JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - mediedaek02

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.2.09.

Mediedækning af krig og konflikt - kontra oplysning

Den nylige Gazakrig har i høj grad aktualiseret spørgsmålet om mediernes dækning af krig og konflikt, fordi det daglige bombardement med billeder i aviser og på fjernsynsskærme af de systematiske ødelæggelser af palæstinensiske boligkvarterer ikke kunne andet end påvirke flertallet af seere til at fælde hastig dom over israelerne.

Billeder virker stærkere end ord, fordi psyken er således indrettet at billeder lettest går ned i de lag af psyken hvor primærprocesserne råder og skaber de bedst mulige betingelser for intense følelser og forestillinger. Ord kan udmærket gøre det samme - hvad alle demagoger udnytter - men de er også knyttet til sekundærprocesserne og disses stabile, men vagere følelser og forestillinger. Ord er derfor bedre egnet til den nøgterne og nuancerede belysning af et emne.

Manipulation af andre mennesker sker altså lettest med billedets hjælp, og det skal derfor fastholdes, at billedet aldrig er objektivt eller blot dokumenterende. Det er altid subjektivt og ledende. Det véd enhver reklamemand og enhver filmmand. Men ikke alle almindelige mennesker véd det. Derfor har manipulatorerne alle dage kunne narre almindelige mennesker med billeder og film. Folk tror billedet eller filmen taler sandt - og tænker ikke over at disse altid er set og optaget fra en bestemt vinkel, på et bestemt tidspunkt og med en bestemt hensigt.

I den nylige diskussion om anvendelsen af grufulde krigsbilleder som dokumentation af den virkelige verden har fotografer lagt ansvaret fra sig ved at hævde at de kun gør deres arbejde ved at 'dokumentere' hvad der sker hvor de er sendt ud. De indrømmer måske at de er med til at fortælle historier - og at deres billeder derfor ikke står alene, men er forbundet med journalisternes ledsagende tekstforklaringer. Ord og billede supplerer således hinanden, men det er efter visse pressefotografers mening ikke deres opgave at afgøre om bestemte billeder skal bringes eller ej. Det er redaktørernes.

Og det er naturligvis ikke helt forkert, men er blot et eksempel på den reelle ansvarsforflygtigelse der sker med den helt almindelige arbejdsdeling.

I diskussionen har det være anført at billedet får mening ved at gå tæt på krig og død i og med at det derved "skildrer virkeligheden som den ser ud på slagmarken". Redaktionerne kan hævde at de blot ønsker gennem deres prioriteringer af stoffet og billedmaterialet at afspejle virkeligheden. De kan hævde at der i hvert enkelt tilfælde sker en konkret vurdering af prioriteringen. Ja, de kan frejdigt postulere, at billeder aldrig bringes for effektens skyld.

Men læserne er ikke uden videre enige. Nogle mener at folk skal have mulighed for at se hvad der virkeligt sker, men at redaktionerne dog skal gøre sig umage med at overveje balance, etik og relevans. Andre finder det dybt uetisk at udstille billeder af døende og lidende mennesker. Nogle mener at billederne gør ofrene til medmennesker. Andre at de overskrider grænserne for respekt, og at de skræmmer folk og især børn. Ja, nogle beskylder redaktionerne for at gå populismens ærinde, hvis de opprioriterer de grufulde billeder.

Kendsgerningen er nok at redaktionerne er nødt til i det mindste at prøve at finde en balance, allerede af den grund at de kan miste læsere ved at skræmme folk for meget. Det grufulde - krig og død, sygdom og hungersnød - hører med til virkeligheden og kan ikke totalt holdes uden for nøgterne skildringer af virkeligheden. Børn skal ikke skræmmes med grufulde billeder som små, men de kan ikke i længden forholdes fakta om den barske virkelighed.

Sagen er imidlertid også at alle mennesker har automatiske filtre der frasorterer de ubehagelige billeder og indtryk der er mere eller mindre irrelevante for deres egen livssituation. De fleste vænnes til billeder der påtvinges dem til stadighed og som de finder enten ligegyldige eller direkte frastødende. De fleste reagerer sundt på direkte manipulation og ensidig propaganda med hån og latter eller simpel sløvhed og ligegyldighed. Man lukker øjne og øren - og er heldigvis gode til det. Og man afskyr magthavere der spyr ensidig propaganda ud døgnet rundt.

De fleste mennesker vænner sig også til grufulde billeder af krig. De kan nok i den øjeblikkelige situation blive opbragt over særlige grufulde billeder. Men de sløves efterhånden - af den ganske enkle grund at det ikke er psykisk muligt at holde følelser og forestillinger oppe på en højt niveau af intensitet i længere tid. Man kan i værste fald se det som en slags afstumpning, men det er ikke det rigtige ord, for reelt er der tale om en sund reaktion over for noget man påtvinges og ikke selv kan gøre noget ved. Afstumpning ville der først være tale om, hvis et menneske ikke længere reagerer instinktivt på indtryk der stammer fra hverdagen og nærmiljøet - altså fx på begivenheder der går direkte ud over de mennesker man har med at gøre til hverdag.

Det er derfor heller ikke afstumpning at gå nøjere ind i konkrete vurderinger af de krigssituationer der billedmæssigt og umiddelbart fremtræder grufulde og fordømmelsesværdige, men som efter en nærmere analyse må siges at være langt vanskeligere at bedømme hvad angår skyld og ansvar.

Forholdet er særdeles tydeligt i Gazakrigen, hvor det er let ud fra billederne af de palæstinensiske ofre for israelernes bombardementer at give Israel skylden for ulykkerne, men hvor sandheden er at Hamas fører asymmetrisk krig og derfor bevidst sørger for at skjule de militser og missiler som terroriserer den israelske befolkning blandt den palæstinensiske civilbefolkning. I den situation har Israel intet andet valg end at bombe beboelseskvarterer der rummer disse militser og missiler - selvom det ikke kan undgås at bombardementerne også rammer den uskyldige civilbefolkning.

Det er ikke kynisme fra israelsk side at se sådan på sagen. Det er derimod en nødvendig realisme. Og det samme gælder betragtningen udefra - fra vestlige iagttagere der har ondt af den palæstinensiske civilbefolkning, men betragter Hamas' terrorsektion som den egentlige ansvarlige.

I den standende diskussion om pressens rolle har der også været beklagelser over at pressen er alt for fokuseret på de negative historier og ikke interesserer sig for de positive.

DR's nyhedschef Ulrik Haagerup har for nylig efterlyst konstruktive nyheder med ordene: "Vi skal stadig lave den kritiske dækning med skurke og problemer. Men vi skal også vise den del af virkeligheden som man bliver glad over. Det verdensbillede vi journalister samlet giver er skævt. Du bliver ikke løftet. Der er ingen muligheder".

Og forleden kunne man sågar i tv-nyhederne se en virksomhedsleder tage konsekvensen af synspunktet. Han censurerede de aviser som hans medarbejdere havde til rådighed ved brutalt at klippe alle dårlige og deprimerende nyheder om krig og finanskrise ud af dem. Det kunne være interessant at høre, hvor længe han gider den slags. Men det får vi nok ikke at vide.

Haagerups synspunkt - som naturligvis er langt mere nuanceret end det fremgår her - er ikke holdbart. For det kan aldrig blive et brugbart hovedkriterium for nyhedsmediernes prioritering af stoffet om dette umiddelbart kan løfte seerne og læserne og gøre dem glade. Det er at undervurdere folks egne evner til at sortere hvad de vil have. Gør nyhedsmedierne sig skyld i overdreven fokusering på alt det negative, vil de naturligvis blive valgt fra.

Nej, det afgørende for nyhedsmedierne må være at de bidrager til at gøre det muligt for læsere og seere at holde sig bredt orienteret om hvad der foregår på en sådan måde at de bliver i stand til at vurdere begivenhederne og tendenserne selv. Det afgørende er ikke om at stoffet overvejende er positivt eller negativt, da begge dele jo kan være både sandt og relevant, men om begivenhederne skildres overfladisk med vægt på påvirkning af de psykiske primærprocesser og de intense følelser og forestillinger - eller om de skildres og analyseres nuanceret og dyberegående med vægt på påvirkning af de psykiske sekundærprocesser.

Bringes nyhederne med vægt på den umiddelbare effekt, kan der muligvis sælges flere aviser og skaffes højere seertal, ligesom folk muligvis kan blive triste og deprimerede. Men hvis de bringes med henblik på dybere indsigt og forståelse, så flyttes fokus fra om de er mere eller mindre triste til om de er mere eller mindre velegnede til at fastholde den sunde sans for proportioner og for relativ konsistensetik.

Krig og død skal ikke fjernes fra virkelighedsbilledet, da begge dele hører virkeligheden til. Men konsistensetikken kræver altid at mennesket sørger for overvægt af det gode i livet - og derfor bevarer realitetssansen og nøgternheden fuldtud ved siden af den positive og konstruktive livsindstilling.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Gazakrigens tilspidsning netop under storkrisen   (30.1.09.)
De psykiske grundprocesser
Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
Etik og eksistens   (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens)
Dannelsens hemmelighed og udfordring  (20.9.04.) om bl.a. mediernes rolle i dannelsen