ARTIKEL FRA JERNESALT - 18.5.04.

Er monarkiet utidssvarende?

Efter en uge med kongerøgelse i endeløse medie-baner er det ganske naturligt, for ikke at sige nødvendigt, at stille spørgsmålet, om monarkiet i Danmark er en anakronisme i direkte strid med demokratiet. Spørgsmålet er selvfølgelig forlængst besvaret med et utvetydigt ja af deciderede republikanere - uden at det har gjort nogen forskel, for republikanerne er ikke alene i klart mindretal, de er så få at de slet ikke kan trænge igennem med deres budskab.

Men også mere moderate, principielle tilhængere af republikken har været på banen for at efterlyse i det mindste en debat om sagen i de medier der ellers ikke har kunnet holde måde. Således medieforskeren fra RUC Michael Bruun Andersen i Deadline på DR2 torsdag den 13. over for DR's nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen, der imidlertid kunne forsvare DR's dækning sagligt og selvfølgeligt.

Men professor i medievidenskab ved Københavns Universitet, Stig Hjarvard har i en kronik onsdag den 12. - dvs to dage før årets bryllup - gjort gældende at kongehuset på mange måder er "en institution som helt grundlæggende strider mod principperne i et moderne og demokratisk retssamfund", idet 1) dets privilegier er baseret på arvefølge og ikke demokratiske valg, 2) dets medlemmer er hævet over loven og 3) dets tilhørende ærbødighedskultur er helt ude af trit med moderne omgangsformer. Postulaterne blev såmænd fremsat i dagbladet Politiken, der søndagen i forvejen brillerede med et seks siders langt og udmærket interview af Ninka med Mary Donaldson.

Hjarvard finder det så paradoksalt at interessen for kongehuset kan aktiveres i et højmoderne og velfungerende repræsentativt demokrati som det danske, at han i forsøget på at finde en slags forklaring må ty til en hypotese om at også de veludviklede demokratiske stater har brug for nogle symbolske og psykologiske roller ved siden af de traditionelle politiske roller. For takket være mediernes rolle i det moderne samfund udskiftes politikerne så hurtigt at de har svært ved at fungere som varige identifikationsfigurer. Og her må kongehuset så levere varen - ikke mindst for "de mennesker der oplever sig som marginaliserede i det højmoderne, individualiserede og globaliserede Danmark".

Til denne gruppe af borgere som ønsker et identifikationspunkt for at "få en psykologisk fornemmelse af stabilitet og måske endog en forhåbning om en tilbagevenden til mere overskuelige tider", hører Hjarvard som videnskabsmand og rationalist naturligvis sidst af alle. Og han hævder også at dette indtryk af uforanderlighed og stabilitet i virkeligheden slet ikke holder vand i Danmark. For kongehuset er blevet en del af det højmoderne og medialiserede samfund, og brylluppet indskriver sig i langt højere grad i en nutidig eventkultur, der først og fremmest tjener til at levere et godt medieshov. "For den moderne dansker er brylluppet derfor mere et udtryk for kitsch end for kongetro. Det er en anledning til at lege med billeder af romantiske følelser, højtid og selskabslivets ekstravagance."

Hjarvard kunne naturligvis ikke vide at brylluppet i al sin storstilethed og værdighed rent faktisk blev en folkelig begivenhed der ikke alene totalt overflødiggjorde eventuelt ærbødige journalisters servile spørgsmål, fordi de som kommentatorer blot kunne stille spørgsmål til hinandens vidt forskellige viden, men over hele landet blev brylluppet en fest der lagde gaderne øde og fik folk til at flokkes om fjernsynsapparaterne - i mange tilfælde i festlige lag. Det skønnedes at mellem 3 og 4 mio mennesker fulgte fredagens begivenheder direkte på tv. Gennemsnitligt så landets borgere den dag næsten seks timers reportager - eller dobbelt så mange timer som normalt, og korrigerer vi for den halvanden million der ikke så bryllup, bliver gennemsnittet for de andre over otte timer, men med markant forskel på mænd og kvinder. De fleste kvinder lægger ikke skjul på deres romantiske følelser - og samledes i flere tilfælde for at feste uden deltagelse af "de dumme og uromantiske mænd".

En meningsmåling viste opbakning til monarkiet på omkring 80 procent, igen med større tilslutning hos kvinder end hos mænd. Så der var og er ikke rigtigt noget at komme efter for kritikerne. Den principielle side af sagen kan nemlig altid diskuteres, dvs når festlighederne er overståede og den prosaiske hverdag begynder og giver fred til alle slags debatter. Blandt andet er det givet, at alvorlige fejltrin fra et kongehus kan undergrave monarkiets stilling i et hvilkensomhelst land, hvad der først og fremmest er demonstreret med fuld styrke i England gennem de sidste tyve år, hvor dronning Elisabeth som bekendt kaldte et af årene for 'annus horribilis'. Så bare bliv ved med den demokratiske debat om denne sag, hvem der gider.

Hans bryllupstale var enestående klar og personlig og viste med al ønskelig tydelighed hans modning i løbet af de sidste fire år. Han vedkendte sig sågar en poetisk såvel som en vis religiøs dimension i sin livstro. Talen vakte forståeligt nok bifald og beundring. Og forklarede mere end mange andre ord dronningens og prinsens utilslørede glæde og stolthed over at have fået den ideelle svigerdatter på det rette tidspunkt.

Interview'et i Politiken med Mary Donaldson og en times tv-dokumentar på DR1 viste på sin side lige så klart et billede af en ikke alene smuk, men også intelligent, veluddannet, velformulerende, moden og selvstændig kvinde, der uden tvivl vil være i stand til at udfylde rollen som kronprinsesse og til sin tid dronning på værdig og personlig måde.

Faderens, matematikprofessor John Donaldsons tale til datteren i fredags viste tilsvarende en mand med sikker situationssans, klar moralsk og familiemæssig holdning, begge ben på jorden og ikke mindst - en humor der passer til dansk humor som hånd i handske. Har datteren bare arvet en pæn portion af disse gode træk, hvad meget tyder på, har hun gode kort på hånden.

Ved siden af balkonscenen fra John Neumeiers 'Romeo og Julie'-ballet, slutscenen fra Bournonvilles 'Et Folkesagn', brudekoret fra Wagners 'Lohengrin' og en scene fra Rossinis komiske opera 'Rejsen til Reims' m.m. blev der her vist en til lejligheden koreograferet Neumeier-ballet til moderne musik samt spillet og sunget rock af Sanne Salomonsen og Kashmir samt Benny Andersen-viser af Povl Dissing med to hold norske brødre. Originalt og vellykket. Men også med den bemærkelsesværdige forskel på Frederiks og Marys reaktioner, at førstnævnte ikke kunne skjule at det klassiske som hovedregel kedede ham, mens Mary viste fuld opmærksomhed ved balletterne.

Så selvom den klassiske musiks dyrkere har forstået, at tiderne måske vil ændre sig så meget, at de ikke for al fremtid vil kunne regne med samme særlige opmærksomhed fra regentens side som det har været tilfældet siden Frederik den 9. tog over i 1947, så kan de måske håbe på, at den nye kronprinssesse ikke vil være helt døv for deres udfoldelse. Under alle omstændigheder må de tage konkurrencen op - og burde kunne gøre det så meget lettere som den klassiske musik og rocken og de øvrige musikformer ikke strider mod hinanden, men bare kræver noget forskelligt af deres udøvere og lyttere.

Musikken spiller en så central rolle for alle mennesker i vore dage, at også det religiøse i vid udstrækning dækkes ind via musikken. Derfor er åbenheden over for andre musikformer end den klassiske blevet en absolut nødvendighed. Og en sådan åbenhed kan kronprinseparret meget vel komme til at stå som eksponenter for.

Stig Hjarvards hovedfejl er selve rationalismen, for det er den der får ham til ad intellektuel vej at postulere at det er de ydre symboler og ikoner der er selve de psykologiske drivkræfter bag monarkiets opbakning og opretholdelse - uden at han på noget tidspunkt evner at forstå dem i deres fulde irrationalitet. Symboler og ikoner gøres i megen medieforskning, sociologi, litteratur- og religionsforskning til former for intellektuelle konstruktioner som menneskene frit kan vælge efter behov og nytteværdi. Sådan kan de skam også fungere, bl.a. i matematikken. Men i religion, kunst og politik er de bærende symboler og billeder ikke konstruktioner, men ubevidste dannelser i menneskenes dybeste kollektive bevidsthed. Og de vil følgelig altid bevare deres fascinationskraft uanset de pågældende menneskers oplysnings- og uddannelsesniveau. Og fascinationen er fuldt forenelig med modernitet, oplysning og demokrati. Der er intet nedbrydende eller demokratitruende i den. Tværtimod. For al religion og al kultur, inklusive modernitetens og demokratiets kultur, kræver fest - og vil til alle tider vedblive at gøre det.

Det er ganske enkelt håbløst naivt af den gode Stig Hjarvard at rende rundt og tro, at det overvældende flertal af danskeres interesse for og opbakning til kongehuset kan forklares som primitiv drift efter identifikation eller oplevelse eller nostalgi. Men den slags naivitet ligner rationalister godt nok. Deres forstandsdyrkelse består i bevidst at reducere alt det irrationelle som alle menneskelige værdier til syvende og sidst baseres på til noget der er uforeneligt med sund fornuft, moderne demokrati og moderne indstilling i det hele taget, herunder individualisering, globalisering og sekularisering. Men reduktionen holder ikke vand, den umuliggør derimod såvel forståelsen for værdierne som respekten for de mennesker der hylder dem.

Det vil Stig Hjarvard imidlertid aldrig kunne bringes til at forstå, for dels hænger han fast i sit selvvalgte grundkriterium, at vor tid fokuserer på 'forbrugets idoler', dels kan han ikke tænke komplementært og følgelig ikke forstå, at det rationelle og det irrationelle fint kan trives side om side - ligesom videnskaben og religionen, ligesom videnskaben og kunsten, og ligesom videnskaben og politikken. Demokrati og arve-monarki kan glimrende leve ved siden af hinanden, hvad 155 års dansk historie har dokumenteret. Den samme historie har også vist, at det er muligt at hæve nogle få kongelige personer over loven, blot de ikke misbruger tilliden.

Og hvad angår 'ærbødighedskulturen', så har historien også vist, at det er muligt at lade moderne omgangsformer med al deres principielle udligningstendens trives ved siden af de mere gammeldags og respektfulde. Dette ses iøvrigt også af, at selv folketingsmedlemmer for Socialistisk Folkeparti efterhånden har valgt at spille med i den royale festivitas - uden at der er gået skår i dem af den grund. Man kan måske ovenikøbet tillade sig at henlede opmærksomheden på at de nævnte moderne omgangsformer efterhånden har udviklet sig i så principielt respektnedbrydende retning, at selv pædagoger nu råber vagt i gevær. Det er nemlig håbløst naivt at tro, at en vis respekt eller ærbødighed overhovedet kan undværes i et demokratisk samfund, eftersom såvel demokrati som al undervisning forudsætter respekt for andre, også for lærerne.

Konkret kan enhver med blot mindste føling med det irrationelles fortsatte fundamentale rolle i den menneskelige eksistens ikke undgå at se, at de sidste ugers royale begivenheder her i landet har styrket det danske monarki på en måde vi skal tilbage til dronning Margrethes fødsel den 16. april 1940 for at finde sammenligningsgrundlag med. De har sågar styrket folkekirken en hel del - og også rigsfællesskabet med Grønland og Færøerne. Da alt også tyder på, at forbindelsen mellem kronprins Frederik og Mary Donaldson er af en dybt personlig og moden karakter og derfor af holdbar art, så er monarkiet kommet forbløffet stærkt ud af det Hjarvard blot opfatter som medieshow og kitsch.

Hans grundlæggende rationalistiske synspunkter og kriterier går iøvrigt igen i hans bog 'Det selskabelige samfund' som vil blive udgangspunkt for et par efterfølgende betragtninger om medierne og samfundet, politikken og religionen.

Borgmesteren er iøvrigt så royal, at han drømmer om besøg af kongeskibet Dannebrog, men det ville rigtignok kræve en kanal fra Sæby eller Ålborg 25-30 km ind i landet. Det er for at slippe for sådanne syge medie-projekter at en kommunalreform er absolut nødvendig her i Vendsyssel. Så kan vi nemlig hurtigt komme af med den tosse!

Deres ærbødige fribonde Jens Vrængmose

Politik og medier
Er politikerne i det gennem-medialiserede samfund dømt til populisme?

Og udgydelserne fra Jens Vrængmoses side:

Idealisten og sandheden
om den fyrede Frank Grevils beskyldninger mod statsministeren
i Irak-sagen

Magt og mænd ifølge Hanne-Vibeke Holst
om en film på DR1 på Kvindernes Internationale Kampdag

Lukkeloven passé?
Om beskæftigelsesministerens nyeste selvmål

Dyresex og uskyldig ungdom
om Sundhedsstyrelsens kasserede cd-rom 'Sexstarz'

Marsmanden
om den danske Marsforsker Jens Martin Knudsen