JERNESALT - afghan01
ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.1.07.
Afghanistan-sagens substans og misbrug
- DR's utroværdighed og regeringens afmægtighed
Substansen - Realiteten - Kritikken - Konklusionen
Substansen Til toppen
Næste
Egentligt er det højst mærkværdigt at en film som Christoffer Guldbrandsens 'Den hemmelige krig' kan ophidse gemytterne i den grad som tilfældet er. Undertegnede må blankt indrømme at jeg slet ikke har gidet se filmen da den blev vist på DR, for det fremgik ganske klart af både foromtalen og de senere anmeldelser og kommentarer at filmen kun kan betragtes som en ren propagandafilm i bedste Goebbels-stil. Den slags har der været og er der fortsat meget af i verden. Sovjetregimet var lige så dygtigt som Naziregimet i brugen af slagsen. Det var endog den geniale russiske instruktør Sergei Eisenstein (ham med 'Panserkrydseren Potemkin') der skabte selve den montageteknik der suverænt muliggør filmens suspension af psykens kritiske grundprocesser. Amerikanere som Michael Moore mestrer også kunsten - ligesom flertallet af arabiske tv-kanaler. Propagandafilm er fuldstændigt lovlige - også i demokratier, de kan være mere eller mindre vellykkede i kunstnerisk forstand (Riefenstahls film fra Berlin-Oplympiaden 1936 er en nydelse at se den dag i dag), men de skal under ingen omstændigheder tages som objektive sandheder.
Guldbrandsens film rummer - så vidt jeg har kunnet konstatere gennem omtalerne - ingen som helst regulær dokumentation for svigt fra den danske regerings side, men derimod en lang række løse påstande og beskyldninger med klart partipolitisk sigte. Hvad den afslører er ene og alene 1) uklare regler for dansk fangebehandling i 2002 og 2) umuligheden af at bygge anklager på usikker erindring.
I bagklogskabens lys, dvs i lys af det der senere blev kendt om amerikanernes behandling af fanger fra Guantanamo-lejren på Cuba og Abu-Ghraib-fængslet i Irak, er det meget let at se at forsvarets regler for behandling af tilfangetagne afghanere i 2002 var utilstrækkelige, hvis de effektivt skulle udelukke risikoen for umenneskelig behandling af fanger ved udlevering til amerikanerne. Ingen bestrider mig bekendt dette, men dermed er ikke ført bevis for at den daværende forsvarsminister eller regeringen som sådan vidste noget kritisabelt i 2002 eller siden har foreholdt folketinget oplysninger om sagen.
Guldbrandsen har i 2005 og 06 været i Afghanistan samt interviewet flere af de personer der havde tjeneste i såvel de danske som de amerikanske styrker. De udtaler sig i visse tilfælde kritisk over for den danske hærledelse, i andre tilfælde ikke. Men som det fremgår at referaterne i aviserne, så beror deres udtalelser på erindring. Herunder om en sådan tilsyneladende afgørende ting som hvorvidt de danske soldater under missioner i marken bar danske flag som identitetsmærker på skulderen eller ej. En dansk oberst der har gjort tjeneste ved styrkerne i Afghanistan hævder at det ville være tåbeligt at bære sådanne identitetsmærker under aktioner, og dette har dog en vis vægt, men udelukker selvfølgelig ikke stedfundne tåbeligheder. Men striden om filmen ender hele tiden med påstand mod påstand. Hver part hævder at have ret, og det kunne man så blot tage til efterretning som subjektiv mening - men nogle vil også have officielt ret, herunder ikke blot oppositionen med fhv udenrigsminister Mogens Lykketoft i spidsen, men også forsvarsminister Søren Gade, der med rette føler sig uretfærdigt behandlet. Men det kan siges med sikkerhed - uanset om der på et eller andet tidspunkt foretages en dyberegående undersøgelse af sagen - at ingen vil ende med at få officielt ret. For sagen er af en art så man aldrig kan afgøre det.
Realiteten Til toppen
Næste
En anden ting der slår én i sagen er at interessen for de ganske få involverede fanger og deres videre skæbne er forsvindende lille - nu som den gang. Mediepostyret er til gengæld enormt, ja det er omvendt proportionalt med interessen for fangerne.
Postyret udnyttes ganske naturligt optimalt af oppositionen, og navnlig af socialdemokraterne, der jo i løbet af sidste sommer og efterår fik vendt tilbagegangen i meningsmålingerne og nu har fået den opmuntring der betyder at de for alvor kan se fremad. Det betyder pudsigt nok, at de kan tvinge regeringen til at beskæftige sig mere og mere med fortiden, nemlig med de 'sager' som kun kan opnå status af 'sager', fordi de knytter sig til den del af udenrigs- og sikkerhedspolitikken som er blevet en belastning for regeringen. Hverken krigen i Afghanistan eller i Irak går efter planerne, men hurtig succes er nu engang vælgerflertallets kriterium for om et større udenrigspolitisk engagement er rigtigt eller forkert. Den danske regering kan ligesom den amerikanske og britiske tale aldrig så meget om det langsigtede mål og den historiske opgave de vil. Det hjælper ikke, for vælgerflertallets horisont er måneder og nogle få år. Et klart flertal af befolkningen i Danmark, Storbritannien og USA vil have tropperne hjem fra Irak og Afghanistan hurtigst muligt. Derfor har oppositionen uden egen fortjeneste fået appelsinen i turbanen - og regeringen kan kun satse på at få de danske tropper hjem fra Irak inden et år.
Postyret om Afghanistan-fangerne 2002 fremmes af medierne, og ganske særligt af DR. Og det er der i og for sig intet mærkværdigt i, fordi medierne lever af at sælge sensationer og ophidse folk. Den regulære, nøgterne og stilfærdige oplysning findes fortsat, men i den hårde konkurrence om seernes og lytternes opmærksomhed, slås der først og fremmest på tromme for sensationer - ganske som i teatrene og i operaen. Samtale og åbning for dybere erkendelse er stort set forsvundet til fordel for larmende debatprogrammer og indædte diskussioner mellem folk der holder lange monologer, men aldrig lytter til modparten. Danmarks Radios public service-forpligtelser varetages fortsat på et relativt højt niveau. Men nyhedsformidlingen er ikke på højde med hverken kravet om upartiskhed eller hensynet til ønsket om en højere folkelig oplysning. Egentligt burde dette dokumenteres nærmere her på Jernesalt - det kunne da være en glimrende udfordring - men undertegnede må indrømme at jeg allerede i 1970'erne mistede tilliden til troværdigheden af DR's tv-nyheder.
Men til realiterne i Afghanistan-sagen hører også selve den kendsgerning at filmmediet i princippet er uegnet som grundlag for seriøse anklager. Undertiden høres den påstand at dette skyldes, at tv og film som primært visuelle medier henvender sig mere til følelsen end til forstanden. Men det er den slags primitive argumentation der ser fuldstændigt bort fra det forhold at det for såvel følelserne som fornuften gælder at den altafgørende forskel ligger mellem de følelser og tanker der er stabile og dem der er ustabile - jf. artiklen om De psykiske grundprocesser. Det er de sidstnævnte der via ophidselse kan suspendere al nøgterne bedømmelse. Men denne beror lige så meget på følelser som på fornuft. Visuelle medier kan derfor appellere lige så meget til fornuften som til følelserne - det kommer fuldstændigt an på hvordan man griber en opgave an.
Generelt er subjektiviteten en fordel i al formidling i den forstand at kun den engagerede forsker, forfatter, journalist eller kunstner er i stand til at formidle en sådan appel til andres følelser og fornuft at det lægger op til personlig stillingtagen. Subjektiviteten er derfor ikke i sig selv en skavank ved formidling af oplysning. Det bliver den først når oplysningen bliver ensidig. Og det er just hvad mange seere, inklusive undertegnede, har indtrykket af gælder DR's nyhedsudsendelser og dokumentarprogrammer.
Seere og vælgere har naturligvis i de fleste tilfælde forudfattede meninger om tingene, herunder også om krigene i Afghanistan og Irak. Mange har fra starten været imod den danske deltagelse i krigene. Og flere er kommet til efterhånden som krigene er gået skævt. Dette indebærer at der i dag er langt større lydhørhed over for en kritik af den danske regering af den art der fremlægges i Guldbrandsens film. Modstanderne af regeringen i almindelighed og af krigene i særdeleshed vil gerne have bekræftelse på deres fordomme, og oppositionen høster åbenlyst store fordele af alt der kan bekræfte fordommene. For flere af vælgerne er blevet påvirkelige af propagandaen i disse sager. Men det er ikke selvfølgeligt at en institution som DR skal tage så klart parti i dem som den gør.
Kritikken Til toppen
Næste
Kritikken af DR forekommer derfor ganske berettiget i den aktuelle sag - uanset hvem der i sidste ende måtte have ret hvad angår de faktuelle forhold. For det kan ganske enkelt ikke være meningen at DR skal gå ind i et endeløst mundhuggeri om hvem der har ret, når dette overhovedet ikke kan definitivt afgøres på nuværende tidspunkt og formentlig heller aldrig senere hen. Ved at gøre sig til part i sagen, opnår DR ikke andet end at få sat spørgsmålstegn ved sin troværdighed.
Forsvarsminister Søren Gades reaktion på Guldsbrandsens og DR's beskyldninger er fuldt forståelig, for de fejl DR har indrømmet i filmen og i formidlingen er ikke helt så små som man hævder. Det fremgår først og fremmest af den massive hetz mod regeringen som har bundet den til et utal af 'krydsforhør' i såvel tv som folketingssal, skønt de har været objektivt set nytteløse, men propagandistisk set til allerstørste fordel for oppositionen
Ytrings- og pressefriheden er vel at mærke ikke blevet truet af statsministerens modangreb på DR forleden, for Anders Fogh Rasmussen har på ingen måde forsøgt at begrænse DR's muligheder for regeringskritik, men holdt sig til at afvise konkrete beskyldninger. Og det er hans klare ret. Men det siger til gengæld en del om DR's og visse andre mediers sigte med kritikken, at man forsøger at dreje modkritikken derhen.
Nyhedsavisen og Weekendavisen kan begge siges at være gået for vidt i deres kritik af DR. Nyhedsavisen har fortjenstfuldt påvist faktuelle fejl i film og formidling, men kan lige så lidt som Weekendavisen dokumentere en bevidst strategi fra DR's side. Når chefredaktør David Trads i en kommentar 24.1. påstår at Danmark Radio er i sin måske største krise nogensinde, så er det en tom påstand, for DR har medvind i opposition og vælgerflertal, og er formentlig lige så urørlig som man var i 1970'erne. Og når chefredaktør Anne Knudsen i Weekendavisen 26.1. udnævner Danmarks Radios TV til et propagandaministerium der har som mål at miskreditere forsvarsministeren, chikanere statsministeren og om muligt vælte regeringen og skaffe socialdemokraterne tilbage til roret, så er det under alle omstændigheder vældigt morsomt skrevet - og kan meget vel være sandheden. Det kan bare ikke bevises, for så dumme er man trods alt ikke i DR, at man nedfælder den slags sort på hvidt, så det kan dokumenteres.
Regeringen kan måske siges i denne situation at handle lidet betænksomt, fordi den i for høj grad sigter på tilbagevisning af urimelige beskyldninger, skønt det er en ældgammel erfaring at dementier ikke batter noget, når først de grove anklager eller insinuationer er nået ud til offentligheden og gentaget i det uendelige med største larm. Helt at fortie de uretfærdige anklager ville næppe gå, men regeringen kommer ikke i offensiven igen ved at koncentrere sig om defensiven.
Konklusionen Til toppen Næste
Sandheden er jo, at menneskerettighederne efterhånden prioriteres langt højere end alt andet i flertallets bevidsthed, så højt at det til syvende og sidst fuldstændigt udelukker udenrigspolitisk og militært engagement i de dele af verden der er præget af terrorisme eller anden form for fundamentalistisk besættelse.
Stemningen i vælgerbefolkningen er på denne baggrund blevet yderst påvirkelig af mediernes omtale af enkeltstående sager om enkeltmenneskers skæbne. Regulær medieblæst eller -hetz kan sætte skred i vælgergunsten, så det kan blive svært for en regering at forhindre det, når uheldet er ude. Derfor skal en regering indstille sig på mindst mulig risiko.
Det gør det ikke lettere, at forståelse for de psykologiske processer er så mangelfuld hos både de almindelige vælgere og politikerne, at de politiske ledere ikke har en jordisk chance for at forklare sig ud af ret meget. Og de forstår ikke at alternativet ikke er at stikke halen mellem benene, men at opgive rethaveriet og i stedet fokusere på de langsigtede mål.
Men her gælder, at langsigtet påvirkning af mennesker kun er mulig gennem brug af de universelle arketypiske forestillinger. Det er alene dem der har energiladninger af en størrelsesorden der kan sikre stabil og langvarig tilslutning til store mål. Men hvis der er noget politikere ikke ved noget om, så er der dybdepsykologi. Det afsløres for regeringspartiernes vedkommende af deres ret samstemmende afvisning af religion i det offentlige rum. De opfatter nemlig fuldstændigt fejlagtigt religion som identisk med dogmatisk religion af den art der trives i såvel den kristne kirke som islam. De kender end ikke af navn det kolossale potentiale der ligger i religion af ikke-dogmatisk art som primært trækker på energierne fra de arketypiske forestillinger, dvs fra de allerdybeste universelle forestillinger i menneskenes kollektive ubevidsthed.
Regeringens afmægtighed i den aktuelle sag er ikke blot en følge af mediehetzen og dennes brug af de taknemmelige psykiske primærprocesser, men er også en følge af statsministerene totale mangel på forståelse for religionens betydning i vore dages samfunds- og kulturliv. Tilsyneladende forstår han heller ikke at oppositionen, og navnlig socialdemokraterne (samt den radikale Naser Khader), har fået held til - uden at ville det bevidst og uden at have opdaget det bevidst - at trække på dybe kollektive forestillinger som succes, solidaritet, fællesskab og fremskridt.
Valgkampen er jo forlængst kommet i gang og den vindes ikke nødvendigvis af de partier der på rationelt plan har leveret de bedste løsninger på tidens mange udfordringer, men tværtimod af de partier der påvirker flest kortsigtsvælgere, uanset om det er retfærdigt eller ej. Den eneste chance den siddende regering har for at forhindre oppositionen i at trække det længste strå er at den finder frem til kontakten med de arketypiske forestillinger der kan give energi til opslutning og fremdrift.
Under alle omstændigheder gælder at den aktuelle sag om Afghanistan-fangerne er så afslørende for de psykiske processers udslagsgivende kraft, at det kræver humoristisk sans at forstå det politiske spils tilfældigheder og mangel på konsekvens og retfærdighed.
Heldigvis har forsvarsminister Søren Gade efterhånden fået udviklet sin medfødte humoristiske sans så meget, at han kan bevare distancen til de uretfærdige beskyldninger og fx 28.1. erklære at det rager ham en høstblomst om DR kan leve med sit troværdighedsproblem. Den holdning gør han klogt i. Han skal blot sige klart og tydeligt fra. Han stod i en samtale i DR's Deadline forleden også for den gode bemærkning at der er to ting vi ikke kan tillade os her i landet, og det er at tegne Muhammed og kritisere Danmarks Radio. Begge dele er jo nærmest blevet helligbrøde - men det er katastrofalt for ytringsfriheden.
Humoren skal bevares. Det vil ikke blot sige retten til at tænke, tegne og ytre sig frit, men også evnen til at acceptere at retfærdigheden ikke altid sker fyldest i tilværelsen - og slet ikke i politik.
Jan Jernewicz
Henvisninger: At læse Jernesalt
Michael Moore
Muhammed-tegningerne og forargelsen (15.10.06.)
Muhammed-sagen (oversigt over artiklerne fra og med 20.10.05.)
De psykiske grundprocesser
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi (16.4.06.)
Foghs åbning og lukning (6.10.06.)
Fogh, religion og sammenhængskraft (24.5.06.)
Medieskabt tortur-hysteri
(5.8.04.)
Politik og medier (Er politikerne i det gennem-medialiserede samfund dømt til populisme?)
Artikler om Danmark
Artikler om Medier
Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Humor
Artikler om religion
Artikler om Sekularisering
Til toppen
Til forsiden
PrintVersion
Tip en ven
utils postfix clean
|
.jpg)
