|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.10.10.Afghanistan-krigens status og perspektivSkitsering af problem og baggrundTabet af civile afghanere Krigen har kostet 1900 mia Fjendebilledet forenklet Mindsket terrortrussel Terroren er muteret Præsident Hamid Karzais styre Præsident Obamas store dilemmaer Helhedsrealistisk vurdering Henvisninger Skitsering af problem og baggrund Ikke alene den lækageformidlende organisation Wikileaks har fået den stærke splid om Afghanistan-krigen og den danske deltagelse heri til at blusse op. Også meningsmålingerne fra den seneste tid viser at den danske befolknings opbakning til regeringens aktive udenrigspolitik har været vigende. Og alt tyder på at den allerede påbegyndte valgkamp op til valget 2011 vil forstærke presset mod regeringen. Der er derfor alt i alt god grund til at gøre status og prøve at se krigen i et større, helhedsrealistisk perspektiv. Wikileaks' gigantiske læk af tusindvis af fortrolige militære dokumenter er allerede blevet bedømt i en særskilt artikel, men her skal navnlig fremhæves, at opbakningen til den danske deltagelse i krigen ifølge Megafons målinger for Politiken og TV2Nyhederne i begyndelsen af juli måned var dalet til 42 %, mens modstanden var vokset til 47 %. Målingen skal ses i lyset af at der netop i perioden forud var særligt mange danske tab af soldater. Men givet er at opbakningen viger i og med at der kan stilles spørgsmål om fornuften i såvel den amerikansk ledede og massivt mandskabsdækkede krig som den meget beskedne danske støtte. Krigen diskuteres i alle lande. Den volder den amerikanske præsident mange kvaler, fordi han nærmest blev valgt på at trække amerikanerne ud af den hurtigst muligt, og den vil uundgåeligt blive et hedt emne i den forestående danske valgkamp. Skal baggrunden for krigen kort ridses op, skal det fremhæves at Afghanistan er et af verdens mindst udviklede lande, der ydermere har tradition for en svag centralregering med reelt autonomi for mange områder. Den fattige befolkning, der i årene 1993 til 2010 voksede fra 18 til omkring 29 millioner, er opdelt i etniske grupper med stærk stammebevidsthed. Middellevetiden er knap 45 år for både mænd og kvinder. Afghanistan blev republik i 1973, men allerede i 1978 kom Det folkedemokratiske parti til magten ved et statskup, støttet af Sovjetunionen. Modstandskampen kom hurtigt i gang og blev fra starten defineret som en 'jihad', en hellig krig, og denne blev vel at mærke støttet af USA fordi Sovjetunionen blev betragtet som fjenden. Sovjetstyrkerne måtte da også trække sig ud i 1989. Præsidenten trådte tilbage i 1992, hvorefter der nærmest herskede anarki. I 1996 blev hovedstaden Kabul erobret af den religiøse studentermilits Taleban som var opstået blandt de millioner af flygtninge der boede i Pakistan. Selve ordet 'taleban' er persisk for 'studerende ved en religiøs skole'. De følgende par år lykkedes det denne milits at erobre hele Nord- og Centralafghanistan, og selvom styret i starten blev hilst velkomment af befolkningen i kraft af at det kunne garantere fred og fysisk sikkerhed, blev resultatet hurtigt en ekstrem islamisering med religiøs ensretning og tilhørende kvindeundertrykkelse efter 'shariaen'. Kvinder formentes ret til arbejde uden for hjemmet; de skulle være totalt tilslørede og måtte ikke færdes offentligt uden ledsagelse af en nærtbeslægtet mand. Pigeskolerne blev lukket. Der kom forbud mod film, tv, musik, sang og forskellige børnelege. Mænd skulle lade skæg og hår gro frit. Offentlige afstraffelser og henrettelser blev almindelige. De religiøse minoriteter skulle bære identifikationsmærker. Der skete massakrer på nogle af disse minoriteter. Talebanstyret blev fordømt af FN's Sikkerhedsråd i januar 2001, men situationen tilspidsedes først for alvor da USA 11. september samme år blev udsat for terrorangrebet på World Trade Centeret i New York. Al-Qaeda-netværket blev gjort ansvarlig for angrebet, og da Afghanistan husede Osama bin Laden, indledte USA og Storbritannien en bombekampagne mod Afghanistan med henblik på at knække Taleban-styret. Kampagnen var så effektiv, at Talebans sidste bastion måtte opgives allerede i begyndelsen af december. Senere på måneden blev der indsat en midlertidig regering der skulle forberede en ny forfatning. I august 2003 overtog NATO kommandoen over de fredsbevarende koalitionsstyrker. I januar 2004 kunne der vedtages en ny grundlov og i oktober samme år afholdtes præsidentvalg med en valgdeltagelse på 70 %. Her valgtes den 47-årige pushtaner og midlertidige præsident Hamid Karzai til præsident med 55,4 % af stemmerne, idet han blev betragtet som en samlende skikkelse. Året efter holdtes det første parlamentsvalg med en valgdeltagelse på kun 50 %. Kvinderne havde fået valgret og deltog i valgene med bemærkelsesværdige høje stemmeprocenter på godt 40. Præsidentvalget i 2009 blev ret kaotisk og måtte gennem flere valgrunder. Karzai blev genvalgt med kun 49,7 % af stemmerne. De vestlige demokratiers og det spæde afghanske demokratis krig mod Talebans undertrykkende islamistiske regime i Afghanistan har altså varet i mere end ni år - og er helt igennem præget af at være en asymmetrisk krig. Fjenden er ikke veldefinerede og genkendelige militære enheder med en central ledelse som relatvit nemt kan nedkæmpes af en militært overlegen stormagt, men nogle fanatiske og skånselsløse terrorister der aldrig giver op og som i vid udstrækning opererer på egen hånd, blander sig med civilbefolkningen og påvirker denne med både penge, ideologi og trusler. Dette betyder ikke mindst at det er umuligt for de indsatte vestlige soldater at kunne drage en klar skillelinje mellem civile afghanere og militante talebanere og på den måde undgå at angribe uskyldige mennesker i den tro at de er fjender. Og præcist dette gør det igen vanskeligt at få et samarbejde med lokalbefolkningen i gang og dermed også næsten umuligt at vinde afghanernes tillid. Vestmagterne ses - i hvert fald i de områder hvor kampene er hårdest - ikke som venner og befriere af lokalbefolkningen, men snarere som risikofaktorer der giver store problemer i forhold til de allestedsvirkende taleban-militser. De der vover at samarbejde med de vestlige styrker risikerer at miste ejendom og liv, bogstaveligt talt at få skåret halsen over af de militante talebanere. Der bliver følgelig mange angrebspunkter på det moralske, folkelige og politiske plan. Et væsentligt kritisk punkt er tabet af civile afghanere, der efter alt at dømme er meget større end hvad det amerikanske militær vil være ved. Tallene er svære at gøre op, og tendensen vil naturligvis altid være at de krigsførende demokratiske parter underdriver tabet af civile, fordi sådanne tab er imod krigens hele formål og følgelig udnyttes af fjenden i propagandaøjemed og derigennem skader opbakningen til krigen. De tider er ovre hvor demokratiske lande kan tillade sig - som vi så det under 2. verdenskrig - at gå direkte efter civilbefolkningen ved at massebombe store byer som Dresden og Hamburg med henblik på at svække forsvarsviljen. Det er barbari og virker iøvrigt mod hensigten. Men hvor teknologien muliggør at forfølge fjenden med ubemandede fly (droner) der fjernstyret kan affyre raketter mod givne mål fra stor højde, bliver tabene færre, men fejltagelser dog stadigt uundgåelige. De kan aldrig totalt undgås. I realiteten står valget derfor dybest set mellem at acceptere risikoen for fejltagelser - eller helt undlade at bekæmpe fjenden. En anden kritik går på at vestmagterne har brugt over 1900 milliarder kroner på krigen - eller ni gange så meget som der er brugt på opbygning af det fattige land. Faktisk bliver der givet betydelig hjælp til opbygningen af infrastruktur, også fra dansk side (skoler), men beløbene er af gode grunde relativt små, så længe det er nødvendigt at føre krig, og man iøvrigt ikke kan gardere sig mod korruptionen. Men tingene hænger sammen. Det vil ikke være muligt at få gang i en virkeligt omfattende modernisering af det