JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - finanskrise08c

ARTIKEL FRA JERNESALT - 29.10.08.

Den økonomiske krise nu for alvor en omvæltende realitet

Mens vi venter på Obama, må det konstateres, at finanskrisen der startede for et par måneder siden ikke blot er en værdipapirkrise der udover at give midlertidige likviditetsproblemer hovedsageligt rammer spekulanter, men er en decideret realøkonomisk krise der overalt på kloden vil give faldende vækst, faldende produktion, højere arbejdsløshed, højere rente og problemer med at styre inflationen. Hertil kommer øget fattigdom, sygdom og hungersnød i de dele af verden der i forvejen er ramt af fattigdom samt øget pres på den klima- og miljøpolitik alle havde håbet at kunne koncentrere sig om de næste år.

Regeringerne i hele den vestlige verden har fortsat store problemer med at stabilisere finansmarkedet og fjerne den nærmest paniske angst som investorerne for øjeblikket lider af og som i sig selv kun gør krisen værre. Regeringerne vil formentlig også være tvunget til efterhånden at gribe ind med økonomiske planer der kan om ikke holde produktionen i gang så mindske dens tilbagegang til et håndterligt niveau. Men i både USA og Tyskland er den altid følsomme bilproduktion allerede blevet udsat for nedgang og fyringer eller midlertidige produktionsstop - dog ikke uden undtagelser. Tyske Mercedes-Benz standser således produktionen flere uger i forbindelse med juleferien, men Volkswagen-koncernen fik i går et så vældigt skub opad på børsen i Frankfurt at det førte hele Dax-indekser i plus. Den amerikanske General Motors mangler derimod mange milliarder dollars for at være i stand til som planlagt at foretage en nødvendig fusion med Chrysler.

Herhjemme har store banker ventileret den tanke at suspendere børserne nogle dage for at give ro på feltet. Men ingen tror på en sådan isoleret foranstaltning, for uroen der kan føres tilbage til investorernes angst for tab vil blot vende tilbage, når børserne lukker op igen, medmindre der er foretaget ting der kan fjerne angsten. Desuden kan det ikke forventes, at der kan blive enighed om en sådan børssuspension internationalt, og så nytter den ikke.

Et andet hjemligt problem er presset på kronen der skyldes at udenlandske spekulatorer køber dansk valuta op, så den danske fastkrone-politik ikke har kunnet holdes på anden måde end ved at Nationalbanken har hævet renten endnu engang, selvom Den Europæiske Centralbank sætter renten ned. Det får spørgsmålet om dansk tilslutning til euroen til at blusse op. Havde vi stemt ja til euroen for et par år siden, havde problemet ikke været der. Men det er en meget kortsigtet betragtning, eftersom den danske rente nok skal komme på niveau med Centralbankens igen. Fordelene ved at stå uden for euroen skal derfor ikke undervurderes.

Det tredje finansproblem for Danmark er det aktuelle pres på realkreditobligationerne der er det danske realkreditsystems gode og solide fundament. Presset skyldes pensionsfondes og kapitalfondes øjeblikkelige likviditetsproblemer som følge af tab på aktier. Fondene må ty til salg af nogle af de mange realkreditobligationer de ligger inde med og som de nødigt vil af med - med det resultat at kursen falder og giver problemer på boligmarkedet i form af væsentligt højere rente. Der forhandles i disse dage om en løsning der fx kunne bestå i at give fondene tilladelse til i en periode at køre med mindre likviditet i forhold til deres investeringer end hidtil. En anden løsning kunne være at ændre pensionskassernes såkaldte diskonteringsrente - og endelig er det også en mulighed at give statens pensionsfonde tilladelse til at købe realkreditobligationer ved siden af statsobligationer. - Problemet viser at selv et så robust og fortrinligt system som det danske realkreditsystem er nødsaget til at tilpasse sig en meget negativ udvikling i udlandet som man ikke har indflydelse på.

En af de globale følger af finanskrisen er at prisen på råolie er faldet ganske betragteligt. I sidste uge var den faldet med over 50 % siden juni måned. Det rammer lande som Rusland, Iran og Venezuela hårdt. Rusland er verdens næststørste olieproducent, og de gode indtægter har både sikret en almindelige vækst i landet og tilladt en væsentlig forøgelse af militærudgifterne. Begge dele må der nu skrues ned for. For Venezuela er det endnu værre, for her stammer mere end halvdelen af statens indtægter fra olien, og det er den der har muliggjort præsident Hugo Chávez' fattigddomsbekæmpelse såvel som hans utilsløret hånlige angreb på USA's position som supermagt. Selv den spanske konges påtale for udiplomatisk retorik på de spansktalende landes konference i sommers kunne den stortalende Chavez tillade sig at blæse på. Men nu er hans 'check-hefte-socialisme' kommet i klemme. Og for Irans vedkommende gælder at olieprisens fald rammer landets sårbare økonomi så hårdt at den truer præsident Mahmoud Ahmadinejads position i forhold til præstestyret, fordi den er opretholdt ved systematisk statssstøtte til de fattige.

Selv de store arabiske oliemagnater har måttet tilpasse sig den nye situation. De har mistet enorme summer på aktiernes kursfald, men mister tillige dagligt enorme indtægter på olieprisens fald. Magthaverne har som andre steder måttet sikre bankernes likviditet, men problemerne har også forstærket ønsket om en fælles mønt og en centralbank for Golfstaterne. Landene misunder EU for sin euro - og finansministre og cheføkonomer i regionen påpeger at en fælles golfvaluta både ville blive meget stærk sammenlignet med dollaren, euroen og yen'en og kunne hjælpe de nationale økonomier samt dæmpe inflationen. Men som i Europa er problemet at blive enige om fælles tiltag.

Indien og navnlig Kina er undtagelserne i det store mønster, fordi disse lande nok lider store tab på grund af aktiekursernes fald, men ikke ser ud til at få vendt deres økonomiske vækst til recession. Kina har reserver tæt på 2.000 milliarder dollars i udenlandsk valuta, heraf ca. en fjerdedel i amerikanske statsobligationer. Landet ville være i stand til - som foreslået af en økonom i Financial Times at låne USA 500 mia dollars til at redde den amerikanske økonomi. Og med en eksport på næsten 30 mia dollar i september måned og en stigning på årsbasis på over 20 % ser Kinas potentiale ud til fortsat at være enormt - på trods af alle tab.

Der er delte meninger om hvor sammensmeltet Kinas økonomi er med Vestens. Nogle mener at Kina og Indien er ved så at sige at 'afkoble' sig fra den vestlige krise, men omvendt mener den britiske historiker Niall Ferguson at 'China' og USA er så tæt på en finansiel sammensmeltning at man snart kan tale om 'Chimercia'! Hvis det amerikanske finansmarked bryder helt sammen, vil Kina være det land uden for Amerika der vil mærke virkningerne hårdest, påpeger han. Men kineserne med regeringschefen Wen Jiabao i spidsen er jo netop indstillet på at samarbejde med USA om en løsning - for at undgå denne situation. De er iskolde realister der bestemt ikke har noget imod at udnytte den amerikanske svækkelse, men omvendt har de heller ingen interesse i at trække tæppet væk under USA. Formentligt undgår Kina ikke en sænkning af reformtempoet, men der er stadigvæk tale om en høj og stigende vækstrate. Kun vil vækstraten blive mere moderat - måske kun ti procent i 2008 og ni procent i 2009. Men tallene skal ses i sammenhæng med at en vækst under otte procent vil give stigende arbejdsløshed i Kina.

En ny æra i den globale kapitalisme forestår efter alle solemærker at dømme, men der er stadig nogle der skelner mellem en demokratisk kapitalisme som den amerikanske og europæiske på den ene side og den autoritære kapitalisme som bl.a. Kina repræsenterer. Det er oplagt at forskellen afspejler graden af frihed, men betegnelserne er alligevel misvisende. For det første har den kinesiske kapitalisme i høj grad siden krisen i 1997-98 bygget på god gammel, økonomi-fornuft: solid opsparing kombineret med inflationsbekæmpelse. For det andet er spørgsmålet om kapitalismens udvikling ikke et valg mellem demokrati og diktatur, men en fornuftig reformproces der regulerer markedsøkonomien bedre end man hidtil har gjort.

Den primitive måde at anskue finanskrisen på er at stille spørgsmålet om Karl Marx havde ret i at kapitalismen er ude af stand til at løse landenes og befolkningernes økonomi. 'Das Kapital' er de seneste uger blevet bestseller i Tyskland som følge af krisen, men den form for kapitalisme Marx sad på den smukke læsesal på British Museum og analyserede i fred og ro, den eksisterer ikke mere. Udviklingen siden har vist at kapitalismen og markedsøkonomien ikke ud fra en eller anden mystisk, men simpel naturlov ender med alles forarmelse, for markedsøkonomien er forlængst blevet reguleret. En fuldstændig fri og uhæmmet liberalistisk markedsøkonomi - det man også kalder Manchester-liberalismen eller en uhæmmet laissez-faire liberalisme - findes ingen steder. Tværtimod er markedsøkonomien nu overalt reguleret på den ene eller anden måde og i det ene eller andet omfang.

Den er mindst reguleret i USA når republikanerne har magten og fremmer liberal tankegang mest muligt. Men den er de facto også reguleret derovre, takket være almindelig sund fornuft og demokratiske præsidenter som Franklin D. Roosevelt. Og i de europæiske lande har den overalt været reguleret, ikke mindst efter 2. verdenskrig, hvor den økonomiske vækst, da den først kom i gang (takket været Marshall-hjælpen) og førte til det moderne velfærdssamfund. Dette regnes af hårdnakkede amerikanske liberalister for socialistisk (selv præsident Eisenhower kaldte Danmark for et socialistisk land). Men det har jo intet på sig - eftersom socialisme i egentligste forstand indebærer samfundets (i praksis statens) overtagelse af alle produktionsmidler. Noget sådan fører til en planøkonomi der fortsat er baseret på kapitalismen og derfor bør kaldes statskapitalisme. Den er på langt sigt kendetegnet af mangel på frihed og initiativ og fører derfor uundgåeligt til stagnation.

Velfærdssamfundet er kapitalistisk, men kapitalismen er her reguleret ud fra det dobbelte hensyn at varetage både kapitalejernes frihed og lyst til at investere og ekspandere og lønmodtagernes udkomme og fundamentale tryghed. Velfærdssamfundet er med andre ord socialliberalt, og ideelt set er socialliberalismen at betragte som en komplementaritet mellem det sociale princip (ligheds- og tryghedsprincippet) og det liberale princip (eller frihedsprincippet). Ingen af principperne kan undværes i et sundt og dynamisk samfund. - Jf artiklen Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener.

Når den tidligere amerikanske centralbankchef Alan Greenspan fornylig over for kongressen har indrømmet at det var en fejl fra hans side "at antage at banker og andre foretagender ville være de bedste til at beskytte deres egne værdier og aktionærerne, fordi det var i deres egen interesse at gøre det", så er det unægteligt en erkendelse af en brist i Vestens kapitalistiske system og markedsøkonomi, som ingen kan sidde overhørig, men alle ansvarlige må gøre deres yderste for at få rettet op på i det omfang det er muligt, således at gentagelser kan undgås. Løsningen hedder mere regulering og højere grad af åbenhed, men regulering er blot ikke uden videre det samme som mere og strengere kontrol, for så bliver resultatet uheldigvis at man fjerner friheden og lysten til at investere og modet til at løbe en risiko!

Det er naturligvis alle rationalisters, humanisters og socialisters hede drøm at lægge størst mulige forhindringer i vejen for kapitalejeres frihed og lyst til at investere og dermed fjerne al risiko fra det økonomiske liv. Men de liberale vil aldrig tillade at friheden forsvinder, de trygheds- og lighedselskende mennesker vil heller ikke, når det kommer til stykket, undvære fordelene ved kapitalejernes frihed - og risikoen, ja, den kan overhovedet ikke fjernes fra udviklingen eller menneskelivet.

Sikkert er at den nuværende finanskrise og realøkonomi-krise (recession) vil ændre verden. Den vil ændre magtbalancen i verden, den vil gøre de fattige lande endnu fattigere, og den vil gøre det nødvendigt at se på klima- og miljøproblemerne med friske øjne. Den vil for et land som Danmark der har sund økonomi og sund indstilling til både økonomi og velfærdssamfund i en vis periode betyde lavere vækst og stigende arbejdsløhed. Men den vil også understrege behovet for at nytænke selve troen på økonomisk vækst.

I forvejen har den økonomiske vækst der trods udsving i konjunkturerne fra år til år har tegnet en støt stigende kurve over udviklingen siden 2. verdenskrig, ja, siden industrialiseringen satte ind. Det har medført en betydelig forøgelse af den almindelige levestandard i alle højtudviklede lande - og efterhånden også en forøgelse af levestandarden i mange såkaldte udviklingslande (dem man før i tiden kaldte u-lande). Men to store og på langt sigt dybt alvorlige udviklingstendenser, der uden indgreb kan vise sig katastrofale, har gjort den økonomiske vækst særdeles dobbelttydig. Den eksplosive befolkningstilvækst har øget presset på jordens ressourcer gigantisk - og indirekte ført til hungersnød og epidemier mange steder i verden. Og den generelle økonomiske vækst i kombination med denne befolkningstilvækst har givet svært håndterlige miljø- og klimaproblemer.

Intet tyder på at befolkningstilvæksten vil blive reguleret ad fornuftig politisk vej. Den vil fortsat give hungersnød, epidemier og belastning af miljøet. Intet tyder heller på at klima- og miljøproblemerne, nærmere betegnet den globale ophedning, de større naturkatastrofer og luftforureningen i byerne vil kunne løses i tide ad politisk vej. Nationerne vil blive tvunget til at udvikle bedre teknologi til at håndtere problemerne med. Men den politiske uro som følge af den stigende økonomiske ulighed i verden vil tage til.

Der bliver derfor nok at tage sig til for fremtidens politikere, økonomer og forskere. Men mens vi venter på Obama, kan vi i det mindste konstatere at store omvæltninger står foran os, og at 2009 utvivlsomt vil blive et selvransagelsen år.

Jan Jernewicz

Henvisninger: