|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.12.09.Status over året 2009Klimaet svederFinanskrisen ikke slut Mellemøsten står i stampe USA fik ny præsident Svagt EU fik ny traktak Danmark fik ny statsminister Eksistensen har det ikke for godt Henvisninger Klimaet sveder Til toppen Næste Som det fremgik af den afsluttende artikel om klimatopmødet i København Højt at flyve, dybt at falde så blev mødet en skuffelse for de fleste, fordi der i forvejen var rejst alt for store forventninger til det, ja, ligefrem rejst et helt momentum blandt politikere, miljøforkæmpere og mediefolk. Men det var ikke nok til at forhindre COP15 i at ende med en uforpligtende aftale mellem nogle af landene, en aftale som givetvis vil blive brugt konstruktivt af de mest velmenende, men samtidigt udstiller kløften mellem rige og fattige og mellem idealister og realister samt ikke mindst kløften mellem USA og EU på den ene side og de stort befolkede vækstlande som Kina og Indien på den anden side. Videnskabens budskaber om den globale opvarmning slog igennem i politikernes, mediernes og befolkningers bevidsthed, men COP15's sluterklæring viser hvor langt der er fra erkendelse til handling. Politik er ikke videnskab, som allerede Bismarck konstaterede. Videnskab er heller ikke politik, hvis nogen skulle have troet det. Klimaet sveder videre. Videnskaben analyserer videre. Problemerne fortsætter. Og overbefolkningen fortsætter. I sidste ende afspejler det de sidste par hundrede års store generelle problem: afstanden mellem videnskabelig, teknologisk og økonomisk udnyttelse af naturens ressourcer på den ene side og respekten for naturen samt ansvaret for kloden på den anden side er støt og roligt steget. Mennesket synes at være blevet fanget i sin egen iboende trang og evne til transcendens ud over alle etiske hensyn. En 'grænseoverskridelse uden grænser' kunne man kalde den. Og den medfører manglende konsistens i menneskesamfundet som helhed, det vil sige en manglende vilje til at sørge for overvægt af det gode i livet, herunder at sørge for sund fornuft, sundhed på sjæl og legeme, sundhed i økonomierne, bæredygtighed i udnyttelsen af naturens ressoucer eller med ét udtryk et sundt og rimeligt forhold mellem transcendens og immanens. Finankrisen ikke slut Til toppen Næste Finanskrisen slog for alvor igennem i 2. halvdel af 2008 (jf. Den økonomiske krise nu for alvor en omvæltende realitet), men er stadigvæk en uafsluttet og fortsat truende fare i verdensøkonomien og nationaløkonomierne. Optimisterne håber på at det værste er overstået, men pessimisterne ser dystre tegn på hvad der endnu venter forude. Kritikken har med rette været hård ved de dele af finansverdenen der uden hæmninger udnyttede de større og større chancer for hurtige gevinster, for finansfolk af denne 'spekulative' type har narret selv de klogeste hoveder i den ansvarlige del af den pengeverden, de fleste af os egentlig ikke begriber. Det har i USA og hele den vestlige verden været absolut nødvendigt at regeringerne greb hjælpende og regulerende ind. Og resultatet er da også blevet at landene med meget få undtagelser (som Island fx) har undgået kollapset og den store recession. Kritikken har naturligvis også været rettet mod det kapitalistiske system som sådan. Det er bl.a. blevet fremført at markedsøkonomien reelt skulle være sat ud af kraft som følge af de store statsindgreb, og derfor også formelt burde afskaffes i pengeverdenen ved at staten overtog bankerne. Men det er en fejlslutning og en fejlmedicinering. Markedsøkonomien er ikke til at komme udenom i moderne samfund der ønsker økonomisk vækst, for vækst kan kun ske hvis samfundets medlemmer har tilstrækkelig frihed til at tage initiativer, investere, tjene penge, skrabe formuer sammen og dermed også gøre forskel og skabe ulighed. Men friheden skal ikke være en absolut frihed, ikke en frihed der tillader alt. Den skal tværtimod være reguleret i et sådant omfang at de værste følger så vidt muligt kan undgås. Dette gælder både den finansielle ekspansion og den naturudnyttende produktion. Problemet er blot at en sådan regulering - ligesom retslovgivningen - sker efter at skaderne er sket. Man kan nemlig ikke forudse alle følger af ekspansion lang tid fremover. Så ligesom retsreglen kommer efter retsbruddet, så kommer reguleringen af markedsøkonomien efter bruddene på god og ansvarlig økonomisk adfærd. Og man er ganske enkelt naiv, hvis man forestiller sig at det vil være bedre med systemastisk statsregulering og statskontrol af al økonomi. For det vil kun forrykke uansvarligheden fra den private økonomi til den offentlige økonomi og politik. Mellemøsten står i stampe Til toppen Næste For Mellemøstens vedkommende gælder først og fremmest at krigen i Afghanistan mellem Karzai-regeringen og Nato på den ene side og taleban og al-Queda på den anden side er gået alt andet end tilfredsstillende. Karzai-regeringen er gennemkorrupt - og genvalget af Karzai til præsident skete i valgsvindelens tegn. Taleban har derfor kunnet udnytte muligheder for samarbejde med lokale klaner til øget krigsførelse - og det har altsammen trængt Nato. Og da USA under præsident Obama har tøvet med at sende flere soldater til Afghanistan på grund af den hjemlige økonomis krise og den stigende frygt for at krigsengagementet bliver endeløst, så er Nato, inklusive de danske styrker, generelt blevet hårdt presset. Præsident Obama fik langt om længe i begyndelsen af december stablet en ny Afghanistan-strategi på benene (USA' nye strategi i Afghanistan), og den vil umiddelbart betyde 30.000 flere amerikanske soldater til Afghanisatn og forhåbentligt også inden for den fastsatte tidsplan på 18 måneder betyde en vending i krigen. Men USA hænger ligesom Danmark - og Nato i det hele taget - på Afghanistan og vil gøre det i mange, mange år endnu. For kampen om dette fremmede muslimske lands skæbne er et væsentligt led i den vestlige verdens kamp mod terrorismen. Derfor er også Pakistan blevet et stigende problem. Især fordi grænseområdet mellem Pakistan og Afghanistan er ude af begge landes regeringskontrol og en herlig legeplads for terrorister. Nyt er den stigende trussel mod USA fra yemenitisk side som den neop er kommet til udtryk gennem forsøg på flysprængning i USA. Det viser sig at flere og flere terrorister bliver rekrutteret og får deres træning i det fattige, borgerkrigsplagede Yemen, og at den af USA støttede regering slet ikke magter at komme det til livs. USA planlægger nu efter forlydende direkte flyangreb på terroristbaser i Yemen. Men risikoen vil som altid i sådanne tilfælde være at uskyldige bliver ramt og antiamerikanismen derfor kun vil stige. Iran er fortsat et alvorligt problem for USA og Vesten, fordi den genvalgte præsident Mahmoud Ahmadinejad har udviklingen af sit atomprojekt højt på programmet og ikke vil lade sit land kontrollere af FN's våbeneksperter. USA véd ikke hvad man skal stille op med manden. Men styret i Iran er dog nu 30 år efter revolutionen for alvor kommet i interne vanskeligheder på grund af protester mod styret fra oppositionen og studenterne. Urolighederne er tilspidset de sidste par dage. Styret slår hårdt ned på al modstand. Men ingen véd hvad det vil ende med. Israel er såmænd også blevet et stigende problem for præsident Obama, for det er ikke lykkedes for hverken ham selv eller udenrigsminister Hillary Clinton at få den tilbagevendende Likud-leder Benjamin Netanyahu til at bøje sig for krav om standsning af bosættelserne, deling af Jerusalem og lempelser af Gaza-kontrollen, således at en fredsproces mellem israelerne og palæstinenserne kan genoptages. Meget tyder på at Obama simpelthen har opgivet Netanyahu. USA fik ny præsident Til toppen Næste Her er måske i en nøddeskal Barack Obamas problem som USA's præsident efter Bush-årene. Han har overtaget dennes problemer, han har tøvet i Afghanistan, han kan intet stille op med Iran, han har opgivet Israel, han må erkende voksende problemer med den internationale terrorisme vendt mod USA - og han har i sin bemærkelseværdigt ærlige fredstale i Oslo åbent erkendt at freden ikke kan opnås uden vilje til at kæmpe for frihed og demokrati eller uden i sidste ende at ty til krigens midler når dette er påkrævet. Og det har altsammen skuffet hans tilhængere, fordi han vandt deres hjerter gennem sin store retoriske evner, der vel at mærke ikke var tomme ord, men velmente, ærlige og visionære. Obama er fortsat en præsident mange i den vestlige verden venter sig meget af, men han kan jo ikke lave realiteterne om. Og han er præsident for et land der har store sikkerhedsmæssige og finansielle problemer. Et af hans afgørende valgløfter gjaldt en ny sundhedsreform, og her sidst på året ser det ud til at det vil lykkes af få en endelig lov om gennemgribende reform igennem begge kongressens kamre i løbet af nogle måneder. Det har været hans højeste prioritet - og det har medført svækket engagement på andre felter. Klimatopmødet i København blev langt fra nogen triumf for Obama. Han kom, så og holdt en tale. Men kineserne drillede ham så systematisk og finurligt at The Guardians korrespondent, der oplevede de afgørende møder, har talt om en regulær kinesisk ydmygelse af Obama. I hvert fald er det klart at hverken Obama, FN's top eller det danske formandsskab gennemskuede hvad der var gang i (og måske heller ikke kunne have forhindret noget). Klimaet sveder videre - og det må Obama også gøre. Svagt EU fik ny traktat Til toppen Næste EU stod last og brast med Obama under COP15, men formåede heller ikke at ændre noget. Angela Merkel skal have været stærkt opbragt over hvad der fandt sted. Men faktum er at der i København blev slået et større brød op end der kunne bages. Det er ikke EU's skyld, men EU fik allerede nogen uger i forvejen vist, at dets storhedsdrømme definitivt var bristet. Lissabon-traktaten kom i hus ved ny folkeafstemning i Irland og besindelse i tjekkiets præsidentpalæ, og det betød udnævnelse af ny 'præsident' (fast formand) og ny 'udenrigsminister' (eller 'høje repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik'). Men embederne måtte besættes med svage, relativt ukendte politikere. Det er vi såmænd nogle der er glade for. Det udstiller tydeligt svagheden: EU som sådan er heldigvis ikke blevet en stormagt. Danmark fik ny statsminister Til toppen Næste Anders Fogh Rasmussen blev af Nato valgt til ny generalsekretær allerede i april måned og gik derfor af som statsminister. Og ny statsminister blev den 44-årige hidtidige finansminister og tidligere indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen. Han er modsat Fogh Rasmussen et barn af det danske velfærdssamfund og kunne derfor ikke drømme om at sætte dette til diskussion. Det skal opretholdes og udbygges. Lars Løkke er personligt et velmenende og jovialt menneske, langt fra det billede af en kontrolfreak der altid klæbede til Fogh. Men man skal ikke tage fejl af manden, for han er en benhård forhandler i praktisk politik. Han er naturligvis liberal som enhver formand for Venstre må være, men i modsætning til Fogh er han blottet for interesse for idéer og ideologi. Han er naturligvis enig med chefideolog Claus Hjort Frederiksen i den lagte strategi, men han lægger næppe så stor vægt på den som denne. Egentlige visioner skal man lede længe efter, selvom Lars Løkke ved sin første tale som partiformand på Venstres landsmøde røbede sine Danmarksdrømme. De forekom nemlig lidt verdensfjerne - og i hvert fald slet ikke dybtgående nok i analytisk henseende til at kunne ændre nogetsomhelst eller hæve det politiske niveau i landet. Lars Løkke Rasmussen er naturligvis blevet kritiseret for sin ledelse af COP15 i Bella Centret. Faktum er at han til sidst var totalt udmattet, og at han ikke kunne stille noget op med den obstruktion han følte fra talsmanden for G77 Lumamba Stanislaus Di-Arping fra Sudan. 'Procedure, procedure, procedure' udbrød han tydeligt irriteret. Men han har nok ret i at det ikke havde hjulpet om han havde smilet til Lumumba. Dét løb var kørt. Fra den kant ønskede man ikke noget kompromis. Fejlene fra Lars Løkkes side på mødet var unægteligt blot fodfejl. Hovedansvaret for at det gik galt, ligger et andet sted. Men det kan dog slås fast, at Lars Løkke i sin ledelse på ingen måde viste noget der bare ligner statsmandsskab. Han falder igennem når han spiser kirsebær med de store - modsat svenske Frederik Reinfeldt. Han føler vel simpelthen hverken udenrigspolitisk endsige globalt vingesus. Lars Løkkes Rasmussens muligheder for at vinde næste valg er næppe helt forsvundet, for oppositionen er fortsat svag, og alle partier fortsat uden store indsigter og visioner der kan gøre en forskel. Desuden afhænger meget af de økonomiske konjunkturer de næste 1½ år. Men statsministeren skal allerede nu rette op på sit svage image. Han skal holde en ekstraordinært god nytårstale på tv i morgen aften, og han skal lave en ekstraordinær god regeringsrokale i løbet af januar måned. Og det er nok et spørgsmål om han er mand for dette. Eksistensen har det ikke for godt Til toppen Næste En af fejlene ved det danske velfærdssamfund og den danske partiledelse er den store træghed der lader alt køre videre i stort set det spor det nu engang kører i. Flere store reformer af praktisk-administrativ art er gennemført. Men der mangler som nævnt idéer og visioner, samt ambitioner om noget der går ud over velfærd og økonomi. Begge dele betyder meget for alle. Skal vi bevare velfærden her i landet, skal der tages højde for den skæve demografiske udvikling der de næste årtier vil give flere og flere ældre og færre og færre i den erhvervsdygtige alder. Men politikerne viger tilbage for nødvendige reformer af arbejdsmarkedet af frygt for vælgerne. Arbejdsløsheden er høj og yderst generende for alle den rammer, men den er dog ikke unormalt højt for en markedsøkonomi, og selvom den fortsat vil stige et stykke tid endnu, er det først og fremmest produktionen og konkurrenceevnen der bør satses på. Men hertil kommer uddannelsen, og måske især udannelse af de alt for mange unge der går ledige og dropper ud af uddannelsesystemet på grund af ringe boglig begavelse og manglen på praktipladser. Men det store problem i mere eksistentiel forstand turde være, at individernes lyst til og muligheder for egoistisk og selvcentreret udfoldelse uden hensyn til fællesskabet og en fælles etisk forpligtelse er gået over gevind og har efterladt landet - på linje med mange andre lande - mere splittet end nogensinde. Der er ikke blot tale om kløfter mellem rige og fattige eller mellem land og by og mellem folk og elite. Der er tale om en fragmentering der har at gøre med den fremherskende dyrkelse af den æstetiske multikulturalisme. Denne kan efter undertegnedes bedste overbevisning kun imødegås effektivt ved at oplysningen kommer op på det niveau hvor der ses en sammenhæng mellem det individuelle og det samfundsmæssige, og hvor der kommer forståelse for en dynamisk spænding mellem friheden og trygheden (eller ligheden). Dette kræver imidlertid en ny filosofisk begrebsramme der også tager højde for dybdepsykologiske indsigter. Jernesalt må i denne forbindelse slutte året med at erklære sig stolt over i al ydmyghed og taknemmelighed at have kunnet fremlægge en gennemarbejdet eksistensfilosofi af emergent indhold der åbner for nye standarder. Dels med 'Jernesalts 2009-filosofi', dels med essayet om Religion som emergent fænomen i biologien. På denne baggrund er jeg fortrøstningsfuld med hensyn til fremtiden - og ønsker alle Jernesalts læsere et godt nytår. Jan Jernewicz Henvisninger: Til toppen Relevante artikler på Jernesalt: Klimatopmødet VI: Højt at flyve, dybt at falde (19.12.09.) Obamas fredstale i Oslo (21.12.09) USA' nye strategi i Afghanistan (3.12.09.) Lars Løkkes Danmarksdrømme forekommer virkelighedsfjerne (23.11.09.) Kommunalvalget 17. november (19.11.09. med tilføjelse 22.11.09.) EU's storhedsdrømme definitivt bristet (20.11.09.) Murens Fald 1989 (9.11.09.) EU-topmødet oktober 2009 (2.11.09.) Afghanistans krise efter pseudo-valget (31.10.09.) Oluf Høst - nordisk naturpsalmist på Arken (25.10.09.) Politiken mod Politiken - 125 års slag for oplysning og modernitet eller hvad? (14.10.09.) Lars Løkke Rasmussens åbningstale (8.10.09.) Klimaet mellem idealer og realiteter (25.9.09.) Arvo Pärt og hans enestående musik (23.9.09.) Lars Løkke bliver ved det gamle - men Pia Kjærsgaard spøger stadig (9.8.09.) Hvad skulle mennesket på månen? (21.7.09.) Triers 'Antichrist' (8.6.09.) Richard Wagner: Storslået musikdramatik med stor inkonsistens (5.6.09.) Iran-krisen fortsætter på ubestemt tid (30.6.09.) Iran - et præstestyre i dyb krise (20.6.09.) Formandsskiftet i Venstre (19.5.09.) Lars Løkke Rasmussen ny statsminister (6.4.09.) Anders Fogh Rasmussens exit som statsminister (5.4.09.) Kærestesorger før og nu - om Nils Malmros' nye film (16.3.09.) Bandekrig på Nørrebro (8.3.09.) Darwin og udviklingslæren (1.3.09.) Krisen omkring årsskiftet 2008/09 (20.2.09.) Gazakrigens tilspidsning netop under storkrisen (30.1.09.) Finanskrisen: Den økonomiske krise nu for alvor en omvæltende realitet (29.10.08.) Finanskrisen afslører økonomiens fundamentale irrationalitet (8.10.08.) Finanskrisen: Bliver finanskrisen Det Store Tidehverv? (30.9.08.) Finanskrisen 2008 stikker dybt (28.9.08.) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) 'Jernesalts 2009-filosofi' De psykiske fundamentalkræfter Status over året 2008 (31.12.08.) Status over året 2007 (31.12.07.) Status over året 2006 (31.12.06.) Status over året 2005 (31.12.05.) Status over året 2004 (04.01.05.) Status over året 2003 (31.12.03.) Status over året 2002 (01.01.03.) Artikler om Danmark Artikler om EU og Europa Artikler om USA Artikler om Mellemøsten Artikler om Klima og miljø Artikler om Samfund Artikler om Kunst Artikler om Film Artikler om Musik Artikler om Psykologi Artikler om Erkendelse Artikler om Eksistens Artikler om Religion Artikler om Sekularisering At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen De psykiske grundprocesser Konsistens-etikken Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |