JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - kanel50muslfred

ARTIKEL FRA JERNESALT - 16.10.07.

Fredsbrev fra muslimske religiøse ledere virkningsløst

af Jens Vrængmose

I en henvendelse til pave Benedikt XVI og andre kristne ledere opfordrer 138 af klodens efter sigende mest indflydelsesrige muslimske religionsledere til fred og samarbejde mellem kristendommen og islam, verdens to største religioner. Blandt underskriverne er stormuftier fra Egypten, Palæstina, Jordan, Oman, og Syrien, mange førende imamer og lærde samt generalsekretæren for OIC (The Organization of Islamic Conference) Ekmeleddin Ihsanoglu og FN's særlige udsending i Burma (Myanmar) Ibrahim Gambari.

I det 29 sider lange brev siger de muslimske ledere at vores fælles fremtid står på spil, hvis ikke kristne og muslimer slutter fred og bilægger det voksende antal sammenstød og stridigheder, ja de taler om at hele verdens overlevelse måske står på spil.

Høflig dialog mellem de to religioner er ikke nok, for "Hvis ikke muslimer og kristne lever i fred, kan der ikke skabes fred i verden. Med det forfærdelige våbenarsenal i den moderne verden, med muslimer og kristne sammenflettet overalt som aldrig før kan ingen af de to sider ensidigt vinde en konflikt, der involverer mere end halvdelen af Jordens befolkning", står der blandt andet, og opfordringen lyder derfor "Lad ikke vores forskelligheder skabe had og strid mellem os.... Lad os respektere hinanden, være fair, retfærdige og venlige over for hinanden og leve i oprigtig fred, harmoni og fælles velvilje."

Og unægteligt lyder det altsammen tiltalende. Hvem kan ikke se at fundamentale religiøse stridigheder er med til at stimulere den igangværende store konflikt mellem den vestlige verdens demokratisk indstillede borgere og den muslimske verdens ikke-demokratiske, men ofte religiøst radikaliserede befolkning, og at denne konflikt igen er så omfattende at den truer vores fælles fremtid?

Men erklæringer gør jo lige så lidt som dialog nogen afgørende forskel. For problemet er, at flertallet af dem der opfordrer til had og ufred, ikke er påvirkelige gennem erklæringer og dialog. For de lytter slet ikke - og de er til syvende og sidste slet ikke interesseret i sameksistens med anderledes tænkende endsige vantro mennesker.

Der er da også flere bemærkelsesværdige træk ved brevet fra de 138.

For det første er der blandt underskriverne flere der var med til at fordømme Muhammedtegningerne i Jyllands-Posten og gejle deres egne tilhængere op til voldsomme demonstrationer mod Danmark, Jyllands-Posten og tegnerne. Blandt underskriverne skal også være ledere der forlangte undskyldning af paven for den tale han holdt i Regensburg, hvor han tillod sig at citere en byzantinsk kejser der karakteriserede islam som en voldelig religion, men udtrykkeligt pointerede at "Hensigten her er ikke at grave grøfter eller at fremsætte negativ kritik, men at udvide vores fornuftsbegreb og dets anvendelse.... Kun sådan bliver vi i stand til at føre den ægte dialog mellem kulturer og religioner som der er så akut behov for i dag". - Jf. artiklen Paven og Profeten (17.9.06.)

For det andet er henvendelsen udelukkende rettet til kristne ledere og altså ikke til jødiske ledere, skønt det grundlæggende muslimske had til Vesten er uadskilleligt fra muslimernes had til jøderne og kravet om Israels udslettelse. Blækket på de 138's brev var næppe tørt, før der ved Ramadanens afslutning lød en opfordring fra det iranske præstestyres øverste leder, Ali Khamenei, til alle islamiske lande om at boykotte den forestående fredskonference om en palæstinensisk stat.

For det tredje beskæftiger brevet sig overhovedet ikke med det faktum, at størstedelen af den vestlige verden er sekulariseret, og altså i praksis har gennemført den adskillelse mellem religion og politisk magt som er betingelsen for ægte demokrati og fulde frihedsrettigheder. Kristendommen er nok den afgørende kulturelle arv i Vesten, men den adskiller sig fundamentalt fra såvel den endnu ældre jødedom som den yngre islamiske religion ved at have gjort principielt op med al lovreligion og dermed fra starten undsagt sammenblandingen af magt og ånd. Jødedommen har stadigvæk sine ortodokse grupperinger der holder urokkeligt fast på de gamle fortolkninger, men den har generelt gennemgået en så betydeligt modernisering eller liberalisering, at den indgår i vestlige samfund uden større problemer. Islam derimod er i alle muslimske lande præget af fundamentalisme og i alle vestlige lande af store integrationsproblemer, der alle kommer af bindingen til de religiøse love og forskrifter.

Derfor kan det siges med sikkerhed, at brevet fra de muslimske ledere til kristne ledere - uanset dets gode hensigt - vil være virkningsløst. Det kan velsagtens stimulere en dialog der allerede er i gang mellem velmenende og moderate kristne og muslimer, og som selvfølgeligt aldrig kan skade. Men det vil ingen indflydelse få på de voldeligt ekstremistiske, radikaliserede muslimske kredse og ledere der er besatte af hadet til alle anderledes tænkende i almindelighed og de vestlige værdier i særdeleshed, fordi disse indebærer tros- og tanke-frihed. Man kan enkelte steder - bl.a. i Irak og Gaza, hvor konflikterne i stort tal kræver ofre der er åbenlyst meningsløse - se bestræbelser mod forsoning mellem shiiter og sunnier eller mellem Hamas- og Fatah-tilhængere, men varige resultater giver de ikke. Og i det hårdt ramte Libanon, der består af mange forskellige religiøse grupperinger af muslimer og kristne der i årtier har bekæmpet hinanden næsten nådesløst, er en kristen præsidentkandidat for ganske nylig blevet myrdet, fordi den radikale del af den muslimske befolkning ikke vil acceptere sameksistens med folk af anden tro.

Den danske imam Abdul Wahid Pedersen kan nok så meget understrege at alle skridt, hvor hånden rækkes ud til dialog og forståelse altid er gode, men han kan ikke bestride det faktum som bl.a. islamforskeren ved Århus Universitet Mehdi Mozaffari påpeger, at brevskriverne både undlader at henvende sig til de muslimske autoriteter i de muslimske lande hvor kristne undertrykkes, og at medinddrage jøderne i deres religionssammenligning. Jødedommen ligger ellers som lovreligion nærmere islam end kristendommen gør. Men uforsonligheden over for jøderne synes grænseløs. Generelt opfatter muslimer andre religioner som mindreværdige, men hadet til jøderne er kardinalpunktet for den islamiske konfrontation med Vesten.

Derfor kommer vi overhovedet ikke uden om en nærgående analyse af islam, og derfor må det konstateres at brevskriverne springer over hvor gærdet er lavest, for de gennemfører en slags sammenligning mellem islam og kristendommen, hvor de koncentrerer sig om teologiske ligheder og forskelle, men ser totalt bort fra det for kristendommen helt specifikke karakteristikum som ligger i det fundamentale opgør med selve lovreligionens systemtænkning. Det er her vandene for alvor skiller - og vil vedblive med at gøre det, uanset hvor meget muslimer i vestlige lande måtte tilpasse sig Vestens normer, for fundamentalistisk binding til en så systematisk lovreligion som islam er, er uforenelig med en moderne tilværelse hvor de demokratiske frihedsrettigheder gælder og hvor de grundlæggende værdier derfor ses som historisk betingede og relative.

Fortolkningen af de grundlæggende værdier er ikke bare en mere eller mindre spidsfindig teologisk strid om ord og begreber, men en åbning for en såvel historisk som psykologisk indsigt i værdiernes indhold. En sådan foregår allerede inden for den vestlige verden og den kristne kulturarvs rammer mellem teologer og ikke-teologer og mellem præsteskab og lægfolk, og den er i vid udstrækning præget af hele den religionskritik eller -skepsis der kommer fra ateistisk hold og som generelt bidrager til at undergrave al snæver teologi og konfession. Der er i hele den vestlige verden en meget løsere forbindelse mellem den kristne kirke og folket end der er mellem præsteskabet og befolkningen i de muslimske lande. Og dette er helt centralt for forståelsen af Vesten og de vestlige værdier såvel som for en forståelse af konflikten mellem Vesten og de islamiske lande.

Derfor står den reelle strid mellem den frie vestlige og den ufrie muslimske verden dybest set ikke mellem kristendom og islam, men mellem et relativiseret fortolkningsfællesskab og et absolutistisk. Det første er moderniseret, demokratiseret og sekulariseret og kan rumme mange vidt forskellige religiøse flertal og mindretal tillige med ateistiske eller agnostiske mindretal, hvorimod det sidstnævnte forbliver præget af troen på en absolut sandhed, en absolut gud, en absolut profet og en dertilhørende opfattelse af anderledestænkende som vantro og foragtelige mennesker.

Fred og sameksistens mellem muslimer og ikke-muslimer kommer derfor ikke i stand alene gennem erklæringer og kønne ord fra velmenende mennesker, men afhænger først og fremmest af en dybtgående ændring af selve muslimernes tro og religionsopfattelse i retning af en relativisering.

Vist er der brug for dialog, men holder den sig på det høflige og formelle plan er den værdiløs. Der er brug for oplysning, og det skal vel at mærke være en fuldstændig åben og ærlig oplysning om de forskelle mellem islam og kristendommen som er så fundamentale at de umuliggør en dybere forståelse mellem parterne og dermed en ægte og holdbar sameksistens mellem muslimer, kristne og ateister.

Det er naivitet at nære den illusion at alle religioner er ligeværdige. De har fælles træk som bevirker at de til en vis grad kan skæres over én kam. Men de har hver for sig specifikke og historisk betingede træk som gør at de til syvende og sidst må betragtes som væsensforskellige. I det omfang vægten lægges på den dogmatiske fortolkning af religionerne, betyder dette at der altid vil være basis for principiel uenighed, som det teologisk set vil være uholdbart at se bort fra. En sand forståelse og en gensidig respekt mellem religionerne vil derfor forudsætte at man gør op med dogmerne. Men virkeligt ud over de dogmatiske stridigheder og den absolutisme der ligger i bindingen til dogmerne vil religionerne først komme i det øjeblik de begynder at forstå sig selv som mytologiske religioner - og vel at mærke også at forstå den afgørende forskel mellem myter og dogmer som ligger i at de førstnævnte er åbne for fortolkning fordi de primært er billeder og fortællinger, mens de sidstnævnte er yderst snævre for fortolkning fordi de primært er formulerede sandheder.

Såvel jødedommen som kristendommen har her en ganske specifik værdi som adskiller dem begge markant fra islam. Dette viser sig i det indre ved de vide muligheder for fortolkning af deres myter, og i det ydre ved de vide muligheder for tilpasning til ændringerne i samfundene, økonomisk, socialt, kulturelt og videnskabeligt. Det er for jødedommens og kristendommens vedkommende ikke gået stille af gennem tiderne. Tværtimod. Men det er i det lange løb overvejende endt med en modernisering, liberalisering og sekularisering som er fuldstændigt ukendt for den islamiske verden. Islam er set ud fra denne synsvinkel simpelthen ikke ligeværdig med jødedom eller kristendom. Og derfor halter alle islamiske lande langt bagefter de vestlige lande med hensyn til modernisering på stort set alle områder. Og derfor kan fx Sven Burmester med god grund hævde, at de islamiske økonomier står stille, og at islam uden reform i sekulær, moderne retning simpelthen ikke er en levedygtig civilisation!

Det bør i denne forbindelse ikke forties, at en islamforsker som Tariq Ramadan, der netop i disse dage er på besøg i Danmark, indirekte giver Sven Burmester ret og altså mener at en reform af islam er både nødvendig og mulig, og specielt at det er muligt for europæiske muslimer at skabe en decideret europæisk islamisme.

Hans bog om fænomenet vil blive behandlet særskilt på disse sider i nærmeste fremtid, men det skal allerede her fastslås, at også han stritter imod den helt nødvendige modernisering der består i en relativisering. Intet i hans filosofi tager højde for den psykologiske og navnlig dybdepsykologiske indsigt vi er i besiddelse af i dag. Han fastholder derfor til syvende og sidst de grundlæggende dogmers urokkelighed. Det er derfor ikke helt uden grund at manden beskyldes for at være tvetunget.

Men for nu at vende tilbage til de 138 muslimske lederes brev med opfordring til samarbejde mellem kristne og muslimer, så må det ganske ligeud og syrligt siges, at verdens overlevelse næppe er på spil, fordi modsætningsforholdet mellem den frie og sekulariserede vestlige verden og den ikke-sekulariserede, mere eller mindre radikaliserede muslimske verden er blevet for stor, selvom begge verdener lider under konflikten. Det er snarere den muslimske verdens overlevelse der er på spil, fordi den manglende frihed og sekularisering forhindrer enhver modernisering og alle nødvendige fremskridt af såvel økonomisk og social som kulturel art.

Derfor vil først og fremmest den muslimske verden selv vinde ved en demokratisering og sekularisering. Men en sådan vil omgående smitte af på forholdet mellem muslimer og alle andre, hvad enten disse nu er kristne, jøder eller ateister. En demokratisering og sekularisering af islam forudsætter imidlertid et brud med gængs muslimsk tankegang om religion - og derfor helt andre og dyberegående initiativer end det der foreligger med brevet fra de 138 muslimske ledere.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose

Henvisninger: