ARTIKEL FRA JERNESALT - 20.5.04.

Politik og medier

I den oversigtsgivende og på mange måder spændende bog ‘Det selskabelige samfund' belyser medieforskeren Stig Hjarvard den store indflydelse selve medialiseringen af samfundet har på såvel hverdagslivet som det politiske og det religiøse liv.

At samfundet takket været medier som radio, fjernsyn, computer, internet og mobiltelefon navnlig de sidste 20-30 år er blevet systematisk medialiseret betyder ikke blot at alle samfundets institutioner fra familie til politik og kongehus er blevet mere og mere afhængige af medierne i deres virke, men også at medierne med Hjarvards ord er kommet mellem mennesker således at forstå, at deres indbyrdes kommunikation påvirkes af mediernes teknologi, økonomi og udtryksformer.

Da Hjarvard ikke bestrider at den uforstyrrede samtale ansigt-til-ansigt fortsat udgør grundformen for den menneskelige kommunikation og interaktion, skal hans påstand altså på ingen forstås derhen at ægte kommunikation er udelukket eller reduceret endsige helt bortfaldet, men at den i langt højere grad end tidligere formidles gennem tekniske medier. Faktisk prøver han et sted at postulere at også den gammeldags direkte kommunikation gennem talen og lytten skulle være medieret, for så vidt den finder sted gennem sanseapparatet, men her synes han nærmest at opløse sin egen tese. For naturligvis svæver menneskene ikke frit i rummet som rene ånder, men er legemliggjorte og derfor afhængige af sanserne.

Det nye i forhold til situationen før telefon og radio er netop, at de moderne medier med hele deres teknologi, økonomi og specielle udtryksformer og -muligheder er kommet mellem mennesker således at de temmelig frit og for de flestes vedkommende ret ubesværet kan bevæge sig mellem den direkte ansigt-til-ansigt-kommunikation og de mange medierede. Og naturligvis også, at de rent faktisk gør det. Om samfundet af den grund ligefrem kan kaldes ‘selskabeligt' er et helt andet spørgsmål, som vi vender tilbage til. Men det kan i hvert fald ikke bestrides, at den faktiske mediering gør en afgørende forskel mellem det moderne samfund og det gamle. De mennesker der ikke har adgang til og dagligt bruger computer og internet har sværere ved at følge med i hvad der foregår end andre. Og de der ikke ejer og bruger en mobiltelefon har ikke den nemme og hurtige kontakt med venner og familie som andre har.

Hjarvard glemmer helt Tor Nørretranders' udmærkede skelnen mellem ‘information' og ‘exformation'. Information i sig selv er ikke og har aldrig været et gode, for der er flere hundrede gange så megen fuldstændig overflødig information i verden som der er nødvendig information. Og det er naturligvis den sidstnævnte udviklingen afhænger af. Men den kommer ikke af sig selv, men kræver udvælgelse og sortering. Det er exformationen, den udvalgte og nødvendige information der gør forskellen. Sådan har det iøvrigt altid været og sådan vil det vedblive at være. Den nye informationsteknologi øger mulighederne for spredning af information kolossalt - foruden mulighederne for genvinster i form af bedre selskabelig kontakt, men der er fortsat forskel på information der kun kan bruges til leg og selskabelighed og information der kan bruges til seriøse formål i erhvervsliv, administration, politik, kunst, forskning og religion. Søger man kun den information der kan bruges til leg og underholdning, er man ringere stillet end hvis man søger den seriøse information, exformationen.

Der er følgelig også forskel på nyhedsmedier der primært satser på formidling af den underholdende information og nyhedsmedier der anser det for en hovedopgave af formidle seriøs exformation med relevant baggrundsstof og kritiske analyser og kommentarer. Men det er rigtigt som Hjarvard påpeger, at aviserne i dag (herunder tv-aviserne) ikke kun skal informere og oplyse, hvis de vil overleve, men også formidle livsstil og skabe kulturel identitet. De har fortsat de politiske nyheder, men deres volumenforøgelse har fundet sted på andre områder. Hvad enhver har måttet konstatere der kan huske hvilket indhold aviserne havde for tyve år siden. Sagen er jo blot, at de to ting ikke behøver at udelukke hinanden. De bedste aviser finder en passende balance.

Pressen kan imidlertid ikke længere ubetinget forstås som ‘den fjerde statsmagt', dvs som vagthunden i samfundet over for den lovgivende, udøvende og dømmende statsmagt. Den er efterhånden med sociologen Martin Eides ord blevet den ‘fjerde servicemagt' ved siden af de andre. Det betyder at pressen leverer det moderne menneske den vitale service at hjælpe ham med at orientere sig i en verden i hastig forandring. Igen må det konstateres, at de to ting ikke udelukker hinanden. Det er da nødvendigt at orientere sig i verden, så man ved hvad der er op og ned, frem og tilbage, seriøst og underholdende, nødvendigt og overflødigt. Og det kan medierne - aviser, tv, internettet - hjælpe med. Blandt andet ved at påpege, at den enkelte altid selv må gøre den afgørende udvælgelse af informationerne. Men altsammen udelukker det da ikke den kritiske funktion over for magthaverne. Tværtimod viser det sidste års voldsomme og polariserede debat om Irak-krigen da til fulde, at pressens kritiske sans ikke har svigtet.

Mærkeligt nok mener Hjarvard at nyhedsmediernes identitet derved har forskubbet sig fra den rent politiske sfære til hvad han kalder en post-politisk tilstand. Det afslører dog først og fremmest Hjarvards egen forblindelse. Han tror vi lever i en postmoderne verden uden faste målestokke. Sådan kan verden også sagtens tage sig ud, hvis man vel at mærke dømmer den alene ud fra hvordan medierne ser den, de medier der selv lever højt på at dyrke postmodernismen, den mere eller mere kunstige, øjebliksorienterede og underholdningsprægede opfattelse af tilværelsen. For i virkelighedens verden er der stadig neden under det overfladiske postmodernistiske halløj, underholdningen og selskabeligheden, et fundament af alvor og konsekvens der ikke påvirkes synderligt endsige rystes af overfladens modestrømninger.

Det er i hvert fald et faktum, at de politiske partier igennem mange år har mistet tilslutning og indflydelse, og at vælgervandringerne samtidig er taget til i et omfang der gør mediepåvirkningerne større end nogensinde. Politikerne har altid siden demokratiets indførelse været tvunget til at tiltrække vælgere ved at forsøge 'at optræde folkeligt, tale jovialt og blande sig med almindelige mennesker' som Hjarvard skriver, men nu om dage går tendensen i stigende grad i retning af, at politikerne også skal 'være personlige og fremstå som hele personer, hvis privatliv fylder lige så meget som deres politiske liv'.

Det sidste betyder at politikernes engagement ikke alene som hidtil skal fremstå som motiveret af personlige erfaringer og karaktertræk - hvad ingen kan have noget imod - men efter Hjarvards mening også at "deres politiske autoritet og troværdighed i stigende grad bygger på deres evne til at iscenesætte sig som privatpersoner og indvie os i deres intime liv".

Det lyder ikke rart - og det passer heller ikke!

For sagen er, at Hjarvard kan have nogen ret i, at politikerne til en vis grad må personliggøre det politiske engagement for at tiltrække opmærksomhed 'i mediernes støjende kakofoni', som han kalder det, og at medierne spiller aktivt med i afdækningen af politikernes personlige erfaringer og identitet. Men det holder ikke at deres autoritet og troværdighed bygger på deres evne til iscenesættelse og intimiteter. Tværtimod er der en fundamental modsætning mellem autoritet og troværdighed på den ene side og iscenesættelse og intimitet på den anden side. Det forholder sig dybest set sådan, at autoriteten og troværdigheden alt andet lige er omvendt proportional med iscenesættelsen og intimiteten.

Dette betyder at det normalt vil hævne sig for en politiker og hans autoritet og troværdighed at fremstå som en mand der bevidst forsøger at iscenesætte sig på kunstig uoprigtig vis og udstille mere af sit privatliv end hvad der kræves for at få et ordentligt bedømmelsesgrundlag for vedkommendes personlighed. Det gavnede bestemt ikke præsident Clintons autoritet og troværdighed at hans liderlighed var så utæmmet at han end ikke kunne overholde almindelige regler for sømmelighed i offentligt embede. Og det gavnede bestemt heller ikke Poul Nyrup Rasmussens autoritet og troværdighed at han ved flere lejligheder spillede op til mediernes behov for private billeder.

Det er ikke alene nødvendigt for en seriøs politiker der vil indgyde respekt, autoritet og troværdighed at bevare seriøsiteten under alle forhold, det er faktisk også muligt at gøre det - uden på nogen måde at afskrive sig fra muligheden for at fremstå som en ægte personlighed med følelser, interesser, fortid og erfaringer sådan som de fleste forbinder det med ordet 'personlighed'.

Ja vist, men den gråhårede er altså ikke på forhånd dømt ude i forhold til den blonde, mørkhårede eller rødhårede. Og den ældre og erfarne ikke på forhånd dømt ude i forhold til den unge og uerfarne. Køn, tøjstil, fødeegn og 'klasse' er heller ikke udslaggivende i sig selv. Der skal som hovedregel altid mere til. Nemlig viden, forhandlingsevner, mål og resultatorientering - og hvad fremtoningen angår det man kalder 'karisma', som er en medfødt egenskab.

Når Hjarvard postulerer at nærhed alt andet lige sælger bedre end væsentlighed, er det en sandhed med modifikation. Den kan nemlig gælde den øjeblikkelige vurdering, men behøver ikke gælde den langsigtede. Og underligt nok forholder det sig sådan, at folk selv i postmodernistiske tider sagtens kan skelne mellem det kortsigtede og det langsigtede og mellem det ægte og kunstige, tillagte og opstyltede. Og de gør det også! Derfor skal en politiker ikke tro at han ved at optræde i underholdningsprogrammer på lige fod med almindelige mennesker og professionelle entertainere og mediefolk kan vinde meget mere end den stakkede omtale lotto-vindere kan få for en dag ved rent og skært held. Det er desværre Hjarvard der er så fokuseret på det postmodernistiske og mediestyrede, at det styrer hans betragtning og bedømmelse i alt andet end objektiv retning.

Det betyder også at den megen snak om større åbenhed i politik skal tages med et gran salt. Det er godt for demokratiet at der er størst mulig åbenhed i det politiske, økonomiske og administrative system, men det er en narresut at tro at åbenheden nogensinde kan være eller blive ubegrænset. Det vil gøre seriøsiteten komplet umulig. Denne kræver nemlig i alle afgørende situationer en tillid og fortrolighed der er uforenelig med åbenhed.

Vi hylder i Vesten med rette 'det åbne samfund', men det er en misforståelse at tro, at dette vil sige et samfund hvor alle deltager i og har lige stor indflydelse på beslutningerne. Nej, det betyder, at aftaler og kontrakter er tilgængelige for alle, at alle står til ansvar for deres beslutninger og handlinger, at kritik af magthaverne er tilladt og finder sted - og at man på nærmere bestemte måder og tider kan komme af med de valgte politikere, hvis de ikke lever op til tilliden og troværdigheden.

Det åbne samfund er demokratisk, og demokrati vil jo sige at alle borgere på lige fod er med til at vælge de politikere der skal have magt til at lovgive og administrere. Den frie udvælgelsesproces har som fundament en åben debat, og det er derfor ikke uden grund at demokrati af nogle er defineret som samtale. Men da samtalen i vore dage i vid udstrækning - også ifølge Hjarvard - er devalueret til konversation, er det naturligvis nødvendigt at skelne mellem den underholdende, selskabelige samtale (konversationen) og den problemløsende eller tillidskabende samtale (dialogen eller forhandlingen).

Demokratiet står og falder med dialogen der tager problemerne alvorligt og som stiler efter deres løsning på en måde der kan accepteres af det store flertal. Demokratiet indebærer følgelig at man deler sig efter anskuelse og lærer at håndtere uenigheder og modsætninger på en fornuftig og konstruktiv måde. Det selskabelige samfund derimod står og falder med konversationen og den nære kontakt og vil derfor have indbygget tilbøjelighed til at gå uden om problemer og konflikter, fordi disse forstyrrer idyllen og freden.

Demokratiet og 'Det selskabelige samfund' er følgelig to forskellige ting. Og demokratiets politikere er fortsat nødt til at være seriøse og undgå at falde i populismens, underholdningsmediernes og medialiseringens fælder. Medialiseringen i sig selv er ingen fare for demokratiet, men den kræver nøjagtigt den distance til teknologien, økonomien og udtryksformerne samt modestrømningerne som demokratiet altid har gjort.

Heldigvis er der også medier - herunder 'Jernesalt' - der medvirker til at holde denne distance.

Er samfundet blevet selskabeligt?
Eller er dette bare en postmodernistisk tese?

Medierne og religionen
om en medieforskers syn på 'de åndelige medier'

Er monarkiet utidssvarende?
Et naturligt spørgsmål efter en uge med kongerøgelse.

Øvrige artikler om dansk politik: Klik

Øvrige artikler om medier: Klik