ARTIKEL FRA JERNESALT - 9.12.04.

Gravøl for oplysningen?

Intet er så galt, at det ikke er godt for noget, siger man som bekendt. Og aktuelt passer det fint på mordet på Theo van Gogh, fordi dette mord ubetinget må kaldes en ond og fordømmelsesværdig handling, men på den anden side har det langt om længe rejst en bred og helt nødvendig debat om ytringsfrihedens væsen og den afgørende forskel der synes at være mellem muslimers og vesterlændinges syn på det hellige.

I en fin kronik i Jyllands-Posten den 1.12. har formanden for Kritiske Muslimer, Sherin Khankan, påpeget, at princippet om Koranens hellighed for mange troende muslimer er lige så essentielt og fundamentalt som ideen om ytringsfriheden er det i Vesten. Og synspunktet illustreres ganske godt af hendes egen opfattelse af, at van Gogh ikke levede op til den forpligtelse om saglig oplysning hun mener ligger i det muslimske begreb ‘adab' (regler for god adfærd).

Nu er ‘Submission' hverken fra van Goghs eller den af Venstre netop prisbelønnede Ayaan Hirsi Ali's side ment som ‘saglig oplysning', men tværtimod som provokerende kunst og personligt genmæle mod uhyrlig, faktisk forekommende islamisk kvindeundertrykkelse. Men helt bortset fra dette, så ligger der i Vestens fortolkning af ytringsfriheden en klar ubetingethed: enhver kan principielt udtale sig ikke alene sagligt kritisk eller videnskabeligt analyserende, men også stærkt subjektivt fordømmende, nedsættende, ironisk, forhånende eller satirisk om enhver religion, isme og bevægelse samt dyrkelse af samme.

Sådan har det ikke altid været, men sådan er det nu, og det vil vi der har lært at værdsætte denne frihed naturligvis under ingen omstændigheder frivilligt opgive. Vi kan have vores personlige opfattelse af Biblen, Gud, Jesus og kirken, og evt. føle os stødte over Jens Jørgen Thorsens latterliggørelse af samme. Men det behøver ikke ramme os på vore egne vurderinger af disse instanser, det siger tværtimod ofte mest om kunstnerne selv.

Grunden er naturligvis fænomenerne oplysning og sekularisering. Begge har medført at vi efterhånden har fået adskilt stat og kirke, ja, sågar også politik og religion, så eftertrykkeligt at end ikke en simpel henvisning til kristendommen som det nuværende Europas historiske forudsætning kunne accepteres i præamblen til den nye EU-forfatningstraktat.

Der er fortsat folk der mener, at så længe der her i landet er noget der hedder folkekirkeordning, så er der ikke faktisk adskillelse mellem stat og kirke, men igen er der tale om folk der vil løbe fra historisk fakticitet. For pointen i adskillelsen mellem stat og kirke er adskillelsen mellem statens politiske magt og pavers, kardinalers, biskoppers, præsters, dogmatikeres og lægfolks kirkelige magt, idet man betragter det som en af demokratiets væsentligste forudsætninger at det verdslige og det åndelige regimente betragtes som to forskellige ting. Dette er i virkeligheden også til gavn for kirken, fordi denne ideelt bør betragtes som en åndsmagt. Men naturligvis betyder det ikke, at folkekirken og andre anerkendte trossamfund - så lidt som sports- og musiklivet - skal være uden fysiske, økonomiske og organisatoriske rammer for deres fællesskab og kult.

Men i alle muslimske lande er der en betydelig modstand mod sekulariseringen som primært kommer fra de religiøse lærde, ulamâerne, og hænger nøje sammen med opfattelsen af islam som et så altomfattende system af eksistenstolkning at det er umuligt at adskille det religiøse fra det politiske. Den slags har vi også kendt i Europa, specielt inden for den katolske kirke (skolastikken), men også i verdslig form som ideologi (marxismen og nazismen). Og det er præcis her vandene skiller islam og det moderne Vesten. For ikke mindst i lys af de ideologiske overgreb i 1900-tallet er den sekulariserede grundopfattelse i Vesten blevet, at alle totale systemfortolkninger af tilværelsen uden undtagelse indebærer overgreb og derfor altid - så vidt muligt - må holdes i ave af en verdslig magt der værner om menneskerettighederne.

Sekularisering og demokrati hører sammen som hånd i handske. Uden sekularisering intet ægte demokrati. Og uden sekularisering heller ingen virkelig integration i demokratiske samfund. Derfor er det et kæmpeproblem ikke blot i Danmark, Holland og Tyskland, men overalt i Europa og i Mellemøsten at overordentligt mange, velsagtens flertallet af muslimer betragter sekulariseringen som en specifik vestlig trussel mod dem. Derfor bliver det nødvendigt for både ikke-sekulariserede muslimer og sekulariserede vesterlændinge at komme på det rene med, at sekularisering aldeles ikke udelukker religion eller uundgåeligt placerer den som en privatsag folk skal holde for sig selv.

I de fleste tilfælde går denne logiske rabies over af sig selv lidt efter lidt ved erfaringernes tryk (og kvindernes påvirkning), men i nogle tilfælde udarter uforstanden til regulær ensretning og indskrænkethed. Og kombineres denne yderligere med frustration eller endnu værre med had, så kører møllen: Fundamentalismen bliver til en fanatisme der vil tyrannisere andre og i værste fald udrydde alle der står i vejen for den absolutte sandhed. Hvis fanatikere af denne kaliber ovenikøbet får held til at skaffe sig en magt der også gør det fysisk muligt for dem at undertrykke andre, så opstår det ideologiske eller religiøse helvedesdiktatur der ender med Gulag eller lignende.

Modvægten mod dette er både på det politiske og det juridiske plan demokrati og værn om menneskerettighedene, men jo mere udbredt galskaben er, jo vigtigere bliver det at være opmærksom på selve de psykiske mekanismer og sætte ind mod såvel de logiske kortslutninger som processen fra frustration til had. De logiske fejl kan afsløres effektivt med oplysning om de psykiske grundprocesser. Hadets destruktive psykologi skal afsløres med påvisningen af dens inkonsistens: Had spærrer uundgåeligt vejen til den kærlighed og forståelse enhver ønsker.

I forrige århundrede udviklede rationalismen sig bl.a. til logiske empirisme, der i sin reneste form ville reducere al sund fornuft til logik og erfaring der var baseret på fysikken som grundvidenskab, og som følgelig regnede alle religiøse udsagn for meningsløse. Svenskeren Ingemar Hedenius udformede ligefrem et religionsfilosofisk postulat der bl.a. siger, at religion foruden fromhed også kræver, at man tror på en religiøs lære. Og som eksempel på en sådan lære nævner han kristendommen der kræver både "godtagelse af visse overnaturlige forhold af evig natur" og "godtagelse af visse mirakuløse begivenheder i historien". Postulatet rammer unægteligt visse dogmatiske (senere tilkomne teologiske) udlægninger, men det er i fundamental strid med det religionshistoriske faktum, at det for alle religioner gælder, at myterne er før dogmerne.

Bultmanns sigte var fornuftigt nok, nemlig at redde den kristne eksistensfortolkning, men metoden var tåbelig, for ingen eksistensfortolkning der vil bære sit navn med rette kan undvære det mytiske sprog. Religion kan pr. definition ikke afmytologiseres, den kan derimod afdogmatiseres i den forstand at man kan rense enhver religion for utidssvarende teologiske formuleringer - uden at kernen røres. For dybest set er religion - i modsætning til videnskab - troskab mod den fulde virkelighed, herunder dagligsproget, hvis metaforer, begreber og arketypiske forestillinger er vage og flertydige, men samtidigt stabile, fordi de er umulige at snævre ind gennem definition, logik og dogmatik.

Oplysningsprojektet kan kun reddes hvis vi genvinder den religiøse virkelighed på et højere plan end den logiske empirismes og den æstetiske postmodernismes snæversyn, eller det ateistiske nej og det agnostiske ‘véd ikke'.

Oplysningsprojektet må til stadighed udvikles. Oplysningen når aldrig et stadium, hvor den kan betragtes som færdigudviklet, eller hvor kundskabens træ må betragtes som tømt for sunde og gode æbler. Æblerne fra dette træ må fortsat spises - selvom det hver gang betyder tab af uskyld.

De politiske, kulturelle og religiøse problemer der i dag præger det betændte forhold mellem den muslimske og den vestlige verden kan kun løses, hvis de forstås som oplysnings- eller sekulariseringsproblemer. Deres løsning kræver at oplysningsprojektet får sin tiltrængte renæssance i begge verdener.

Frihedspris til Ayaan Hirsi Ali  (21.11.04.)

Mordet på Theo van Gogh  (14.11.04.)
Gik han for vidt i kritikken af muslimerne?

Sekulariseringen må opdateres  (29.11.04.)
så den kun verdsliggør selve den politiske magt

Sekularisering og religiøs krise  (Verdsliggørelse - 2.6.02.)

Gud, sprog, sekularisering og religionsskifte  (Verdsliggørelse - 18.6.03.)

Myte, ord og billede  (Afdogmatisering - 13.7.02.)
om bl.a. syndefaldsmyten