JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - kanel63eupraesident

ARTIKEL FRA JERNESALT - 20.11.09.

EU's storhedsdrømme definitivt bristet

af Jens Vrængmose

Med udnævnelsen torsdag aften af den belgiske premierminister Herman Van Rompuy til EU-præsident og den britiske EU-kommissær Catherine Ashton til ny EU-udenrigschef har EU-ministerrådet nu fået den for ganske nyligt ratificerede Lissabontraktats største ambition om fælles ledelse udadtil opfyldt fuldtud på det formelle plan, men samtidigt på det reelle plan fået bragt alle unionsmæssige storhedsdrømme bragt definitivt til fald. De to valgte personer har de politiske og forhandlingsmæssige kvalifikationer i orden - Van Rompuy skal endda fra sin lange ministertid være en eminent dygtig mægler - men de har begge hidtil været stort set ukendte uden for deres egne landes grænser og er simpelthen uden enhver pondus.

Valget er med andre ord blevet en sejr for EU's føderalister og deres ligesindede, dvs dem der med de Gaulle's udtryk opfatter EU som 'Fædrelandenes Europa' og derfor ønsker alt andet end en stærk mand til at konkurrere med de stærke landes præsidenter eller regeringschefer. Den tidligere britiske premierminister Tony Blair havde ellers tidligt været på tale som lige netop en præsident af den type Lissabontraktatens fædre havde ønsket sig. Og han skulle have været Gordon Browns stærkeste kort. Men briterne skulle ikke have posten, og det skulle i denne omgang heller ikke være en socialdemokrat, men en borgerlig - som om Blair ikke primært var den tredje vejs indvarsler. Og så havde han jo - allerværst - stået last og brast med præsident Bush i Irakkrigen siden 2003 - og det havde for alvor splittet EU. Det var på ingen måde glemt, så Blair var og blev uønsket.

Men fravalget af Blair og tilvalget af Van Rompuy er først og fremmest udtryk for at Lissabontraktatens fædre skød over målet da de udformede traktaten. EU-præsidenten skal godt nok repræsentere hele unionen og lede EU-topmøder, men han skal absolut ikke være en dominerende person.

Den 62-årige Van Rompuy er derfor den ideelle første præsident, fordi han er en selvudslettende, beskeden mand, der ovenikøbet både er filosofikyndig og skriver underfundige haiku-digte. Han har slet ikke ønsket sig stillingen og hverken søgt den eller arbejdet i kulisserne for at få den. Stillingen er af samme slags som Natos generalsekretær-stilling: den bliver ledig med mellemrum, men opslåes ikke, og enhver der tilkendegiver at han gerne vil have den, udelukker sig selv fra at få den. Posten besættes for 2½ år ad gangen, men perioden kan forlænges yderligere 2½ år.

Den 53-årige Catherine Ashton er om muligt endnu mindre kendt, selv i England. Hun har kun været EU-kommissær for handel et års tid, men har ingen erfaring i udenrigs- eller sikkerhedspolitik. Hun er brite, ikke-borgerlig og kvinde - og dette sidste synes at have været udslaggivende, for de 8 socialistiske regeringschefer der foreslog hende i fællesskab efter at Gordon Brown have opgivet af få valgt Tony Blair til præsident. Den siddende engelske udenrigsminister David Miliband ville have været et mere oplagt emne og har vist ikke været uinteresseret, men Brown skal have været uvillig til at slippe ham på grund af det forestående parlamentsvalg der tegner meget usikkert for hans regering.

Udenrigschefen bliver officielt EU's 'høje repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik', men det er jo en håbløst upraktisk titel, så vil man ikke bruge den hidtige betegnelse 'udenrigskoordinator', som Solana bar, så må man holde sig til 'udenrigsminister' eller 'udenrigschef'. Den høje repræsentants budget og stab bliver større end hidtil - men man kunne næppe have fundet en mindre letvægter end Ashton.

Når valget af en kvinde til posten, synes at have gjort udslaget, bekræfter det kun al kvindekvoterings uheldige bivirkning. Stillingen kræver mandlig gennemslagskraft eller 'transcendens'. En dygtig kvinde med tilstrækkelige erfaring kan sagtens klare den administrative side af sagen. Men hårde forhandlinger med hårde udenrigsministre fra store lande som Rusland, Kina, Japan og Mellemøsten kræver en robusthed som kun få kvinder er i besiddelse af og en pondus som modparten kan respektere - selvom det er ukorrekt at sige det højt. Men det skal udtrykkeligt understreges, at grunden til denne sammenhæng ikke er nogensomhelst påstået endsige bevist forskel i intelligens, men derimod en for alle åbenlys og ubestridelig forskel i hormonerne! - Jf iøvrigt afsnittet om Socialitet, ulighed og kønsforskel i 'Jernesalts 2009-filosofi'.

Lissabon-traktaten med alle sine mangler har givet EU en vis omstrukturering, der har været nødvendigt på grund af den store udvidelse med østlandene. Det betyder fast præsident for 2½ år i stedet for roterende formandsskaber hvert halve år, en fast udenrigschef med faste ambassader over hele kloden, en fast kommissionsformand der fortsat skal fungere som chef for de faste kommissærer samt en større rolle for formanden for EU-parlamentet, idet dette har fået større indflydelse i EU.

Balance mellem øst og vest, syd og nord, små lande og store lande, borgerlige og ikke-borgerlige regeringer samt mellem katolikker og ikke katolikker er opnået i denne første omgang med en belgisk kristendemokrat fra et lille land som præsident, en protestantisk britisk labour-politiker fra et stort land som udenrigschef, en portugisisk katolik og socialist fra et lille land som kommissionsformand og en polsk liberal protestant (Jerzy Buzek) som parlamentsformand. Ingen gruppering kan føle sig tilsidesat. Og det er da væsentligt.

Men man kommer ikke uden om at hele denne 'ekvibrilisme' eller balancekunst igen er udtryk for ønsket om at fastholde et 'Fædrelandenes Europa' frem for en egentlig Union. Det er vi skam mange der værdsætter, for det var jo slet ikke det der var tilsigtet med den kritisable Lissabontraktat, men da denne alligevel - mod manges forhåbninger efter det irske nej i 2008 - gik hen efter ny afstemning og blev vedtaget og ratificeret af alle medlemslande i år, må vi leve med den og fryde os over at Unionsdrømmen ikke går i opfyldelse med de første udnævnelser i år.

Den store fejl eller svaghed ved Traktat-ændringen har ikke været selve ideen om at gøre beslutningsprocesserne noget nemmere end hidtil med alle de nytilkomne medlemslande. Det er slet ikke lykkedes i det tænkte omfang, fordi antallet af kommissærer er blevet bevaret, og mange særregler indbygget i Lissabontraktaten for at få den stemt hjem alle steder.

Nej, den store fejl lige fra det øjeblik hvor den tidligere franske præsident Valery Giscard d'Estaing satte sig som kontroversiel og uhyre kostbare formand for det konvent der skulle udarbejde et reformudkast var at dette kom til at mangle enhver idé om en egentlig kulturel europæisk identitet. Bl.a. svigtede man alle europæiske idéer ved at holde liv i Tyrkiets forhåbninger om medlemsskab

Det betyder at der fortsat mangler et stærk og udslaggivende folkelig fornemmelse af europæisk fællesskab der som det eneste ville kunne samle Europa fra Øst til Vest og fra Syd til Nord. Og det betyder at udenrigs- og sikkerhedspolitikken kommer til at halte og at storpolitikken alt for ensidigt kommer til at dreje sig økonomi.

Og det betyder endelig også at man ikke vil kunne finde eller tillade valget af en præsident med egentlige visioner. Man må nøjes med en mægler og administrator.

Nu mangler vi udnævnelsen af de nye kommissærer, som Barroso længe har efterlyst. Da Lissabontraktaten officielt træder i kraft pr. 1. december forventes det at hele kommissionen kommer på plads i næste uge.

Fra dansk side synes der at være to muligheder: Enten den konservative klimaminister Connie Hedegaard eller Venstres undervisningsminister Bertel Haarder. Barroso ser gerne Hedegaard, fordi han ønsker flere kvinder i den nye kommission, men spørgsmålet er om klimakommissariatet bliver tilstrækkeligt stort. Connie Hedegaard er klart de danske vælgeres foretrukne kandidat, fordi de fleste påskønner hendes ihærdige indsats for klimatopmødet. Men for Venstre er det et problem som det klart største af de to regeringspartier at skulle afgive kommissærposten til de konservative. Det vil til gengæld for disse give den fordel med i købet, at al tvivl om Lene Espersens formandsskab for partiet vil forstumme.

Det må til disse betragtninger med største beklagelse tilføjes, at den danske regering ikke har haft hverken intention om eller held til at bringe den kommende radikale integrations- og beskæftigelsesborgmester i København, Klaus Bondam, på tale som ny EU-præsident, subsidiært vicepræsident, på trods af mandens indlysende evner til som gammel skuespiller at gøre sig synlig i medierne på enhver given foranledning, altå lige hvad der er brug for i EU - og hvad haikudigteren Van Rompuy ikke magter.

Men det er det sædvanlige fra den kant. Og det kan kun understrege det indlysende nødvendigt i at vi snart får en ny regering her i landet.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose

Henvisninger:

Links til:

EU-rådet
EU-kommissionen
Folketingets EU-oplysning

Relevante artikler på Jernesalt:

Irsk nej giver EU kvaler  (15.6.08.)
Ingen folkeafstemning om EU-traktaten  (12.12.07.)
EU's reformtraktat kom i hus  (21.10.07)

EU: jubilæum - problemer - fremtid  (30.03.07.)
Europas grønne gennembrud?  (12.03.07.)

EU's store dag  (2.5.04.)
Sammenbruddet i Bruxelles  (17.12.03.)
Ny EU-traktat?  (EU - 30.6.03.)