|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.9.08.Finanskrisen stikker dybtKrisens rasende udvikling på få ugerForhistorien - og sammenligning med 1929 Den globale virkning bliver omfattende og langvarig Kapitalismen og markedsøkonomien som vilkår Velfærdssamfundet kræver en vis regulering af markedet Links og henvisninger Krisens rasende udvikling på få uger Til toppen Næste Det vakte berettiget opsigt, da den danske Nationalbank for kort tid siden gik ind og reddede en relativt stor og meget uansvarlig lokalbank som Roskilde Bank fra fallit - og senere en ganske lille lokalbank som Ehb i Thy, for den slags sætter de ellers hævdvunde markedsmekanismer delvis ud af kraft, og kan derfor ikke danne præcedens. Nationalbanken forhandler derfor med de store banker om oprettelse af et såkaldt Privat Beredskab der skal træde hjælpende til i fremtiden uden at Nationalbanken, staten og skatteyderne skal betale. Nationalbanken gik strengt taget heller ikke ind i Roskilde-sagen for at redde Roskilde Bank som selvstændig virksomhed - den skal sælges og aktionærerne mister under alle omstændigheder penge. Nej, Nationalbanken ville forhindre kollaps af et godt, men ikke fejlfrit banksystem. Det betyder i praksis at de store og fornuftigt drevne banker med denne engangshjælp og det nye beredskab skulle kunne modstå de fremtidige tab der skyldes uforsigtige spekulationsinvesteringer, men til gengæld må usunde foretagender finde sig i at blive opkøbt eller bukke under. Dog har Nationalbanken netop i går den 26.9. også midlertidigt øget lånemulighederne for sunde bankforetagender med likviditetsproblemer. Det vækker imidlertid ikke blot opsigt, men den allerstørste bekymring at først den britiske regering og siden den amerikanske regering har måttet redde store letsindige finansinstitutter, ligesom USA's regering for første gang i årtier åbent har måttet erkende en dybt alvorlig finanskrise der kan få katastrofale følger for landet selv og hele verden hvis ikke der hurtigt gribes ind med en stor redningsplan. Ja, i klar modstrid med præsident Bushs og republikanernes 'instinktive' liberalisme har begge måttet erkende nødvendigheden at indgreb i markedsmekanismerne fra statens side. "Hele USA's økonomi er i fare" - det var budskabet da præsident Bush onsdag aften holdt en tv-tale til amerikanerne om den redningsplan for hele økonomien som hans finansminister har udarbejdet. "Flere banker kan gå ned, herunder nogle i dit nærmiljø", lød det bl.a. og konjunktiverne kom rigtigt i brug: "Aktiemarkedet ville falde endnu mere, hvilket ville reducere din pension. Værdien af din bolig kunne styrtdykke. Antallet af tvangsautioner ville stige dramatisk. Og hvis du ejer en virksomhed eller et landbrug ville du finde det sværere og dyrere at få lån..... Flere virksomheder ville dreje nøglen om, og millioner af amerikanere kunne miste deres job..... Og i sidste ende ville hele landet opleve en lang og smertefuld recession. Medborgere: Vi må ikke lade dette ske". Men præsidenten sagde også: "Mit naturlige instinkt siger mig, at staten ikke skal blande sig, og at dårligt ledede firmaer må bukke under. Men det her er ikke normale omstændigheder". - Og det kan man kun give Bush ret i. Men det er første gang han åbent erkender det. Hidtil har han gang på gang sagt og understreget det modsatte, at USA - trods store, villede budgetunderskud og enorme militærudgifter - har en stærk økonomi. Den nye erkendelse af de skæbnesvangre økonomiske realiteter har også ændret valgkampen i præsidentvalget. Republikanernes præsidentkandidat McCain gik i den forløbne uge pludseligt ud med den besked at han ville suspendere sin valgkampagne nogle dage for at rejse til Washington og deltage i et møde med præsidenten, finansministeren og repræsentanter for begge partier fra begge Kongressens kamre om redningsplanen, og han opfordrede demokraternes Barrack Obama til det samme. Det ville Obama nu ikke, meddelte han efter nogle timers tøven. Han kunne godt klare både at deltage i mødet med Bush i Washington og samtidigt fortsætte sin valgkamp. Dette gav ham et par point. Men mødet førte ikke til et resultat, for det viste sig at republikanerne og ikke demokraterne havde alvorlige indvendinger mod redningsplanen, først og fremmest at den ville tørre spekulanternes milliardtab af på skatteyderne. Republikanerne ville derfor udarbejde en alternativ plan. Men sagen haster. En redningsplan skal vedtages i løbet af ganske få dage for at forhindre eventuelle nye kursdyk og flere krak i finans- og forsikringsverdenen. Muligvis har McCain kalkuleret med at en redningsplan fra regeringens side som demokraterne ville være nødt til at støtte kunne give ham en gevinst i valgkampen, fordi han kunne påstå at det er republikanerne der har leveret løsningen på den krise de ellers får skyld for at have været hovedansvarlig for gennem præsidentens finanspolitik. I så fald kunne det måske lykkes McCain at få vendt den oplagte tabersagen til lidt af en vindersag - eller i det mindste neutralisere sagen og give hans kampagne noget af den energi tilbage han fik med den overraskende udnævnelse af Alaska-guvernøren Palin til vicepræsidentkandidat, men tabte igen da finanskrisen blev akut. Den slags er svært at gennemskue, men det har hele tiden ligget i luften, at McCain sandsynligvis ville tabe til Obama, hvis den økonomiske krise ville blive aktualiseret for alvor. Og det må man sige den er blevet ganske eftertrykkeligt. Hele den erfaring McCain slår på at være i besiddelse af ligger på udenrigs- og sikkerhedspolitiken. Men omvendt gælder at Obama ganske vist ikke har den store erfaring om økonomi, så hvis McCain kunne tage et stik hjem på dette felt, ville det gavne hans muligheder, selvom de fleste vælgere er klar over at det er republikanerne der bærer hovedansvaret for miseren. Problemet for Obama kan blive at han må give større løfter end han kan indfri - og at han kan blive nødt til at slå på de protektionistiske strenge. Og det er i hvert fald ikke det udlandet helst ser. Sagen er blot at republikanerne nu har udstillet deres uenighed om præsident Bushs redningspakke for åben skærm, og at demokraterne kan slå på at McCain kun har kompliceret forhandlingerne ved sin optræden. De vil naturligvis ikke forære modstanderen et så nemt kort. Præsident Bush er vitterligt presset. Han har totalt mistet autoritet som sit lands leder - og kom nærmest undskyldende ud af Det Hvide Hus torsdag aften for at bedyre at redningsplanen vil blive vedtaget. Det vil den naturligvis blive, fordi det er absolut nødvendigt. Og i skrivende stund (søndag formiddag) meddeles da også, at planen ventes endeligt finpudset og vedtaget af repræsentanternes hus søndag og af senatet mandag, således at New York Stock Exchange kan være beroliget inden åbningen mandag morgen. Støtteplanen indebærer at ikke mindre end 700 mia dollars fra statskassen og dermed fra skatteyderne skal kastes ind på aktiemarkedet for at stabilisere kurserne. Dette er der naturligvis meget store betænkeligheder ved, og præsident Bush har da også måtte indrømme, at det ikke er retfærdigt at skatteyderne skal betale for fejltagelserne på Wall Street, men at der intet andet er at gøre, hvis verdens største økonomi skal reddes! I en kronik i Politiken 16.9. har Boye Haure påpeget at USA nærmest har brug for en økonomisk mirakelmager for at redde landet. Han nævner først og fremmest den chokerende lave dollarskurs som hovedsymptom, fordi den har transformeret USA's kritiske ubalancer til Danmark og resten af Europa, idet valutakursen simpelthen reflekterer den underliggende realøkonomi bag møntsorten. Men der er reelle økonomiske grunde til det voldsomme kursfald, og Boye Haure mener ligefrem at det kan være selve USA's supermagtsposition der har været for dyrekøbt. Ikke mindre end syv nationaløkonomiske dødssynder finder han centreret omkring USA: (1) statsgælden er under Bush blevet øget uafbrudt som følge af budgetunderskuddet. (2) udlandsgælden vokser hele tiden p. gr. af handels- og betalingsbalanceunderskuddene. (3) dollarens lave kurs truer dens status som reservevaluta. (4) olieafhængigheden og de høje oliepriser er en følge af det bilisme-centrerede overforbrug (5) finanskrisen med subprime-lån er en følge af overbelåning på ejendomsmarkedet. (6) fødevarekrisen er international som følge af global ulighed og manglende ny energiteknologi. (7) risikoen for ny protektionisme kan blive følgen af frygt for tab af arbejdspladser. Boye Haure mener derfor det kan blive nødvendigt for den vindende præsidentkandidat at trække valgløfterne i land når valget er overstået. Dog kan diplomati stabilisere finansmarkedet, og der vil være store fordele forbundet med omlægning af energipolitikken, herunder mindskningen af olieafhængigheden. Men når Haure specielt peger på behovet for en økonomisk mirakelmager, så skyldes det naturligvis massepsykologien i en finanskrise: mirakuløse stemninger skal overføres til de finansielle markeder! Unægteligt er det i USA som i Danmark og resten af Europa udviklingen på boligmarkedet der har været den konkrete udløsende faktor for den nuværende finanskrise. I Danmark er det den alt for lette adgang til lån på særligt fordelagtige vilkår med fx afdragsfrihed i en årrække der har stimuleret byggeriet for meget og presset prisniveauet op på et alt for højt niveau. For USA's vedkommende nævner Boye Haure udtrykkeligt subprime-lånene, netop et finansbegreb som knytter sig til bankers långivning i fast ejendom med høj risiko og høj rente. Navnet på lånetypen stammer ifølge Wikipedia fra en opdeling i låntagere i "Prime", som er folk der med stor sandsynlighed vil betale deres lån tilbage og "Subprime" (dem nedenunder), hvor der - for at sige det pænt - er mindre sandsynlighed for at låntager vil være i stand til at betale lånet tilbage. Traditionelt blev subprime lån givet i forbindelse med midlertidige økonomiske problemer, hvor forventningen så var at låntager inden for en forholdsvist kort periode ville komme på fode igen og være i stand til at lægge lånet om til et "prime lån". Derfor blev subprime lån også typisk udstedt med lavere rente i de første år end i resten af lånets løbetid. Det bør vel tilføjes at prime og subprime er den pæne måde at dele folk op på. Den realistiske betegnelse på subprime-lånere burde være andenrangs-låntagere. Grundlaget for finankrisen opstod ifølge Wikipedia allerede i form af en subprime-krise, da lånestandarder for banker og andre finansielle institutioner faldt i løbet af 2000'erne. Der blevet lavet "lån hvor det burde have været klart at låntagers indkomstforhold var utilstrækkelige til at afdrage lånet, eller lån hvor ejendommen belånes ud over sin aktuelle værdi i forventning om at risikoen dækkes af stigende ejendomspriser og en deraf afledt stigning i ejendommens friværdi, som kan medføre, at lånet lægges om til et lån med lavere rente. Falder ejendomspriserne vil gældsbyrden overstige låntagerens og ejendommens kreditværdighed i en sådan grad, at låntageren tvinges til at sælge til under belåningen, og långiver taber penge". En af grundene til at lånestandarderne sank var den såkaldte "securitisation", et lidt flot udtryk der egentlig bare dækker over en flere hundrede år gammel praksis der går ud på at de der i første omgang godkender lånet, sælger det videre efter kort tid, og derfor ikke beholder risikoen ved at låntager eventuelt ikke betaler lånet tilbage, men udelukkende tjener penge på at være formidler. Formidleren af lånet har dermed incitamenter til at få lavet så mange lån som muligt uden hensyntagen til låntagers betalingsevne. Eller med andre ord - mine ord: Markedet domineres af spekulanter. Finankrisen indledtes da ejendomspriserne i USA begyndte at falde i 2007. Mange ejendomme gik på tvangsauktion og bankerne måtte afskrive store beløb. Det gav uro på de finansielle markeder globalt, idet bankerne som regel spreder risikoen til andre aktører, der er villige til at spekulere på det finansielle marked. I september 2007 bukker den britiske bank Northern Rock under. Den overtages i februar 2008 af den britiske stat. Og så går det ellers løs: I marts går den amerikanske finansgigant Bear Sterns bankerot, Nationalbanken må redde den fra konkurs, og i juli må den amerikanske regering redde USA's største realkreditinstitutter Fannie Mae og Freddie Mac der tilsammen sidder på halvdelen af det amerikanske boligmarked svarende til et beløb på 5.000 mia dollars (ca. 25 gange mere end Northern Rock. I august indgiver USA's næststørste udbyder af boliglån Indymac Banc konkursbegæring. I september overtages investeringsbanken Merill Lynch af Bank of America, og den 15. september indgiver den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers konkursbegæring efter at have tabt 3,9 mia. § fra juni til august og 6,6 mia. § i år. Forhistorien - og sammenligning med 1929 Til toppen Næste Den amerikanske krise kan læses på aktieindexet Dow Jones. Indexet faldt fra 13.815,59 den 19.9.07 til 11.171,30 pr. 15.9.08. og er yderligere dalet til 11.042,17 pr. 25.9. De seneste dages svingninger skyldes usikkerheden om den amerikanske regerings redningsplan. Og kommentatorerne har været på plads. I det følgende refereres overvejende Politikens: 13.9.08. Niels Lunde: Krisen i USA har tvunget storbanken Lehman Brothers i knæ. Lad blot banken gå ned, lyder det fra erhvervspressen. Hvis Centralbanken går ind og redder Lehman oven på redningen af Bear Stearns og Fannie Mae vil der ikke længere være undtagelser i en krise. Esben Kjær spørger om man ikke sætter kapitalismens grundvilkår ud af kraft ved at redde Roskilde Bank i Danmark, Fannie Mae i USA og Alitalia i Italien. "Hvis Staten ustandseligt forhindrer virksomheder i at gå ad helvede til, har man så ikke sat et grundlæggende træk ved kapitalismen ud af kraft og skabt et miljø, hvor erhvervsledere kan opføre sig uansvarligt, i forvisning om at staten kommer og redder dem fra sig selv? Konkurrenceeksperten Niels Blomgren-Hansen (CBS) betegner det i hvert falde som et kæmpe moralsk problem: "Man skal have incitament til at tænke sig om, når man investerer. Men hvis et selskab er tilstrækkeligt stort kan der være situationer, hvor der ikke er meget andet at gøre end at hjælpe". 16.9. taler Esben Kjær om et jordskælv i finansverdenen, eftersom den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers går i betalingsstandsning og skal likvideres. USA's førende, men kriseramte investeringsbank Merill Lynch kommer en ny bankkrise i forkøbet ved at sælge sig til Bank og America, og et af verdens største forsikringsselskaber, amerikanske AIG, får akut nødhjælp for 40 mia dollar hos nationalbanken - samt sin markedsværdi halveret på en enkelt dag. Nationalbankerne i USA, Europa og mange andre steder pumper et trecifret milliardbeløb ud i finanssektoren for at undgå nedsmeltning. De globale aktiemarkeder kvitterer for en af de værste dage i nyere finanshistorie med kraftige kursfald. 17.9. gør Michael Jarlner krisens vindere og tabere op. Statslige fonde fra Kina og rige olielande kan vinde på den internationale finanskrise, og også discountbutikker kan få nye muligheder. Taberne omfatter millioner af boligejere, topchefer og banker. - Globalt breder krisen sig. Sammenbruddet i to store finanshuse skaber frygt for nye kollaps. Bankerne tør ikke låne hinanden penge. Ja, børsfolk talte om en slags finansiel darwinisme: Kun den stærkeste overlever. - Årsagen til krisen er de seneste års kaskader af nye og stadig mere avancerede finansprodukter, såkaldte derivater (egentlig afledte fordringer), hvor man deler risikoen ved et lån op i flere dele, hvorefter man sælger dele af risikoen videre og på den måde spreder den rundt i verden. Produktet kan - anvendt med fornuft og med måde - virke som en genial opfindelse, men kan ifølge Warren Buffet også, når det først går galt, betragtes som et finansielt masseødelæggelsesvåben. 17.9. erklærer bankerne sig klar til at åbne regnskaberne for kunder, aktionærer og investorer, dvs give adgang til interne solvensvurderinger der beskriver pengeinstitutternes økonomiske muskelkraft. Men der er også betænkeligheder ved risikoen for at drukne folk i unødig information. Måske bedre at arbejde med bedre og mere informative noter om regnskaberne, lyder det. 18.9. ryster finanskrisen giganterne i USA. For anden gang i løbet af måneden har den amerikanske regering måttet kaste store milliardbeløb ind i redningen af en finansgigant. Denne gang AIG, American International Group Inc., en af verdens største forsikringskoncerner med 116.000 ansatte og aktiver for over 1000 mia. Krisen ryster også Storbritannien. Ligesom der er voldsom uro på den russiske børs (fordi store milliardbeløb er blevet trukket ud af Rusland pga krigen i Georgien. - Ingen kender omfanget af den nuværende krise, den største siden 1929, skriver Michael Jarlner, Alverdens regeringer og centralbanker forsøger at inddæmme problemerne, men ingen aner hvem der bliver finanskrisens næste offer. 19.9. må den britiske regering bøje sine konkurrenceregler for at redde landets største realkreditinstitut. Regeringen tillader Lloyds for 12 mia £ at opsluge HBOS - Halifax and Bank of Scotland - Storbritanniens største private aktieforetagende med 72000 ansatte, og indtil for få dage siden af sig selv betegnet som et topcompany på det britiske FTSE-index. - Niels Lund påpeger at finanskrisen flytter de ideologiske hegnspæle, idet politikerne i USA og andre lande nu vil etablere et nyt økonomisk regime med mere kontrol. - Martin Wolf fra fra Financial Times konstaterer at finansverdenen ikke har lært af historien, ja, at vi må ændre vores antagelse af at finansvirksomheder véd, hvad de foretager sig! 21.9. Den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen gør gældende at Staten kan blive nødt til at redde uansvarlige finansforetagender. For nok skal de som foretager risikable økonomiske dispositioner have et rap over nallerne, når det går galt. Men en ansvarlig regering er nødt til en gang imellem når et tab truer hele samfundet, at gå ind og mindske tabet. 22.9. Overvismand Peter Birch Sørensen konstaterer at alle er rystede over finanskrisen. Men også at vi har set det hele før - mange gange endda, "men vi vil åbenbart ikke lære af historien". - Specielt fremhæver han med henblik på de danske forhold, at insisterer politikerne på at fastholde den nuværende mangel på arbejdskraft ved at pumpe mere købekraft ud er det den sikre vej til økonomisk uføre. 23.9. Kenneth Lund må også konstatere manglende rationalitet: Det er panik og hysteri der styrer aktiemarkedet. Det er irrationelle følelser - og ikke økonomiske teorier - der kan forklare, hvorfor det danske akteemarked pludseligt falder drastisk. Han støttes af Søren Astrup fra Formuepleje A/S: "Lige nu er det ren psykologi der driver markederne, og det kan ikke forklares med økonomiske fakta og rationel adfærd...." EBH Banken i Thy er seneste offer for finanskrisen i Danmark og må have en hjælpende hånd af Nationalbanken og pengeinstituter. Nationalbanken forbereder 25 mia kr. til trængte banker. Men bankerne må selv rydde op efter krak og kriser. Det er ikke Nationalbankens opgave, mener finansrådgiver Kim Valentin. Ellers ligner finansverdenen jo et beskyttet værksted. 24.9. Harold Meyerson, American Prospect: Wall Street ligger som det har redt. Nogen bliver nødt til at investere i USA. I de seneste 10 år og, i en bred forstand under hele Reagan-æraen har både det Hvide Hus og Wall Street valgt ikke at gøre det. 25.9. må Michael Seidelin konstatere, at Bushs økonomiske redningsplan er i fare, idet kongressen kræver indgreb mod Wall Street og hjælp til boligejere for at acceptere præsidentens redningsplan. 26.9. kan det på Nettet ses at den kriseramte bank Washington Mutual kollapser og nu overtages af JP Morgan, der betaler 1,9 milliarder dollars for banken. Kollapset betegnes allerede som det største i amerikansk bank-historie. - Det viser sig at være det officielle amerikanske finansråd, The Office og Thrift Supervision, der er trådt ind og har lukket realkreditinstituttet efter at have solgt deres aktiver til JP Morgen Chase for de nævnte 1,9 mia dollar (9,64 milliarder kroner). Washington Mutual, har aktiver på 307 milliarder dollar (1557 milliarder kroner), men må nedskrive for 31 milliarder dollar (157 milliarder kroner) på dårlige udlån. Skal de konkrete årsager til finanskrisen gøres op i kort form, må det fastslås at uforsigtigheden har været for stor og at advarslerne er blevet overhørt. Ejendomslån kan blive usikre, når priserne falder meget. Ejendomme bliver solgt med tab og bankerne får ikke deres lån indfriet. - Udlånsoverskud kan blive så store at bankerne skal ud at låne penge på det internationale kreditmarked for at kunne løfte deres forpligtelser - og det gør krisen dyr. - Aktiekursen er normal en god indikator på sundhedstilstanden i en bank, fordi professionelle investorer er vant til at vurdere hvor man får det største afkast. Styrtdykker kursen er det udtryk for at markedet vurderer at banken er blevet mindre værd. Men der er som nævnt megen pyskologi med i spillet. Alle vurderinger skal derfor tages med forbehold. Kun finansinstituttet selv véd hvor godt den har sikret sig selv. Banker kan være bundsolide, selv om de har mange ejendomme, har stort udlånsoverskud og lav aktiekurs. Børskrakket 1929 Det var en række kursfald på det amerikanske aktiemarked i Wall Street i oktober 1929 som indledte den store depression i 1930'erne. Mandag den 21.10.29. solgtes over seks mio aktier til stærkt faldende kurser. Torsdag den 24.10. (Sorte torsdag) omsattes