JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - amour

ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.12.12.

Kærlighed på bitreste prøve over for aldring og død

Den østrigske filminstruktør Michael Hanekes godt to timer lange franske film 'Amour' viser samme mesterskab som hans tidligere 'Det hvide Bånd'. Denne handlede om katastrofal underkuelse af børn gennem streng protestantisk opdragelse i en tysk præstegård, mens 'Amour' handler om en katastrofal magtesløshed der rammer et gammelt ægtepar Anne og George, da demens og fysisk lammelse griber ind i deres ellers rolige og kultiverede hverdag i en herskabslejlighed i Paris. Begge er professionelle pianister, ligesom datteren Eva.

Ægteparret spilles fremragende af de to franske stjerner Emmanuelle Riva (f. 1927), der i 1959 blev verdenskendt med Alain Resnais' specielle film 'Hiroshima, min elskede', og Jean-Louis Trintingnant (f. 1930) der kendes fra en lang række film fra 'den nye bølge', men begge har også på deres ældre dage medvirket i hver sin Kieslowski-film. Riva som dement mor til hovedpersonen i 'Blå', og Trintignant som den pensionerede dommer i 'Rød' der får tiden til at gå med at udspionere sin nabo, men tilfældigvis kommer på talefod med en ung kvinde. - Eva spilles i 'Amour' af Isabelle Huppert, hendes britiske mand Geoff af William Shimell og Annes tidligere elev, pianisten Alexandre, af Alexandre Tharaud.

Musik spiller selvsagt en væsentlig rolle i filmen, men anvendes bevidst meget sparsomt. Udover Beethovens Bagatelle i g-moll (opus 126, nr. 2) og en klavertransskription af Bachs kantate 'Ich ruf' zu dir, Herr Jesu Christ' (BWV 177) er det først og fremmest Schuberts Impromtu i c-moll (opus 90, nr. 1) og Impromptu i Ges-dur (opus 90, nr. 3) der fint angiver den melankolske eller moll-prægede stemning i filmen.

Der hviler desuden en stor ro over hele filmen, en ro der forstærkes af de stille stuers fornemme interiører og hovedpersonernes langsomme bevægelser, der jo ikke er indstuderede, men naturlige, eftersom begge skuespillere er over 80 år og er nødt til at tage den med ro. Især Trintignant som George udviser meget stor tålmodighed. Men instruktøren har på fornemste vis fået den markante ændring under skildringens korte forløb på vel et halvt års tid til at spejle sig i begge personers ansigtstræk og blikke. De bliver virkeligt trætte i løbet af denne tid - og Anne endda yderst forpint, da hun til sidst kun kan tale med største besvær og dårligt er i stand til at synke sin vælling. Man forstår at datteren ikke kan udholde tanken om at moderens lidelser skal blive ved til den bitre ende og at der altså ikke er nogen mulighed for forbedring. George resignerer opgivende, men også hans grænse nås.

Filmen begynder med fortekster uden musik. Så høres en voldsom lyd af en hoveddør der brækkes op og politi der trænger ind i en lejlighed. Viceværten siger at der engang imellem kommer en sygeplejerske, men det er nogle dage siden han har set hende sidst. De indtrængende åbner vinduerne på grund af dårlig lugt. Da de trænger ind i soveværelset, sker det med masker for næsen. Dér ligger Anne død på sin seng - i blå kjole og med afrevne blomster, smukt arrangeret omkring hovedet.

Scenen skifter til en smuk gammeldags teatersal med et forventningsfuldt publikum, heriblandt Anne og George. Der klappes da solisten kommer ind på scenen. Efter kort pause høres en kraftig akkord efterfulgt af blide melodilinjer og klange fra Schuberts Impromptu (90/1). Efter koncerten er der reception hvor Anne og George hilser på den unge pianist Alexandre, som har været hendes elev. - Turen hjem foregår med sporvogn.

Hjemme ved hoveddøren konstatere Anne og George at der har været indbrud. Døren er brudt op med en skruetrækker. Det er ikke professionelt. George vil først melde det til viceværten og politiet næste dag. Den dejlige aften skal ikke ødelægges. Han spørger om hun vil have et glas vin. Hun siger nej tak. Men han vil selv have et. Han siger hun er smuk. - Herskabslejligheden har mange rum, smukke møbler og mange fine malerier og kunstgenstande samt et flygel i salonen. - Det fremgår at parret har penge nok.

Næste morgen måltid ved et lille bord i hjørnet af køkkenet. Anne og George snakker hyggeligt. Hun kalder ham med et smil for et monster, men sød!

Pludselig falder hun i staver - og stirrer ud i luften. George kalder gentagne gange på hende og giver hende til sidst vand i hovedet med et håndklæde. Han går for at klæde sig på og hente hjælp, men hører på afstand at vandhanen lukkes. Tilbage i køkkenet konstaterer han at Anne er i gang med at spise. Hun forstår ikke at han spørger hvad der skete. Hun husker intet, men siger hun lukkede for vandhanen, fordi han havde glemt at gøre det. Hun forstår ikke at han foreslår at lægen skal kigge på hende. Men kort efter hælder hun teen ved siden af koppen......

Datteren Eva kommer på besøg og snakker løs om sine egne problemer. Først lidt henne i samtalen røber George at operationen af Anne er gået galt. Det gør den i fem procent af alle tilfælde. Anne er derfor blevet lammet i højre side

Soveværelset gøres klar til Anne med nye og indstillelige senge. Anne kommer hjem i kørestol og vil straks køres ind ind i opholdsstuen. Hun anbringes med besvær i lænestolen, efter at hun har givet ham nøje instrukser om hvordan han skal holde om hende og løfte hende. Hun afkræver George et løfte om at hun ikke sendes på hospital igen. - George hjælper hende senere i seng. Hun be'r ham gå ind til sit eget. Hun er ikke en krøbling der ikke kan klare sig selv, pointerer hun. Han finder en bog om den østrigske dirigent Harnoncourt til hende. Hun begynder at læse med bogen støttet til de optrukne lår.

Senere på natten vågner George ved at Anne sidder op i sengen og stirrer frem for sig. (Han fortæller senere at hun sover om dagen, men er vågen hele natten). Ved morgenbordet i køkkenet er der god stemning. Han må skære maden ud for hende. Hun kan ikke bruge højre arm. - Naboen kommer med indkøbte varer og får rundelig betaling. Senere kommer også viceværten med større ting som mineralvand i helliters flasker.

George giver Anne træning med 15 løft af det raske ben. I stuen sidder han og læser. Hun ligger på sofaen og læser. Han undrer sig over nogle bemærkninger fra hendes side, og hun må bede ham holde op med at stirre på sig.

Senere sidder de i stuen og spiser middagsmad. Hun vil se fotoalbummene. Han undrer sig igen lidt, men finder dem - og hun bladrer i dem - men der kommer et par uheldige bemærkninger fra hans side, som han dog undskylder.

Pianisten Alexandre kommer på besøg med blomster. Han bliver overrasket over at Anne køres ind i kørestol. Hun vil ikke tale om sin tilstand, men beder ham spille g-moll Bagatellen af Beethoven. Han indvilliger selv om han ikke har spillet den længe. Et par dage efter kommer der brev fra Alexandre med hans nyeste indspilning af Schuberts impromptus. George sætter den på anlægget, men Anne kræver den næsten med det samme afbrudt. Hun vil ikke høre den. Det kommer igen til lidt uheldige, bitre bemærkninger mellem dem der viser at de må skjule deres bekymringer bag facaden. Han undskylder igen.

Om natten får George mareridt. Han hører lyde uden for hoveddøren, åbner den og går ind i den tilstødende lejlighed der er tom og tilsynedeladende under renovering. Han spørger om der er nogen. Det regner ned, så der står vand på gulvet. Vandet stiger. Han stiller sig med ryggen mod en dør, men bliver grebet om ansigtet bagfra og vågner med et højt skrig som var han ved at drukne....

Anne har fået elektrisk kørestol og øver sig i at betjene den uden i entreen - hun er i godt humør. Han træner hende også i at bevæge sig rundt på gulvet. - Han sidder i sin lænestol og lytter til Schuberts Impromptu 90/3 og ser Anne for sig ved flyglet, men vågner og slukker anlægget.

George må hjælpe Anne på toilettet. En morgen han hjælper hende op af sengen, konstaterer han at hun er helt gennemblødt. Han finder et tørt håndklæde og hjælper hender over i en kørestol og får fjernet den våde natkjole og det våde sengetøj. Han bagatelliserer uheldet, men hun er blevet vred og forsøger i fuld fart at køre ud på toilettet - han forsøger at få hende beroliget. Senere får han af en sygeplejerske omhyggelig instruktion i hvorhan han skifter ble på Anne.

Anne spørger ham om han ikke skal til Jeannes begravelse. Men han slår det hen som unødvendigt. - Anne får bad af en sygeplejerske, mens han bekymret ser til. Han hjælper hende selv med hårvasken. En sygeplejerske friserer hende - ret hårdhændet og vil bl.a. tvinge hende til at se resultatet i spejlet. Hun ser væk og affejer dermed sygeplejerskens påstand om at hun ser smuk ud. - George fyrer sygeplejersken med en bemærkning om at hun er fuldstændig inkompetent. Hun forlanger 780 euro, og får det, men siger farvel med grove ord. Der er ikke nogen der har klaget over hende før.

Svigersønnen Geoff er på besøg med Eva. Ham vil Anne ellers ikke se, fordi hun ikke kan tage hans britiske humor. Han spørger om George ikke bør benytte en anden læge. Det fører til lidte skarpe bemærkninger, og til sidst frabeder George sig indblanding fra både Evas og Geoffs side.

George kommer hjem efter at have været til begravelsen og ser Anne sidde på gulvet ude i entreen støttet til væggen. Hun havde været for langsom til at komme op af kørestolen. Hun spørger hvorfor han kommer så tidligt hjem. Han har taget en taxi. - Hvordan begravelsen gik? Den var kedelig som alle begravelser, men hun vil høre nærmere, og får en kort, men ironisk skildring af hvor tåbelig præsten var. En ven holdt en elendig tale om sig selv. En anden spillede Beatles musik, så følget var ved at dø af grin, og til sidst blev urnen kørt ud af kirken på en stor vogn der var beregnet for en rigtig kiste.... - Hun: Hvad ville du have sagt, hvis du var blevet udsat for den slags? - Han: Formentlig ingenting.

En due hopper ind i entreen gennem et åbent vindue. George har besvær med at få den ud.

Eva kommer på uanmeldt besøg. George skynder sig at låse døren indtil soveværelset og fingere at han har været på toilettet og derfor var sen til at lukke op. Eva kan mærke at noget er galt, men han bestrider det. Han byder hende på te og siger han nok skal låse døren op senere. Eva kommer ind til en stærkt svækket Anne, der har fået en ny blodprop med efterfølgende talebesvær. Hun siger hele tiden 'mama' og 'grand mêre'. Eva der først fortæller løs om sin egne boligproblemer forsøger en samtale, men hun kan ikke forstå sin mor.

Hun går ind til sin far i salonen og spørger hvad der egentlig foregår. Han tager tilsyneladende situationen roligt. Han har af en sygeplejerske fået at vide at demente efter flere blodproppper ofte begynder at gentage de samme ord helt mekanisk. Eva hævder at der må kunne gøres noget. - Han: Vil du havde hende hjem? - Hun stiller sig tudende hen til vinduet. Han bliver siddende, tydeligt mærket og ældet, men uden at kunne trøste eller se en udvej. Det der må ske, må ske. Han er forberedt - og kan ikke forhindre noget.

George må nu made Eva med en slags vælling med ferskensaft. Hun kan kun klare tre skefulde med stort besvær Hun får også lidt at drikke af en kop med tud. Han truer hende direkte med hospitalet, hvor hun i givet fald vil blive tvangsmadet med sonde. - Han sidder lidt ved flyglet og lader som om han spiller, men det er musikanlægget der spiller Schubert.

Igen prøver George at made Anne og få hende til at drikke lidt. Hun vil dehydrere hvis ikke hun får noget vand, siger han. Han prøver forgæves at overtale hende. Og til sidst tvinger han med fingrene hendes mund op, så han kan hælde vand ind i munden. Hun kan ikke få det sunket og spytter det ud efter ham. Han stikker hende en lussing. De kigger længe og stille på hinanden. Han undskylder og indrømmer at han ikke kan klare mere.

Han får hende senere i godt humør ved at hjælpe hende med at synge en sang hun kender 'På broen til Avignon danser pigerne rundt'.... Han fortæller om dengang han blev tvunget til at spise risengrød på kostskolen som ti årig. De andre fik lov at gå efter timen, men han måtte vente tre timer før han slap. Om aftenen havde han 40 i feber. Difteritis.

Anne ligger alene og klager sig uafbrudt med et 'mal' (ondt). Han går ind og taler roligt med hende. Klapper hende på hænderne; hun tager hans hånd. Der falder to over dem - og hun falder efterhånden i søvn.

Pludseligt tager han sin egen store hovedpude ved siden af hendes seng og presser hårdt ned mod Annes ansigt. Hun gør modstand, men han bliver ved med at presse, indtil hun ikke længere gør modstand.

Duen er igen kommet ind i entreen, men bliver med stort besvær fanget under et tæppe. George har svært ved oven på anstrengelserne at komme op på bænken igen. - Han sætter sig ved spisebordet i køkkenet og begynder at skrive et brev til datteren, side efter side om hele perioden, herunder også detaljeret om episoderne med duen.

Han kommer hjem med blomster som han klipper af over køkkenvasken. Han finder i Annes store garderobe en smuk blå kjole. Han taper døren til soveværelsen fuldstændigt til. Hører lyd i køkkenet. Det er Anne som han kendte hende før sygdommen. Hun vasker op og spørger om han ikke skal have sine sko og sin frakke på. Det får de begge og de forlader lejligheden.

Filmen slutter med stilhed og mørke.

I et meget stilfærdigt, før slutningen stort set udramatisk, men til gengæld meget intenst spil afdækkes led for led den belastning det er for et menneske at skulle være vidne til sin ægtefælles uafvendelige forfald. Filmens gamle ægtepar har haft et smukt forhold sammen. Datteren husker stadig fra hun var lille med glæde lyden fra forældrenes soveværelse når de elskede. Parret har haft fælles interesser - professionelt og eksistentielt - og deres gensidige forpligtelse til omsorg er uden for diskussion.

Sagen er blot at den uundgåeligt sættes på en forfærdelig prøve, da den ene rammes af en blodprop, bliver lammet og siden får endnu en blodprop der gør hende til det man populært kalder en 'grøntsag', dvs en hjælpeløs person der er fuldstændig overladt til andres hjælp og ikke længere har et formål med sit liv der har med det voksne menneskes normale ansvar og eksistentielle projekter at gøre. Den syge må lide - både fysisk og psykisk, uden at kunne se formålet med det. Og en sådan situation rejser nogle alvorlige etiske dilemmaer.

For det første ønsket om at blive boende hjemme og undgå at komme på hospital eller plejehjem. Her er det måske nok forståeligt at den syge forsøger at afpresse sin ægtefælle et løfte om ikke at blive sendt på hospital, men som filmen i hvert fald er et klart eksempel på, så kan et sådant løfte indebære, at ægtefællen bukker under, om ikke fysisk så psykisk, så det ligefrem bliver fristet over evne til at begå et medlidenhedsdrab med efterfølgende selvmord. I filmen kan vi kun slutte os til selvmordet, fordi alt tyder på at George ikke vil kunne bære at leve videre med tanken om at have myrdet sin ægtefælle.

Så moralen er altså ikke den selvfølgelige at man ikke skal begå medlidenhedsdrab, fordi det véd ethvert fornuftigt og besindigt menneske naturligvis godt i forvejen, for det siger både loven og såvel de religiøse som de humanistiske normer. Moralen må derfor være at man som som omsorgsfuld ægtefælle er nødt til at sige fra før man bukker under for belastningen og bliver tvunget ud i handlinger man selv finder uetiske. Den omsorgsfulde ægtefælle må med andre ord dels ikke lade sig presse til at afgive et ubetinget løfte om ikke at sende sin ægtefælle på hospital eller plejehjem. Et eventuel løfte må altid gøres betinget af, at man kan klare belastningen både fysisk og psykisk. Og hvis belastningen bliver for stor, må man have lov at tage den tunge beslutning at sende ægtefællen hjemmefra.

Dette betyder at ethvert menneske som er uhelbredeligt syg eller direkte døende må gøre op med sig selv, hvad han eller hun skal stille op med på et eller andet tidspunkt at måtte sige farvel til sit hjem og at blive overladt til ren immanens på et fremmed sted, der ligegyldigt hvor godt og varmt det er aldrig bliver det samme som hjemmet. Man må i det hele taget se i øjnene at man kan ende som en 'grøntsag' der på det tidspunkt hverken kan gøre fra eller til og altså ikke længere er herre over sin egen skæbne. En sådan mulig udsigt er ikke rar at tænke på, og den rejser derfor uundgåeligt spørgsmålet om et menneske ikke har ret til at dø for at slippe for denne formålsløse lidelse.

Aktiv dødshjælp er stadigvæk til diskussion - men det er og bliver et ømtåleligt emne, fordi det synes en grundfæstet norm i normale mennesker at man ikke må slå et andet menneske ihjel eller gøre en nær person fortræd. Så den første slutning man kan drage må være at ingen aktivt må dræbe en nær pårørende eller et andet menneske overhovedet ved hjælp af for eksempel gift eller sovemiddel. De hollandske regler for aktiv dødshjælp må på denne baggrund anses for at være for liberale, fordi de tillader en læge at give en dødbringende indsprøjtning til et menneske der ønsker at dø og endnu er klar nok til at tage stilling til sin livsskæbne. Men det er ikke moralsk omkostningsfrit for de involverede læger.

Men spørgsmålet bliver tilbage om det ikke kan være etisk forsvarligt at medvirke til at et menneske ved sine fulde fem får mulighed for at begå selvmord på en human, smertefri og udramatisk måde, hvis livet synes blottet for mening og udsigten til at ende som en helt hjælpeløs grøntsag er nærliggende. Her skal tilladelsen i givet fald gives før det bliver for sent for den pågældende at begå selvmordet helt og holdent på egen hånd - kun med praktisk hjælp i form af at der stilles den rette medicin til rådighed.

Personligt kan jeg ikke se noget etisk uforsvarligt heri, for jeg kan ikke se at livet skulle være så helligt for det enkelte individ, at det er forpligtet til umenneskelig lidelse den sidste tid, hvis den kan undgås.

Det etiske dilemma vil bestå - og Hanekes fornemme film løser det ikke, og fingerer heller ikke at gøre det, men den stiller skarpt den fulde og ubarmhjertige konsekvens af ikke at kunne lade et døende menneske slippe for den sidste lidelse på en human og fredelig måde.

Jan Jernewicz

Ovenstående artikel indgår nu i en e-bogen som er udgivet under titlen: Bunuel - Abuladze - Mikhalkow og andre filmskabere.
Den kan bestilles ved mail til forfatteren ejvindhoej@newmail.dk, så sendes den vederlagsfrit som vedhæftet fil.

Se nærmere under klik

Henvisninger:

Links:

Imdb-databasens data om 'Amour'

Relevante artikler på Jernesalt:

Aktiv dødshjælp  (16.12.08.)
Livskvalitet, aldring og død - 6. og sidste artikel i ny serie om livskvalitet  (21.2.12.)
At være, at blive, og at dø (Skal læger bestemme over liv og død?)   (20.1.11.)
Er der en mening med døden?  (19.10.11.)
Veje til livskvalitet og mening   -    artikelserie
Kan moral begrundes? (Erling Jacobsens konsistensetik)
Etik og eksistens   (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens)

Filmen 'Det hvide Bånd' om underkuelse af børn  (21.1.10.)
Kieslowski's trilogi 'Blå - Rød - Hvid' Kieslowski's 'Blå'
Kieslowski's 'Hvid'
Kieslowski's 'Dekalog'
'Stille lys' - mexikansk film af Carlos Reygadas  (17.8.08.)
Roy Anderssson: 'Du levende'
Bunuels dogmefilm "Mælkevejen"
'Anger' og 'Brændt af solen'  (om russiske film og stalinismen)

Triers 'Melancholia' er et sandt mesterværk  (31.5.11.)
'Kunsten at græde i kor' - og overleve mistrøstig barndom   (3.5.07.)
'Drabet'   Per Flys film om politisk og moralsk inkonsistens (11.9.05.)
'Prag'  Ole Christian Madsens film om manderolle, faderkompleks og parforhold (7.11.06.)