ud i kurser af den ene eller anden art, men på den anden side også må bevare sin sunde fornuft og skepsis. Det er nødvendigt at have tillid til sine vejledere, og det er derfor nødvendigt på forhånd at sikre sig at disse har en klar og åben etik om deres vejledning.

Litteratur:

Jes Bertelsen: Dybdepsykologi I-IV. (Borgen 1978-83)
med systematisk gennemgang af såvel den vestlige som den østlige meditations psykologi.

Relevante artikler på Jernesalt: