JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - livogdoed01

ARTIKEL FRA JERNESALT - 19.10.11.

Er der en mening med døden?

I anledning af 10-års dagen for krigen i Afghanistan har spørgsmålet meldt sig om krigen mod Talibanstyret og dets tætte forbindelse med Al-Qaeda har været de mange tusinde ofre værd som den har medført på såvel afghansk som vestallieret side, herunder et par tusinde amerikanske og et halvt hundrede danske soldaters liv.

Svaret er at det afhænger af øjnene der ser, dvs af om bedømmeren er for eller imod islamistisk diktatur og for eller imod om vestlige magter overhovedet skal blande sig i en strid der nok har nationale eller regionale rødder, men åbenlyst også internationale konsekvenser. Går man ind for vestlig aktivisme som led i den internationale kamp for frihed og demokrati, må man naturligvis også acceptere såvel menneskelige ofre som materielle og økonomiske tab. Men en vurdering af indsatsen og forløbet som helhed kommer i høj grad til at afhænge af slutresultatet - og dette er der for Afghanistans vedkommende endnu ingen der kender. Der vil formentlig gå årtier før det er tilfældet.

Alle håber at vestmagterne kan trække sig definitivt ud af krigen i tide, med æren i behold og de rigtige politikere ved magten i Afghanistan. Men krigens varighed og usikkerhed har været yderst uheldig. Sporene fra Vietnamkrigen skræmmer stadig. Den amerikanske krigsmaskine synes aldrig at være i stand til at undgå fatale fejl. Og derfor prøver Nato i det nyeste engagement i Libyen at undgå en involvering der indebærer risiko for indsats uden tidsbegrænsning.

Og hvad de enkelte i Afghanistan omkomne danske soldater angår, er det afgørende at holde fast i at de har meldt sig frivilligt til indsatsen og altså på forhånd har accepteret formålet og set risikoen i øjnene. Her kan døden aldrig være totalt blottet for mening. Og der er da også fra regeringens side hidtil været udtrykt uforbeholden anerkendelse.

Det er straks sværere at se meningen med døden ved ulykker og sygdom, ikke mindst hvis den rammer et menneske i meget ung alder. At et barn på fx tre år køres ihjel på offentlig vej gennem uforsvarlig kørsel af et voksent menneske, kan ingen se nogen højere mening med. Og det samme gælder hvis et ungt menneske i lovende alder på tyve år eller et voksent menneske i sin bedste alder mellem 35 og 40 rammes af uhelbredelig sygdom, hvad der oftest vil sige kræft.

Langt mere forståeligt er det hvis et menneske på 75, 80 eller 85 sover stille ind efter et godt og indholdsrigt liv og måske kort tids sygdom. Det sidste vil ofte være en banal ting som lungebetændelse. Døden skal jo have en årsag, hvad der igen vil sige at der ikke på dødsattester bruges angivelser som at være 'sovet ind'. Men vitterligt kan man dø 'mæt af dage' som det hed i gamle dage, dvs uden mere appetit på livet.

Dør man ikke på denne gode og fredelige måde, men måske efter langt lidelsesfuldt sygeleje eller efter længere tids tiltagende demens af forskellig slags, er det ikke døden som sådan der kan virke skræmmende og for såvel den døende selv som de pårørendee yderst belastende i dagligdagen, men dødsprocessen. Under sådanne omstændigheden er det særligt svært at sikre et menneske en værdig livsafslutning. For værdighed regnes af gode grunde for det sidste et menneske bør tabe. Derfor er det også for mange mennesker skræmmende at kunne risikere at ende som en 'grøntsag', dvs som en døende der er ved bevidsthed om hvad der sker omkring en, men uden mulighed for fysisk at gribe ind eller foretage sig noget. Her kommer spørgsmålet om aktiv dødshjælp naturligt nok ind i billedet - med alle de etiske og lægelige komplikationer en sådan indebærer.

Hvad der imidlertid kan undre i egentligste forstand er at mennesker kan komme til det resultat at døden som sådan er meningsløs og måske ligefrem - hvis den rammer den nærmeste familie - kan opleves som noget nær en fejl i selve verdensordenen eller 'skabelsesordenen'.

Vores nye kirkeminister, den indisk fødte Manu Sareen, har således givet udtryk for dyb vrede og frustration over for et par år siden at miste sin moder. De nærmere omstændigheder kender jeg ikke, men da Sareen er i midten af fyrrerne, har moderen været godt oppe i årene. Men hendes død rystede alligevel Sareen og hans tro. Og dette må trods alle personlige forhold undre, fordi døden i sidste ende er en usvigeligt sikker lod for ethvert levende menneske, ja, for ethvert levende væsen på jorden. Der er ingen undtagelse, og et bevidst og oplyst menneske burde ikke kunne rende rundt og tro at den bliver en undtagelse i hans egen families tilfælde.

Døden er ikke blot den usvigelige afslutning for alle levende væsener, den er biologisk set en integreret del af selve livsfænomenet, for så vidt liv i biologisk forstand kun kendes som noget der er tidsbestemt, midlertidigt eller om man vil 'til låns'. Dette kan man se som noget ejendommeligt som kræver en nærmere forklaring. Og i så fald kan man sætte sin lid til at naturvidenskaben vil komme med en sådan forklaring i og med at den finder forklaringen på livet selv. Men her vil man gå forgæves, for livet kan ikke forklares ud fra det livløse stofs kemi. Det bør tværtimod, hvad allerede Niels Bohr fastslog, ses som en elementær kendsgerning, dvs en kendsgerning der ikke kan føres tilbage til simplere fænomener. Det er med andre ord et emergent fænomen i evolutionen på nøjagtig samme måde som bevidsthedens eller samfundets opdukken er.

Vi kender simpelthen intet livsfænomen i verden som ikke har sin tid. Denne tid kan være forskellig for de forskellige arter og for de forskellige individer inden for den enkelte art. Dyrenes livslængde er i snit kortere end træers; menneskets længere end husdyrenes. Men en ende har den for alles vedkommende. Mennesket er ene om i kraft af sin bevidsthed at kunne forestille sig det evige liv, og endda at kunne forlange det (som fx H.C. Andersen engang gjorde i en diskussion med Oehlenschlæger). Og mennesket er også ene om at kunne forlænge livet systematisk gennem sundere kost og livsførelse - og af en eller anden grund endda sætte videnskaben ind på kunstige forlængelser ved indgriben i livsmekanismer som generne. Nogle ser det som et mål på denne måde at kunne forlænge menneskets levealder til 100 år eller mere, skønt alt tyder på at antallet af lidelser og omkostninger til pleje og omsorg kun vil vokse med generel aldersforøgelse.

At livet har sin tid for den enkelte, hvad der poetisk udtrykkes med at vi kun har livet til låns eller "kun er her på træk" (som Blicher formulerede det), er åbenbart blevet et stort problem for det moderne vestlige menneske, der jo er kendetegnet af i sit rationalistiske overmod at have mistet næsten enhver sund religiøs orientering, og derfor også har følt sig tvunget til at fornægte tidligere tiders folkelige tro på et liv efter døden, uden at være i stand til at erstatte den med noget bedre. Man har med rette set den bogstavelige tro på et liv efter døden (gennem kristendommens tro på 'kødets opstandelse' efter 'dommedag' eller gennem østligt prægede opfattelser af kødets evige genkomst i en endeløs reinkarnationsproces) som overtro (udokumenteret og principielt udokumenterbar tro). Men man har helt undladt at se på sagen med dybdepsykologiske øjne og derfor afskåret sig fra at forstå forskellen mellem en individuel sjæl der er specifikt knyttet til det fysiske legeme og dettes psykiske sekundærprocesser på den ene side og på den anden side en overpersonlig sjæl eller totalpsyke der er knyttet til det kollektivt ubevidste og de psykiske primærprocesser og derfor i sig har en tidløs karakter som svarer til det gamle religiøse 'begreb' om det evige. 'Evig' i denne sammenhæng vil ikke sige 'endeløs', men 'hævet over tidsfornemmelse'. Resultatet af denne seen bort fra det dybdepsykologiske er ikke at man undgår enhver form for snæversynethed, for man accepterer jo netop ikke det individuelle livs tidsbegrænsning. Konsekvensen er derimod at man totalt afskærer sig fra at indse at det indviduelle liv i menneskets tilfælde er forbundet med et kollektivt liv af en helt anden art som svarer til urgammel menneskelig erfaring, men i dag kan gives en god og fornuftig begrebsramme som ikke fandtes tidligere.

Hele denne dybdepsykologiske begrebsramme giver døden en mening som totalt overflødiggør såvel rationalistisk-naturvidenskabelige som dogmatisk-religiøse forklaringsmodeller og til gengæld ved biologiens hjælp genindsætter den i en folkelig forståelsesramme der er lige så gammel som menneskeheden og bevidsthedslivet. Pointen er nemlig at bevidsthedslivet og åndslivet kun kan forstås i sammenhæng med opfattelsen af de arketypiske forestillinger der er fælles for menneskeheden og derfor kaldes det kollektivt ubevidste, og at hele denne grundlæggende bevidsthedsudvidelse fandt sted, da de første mennesker dukkede op i den biologiske udviklingsproces. Bevidsthedsudvidelsen var et emergent fænomen i biologien og dens følge var kulturens og religionens opdukken i biologien. Det er i virkeligheden denne urbegivenhed i slægtens historie som skildres i den bibelske syndefaldsmyte, men som man hidtil har fortolket alt for snævert og moraliserende. Reelt siger den at mennesket blev menneske i samme øjeblik det blev bevidst om kønsforskellen og dermed også gennemskuede sit ophavs magt som relativ. Følgen blev - som skildret i den mytiske fortælling - at mennesket måtte tage det fulde ansvar for sit eget liv og altså i denne forstand tabte sin uskyld og sin barndoms tryghed, og i denne forstand måtte forlade paradisets have. Herved skabtes kulturen, og denne altafgørende begivenhed i historien gives der ikke nogen rationel forklaring på. Den var et emergent fænomen i biologien og derfor er både kulturen (nødvendigheden af at opdyrke livsforholdene) og religionen (nødvendigheden af at se livet og kulturen i en større eksistentiel sammenhæng) emergente fænomener i biologien. Jf. esssayet Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.).

Det skal imidlertid udtrykkeligt tilføjes, at der med denne sætten døden ind i en større eksistentiel forståelsesramme ikke er gjort et forsøg på at give det enkelte menneskes liv og død nogensomhelst mening. En sådan må naturligvis altid søges af de enkelte individer i og med at de hver for sig udfolder deres liv hvor de nu engang er blevet sat, med de muligheder og begrænsninger de har af individuel såvel som familiær og miljømæssig art. Men generelt er døden ikke meningsløs, når den ses i den store forståelsesramme der sætter den religiøse grundorientering (til forskel fra de senere tilkomne dogmatisk religionssystemer) på plads i den biologiske udvikling.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Relevante artikler på Jernesalt:

Gaddafi falder, men det arabiske forår har langt igen  (22.8.11.)
Obama om USA's Mellemøstpolitik   (22.5.11.)
Osama bin Laden dræbt af amerikanerne  (3.5.11.)
Afghanistan-krigens status og perspektiv  (31.10.10.)

Meningen med livet - helhedsrealistisk set  (5.11.09.)
Veje til livskvalitet og mening
Livet og virkeligheden  (22.07.07.)
Døden: Skal læger bestemme over liv og død?  (20.1.11.)
Dødskriterier og organdonation

Niels Bohr
H.C. Andersen
Blicher
Grønbech om 'Humor og tragedie'

Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
De psykiske fundamentalkræfter (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Er der en særlig psykisk energi? (15.7.07.)

syndefaldsmyte
Religion som emergent fænomen i biologien
Hvad skal vi med myte, kult og religion? (10.4.11.)
Arbejde, forskning og religion som kulturens tre hovedkilder (28.12.04.)

Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Livskvalitet
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)

Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.)