JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - atgraedeikor

ARTIKEL FRA JERNESALT - 3.5.07.

Kunsten at græde i kor - og overleve mistrøstig barndom

Peter Schønau Fogs spillefilmsdebut er baseret på Erling Jepsens roman fra 2002 med samme humoristiske titel (Kunsten at græde i kor) og skildrer en sønderjysk familie ude i et lille landsbysamfund. Faderen er bilfarende mælkemand og driver med sin kone et lille stedfast ismejeri. Men han er samtidigt et ynkeligt væsen der prøver at skjule sit mindreværd og sin sårbarhed med et fatalt dobbeltgreb over for familien: dels et tyranni der skaber frygt hos børnene og pillemisbrug og flugt hos den svage hustru, dels en jamren og opgivelse der på den ene side rummer store selvbebrejdelser, men på den anden side får ham til at true med selvmord for at skaffe sig medynk: Er det det I vil?

Det er med andre ord en dybt neurotisk far der holder sin familie nede i et ondt, destruktivt og lukket spil der først og fremmest rammer pigen på 14 (Sanne), fordi det er hende faderen misbruger seksuelt for at skaffe sig lindring og trøst.

Det værste er imidlertid at sønnen på 11 (Allan) - uden at forstå hvad der egentligt foregår - gang på gang direkte og indtrængende opfordrer sin storesøster til at gå ned til faderen på sofaen i stuen og hjælpe ham på den måde han ønsker. Hun er efterhånden blevet så stor at hun ikke længere vil være med til det ækle spil. Men hun overtales til det fordi der efter Allans mening ikke er nogen vej udenom, hvis faderen skal få det godt igen. Og dette ønsker begge børnene - i den stærke og ejendommelige familieloyalitet der på godt og ondt kendetegner de fleste familier på grund af den tryghed den giver på det korte sigt.

Sanne er den pæne pige der er for svag til at sige fra - og som simpelthen frygter at blive erklæret sindssyg ved at protestere. For det er hun klar over at familiens læge pønser på. Han kender åbenbart kun ét middel, når han tilkaldes af faderen fordi pigen bliver 'urolig', og det er at give hende en indsprøjtning. Og drengen på sin side ser tænksomt på, men fatter intet. Og han får heller ingen hjælp fra hverken den opgivende moder eller den kritiske storebroder der forlængst er flyttet hjemmefra. Allan vælger derfor at støtte faderen uforbeholdent loyalt ved at skaffe ham de to former for trøst der er effektive: at få datteren ned på den sofa i dagligstuen som han lægger sig på når han bliver sur på den øvrige familie og - få folk til at græde i kor ved begravelser. For denne specielle kunst kan han, ja det er den eneste han kan overhovedet. Her får han oprejsning for al forsmædelse. Her og kun her får han selvværdet tilbage.

Dette har Allan gennemskuet - og derfor bliver det en væsentlig del af hans overlevelsesprojekt at få faderen til at holde ligtaler og i det længere forløb at sørge for så korte mellemrum mellem begravelserne som muligt. Her ligger hele filmens (og bogens) humor som redder den fra at ende i en ren psykologisk socialrealisme som kunne være en blot og bar illustration til den uhyggelige incestsag fra Tønder. Der lægges i filmen ikke skjul på den rystende behandling af pigen gennem faderens misbrug, moderens svigt, lillebroderens pres og familielægens og senere hospitalssystemets fejlbedømmelse. Da hun på et tidspunkt mod faderens ønske får lov til at tage til bal på den stedlige kro, bliver det på betingelse af at lillebroderen følger med som hendes anstandsvogter. Men da hendes lidt ældre kavaler Per følger hende hjem og bliver inviteret indenfor til en øl, får familiefaderen med ledende spørgsmål presset Allan til at bekræfte at Per har overtrådt sine grænser over for den 14-årige pige - og faderen tilkalder politiet.

Det er så groft og usympatisk at det dårligt kunne være værre. Men alt ses og kommenteres dog primært gennem Allans øjne og sønderjyske mæle, Og vi accepterer den grumme histories groteske kontekst, der først og fremmest kommer frem gennem begravelsestalerne og forhistorierne til begravelser. På et tidspunkt lærer Sanne sin lillebroder at bede, men i sin første bøn indfletter han et ønske om at faderens konkurrent, købmand Budde, skal dø. Ikke et særligt fromt ønske, og det går da heller ikke i opfyldelse. Til gengæld dør købmandens unge søn - og vi får filmens første begravelse. Sanne må forklare den betænkelige Allan, at dødsfaldet ikke var hans skyld - og at han iøvrigt ikke skulle tro på den slags.

Men Allan fortolker det anderledes - og forsøger senere at få den altid syge og jamrende faster til at omkomme ved at forskrække hende med en stor fastelavnsmaske mens hun sover. Men hun slår blot en stor latter op, så hele familien glæder sig. Men hjertet er jo dårligt, så hun omkommer af grin! Ikke så lidt mere alvorligt er det at Sanne også skaffer faderen mulighed for at holde en bevægende ligtale, men gør det vel at mærke ved simpelthen at brænde farmoderen inde i sit hus af hævn over for faderen der har taget Per fra hende.

Allan måber da hun fortæller ham sandheden. Men da hun senere også slynger den i hovedet på faderen, går det galt. For han vil absolut ikke høre hverken denne eller andre sandheder og ender med at give hende en lussing. Det bliver enden på hendes samarbejdsvilje, men til gengæld også enden på hendes frihed. Hun havner på Augustenborg, det smukke slot der nu er psykiatrisk hospital, hvor kun det tilfælde at Allan dukker op og får en kort snak i døren med søsterens læge får dennes øjne op for hvad der er galt i familien. Også Allans opdukken og efterfølgende flugt med søsteren, da faderen i sit mælkemandsantræk dukker op i slotsparken med det formål at hente datteren, skildres med humor. Vi er ikke i tvivl om, at Allan i sidste ende kun har overlevet, fordi han - ligesom romanens forfatter - har kunnet holde humorens distance til de forfærdelige realiteter i den mistrøstige barndom.

Da jeg ikke har læst Erling Jepsens roman, skal jeg ikke kunne udtale mig om forholdet mellem den delvis selvbiografiske fortælling og filmatiseringen. Men jeg kan fastslå at den bærende, men svære balance mellem det dybt tragiske og den groteske humor i hele historien er lykkedes ganske overbevisende. Det skyldes bl.a. en ægte miljø- og personskildring der har et stort plus i at filmen fortælles og spilles på sønderjysk. Det giver umiddelbar stor autencitet i skildringen, men er nok også med til på sin måde at skabe tilskuerens distance til den ellers ubærlige tragedie. Den forekommer simpelthen mest sand i et lukket miljø langt ude på landet. Incest forekommer også i byer og storbyer, men det synes selve chancerne for opdagelse og rettidig indgriben unægteligt også at gøre. Der er rart på landet med det nære forhold til naturen. Men ikke alt er idyl. Det er uhyggeligt hvad der kan foregå bag facaden i hjem der spiller normale, 'moralske' og 'borgerlige'. Og det er uhyggeligt hvor primitive de psykiske mekanismer kan få lov at være og forblive i lukkede og isolerede miljøer. Det er på en måde grotesk i sig selv, men kan omformes til livsbekræftende humor, når det tragiske ikke blot udstilles med kynisme.

Personerne er alle gode, men især må fremhæves de to barneroller som Jannik Lorenzen og Julie Kolbeck udfører som hhv. Allan og Sanne. Som typer er de rigtigt valgte, og personinstruktionen har været optimal. Instruktøren vedkender sig gæld til Nils Malmros. Instruktionen kræver såvel stor psykologisk indsigt som samarbejde med forældrene. Schønau Fog har fortalt at en psykolog desuden i hans tilfælde omhyggeligt og til bunds har forklaret de to unge og uerfarne mennesker om hele fader Johannesens neurotiske spil og dets implikationer. Pigen har derved kunnet bevare hovedindtrykket af en sød og stille pige, mens drengen fremstår som den meget tænksomme, men alt for loyale søn.

Men den store skuespillerpræstation ydes naturligvis af Jesper Asholt som faderen. Asholt er mest kendt fra sin formidable rolle i 'Mifunes sang' som den retarderede Rud, men viser også her stor evne til at leve sig ind i og med sikre virkemidler give rollen som svingende og ynkelig neurotisk skvat der på få sekunder pludseligt kan forvandle sig til en opfarende og satanisk tyran.

Kapitelopdelingen er lidt for sig, da Schønau Fog har valgt en tydelig opdeling af filmen i kapitler der nok glider smertefrit over i hinanden, men markeres med titlen på den person afsnittet skal dreje sig om, eksempel storebroder Asger, Købmand Budde eller Faster Didde. Meningen er at disse enkeltpersoner ikke blot skal være elementer i helheden, men hver gives en selvstændig skildring. Og det virker efter hensigten.

Musikken er også noget for sig selv, idet der udover almindelig underlægningsmusik bruges mange og smukke klip fra ingen ringere end Aksel Schiøtz' store liedkunst. Det drejer sig om både Schubert og den danske sangskat, og i alle tilfælde tjener klippene til at befordre en i sig selv trøstende sørgmodig stemning. Ideen er instruktørens egen, dog til dels udsprunget af den kendsgerning at denne musik vitterligt lød i Erling Jepsens barndomshjem. Valget er meget heldigt, fordi det er med til at understrege en dimension i fortællingen som er diametralt modsat tragedien. Man fristes til med et musikudtryk at kalde det en 'kontrapunktisk' løsning der gør det samlede indtryk af handling, billeder, montage, tale og tone til en ægte 'polyfoni'. Det er ikke alle der umiddelbart har øre for denne brug af musik, men den er værd at lægge mærke til.

Også reaktionerne på filmens humor afhænger af publikummet. Jeg så filmen ved forpremieren i Cinemateket for et filmvant, ret intellektuelt og temmelig københavnsk publikum, og det morede sig overordentligt godt, efter min mening lidt for godt ved at grine - ofte meget højt - på steder hvor der efter min egen mening ikke var synderlig grund til at grine. Det samme skete faktisk ved forpremieren på Kestners Danmarks-verden eller Verden i Danmark. For i København finder man enhver religiøs eller blot højtidelig attitude og enhver 'provinsiel' (dvs ikke-københavnsk) adfærd latterlig. Senere har jeg set 'Kunsten at græde i kor' i en almindelig biograf med et mere jævnt og overvejende ældre publikum, der godt kunne 'mistænkes' for at se filmen på grund af det provinsielle og sønderjyske element. Her blev der leet meget mere i det stille, men samtidigt sukket mange gange over tragedien.

To så vidt forskellige reaktioner afslører problemet med filmkunst af denne art. Instruktøren kan nok så meget bestræbe sig på at finde den rette balance mellem det groteske og det tragiske. Kun de færreste vil forstå og værdsætte det. De fleste vil se den ene vinkel mere end den anden. Og det er synd. For når filmkunsten er bedst, kan det faktisk lykkes den at vise lige netop den store komplementaritet mellem humor og tragedie som ligger i selve tilværelsen.

Jan Jernewicz

Henvisninger: