|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 20.6.09.Iran - et præstestyre i dyb krise30 år efter den islamiske revolution i Iran, der bragte den USA-støttede Shah Reza Pahlavi til fald og den i Paris som flygtning boende Ayatollah Khomeini til magten, er landets præstestyre for første gang blevet rystet i sin grundvold af bred folkelig modstand. Shahen mistede dengang grebet om magten, fordi han trods enormt stigende olieindtægter efter den internationale oliekrise i 1973 forsømte realistiske og socialt afbalancerede udviklingsprojekter såvel som bekæmpelse af den galopperende inflation. Det revolutionære had rettede sig også mod USA, og gidselstagningen mod de amerikanske ambassadefolk i 1979 bragte alle liberale politikere i miskredit. Krigen med Irak 1980-88 kostede enorme summer og menneskeliv, men betød samtidigt udrensning i officerskorpset samt forbud mod politiske organisationer. Universiteterne blev lukket i to år. En ny forfatning gjorde Ayatollah Khomeini til øverste autoritet som 'retslærd', dvs islamisk fortolker af al ret ud fra egne doktriner. Præstestyret var en realitet, der vel at mærke fra starten havde opbakning fra såvel basarens købmænd som landets fattige, herunder slumkvarterernes proletariat. I dag er Iran under Ayatollah Khamenei og præsident Ahmadinejad i meget stor økonomisk krise, men har trods alt gennem flere år oplevet en stigende velstand som har givet en stor middelstand og deres veluddannede eller universitetsstuderende sønner og døtre håb om forandringer og mod på protest mod styret. Bagsiden har været korruption og stigende ulighed/fattigdom. Ahmadinejad lovede derfor 'en tredje revolution, der skulle bringe landet på fode igen - og med atomprogrammet give både energipolitikken og militæret et skub fremad.Præsidentvalget for en uge sige gav officielt sikker sejr til den siddende præsident Ahmadinejad med 2/3 af stemmerne mod modkandidaten Mir-Hossein Mousavis 1/3, men ingen tror på resultatet - og det forbløffende er, at Mousavis tilhængere nu i en uge har vovet sig ud på gaderne i kæmpemæssige demonstrationer. Politi og sikkerhedsstyrker har slået hårdt ned i visse tilfælde (med formodentligt en halv snes dræbte, ifølge Amnestys seneste, nedjusterede skøn), men politiet har endnu ikke systematisk forhindret demonstrationerne. Enkelte oppositionsledere er blevet arresteret, men Mousavi er foreløbigt gået fri og har kunne tale offentligt til menneskemængderne. Den udenlandske presse er i vid udstrækning blevet sendt ud af landet, og magthaverne har forhindret den frie kommunikation ved at afbryde internet- og mobiltelefonforbindelser, men dette kan heldigvis ikke gøres fuldstændigt, så det er stadigt muligt for systemets kritikere at komme igennem til udlandet fx via sms-beskeder og 'twitter'. Det er jo måske internettets allervigtigste funktion og værdi at gøre det umuligt for diktatorer at lukke totalt af for fri kommunikation. Til gengæld er det også umuligt for oplysningshungrende udlændinge at kontrollere meddelelser fra oppositionen i Iran. Ikke engang dokumentationen for valgsvindelen i form af et brev fra det iranske indenrigsministerium kan man være sikker på er ægte. Og det illegale billedmateriale er heller ikke til at stole på. Man skal være forsigtig med at drage alt for vidtgående slutninger om såvel oppositionens styrke som magthavernes voldelige fremfærd. Men tilbage står at protesterne mod magthaverne er så massive, at 'Vogternes råd' har pålagt myndighederne at tælle stemmerne om i et vist omfang, så der kan gives indrømmelse af visse fejl, men på ingen måde ske nogen anfægtelse af Ahmadinejads sejr. Situationens alvor fremgår også at af Ayatollah Khamenei ved fredagsbønnen den 19.6. talte til hele det iranske folk. dvs direkte til en hundredtusindtallig forsamling med præstestyrets og regeringens folk i spidsen og indirekte til de millioner af iranerne der fulgte talen på tv. Ayatollah Khamenei manede til ro og understregede at regeringen og Revolutionsgarden ikke ville tolerere yderligere brud på den offentlige orden. Kommer det til blodsudgydelser, vil lederne af protesterne blive gjort direkte ansvarlige. Dette betyder at fortsatte demonstrationer lørdag og søndag formentligt vil blive slået ned uden skånsel - og lederne blive dømt for det. Ayatollahen gjorde opmærksom på at hans indenrigs- og udenrigspolitiske synspunkter lå tættest på præsident Ahmadinejad, men kritiserede dog denne for at have beskyldt den tidligere præsident Rafsanjani for korruption. Rafsanjani er formand for Hensigtsmæssighedens Råd, der tager sig af konflikter mellem parlamentet og de religiøse instanser, og er således en del af præstestyret. Ayatollahen understregede samtidigt det faktum at heller ikke oppositionens ledere på noget tidspunkt havde anfægtet præstestyrets forfatningssikrede overhøjhed. Til gengæld langede han voldsomt ud efter udlandets forsøg på at piske en revolutionær stemning op i landet. Han rettede specielt angreb på den amerikanske og den zionistiske regering samt "de stygge englændere" for indblanding i Irans indre anliggender. Om dette udfald mod englænderne er en reminiscens af det had til englænderne der fik næring da premierminister Mossadeq ('Tåre-Perseren') blev styrtet i 1953 efter at have nationaliseret olieindustrien, får stå hen, men udfaldet fik omgående den engelske regering til at indkalde den iranske ambassadør i London til en samtale i udenrigsministeriet. Men demagogien er klar: ingen seriøse oppositionsledere i Iran angriber præstestyret. Dette angribes alene af folk der går Vestens ærinde. På samme linje ligger den siddende præsident Ahmadinejad, der i de år han har været ved magten ikke har forsømt nogen lejlighed til at gøre USA og Israel til den store fjende. Han har reelt ikke indfriet de løfter til den iranske befolkning han har givet om økonomisk vækst, men han forstår at appellere til iranernes nationale følelser, også i spørgsmålet om atomprogrammet. Hovedargumentet er at Iran som en selvstændig nation har ret til at udvikle et atomprogram til fredelige formål. Alle og enhver udenlandsk iagttager, inklusive det internationale atomenergi-agentur, er overbevist om at Irans atomprogram omfatter fremstilling af atomvåben og derfor vil kunne gøre Iran til en endnu farligere spiller i Mellemøsten. Men Ahmadinejad slår det hen. Ingen vestlig forhandler stoler på ham over en dørtærskel. Allerede den tidligere tyske udenrigsminister Joschka Fischer kunne i sin tid som forhandler slå fast, at Ahmadinejad kun forhandlede på skrømt - for at vinde tid. Målet for hans atomprogram var både at skaffe Iran atomenergi og atomvåben. Når Vesten har håbet på sejr for den mere moderate Mir-Hossein Mousavi skyldes det ikke mindst at denne i modsætning til Ahmadinejad har erklæret sig som tilhænger af en diplomatisk løsning med Vesten. USA's præsident Obama har ganske vist været ude med en melding om at det var hip som hap om den ene eller den anden kandidat vandt præsidentposten. Og dette er rigtigt for så vidt præstestyret vil bestå i begge tilfælde. Men hvis USA skulle have mulighed for at komme længere frem ad diplomatiets vej end det var muligt under præsident Bush, havde det været bedre med Mousavi som præsident. Som resultatet nu foreligger, er USA stadig i det alvorlige dilemma at diplomati over for Ahmadijenad højst sandsynligt ikke fører til noget, og at en egentlig militær løsning - gennem angreb på Irans atomanlæg - er risikabel, fordi den vil vække direkte modstand blandt Irakkrigens modstandere og skabe uro i den arabiske verden. Det kunne fortsat se ud til at Israel er den eneste faktor der ikke passivt vil affinde sig med at Iran skaffer sig et for israelerne livstruende atomvåben. Men Obama må sande at ord alene gør det ikke. Hans tilbageholdenhed med udtalelser om valgresultatet og demonstrationerne i Iran må skyldes usikkerhed. USA er skuffet over resultatet, men aner ikke hvad det skal stille op med Ahmadijenad. Det er derfor en ubehagelig kendsgerning at atomprogrammet fortsat er velegnet til at samle den iranske nation. Projekt er identitetsskabende. Der er nok i stigende grad skabt forhåbninger blandt den yngre og mere veluddannede del af befolkningen om reformer af styret, herunder også om forbedringer af forholdene for de iranske kvinder. De store demonstrationer fra oppositionens side taler deres tydelige sprog om disse forhåbninger. Men man skal ikke tro at revolutionen i Iran er lige om hjørnet. Det er forsat præstestyret der bestemmer. Ayatolllah Khamenei er ubestridt landets øverste leder, der bl.a. udpeger chefen for de væbnede styrker, højesteretspræsidenten og direktøren for det statslige radio og tv, der følgelig er loyale over for ham og ikke over for landets verdslige præsident Ahmadinejad. Et vigtigt organ er 'Vogternes Råd', hvis formand hedder Ahmad Jannati. Rådet skal godkende al lovgivning i parlamentet, og det er dette råd der har indvilliget i omtælling af stemmerne i enkelte kredse med henblik på at tage brodden af kritikken. Rådet godkender alle kandidater til parlaments- og præsidentvalg, og har altså også godkendte Ahmadinejads modkandidat, reformpolitikeren Mir-Hossein Mousavi, der under ingen omstændigheder kan anses som egentlig systemkritiker. Revolutionsgarden er den militære eliteenhed fra 1979-revolutionen som i dag ledes af Mohammed Ali Hafari der støtter Ahmadinejad. Revolutionsgarden styrer den religiøse milits Basij der omfatter flere millioner frivillige og bakker Ahmadinejad op. Denne sidder med andre ord ganske sikkert i sadlen - fire år mere. Præsidentvalget i Iran har ikke bragt præstestyret eller Ahmadijenad og hans atomprogram til fald. Det har heller ikke bragt en demokratisering endsige en sekularisering nærmere. USA's præsident Obama må sande, at han stadigt står i et svært dilemma med hensyn til valget mellem en hård og en blød linje over for denne kyniske modstander. Diplomati skal altid prøves, men der er ingen garanti for at det lykkes. Det kan virke næsten symbolsk at den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton netop har brækket armen. Hun er om nogen repræsentant for den diplomatiske offensiv i Mellemøsten, men kommer ingen vegne. Iran er blevet en stormagt i regionen og er derfor en væsentlig del af Mellemøst-konflikten ved siden af konflikten mellem israelere og palæstinensere. Valget i Israel førte Netanjahu tilbage til magten, og han har holdt en bemærkelsesværdig tale der for første gang antydede at Likud-lederen ser en mulig to-statsløsning i øjnene. Men betingelserne er uantagelige for palæstinenserne, så stillingen er i realiteten uændret. USA er fortsat bundet i Irak og vil nu satse hårdere på en afgørelse i kampen mod Taliban i Afghanistan og Pakistan. Hovedproblemet er og bliver at den eneste vej ud af krisen hedder demokratisering og sekularisering af de islamiske lande. Dette kræver ikke alene opgivelse af alle illusioner om israelernes udslettelse, men også opgivelse af alle illusioner om islams evne til med egne midler og egne ideer at løse muslimernes økonomiske, sociale, uddannelsesmæssige og menneskerettighedsmæssige problemer. Jan Jernewicz Henvisninger: Iran-krisen fortsætter på ubestemt tid (30.6.09.) Iran - den nye stormagt i Mellemøsten? (10.4.07.) Status over året 2008 - et år der endte i dyb krise (30.12.08.) Artikler om Mellemøsten Artikler om Samfund Artikler om Eksistens Artikler om Religion Artikler om Sekularisering At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen De psykiske grundprocesser Konsistens-etikken Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |