utils prefix normal JERNESALT - kestner

ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.1.07.

Kestners Danmarks-verden eller Verden i Danmark

Max Kestners dokumentarfilm 'Verden i Danmark', der blev vist på DR2 i mandags, forsøger lige så lidt som Jørgen Leths eller Poul Henningsens Danmarksfilm fra hhv. 1971 og 1935 at give et objektivt billede af Danmark omkring produktionstidspunktet. Heldigvis må man sige, for det kan jo ikke lade sig gøre - om så filmens længde blev den dobbelte eller tredobbelte. Og det ville i givet fald end ikke have mening. Hele ideen ligger naturligvis i at få en skabende filmkunstner til at give det subjektive billede af Danmark der er hans personlige og som han kan stå inde for både kunstnerisk og erkendelsesmæssigt.

Kestners film kan ikke provokere på samme måde som PH's berygtede film fra 1935, men det skyldes ikke at den er ringere, men at det slet ikke længere er muligt at provokere et dansk publikum som PH gjorde dengang, eftersom det danske folk i dag er en langt mere heterogen befolkning. Den er nok fortsat ét folk med stort set samme historiske rod, hvis vi lige ser bort fra de par hundredtusinde indvandrere med anden rod som alligevel ikke ville kunne føle meget for en Danmarks-film, hverken positivt eller negativt. Men derudover har danskerne fortsat samme sprog, samme fysiske og kollektivt-mentale ramme og samme demokratiske styre, blot deler vi os efter langt flere politiske, ideologiske, filosofiske og religiøse anskuelser samt langt flere livsstile og reaktionsmønstre.

PH's film kunne i 1935 ryste det etablerede system ved sin utraditionelle måde at anskue forholdene på, ja, den kunne på grund af sin kritiske attitude foranledige anklager mod ophavsmanden for landsforræderi og af samme grund forarge emigrantkredse i Amerika, fordi den tegnede et helt andet billede af fædrelandet end det disse mennesker havde bevaret i deres hjerter og rendte rundt og fablede om.

Kestners film taler nutidens filmsprog og har mange skæve og originale vinkler på sin Danmarks-skildring, men vi har vænnet os til sådanne vinkler og kan dårligt nok rystes af kritik af det nationale. Allerhøjest kan vi ryste på hovedet over det vi ikke forstår eller finder forvirrende.


Det umiddelbare indtryk af Kestners film vil nok for mange være en vis usikkerhed over hvad manden egentlig er ude på. Det ligger straks klart at han i hvert fald ikke har lavet en film der skal sælge Danmark i turistøjemed. Filmen vil formentlig være uforståelig for folk der slet intet ved om Danmark i forvejen. Men det fremgår også klart at filmen er meget sikkert lavet, så sikkert at man roligt kan gå ud fra at der er en mening med både helheden og detaljen - uanset hvor kalejdoskopisk filmen kan tage sig ud ved første betragtning.

Som altid når det gælder gode film (og gode kunstværker) er det en fordel at se dem mere end én gang. Og i Kestners tilfælde også en fordel at have set hans selvbiografiske dokumentarfilm fra 2004 'Rejsen på Ophavet'. For så er chancerne større for at man forstår såvel hans filmsprog som han grundliggende livsfilosofi bedre, herunder interessen for tilfældigheden.


Det der slog mig stærkest hvad angår den mere æstetiske side af filmen var dels musikken, dels fortællemetoden og den hermed sammenhængende klippeteknik.

Musikken overrasker ved til markant forskel fra PH's gamle film at være rent dansk og endog klassisk, idet Kestner hele vejen igennem bruger musik af Carl Nielsen (dele af 4. og 5. symfoni, Lille suite for strygere og korværket Hymnus amoris eller Hymne til kærligheden). Nielsens musik høres lige fra starten, da Danmarkskortet ses på skærmen, men stort set benyttes den i det efterfølgende til sceneskifter med meget smukke naturbilleder (skove, træer, strande) set fra oven. Det virker som intet mindre end en besyngelse af det danske landskab - og en fuld accept af den klassiske musiks formsprog, hvor PH konsekvent brugte jazzen til at postulere at den gamle musik var unaturlig.

Fortællingen er delt op i utallige små episoder af forskellig karakter og med korte pauser eller mellemrum af meget klare still-billeder af personer eller ting. Efter filmsekvenser med et firmamøde om udformning af en annonce ses stills af en mark, to marker og tre forskellige flisebelægninger fra gågader i provinsbyer. Efter en sekvens med en butikschef der besvarer en kundeklage over betjeningen vises stills af 'to mennesker der bor i hus', 'nogen der bor i lejlighed' og 'en der er hjemløs'. Hvorefter vi springer til smukke grønne træer til Nielsens korsang. Efter en senere sekvens med undervisning i samfundsfag i et gymnasium (med amerikansk tortur som lærerens yndlingsemne) vises stills af nogle rengøringsartikler, en flæskesteg og en lagkage med fødselsdagslys og 'et dansk flag der brænder' (så der skabes association til Muhammedkrisen. Derefter følger et redaktionsmøde på et eller andet tidsskrift (Bo Bedre) om livsstil og boligindretning. Og så fremdeles.

Metoden bringer os meget hurtigt igennem en lange række episoder, mange forskellige mennesketyper og jobs, ting og steder som alle giver associationer til yderligere mange ting. Det kan umiddelbart virke kalejdoskopisk, men set som associationsrigdom indebærer det faktisk at vi kommer utroligt vidt omkring i landet. Metoden giver ikke nogen entydig skildring af nationen og dets befolkning, men giver i allerhøjeste grad indtryk af den store mangfoldighed.

Det er et stort plus, at det hele kommenteres af Kestner personligt. En stemme er en væsentlig del af et menneskes sjæl. Og ved at lægge stemme til filmens kommentatorspor forstærker Kestner det subjektive element i filmen på bedste måde. Samtidigt sørges der for en eksistentiel sammenhæng. Mangfoldigheden kan måske virke forvirrende i sig selv, men holdes trods alt sammen af et menneskes bevidsthed, så der under alle omstændigheder ad den vej kan konstateres en sammenhæng.


Hertil kommer så otte relativt lange monologer i mobiltelefoner, alle optaget i busser eller tog og derfor ved første gennemsyn nemme at opfatte som ren og skær latterliggørelse af den efterhånden udbredte og ofte ulidelige tendens til at folk sidder og udbreder sig ugenert om deres privatliv midt imellem fremmede mennesker. Men det viser sig, hvis man er opmærksom nok, at de her alle drejer sig om gengivelse af drømme. En mand fortæller således om at han havde fået en stor snegl ind i hovedet. En anden, en kvinde, er i seng med en ung mand, men overraskes af dennes forældre der pludseligt kommer hjem - og hun må nøgen tage flugten ud af vinduet fra 3. sal. En tredje opdager at hun kommer løbende i bare tæer på rød jord og i virkeligheden er - afrikaner. Endnu en kvinde, men ældre og hvidhåret, har mødt sin afdøde far og mor - og "det var bare så livagtigt ... og svævende".

I creditoplysninger efter filmen er disse mobilsnakkere navngivet under fællesbetegnelsen 'drømmerne', og det er selvfølgelig en korrekt betegnelse al den stund de vitterligt fortæller drømme. Men i filmen virker de otte sekvenser i realiteten som en åbning til en anden verden, der måske ikke er så virkelig som den sædvanlige, men ikke destomindre hører med til den totale virkelighed, den totale verden også i Danmark. De otte sekvenser kan isoleret set virke meget tilfældige, men samlet synes de at fortælle at vi alle - uanset om vi er rige eller fattige, har arbejde eller ej, bor i hus eller lejlighed - lever i en dobbelt virkelighed, den praktisk-borgerlige og den frie-åndelige.


Endnu et stærkt element i filmen er derfor de fem indføjede livsresuméer, hvor fem forskellige personer først vises på et af de nævnte stills, men derefter får spolet hele deres levnedsløb op i et meget hurtig flashback helt tilbage til fødslen. Det går virkeligt stærkt, men vi er jo i dag vænnet til at læse billeder hurtigt, så det der bliver tilbage er et totalindtryk af skæbner, dvs af livsforløb der er præget af både stor mangfoldighed og stor tilfældighed, men dog tages op som meningsfuld og personlig udfordring - ganske som det er tilfældet med Max Kestners og hans families egen skæbne, således som den fortælles i 'Rejsen på Ophavet'.

Alt sættes i relief af de mange fortællinger om undervisningssituationer og møder i firmaer eller på redaktioner. Der er ingen billeder af hårdt arbejdende bønder eller fabriksarbejdere. I dag sidder vi i arbejdstiden enten ved computeren eller i møde. Ved computeren kan vi klage over butikker eller skrive jobansøgning, og ved computeren skriver cheferne svar på henvendelserne. Ved møderne drøfter vi huspriser og budget - eller reklamefremstød. Går det højt forelægger kloge hoveder deres planer og ideer om fremstød for firmaet, branding for kommunen eller visionen om Danmark som et 'Pharmland', et produktionslandskab hvor grønt landbrug (Farmland) kobles sammen med ny teknologi. Og på redaktionsmøderne i tv-kanaler, dagblade eller tidsskrifter som Bo Bedre eller Eurowoman (alle er listet op i filmens 'credits') drøftes alt fra kunsten at lave en anstændig andesovs over den vigtige afgørelse af hvilken historie der skal på forsiden til spørgsmålet om smalltalks helt erstatter samtalen (det sidste drøftes af meget unge og affekterede redaktionsmedlemmer).


Det politiske glemmer Kestner ikke, for vi får lov til at høre og se Pia Kjærsgaard drøfte en tale til partiets landsmøde med sin pressesekretær. Det fremgår at hun ikke er så glad for det image af hårdhed hun har fået. Så hun vil have en blid tale, ja, en inderlig tale. 'Inderlig, ja, det er et godt ord', siger sekretæren, der noterer det ned i papirerne. Talen skal jo også være en festtale.

Andetsteds i filmen får vi et klip af Marianne Jelved ved sminkebordet i et tv-studie. Også hun drøfter sin optræden med en spindoktor. Det der generer hende er at hun altid bliver sat i en kasse.

Man kunne måske forledes til at tro at Kestner ikke ved at finansloven, integrationspolitikken og udenrigsstoffet er tunge emner der optager både politikere, medier og almindelige mennesker meget. Men sagen er vel, at disse emner er så tungt et stof at det ikke vil kunne behandles bare tilnærmelsesvist seriøst i en dokumentarfilm på 40 minutter om hele vores danske virkelighed. Desuden gælder jo, at også vore politikere i dag er underlagt en ubarmhjertig lov om at de skal kunne gøre sig i medierne, hvis de vil have en chance for at få en tilslutning der giver indflydelse.

Det overordnede billede Kestner giver af vores verden er derfor indtrykket af et samfund og en kultur hvor mere og mere drejer sig om at tage sig ud og kunne fortælle en historie andre gider høre, læse eller se. Danmark er med andre ord unægteligt blevet et kommunikationssamfund.

Bevares der er fortsat nogen der skal gøre rent efter andre. Det gør bl.a. en indvandrer der er en af dem der får fortalt sin livshistorie. Men også en rengøringskone gør den nyttige tjans på en skole at viske tavlen ren efter undervisningen. Det er næsten symbolsk. Og så er der også dem der underviser med bagtanker og dem der synger sange med de små i børnhaven - uden bagtanker.


Alt i alt er det blevet en både smuk, sjov og tankevækkende Danmarksfilm Max Ketner har lavet. Han har tydeligvis kritisk distance til meget af det der foregår, men man er ikke i tvivl om at han er hjemme i landet og nærer dyb kærlighed til dets mangfoldighed og den struktur der er nedenunder.

Kestner har i 'Rejsen På Ophavet' vist samme dobbelte indstilling. Han kan på den ene side sagtens finde vigtige punkter at kritisere sine forældre for. Han voksede mod sin vilje op i et venstreorienteret politisk aktivt hjem, hvor man afgjorde alt ved møder og afstemninger og også på anden måde skilte sig ud fra naboerne og andre. Om den kunstneriske moder hedder det at hun altid havde maling på hænderne og i ansigtet. Hun kunne ikke se pletterne, men det kunne Max, for han var normal! Værsgo!

