JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - finansskrise08b

ARTIKEL FRA JERNESALT - 8.10.08.

Finanskrisen afslører økonomiens fundamentale irrationalitet

Mandag den 6. oktober blev igen en sort mandag. Aktiekurserne raslede ned overalt i verden, og altså også i USA og Danmark der begge i weekenden fik deres statslige redningsplaner for den nationale økonomi på plads. Men det var ikke nok til at nå det erklærede mål om stabilisering af markedet, bl.a. fordi der er naturlig usikkerhed om effekten af planerne, men navnlig fordi der vil gå uger inden den amerikanske plan overhovedet vil få konkrete virkninger. Den danske plan er anderledes velkonstrueret, men da den pålægger bankerne relativt betydelige byrder og samtidigt suspenderer al udbetaling af udbytte til alle bankaktionærer i to år, er det ikke mærkeligt at det påvirkede vurderingen af kurserne negativt.

Den amerikanske redningsplan blev i revideret skikkelse vedtaget af Repræsentanternes Hus lørdag den 3. med 263 stemmer for og 171 imod. For demokraternes vedkommende stemte et stort flertal for, mens republikanerne havde overvægt af nejstemmer. Selvom den reviderede plan indeholdt visse skattelettelser til husejere, folk der er blevet ramt af oversvømmelser samt virksomheder der bruger ren energi, så er der stadig udbredt uvilje hos republikanske vælgere mod at regulere markedsmekanismerne. Men regeringen og flertallet i Kongressen har ikke set nogen vej udenom.

Planens vedtagelse forhindrede ikke store kursfald på børsen i Wall Street mandag og tirsdag. Fuldstændigt ro på markedet skal efter eksperternes vurdering selv i bedste fald ikke forventes før engang i 2009, dvs efter præsidentvalget. Dog har Centralbankernes fælles rentenedsættelse i dag onsdag den 8.11. rettet op på kursfaldet. Men McCain kan se hen til modvind i resten af sin præsidentkampagne. Duellen i aftes rykkede da heller ikke det fjerneste ved Obamas føring i meningsmålingerne.

Den danske redningsplan, der foreløbigt gælder for to år, sikrer almindelige bankkunder fuld dækning for tab hos banker der kommer i nød og sikrer samtidigt afvikling af nødlidende eller døende danske banker gennem oprettelsen af et afviklingsselskab på 35 mia kr. som bankerne selv skal indskyde. I første omgang skal de over to år indskyde 15 mia, og hvis dette beløb ikke er nok, yderligere 20. Først derefter træder staten til, hvad der i givet fald vil sige skatteyderne. For at sætte beløbene i perspektiv, skal det nævnes at 35 mia kr svarer til omkring 2 procent af bruttonationalproduktet her i landet. Danmark er langt fra amerikanske tilstande.

En kommentator fra bankmarkedsportalen MyBanker siger at den danske model gør det muligt at lukke de banker der skal lukkes, men på den smartest mulige måde, nemlig ved at lade de banker der skal betale regningen være en del af løsningen. Det vil sige: det er bankerne selv der skal rydde op - og det er de bedre til end staten. Dog indeholder redningsplanen også en styrkelse af Finanstilsynet, så overvågningen af bankerne bliver skærpet.

Den indbyggede statsgaranti gør det billigere for bankerne at låne penge, og det kunne umiddelbart ligne en form for statsstøtte som ikke er helt efter EU-reglerne. Men EU-'s konkurrencekommissær blev på forhånd orienteret om planen, og finansministeren var i Bruxelles tirsdag for at orientere sine kolleger. Så selv om de andre lande ikke kan lide det danske 'sololøb', forlanges der næppe ændringer. Tværtimod lader det til at andre regeringer vil lade sig inspirere af den.

Da bankernes indskud i afviklingsselskabet beregnes efter deres størrelse, kommer de største banker til at betale mest, og det har de ikke været meget for. Redningsplanen har derfor ikke kunnet forhindre et kraftigt kursfald på børsen mandag. Hertil har dog også bidraget at især Den Danske Bank har måttet notere tab i milliardklassen på sine engagementer i USA. Både Danske Bank og Nordea vil desuden tabe omkring 100 mio på lån til islandske banker der nu er gået konkurs og opkøbt af den islandske stat. Kursfaldet er fortsat både tirsdag og onsdag. Også den danske krones værdi er faldet på grund af krisen og usikkerheden, således at Nationalbanken tirsdag måtte foretage store opkøb i håb om at holde kursen oppe.

Et møde mellem Frankrigs, Tysklands, Storbritaniens og Italiens regeringschefer samt EU's kommissionsformand mandag førte ikke til den fælles løsning som den franske præsident Sarkozy havde håbet. Interesserne er for forskellige og især Tyskland vil ikke være med til at betale for de andre landes fejl. Tirsdag mødtes EU's finansministre dog og enedes om nogle principper for de nationale regeringers indgreb i krisen. Indgrebene skal være midlertidige og i skatteydernes interesser. De skal gribe ind imod uhensigtmæssige lønninger til bankledelser. De må ikke være konkurrenceforvridende eller have negative effekter på andre landes økonomier. Principperne skal godkendes på et topmøde i EU i næste uge. Endeligt enedes finansministrene også om at hæve indskydergarantien for almindelige bankkunder til 50.000 euro [hvor den danske er blevet ubegrænset).

EU's reaktion på finanskrisen afspejler ganske godt det forhold at EU ikke trods Euro-aftalen har en fælles økonomi og at de enkelte nationer derfor fortsat må tage deres egne forholdsregler, idet man naturligvis prøver at afstemme dem efter hinanden. Møderne i EU-regi vil derfor nok få virkning på konkurrenceforholdene, men ikke i sig selv forebygge kursfaldene på landenes børser. Og økonomikommissæren kan nok så meget slå til lyd for at krisen kræver et EU-svar. Det får den højst på delpunkter.

Andre markeder har det for øjeblikket på samme måde. Japan, Kina og Rusland og flere andre må konstatere stor uro og ustabilitet - med store kursfald hver dag i den forløbne uge. Finanskrisen der startede i USA har bredt sig til hele kloden, fordi markedet er globalt. Men naturligvis er der forskel på de store landes likviditet og soliditet - ligesom der vil være markante forskelle i de forventninger der kan rettes til deres fremtidige økonomi.

Island - det lille land ude i Atlanterhavet med kun 300.000 indbyggere - er et skoleeksempel på hvor galt det kan gå for et helt land, når dets erhvervsfolk og banker på yderst spektakulær vis leger med i den store internationale bobleleg med kunstig oppustning af økonomien og uoverskuelighed i transaktionerne. Investorerne har i årevis lånt flere og flere penge og brugt dem til at købe flere og flere virksomheder op i udlandet, herunder også i Danmark (Magasin og mange andre, heriblandt også den nu lukkede gratisavis Nyhedsavisen som islændingene fik solgt i tide.) Og det er altsammen sket i forventningen om flere og flere gevinster - og illusionen om at væksten og de hurtige gevinster bare ville fortsætte i det uendelige.

Økonomisk vækst fortsætter bare aldrig i det uendelige efter en ubrudt ret linje - hverken i planøkonomien eller markedsøkonomien. Den sidstnævnte giver mest vækst, fordi den giver størst frihed og dermed plads til initiativ og kreativitet, men friheden betyder netop at det er tilladt at prøve sig frem og gå nye veje i forsøget på at fremme sine egne økonomiske interesser (at tjene penge, samle formuer og investere). I markedsøkonomien er det udbud og efterspørgsel der bestemmer en vares pris og dermed produktionens størrelse, art og metode. Beslutningsprocessen er decentraliseret, men de enkelte virksomheders beslutninger afbalanceres med hinanden gennem prismekanismen. Prisstigninger lægger op til produktionsudvidelse, prisfald det modsatte. Men der er nu engang stor forskel på markedet for almindelige forbrugsvarer og markedet for penge. Det sidste handler jo i en vis forstand om fiktive værdier, for så vidt penge i det moderne samfund står i forhold til andre og flygtigere værdier end guld, nemlig selve den økonomiske vækst og forventningerne til den. Derved kommer ikke alene nationalkøkonomi og politik, men også psykologien ind i billedet.

Når en krise virkelig strammer til som den nuværende, får selve det grundlæggende økonomiske system, kapitalismen og markedsøkonomien, ofte skyld for miseren, selvom kritikken af systemet som regel er fraværende i velfærdssamfundenes gode tider. Det er naturligvis lettere at se fejlene, når det går nedad end når det går opad - både for forbrugerne, politikerne og de økonomiske eksperter. Og det er betydeligt lettere at 'styre' eller regulere økonomien fra politisk side, når der er moderat inflation end når der er deflation eller galopperende inflation (Tyskland i begyndelsen af 1920erne). Alle kan således i dag se at visse bankchefer har været for 'grådige' som man siger med et moraliserende udtryk. Det betyder at man i bakspejlet sagtens kan se at de for egen vindings skyld har været så optaget af virksomhedens vækst at de har set bort fra risiciene for virksomheden - og dermed også udvist dårlig bankskik. - Og folk der har noget principielt imod det kapitalistiske system er også ude med den moralske rive over for forbrugerismen. Eksempelvis advarer den tjekkiske forfatter og tidl. præsident Vaclac Havel nu mod at bestræbelsen på at holde liv i den økonomiske vækst kan føre civilisationen i afgrunden. Men generelt vil målene for velfærdssamfundets fortalere og forkæmpere nok mere pragmatisk være at få rimelig styr på økonomien igen med konkrete indgreb mod enkelte uheldige elementer og tendenser i systemet. Troen på at man kommer kapitalismen og markedsøkonomien som sådanne til livs er utopi.

Det samme var den tro på en 'ny økonomi' som udvikledes i 1990'erne. Man så informationsteknologien med dens nye muligheder for elektronisk handel og elektroniske formuebevægelser som et centralt fænomen i økonomien. Omvendt så man de traditionelle erhvervsområder og -mønstre som et fænomen på retur. Fremtidens arbejdsmarked ville være præget af arbejde over Internettet og specifik viden på informationsområdet ville fremstå som den vigtigste indtægtskilde. Ifølge Hans Keiding blev disse tendenser ofte betragtet som et brud med tidligere former for økonomisk lovmæssighed, men som han påpeger, var den nye økonomis fortalere især at finde i medieverdenen snarere end i det akademiske miljø. "Og trods det suggestive i budskabet lykkedes det ikke at underbygge fremtidsvisionerne med en forklaring baseret på økonomisk teori. Da den tidstypiske optimisme med hensyn til informationsteknologiens kommercielle muligheder svandt omkring år 2000, blev der tilsvarende stille om den nye økonomi."

Troen på en ny økonomi er et klart eksempel på hele den irrationalitet der knytter sig til markedsøkonomien - og som aldrig vil kunne elimineres. Konkret kaldes de for økonomiske 'bobler' (it-boble, boligboble og kreditboble), og det ligger i enhver form for sådanne bobler at de i allerhøjeste grad beror på irrationelle fænomener som forventninger. Og det prøver man naturligvis at tage højde for i teorien.

Tidligere overvismand Torben M. Andersen har i Encyklopædien forklaret sammenhængene på forståelig vis. Begrebet 'boble' er især af betydning i forbindelse med prisdannelsen på finansielle fordringer og på ikke-reproducerbare varer, fx kunstgenstande, hvis forventede fremtidige pris er af stor betydning for den aktuelle pris. Store prisbevægelser kan, hedder det, forekomme som et udslag af spekulative forventninger om prisen. Hvis alle venter at prisen i morgen vil være høj, kan priserne pludselig stige; man siger at prisen indeholder en boble. Omvendt kan der forekomme pludselige og store prisfald - boblen brister - hvis tiltroen til fortsatte prisstigninger forsvinder.

Det sjove er nu at økonomerne også opererer med begrebet 'rationelle bobler'. Ved disse forstås ifølge Andersen, at prisdannelsen kan frigøre sig fra de fundamentale markedsforhold, selvom agenterne har rationelle forventninger. Forventningsdannelsen bliver i disse tilfælde selvopfyldende, og forhold der egentlig er irrelevante for prisdannelsen, bliver af betydning alene af den grund at alle tror de er det.

'Rationelle forventninger' (til forskel fra adaptive forventninger) forklares igen som forventninger om økonomiske forhold der er dannet ved brug af al tilgængelig information i overensstemmelse med den relevante økonomiske model. De betegnes derfor også modelkonsistente forventninger, idet en amerikansk økonom i begyndelsen af 1960'erne lancerede den idé, at forventningsdannelsen skal tage udgangspunkt i den model, der menes at beskrive den eller de relevante variable. "Hermed udnyttes al tilgængelig information optimalt, og systematiske forventningsfejl udelukkes i modsætning til ved mekaniske forventningsmodeller. Med rationelle forventninger udelukkes hverken muligheden for fejlagtige forventninger, eller at forventningsdannelsen kan indeholde selvopfyldende elementer og føre til bobler."

Torben M. Andersen gør også opmærksom på at de adaptive forventninger indgår som meget benyttet forudsætning i praktisk økonomisk modelarbejde fordi de her bliver kvantificeret på en enkel måde, selvom de er subjektive og vanskelige at måle. Adaptive forventninger, tilføjer han, lider dog af flere svagheder, bl.a. baseres den alene på grundlag af den hidtidige udvikling i den pågældende variabel. Viden om fremtidige vilkår og ændringer kan derfor ikke påvirke denne type forventninger, ligesom systematiske forventningsfejl kan forekommer.

Professor ved Københavns Universitet Jean-Robert Tyran der forsker i noget så specielt som 'eksperimentel adfærdsøkonomi', hvilket blandt andet vil sige folks reaktioner i et decideret 'boblemarked' (et marked med urealistiske prisstigninger), kan fortælle at folk tager vilde chancer når renten er lav, men også at deltagerne hurtigt kan miste overblikket i et marked, når der er mange forventninger om andres forventninger på spil. Han påpeger også at bobler ofte varer overraskende længe. For uanset hvilke advarsler der lyder fra kloge hoveder, så bliver de enkelte deltagere ved med at løbe efter flokken så længe der er enorme afkast, og det er der jo så længe boblen varer. En boble kan simpelthen være vanvittig profitabel, bare man kommer ud af den i tide!

Her fortælles jo netop en af hemmelighederne ved det frie marked for formuebevægelser. Forventningerne om andres forventninger - eller hvad Torben M. Andersen kalder 'de spekulative forventninger om prisdannelsen' - er uforudsigelige. De kan give store, ja, enorme afkast, så længe priserne stiger og stiger langt ud over det realistiske, og mange tager chancen ikke fordi det er fornuftigt eller de har overblik over situationen, men fordi de rives med af andre. Nøjagtigt som ved massemøder og masseoptøjer. Der er i realiteten tale om massepsykologiske fænomener - og derfor kan der når en boble brister også gå panik i folk: alle skynder sig i angst for tab at sælge hvad de har af aktier - og er dermed i realiteten med til at forstærke kursfaldet. Derfor de meget store kursfald flere dage i træk på trods af statslige redningsplaner - og i Danmark en vederhæftig forsikring om grundlæggende sund økonomi. Tingene retter sig uden tvivl op igen før eller siden, men der kan gå lang tid - og det er naturligvis ikke alle der har økonomiske muligheder for at afvente genopretningen af balancen.

Alle kan være enige om, at det er usundt med denne til hysteri eller panik grænsende massepsykologi i økonomien, men den kan ikke elmineres fra økonomien uden at selve friheden til handel med penge og værdipapirer går tabt. Og det må af andre grunde som initiativ, kreativitet, fremdrift og vækst anses for uønskeligt. Dybest set er al økonomi og al politik af irrationel karakter - og vil derfor kun kunne 'styres', 'justeres' eller 'reguleres' nogenlunde fornuftig, sålænge den økonomiske vækst befinder sig i smulte vande og med fuldt ansvarlige ledere af såvel finansinstitutterne som regeringsmyndighederne. Der skal være realværdier bag pengeværdierne og rimelige forhold mellem bankernes udlån og indlån samt mellem staternes udgifter og indtægter. Men netop fordi markedet, regeringerne, finansinstitutterne samt borgerne er frie og udviklingen bevæger sig ind i en ukendt fremtid befinder økonomien sig aldrig i en fuldkommen balance.

Den globale finanskrise vi for øjeblikket befinder os i - og som må siges at have sin hovedårsag i boblerne i USA - vil ramme hårdt over hele verden med tab og usikkerhed samt arbejdsløshed i flere år. Om den vestlige verden havner i en decideret recession, er det for tidligt at sige noget om. Men krisen viser i hvert faldt med større tydelighed end nogen ønsker, at markedsøkonomien er uhyre irrationel af karakter. Hverken finansinstitutterne eller spekulanterne kan overskue de risici de løber, og regeringerne kan kun i nogen grad begrænse skaderne af andre instansers fejlslagne kalkuler. Også her gælder loven om utilsigtede virkninger fuldtud. Enhver handling har udover de tilsigtede virkninger også altid utilsigtede virkninger, fordi årsagskæderne aldrig kan overskues fuldstændigt i et 'system' der er åbent og frit som det menneskelige samfund og markedsøkonomien. Ikke al nødvendig information vil nogensinde være fuldt tilgængelig for beslutningstagerne, når en beslutning skal tages.

Den væsentlige irrationalitet ved markedsøkonomien kan samles i en række af de økonomiske afmagtspostulater som under inspiration af filosofiprofessor Johs. Witt-Hansen er formuleret andetsteds på disse sider (se Afmagtspostulater).

Det er umuligt at skabe et alternativ til markedsøkonomien der har samme velegnede mekanismer til at sikre størst muligt produktion til lavest mulig omkostning
Det er umuligt at give markedsøkonomien frit løb uden samtidigt at skabe basis for økonomiske magtkoncentrationer der vil undergrave markedsøkonomien.
Det er umuligt for samfundets økonomiske kræfter at producere sig ud af alle mangler.
Det er umuligt at ophæve begrænsningerne i de økonomiske ressourcer.
Det er umuligt at styre deflation lige så nemt og socialt acceptabelt som at styre inflation.

Men hertil kan føjes:

Det er umuligt for regeringer at regulere markedsøkonomien så nøje og effektivt at det kan fjerne usikkerhed og ustabilitet fuldstændigt.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Den økonomiske krise nu for alvor en omvæltende realitet (29.10.08.)

Bliver finanskrisen Det Store Tidehverv?  (30.9.08.)
Finanskrisen stikker dybt  (28.9.08.)
Individ og samfund som komplementære fænomener  (23.7.03.)
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener  (26.8.03.)
Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)

Politik, magt og afmagt Den ene af fem introduktioner til Jernesalts filosofi (30.12.04.)

Politiske og økonomiske afmagtspostulater
Sociale og juridske afmagtspostulater
Hele artiklen om afmagtspostulater

Artikler om Danmark
Artikler om EU og Europa
Artikler om USA
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken

Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven

utils postfix clean