ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.1.07.

Kestners Danmarks-verden eller Verden i Danmark

Kestners film kan ikke provokere på samme måde som PH's berygtede film fra 1935, men det skyldes ikke at den er ringere, men at det slet ikke længere er muligt at provokere et dansk publikum som PH gjorde dengang, eftersom det danske folk i dag er en langt mere heterogen befolkning. Den er nok fortsat ét folk med stort set samme historiske rod, hvis vi lige ser bort fra de par hundredtusinde indvandrere med anden rod som alligevel ikke ville kunne føle meget for en Danmarks-film, hverken positivt eller negativt. Men derudover har danskerne fortsat samme sprog, samme fysiske og kollektivt-mentale ramme og samme demokratiske styre, blot deler vi os efter langt flere politiske, ideologiske, filosofiske og religiøse anskuelser samt langt flere livsstile og reaktionsmønstre.

PH's film kunne i 1935 ryste det etablerede system ved sin utraditionelle måde at anskue forholdene på, ja, den kunne på grund af sin kritiske attitude foranledige anklager mod ophavsmanden for landsforræderi og af samme grund forarge emigrantkredse i Amerika, fordi den tegnede et helt andet billede af fædrelandet end det disse mennesker havde bevaret i deres hjerter og rendte rundt og fablede om.

Kestners film taler nutidens filmsprog og har mange skæve og originale vinkler på sin Danmarks-skildring, men vi har vænnet os til sådanne vinkler og kan dårligt nok rystes af kritik af det nationale. Allerhøjest kan vi ryste på hovedet over det vi ikke forstår eller finder forvirrende.

Som altid når det gælder gode film (og gode kunstværker) er det en fordel at se dem mere end én gang. Og i Kestners tilfælde også en fordel at have set hans selvbiografiske dokumentarfilm fra 2004 'Rejsen på Ophavet'. For så er chancerne større for at man forstår såvel hans filmsprog som han grundliggende livsfilosofi bedre, herunder interessen for tilfældigheden.

Musikken overrasker ved til markant forskel fra PH's gamle film at være rent dansk og endog klassisk, idet Kestner hele vejen igennem bruger musik af Carl Nielsen (dele af 4. og 5. symfoni, Lille suite for strygere og korværket Hymnus amoris eller Hymne til kærligheden). Nielsens musik høres lige fra starten, da Danmarkskortet ses på skærmen, men stort set benyttes den i det efterfølgende til sceneskifter med meget smukke naturbilleder (skove, træer, strande) set fra oven. Det virker som intet mindre end en besyngelse af det danske landskab - og en fuld accept af den klassiske musiks formsprog, hvor PH konsekvent brugte jazzen til at postulere at den gamle musik var unaturlig.

Fortællingen er delt op i utallige små episoder af forskellig karakter og med korte pauser eller mellemrum af meget klare still-billeder af personer eller ting. Efter filmsekvenser med et firmamøde om udformning af en annonce ses stills af en mark, to marker og tre forskellige flisebelægninger fra gågader i provinsbyer. Efter en sekvens med en butikschef der besvarer en kundeklage over betjeningen vises stills af 'to mennesker der bor i hus', 'nogen der bor i lejlighed' og 'en der er hjemløs'. Hvorefter vi springer til smukke grønne træer til Nielsens korsang. Efter en senere sekvens med undervisning i samfundsfag i et gymnasium (med amerikansk tortur som lærerens yndlingsemne) vises stills af nogle rengøringsartikler, en flæskesteg og en lagkage med fødselsdagslys og 'et dansk flag der brænder' (så der skabes association til Muhammedkrisen. Derefter følger et redaktionsmøde på et eller andet tidsskrift (Bo Bedre) om livsstil og boligindretning. Og så fremdeles.

