JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - eu09okttop

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.11.09.

EU-topmødet oktober 2009

Lissabon-traktaten nærmere godkendelse
Striden om topposterne
Kommissærposterne
Klimaudspillet
Henvisninger

Lissabon-trakteten nærmere godkendelse Til toppen Næste

Med det klare irske ja til Lissabon-traktaten ved folkeafstemningen den 2. oktober - hvor 67 % stemte ja og 33 % nej og stemmeprocenten var 59 - mangler kun ratificeringen i Tjekkiet for at traktaten kan træde i kraft fra 1. januar 2010. [se tilføjelse af 4.11.]

Denne ratificering er imidlertid stadigvæk strandet på præsidentens skrivebord, for det tjekkiske parlament har forlængst godkendt traktaten, men præsident Vaclac Klaus nægter stædigt at skrive under. Han er principielt imod Tjekkiets medlemsskab af EU og benytter derfor muligheden for at udskyde ratificeringen af traktaten ved at indbringe dens godkendelse for forfatningsdomstolen. Klaus hænger sig i en påstået uklarhed om de fra Tjekkoslovakiet i 1945 fordrevne sudertyskeres muligheder for at kræve deres mistede ejendomme leveret tilbage. Og denne teoretiske mulighed har EU-rådet nu forebygget ved at give Tjekkiet garantier for at det ikke vil ske, således at præsident Klaus kan skrive under.

Det har præsidentet nu lovet, men forfatningsdomstolen skal dog gøre sin sag færdig, og det forventes at kunne tage en måneds tid. Men vejen skulle være banet for en tjekkisk underskrift i begyndelsen af december.

Groteske løjer, må man sige, efter at irerne ændrede deres hidtil blokerende nej ved folkeafstemningen i juni 2008 til et ja for en måned siden. Dette ja skyldtes ganske vist ikke den irske befolknings pludselige begejstring for EU-projektet, men den økonomiske krise, som har ramt Irland meget hårdt og overbevist flertallet af befolkningen om at det vil være en økonomisk fordel at forblive medlem - med de forbehold om egen kommissær og respekt for irsk abortmodstand som landet har fået accepteret.

EU-rådet er fortsat i den situation at valg af fast formand, fast udenrigsminister og ny kommission må afvente tjekkernes ratificering. Men fast står, at José Manuel Baroso fortsætter som kommissionsformand - trods modstand fra socialistisk/socialdemokratisk side i EU-parlamentet.

Stadigt gælder for EU som institution og begreb, at befolkningernes begejstring er svær at få øje på. EU betragtes som et nødvendigt onde der ikke er til at komme udenom, men som identificeres med buraukrati og unødig indblanding i medlemslandenes suverænitet. Det kan næppe være eller blive anderledes. I hvert fald skal ingen bilde sig ind at det har noget at gøre med for ringe kommunikation fra formandsskabet eller kommissionens side. En demokratisk valgt international institution vil altid lide under manglende folkelig opbakning. Jo mere, jo større den bliver.

Det giver sig også udtryk i en udbredt fornemmelse af skuffelse i de østeuropæiske lande der kom med i EU ved organisationens store øst-udvidelse der igen var resultatet af sovjetsystemets sammenbrud for 20 år siden og dermed genforeningen af øst og vest. Vel den største politiske og kulturelle begivenhed i Europas historie overhovedet i sidste halvdel af 1900-tallet. Men fortsat ikke en begivenhed der har ført til reel ligestilling mellem øst og vest. 1989 ses ikke i den vesteuropæiske verden som en begivenhed på niveau med ungdomsoprøret i 1968, skønt den politisk er af langt større rækkevidde og kulturelt kunne blive det.

Striden om topposterne Til toppen Næste

Men selvom EU-traktatent ser ud til at komme på plads, er der ikke enighed om topposterne i organisationen. På den ene side ønskes som fast formand en statsmand af et vist format. dvs en siddende eller tidligere regeringsleder fra et af medlemslandene. Og her er tidligere premierminister Tony Blair en overgang blevet nævnt som favorit. Men han er jo Labour-mand, og flertallet i rådet og parlamentet er for øjeblikket borgerligt. Han var desuden involveret i Bushs kontroversielle og nu meget upopulære Irak-krig. Og han er endelig hverken den tyske kanslers eller den franske præsidents foretrukne mand. Så man må nok affinde sig med en formand af mindre format.

Af emner har mange været nævnt. Den mest respekterede er den 54-årige konservative regeringsleder i EU's mindste medlemsland, premierminister Jean-Claude Juncker fra Luxembourg. Han vil nok være den mindst kontroversielle af alle, men vil til gengæld få svært ved at 'tegne firmaet' udadtil.

Belgiens 62-årige premierminister Herman van Rompuy er så diskret at belgierne kalder ham 'den hemmelige premierminister'. Han fik da også kun posten, fordi han var den nødvendige kompromismager, da belgierne sidste år med største besvær fik dannet regering efter måneders politisk kaos.

Hollands 53-årige premierminister Jan Peter Balkenende, der er en pragmatisk leder af en forholdsvis skrøbelig koalitionsregering, har siddet som regeringsleder for forskellige koalitioner siden 2002. Han vil som pragmatiker have gode muligheder for at kunne holde sammen på den store brogede EU-koalition - og skal have den tyske kanslers støtte.

Lidt uden for de oplagte emner er den 64-årige tidligere østrigske kansler Wolfgang Schlüssel, der er formand for den konservative gruppe i Østrigs parlament, men gennem mange år stod for samarbejdet med den kontroversielle Jürg Haiders udskældte og ringeagtede Frihedsparti.

Det ligger i luften, at de nye østeuropæiske medlemslande ikke skal regne med at få eventuelle kandidater betragtet som seriøse konkurrenter til de ovennævnte. Kommer valget til at stå mellem disse fire kandidater, bliver det udslaggivende hvem der får støtten fra de tre store lande: Frankrig, Tyskland og Storbrittanien, ja, måske i sidste ende, hvem der undgår et veto fra et af disse lande.

Som ny EU-udenrigsminister til afløsning af Javier Solana som EU's udenrigskoordinator gennem ti år er nævnt såvel den britiske om den franske udenrigsminister. Briten David Miliband er kun 44 år og Labour-mand og må betragtes som for ung og uerfaren - og samtidigt med en forkert partifarve.

Frankrigs 60-årige Bernard Kouchner er ganske vist medlem af Socialistpartiet, men er altså gået ind i Sarkozys borgerlige kabinet, og har gjort sig fordelagtigt bemærket i internationale forhandlinger. Hvis han siger ja til posten, vil næppe nogen anden kunne gøre ham rangen stridig.

Kommissærposterne Til toppen Næste

Et helt andet problem der må afvente den tjekkiske traktat-ratificering er udnævnelsen af en ny EU-kommission under kommissionsformand Baroso. Der er altid en hård kamp om besættelse af de store, tunge og prestigefyldte poster, hvor der vil ske udskiftninger allerede på grund af regeringsændringerne i flere medlemslande. Det er således givet at Tyskland vil få en borgerlig kommissær til afløsning af socialdemokraten Günter Verheugen (Erhvervs- og Virksomhedspolitik), og at den svenske socialdemokrat, viceformand Margot Wallström (kommunikationsstrategi) må vige sædet.

For Danmarks vedkommende gælder at den erfarne landbrugskommissisær Marianne Fischer-Boel (Venstre) på grund af alder og hensynet til familien ikke har ønsket at fortsætte, selvom Baroso har prøvet at overtale hende til det. Det betyder at Venstres 45-årige fødevareminister Eva Kjer Hansen eller 47-årige udviklingsminister Ulla Tørnæs kan komme på tale, da hovedreglen er at det største regeringsparti besætter posten. Men traditionen vil denne gang sandsynligvis blive brudt, fordi den 49-årige konservative klima- og energiminister Connie Hedegaard er stærkt inde i billedet.

Hedegaard har gjort sig endda meget energisk gældende i international sammenhæng, fordi hun har ført forhandlinger på højt niveau og i mange sammenhænge for at bygge de bedst mulige forudsætninger for et godt resultat på FN's klimatopmøde i København i midten af december. Hun er fuldt kvalificeret til en kommissærpost, og hun vil også kunne regne med Barosos støtte til posten som klimakommissær. Problemet er ene og alene om en sådan nyoprettet post vil blive indskrænket til selve klima-politikken eller om den også kommer til at omfatte den hermed sammenhængende energipolitik. I første fald bliver den ikke særligt tung - og det er hverken givet at regeringen eller Connie Hedegaard vil finde den attraktiv.

Men lykkes det at få kommissærposten gjort tung og omfattende, vil Hedegaard formentlig acceptere. Og det vil så indenrigspolitisk medføre de to fordele, at Lene Espersen vil stå uden potentiel konkurrence som leder af Det konservative Folkeparti, og at den strid mellem klimaministeriet og udenrigsministeriet som alle andre end Connie Hedegaard betragter som et faktum kan blive nedtonet.

Allerede under Anders Fogh Rasmussen var der en vis magtkamp mellem statsministeriet og udenrigsministeriet når det gjaldt hvem der skulle styre den danske EU-politik. Her tabte Per Stig Møller allerede i 2002, fordi han var en helt anden type politiker end sin chef. Og når historien nu på sin vis gentager sig i klima-politiken, ligger det selvfølgelig i at der er stor prestige i Klima-topmødet i København. Det er efterhånden usandsynligt at mødet kommer til at ende med den ambitiøse aftale der har været lagt op til fra starten. Men lykkes det blot statsminister Lars Løkke Rasmussen at få regeringslederne til at vedtage en slags bindende politisk aftale, vil det i hvert fald ikke svække hans stilling.

Klimaudspillet Til toppen Næste

I den officielle konklusion fra Formandsskabet hedder det, at

"Der er nu kun få uger til konferencen i København, og Den Europæiske Union er mere end nogensinde fast besluttet på at spille en førende rolle og bidrage til at nå frem til en global, ambitiøs og samlet aftale. Alle parter i forhandlingerne skal give processen fornyet fremdrift, og forhandlingstempoet skal sættes op. - Københavnsaftalen skal indeholde [.....] ambitiøse tilsagn om emissionsreduktion fra de udviklede lande, passende modvirkningsforanstaltninger fra de udviklede landes side, tilpasning, teknologi og en aftale om finansiering som skitseret nedenfor. Det Europæiske Råd understreger, at der for perioden fra den 1. januar 2013 skal indgås en juridisk bindende aftale, som bygger på Kyotoprotokollen og indoptager alle dens væsentlige bestanddele. Det Europæiske Råd erkender også, at alle lande bør træffe foranstaltninger omgående, herunder de lande, der ikke i øjeblikket er bundet af Kyotoprotokollen."

Og det fastslås efterfølgende, at

"En aftale om finansiering bliver en vigtig del af en aftale i København. En gradvis, men markant stigning i de supplerende offentlige og private finansielle strømme er nødvendig for at hjælpe udviklingslandene med at gennemføre ambitiøse modvirknings- og tilpasningsstrategier. - EU er parat til at yde sin rimelige andel af den globale indsats ved at opstille et ambitiøst modvirkningsmål, åbne mulighed for kompensationer og yde sin rimelige andel af offentlig støtte. Det Europæiske Råd tilslutter sig Kommissionens skøn, hvorefter de samlede ekstra nettoomkostninger til modvirkning og tilpasning i udviklingslandene vil kunne udgøre ca. 100 mia. EUR om året inden udgangen af 2020, som skal finansieres af en kombination af landenes egen indsats, det internationale CO2-marked og internationale offentlige midler. - Det samlede niveau for nødvendig international offentlig støtte skønnes at ligge et sted mellem 22 og 50 mia. EUR om året inden udgangen af 2020, idet der sikres en retfærdig byrdefordeling på globalt plan i overensstemmelse med den fordelingsnøgle, som parterne skal aftale, et forvaltningssystem og gennemførelse med henblik på specifikke modvirkningstiltag og ambitiøse lav-CO2-udviklings-strategier/lav-CO2-vækst-planer. Dette interval vil eventuelt kunne begrænses i lyset af topmødet i København."

Denne konklusion blev naturligvis præsenteret af formand Baroso om at europæerne havde gjort deres hjemmearbejde forud for topmødet i København til december. Og statsminister Lars Løkke Rasmussen kalder det et meget, meget positivt resultat, som var bedre end det man realistisk kunne håbe på før mødet. Men Greenpeace kalder det et løftebrud, Verdensnaturfonden taler om vage budskaber og WWF International om frustration.

Sandheden er da også for det første, at ambitionen om en juridisk bindende aftale i København i lyset af ikke mindst USA's usikkerhed om en klimalov inden mødet i København er erstattet med ambitionen om en politisk bindende aftale, der først vil blive udmøntet i detaljerede juridisk bindende aftaler i løbet af 2010.

For det andet har EU ikke givet fast tilsagn om et bestemt beløb til udviklingslandenes klimaindsats. Man fastslår kun at udviklingslandene har brug for ialt 750 mia kroner, at halvdelen heraf skal komme fra offentlige kasser, og at EU- landene er villige til at betale en 'fair andel' af dette beløb. Men selvom der er dyb uenighed mellem de ni fattigste EU-lande med Polen i spidsen om denne andel, så lagde EU's formand, den svenske statsminister Frederik Reinfeldt vægt på at EU er kommet til at stå stærkere i forhold til de andre rige lande i de kommende klimaforhandlinger i København. Og de ni fattige lande fik nedsat en arbejdsgruppe der skal se på fordelingen af EU's andel blandt EU-landene.

For øjeblikket forhandler EU videre på en konference i Barcelona om det 'papir' der skal danne grundlag for de videre forhandlinger mellem klimaministrene på et møde i København den 16.-17. november. Men ingen forventer bindende tal.

Der er fortsat lang vej til en bindende politisk aftale i København som grundlag for en juridisk bindede aftale i løbet af 2010. Hvad USA vil og kan er fortsat et ubesvaret spørgsmål - selvom al Gore hævder at Obama kommer til København - og derfor er det også uvist hvad Kina, Japan, Indien og udviklingslandene til syvende og sidst acceptere.

FN's generalsekretær kan kun håbe på et godt resultat. Klimaet styrer han lige så lidt som nogen anden person eller instans i verden.

Jan Jernewicz

Tilføjelse 4.11.09.: Allerede tirsdag forelå den tjekkiske højesterets afgørelse om at Lissabon-traktaten ikke strider mod den tjekkiske forfatning. Og straks efter underskrev præsident Vaclac Klaus da også traktaten - omend med beklagelse.

Dermed er Lissabon-traktaten endeligt ratificeret af alle medlemslande og vil træde i kraft pr. 1. december 2009 - og ikke som anført i det foregående den 1.1. 2010.

Henvisninger: Til toppen

Links til:

EU-rådet
EU-kommissionen
Folketingets EU-oplysning

Relevante artikler på Jernesalt: