JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - wikileaks

ARTIKEL FRA JERNESALT - 26.10.10.

Wikileaks kontra magthaverne

I Danmark har vi lækagesager i Jægerbogs-sagen og visse mail-sager som har afsløret uegelmæssigheder, fejl eller dumheder blandt ministre og højtstående embedsmænd, som igen har ført til afskedigelser, retssager og endeløse politiske debatter og beskyldninger, men de er for intet at regne mod de to omfattende lækager af gigantisk omfang som organisationen Wikileaks har præsteret inden for den sidste uge og som gælder Irak-krigen og Afghanistan-krigen. Først blev der lagt 91.000 dokumenter ud om Afghanistan-krigen. Og nu sidst henved 400.000 dokumenter om Irak-krigen. Og begge dele er naturligvis yderst generende for de krigsførende vestlige lande, først og fremmest USA og Storbritannien, men også til en vis grad for Danmark.

I og for sig er der ikke noget principielt nyt i dokumenterne. De bekræfter først og fremmest hvad alle har vidst i årevis, nemlig at krig er et beskidt håndværk med mange civile og mange militære ofre, ikke mindst hvis krigen er asymmetrisk. Desuden bekræftes på ny, at fanger langtfra altid i disse krige har været behandlet efter de internationale konventioners principper. Der har i Mellemøstkrigene tværtimod været tale om mishandling og tortur af fanger i større omfang end hidtil antaget.

Det kontroversielle i offentliggørelsen på internettet er først og fremmest selve lækagen, som består i at en privat organisation får fat i og offentliggør dokumenter i stort tal som de respektive militære instanser betragter som følsomme og derfor ikke ønsker offentliggjort. Wikileaks' aktion sker naturligvis i det tilsyneladende 'idealistiske', men reelt ideologiske formål at sætte de krigsførende vestlige lande med USA i spidsen i et dårlig lys hos de mange mennesker som er principielt modstandere af al krig såvel som hos de mennesker der kan acceptere visse former for krige og som endda i begyndelsen har været tilhængere af Afghanistan-krigen og Irak-krigen, men har skiftet mening efterhånden som disse krige har vist sig langvarige og omkostningshøje.

Problemet er hverken at nogle er modstandere af krig eller at nogle ønsker åbenhed om de krige der faktisk føres af demokratiske lande, men derimod at materialet udelukkende giver en overvældende mængde af isolerede øjebliksbilleder der viser de betænkelige sider af sagen, men ikke en samlet vurdering ud fra overordnede etiske og politiske principper der kunne understrege nødvendigheden af krigene.

Wikileaks som sådan er en internetbaseret non-profit organisation der siden 2006 har gjort sig til et internationalt forum for 'whistleblowers' eller sladrehanke der offentligør fortrolige regeringsdokumenter under sloganet "We open governments". Wikileaks bekendtgjorde i 2007 at dets primære interesse lå i at blotlægge undertrykkende regimer i Asien, den tidligere Sovjet-blok, afrikanske lande syd for Sahara og Mellemøsten, "but we also expect to be of assistance to people of all regions who wish to reveal unethical behavior in their governments and corporations". Virksomheden medførte allerede dengang restriktioner fra kinesisk side mod folk der skrev Wikileaks på søgemaskinen.

Wikileaks ejes af The Sunshine Press og opererer primært fra Sverige på grund af dette lands liberale lovgivning, men har også servere i Belgien. Selvom navnet Wikileaks umiddelbart giver associationer til Wikipedia og andre organisationer under 'Wikimedia Foundation' er der ingen forbindelse. Stifteren er den australske journalist og internetaktivist Julian Assange der nu må betragtes som et jaget dyr. Han gør i hvert fald uklogt i at forsøge at komme ind i USA, for så vil han omgående blive arresteret. Han har også fået problemer med at opholde sig i Sverige, fordi han her er blevet anklaget for seksuelle overgreb. Iøvrigt er der kun ganske få ansatte i organisationen, men til gengæld flere hundrede frivillige meddelere.

En dansk kommentator har kaldt Wikileaks for "nettets største sladrehank"; det er en organisation der er "hadet af undertrykkende regimer, frygtet af korrupte selskaber, men beundret af fortalere for det frie ord". På sin vis er organisationen ifølge samme kommentator udtryk for selve ideen om Internettet, endda i sin ultimative form: "Åben som en ladeport, fuldstændig anonym, fyldt med de mest følsomme og 'farlige' informationer, man kan tænke sig".

Wikileaks' historiske rekordlækning af fortrolige dokumenter rejser unægteligt nogle centrale spørgsmål, ikke blot om selve de to yderst kontroversielle krige i nyere tid, men også om forholdet mellem kritisk journalistik og magthaverne i demokratiske, ikke-undertrykkende lande samt om internettets muligheder og udfordringer.

De to krige i Afghanistan og Irak

De 92.000 hemmelige militærrapporter som Wikileaks i første omgang lagde ud på nettet gjaldt krigen i Afghanistan - den krig der indledtes af USA og Storbritannien kort efter terrorangrebet mod USA 11.9.01. med et bombeangreb mod Taliban og Al-Qaida, som gjordes ansvarlig for dette terrorangreb, men som stadig er i gang uden udsigt til nogen form for afslutning i nærmeste fremtid.

Dokumenterne viser bl.a. at USA-koalitionen har dræbt og såret mange hundrede civile afghanere. Endvidere at det vestlige militær har dyb mistillid til de afghanske politi- og sikkerhedsstyrker som det selv har uddannet. Der er eksempler på afghanske politichefers overgreb mod civile, herunder mindreårige piger. Taleban har brugt amerikanske missiler til nedskydning af amerikanske helikoptere, missiler som USA forsynede dem med da de kæmpede mod de sovjettiske besættelsesstyrker i landet. Og endelig kan nævnes at dokumenterne viser at det amerikanske militær mistænker den pakistanske efterretningstjeneste for at samarbejde med Taleban. Ingen af disse oplysninger kommer dog bag på nogen i dag.

Større indtryk gør derimod de mange afsløringer af overgreb mod den afghanske befolkning. Således har en gruppe amerikanske specialstyrker dræbt eller fanget nogle Al-Qaeda- og Taleban-ledere uden rettergang. Et raketangreb mod en bestemt terroristleder førte til drab på syv afghanske børn. Ved en anden jagt på en Talebanleder blev syv afghanske politibetjente dræbt. Et dokument fortæller også om en fyldt bus der blev ramt af en vejsidebombe med det resultat at 25 civile blev dræbt og 20 såret. Og sådan kunne man blive ved. Alle dokumenter er tilgængelige på Wikileaks' hjemmeside. Men ingen enkeltperson vil kunne nå at nærlæse det. Det skal der et hold til. Man da materialet naturligvis er indekseret, vil det være overkommeligt fx for det danske forsvar at gå det igennem med henblik på at finde hvad der står om den danske indsats. Det vil tage sin tid, men det skal nok komme frem - al den stund der også vil være private udforskere.

Julian Assange medgiver at der ikke er en eneste stor hændelse i materialet. Det vigtigste er selve billedet af krigens gru. Der er den ene frygtelige hændelse efter den anden. Det ene barns død efter det andet. "Dette her er historien om krigen siden 2004".

Men det er jo lige præcis hvad materialet ikke er. For historien i bestemt form dvs. den fulde historie om krigen kan ikke nøjes med at se på detaljerne, uanset hvor uhyggelige og anstødelige disse i sig selv måtte være. Den må også medtage formålet med hele missionen - og prøve at vurdere hvad alternativet ville være. - Om krigen i Afghanistan vil iøvrigt snarest følge en særskilt artikel.

De 391.832 dokumenter om krigen i Irak, der indledtes med USA's og Storbritanniens invasion af Irak i 2003 med henblik på at fjerne Saddam Hussein, afslører samme billede af krigens og ikke mindst den efterfølgende borgerkrigs gru og blodbad. Bl.a. synes det at kunne fastslås at krigen til udgangen af 2009 har kostet 109 tusinde dræbte, heraf 66 tusinde civile, 24 tusinde fjender, 15 tusinde irakiske soldater og 3.771 egne soldater. Disse tal er større end de officielle amerikanske tal, men dette kan ikke overraske, da krigsførende myndigheder som hovedregel altid underdriver. Men det bør nævnes at selv en græsrodsorganisation der har prøvet at registrere dødsofrene systematisk er blevet overrasket over tallene.

Alligevel er det tortursagerne der har vakt størst opmærksomhed herhjemme, fordi der muligvis kan rejses kritik af det danske militærs optræden. I forvejen har vi for længe siden fået dokumentation for de massive amerikanske overgreb mod irakiske fanger i det fra Hussein-tiden berygtede Abu Ghraib-fængsel. Nu fokuseres mere på torturen i irakernes fængsler da borgerkrigen spidsede til. Der er tale om hundredvis af rapporter om overgreb, tortur, voldtægt og endda mord der blev begået af irakisk politik og soldater, hvis handlinger synes at have været systematiske og normalt ikke blev straffet. Eksempelvis fik arrestanter bind for øjnene og hængt op med hovedet nedad og slået på fodsålerne. Også elektriske apparater blev brugt, herunder boremaskiner. Men vel at mærke forsynede koalitionsstyrkerne disse rapporter om overgreb med påskriften "Efterforskning unødvendig".

Og det er her det danske forsvar kommer ind i billedet. For danske soldater tog irakiske fanger og overlod dem til det irakiske politi - tilsyneladende uden at kere sig om hvad der videre skete med dem. Og dette er ikke helt i overensstemmelse med de konventioner Danmark har tiltrådt og som bl.a. siger at Danmark ikke må udlevere fanger til fremmede magter, hvis der er risiko for at fangerne bliver tortureret.

Der er ikke direkte dokumentation i Wikileaks' materiale for at irakere der er taget til fange af danske enheder og overgivet til irakiske myndigheder skulle være blevet udsat for tortur, men alt tyder på at det er sket i flere, måske mange tilfælde. Og spørgsmålet bliver derfor hvor meget det danske militær har vidst og hvor meget det overhovedet har forsøgt at skaffe sig oplysninger om tilfældene.

Oppositionen har naturligvis omgående krævet sagerne undersøgt, og også regeringspartierne har erkendt et behov herfor. Men i første omgang vil man have forsvaret til selv at kigge på dokumenterne og vurdere dem, inden man drager videre konklusioner. Det allernyeste i sagen er dokumentationen for at forsvarsledelsen allerede i december 2004 blev orienteret af danske soldater om irakiske betjentes 'hårdhændede behandling' af fanger, som danskerne dog fik standset. Men fangerne blev derefter ført bort, og de danske soldater fik ikke at vide hvad der siden skete. Men de beskrev episoden i deres slutrapport til forsvarsledelsen da de var vendt hjem fra Irak.

Der hersker ingen tvivl om at irakisk politi og militær i denne fase af borgerkrigen udsatte fanger for grov tortur af helt utilladelig art. Men problemet for de danske enheder var at de ikke havde og ikke ville have haft mulighed for etablering af fængsler til tilfangetagne irakere. Der var med andre ord ikke noget alternativ til udleveringen til andre instanser, hvilket i praksis ville sige irakisk politik. Det var så at sige krigens vilkår, og i den forbindelse synes henvisningen til de internationale konventioners forbud mod at udlevere fanger til tortur ret meningsløs. Danske enheder var nødt til at udlevere fangerne, uanset risikoen for deres torturering. Soldaterne i enhederne kunne være bekymrede over fremgangsmåden - og så frustrerede at de efter hjemomsten ønskede sagerne undersøgt. Men enhedernes ledelse på stedet og forsvarsledelsen hjemme i Danmark var ikke særligt fokuserede på sagen. De havde andet at koncentrere sig om - og her kan man gerne drage den konklusion at dansk forsvar på en måde skød ansvaret fra sig og primært over på det britiske forsvar.

Det er på denne baggrund rimeligt at forlange sagerne undersøgt, så vidt det er gørligt, men det ændrer ikke ved selve det forhold, at der i de konkrete situationer ikke var noget alternativ til udleveringen af fangerne. Og der synes i konventionerne ikke at været taget højde for en sådan speget situation. De er alt for kategoriske.

Når disse tilfælde nu også bruges som argument i Politiken for at tage "et egentlig retsopgør med tidligere statsledere som Anders Fogh Rasmussen, der ikke bare gik i krig på et falsk grundlag. De var også ansvarlige for systemer der lukkede øjnene og ignorerede udbredt tortur", så kan det kun ses som udtryk for at modstandere af krigen fortsat ikke vil anerkende at den ikke fandt sted på et falsk grundlag, at den ikke var formålsløs eller nytteløs, og at ingen lukkede øjnene for torturen.

Krigen i Irak var begrundet i at koalitionens partnere så Saddam Hussein som en fjende af den irakiske befolkning, af vestlige værdier, af demokratiet og af FN-sikkerhedsrådet. Og den var også udtrykkeligt begrundet i en resolution fra Sikkerhedsrådet allerede i 2002. - Jf. artiklen Irakkrigens begrundelse - en strid om kejserens skæg (6.10.08.).

Krigen førte som bekendt til Saddam Husseins fald, men desværre også - på grund af åbenlyse fejl fra koalitionens side - til en længere borgerkrig med alt for mange tab og lidelser for den irakiske befolkning. Men den førte trods alt til acceptable tilstande der ganske vist slet ikke lever op til vestlige standarder for hverken demokrati, tryghed eller velfærd, men dog fører landet i den rigtige retning. Og hvad torturen angår var den ikke nogen hemmelighed de krigsførende statsledere tav om. Den blev tværtimod påtalt, hvis man fik kendskab til den.

Rigtigt og relevant er kun at statslederne så fejlene og overgrebene i et større perspektiv, dvs som en beklagelig følge af selve den indsats som havde til formål at ændre styret i Irak - såvel som i Afghanistan - med henblik på at ændre udviklingen i hele regionen. Når den nuværende danske statsminister Lars Løkke Rasmussen netop på et pressemøde har tilkendegivet at han ser med den allerstørste bekymring på beskyldningerne mod det danske forsvar og ønsker fuld klarhed over hvad der er sket (i første omgang i form af en redegørelse fra forsvarsministeren), så må det imidlertid tages som udtryk for at han ønsker at distancere sig fra sin forgængers aktive udenrigspolitik og værdikamp. Det tror han vel vil gavne ham i valgkampen, så ham om det!

Sandheden er at værdikampen ikke er slut, og at den ikke kan indkredses til et dansk anliggende, men tværtimod er en del af den internationale kamp som i disse år foregår mellem demokratiske idealer af vestlig oprindelse og antidemokratiske forestillinger af islamistisk oprindelse. Og denne kamp kræver fortsat aktiv politik både udenrigs og indenrigs.

I ethvert demokratisk samfund er pressen som bekendt den fjerde statsmagt, dvs den magt der kontrollere de tre gængse statsmagter, den lovgivende, den udøvende og den dømmende - således som disse også er fordelt i den danske grundlovs § 3. Forudsætningen er naturligvis at pressen er fri, og dette fremgår udtrykkeligt af samme grundlovs § 77, hvor det hedder at "Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende foranstaltninger kan ingensinde på ny påføres."

Man taler i denne forbindelse nu om dage om 'medieret' hvor ytringsfriheden er udgangspunktet, men hvor der både gælder en vis formålsbestemt begrænsning af hensyn til beskyttelse af rettigheder og et vist ansvar. Endvidere gælder både det man kalder 'kildebeskyttelse' og 'offentlighed i forvaltningen'.

Især det sidste punkt er blevet mere relevant med tiden, fordi vi i stigende grad er blevet utilfredse med den gamle lukkethed i forvaltningerne som reelt betød at det var lige så umuligt at kontrollere embedsmændene i offentlig tjeneste som lederne i det private erhvervsliv, skønt de første er sat til at varetage borgernes og fællesskabets interesser. Men som bekendt er der noget der hedder politik. Og i denne affære har det i vid udstrækning været en taktisk fordel at kunne spille med skjulte kort.

Den nye åbenhed i forvaltningen betyder øgede muligheder for kontrol, idet borgerne nu ikke længere blot kan forlange aktindsigt i sager der vedrører dem selv, men generelt om alt muligt, hvilket jo i praksis vil blive pressens opgave. Den kritiske journalistik har dermed fået særdeles gunstige muligheder for at kigge embedsmandsværket i kortene og herigennem også kontrollere ministrene. Deraf opstår der sager som Tamil-sagen eller mail-sagen om sundhedsministeriets behandling af betalingen til privathospitalerne. Og nu dukker så den store Wikileaks-dokumentation op - som eksemplet over alle andre på den nye praksis som internettet giver muligheder for: at lække tusindvis af hemmelige dokumenter til den store offentlighed.

Dermed er vi kommet direkte ovre i fænomenet massekommunikation, der i modsætning til den personlige kommunikation mand og mand imellem er medieformidlet og upersonlig, undertiden endda anonym. Den går ud til mange på en og samme gang og har længe kun gået den ene vej, men den kan dog have flere led så feedback bliver mulig. Først med internettet er der skabt rige muligheder for respons og debat.

Netop internettet har givet særlige muligheder for hurtig udmelding og hurtig respons. Det er samtidigt så svært at kontrollere, at det ligesom i sin tid fjernsynet har givet undertrykte befolkninger muligheder for at orientere sig om hvad der sker i verden - uden hensyn til egne magthaveres forsøg på kontrol med kommunikationen. Internettet er med andre ord blevet en stærk faktor i enhver demokratiseringsproces. Det har gjort det svært for myndigheder og magthavere at skjule oplysninger de ikke ønsker frem. Wikileaks er et glimrende eksempel på denne demokratiske funktion.

Svagheden ved internettet er generelt at det i højere grad appellerer til dem der ønsker hurtig orientering der også har en vis sensationel karakter. Overfladiskheden sættes dermed over fordybelse og indlevelse. Informationsmængden kan i sig selv blive så omfattende at det er svært at finde de vigtigste informationer. I Wikileaks' foreliggende lækage er der som Julian Assange selv indrømmer ikke nogen enkelt afsløring der vælter noget billede, men et utal af delafsløringer der stort set kun fortæller det alle vidste i forvejen, men som næsten pisker visse myndigheder til at komme med en forklaring. Så får de lidt at bestille. Politikerne tør ikke sige nej til undersøgelser. Resultatet bliver næppe udslaggivende for nogetsomhelst. Det vil bekræfte begge parter i hvad de mente i forvejen. Men tiden og ressourcerne bliver spildt, endda effektivt.

Information af denne art er ganske enkelt det modsatte af hvad den berømte kybernetiker Norbert Wiener forstod ved sprog og kommunikation, nemlig "vort fælles middel mod forvirringens kræfter". I sin bog om kybernetikken og samfundet 'The Human Use and Human Beings' fra 1950 understreger han at "det er ikke mængden af afsendt oplysning der er vigtig for handlingen, men snarere den mængde af oplysninger der kan trænge tilstrækkeligt langt ind i et kommunikations- og oplagringsapparat til at tjene som igangsætter for handlingen."

Ud fra dette særdeles essentielle synspunkt kan man i allerhøjeste grad sætte spørgsmålstegn ved betimeligheden i Wikileaks' gigantiske læk af fortrolige oplysninger. De vil sætte både debat og undersøgelser af forskellig art i gang, og de kan formentlig også genere nogle statsledere og militære ledere, men de flytter næppe noget for alvor og er derfor egentlig en demokratisk narresut. Den tilfredsstiller dem der helst vil sutte videre på de meninger de har i forvejen og som bekræfter deres illusioner om at verden vil blive en fredelig plet i universet bare demokratiske lande strækker våben og overlader kamparenaen til islamistiske terrorister og principielle fjender af vestlige værdier.

For sagen er jo at fred og sikkerhed ikke kan skabes, udbredes eller opretholdes uden at de demokratiske og sekulariserede lande har vilje til at forsvare deres interesser med de midler der er nødvendige, når krigen er asymmetrisk i og med at fjenden er terrorister.

De demokratiske og vestlige lande kan aldrig være ligeglade med etiske eller andre, måske endnu mere overordnede idealer, men valget står ikke mellem etikken og krigen, men mellem den nødvendige aktive handling for sikkerhed, frihed og tryghed på den ene side og en eftergivenhed over for terroristiske fjender som undergraver de nævnte værdier. Den nødvendige etik er aldrig en blåøjet idealisme, tolerance eller pacifisme, men en konsistensetik der tager højde for de barske realiteter og ikke viger tilbage for nødvendig handling, selvom denne indebærer risiko for fejltagelser og fejlgreb. Konsistensetikken kan ikke dogmatisk fokusere på viljen til for enhver pris at undgå enhver fejl, men skal pragmatisk sørge for overvægt af det gode i livet på længere sigt og acceptere risikoen for fejltagelser hen ad vejen.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links til:

Wikileaks.org
Wikileaks - Iraq Diay Dig
Wikileaks - Intriduction

Relevante artikler på Jernesalt:

Konsistensetik
Jernesalts 2009-filosofi

Salomonisk løsning på striden om elitesoldatens bog?  (22.9.09.)
Politikens jægersag en mediestunt?  (17.9.09.)
Mediedækning af krig og konflikt - kontra oplysning  (2.2.09.)
Mediedækningn af regeringens skatte- og velfærdsudspil 21.8.07  (23.8.07.)
Dagbladene under pres  (19.4.07.)

Folketingsvalget i medierne (løbende serie fra 20.1.05.)
Overgreb i Fallujah? Har USA igen forsyndet sig mod krigens regler (19.11.04.)
Politik og medier Er politikerne i det gennem-medialiserede samfund dømt til populisme?