Metoden bringer os meget hurtigt igennem en lange række episoder, mange forskellige mennesketyper og jobs, ting og steder som alle giver associationer til yderligere mange ting. Det kan umiddelbart virke kalejdoskopisk, men set som associationsrigdom indebærer det faktisk at vi kommer utroligt vidt omkring i landet. Metoden giver ikke nogen entydig skildring af nationen og dets befolkning, men giver i allerhøjeste grad indtryk af den store mangfoldighed.

Det er et stort plus, at det hele kommenteres af Kestner personligt. En stemme er en væsentlig del af et menneskes sjæl. Og ved at lægge stemme til filmens kommentatorspor forstærker Kestner det subjektive element i filmen på bedste måde. Samtidigt sørges der for en eksistentiel sammenhæng. Mangfoldigheden kan måske virke forvirrende i sig selv, men holdes trods alt sammen af et menneskes bevidsthed, så der under alle omstændigheder ad den vej kan konstateres en sammenhæng.

I creditoplysninger efter filmen er disse mobilsnakkere navngivet under fællesbetegnelsen 'drømmerne', og det er selvfølgelig en korrekt betegnelse al den stund de vitterligt fortæller drømme. Men i filmen virker de otte sekvenser i realiteten som en åbning til en anden verden, der måske ikke er så virkelig som den sædvanlige, men ikke destomindre hører med til den totale virkelighed, den totale verden også i Danmark. De otte sekvenser kan isoleret set virke meget tilfældige, men samlet synes de at fortælle at vi alle - uanset om vi er rige eller fattige, har arbejde eller ej, bor i hus eller lejlighed - lever i en dobbelt virkelighed, den praktisk-borgerlige og den frie-åndelige.

Alt sættes i relief af de mange fortællinger om undervisningssituationer og møder i firmaer eller på redaktioner. Der er ingen billeder af hårdt arbejdende bønder eller fabriksarbejdere. I dag sidder vi i arbejdstiden enten ved computeren eller i møde. Ved computeren kan vi klage over butikker eller skrive jobansøgning, og ved computeren skriver cheferne svar på henvendelserne. Ved møderne drøfter vi huspriser og budget - eller reklamefremstød. Går det højt forelægger kloge hoveder deres planer og ideer om fremstød for firmaet, branding for kommunen eller visionen om Danmark som et 'Pharmland', et produktionslandskab hvor grønt landbrug (Farmland) kobles sammen med ny teknologi. Og på redaktionsmøderne i tv-kanaler, dagblade eller tidsskrifter som Bo Bedre eller Eurowoman (alle er listet op i filmens 'credits') drøftes alt fra kunsten at lave en anstændig andesovs over den vigtige afgørelse af hvilken historie der skal på forsiden til spørgsmålet om smalltalks helt erstatter samtalen (det sidste drøftes af meget unge og affekterede redaktionsmedlemmer).

Andetsteds i filmen får vi et klip af Marianne Jelved ved sminkebordet i et tv-studie. Også hun drøfter sin optræden med en spindoktor. Det der generer hende er at hun altid bliver sat i en kasse.

Man kunne måske forledes til at tro at Kestner ikke ved at finansloven, integrationspolitikken og udenrigsstoffet er tunge emner der optager både politikere, medier og almindelige mennesker meget. Men sagen er vel, at disse emner er så tungt et stof at det ikke vil kunne behandles bare tilnærmelsesvist seriøst i en dokumentarfilm på 40 minutter om hele vores danske virkelighed. Desuden gælder jo, at også vore politikere i dag er underlagt en ubarmhjertig lov om at de skal kunne gøre sig i medierne, hvis de vil have en chance for at få en tilslutning der giver indflydelse.

Det overordnede billede Kestner giver af vores verden er derfor indtrykket af et samfund og en kultur hvor mere og mere drejer sig om at tage sig ud og kunne fortælle en historie andre gider høre, læse eller se. Danmark er med andre ord unægteligt blevet et kommunikationssamfund.

Bevares der er fortsat nogen der skal gøre rent efter andre. Det gør bl.a. en indvandrer der er en af dem der får fortalt sin livshistorie. Men også en rengøringskone gør den nyttige tjans på en skole at viske tavlen ren efter undervisningen. Det er næsten symbolsk. Og så er der også dem der underviser med bagtanker og dem der synger sange med de små i børnhaven - uden bagtanker.

Kestner har i 'Rejsen På Ophavet' vist samme dobbelte indstilling. Han kan på den ene side sagtens finde vigtige punkter at kritisere sine forældre for. Han voksede mod sin vilje op i et venstreorienteret politisk aktivt hjem, hvor man afgjorde alt ved møder og afstemninger og også på anden måde skilte sig ud fra naboerne og andre. Om den kunstneriske moder hedder det at hun altid havde maling på hænderne og i ansigtet. Hun kunne ikke se pletterne, men det kunne Max, for han var normal! Værsgo!

Men på den anden side vedkender Kestner sig realistisk sin rod - og fandt netop ud af gennem sin rejse på 'Ophavet' (ordet er at betragte som et egennavn) at familien - som alle andre - har gode og dårlige sider som man må komme til forståelse med, netop for på den måde at kunne tage sin skæbne og dets tilfældigheder på sig - og efterhånden se en personlig mening med det.

I 'Verden i Danmark' er der i indledningen en kort sekvens med en lærer der spørger hvem vi egentlig er, og derefter giver sig i kast med at fortælle om de stjernestøvkorn vi kan betragtes som. Det er historien om at vi naturvidenskabeligt eller objektivt set er betydningsløse tilfældigheder i det store univers. Men Kestners film siger - så vidt jeg opfatter den - grundigt det modsatte. For tilfældighederne har fået mening i Kestners film - som de kan få mening i alle menneskers liv og sjæl, ganske enkelt ved at blive taget op til betragtning og sat ind i en subjektiv sammenhæng. Det er præcis hvad al kunst kan præstere. Og det skyldes ikke mindst at denne subjektive sammenhæng er der på forhånd. Den fødes vi med, og den kan til enhver tid reetableres for den der har bevaret kontakten med den skabende barnesjæl i sig selv.

Hele denne meget bevidste dobbelthed og realisme hos Max Kestner ligner meget den komplimentære helhedsrealisme som undertegnede og Jernesalt står for.

For det andet sendte man umiddelbart efter Kestners film en i sig selv udmærket film om PH's gamle Danmarksfilm. Det kunne man have gjort en anden gang, især hvis man så også ville vise selve filmen. Men det er igen utilladeligt af en seriøs tv-kanal med klare kunstneriske forpligtelser at blande tingene sammen på den måde. Kestners film er så vellykket, at den skal have lov at stå for sig selv. Den skal ikke måles med PH's alen eller problemer, for tiderne er helt andre i dag. Men den skal først og fremmest heller ikke fratages chancen for umiddelbar eftertanke. Det er den simpelthen for god til.

Jan Jernewicz

Max Kestner: Danmark i Verden.
(Bastard Film. 2007. 40') - vist på DR2 22.1.07.
Max Kestner: Rejsen til Ophavet. (Barok Film. 2004. 29')

Jørgen Leth: Livet i Danmmark. 1971. (37')
Poul Henningsen: Danmarksfilm. 1935. (55')

Link til Dansk Filminstituts katalog
Link til Filmtidsskriftet Ekko: artikel om Kestner
Link til Barokfilms introduktion til 'Rejsen til Ophavet'

Max Kestners, Jørgen Leths og Poul Henningsens Danmarksfilm
vises 7. og 16. februar i Cinemateket

Danmark ifølge Jan Jernewicz
Danskheden udfordret
Er der brug for en litteraturkanon?
Den rene kanonitis
Hvorfor nu en filmkanon?  (15.12.04.)

Dokumentarfilm-serien 'Min'
Tilfældet Jørgen Leth  (9.10.05.)
'Kongekabale' af Nikolaj Arcel  (11.10.04.)
'Supervoksen', overgangsriter og 'syndefald'  (18.8.06.)
Nordkraft  (13.3.05.) - film om narko-miljøet i Ålborg