ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.5.04.

EU's store dag

Begivenheden fejres naturligvis med manér. I Irland afholdtes der EU-topmøde på dagen, men allerede aftenen før startede festlighederne rundt omkring i hovedstæderne - også i Polen, hvor den folkelige opbakning er gået tilbage, og hvor bekymringen for landets udvikling er stor blandt de mange småbønder og lavtudddannede byboer. En frisk meningsmåling viser, at tilslutningen til EU er dalende, og som bekendt går premierminister Leszek Miller nu af, efter at han tidligere på året trådte tilbage som formand for det truede polske socialdemokrati. Om en ny regering kan undgå valg i utide er uvist, men det er meningen med den, for et valg vil give regeringspartiet et kæmpemæssigt nederlag og give sejr til Borgerlisten og bøndernes protestparti under Andrzej Lepper.

Bekymring er der i alle EU-lande, ikke blot ved udsigten til mulig indvandring af arbejdskraft fra de nye til de gamle medlemslande, og udflytning af virksomheder fra de gamle til de nye lande, men også fordi det endnu ikke er lykkedes landene at blive enige om en ny fælles forfatningstraktat. EU må derfor køre videre med den gamle traktat som på flere punkter ikke tager højde for at 25 lande skal være medbestemmende for resultaterne.

Det irske formandskab gør i juni et forsøg på at få medlemslandene bragt til enighed om et tåleligt kompromis, men selvom det lykkes, skal det færdige resultat først til afstemning i de enkelte landes parlamenter senere - og i nogle lande, herunder Storbritannien og Danmark skal det til folkeafstemning - og det bliver for disse to landes vedkommende tidligst efter de kommende parlamentsvalg.

Det er vigtige spørgsmål der udestår, nemlig vægtningen af de enkelte landes stemmer i EU-rådet, antallet af kommissærer, formandens rolle og den fælles udenrigspolitik. Spørgsmål der burde have været afklaret inden de nye landes optagelse, men som er blevet udskudt og udskudt, netop fordi de har været svære at løse. Hele problematikken afslører, at EU har grebet udvidelsen forkert an fra starten, nemlig ved at stille betingelser til ansøgerlandene som disse var tvungne til at opfylde for overhovedet at komme i betragtning - i stedet for fra starten at have åbnet for forhandlinger om et mere løst fællesskab.

Én ting er at Tyrkiet vil få stigende vanskeligheder med at komme med i det eftertragtede selskab. Det er der nemlig mange der vil være meget tilfredse med, eftersom Tyrkiet overhovedet ikke kan betragtes som et europæisk land og intet har at gøre i et fællesskab der lægger vægt på fælles kulturarv. Modstanden er da også stigende i EU-landene, skønt mange regeringschefer hidtil har ladet hånt om deres egne befolkningers fornemmelser og talt varmt for Tyrkiets medlemsskab.

Noget andet er, at EU kan gå en så stor usikkerhed i møde på grund af de strukturelle problemer, at det i sig selv vil udskyde optagelsen af Rumænien og Bulgarien og de øvrige Balkan-lande der naturligt hører til i fællesskabet. Det ville være meget beklageligt - og nok være helt uforståeligt for disse landes indbyggere.

Hele problematikken omkring EU-traktaten og holdningen til Tyrkiets optagelse afspejler det gamle spørgsmål, om EU skal være fædrelandenes, dvs nationalstaternes føderale samarbejdsorganisation eller om den skal være en egentlig union med selvstændig præsident og udenrigsminister og fælles sikkerheds- og forsvarspolitik.

Da udviklingen i mange år - af internationaliseringens ganske naturlige årsager - er gået i retning af stadig mere afgivelse af nationalstaternes suverænitet til fællesskabet, har det trods folkelig modstand og ledermæssig benægtelse eller fortrængning ligget i luften, at det nok under alle omstændigheder ender med en union og dermed på den ene side med et stærkt EU der med dobbelt så mange indbyggere som supermagten USA vil have potentiale til at blive både en stor økonomisk og en betydelig militær magtfaktor, men på den anden side med et EU med alvorligt svækkede nationalstater.

Der synes at være en vis fatalistisk tro med hensyn til udviklingen blandt både tilhængere og modstandere af mere union. Tilhængerne kan være tilfredse med at det støt og roligt går den vej de helst vil have, mens modstanderne forgæves stamper mod brodden. Men sagen er nok mere speget end som så. For hvis en stigende 'harmonisering' og 'unionisering' inden for EU ender med en undertrykkelse af medlemslandenes faktiske selvstændighed og suverænitet som deres befolkninger vil føle urimelig og reagere voldsomt imod, så er der ikke vundet meget andet end uro og opløsningstendenser.

Nationalstaten er som bekendt erklæret død så mange gange, at det umiddelbart må undre, at der stadig findes folk der føler det påkrævet at bruge deres tid og krudt på at forsvare den. Sidst har den udmærkede politiske kommentator Ralf Pittelkow udgivet en bog om sagen. Men det forhindrer jo ikke, at der samtidig stadig må konstateres en stigende betoning af det nationale i næsten alle de europæiske lande - og da ikke mindst i de lande der for nylig har fået deres fulde suverænitet tilbage. Det tør altså siges med sikkerhed, at nationalstaten - trods alle erklæringer om det modsatte - på ingen måde er død endnu, og det turde være et åbent spørgsmål om den nogensinde vil gøre det eller om det overhovedet vil tjene internationaliseringens og globaliseringens interesse om det sker.

Sagen er nemlig, at de politiske ledere uanset hvad de selv måtte føle for nationalstaten som fænomen - og det er som hovedregel mindre og mindre, jo højere op i systemerne de kommer - ikke totalt kan tillade sig at ignorere deres befolkninger, sålænge de er afhængige af disses stemmer ved valgene. Og hvad befolkningerne angår, så er det en ubestridelig psykologisk kendsgerning, at de allerfleste mennesker føler ret stærke bindinger til deres fædreland og modersmål og disses historie. Godt nok betyder internationaliseringen og globaliseringen - samt ikke mindst den almindelige kulturelle amerikanisering - i kombination med postmodernismens systematiske æsteticering af livet, at såvel historiefornemmelsen som det man kalder 'rodfæstetheden' ændrer sig betydeligt.

Men stadig gælder, at bindingerne vil være til stede og gøre sig gældende på forskellig vis i stort set alle menneskers politiske, kulturelle og religiøse tankesæt. Det betyder på ingen måde, at disse mennesker er dømt til at være og forblive provinsielle, for det er faktisk muligt at være både rodfæstet og åben, ja dybest set forholder det sig vel sådan, at jo mere utvunget rodfæstet man er, jo mere utvunget åben kan man også være. Behersker man eksempelvis dansk fra barneårenes naturmetode og gennem skolens undervisning og egen læsning, så forhindrer det jo ikke at man lærer fremmedsprog. Tværtimod vil det altid være en forudsætning for tilegnelse af fremmedsprog at man mestrer sit eget sprog så godt, at man forstår dets nuancer og dets humor. Kun de færreste lærer et fremmedsprog så godt, at de kan udtrykke deres inderste tanker og følelser lige så ubesværet og nuanceret på fremmedsproget som på deres modersmål.

Men med matematikken og juraen og i de hele taget med den abstrakte tænkning der udfolder sig i økonomi og videnskab forholder det sig anderledes. Her spiller modersmålet ikke anden rolle end at være afsæt for tilegnelse af begyndelsesbegreberne i de abstrakte discipliner. Følgelig er der forskel på fagfolks indstilling til de politiske problemer og så menigmands. DJØF-medlemmerne tænker anderledes end almindelige mennesker, for nu at sige det lidt firkantet - som en dansk forfatter netop har gjort i et debatindlæg. Han påstår ligefrem at visse jurister udvikler sig til paragrafryttere der vil frelse verden gennem juraen!

Men værre endnu: bureaukraterne i Bruxelles tænker også anderledes end almindelige mennesker - og det er desværre dem der tegner udviklingens linjer i EU. De gør det naturligvis af ædle motiver; de kan slet ikke forestille sig andet. Men deres rodfæstethed til det nationale kan ligge på et meget lille sted. Og nøjagtigt det samme gælder det folkefærd vi under ét - og igen lidt firkantet - kan kalde universalisterne.

En af dem, Politikens meget oplyste kronikredaktør Peter Wivel, har fornylig på en alt andet end debatfremmende måde afvist Ralf Pittelkows tidligere omtalte forsvar for nationalstaten med den begrundelse, at det ikke er det rodfæstede og nationale der bevæger verden, men det ideelle og almene, og dette hviler igen på menneskerrettighederne. Følgelig er det nemmere for alle parter, siger han, at integrere forskellige kulturer i et samfund der bygger på rettighederne og lighed for loven, end i et hvor det nationale fører ordet. Det folkelige kulturbegreb kan man efter Wivels mening slet ikke bruge, for det skabes, bestemmes og udbredes af et lands eliter!

Vi ser med andre ord et oplysningsmenneske der definerer sine begreber af universalistisk art på privat manér - og iøvrigt i strid med mange andre oplysningsmennesker som udenrigsminister Per Stig Møller. Det folkelige forstås udelukkende som noget konstrueret og definérbart, og aldrig som noget dybtliggende psykisk af kollektiv art. Det abstrakt-universelle er blevet bindende forpligtelse - eller isme eller religion - hvor andre vil hævde, at dets kraft dybest set ligger i at det gør sig gældende som åndsfaktor hos alle mennesker, hvad enten de er rodfæstede eller ej. Og hvad det at bevæge verden angår, så er det jo ikke et formål for sin egen skyld. Dynamik, udvikling og transcendens hører tilværelsen til, men forhindrer ikke at man stadig føler sig hjemme i den foranderlige verden som til stadighed forandres.

Ifølge Korsgaard er der i Europa kun få gode eksempler på etablering af demokratiske føderationer der med succes har kunnet regulere konflikten mellem forskellige etniske fællesskaber. I Danmark lykkedes det omkring 1855 ikke at bevare 'Helstaten' som samlet monarki for Kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg. Og grunden var, at de nationalliberale og grundtvigianerne fulgte Herder og fastholdt forestillingen om sproget og kulturen (altså ethnos) som grundlaget for statsdannelsen.

Korsgaard stiller spørgsmålet om det aktuelt vil være muligt at vedtage en EU-forfatning der kan danne grundlag for en europæisk føderation af nationalstater. Han mener det er et åbent spørgsmål - men er ikke i tvivl om, at besvarelsen med et ja i sidste ende vil afhænge af om vi ved det europæiske folk forstår demos eller ethnos.

Nu kunne man imod Korsgaard indvende, at 'det europæiske folk' i hvert fald ikke kan bestemmes som ethnos ud fra sproglige, men alene ud fra bredere kulturelle kriterier, nemlig den fælles arv fra Hellas, Rom og Kristendom. Der kan følgelig alene skabes en bæredygtig føderation, hvis man holder sig til opfattelsen af det europæiske folk som en samling af sociale og juridiske individer, dvs borgere. Og det er vel også det man rent faktisk gør, hele tiden har gjort og fremover agter at blive ved med. Men det forhindrer jo ikke at de enkelte lande der indgår i føderationen fortsat er nationalstater, hvis identitet hver for sig beror på sprog, kultur og fælles historie (ethnos). Tværtimod påviser det kun nødvendigheden af at fastholde opfattelsen af EU som et samarbejde mellem suveræne nationalstater og bandlyse alle forestillinger eller utopier om en egentlig union.

Korsgaards distinktioner er nyttige, for så vidt de klarlægger disse forhold og samtidig påpeger, at demos-opfattelsen netop primært holder sig til de mere juriske, sociale, universelle - om man vil - kosmopolitiske aspekter, mens ethnos-opfattelsen primært går på dybereliggende psykiske faktorer omkring sprog og historie. Men det skal så samtidig tilføjes - hvad Korsgaard slet ikke kommer ind på - at der intet er til hinder for at man kan lade demos-opfattelsen og ethnos-opfattelsen leve og virke ved siden af hinanden som komplementære faktorer. Det er enten-eller-logikken man skal afvise.

Integrationen af de enkelte nationalstater i Den Europæiske Union forudsætter ikke at nationalstaterne eller deres borgere på nogen måde skal opgive deres identitet, deres ethnos, sprog eller historie, men at de derimod skal acceptere at visse mere abstrakte regler inden for økonomi, jura og politik er basis for den fælles politik man på regeringsplan måtte blive enige om ud fra hensynet til alles vel, herunder hensynet til nationalstaternes ethnos.

Der behøver ikke at være nogen modsætning mellem disse to hensyn. Tværtimod vil EU på langt sigt kun kunne komme til at fungere optimalt, hvis nationalstaterne bevares og forstår at værne deres identitet. Det er faktisk hvad også Ralf Pittelkow mener - og derfor er Peter Wivels angreb på ham totalt misvisende, men desværre symptomatisk for universalister. Enighed mellem disse to synspunkter bliver der næppe nogensinde, for alt tyder på, at der står to slags mennesker over for hinanden (som der altid har gjort), nemlig på den ene side de der tænker i abstrakt-universelle baner og slet ikke fatter dybdepsykologien, og på den anden side de der tænker i meget bredere baner, hvori indgår dybdepsykologiske, sjælelige og åndelige faktorer, her på Jernesalt under ét kaldt helhedsrealistiske faktorer. Den første slags med Rousseau i spidsen drømmer til syvende og sidst om at frelse verden gennem tænkningen. Den sidste slags véd at en sådan drøm er en illusion af farlig politisk karakter.

Denne opdeling af mennesker skal ikke forhindre os i at glæde os over EU-udvidelsen. Tværtimod må lørdag den 1. maj 2004 betragtes som en meget stor dag for EU allerede i kraft af at så mange af Europas lande nu er samlet i et fredeligt og konstruktivt samarbejde med henblik på at integrere de ti nye lande bedst muligt og samtidig som helhed gøre sig bedre i stand til at løse fremtidens udfordringer, herunder optage Rumænien og Bulgarien - og ad åre Eks-Jugoslaviens nye nationalstater.

Problemer vil der blive nok af i den kommende tid, både hvad angår at skabe enighed om en ny forfatningstraktat og hvad angår at placere EU stærkere i det internationale billede. Men den 1. maj 2004 er under alle omstændigheder en milepæl i Europas historie.