ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.5.04.

Splittet og svækket Polen i EU

Allerede fredag den 30. april var der festfyrværkeri i Warszawa med taler af præsident Alexander Kwasniewski, premierminister Leszek Miller og den første premierminister efter systemskiftet i 1991, Tadeusz Mazowiecki. På polsk tv var der udtalelser af bl.a. Millers forgænger, Jerzy Buzek fra AWS-regeringen (Solidaritets-regeringen 1997-2001), den katolske kirkes primas, kardinal Glemp og Dagbladet Gazeta Wyborzas chefredaktør Adam Michnik.

Lørdag den 1. maj mødtes Leszek Miller i Zittau i grænseområdet mellem Polen, Tyskland og Tjekkiet med den tyske kansler Schröder og den tjekiske premierminister Vladimir Spidla. Fra alle tre sider gør man meget ud af disse officielle tilkendegivelser, ligesom der i flere år har været mange møder mellem tyske og polske præsidenter og regeringsledere for at fremme det gode samarbejde. Det er klart at sådanne møder og tilkendegivelser er værdifulde for indbyggerne i grænseområderne. Polakkerne kan eksempelvis glæde sig over særdeles mange tyske turister i det gamle Schlesien med en stor by som Wroclaw (Breslau) eller i det tidligere Østpreussen og den tidligere fristad Dantzig (Gdansk). Der er også oprettet et universitet i Frankfurt an der Oder - Viadrina - der forsøger at bygge bro mellem tysk og polsk.

Men alt i alt er det andre ting der trækker polakkerne mod vest - jf udtalelserne nedenfor af Andrzej Stasiuk. Og politisk kan det ikke skjules at Polen og Tyskland ikke har sammenfaldende interesser. På denne baggrund er det særligt påfaldende, hvor store smil kansler Schröder kan levere foran kameraerne ved disse officielle lejligheder. Det synes nærmest som om hans smil og påtagne gode humør vokser i takt med hans politiske problemer på hjemmebanen!

Søndag den 2. maj var der regeringsskifte, hvor Leszek Miller, der for længst havde bebudet sin afgang og allerede for nogle uger siden var gået af som partiformand på grund af de katastrofale meningsmålinger for sit parti, fik betonet, at han var stolt over at have ledet en regering der havde gjort det tilsyneladende umulige muligt, at få Polen optaget i EU.

Festlighederne fortsatte mandag den 3. maj, der er Polens grundlovsdag. Her var der den traditionelle parade på Pilsudski-pladsen i Warszawa med taler af præsidenten og den nye premierminister Marek Belka. Her var der traditionen tro også højtideligheder i de øvrige store byer samt i valfartsbyen Czestochowa, hvor kardinal Glemp celebrerede udendørs-messen. Også de polske styrker i Irak fejrede dagen med taler, fædrelandssange og musik.

I Strasbourg fejredes optagelsen med en større flagceremoni foran parlamentsbygningen. Fra Polen deltog såvel den nyvalgte parlamentsformand og tidligere premierminister Józef Oleksy som Solidaritets grundlægger, den tidligere præsident Lech Walesa, der ellers efter det forsmædelige nederlag ved præsidentvalget i 2000 har været en politisk marginalfigur, men her for en kort stund igen kom til ære og værdighed. EU-Parlamentets formand Pat Cox bød de nye lande velkomne ved det første parlamentsmøde. 13. juni vælger polakkerne 54 medlemmer til EU-parlamentet, og her skal det blive spændende at se partiernes indbyrdes styrkeforhold.

Den formelle anledning til at træde tilbage var, at 20 af partiets parlamentsmedlemmer med den daværende Sejmen-formand Marek Borowski i spidsen brød ud af partiet i protest mod den økonomiske politik - og dannede deres eget socialdemokratiske venstreparti (SDPL). De får i meningsmålingerne omkring 19 %.

Sejmens næststørste parti, Borgerlisten (OP), der i sin tid brød ud af Solidaritets valgforbund (AWS), spås 24 %. Omtrent det samme gælder det mest radikale og aktive anti-EU-parti, Selvforsvarspartiet, med den karismatiske og provokerende, men uerfarne og utroværdige Andrzej Lepper i spidsen. Derimod står det gamle bondeparti (PSL) fortsat svagt, og de andre små partier, Retfærdighedspartiet (PiS) og Familiepartiet (LPR) synes heller ikke at kunne gøre en forskel.

Den politiske udvikling i Polen siden systemskiftet i 1991 har genopfrisket erindringen om det man tidligere kaldte 'polsk rigsdag', dvs en rigsdag der ikke kunne blive enige om nogetsomhelst, fordi der var for mange særstandpunkter og desuden i en lang periode fra 1572 til 1795 den helt umulige regel, at ethvert medlem kunne nedlægge veto mod en lov. Sådan en regel findes naturligvis ikke i dag, men gang på gang er der de sidste godt tyve år sket splittelser i de bestående partier der har umuliggjort ordentlig regeringsførelse. Har en politiker eller en gruppe af politikere ikke kunnet få deres vilje, har de altid kunnet danne et nyt parti. Regeringerne blev udskiftet med korte mellemrum, eller de faldt med et brag ved det førstfølgende valg hvor de skulle stå til regnskab for deres meriter. Det vil højst sandsynligt også ske denne gang. Resultatet af et sådant system bliver uvægerligt, at det er svært at føre langsigtet politik. Og hvis noget er nødvendigt i en stor omstillingsproces, så er det at kunne holde en bestemt kurs i mange år.

Store vælgervandringer er blevet et problem i mange demokratiske lande i dag. Bindingerne til de store partier er blevet løsere og løsere, hvad der på den ene side nok har den positive effekt at det er blevet lettere for nye partier at slå igennem, men på den anden side har den negative effekt, at det i mindre grad bliver sund fornuft end stemninger og protester der gør udslaget. Demokrati betyder folkestyre og vil naturligvis efter bogstaven formelt sige at sagerne afgøres ved at vælgerne sætter deres kryds, hvor det passer dem på det tidspunkt hvor valget finder sted. Det kræves ikke, at de har sat sig grundigt ind i sagerne - endsige at de altid ser mere på landets fremtid på langt sigt end på egne kortsigtede interesser. Alle vegne kan det konstateres, at lederskikkelser med karismatiske evner kan få folk med sig, eller at medierne kan blæse enkeltemner op på en sådan måde at det bliver udslaggivende for valgets udfald - uanset om det er til gavn for landet eller ej.

I forholdsvis rolige og stabile lande som Danmark er stemningsdemokratiet ikke den store katastrofe, da partierne slås om vælgerne på midten og følgelig mere og mere ligner hinanden til hverdag, og først markerer deres forskelle og uenigheder op til valgene. Men i et land som Polen, der står midt en en kolossal omstillingsproces, er det en ulykke, at selve det demokratiske system er medvirkende til at vanskeliggøre den nødvendige langsigtede og målrettede politik.

Der er næppe tvivl om, at udviklingen i Polen både økonomisk og uddannelsesmæssigt går den rigtige vej. Men med en arbejdsløshedsprocent på omkring 20 og med en bondebefolkning, der er dobbelt så stor som den bør være, hvis man ser på hvor stor arbejdskraft rentabelt landbrug kræver, så er de sociale problemer enorme. Nok er der en stadigt større middelklasse der klarer sig økonomisk godt, men der vil endnu i mange år være en klasse af dårligt uddannede bønder og arbejdere der ikke kan finde job i hjemlandet - og som i udlandet kun en kort tid kan finde elendigt betalt arbejde der ikke fører til højere kvalifikationer. Derfor har et protestparti som Leppers Selvforsvarsparti vind i sejlene - og derfor går omvendt Det socialistiske Venstreparti SDL (de forhenværende kommunister) helt bag af dansen.

Polen stemte ja den 8.6.03.
16. april 2003 - en stor dag for Polen og Europa
Den 13. december 2002
Drømmen gik i opfyldelse
Mon Polen kommer med?

Warszawa Voice:   engelsk-sproget ugeavis
Inside Poland  med links til engelsksprogede kilder.
Viadrina-universitetet  på polsk, tysk, engelsk, fransk og russisk.
Folketingets EU-oplysning
Generaldirektoratet for EU-udvidelsen
Det polske institut i Stockholm