fattige Afghanistan, medmindre den lovligt valgte regering af demokratisk tilsnit og vestlig inspiration får sikret sig fred og ro til opbygningen. Dette kræver ikke blot tilstedeværelse af vestligt militær i lang tid, men fortsat aktiv kamp mod fjender af centralregeringen. Denne kamp har været og er fortsat overordenligt kostbar. Den kan også siges at være for kostbar i forhold til de ressourcer de vestlige lande råder over i de økonomiske krisetider der indtraf for et par år siden. Men valget står imellem at fortsætte kampen indtil centralregeringens magt er sikret eller opgive kampen i utide og dermed ikke blot svigte centralregeringen, men afskrive ni års indsats som totaltab, og herunder erkende at tabet af omkring 2000 allierede soldater har været nytteløs. En tredje kritik hævder at selve fjendebilledet fra starten har været for enkelt, idet især Bush-regeringen slet ikke skelnede mellem de terrorister der aktivt udfører terrorhandlinger og de mennesker der blot giver dem husly. Præsident Georg W. Bush vil nok altid blive husket for den forenkling af sagen som ligger i hans faste tro på at al-Qaeda kunne ryges ud af hulerne i Afghanistan og Pakistan. Det er fortsat lidt af en gåde at det aldrig lykkedes for amerikanerne at få fat på terrorens store helteskikkelse Osama bin Laden. Men de fleste regner med at grunden i virkeligheden ligger i at Pakistan har spillet med to kort, og altså aldrig har været den forbundsfælle for USA som landets ledelse udadtil har givet udtryk for. Alle véd i dag at kampen mod den internationale, islamistiske terror hverken kan vindes ved simpel nedkæmpelse af fjendtlige enheder på velafgrænsede slagmarker eller ved mere raffinerede udbombninger af fjendens skjulesteder i svært tilgængelige øde bjergegne. Kampen er en langt mere facetteret krig mod alle former for terror, bagholdsangreb, guerilla og propaganda samt økonomisk pres via opium og narko. Og den har geografisk bredt sig til hele verden i og med at der nu er islamister alle vegne, endda mange. De nationale efterretningstjenester er blevet en helt uundværlig del af kampen mod den internationale terrorisme, men den overflødiggør ikke den militære bekæmpelse af Taleban i Afghanistan, medmindre de vestlige lande ligefrem skulle opgive den dybereliggende kulturkamp som er gået hen og blevet global. For denne drejer sig fortsat om kampen mellem frihed, demokrati og sekularisering på den ene side og undertrykkelse, ensretning, diktatur og religiøs eller ideologisk kontrol over lovgivning og domstole. Derimod sættes der meget naturligt konkret spørgsmålstegn ved om krigen overhovedet har mindsket truslen mod Vesten fra den islamistiske terrors side. Og her kan det i hvert fald ikke afvises hvad den tidligere CIA-chef Michael Scheuer har sagt om sagen, nemlig at terrortruslen er øget i den specifikke forstand at selve krigens faktum er blevet islamistiske fanatikeres motivation for at angribe vestlige mål. Så selv om USA har haft held til at forhindre terrorangreb på egen jord siden 2001, så er planerne om terror ikke mindsket i tal. De er tværtimod steget, og vil uden tvivl stige yderligere år for år fremover. Truslen er global både geografisk og mentalt. Friske eksempler er den nyligt afslørede planlagte terroraktion mod metroen i Washington og postpakken fra Yemen (som er ved at udvikle sig til et selvstændigt og alvorligt problemkompleks), men ellers er det nok mere påfaldende at Frankrig og Storbritannien oftere og oftere bliver nævnt som erklærede terrormål for al-Qaeda og Osama bin Laden. Der findes jo mængder af skjulte islamister i disse europæiske lande. Sverige er ikke fritaget, hvad den nye sag om terroranslag i Göteborg viser. Og Danmark er på grund af Muhammedtegningerne heller ikke undtaget. Tværtimod gælder her at Forsvarets Efterretningstjeneste i sin seneste årsrapport har måttet konstatere at truslen fra al-Qaeda og andre militante sunniekstremistiske netværk stadig er omfattende, og at den ikke ser ud til at blive væsentlig mindsket. Heri ligger endnu et argument mod krigen i Afghanistan, nemlig at terroren så at sige er 'muteret' siden 2001: Den har, hedder det, ikke længere rod hos de langskæggede islamister i de afghanske Tora-Bora-bjerghuler, men udføres i stigende grad af tilforladeligt udseende muslimer som er født ind i de vestlige samfund og på overfladen lever et normalt borgerligt liv, men som i virkeligheden går og pønser på at angribe spektakulære vestlige mål. Dette gør de naturligvis ikke uden inspiration fra al-Qaeda og lignende bevægelser, men de er blot ikke styret fra den kant. 'Brandstifterne' har vi med andre ord i vore egne rækker, ja vi giver dem ophold, arbejde, underhold og uddannelse samt masser af naiv tolerance. Det er lige før at vi som i Max Frischs teaterstykke 'Biederman og Brandstifterne' også giver dem sprængstoffer, tændsatser og tændstikker. For de ser jo så tilforladelige ud, at ingen kan tro at de har onde hensigter. Jf. artiklen om Terroristhumor. Hele denne vestlige naivitet blev på uhyggelig vis allerede afsløret den 11. september 2001. Eksemplerne kan i stort tal dokumenteres sort på hvidt. Så efterretningstjenester har travlt - og er heldigvis ret effektive. Men mutationerne er ikke slut. Mutationer bliver aldrig slut. Mutation og emergens er et fundamentalt princip i evolutionen og i historien. Og gælder følgelig også i politik og terror. Et meget stort problem i Afghanistans ønskede udvikling henimod en form for stabilt demokrati er selveste præsident Hamid Karzai styre. Det er for det første korrupt, allerede fordi indtægterne fra narko-salget har stor betydning for landets økonomi, men også fordi der er tradition for korruption på de kanter. Det er så at sige en normal foreteelse at myndighedspersoner lader sig bestikke. Og den slags kan til en vis grænse accepteres som gængs 'forretningsmoral', men bliver et problem hvis ingen længere kan stole på centralregeringen og på præsidenten. Og ganske særligt er det katastrofalt hvis udlandet - USA og Nato - ikke kan stole på præsidenten selv. For det andet er styret indstillet på overgivelse af mange magtbeføjelser til de lokale klan- og stammeledere. Det er igen en gammel tradition, og den er så indgroet at det slet ikke er muligt at lede landet uden en høj grad af lokalt autonomi. Der ville næppe heller være andet større problem med forholdet under normale omstændigheder end at udviklingen ville komme til at gå langsommere i og med at der vil være større bevidst modstand mod forandringer. Men de nuværende omstændigheder er ikke normale, men krigs- og terrorprægede. Autonomien vil være direkte til fare for udviklingen, hvis de lokale ledere sætter sig hårdt imod centralregeringens bestræbelser på udvikling og demokratisering. Eller fx laver deres egne, for dem selv fordelagtige separate aftaler med Taleban. Det ser netop ud til at være ved at ske i de i forvejen meget følsomme grænseområder mellem Afghanistan og Pakistan. For det tredje er også centralregeringen efterhånden blevet mere og mere indstillet på at forhandle med Taleban, idet man ser muligheden for at kunne spille på forskellen mellem de dele af Taleban som stiler efter at generobre den absolutte magt og de dele der vil acceptere eller i hvert fald foregiver at ville acceptere en begrænset magt (fx for blot at vinde tid). Det er nu gået så vidt at regeringen i Kabul har lagt pres på FN's sikkerhedsråd for at få slettet nogle af de Taleban-ledere der står på listen vedrørende sanktioner mod Afghanistan, men som regeringen ønsker at forhandle med. Der er på grund af den militære situation (dvs. præsident Obamas modvilje mod at forstærke generalernes indsats) formentlig ikke nogen vej uden om at indlede forhandlinger med Taleban i håbet om at få visse områder af landet gjort åbne for kompromisser mellem Taleban og Kabul, så centralregeringen og USA kan koncentrere sig om bekæmpelse af Taleban i andre områder. Men ingen kan af gode grunde spå om hvor god en strategi dette vil være, eftersom den sagtens kan misbruges til taktiske omgrupperinger. Fra andre steder i verden er erfaringen at det under visse omstændigheder har vist sig gavnligt at indlede hemmelige forhandlinger med en fjende man principielt ikke vil forhandle med fordi den ses som ondskaben selv. Men hvor langt man kommer afhænger naturligvis altid af hvad fjendens inderste hensigter er. Og disse kan ikke grejes med nogensomhelst sikkerhed hos terrorister. Et af de umiddelbart største problemer i Afghanistan er dog nok at de vestlige landes diplomatiske og militære apparater har dyb skepsis over for de afghanske sikkerheds- og politistyrker. Der er mange eksempler på politichefer der samarbejder med fjenden - og endnu flere på at underordnede skifter side og begår decideret forræderi, hvis det kan betale sig for dem. Problemet ser ud til at være vokset større, fordi Nato-koalitionen mange steder ikke har haft held til at standse Taleban effektivt. Derfor vil større tillid til de afghanske styrker i høj grad komme til at afhænge af hvor succesfuld kampen mod Taleban bliver område for område. Præsident Barrack Obama har længe været i vanskeligheder i sin Afghanistan-strategi. Obama skelner mellem 'dumme krige' og 'nødvendige krige', til de første hører Irak-krigen, til de sidste Aghanistan-krigen. Denne krig var også efter Obamas mening nødvendig mod al-Qaeda efter 11.9.01., men det betyder jo ikke at den skal trækkes længere ud end højst nødvendigt. Generalerne har hele tiden ønsket flere tropper til Afghanistan for at kunne fuldføre arbejdet, men præsidenten har være nølende af både økonomiske og principielle grunde og gav først efter for øverstkommanderende general Stanley McChrystals voksende pres omkring 1. december sidste år. Han gjorde da USA's strategi tredelt. Der skulle ydes en stor og øjeblikkelig, men midlertidig forstærkning til de amerikanske tropper i Afghanistan, gøres en ekstra indsats for uddannelsen af de afghanske styrker og sørges for udbygning af partnerskabet med Pakistan. Jf. artiklen USA' nye strategi i Afghanistan. Men general McChrystal var slet ikke tilfreds med forstærkningerne og begyndte et halvt år efter at kritisere præsidenten offentligt og i stærke vendinger. Han kaldte ligefrem præsidenten en slapsvans og vicepræsidenten (der skulle sætte gang i Mellemøst-forhandlingerne) for en vittighed. Noget sådant kan en general selvfølgelig ikke tillade sig, så resultat blev som bekendt at han klogeligt fratrådte sin stilling inden han blev fyret af præsidenten - Jf. Obama i Afghanistan-krise. Ny øverstkommanderende blev David Petræus, der var chef for den amerikanske centralkommando for hele Mellemøsten og Afghanistan. Selve USA's strategi blev ikke ændret, men signalet var til gengæld nyt og klart. Det lød med eksperten Mikkel Vedby Rasmussens rammende ord: Uanset hvad alliancens allierede siger officielt, så er de enige med Obama i at juli 2011 bliver begyndelsen på slutningen. Underforstået: På det tidspunkt vil tilbagetrækningen fra Afghanistan blive påbegyndt, uanset hvordan stillingen er i landet! Målsætningen for amerikanerne er altså ikke alene forskudt fra ønsket om demokratisering af Afghanistan til nedkæmpelse af al-Qaeda i Afghanistan og Pakistan, men tidsrammen er snævret ind - og selv om ingen tør sætte dato på det definitive sluttidspunkt, så er det uden tvivl rigtigt hvad Politikens seniorkorrespondent Herbert Pundik skrev i sin klumme 17.9.10., nemlig at Obama kun kæmper for at vinde tid. Hovedforudsætningen for at kampen mod oprørsstyrkerne kan vindes er at de allierede styrker har en loyal forbundsfælle lokalt og folkeligt. Og da dette ikke er tilfældet, har Obama ifølge Pundik valget mellem at vende tilbage til det oprindelige krigsmål (nedkæmpelsen af al-Qaeda) og lade afghanerne klare deres egne problemer - eller overtage Afghanistan som et langtidsprojekt af mere eller mindre utopisk art. Det er hårdt sat op, men dels er Pundik en særdeles indsigtsfuld iagttager, dels er Obama virkeligt kommet i klemme idenrigspolitisk og økonomisk. Det gør ikke sagen bedre for den amerikanske præsident at både Pakistan og Iran giver ham grå hår på hovedet. Pakistan er økonomisk hårdt ramt af de enorme oversvømmelser, og politisk set ved at udvikle sig til et helt upålideligt land som USA slet ikke kan stole på, men fortsat har behov for at få hjælp fra i kampen mod al-Qaeda. Og Iran er blevet et mareridt for Obama, fordi han for alt i verden vil undgå at Iran bliver en atommagt der med atomvåbnet i hånden vil kunne vende op og ned på magtbalancen i hele regionen, hvor USA's indflydelse støt og roligt og til hans store beklagelse er gået tilbage. FN's Sikkerhedsråd har i juli vedtaget endnu en sanktionspakke mod Iran, men det blæser man som sædvanligt på i Teheran. Obama har derfor understreget at "USA og det internationale samfund er fast besluttet på at forhindre Iran i at få atomvåben". Men er det andet end ord, er det andet end endnu et eksempel på at Obama er en stor retoriker? Agter han, når det kommer til stykket, at gøre noget, eller bliver det Israel der skal handle?. Obama ønsker oprettelse af en palæstinensisk stat for ad den vej at forstærke USA's rolle i Mellemøsten. Han fik også inviteret Netanyahu og Abbas til Washington og sat gang i en slags indledende drøftelser, men mere kom der ikke ud af sagen. Israel driller bevidst med sine bosættelser, og Abbas sidder så svagt at han i realiteten ikke har mandat til at slutte fred med Israel. Men Iran består - og det samme gør præsident Ahmadinejads position og åbenlyse trusler og foragt. Han fryder sig når han kan stå på talerstolen i FN's generalforsamling og rette hele sit skyts mod USA. Helhedsrealistisk vurdering I dette store perspektiv kan det synes fuldstændigt underordnet hvad Danmarks rolle er, men dels er der herhjemme stor uenighed om deltagelsen i krigen, dels er tabene af udsendte soldater blevet for stort i den almindelige befolknings øjne, og endelig er det et spørgsmål om den nye strategi der giver de danske styrker en mindre fremtrædende militær rolle i forhold til briterne vil gavne mærkbart. Det er i denne forbindelse nok ikke så afgørende om den danske ulandshjælp til det korrupte Afghanistan nu også kommer i de rette lommer. Alt tyder nemlig på at spørgsmålet om Danmarks fortsatte deltagelse i krigen vil komme til at afhænge både af USA's eventuelle held med at vende udviklingen eller trække sig tilbage, og af hvem der vinder folketingsvalget i 2011. Oppositionen presser på for at få de danske tropper trukket tilbage næste år. Og man må gå ud fra at det under alle omstændigheder vil ske hurtigt hvis oppositionen vinder valget, hvad alt i øjeblikket tyder på. Og Lars Løkke Rasmussens har helt droppet ideen om en demokratisering af Afghanistan til fordel for forebyggelse af terrror - uden at se en sådan forebyggelse som en efterhånden næsten global udfordring der slet ikke kan skilles fra spørgsmålet om demokratisering og sekularisering. I begge tilfælde vil Anders Foghs Ramussens drøm om en aktiv dansk udenrigspolitik være et overstået kapitel. Danmark vil vende tilbage til forrige tiders passive tilpasningspolitik hvor det groft sagt er prisen på vore eksportvarer der bestemmer hvem vi skal holde med. Vi lader andre rage de eksistentielle kastanjer ud af ilden. Vi tør ikke lægge vort lod i vægtskålen når det gælder frihed, demokrati og sekularisering i international målestok. Det store perspektiv lader vi igen hovedsageligt andre om. På verdensplan er vi imidlertid reelt havnet i en dyb kløft mellem demokrati og sekularisering på den ene side og terrorisme og islamistisk fanatisme på den anden side. De sidste 100 års udvikling har vist at demokrati i længden ikke kan bestå uden sekularisering, dvs af en klar, lovfæstet adskillelse mellem verdslig og religiøs eller kirkelig magt. Som ofte gentaget på Jernesalts sider at det en total misforståelse at tro at sekularisering er ensbetydende med at religion holdes uden for det offentlige liv og henvises til privatlivet, for religion er - selvom mange ikke er klare over det - andet end følelser, fornemmelser og bevidstløse vaner og traditioner. Religion i dybeste forstand er nemlig føling med de energier der sikrer mening og sammenhæng i tilværelsen. Religion er med andre ord udtryk for opretholdelsen af selve grundvilkårene for den menneskelige eksistens. Jf. eksempelvis artiklen Religion, eksistens og sekularisering. Sækulerisering vil derfor være en håbløs ting, hvis den forudsætter at religion holdes uden for det offentlige liv, for føling med de eksistentielt afgørende energier kan naturligvis ikke holdes uden for det offentlige liv, men er tværtimod altid et offentligt kerneanliggende. Og når aktuel politik savner retning og dybde skyldes det ikke mindst at de politiske ledere ikke aner hvad føling med de eksistentielle energier overhovedet er. Det må derfor også understreges at al kamp mod dogmatisk fanatisme, hvad enten denne betjener sig af en religiøs eller verdsligt ideologisk sprogbrug, aldrig vil lykkes, medmindre den foregår på et bevidst helhedsrealistisk plan, dvs på et plan hvor der er fuld forståelse for den føling med de eksistentielle energier som er ensbetydende med den direkte føling med det kollektivt ubevidste. Her står mange imidlertid af, ikke blot blandt politikerne, men også blandt almindelige mennesker. De fleste aner simpelthen ikke hvad det kollektivt ubevidste er! Med til billedet hører at de fleste også er uvidende om det den britiske historiker Paul Johnson rammende har kaldt "loven om utilsigtede virkninger" og som i sin reneste form kan bestemmes som den generelle historiske lov, at der intetsomhelst besluttes eller gøres blandt menneskelige væsener der ikke får utilsigtede virkninger ved siden af de tilsigtede. Eksemplerne fra verdenshistorien er legio. Man kan blot nævne det kommunistiske regimes indførelse af undtagelsestilstand i Polen i 1981 der som tilsigtet ramte Solidaritetsbevægelsen øjeblikkeligt og meget hårdt, men reelt kom til at betyde sovjetkommunismens fald i 1991, fordi man helt utilsigtet rejste hele den katolske kirke under pave Johannes Paul II imod sig, uden at ane hvad denne åndsmagt betød. Hvad terrorismen angår var det formentlig tilsigtet med terrorangrebet på World Trade Centeret i New York 11.9.01. at skræmme USA, men utilsigtet at det medførte krigen mod Taleban i Afghanistan og siden også mod Saddam Hussein-styret i Irak. Begge disse krige har haft særdeles mange tilsigtede aktiviteter, og nogle har været veltilrettelagte, andre katastrofalt dårligt tilrettelagte. Og helt utilsigtet har USA og den vestlige verden derfor fået rejst en bølge af antivestlig modvilje der igen har tiltrukket fanatikere der nærer had til de vestlige værdier. Utilsigtet kommer der ikke blot flere deciderede terrorister i verden, men også større frygt for og modstand mod muslimer, der igen indebærer større rekrutering til terrorgrupperne.... Endnu en historisk lov skal med i betragtningerne, nemlig loven om at al kamp i tilværelsen for menneskets vedkommende altid gælder 'symboler' eller det der i dybdepsykologien mere præcist hedder 'arketypiske forestillinger'. Men hvad dette angår må det netop fastholdes at kampen ikke - som det ofte opfattes - blot gælder de såkaldte 'værdier' som ordet symboler let associeres med, men dybest set gælder om at få føling med selve de energier der skaber mening, kvalitet, sammenhæng. Dette er en afgørende sondring. De 'værdier' der indgår i den såkaldte 'værdikamp' er slet ikke værdier der kan gøres op i relativt veldefinerede størrelser som nationale traditioner (fx monarki, kirke, fædreland) endsige i guldaldermalerier og -litteratur. Meget nærmere forståelsen kommer man med begrebet folkelighed, der naturligvis også kan misbruges og rent faktisk bliver det, men som dog grundlæggende peger på selve det kollektive i menneskenes samfund som er af overvejende ubevidst karakter og derfor i princippet umuligt at indkredse i udtømmende definitioner. Det er et organisk fænomen der gror og altså er det modsatte af alt der kan konstrueres rationelt. Det folkelige kan slet ikke forstås i sin dybde uden begrebet det kollektivt ubevidste, men det er et centralt spørgsmål i al værdikamp og kulturkamp. Det peger i sin høje grad af irrationalitet også på den afgørende etik der på disse sider hedder 'konsistensetikken' og netop er kendetegnet af at den afviser pligtetikken og moralismen til fordel for et pragmatisk skøn hvor hovedkriteriet er at mennesket altid skal sørge over overvægt af det gode i livet. Helhedsrealistisk set kan den voksende uenighed om missionen i Afghanistan, Irak og Mellemøsten i det hele taget i virkeligheden samles i et fundamentalt spørgsmål om de vestlige statsledere, opinionsdannere og befolkninger overhovedet 'tror' på den sag de kæmper for, dvs om de overhovedet længere kan skelne mellem godt og ondt, sandt og falsk, og derigennem undgå den relativistiske filosofis fatale fejl at opfatte alle synspunkter, alle hensigter, alle politiske mål, alle kulturer og religioner som principielt lige gode. Det er de nemlig ikke, og det er fatalt at tro det. Kulturrelativismen er desværre blevet udbredt i den vestlige verden - og grunden er for så vidt en forståelig og i sig selv tiltalende tolerance og humanisme. Problemet er at enhver tolerance og humanisme går for vidt, når den opgiver alle sondringer og adelsmærker og ikke længere har nogen vilje til at forsvare sine hårdt tilkæmpede 'værdier', idealer og metoder samt goder mod de åbenlyse eller skjulte angreb der rettes mod dem. En sådan eftergivende fortolkning af tolerancen og humanismen er fatal for tolerancen og humanismen. Derfor må det fastholdes at krigen i Afghanistan må ses som led i krigen mod den internationale terrorisme, der ikke længere kender landegrænser, men foregår i hele verden og rettes mod vestlige værdier. Den har ingen chance for at blive vundet, hvis vesterlændingene i kulturrelativismens navn opgiver deres indvundne resultater og lader stå til. Europas og USA's ledere bliver tabere hvis de ikke for alvor tror på deres kulturelle og eksistentielle sag. Jan Jernewicz Henvisninger: Relevante artikler på Jernesalt: 'Jernesalts 2009-filosofi' med bl.a. følgende kapitler: Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen Helhedsrealismen Komplementaritetssynspunktet De psykiske grundprocesser De psykiske fundamentalkræfter (2.4.09.) Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi Konsistens-etikken Etik og eksistens (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens) Konsistens-etikkens Ti Bud (ti vejledende principper for det sekulariserede samfund) Introduktion til Jernesalts filosofi Wikileaks kontra magthaverne (26.10.10.) Obama i Afghanistan-krise (24.6.10.) USA' nye strategi i Afghanistan (3.12.09.) Irak, Iran, Israel - og USA (23.12.05.) Har USA tabt spillet om Irak og Mellemøsten? (27.5.04.) Gaza - Israel - Verdensopinionen (11.6.10.) Det jødisk-muslimske grundproblem (2.4.10.) Status over året 2009 (31.12.09.) Status over året 2008 - et år der endte i dyb krise (30.12.08.) Irakkrigens begrundelse - en strid om kejserens skæg (6.10.08.) Fred og fare - ifølge Sven Burmester (19.7.07.) Tony Blair's nye mission (3.7.07.) Mellemøstlig destruktivitet (18.6.07.) Det altødelæggende palæstinensiske had (25.5.07.) Nye Mellemøst-strategier (02.5.07.) Fred på jorden og krig i menneskene (24.12.06.) Dansk Mellemøstpolitik for militaristisk? (5.8.06.) Israel og Verdenssamfundet i moralsk dilemma (2.8.06.) Hadets tiltrækning og livsløgn (31.7.06.) Global borgerkrig eller global inkonsistens? (21.5.06.) Islamofobi - angst for islam, islamisme eller terrorisme? (14.5.06.) Artikler om Danmark Artikler om Mellemøsten Artikler om USA Artikler om Samfund Artikler om Etik Artikler om Eksistens Artikler om Religion Artikler om Sekularisering At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen De psykiske grundprocesser Konsistens-etikken Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |