ARTIKEL FRA JERNESALT - 15.12.04.

Hvorfor nu en filmkanon?

Som nævnt i artiklen om kulturminister Brian Mikkelsens idé om en bred kultur-kanon (Den rene kanonitis) så kan denne idé på ingen måde sammenlignes med den litterære kanon for folkeskolen og gymnasiet, for den sidstnævnte tjener det gode og fornuftige formål at pege på nogle meget væsentlige litterære værker som slet ikke er til at komme uden om for dem der vil lære ordentligt dansk, dvs lære et dansk hvor man kan udtrykke sig nuanceret om alle centrale eksistentielle emner, og hvor man også bliver i stand til i sin egen søgen efter relevant eksistentiel litteratur at læse tekster af ældre dato - med gammel sprogbrug.

En bred kulturkanon på 7 gange 12 værker vil derimod ikke indgå i nogen skolemæssig, faglig sammenhæng som andet end værker lærerne kan tage op, hvis det tilfældigvis passer ind i deres projekter. Desuden er hverken områder som sporten, madkulturen, landskabet eller humoren kommet med.

I samme artikel fremhæves til gengæld den subjektive vinkel der er eksistentielt nødvendig i disse spørgsmål, hvis man vil undgå at havne i smagsdommeri eller snobberi. Det altafgørende for formidling af kulturværdier og kulturarv er, at den udspringer fra engagerede mennesker i konkrete situationer eller kontekster, fx af inspirerende lærere, der er optagede af særlige emner og vælger passende lejligheder til at formidle inspirationen.

Men den subjektive vinkel er også afgørende når enkelte kulturpersonligheder fremsætter deres uforgribelige meninger om hvilke værker inden for en bestemt gren af kulturen folk i almindelighed bør skaffe sig kendskab til. En sådan uautoriseret 'kanon' kan være udmærket som kriterium for om man selv har sprunget noget væsentligt over. Men den siger mest om afsenderen - og just deri ligger det værdifulde.

Som eksempel på en sådan gavnlig, helt uautoriseret, men fagligt kvalificeret kanon er den film-kanon som filmmagasinet 'Ekko' kom med i sit jubilæumsnummer (nr. 25) i november. Her lanceredes over 30 hele sider en kanon på 14 spillefilm, 10 novellefilm, 10 børne- og ungdomsfilm og 10 dokumentarfilm - med korte karakteristikker og større, filmhistorisk opridsende artikler om hver gruppe. Altsammen udarbejdet af Peter Schepelern fra Københavns Universitet, Thomas Frandsen fra Dansklærerforeningen samt Flemming Kaspersen og Claus Christensen fra Ekko.

En sådan filmkanon vil heller ikke på samme måde som litteraturkanonen komme til at indgå i faglig sammenhæng i skoleundervisningen, men er alligevel særligt berettiget, fordi filmen vitterligt - som redaktørerne siger i deres begrundelse - har erobret pladsen som det mest populære medie, vel at mærke uden at det har ført til lignende tradition som for litteraturens vedkommende at se på dansk film som en del af nationens kulturarv.

Ekko's filmkanon giver sig ikke ud for at være videnskabelig. Den er derimod "et frisk bud som forhåbentlig vil vække debat og inspirere andre til at give deres bud", som der står.

Desuden gøres udtrykkeligt opmærksom på, at filmene ikke kun er valgt ud fra kunstneriske kriterier, selvom dette har været det primære, men også ud fra popularitet og indflydelse. Derved kommer Morten Korch-filmen 'De røde heste' (med Poul Reichhardt), Ib Schønbergs 'Far til fire' og Ballings 'Olsen-Banden ser rødt med' (med uforglemmelige Ove Sprogø) med på listen. "For film er et fortællende medie med stor gennemslagskraft", og det skyldes bl.a. at mediet "fanger en tidsånd og afspejler typiske træk i den danske selvopfattelse". Og dette kan man dårligt bestride.

I det følgende skal alle 44 film listes op og udvalget kommenteres for hver gruppe. Det er indlysende at en hvilkensomhelst kanon vil kunne kritiseres, men her må det med det samme siges, at udvalget som helhed virker overbevisende, fordi man kommer godt rundt om den i virkeligheden ganske imponerende danske kunst der er skabt i dansk film på små 100 år.

Afgrunden, Urban Gad, 1910
Det hemmelighedsfulde X, Benjamin Christensen, 1914
Vester Vov Vov, Lau Lauritzen senior, 1927
Du skal ære din hustru, Carl Th. Dreyer. 1925
Vredens dag, Carl Th. Dreyer, 1943
4 Soldaten og Jenny, Johan Jacobsen, 1947
De røde heste, Alice O'Fredericks, 1950
Far til fire, Alice O'Fredericks, 1953
Ordet, Carl. Th. Dreyer, 1955
Sult, Henning Carlsen, 1966
Olsen-Banden ser rødt, Erik Balling, 1976
Pelle Erobreren, Bille August, 1987
Breaking the Wawes, Lars von Trier, 1996
Festen, Thomas Vinterberg, 1998

Det er en selvfølge at Dreyer måtte blive stærkt repræsenteret, så stor betydning han har haft. Hans personligt mest nærgående 'Vampyr' fra 1933 måtte gerne have været med i stedet for Alice O'Fredericks 'Far til fire'. At Fy- og Bi-filmen 'Vester Vov Vov' er kommet med er overordentligt glædeligt. Det var komik af verdensklasse. Og det samme må siges om flere af Olsen-Banden-filmene.

'De Røde Heste' og 'Far til fire' kommer kun med af de anførte grunde: populariteten og tidsånden. Jeg indrømmer blankt at jeg aldrig har gidet se dem. Men jeg bøjer mig for begrundelsen. Dog hører 'Far til fire' hjemme under børnefilmene.

Undre kan det, at Lars von Trier repræsenteres med den engelsksprogede 'Breaking the Wawes', for jeg mener, at allerede sproget diskvalificerer den. Af samme grund kan den ellers fremragende 'Dogville' ikke komme i betragtning. Og det samme gælder flere af Triers andre film.

'Breaking the Wawes' er taget med, fordi den er "et formsprængende værk der dyrker en ny realisme i spil og kameraføring". Det må jeg også bøje mig for, selvom jeg personligt hverken kan fordrage melodramatiske musicals eller film 'der blander religion og seksuel ydmygelse' på den måde det sker her, for det er en måde der sætter lighedstegn mellem religion og følelsesmæssig overspændthed. Og sådan religiøsitet findes skam, men er irrelevant, ja, vildledende for aktuel kulturdebat.

Skal jeg være helt ærlig, havde jeg foretrukket Triers 'Idioterne' selvom denne er på grænsen til det betænkelige ved sin leg med spastisk lammelse, men det diskuteres åbent i filmen og vækker forargelse i filmen. Formålet er typisk Triersk: at prøve grænser af.

Endelig savner jeg Nils Malmros' 'At kende sandheden' som jeg betragter som et mesterværk. Malmros er dog med under ungdomsfilmene med den fremragende 'Kundskabens træ'. Det undrer mig til gengæld at den er anbragt dér.

De nåede Færgen, Carl Th. Dreyer, 1948
Palle Alene i Verden, Astrid Henning-Jensen, 1949
Det perfekte menneske, Jørgen Leth, 1967
Bennys Badekar, Flemming Quist-Møller og Jannik Hastrup, 1970
Historien om Kim Skov, Hans-Henrik Jørgensen, 1981
Sidste omgang, Thomas Vinterberg, 1993
Fede Tider, Peter Bay, 1996
Royal Blues, Lotte Svendsen, 1997
Valgaften, Anders Thomas Jensen, 1998
Bror, min bror, Henrik Ruben Genz, 1999

Denne gruppe har jeg svært ved at bedømme, da jeg ikke ser og aldrig - trods filminteresse og medlemsskab af Filmmuseet og Cinemateket siden halvtredserne - har set ret mange novellefilm.

'At De nåede færgen' må med, undrer ikke, da den både er ægte Dreyersk og original i sin filmiske udformning af Johs. V. Jensens novelle. 'Det perfekte menneske' er for mig først blevet interessant gennem Lars von Triers 'Benspænd' for Jørgen Leth. 'Valgaften' er den eneste af de nyere jeg har set, men den er til gengæld helt uovertruffen i sin pragtfulde parodi på fremmedhad, ikke mindst i Ole Thestrups udgave af første taxachauffør.

Ditte Menneskebarn, Bjarne Henning-Jensen, 1946
Der var engang en krig, Palle Kjærulff-Schmidt, 1966
Balladen om Carl-Henning, Lene og Sven Grønlykke, 1969
Johnny Larsen, Morten Arnfred, 1979
Gummi Tarzan, Søren Kragh-Jacobsen, 1981
Kundskabens Træ, Nils Malmros, 1981
Zappa, Bille August, 1983
Busters verden, Bille August, 1984
Fuglekrigen i Kanøfleskoven, Jannik Hastrup, 1990
Det forsømte forår, Peter Schrøder, 1993.

Denne gruppes udvalg har jeg ingen anden indvending imod end at det umiddelbart forekommer mærkeligt, at tre så storartede film som 'Ditte Menneskebarn', 'Balladen om Carl-Henning' og 'Kundskabens Træ' betragtes som ungdomsfilm, den første endda som decideret børnefilm!

Jeg troede børne- og ungdomsfilm var film der henvendte sig til børn og unge - og det kan sandelig gøres med både talent og mesterskab. Men redaktørerne af denne kanon viser sig altså - i delvis strid med Encyklopædiens Ulrich Breuning - at mene at genrerne også dækker film der handler om børn og unge. Det må bare tages til efterretning, men da det i de bedste tilfælde kan føre til filmkunst med en psykologisk set meget givende vinkel på børns og unges udvikling, får de en almen betydning der efter min mening rækker langt ud over de rene børne- og ungdomsfilm.

Personligt er jeg blevet dybt berørt af de tre nævnte film - på samme måde som af den russiske filmatisering af Maxim Gorkis 'Min barndom'. Der er ikke bare tale om ordinært godt spil og god menneskekundskab, men om en så eminent afsløring af børns og unges følsomhed at det hæver disse film langt over gennemsnittet og sætter dem helt på linje med 'voksenfilm'. Det er noget i retning af H.C. Andersen-problemet om igen. Han skrev godt nok eventyr for børn, men man skal altså være voksen for at få det fulde udbytte af dem.

Danmark, Poul Henningsen, 1935
Kornet er i fare, Hagen Hasselbalck, 1944
Det gælder din frihed, Theodor Christensen, 1946
De gamle, Henning Carlsen, 1961
Knud [Knud Ramussen], Jørgen Roos, 1965
Livet i Danmark, Jørgen Leth, 1971
Når gæsterne kommer, Jon Bang Carlsen, 1986
Giselle, Anne Wiwel, 1991
Den højeste straf, Tómas Gislason, 2000
Family, Sami Saif og Phie Ambo, 2001

På disse 65 år spænder dansk dokumentarfilm fra Poul Henningsens provokerende kulturkritik til Ole Sohns og Tómas Gislasons opgør med Sovjetsystemets nådesløse og selvdestruktive undertrykkelse af enhver fri debat og tvivl. En undertrykkelse der som bekendt også kom til at ramme det danske folketingsmedlem Arne Munch-Petersen, der var så naiv at stole blindt på Stalins visdom og retfærdighed, og sågar blev svigtet af Aksel Larsen, der på dette tidspunkt af sit liv satte ideen over mennesket.

Den sidste film i rækken går helt op til det højaktuelle problem om arabiske familiefølelser i forhold til danske.

Det er med andre ord et glimrende udvalg Ekko's ikke- autoriserede redaktion har fundet frem til. Om der mangler nogle der burde have været med, skal jeg ikke kunne svare på.

Men der er i hvert fald filmhistorisk kompetente folk bag ved projektet, først og fremmest den enormt vidende lektor i filmvidenskab ved Københavns Universitet og redaktør af det store danske Film-Leksikon fra 1995, Peter Schepelern, der som altid er generøs med sin viden og formidlingsevne.

Film-kanonen er en glimrende anledning til at se de film man af den ene eller anden grund endnu ikke har fået set, men som man skylder sig selv at se, hvis man vil vide ordentlig besked om hovedlinjerne i dansk films udvikling. Hvis man følger med i programmet fra Cinemateket, kan man inden for en årrække se de fleste her.

Man må desuden håbe, at kanonen fører med sig at de nævnte film inden længe bliver tilgængelige på DVD uden undtagelse. Det må faktisk betegnes som en skandale at en klassiker som 'Vester Vov Vov' ikke kan fås på DVD (eller VHS). For alle Fy- og Bi-film burde være tilgængelige.

Det er også en skandale at ikke alle Dreyers film kan købes på DVD eller lånes på biblioteket. Som i tilfældet med Fy- og Bi er det vist nok licensaftalerne der lægger hindringer i vejen, dvs visse filmselskabers uforsonlige interne slagsmål om rettighederne.

Her burde kulturministeren gribe ind - i stedet for at spilde tid med sin brede kultur-kanon.

Den rene kanonitis?  (10.12.04.)

Er der brug for en litterær kanon?  (30.9.04.)

At forfølge sandheden  (om Nils Malmros-film)

Dogville og Lars von Trier

Øvrige artikler om film:  Klik