mere end 12 mio aktier. Mandag den 28. satte panikken ind igen, og tirsdag 29.10. (Sorte tirsdag) styrtdykkede kurserne, og salget kulminerede med over 16 mio aktier. Derefter faldt verdensmarkedspriserne på råvarer, og arbejdsløsheden begyndte at stige. I 1929 var antallet af arbejdsløse i USA 2 mio. På lavpunktet i 1932 var der 12-14 mio - ud af en befolkning der kun var det halve af den nuværende. (Til sammenligning tjener at der i dag er ½ mio arbejdsløse i USA). USA's økonomi var i midten og slutningen af 1920'erne præget af produktionsudvidelser, navnlig af varige forbrugsgoder som kunne finansieres på afbetaling, herunder ikke mindst biler! Republikaneren Herbert Hoover havde vundet præsidentvalget i 1928. Forgængeren, republikaneren Calvin Coolidge stod for økonomisk vækst og stabilitet - velstand og fremgang - og folk troede simpelthen at 'the prosperity' havde det bedst i republikanernes hænder. Den dynamo der havde trukket Coolidge-prosperity'en var bilproduktionen. I 1923, det første rigtige boom-år for bilsalget, blev der solgt 3,5 mio biler. De afbetalingskøb som General Motors havde indført i 1919 blev mere og mere almindelige. Ford ville kun sælge kontant, men fire år efter blev 80 % af alle biler i USA købt på afbetaling. Ford gav sig først endeligt i 1928. Straks fra Børsens åbning torsdag den 24.10.29. var der usædvanligt stort udbud af aktier, især fra General Motors. Børsen blev hurtigt et kaos af råbende mennesker. Der opstod panik. Noteringerne skiftede så hurtigt at fjernskriveren da børsen lukkede, var fire timer bagud med dem (tilsvarende sker ikke i dag, hvor edb-teknikken registrerer alt lynhurtigt). Den letsindige kreditgivning som 20ernes højkonjunktur havde hvilet på var brudt sammen. I december 1929 blev der produceret 92000 biler mod 440000 i august 28. Men generelt gælder, at store investeringer i årene før 1929 havde medført ledig kapacitet som bevirkede at incitamentet omkring 1929 til yderligere investeringer var meget lille. I den nuværende krise gælder tilsvarende, at lysten til at investere i amerikanske foretagender har været stærkt aftagende gennem flere år. Muligheden for gevinst har været større andre steder - som fx i Asien. En sammenligning med det store krak i 1929 må dog også tjene til at understrege nogle markante forskelle mellem dengang og nu. For det første er både den nationale og den internationale økonomi skruet anderledes sammen i dag. Parametrene er bedre - ligesom informationsteknologien! For det andet er der stærke økonomier andre steder i verden, først og fremmest i Asien. Kina's økonomi bliver umiddelbart ramt af krisen i USA, fordi handelen med USA er blevet stor, men Kina vil fortsat have økonomisk vækst, ligesom Indien. Japan må formodes at være kommet gennem sin krise. Og hvad Europa angår er Rusland under Putin blevet en stærk økonomisk faktor. Rusland er ikke ude af det internationale marked som landet kom efter revolutionen i 1917, da landet på kort tid blev fattigt og hungersramt og fik drevet alle investorer ud. Men fortsat gælder at spekulanter kan ødelægge utroligt meget, fordi de alene går efter hurtige gevinster. Dem bør fornuftige pengeinsitutter og private virksomheder vare sig for, men til livs kommer man dem ikke. For de er en del af selve det kapitalistiske system og markedsøkonomien. Den globale virkning bliver omfattende og langvarig Til toppen Næste Der er imidlertid ingen tvivl om at finanskrisen i USA og Europa er dyb og vil få omfattende og langvarige virkninger på hele verden. George Monbiat, The Guardian, kunne for fjorten dage siden konstatere at dagens valg stod mellem at redde kloden eller økonomien. Eller med andre ord: den økonomiske nedtur øger presset for at opgive den grønne politik. Det kan i allerhøjeste grad ramme klimaaftalerne, herunder det store klima-møde i København om et år. Den danske klima-minister kan roligt nedskrive sine ambitioner. Den 31.7. var sammenbruddet i WTO-forhandlingerne (World Trade Organization) en kendsgerning, og det afspejlede faktisk en ny verdensorden. Det var nemlig de store fremadstormende økonomier Brasilien, Rusland, Indien og Kina der ikke længere ville acceptere de gamle økonomiske stormagter USA's og Europas dominans. Men meget jordnært kunne FN's generalsekretær den 21.9. slå fast, at krisen kradser mest for verdens fattige. Dette vil særligt ramme det afrikanske kontinent. Det er allerede langt bagud i forhold til de opstillede mål for 2015, og de vil sakke yderligere bagud de kommende år. Der kan derfor være god grund til at minde om Sven Burmesters analyser i bogen Fred og fare. Her fastslår han indledningsvis at verden lider og dens smerte er synlig. Den ses først og fremmest i fattigdommen, de epidemiske sygdomme, den alt for høje befolkningstilvækst, ressourceknapheden, den skæve fordeling af goderne, den høje arbejdsløshed og kriminaliteten i storbyerne samt i flygtningstrømmene og forureningen. Hans bog er skrevet for et par år siden - altså før krisen i USA og Europa have manifesteret sig. Men krisen gør kun udsigten til en løsning endnu mere fjern. Om de asiatiske økonomier og navnlig den kinesiske, skriver Burmester at så længe regimerne kan sikre den økonomiske vækst, vil befolkningerne finde sig i den manglende politiske frihed. Men kommer der voldsomme økonomiske tilbageslag, vil regimerne falde. - Regeringen i Kina har forlængst erkendt at markedsmekanismen er det eneste effektive middel til at styre økonomien. Og Burmester mener derfor at Kina om 20 år vil genindtage sin historiske plads som verdens største økonomi. Den aktuelle krise gør kun hans forudsigelse mere sandsynlig. Kina kan måske blive verdens største økonomi om 10, 12 eller 15 år. De muslimske økonomier står derimod ganske enkelt helt stille, lyder Burmesters dom med rene ord. Industrialiseringen kom de aldrig igang med. De er ulande, hvad enten de er fattige eller rige. Disciplinen er såmænd til stede, især når det gælder fasten (ramadanen), men fasten er ikke fremmende for produktivitet og vækst. Og hvad ærgerrigheden gælder er den "mest knyttet til forestillingerne om en plads i skyggen og ved det rindende vand i det kommende liv", som Burmester sarkastisk skriver. Markedsøkonomisk driftighed er der ikke meget af. Endnu mindre hos de selvmordsbombere der frivilligt vælger den martyrdød de bilder sig ind at kunne erhverve sig gennem deres destruktivitet. De fleste muslimske stater er ifølge Burmester plagede af uduelige, korrupte og autoritære regimer, domineret af militære styrker. - For disse stater er finanskrisen i USA og Europa ingen gevinst. De kan endnu nogle år nyde godt af de vestlige landes afhængighed af olien fra Mellemøsten. Et svækket USA og Europa kan også betyde hårdere kamp fra de islamistiske fundamentalisters side i både Afghanistan, Pakistan og Irak. Og generelt vil de svække demokratiseringsmulighederne. Men dette kan i værste fald betyde at alt bliver ved det gamle i kulturel og økonomisk henseende: stilstand og ufrihed. Yderst fornuftigt betragter Burmester den vestlige model i sin blanding af den amerikanske og europæiske udgave for at være universel, trods alle fejl. Alle vil gerne efterligne den, og vi kender ikke nogen bedre måde at styre verden på, hedder det. Burmester peger specielt på at den væsentligste grund til den vestlige models succes turde være at der på vore breddegrader er opstået en middelklasse som mere og mere dominerer samfundslivet. Middelklassens højborge er storbyerne, for det er her den bedste undervisning og bedste sundhedspleje findes. Det er her den kapitalistiske økonomi trives, og her moderniseringen sker. Hertil kommer at markedet styres af hvad den store skotske samfundsforsker og økonom Adam Smith (1723-90) i 'The Wealth og Nations' kaldte 'den usynlige hånd'. Markedsøkonomien og kapitalismen findes slet ikke i ren form, men underkastes reguleringer, allerede for at forhindre monopoldannelser der undergraver markedsøkonomien. Siden er også sociale reguleringer kommet til i vid udstrækning - navnlig i det helt moderne velfærdssamfund. Verdensbanken anbefaler således generelt regeringsindblanding for at sikre prisstabilitet, ærlig og kompetent regeringsførelse og satsning på uddannelse og sundhed. Men, tilføjer Burmester, der skal i dag også holdninger til. Økonomerne bryder sig ganske vist ikke om at beskæftige sig med sådanne umålelige, kvalitative størrelser. Men de er afgørende for sund udvikling. Lederne skal have visioner, borgerne skal have tillid til lederne og tillid til at landets fundamentale værdier fremmer den økonomiske vækst. - Heri har han fuldstændigt ret, og det er væsentligt at påpege at hele spørgsmålet om holdninger eller politisk og erhvervsmæssig etik - 'rettidig omhu' for helheden på både det korte og det lange sigt - er en væsentlig, ja uadskillelig del af den politiske debat om finanskrisen i dag. Vi benytter krisen til at debattere selve kapitalismens og markedsøkonomiens væsen, fordele og ulemper. Og vi er nødt til det. Burmester mener - eller mente i hvert fald da han afsluttede bogen i maj 2007 - at den amerikanske dominans vil fortsætte, og at det er svært overhovedet at se et umiddelbart alternativ til USA. - Burmester lægger vægt på at selve den amerikanske forfatning knæsætter princippet om bremser og balancer (checks and balances) mellem de tre magtfunktioner i samfundet: den lovgivende, den udførende og den lovgivende. - Og han mener at USA fortsat dominerer verden kulturelt, økonomisk, militært og politisk, på trods af at landet på mange måder er et ganske provinsielt land. - Men efter den aktuelle finanskrises udbrud må det stå klart, at USA´s dominans i verden ikke længere er så selvfølgelig som hidtil antaget. Ingen kan forudse hvad finanskrisen ender med, men det er givet at den vil svække USA i mange år og dermed berede den kommende præsident kolossalt store problemer - uanset hvem denne bliver, og uanset hvilken holdning han har til krigen i Irak og dens formelle og relle begrundelser. Denne krig har været langt dyrere for USA end nogen havde forestillet sig, da den startede, og langt dyrere end godt er for en nation der kører med systematiske budgetunderskud og øget statsgæld og dermed har drevet sine egne investorer på flugt. En sådan politik skal der en stærk præsident til at rette op på, og hans styrke skal vel at mærke gælde ikke blot økonomien, men også udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Og den skal bygge på tillid til personen. Mirakelmager eller ej. Politik i et oplyst, demokratisk og velfungerende velfærdssamfund må have psykologien med i anden forstand end den massepsykologi som spekulanter kan rejse. Kapitalismen og markedsøkonomien som vilkår Til toppen Næste Det er egentligt ganske pudsigt at den aktuelle finanskrise kan give anledning til overskrifter som: Kapitalismen sendt til tælling. Eller påstande som: selve systemet har spillet fallit (Politiken 20.9.) Men når man opdager at påstandene kommer fra den provokerende forfatter og filosof Noam Chomsky, der alle dage har været indædt kritiker af systemet, så kan man kun trække på skulderen. Avisen bringer da også helt anderledes nuancerede synspunkter fra den danske konkurrenceekspert Niels Blomgren-Hansen fra Copenhagen Business School: "Når det går godt, er det en nem og forståelig fristelse at sige nej til begrænsninger af et dynamisk, innovativt marked - da kan man ikke se behovet for begrænsninger. Men vi regulerer ikke for nuet, men for fremtiden!" Og han tilføjer lige så fornuftigt, at det er svært at kæmpe mod den menneskelige natur - og naturlige glemsomhed: "Jeg er gammel nok til at have set det før. Dynamikken er den samme hver eneste gang. Der er en ekstremt kort hukommelse, både i bestyrelserne og i politiske kredse. Det er en kombination af, hvordan det politiske og det økonomiske system fungerer - og det vil nok altid være sådan." Sagen er jo ganske enkelt at dynamikken er det helt centrale i systemet. Der er og skal være et betydeligt incitament til at investere og tjene penge - og dette er alt andet lige en fordel sammenlignet med et ikke-dynamisk, 'rationelt' eller 'planøkonomisk' system, fordi det sørger for den fremdrift flertallet ønsker. Fremdrift og grænseoverskridende tendens er noget der ligger til selve den menneskelige natur og som derfor ikke kan forhindres med mindre man spærrer alle dygtige, kreative og initiativrige folk inde. Systemet kan derimod reguleres, så man undgår den ekstreme og uhyggelige følge der hedder den finansielle darwinisme, at kun den stærkeste, mest udspekulerede og mest brutale overlever, uden at man derved dræber initiativ eller opfindsomhed. Og det er netop mådeholden og passende regulering der grundlæggende kendetegner det civiliserede kapitalistiske samfundssystem og dets markedsøkonomi. Når det med mellemrum går galt, skyldes det den relativt store fejlmargen, som igen hænger sammen med at det er umuligt på forhånd at forebygge enhver form for udskejelser i et system der bygger på frihed. I økonomien gælder samme 'regel' eller 'lov' som i retssystemet: retsbruddet er før retsreglen, fordi det der opfattes som ret og rimeligt i sidste ende er en irrationel størrelse, mens bruddet er den uforudsigelige konkrete handling der sætter retsopfattelsen på prøve. Det bør tilføjes, at det er vrøvl eller utopi at forestille sig kapitalismen bryde sammen, da dette ville være ensbetydende med at samfundene måtte vende tilbage til gamle dages primitive byttehandel. Kapitalismen bygger helt enkelt på pengeøkonomien og de muligheder denne giver for vare- og pengehandel, herunder muligheder for opsparing og lån. Moderne samfund er for komplicerede til at disse ting kan elimineres. Man må leve med dem - og finde en passende måde at regulere dem på. Som fastslået i artiklen Økonomien - et autonomt eller komplementært fænomen? så er den moderne stat helt utænkelig uden pengeøkonomi og det tilhørende kommercielle markedssystem. Pengeøkonomien har uhyre praktiske fordele. At dæmonisere den - som mange mennesker, især ideologer på venstrefløjen er tilbøjelige til - er derfor at dæmonisere moderniteten. Økonomien i det moderne demokrati og velfærdssamfund er en blandingsøkonomi, dvs en blanding af markedsøkonomi og regulering. - Økonomien bliver aldrig fuldstændigt rationel. Den vil i kraft af markedsmekanismerne have et stærkt irrationelt element der lige præcis sikrer den nødvendige og ønskværdige grad af initiativ og kreativitet, altså selve dynamikken i samfundsudviklingen. Disse markedsmekanismer er i virkeligheden ikke særligt mystiske, for de beror ganske enkelt på en lang række mere eller mindre ubevidste psykiske faktorer som hæver dem over rationalitetens ensidige logik. De vestlige markedsøkonomier er ifølge Milton Friedmans liberale-konservative, i dag alment accepterede teorier i vid udstrækning selvregulerende. Aktiv konjunkturregulering giver som hovedregel skuffelse og bør derfor undgås. Udsving i beskæftigelsesgraden er midlertidige, idet arbejdsløsheden har et naturligt niveau. Og hvad forbruget angår afhænger det af den langsigtede udvikling i indkomsten. - Dette gælder selvsagt under normale omstændigheder (som på grund af den indbyggede dynamik aldrig eksisterer i stabil form). Under unormale omstændigheder som de aktuelle vil markedets selvregulering være for drastiske og ødelæggende - og det er derfor selv liberalt-konservative regeringer som den amerikanske, meget mod sin vilje, må indse nødvendigheden i at gribe ind. Det forekommer at ærke-liberalister som filosoffen Morten Albæk taler om 'humanistisk kapitalisme' med det formål at understrege at kapitalismen og markedsøkonomien er fuldt forenelig med humanismens intentioner. Men dette er efter min mening at forplumre begreberne, for det er vanskeligt at komme uden om at kapitalisme og markedsøkonomi er de teknisk set bedste muligheder for den menneskelige frihed til udfoldelse, mens humanismen fortrinsvis vil se på de sider af sagen der har med tryghed, lighed, fællesskab og livskvalitet at gøre, altså med komplementære sider af tilværelsen. Den komplementære kulturside af samfundslivet taget i bredeste forstand skal varetages med helt andre metoder end økonomien. De eksistentielt afgørende værdier i tilværelsen skal sikres ved at tilføje kvalitet til arbejdet og de sociale relationer gennem det personlige arbejde og den personlige indstilling - og dette må ske uanset det økonomiske system. Men med hensyn til kapitalismen og markedsøkonomien er det afgørende at forstå at de er udtryk for den menneskelige dynamik, kreativitet og behov for frihed. En regulering er nødvendig allerede for at forhindre monopolisering i at umuliggøre konkurrence, men den er også socialt og menneskeligt nødvendig for at forhindre den forarmelse der ville blive resultat af en uhæmmet konkurrence på den menneskelige grådigheds, ekspansions og eventyrlysts vilkår. Når Karl Marx fik fuldstændigt uret i sin forudsigelse om at kapitalismen uundgåeligt ville ende med en total forarmelse og elendighed, ligger det i at han så bort fra muligheden for regulering. Velfærdssamfundet kræver en vis regulering af marked Til toppen Næste Den komplementære helhedsrealismes konklusion på finanskrisen og kapitalisme bliver derfor at markedet nødvendigvis må reguleres, hvis ikke de mest eventyrlystne spekulanters grådighed og ekspansionstrang skal ødelægge det velordnede og ansvarlige civile samfunds dobbelthensyntagende grundstruktur. Der skal være frihed til udfoldelse, kreativitet, initiativ og ekspansion - herunder ret til at tjene penge og skabe formuer. Men der skal også være en fundamental tryghed for flertallet af mennesker, herunder retten til at leve et jævnt og muntert liv på jorden. Det er denne dobbelthensyntagende grundstruktur der kendetegner det moderne velfærdssamfund. Derfor er det hverken ensidigt liberalt eller ensidigt socialt. Der er komplementaritet mellem det liberale hensyn (frihedsprincippet) og det sociale hensyn (trygheds- eller lighedsprincippet). Og de to ting går aldrig op i en fuldstændig logisk syntese eller en fuldstændig harmonisk balance. Der vil altid være dynamik i 'systemet', fordi dette er ikke et lukket, færdigt udviklet, rationelt system, men en åben, ufærdig og i mange henseender irrationel struktur. Grådighed, ekspansion og eventyrlyst kan stå i vejen for fællesskabet og almenvellet og dermed være en trussel mod velfærdssamfundet og den civile orden. Her må samfundet reagere med indgreb og regulering i det omfang det er nødvendigt - uden at man nogensinde gennem forebyggende foranstaltninger vil kunne forhindre fremtidige trusler. Den overdrevne grådighed, ekspansionstrang og eventyrlyst på det økonomiske område må også ses som et klart brud på konsistensetikken. Denne etik er primært en etik for det enkelte menneske, og den siger - til forskel fra pligtetikken og formålsetikken - at det enkelte menneske er bundet af en indre forpligtelse til at sørge for overvægt af det gode i sit liv. Men den har naturligvis konsekvenser for samfundet, fordi ethvert menneske ved siden af at være et individ med med helt naturlig interesse i at sikre sit eget liv også er et socialt væsen eller en samfundsborger der har naturlig interesse i at sikre at samfundet eller fællesskabet fungerer godt som grundlag for alles individuelle liv. Samfundet eller fællesskabet er altid mere end summen af individerne og har derfor særlige funktioner og strukturer der skal varetages. Også samfundet er dybest set bundet af en indre forpligtelse til at sørge for overvægt af det gode i borgernes liv. Skal samfundet - i konkret forstand de enkelte samfund som Danmark, Storbritannien eller USA - sørge for overvægt af det gode i deres liv og udvikling, kræver det at de fundamentale principper - frihedsprincippet og tryghedsprincippet - får lov at udfolde sig som komplementære størrelser der nok på afgørende punkter er modsatrettede, men tilsammen sikrer både udfoldelsen, trygheden og fællesskabet. Set i dette lys kræver det moderne velfærdssamfund nødvendigvis en sådan regulering af økonomien og markedskræfterne at fællesskabet aldrig for alvor trues. I det omfang det alligevel i særlige situationer trues af ødelæggende finanskriser som den aktuelle er det tvingende nødvendigt at de ansvarlige regeringer, parlamenter og myndigheder griber ind med foranstaltninger der kan bremse de initiativrige og kapitalstærke menneskers overdrevne grådighed og eventyrlyst. Jan Jernewicz Henvisninger: Til toppen Links: Det Hvide Hus Barack Obama John McCain CNN Artikler på Jernesalt: Bliver finanskrisen Det Store Tidehverv? (30.9.08.) Fred og fare - ifølge Sven Burmester (19.7.07.) Økonomien - et autonomt eller komplementært fænomen? (3.4.07.) Konsistensetikken Etik og eksistens (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens) Konsistens-etikkens Ti Bud Den komplementære helhedsrealisme Komplementaritetssynspunktet Introduktion til Jernesalts filosofi EU-topmødet endte med en halv løsning (24.06.07.) G8-topmødet ude af fornuftige proportioner (14.6.07.) EU: jubilæum - problemer - fremtid (30.03.07.) Europas grønne gennembrud? (12.03.07.) EU-topmødet lidt af en fuser (20.6.06.) Finansloven 2008 i hus med DF og NA (6.3.08.) Finanslov og rettidig omhu? (30.8.07.) VK og DF enige om skatten (4.9.07.) Regeringens skatte- og velfærdsudspil 21.8.07 (23.8.07.) Artikler om Danmark Artikler om EU og Europa Artikler om USA Artikler om Samfund Artikler om Eksistens Artikler om Religion Artikler om Sekularisering At læse Jernesalt Helhedsrealismen De psykiske grundprocesser Konsistens-etikken Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |