ARTIKEL FRA JERNESALT - 16.2.04.

Dyresex og uskyldig ungdom

Sundhedsstyrelsens cd-rom til oplysning for 9. klassernes ungdom om det moderne sexlivs mysterier og fristelser er faldet indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen for brystet, så han har standset distributionen og forlangt 60.000 eksemplarer af pladen destrueret.

450.000 gode danske skattekroner er smidt på møddingen.

Den primære årsag er angiveligt, at de unge med cd.rommen ville få mulighed for at skaffe sig kortfattet saglig besked om urinsex og dyresex, og det mener ministeren tillige med Indre Mission og visse læger er både overflødigt og forkert.

Cd-rommen er lavet af Foreningen for Sex og Samfund med den udmærkede sexolog Christian Graugaard som formand - og han beklager naturligvis indenrigsministerens skridt og siger, at man simpelthen bare ville have slettet de to famøse leksikonopslag, hvis man på forhånd havde fået at vide at de ville vække anstød på højeste sted. Det fremgår altså, at ministeren, sundhedsstyrelsen og foreningen slet ikke har snakket sammen om sagen, før cd-rommen blev massefremstillet. Og det er da i hvert fald en mærkelig fremgangsmåde - set her fra det nordjyske, hvor vi må vende hver euro for at få skattelettelserne til at se ud af noget, og iøvrigt hente vores øl helt nede i det tyske.

Det skal i og for sig ikke bestrides, at de to opslagsmuligheder må betragtes som temmelig overflødige i en seksualvejledning der henvender sig til samtlige unge på det nævnte klassetrin, altså de ca. 15-årige. Næppe nogen ville vel kunne tage skade af at læse om fænomenerne. De fleste ville uden tvivl, ganske som de allerfleste voksne, opfatte dem som ‘ulækre', men de der forsøges opdraget puritansk ville naturligvis kunne få udvidet deres horisont på en for miljøet stødende måde, for her vil man helst lukke øjnene for realiteterne: at de seksuelle variationer ikke blot er mangfoldige som havets sand, men undertiden så specielle, at de statistisk set må regnes for perverse, dvs forkerte eller ‘unaturlige'. Men det må man som bekendt ikke længere sige højt, for det er at stemple enkelte mennesker som unormale eller afvigende. Den politiske korrekthed forlanger at alle menneskelige lyster betragtes som naturlige og normale, uanset om de er det eller ej.

Men som bekendt defineres den politiske korrekthed af skrivebordsidealister der ikke alene personligt føler sig hævet over alt der smager af moral, men som principielt mener, at moral hører fortiden til, og at alt i vore moderne tider således er tilladt og godt og naturlig.

Vi er et par stykker - her i sognet mindst tre, og så er hverken præsten eller degnen eller deres udensogns bolledamer talt med - som fortsat mener, at der er forskel på godt og ondt, normalt og unormalt, og sundt og usundt. Variationer i seksuallivet er en god ting, ligesom variationer i kunsten, moden, gastronomien og det politiske liv. Men visse grundlæggende fornemmelser for hvad der er sømmeligt og gavnligt kan de færreste mennesker sætte sig ud over, og hvorfor skulle de egentlig også det? Skrivebordsuniversalisme er ikke et hak bedre end sund fornuft og sunde instinkter.

Kloaksex (urinsex eller toiletsex) findes, fordi nogle åbenbart ‘tænder' på det. Men det er næppe mange, og det er ikke noget der hører naturligt hjemme i seksualvejledning for samtlige 15-årige i landet. De der af den ene eller anden grund ledes ind på seksuallives yderste specialiteter, skal nok støde på fænomenerne alligevel. De kan alle slås op i moderne seksualleksika og slangordbøger samt på nettet. Det kan ikke forhindres - og det er og bliver folks, herunder de unges, eget ansvar at søge den ekstra viden, der kan tilfredsstille deres nysgerrighed og eventuelt tillige give dem den billige tilfredsstillelse: Godt jeg ikke er som de andre! Men det er ikke skolens opgave at give denne viden i 9. klasse som generel information. De unge skal ikke forblive i uskyldigheden, men deres vej ud i skyldigheden bør de principielt selv tage skridtene til.

På landet har det nemlig altid været kendt, at mænd der slet ikke kunne finde ud af det med piger eller som ikke ville nøjes med at tilfredsstille sig selv på god gammeldags facon i sjældne tilfælde har forgrebet sig på dyr af passende størrelse, hvilket som regel ville sige grise. Igen vil langt de fleste finde dette så ulækkert og uværdigt, at det egentlig i sig selv dømmer udøverne som stakler der er ude af stand til at finde normale og bedre kanaler. Jf. Braad Thomsens film 'Drømme støjer ikke, når de dør', hvor staklen er klart underbegavet - og selvfølgelig også finder på voldtægt. Så er han sat i bås!

Men nu om dage påstås det, at der også findes seksualafvigere der forgriber sig på dyr der er alt andet end egnede til formålet - og som direkte tager fysisk skade af det menneskelige overgreb. Det må utvetydigt siges at være overtrædelse af dyreværnsloven, og er altså sager der hører under politi og psykiatere.

I gamle dage kaldte man al kønslig omgang med dyr for sodomi, men igen må man beklage, at den politiske korrekthed ikke længere tillader brug af ord der åbenlyst indeholder en moralsk afstandtagen. Men her i sognet siger vi 'Ned med den politiske korrekthed' - og det bliver vi ved med uanset kommende kommunalreformer og oplysningskampagner. Men hvad enten man taler om sodomi (der også dækker koralsex og kanalsex) - eller om zoofili ('kærlighed' til dyr), så har det intet med ‘dyresex' at gøre.

Nej, dyresex, ret forstået er sex mellem dyr. Og den har det stadig godt i den såkaldte frie natur. Men den er stærkt på retur i den tæmmede natur, dvs. det industrielle landbrug. Her er det efterhånden inseminøren der står for den meste forplantning. Her i sognet er den lokale fagmand helt vild med at forhindre naturlig dyresex, det svin. Han tjener ti gange så meget som jeg arme husmand med fuld respekt for dyrenes privatliv nogensinde har gjort. Men den lystbetonede sex mellem dyr er altså ved at være en saga blot. Og det er vel at mærke ikke Indre Mission der er på spil, men industrialiseringen, effektiviseringen og rationaliseringen, altså selveste oplysningen og fremskridtet.

Problemet herude på landet nu om dage hedder ellers gylle. Dens mængde og lugt er allerede et meget alvorligt problem. Og det bliver værre dag for dag. Således udvider min svinefabrikant af en nabo produktionen for tyvende gang. Jeg må holde mig for næsen, når jeg sidder og prenter bogstaverne på papiret for åbent vindue. Og så får vi ovenikøbet 60.000 kasserede cd-rommer smidt på møddingen. Men her må vi sige stop. Vi må have lavet en forening mod den omsiggribende udbredelse af gylle, seksuel forvirring og spild af skattekroner.

Nå, men nu vil jeg ind og spørge madammen om hun giver en kop kaffe med en lille sort. Det fører somme tider andet med sig. Jeg siger ikke hvad.

Deres ærbødige
Jens Vrængmose