JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - eu07okt

ARTIKEL FRA JERNESALT - 21.10.07.

EU's reformtraktat kom i hus

Fredag morgen den 19. oktober lykkedes det på topmødet i Lissabon EU-landenes regeringschefer at blive enige om en ny reformtraktat der træder i kraft fra 2009, når den er blevet ratificeret af de enkelte lande - ved flertalsafgørelser i parlamenterne eller ved folkeafstemninger. Det holdt hårdt at blive enige, fordi navnlig Polen og Italien lige til det sidste forlangte særlige betingelser opfyldt. For Polens vedkommende drejede det sig om mulighed for veto mod visse flertalsbeslutninger og for Italiens om bibeholdelsen af det hidtidige antal pladser i Europaparlamentet. De to regeringschefer holdt stædigt fast ved deres krav, idet de ikke mente de kunne vende hjem uden at have fået dem opfyldt. Og det blev de så - fordi regeringscheferne som helhed ikke mente at kunne leve med at traktaten endnu en gang skulle sendes videre til yderligere forhandlinger på et senere tidspunkt. Det lå i luften, at der nu måtte tages en beslutning der én gang for alle standsede den ellers endeløse diskussion om en ny traktat til erstatning for det store forkromede forslag der faldt ved folkeafstemningerne i Frankrig og Holland i 2005 - jf. artiklen Fransk og hollandsk nej (2.6.05.).

Men timingen var meget dårlig, for der er parlamentsvalg i Polen i dag søndag den 21., så den polske regeringschef Jaroslaw Kaczinsky ville af hensyn til sine vælgere kun kunne holde til to løsninger: enten at han fik sin vilje eller at der slet ikke blev nogen traktat. Så det var givet på forhånd, at han bare kunne og skulle være stædig. I forvejen er det også Polen der må siges at have fået de største og mest uheldige indrømmelser ved de tidligere forhandlinger. Polen under tvillingebrødrene Kazcinsky er simpelthen ikke modent til et moderne EU, så topmødet skulle i det mindste have været udskudt til efter det polske valg for at se om der ikke kom en mere forhandlingsvenlig og EU-venlig regeringschef.

Det mest sørgelige ved enigheden om en ny traktat er ikke at den nu endeligt kommer - og efter al sandsynlighed bliver ratificeret af medlemslandene - men at den slet ikke lever op til de oprindelige intentioner om en tilbundsgående forenkling af hele traktatgrundlaget. Den reformerer EU på visse praktiske punkter såsom en nedskæring af antallet af kommissærer - og derfor kaldes den en reformtraktat - men den er blevet alt andet end lettere at overskue og gennemskue. Den er rent ud sagt en sag for eksperter - og den vil ikke bidrage til at gøre EU til et mere folkeligt anliggende i medlemslandene.

I den billige ende af vedtagelsen fjernes alle symboler i EU, herunder flag, hymne, motto og nationaldag. Dette skal understrege at EU ikke er en selvstændig national enhed. Men samtidig gælder dog at EU får status som 'juridisk person', hvilket betyder at EU som sådan kan tilslutte sig bindende internationale aftaler uden at de enkelte medlemslande skal tilslutte sig.

EU-parlamentet får færre medlemmer (750 i stedet for 785), men får til gengæld større indflydelse på lovgivningen på rets og socialområdet. Danmark mister en af sine 14 pladser, mens Italien får lov at beholde sine.

De nationale parlamenter får større mulighed for at blokere lovforslag i EU - det punkt Polen lagde særlig vægt på. Til gengæld bortfalder den egentlige nationale vetoret på over 50 områder i rets- og socialpolitik.

Fra 2014 bliver der færre kommissærer i EU, nemlig 18 i stedet for 27, hvad der betyder at landene skal skiftes til at besætte embederne.

Fra 2014 går Ministerrådet over til en ny beslutningsproces, hvor de enkelte lande får vægt efter befolkningstallet. Man indfører et såkaldt 'dobbelt flertal': Et kvalificeret flertal udgøres herefter af mindst 55 procent af medlemslandene og 65 procent af EU's samlede befolkning. Reelt betyder det at de store lande - Tyskland, Frankrig, Storbritannien og Italien - får større magt. Dog kan ethvert land helt frem til 2017 påberåbe sig at de gamle stemmeregler skal bruges.

På det mere formelle plan vil EU fremover få en 'fast formand' der skal vælges for 2½ år ad gangen med mulighed for forlængelse med yderligere 2½ år, således at posten som formand for ministerrådet ikke længere går på omgang mellem regeringscheferne hvert halve år. Det skulle give en mere effektiv kontinuitet i arbejdet. En EU-formand kan dog ikke være hvemsomhelst. Han eller hun vil formentligt udelukkende blive valgt mellem de siddende eller tidligere regeringschefer - og der må forventes en vis uenighed eller kamp mellem de store lande indbyrdes og mellem de store og de små lande, så favorisering undgås.

EU får også et udenrigsministerium med eget diplomatkorps. Lederen skal lede udenrigsministermøderne og være næstformand for EU-Kommissionen. Men titlen bliver ikke udenrigsminister, men derimod den lidt spøjse 'EU's høje repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik'. Måske en bedre titel end Javier Solana's hidtidige 'udenrigspolitisk koordinator', og i hvert fald med indbygget ophøjelse til næstformand for kommissionen, men alligevel med et vist komisk skær, ikke mindst for danskere der kan huske at vi under besættelsen havde en højstående tysk person i landet, chefen for det tyske politi i Danmark, der blev kaldt 'den højere Pancke', fordi han stod over den tyske 'rigsbefuldmægtigede' dr. Best. Skal vi nu i EU til at have en høj repræsentant for udenrigspolitikken og en endnu højere formand for kommissionen og fx tale om den 'Høje Solana' og den 'Højere Baroso'?

Substansen er næppe, at EU nu har fået en virkelig udenrigsminister af den art som den amerikanske udenrigsminister kan ringe til (sådan som Kissinger i sin tid ønskede mulighed for) fremfor at skulle ringe til den franske, den britiske og den tyske for at finde ud af hvad Europa vil. Som krigene i Irak og Afghanistan tydeligt viser, så gælder, at Europa fortsat ikke i alle henseender vil ét. Og det er vi nogle der er glade for! Europa bør ikke være en stormagt i konkurrence med USA, Rusland og Kina, men bevare sin egenart som et fællesskab af mangfoldige historier med grundlæggende fællestræk.

For Danmarks vedkommende gælder specielt at de ni eksplicitte ændringer i forhold til den gamle, forkastede traktat, som automatisk ville udløse en ny dansk folkeafstemning, er blevet fjernet (med Angela Merkels hjælp i juni, jf. artiklen 24.6.), således at det formentlig ikke bliver juridisk påkrævet at sende den nye traktat til folkeafstemning. En sådan vil i givet fald blive en politisk beslutning - og i sidste ende afhænge af hvilken holdning socialdemokraterne indtager til spørgsmålet. Statsministeren har understreget at der ikke bliver taget stilling til spørgsmålet før sidst på året, når alle juridiske finesser er gennemgået. Han vil uden tvivl - ligesom mange andre politikere og kommentatorer der er tilhængere af EU - helst undgå en folkeafstemning.

Ulempen ved en folkeafstemning er primært at vælgerne ikke nøjes med at tage stilling til det fremlagte forslag, men at de principielle modstanderne af EU under alle omstændigheder vil stemme imod. For selvom en del af de gamle modstanderne (Juni-bevægelsen) har indset at det ikke længere er realistisk at satse på dansk udmeldelse af EU, så er modstanden mod EU fortsat så stor, at den kan blive afgørende ved enhver folkeafstemning - og altså i realiteten blokere for tilpasning til fornuftige reformer af EU. En del mennesker mener at folkeafstemninger er det eneste fuldgyldigt demokratiske. Men det er ikke tilfældet, for dels er det meget få politiske afgørelser der kan forenkles til et ja eller nej til et bestemt spørgsmål, dels må ethvert demokrati der hæver sig over landsbyernes ting være repræsentativt. Folket må vælge personer de har tillid til og som kan repræsentere dem i folketinget. Netop folkebevægelserne mod EU har været med til at undergrave dette system ved at satse på folkeafstemninger, men undlade at vælge repræsentanter til Folketinget.

Danmark bevarer iøvrigt sine 14 år gamle EU-forbehold samt sommerhusreglen og får samtidig mulighed for at indføre nyt fleksibelt retsforbehold, således at den stramme udlændingepolitik kan bevares. Men med hensyn til forbeholdene gælder at der - bortset fra euroen - efterhånden er forståelse i befolkningen for at de ikke længere er hensigtsmæssige. Der vil derfor sandsynligvis på et eller andet passende tidspunkt inden for overskuelig tid blive afholdt en folkeafstemning om deres afskaffelse. Statsministeren vil ikke forhaste sig, har han sagt, men han har til gengæld allerede indkaldt de øvrige partier til en drøftelse af Danmarks fremtidige EU-politik med henblik på at gøre denne mere aktiv - og herunder hører spørgsmålet om forbeholdenes afskaffelse.

Lykkes det at få forbeholdene fjernet ved en folkeafstemning, vil det givetvis betyde, at folkeafstemninger om EU bliver en saga blot. Medlemsskabet som sådant er ikke længere til alvorlig debat. Den suverænitetsafgivelse der måtte finde sted i fremtiden vil ligge inden for rammerne af helt normale internationale forpligtelser. Danmark kan ikke holde sig uden for EU eller EU's udvikling. Og flertallet ønsker det heller ikke.

Ud fra denne betragtning kan det også slås fast, at det er udmærket at EU's regeringschefer nu er blevet enige om en reformtraktat, så man ikke i årevis skal trækkes med dette gamle problem. Pragmatikken har vundet over principperne - og sådan skal det være i fornuftig politik. Men derfor kan man godt beklage, at det ikke er lykkedes at gennemføre den virkelige forenkling som den store udvidelse strengt taget fordrer.

Det værste er dog efter min mening at EU's regeringschefer er veget fuldstændigt uden om at udtale sig om den europæiske idé, identitet eller sammenhæng sådan som den i vore globale tider med truslen fra international terrorisme og muslimsk indvandring må ses i forhold til den nationale identitet og sammenhæng i de enkelte lande.

Hele spørgsmålet er dybt kontroversielt - og det er naturligvis forklaringen på, at regeringscheferne lader det ligge. Men det er uklogt, for spørgsmålet vil plage Europa og EU sålænge truslen fra terrorismen og den ikke-integrerbar del af indvandringen består. Og plagen rammer vel at mærke indvandrerne lige så meget som de indfødte eller etniske europæere.

Det er meget godt at regeringscheferne lige som den danske statsminister satser på de økonomiske, udviklingsmæssige og globale sider af samarbejdet. Men forsømmes den kulturelle, religiøse eller ideologiske side går det ud over sammenhængen i EU, til skade for såvel den oprindelige som den tilkomne befolkning - og dermed for den fremtidige udvikling og det fremtidige fællesskab.

Ét er en vis træghed eller modstand i de tilbagestående dele af befolkningerne i østlande som Polen. Den vil gå over med tiden. Noget helt andet er den helt uberegnelige afstand til den europæiske og vestlige kultur som hersker blandt mange fremmedgjorte muslimer i Europa og som bl.a. er genstand for Tariq Ramadans forsøg på at skabe en slags europæisk islam, en islam der på én og samme gang kan give de i Europa boende muslimer tilhørsforhold til deres nye land og bevare deres tilknytning til og identitet med den religion og kultur de kommer fra. (Jf artiklen Fredsbrev fra muslimske religiøse ledere virkningsløst).

Ramadans idé kan umiddelbart lyde tiltalende, men problemet er, som vi skal vende tilbage til, at Europa forlængst er blevet demokratiseret og sekulariseret - og altså forlængst har gennemgået lige præcis den udvikling der fjernede de absolutte bindinger til en religion der systematisk byggede alvorligt hæmmende magtpositioner op ved siden af de politiske eller verdslige. Dette betyder at det vil være et alvorligt tilbageskridt for den europæiske kultur at vise mindste imødekommenhed over for nogetsomhelst forsøg på begrænsning af demokratiet og sekulariseringen.

Men at forhindre et sådant tilbageskridt vil kræve bevidst indsats på baggrund af en fuld forståelse for kulturudviklingen i Europa. Og begge dele bliver en mere og mere påtrængende opgave for EU såvel som for de progressive kræfter i de enkelte lande. Og det er vel at mærke noget helt andet end blot og bart at hylde de europæiske værdier som sådanne eller styre blindt efter globalisering.

Jan Jernewicz

Henvisninger: