ARTIKEL FRA JERNESALT - 9.6.3.
med tilføjelser 23.6.3.

Polen stemte ja

Da valgprognoserne forelå kort efter kl. 20 søndag aften åndede de politiske ledere op. I præsidentpalæets store sal, hvor en lang række ministre og indbudte gæster stod afventende på to af siderne og pressefolkene på de andre, omfavnede præsident Kwasniewski mange af sine gæster, herunder hædersgæsten, tidligere premierminister Tadeusz Mazowiecki og chefredaktør (tidl. dissident) Adam Michnik fra landets største dagblad, Gazeta Wyborcza, samt parlamentsformanden og mange mange andre. Og i det regerende socialdemokratis hovedkvarter strålede premierminister Leszek Miller som en lille sol - tydeligt lettet.

Ja stemte 81,7 % af valgdeltagerne. Nej kun 18,3 %.
[Tallene er fra Exit-pol-undersøgelsen;
de endelige officielle tal var hhv. 77,45 % og 22,55%]

Men allermest overraskende var nok at aldersfordelingen var meget jævn, nemlig (stadig ifølge exit-pol):

      18-24 årige    80,2 %
      25-39 årige    81,3 %
      40-59 årige    83,1 %
      60 og derover 82,0%

Derimod var fordelingen på uddannelser helt som man kunne forvente, dvs med stigende EU-tilslutning, jo højere udannelse folk er i besiddelse af:

      grundskoleuddannelse: 74,4 %
      faglige uddannelser:      77,5 %
      mellemuddannelser:      83,1 %
      højere uddannelser:      87,8 %

      SLD-UP, reg.-koalition:     90,3 %
      PO, Borgerlisten:                91,7 %
      Samoobrona (Lepper):       50,3 %
      PiS, Retfærdighedspartiet:   80,7 %
      PSL, Bondepartiet:             72,9 %
      LPR, Familiepartiet:            35,8 %
      UW, Frihedsunionen:          91,0 %
      AWS, Solidaritets-alliancen: 80,5 %

Det mest iøjnefaldende her er at Samoobrona var delt med lige mange for og imod. Lederen Andrzej Lepper havde stukket fingeren i jorden og erkendt, at han ikke kunne forhindre et klart flertal for EU. Han sagde derfor op til afstemningen, at han ikke var imod EU som sådan, men imod det forhandlingsresultat den siddende regering havde fået med hjem.

At Familiepartiet blev det parti der fik færrest ja-stemmer gav derfor næsten sig selv. Det er det eneste parti der af rent traditionelle grunde holder på Polen som et land for sig.

Bondepartiets 72,9 % afspejler naturligvis, at Polens bønder af gode økonomiske grunde er de mest skeptiske over for EU, men partiet var dog for medlemsskab, selvom dets leder, Jaroslaw Kalinowski, der var medforhandler i København og her modstræbende accepterede det opnåelige resultat, trådte ud af regeringen i februar i år som protest mod Leszek Millers linje.

Valgalliancen for Solidaritet, som besad regeringsmagten fra 1997-2001, men røg helt ud af parlamentet, lå ligesom Retfærdighedspartiet tæt på landsgennemsnittet. Og det afspejler ganske godt, at partiet nok var for et ja, men også havde sine skeptikere - formentlig især blandt de mest katolske af medlemmerne.

Den polske pave og den katolske kirke i Polen anbefalede polakkerne at stemme ja - og på den sidste afstemningsdag, pinsedag, anbefalede præsterne ved søndagsmesserne først og fremmest folk i - endda i Helligåndens navn - at gå hen og stemme. Men skjultes kunne det ikke, at der blandt katolikkerne var og er megen EU-skepsis, vel at mærke ikke af økonomiske grunde, men af moralske. Mange katolikker betragter EU (Vesten) som mere eller mindre dekadent på grund af den frie abort, prævention og porno.

Og selvom den ærkekatolske, men fra sin gamle Solidaritetsbevægelse nu helt isolerede Lech Walesa anbefalede et ja, så kunne det ikke forhindre en vis tilbageholdenhed i AWS. Det hjalp ikke, at tidligere premierminister Jerzy Buzek deltog aktivt i kampagnen for et ja, han var nemlig lige så upopulær som premierminister som den nuværende Leszek Miller - og er iøvrigt protestant.

Topscorerne blandt partierne der stemte ja var det nye parti Borgerlisten (PO) der ved valget i 2001 blev næststørst, og det lille Frihedsunionen (UW) der oprindeligt udgik fra Solidaritet, men led samme skæbne som AWS. Både PO og UW har mange veluddannede og intellektuelle folk i rækkerne - herunder mange af de førende kunstnere, der ganske naturligt ønsker Polen ind i den større europæiske kultur-familie. Det gjaldt eksempelvis filminstruktører som Andrzej Wajda og Jerzy Stuhr.

Regeringspartiet kunne mønstre 90,3 % tilslutning og mærkede altså ikke synderligt meget til lederens upopularitet ved denne afstemning. Den vil komme senere. Nu gjaldt det medlemsskabet af EU og ikke en tom protest. Men partiet får det svært de næste par år, hvor det hårde arbejde for en tilpasning til EU-systemet skal gennemføres.

Men han påpegede også de vanskeligheder der forestår og som han straks er gået i gang med at løse. Det drejer sig om såvel økonomiske som administrative reformer der skal sikre at Polen står ordentligt rustet til medlemsskabet når optagelsen reelt sker den 1. maj 2004. I hans overvejelser indgår forskellige muligheder såsom en udskiftning af premierminister Leszek Miller, en total regeringsomdannelse og et nyvalg.

Det spiller ind, at han - i diametral modsætning til Lech Walesa - virkelig prøver at være en bredtfavnende præsident for alle polakker og derfor ser mere på landets interesser som helhed end på sit partis interesser. Selvom han er udgået fra samme parti som premierministeren, har der været kurrer på tråden mellem disse to, og præsidenten føler sig næppe særligt bundet af specielle hensyn til dette parti. Tværtimod vil han meget vel kunne finde på at udskrive nyvalg, der i givet fald vil koste partiet (SLD) stemmer og formentlig give gevinst til det yderst seriøse og troværdige Borgerlisten (PO).

Præsidenten lægger uhyre vægt på Polens internationale prestige - og har bl.a. derfor været en varm fortaler for et nært venskab med USA, og har i kampagnen for et ja til EU kunnet drage fordel af besøg af ikke blot præsident Bush, men også præsident Chirac og kansler Schröder. Han var ikke begejstret for Leszek Millers tilslutning til det brev om uforbeholden tilslutning til USA i Irakspørgsmålet som førte 8 EU-lande på kollisionskurs med de store EU-lande.

Men den polske økonomi er ikke for god, så under alle omstændigheder forestår der store politiske problemer i landet de næste par år. Her hjælper hverken vilje, goodwill eller prestige.

Men det afgørende skridt er nu taget, det skridt der ikke kan gøres om og som definitivt afslutter Polens politiske afhængighed af Rusland og fjerner de ubehagelige spor fra Jalta-konferencen i 1945.

Præsident Kwasniewski havde konsultationer med alle partilederne umiddelbart efter valget.

Der blev ikke dannet en ny koalitionsregering og heller ikke udskrevet nyvalg, men Leszek Miller-regeringen blev ændret, således at den hidtidige finansminister Grzegorz Kolodko gik af og erstattedes af Andrzej Raczko. Samtidig overtog den hidtidige arbejdsminister Jerzy Hausner også økonomiministeriet samt ministeriet for politisk koordination. Han udnævntes desuden til vicepremierminister og er således blevet regeringens vigtigste person efter Miller selv.

Den hidtidige vicepremierminister, minister for infrastrukturen Marek Pol fra koalitionspartiet UP forblev på disse poster.

Den 13.6. var der afstemning i parlamentet (Sejmen) om tillid til regeringen, og her stemte 236 for og 213 imod. Det bemærkelsesværdige her var at koalitionspartneren indtil februar, Bondepartiet, stemte imod regeringen tillige med Borgerlisten (PO), mens Andrzej Leppers meget EU-skeptiske Samoobrona stemte for.

Men en frisk meningsmåling viste klar utilfredshed med regeringen.

Ikke mindre end 82 % af de adspurgte bedømte regeringen som dårlig, og 74 % premierminister Miller som en dårlig regeringsleder. Det var lavere tal end ved meningsmålingen i maj. Derimod fandt 69 % præsident Kwasniewski for en god eller temmelig god præsident, og det var uforandret fra maj.

Splittet og svækket Polen i EU

Tidligere artikler:

16. april 2003 - en stor dag for Polen og Europa
Den 13. december 2002
Drømmen gik i opfyldelse
Mon Polen kommer med?
Polens systemændring og fremtid
To breve til præsidenten okt. 2000