Men på den anden side vedkender Kestner sig realistisk sin rod - og fandt netop ud af gennem sin rejse på 'Ophavet' (ordet er at betragte som et egennavn) at familien - som alle andre - har gode og dårlige sider som man må komme til forståelse med, netop for på den måde at kunne tage sin skæbne og dets tilfældigheder på sig - og efterhånden se en personlig mening med det.

I 'Verden i Danmark' er der i indledningen en kort sekvens med en lærer der spørger hvem vi egentlig er, og derefter giver sig i kast med at fortælle om de stjernestøvkorn vi kan betragtes som. Det er historien om at vi naturvidenskabeligt eller objektivt set er betydningsløse tilfældigheder i det store univers. Men Kestners film siger - så vidt jeg opfatter den - grundigt det modsatte. For tilfældighederne har fået mening i Kestners film - som de kan få mening i alle menneskers liv og sjæl, ganske enkelt ved at blive taget op til betragtning og sat ind i en subjektiv sammenhæng. Det er præcis hvad al kunst kan præstere. Og det skyldes ikke mindst at denne subjektive sammenhæng er der på forhånd. Den fødes vi med, og den kan til enhver tid reetableres for den der har bevaret kontakten med den skabende barnesjæl i sig selv.

Hele denne meget bevidste dobbelthed og realisme hos Max Kestner ligner meget den komplimentære helhedsrealisme som undertegnede og Jernesalt står for.


Filmen blev som nævnt vist på DR2 forleden, men det skete med to yderst irriterende fejl. For det første blev den efterfølgende udsendelse annonceret endnu inden Kestners film var spillet færdig. Det vil sige at vi fik en fremmed speakerstemme ind over Carl Nielsens smukke musik, og det er simpelthen uopdragent, fuldstændigt på linje med at folk i teatret bliver ved at snakke efter at tæppet er gået op eller ouverturen er slået an. Ja, det er en forbrydelse når det sker på officielt, ikke-kommercielt DR-plan som her.

For det andet sendte man umiddelbart efter Kestners film en i sig selv udmærket film om PH's gamle Danmarksfilm. Det kunne man have gjort en anden gang, især hvis man så også ville vise selve filmen. Men det er igen utilladeligt af en seriøs tv-kanal med klare kunstneriske forpligtelser at blande tingene sammen på den måde. Kestners film er så vellykket, at den skal have lov at stå for sig selv. Den skal ikke måles med PH's alen eller problemer, for tiderne er helt andre i dag. Men den skal først og fremmest heller ikke fratages chancen for umiddelbar eftertanke. Det er den simpelthen for god til.

Jan Jernewicz


Henvisninger:

Max Kestner: Danmark i Verden.
(Bastard Film. 2007. 40') - vist på DR2 22.1.07.
Max Kestner: Rejsen til Ophavet. (Barok Film. 2004. 29')

Jørgen Leth: Livet i Danmmark. 1971. (37')
Poul Henningsen: Danmarksfilm. 1935. (55')

Link til Dansk Filminstituts katalog
Link til Filmtidsskriftet Ekko: artikel om Kestner
Link til Barokfilms introduktion til 'Rejsen til Ophavet'

Max Kestners, Jørgen Leths og Poul Henningsens Danmarksfilm
vises 7. og 16. februar i Cinemateket


Artikler på Jernesalt:

Danmark ifølge Jan Jernewicz
Danskheden udfordret
Er der brug for en litteraturkanon?
Den rene kanonitis
Hvorfor nu en filmkanon?  (15.12.04.)

Dokumentarfilm-serien 'Min'
Tilfældet Jørgen Leth  (9.10.05.)
'Kongekabale' af Nikolaj Arcel  (11.10.04.)
'Supervoksen', overgangsriter og 'syndefald'  (18.8.06.)
Nordkraft  (13.3.05.) - film om narko-miljøet i Ålborg


Hvad er virkelighed?  (20.12.04.)
om Lars Becker-Larsens film om Bohr og Københavnerfortolkningen.

Introduktion til den komplementære helhedsrealisme


Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Film
Artikler om Eksistens


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal