|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.12.07.Status over året 2007Mordet på Benazir BhuttoMellemøsten og USA Europa EU Dansk indenrigspolitik Valget Regeringens udfordringer Videnskab og kultur Folkelighed og integration Etik og virkelighed Henvisninger Mordet på Benazir Bhutto Til toppen Næste Året 2007 sluttede på det internationale plan med det tragiske mord på den karismatiske, pakistanske politiker Benazir Bhutto der fra eksilet i Dubai var vendt hjem til sit fædreland for at deltage i det forestående parlamentsvalg og som efter al sandysnlighed ville være blevet landets nye premierminister. Det tragiske ligger ikke blot i det afskyelige mord, foretaget af en fanatisk islamistisk selvmordsterrorist, for Bhutto var ikke uforberedt på en sådan risiko og betragtede i det hele taget døden som skæbnebestemt. Nej, det ligger i konsekvenserne for landet og religionen. For den 54-årige, tidligere premierminister, men i 1999 for korruption dømte og derfor afsatte Benazir Bhutto var formentlig den eneste der ville være i stand til at indgå en alliance med den siddende præsident Musharraf der kunne bringe landet ud af det dødvande der hedder manglende demokratisering og manglende bekæmpelse af terrorismen. Mordet gør altså ikke alene det kommende valg, men også Pakistans fremtid usikker tillige med nabolandet Afghanistans muligheder for med udlandets hjælp af sikre sejren over Taliban og Al Qaeda. Mordet understreger således de uhyre vanskeligheder der er forbundet med at bekæmpe den islamistiske terrorisme og forhindre dens indædte og systematiske obstruktion af ethvert forsøg på at skabe sekulære og demokratiske styreformer i regionen. Islamisterne er kendetegnet af hårdnakket modstand mod ligeberettigelse mellem kønnene og respekt for ytrringsfriheden og de øvrige almindelige frihedsrettigheder. Mordet udstiller derfor også den vestlige verdens manglende vilje til helhjertet at støtte de demokratiske kræfter og betale den fulde pris for støtten - økonomisk, militært, politisk, moralsk og menneskeligt. Danmark er det land der i forhold til sin størrelse yder den største og bedste hjælp til regeringen i Afghanistan, men som bekendt har den danske regering hidtil forgæves appelleret til Nato om mere hjælp fra de øvrige lande i denne organisation. Og som bekendt er resultatet blevet et stigende pres mod regeringen for at tidsbegrænse eller endog opgive den militære støtte. Mellemøsten og USA Til toppen Næste I realiteten påvirker alt dette situationen negativt i hele Mellemøsten. Danmark har trukket sine tropper ud af Irak. Briterne er i færd med det samme. Polen følger efter - og lande som Spanien og Italien har gjort det forlængst. Der er for øjeblikket opmuntrende tegn på at situationen i Irak for alvor er ved at ændre sig til det bedre, takket være måneders massiv indsats af USA, men krigen har - primært på grund af graverende fejl fra amerikanernes egen side i de første år - trukket for længe ud, og derfor har mange vestlige lande i stigende grad vendt sig mod amerikanerne, uden at gøre sig klart eller tage i betænkning at de dermed indirekte støttede den islamistiske terrorismes blodige og selvmorderiske kamp mod demokrati og sekularisering. USA har i kraft af sin målbevidste strategi på det sidste haft held til at få også de nølende arabiske stater til at forstå at en løsning på problemerne i Mellemøsten indebærer såvel en effektiv bekæmpelse af den ekstreme islamisme som en løsning af konflikten mellem israelerne og palæstinenserne - med direkte henblik på oprettelsen af en palæstinensisk stat. Jf. artiklen om Annapolis-konferencen. Iran er så småt ved at bevæge sig ind mod en form for dialog med de øvrige lande der giver visse håb om fremtidige aftaler. Men det er stadigt et stort usikkerhedsmoment at Iran arbejder videre på sit atomprojekt og at nu også det atomvåbenbesiddende Pakistan indtil videre synes destabiliseret af mordet på Benazir Bhutto. 'Guds eget land' går nu ind i året hvor præsidentvalget til november skal afgøre hvem der skal lede denne fortsat ubestridelige supermagt. Intet er afgjort på forhånd, da den i øjeblikket mest sandsynlige opstilling af Hillary Clinton som demokraternes kandidat meget vel kan betyde at den republikanske kandidat kan gå hen at vinde. Formentlig kan kun Barrack Obama med sikkerhed slå en republikansk kandidat, men uanset hvem der bliver USA's næste præsident betyder det ikke en markant ændring af USA's engagement i Mellemøsten. Realiteterne er ved at gå op for amerikanerne. Irak-krigen er ikke det centrale valgtema det hidtil har været. USA kan ikke afskrive demokratiseringsbestræbelserne i Irak og Afghanistan eller Mellemøsten som helhed uden at alt vil gå galt. Europa Til toppen Næste I Europa har præsidentskiftet i Frankrig betydet en nyorientering i forhold til USA såvel som Afghanistan og bekæmpelsen af den internationale terrorisme. Sarkozy har forlængst vist sig som et væsentligt mere levende menneske end Chirac - også hvad de negative, overfladiske for ikke at sige latterlige sider ved magtbesiddelsen angår - men han vil formentlig få en indflydelse på den internationale politik som Chirac aldrig fik, fordi han lod embedet og retorikken gå over politikken og visionerne. England har fået ny premierminister efter at Tony Blair blev presset ud som følge af sin moralsk rigtige, men uventet krævende alliance med præsident Bush. Blair er netop konverteret til den katolicisme hans ægtefælle og børn i forvejen tilhørte - og har aldrig lagt skjul på sin religiøsitet eller dens betydning for hans politiske stillingtagen. Men efterfølgeren Gordon Brown er overraskende hurtigt løbet ind i vanskeligheder der bl.a. skyldes banale ting som svigt i datasikkerheden og grundlæggende skepsis over for EU. Brown var særdeles populær som finansminister, men med ham som premierminister er både Labour og Storbritannien kommet ned på jorden, hvor visionerne ikke tæller. Polen er glædeligvis gået den modsatte vej. Valget i oktober førte til nederlag for den siddende regering under Jaroslaw Kaczynski fra Retfærdighedspartiet og sejr for Donald Tusk fra Borgerlisten, men først en måned senere blev en ny samlingsregering præsenteret med Tusk som premierminister og Radislaw Sikorsky som udenrigsminister. Bondepartiets leder Waldemar Pawlik blev vicepremierminister og økonomiminister. I modsætning til Kaczynski er Tusk EU-venlig og vestligt orienteret - og i det hele taget en progressiv politiker der ønsker samarbejde med andre lande og ophør af det ødelæggende moralistiske og selvcentrerede opgør med fortiden. Han vil kæmpe for polske værdier, men er helt indstillet på en modernisering af Polen. Derfor kan hans sejr betyde det definitive farvel til bagstræbet i landet - og dermed også gøre Polen til et fuldgyldigt europæisk land. Da Schengen-aftalen næsten samtidigt er trådt i kraft i alle de nye østlande i EU, er EU's østgrænse for alvor rykket helt frem til Hviderusland og Ukraine. EU Til toppen Næste EU på sin side opnåede på topmødet i Lissabon at få den nye traktat endeligt på plads og underskrevet. Den skal nu ratificeres af medlemslandene og vil derefter fra 2009 betyder en nødvendig effektivisering af beslutningsprocessen. Da den danske regering ikke har fundet det juridisk nødvendigt at sende traktaten til folkeafstemning her i landet, bliver der kun folkeafstemning om den i Irland. Resultatet her bliver formentligt et ja, men skulle det mod forventning blive et nej, bliver det så at sige værst for irerne selv. Traktaten vil nemlig ikke blive taget op til genforhandling, så enten må irerne træde ud af EU eller leve med nogle særordninger. Det er langtfra blevet nogen ideel traktat for EU, den er tværtimod blevet alt for kompliceret i bestræbelsen for at imødekomme medlemmernes utallige særinteresser, men bedre kompromis kunne ikke findes og tiden kunne ikke trækkes længere ud. Erfaringen er at EU nu er blevet så stort medlemsmæssigt at det bliver uhyre svært fremover overhovedet at skabe enighed om en ny traktat. For Danmarks vedkommende er det givet at traktaten bliver ratificeret af et bredt flertal i folketinget. Men til gengæld trænger en ophævelse af de fire danske forbehold sig mere og mere på, og regeringen har da også bebudet at den vil undersøge mulighederne for at sende forbeholdene til folkeafstemning. De spærrer for fuld dansk deltagelse i EU-samarbejdet og har også efterhånden mistet deres oprindelige værdi. Formentlig vil kun forbeholdet om dansk deltagelse i Euro-samarbejdet kunne give anledning til virkelig debat og dets ophævelse måske blive forkastet ved en afstemning. Der er stadig folk - også i erhvervslivet - der mener at dansk tilslutning til Euro-samarbejdet i givet fald kan blive en hindring for selvstændig dansk pengepolitik. Men der er omvendt næppe tvivl om at regeringen vil forsøge at mindske modstanden. Den ser gerne fuldt dansk medlemsskab af EU. Og det er endda mere end antydet at en af grundene turde være statsminister Anders Fogh Rasmussens ønske om i 2009 at overtage en toppost i EU. Det vil han naturligvis selv bestride lige til den dag han eventuelt siger ja. Men der er ting i dansk indenrigspolitik der synes lettere at forstå, hvis man forudsætter statsministernes ønske. Dansk Indenrigspolitik Til toppen Næste Dansk indenrigspolitik var først og fremmest kendetegnet af det betydelige opbrud i de politiske partier der førte til folketingsvalget i november. Folketingsmedlemmet Naser Khader og EU-parlamentarikeren Anders Samuelsen brød ud fra Det radikale Venstre og dannede sammen med EU-parlamentarikeren Gitte Seeberg fra Det konservative Folkeparti et nyt midterparti der kom til at hedde Ny Alliance, idet formålet var at samle de borgerlige midterpolitikere der var stærkt utilfredse med VK-regeringens afhængighed af Dansk Folkeparti, men som omvendt gerne så Anders Fogh Rasmussen fortsætte som statsminister. En del venstrefolk, herunder folketingsmedlemmet Leif Mikkelsen, viste sig at have samme ønsker, men ellers førte partidannelsen primært til et opbrud i Det radikale Venstre, hvis politik siden VK-regeringens dannelse i 2001 havde været at boykotte Anders Fogh Rasmussen, selvom partiet lige siden sin dannelse i 1905 har stået som principiel og markant tilhænger af det samarbejdende folkestyre. Men partileder Marianne Jelved kunne lige som den tidligere socialdemokratiske formand Nyrup ikke under nogen omstændigheder acceptere Dansk Folkeparti som ligeberettiget forhandlingspartner i folketinget. Det var der vitterligt folk i partiet der så anderledes på, herunder også folketingsmedlemmer, så dannelsen af Ny Alliance betød at presset mod Jelved som formand voksede. Det blev til sidst så stort at hun gik af til fordel for Margrethe Vestager, som straks gjorde sig til talsmand for den holdning af et radikalt samarbejde med Fogh var muligt. Formandsskiftet førte til meget mundhuggeri mellem Vestager og Khader om den rette taktik over for Fogh. Men det var alene Ny Alliance der trak stemmer ifølge meningsmålingerne. Og da Fogh udskrev valg med den begrundelse at han ønskede et bredt flertal for regeringens kvalitetsreformer, så det længe ud til at han kun ville kunne føre VK-regeringen videre med støtte fra Ny Alliance ved siden af støtten fra Dansk Folkeparti. Valget Til toppen Næste Valget gav imidlertid det overraskende resultat at Ny Alliance kun fik fem mandater, men Dansk Folkeparti gik frem og Det konservative Folkeparti bevarede stillingen. Venstre tabte stort, men VK og Dansk Folkeparti kunne lige akkurat holde flertallet, så regeringen kunne fortsætte uden betinget forhåndsstøtte fra Ny Alliance. Da Det radikale Venstre også mistede mange mandater og socialdemokraterne kun lige holdt stillingen, mens SF fordoblede sine mandater ved - som det overraskende er kommet frem - bevidst bejlen til vælgere der går ind for både skattestop og stram udlændingepolitik, var der intet reelt alternativ til VK-regeringen. Specielt Ny Alliance dummede sig gevaldigt i valgkampen ved uprofessionelle udtalelser fra bl.a. erhvervsmanden Lars Kolind og betydelig usikkerhed hos Naser Khader selv. Partiet fik efterfølgende problemer med sit femte folketingsmedlem Jørgen Poulsen der havde opgivet sit højtlønnede job som generelsekretær for Dansk Røde Kors til fordel for et liv som mådeligt lønnet politiker, men sandelig ville have to års betalt orlov med sig. Det kostede manden prestige og både Røde Kors og Ny Alliance medlemmer. Ikke uden grund har man kaldt flere af det nye partis mere eller mindre kendte ansigter for storbytosser. Der er lidt mere stil over dem og lidt flere penge i deres lommer end tilfældet var med gamle dages landsbytosser, men grundlæggende er de outsidere der ikke synes at høre hjemme i de Christiansborgske korridorer med ofte spegede aftaler. Men Anders Fogh Rasmussen kunne danne ny VK-regering med kun få ændringer. Lars Løkke Rasmussen blev finansminister i stedet for Thor Pedersen, der blev ny formand for folketinget. Karen Jespersen blev leder af et stort velfærdsministerium, Connie Hedegaard afgav miljøet til Venstres Troels Lund Povlsen for at kunne koncentrere sig om klimaministeriet og den internationale klimakonference i 2009. Og så blev Birthe Rønn Hornbech ellers både integrations- og kirkeminister, den eneste egentlige overraskelse, da hun tidligere havde afslået af overtage nogen ministerpost. Men denne gang fik Anders Fogh Rasmussen hende overtalt. Og det må siges at være klogt. Der skal en politisk sværvægter til at klare integrationsproblemerne og ikke mindst forhandle en løsning på plads om de irakiske asylansøgere som medierne fik placeret i valgkampens fokus med det formål at vælte regeringen. Bendt Bendtsen sørgede ikke for at skaffe plads i regeringen til sin energiske og velkvalificerede politiske ordfører Pia Christmas Møller, og det førte til at hun meldte sig ud af folketingsgruppen og blev løsgænger, dog uden at true regeringens flertal. Det var dumt af Bendtsen, og det afslører hans manglende lederformat. Regeringens udfordringer Til toppen Næste Men alt i alt står regeringen i dag stærkere end før valget, for nok er dens mandatmæssige flertal skrumpet, men partiernes villighed til samarbejde er øget. Hverken Det radikale Venstre eller Socialdemokraterne kan i længden holde til at sidde med korslagte arme over for en flertalsregering - blot fordi denne har en godt samarbejde med et parti der er lige så meget midterparti som de selv. Det er i realiteten ikke Anders Fogh Rasmussen der har ført blokpolitik sammen med Dansk Folkeparti, men Det radikale Venstre og Socialdemokraterne der har gjort det i ren og skær uvilje mod et parti der repræsenterer mange af det ene partis egne tidligere vælgere og som forlængst er blevet parlamentarisk ansvarligt. Regeringen står dog over for store udfordringer allerede i det kommende halvår, ikke mindst fordi der skal forhandles overenskomst med de offentligt ansatte. Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti kappedes om at love særskilte bevillinger til de lavestlønnede offentligt ansatte, dvs hjemmehjælpere og plejepersonale (de såkaldte sosu'er) samt sygeplejesker, og de forhandlede begge med LO's nye formand Harald Børsting. Men regeringen kom med et udspil der på forhånd sikrede 5 mia ekstra til lønforbedringer, så begge partier endte klogeligt med at tage dette udspil til efterretning og overlade det til overenskomstforhandlerne selv at finde en passende løsning. Det bliver imidlertid mere end svært, for dels er forventningerne skruet alt for højt op, dels er organisationer som Sygeplejerskernes Forbund og Forbundet af Offentligt ansatte indstillet på konflikt, og har allerede udtaget de områder af sygehus- og plejehjemsvæsenet der skal rammes mærkbart og hurtigt. Det er at tage syge og gamle som gidsler, og vil næppe gøre personalet populært blandt pårørende til de berørte, men det er effektivt og vil sætte regering og folketing i klemme. Og hvis der end ikke kommer til at foreligge et forlig parterne kan stemme om, foreligger der heller ikke et resultat der umiddelbart kan ophøjes til lov. Da Folketinget ikke kan forsvare at lade en konflikt løbe ret længe, kan det derfor blive tvunget til at lave særlov. Og en sådan vil ikke skabe fuldstændig ro. Når regeringen umuligt bare kan give efter for de krav fagforbundene stiller, ligger det i to forhold. For det første tyder alt på at den ellers gode økonomiske udvikling er ved at have toppet og formentlig må justeres ned, hvis en overophedning der vil skade landets konkurrenceevne skal undgås. For det andet er det slet ikke realistisk at give bestemte løngrupper mere i løn end forhandlerne kan nå frem til i en samlet aftale, da det ganske enkelt vil smitte af på andre grupper og efterfølgende udløse krav fra disse. Det er præcis derfor regeringen på forhånd har afvist enhver indblanding i overenskomstforhandlingerne. For det danske system har vist sine fortrin netop ved at det er parterne selv der forhandler den indbyrdes fordeling af midlerne mellem grupperingerne på plads. Der har altid været interessemodsætninger og misundelse mellem de forskellige grupper af offentligt ansatte og mellem de offentligt og de privatansatte. Og da der ikke findes objektive kriterier for hvem der fortjener hvad, er parterne altid henvist til at forhandle sig frem til et resultat med den vægt de enkelte forbund kan give deres krav i forhold til andres krav. Det lyder umiddelbart rimeligt, at fx plejepersonale og sygeplejersker der udfører et vigtigt og påskønnelsesværdigt arbejde burde have mere i løn, men det kan man af gode grunde ikke give hen over hovedet på andre grupper, for disse vil også kunne anføre grunde til at de skal tilgodeses. Og desuden gælder at lønnen ikke er den eneste faktor der tæller for de offentligt ansatte. Det gør også deres arbejdsforhold - og her kunne og burde man måske først og fremmest sætte ind, hvis man fortsat vil kunne tiltrække arbejdskraft. Det er gjort med held i flere kommuner, og burde danne forbillede for andre. Det er også meningen med kvalitetsreformen. De forestående forhandlinger bliver uden tvivl meget vanskelige, og risikoen for konflikt er overhængende. Men kendsgerningen er at de økonomiske realiteter ikke tillader uforsvarlig udpumpning af penge. Ender overenskomstforhandlingerne med lønstigninger der går ud over finanslovens rammer, vil de ende med politiske indgreb, der imidlertid altid har den bivirkning ud over at give penge til finansieringen af de stigende udgifter at de forvrider markedet og ikke forhindrer stigende inflation. Det er derfor givet at foråret vil indebære en alvorlig realitetsprøvelse for ikke alene regeringen og kommunerne, men også for de offentligt ansatte. Videnskab og kultur Til toppen Næste Heldigvis er ikke alt økonomi i denne verden. Der er også noget der hedder videnskab og kultur. Og der er endda en del af naturvidenskaben der tror at den i sidste ende kan reducere kulturen til processer i hjernen. Men går man argumentationen efter i sømmene (se artikel) viser det sig, at denne hjerneforskning intetsomhelst har at sige om sjælelivet, men blot postulerer at den vil kunne komme til det ud fra den ubestridelige kendsgerning at den gennem sine fysisk-kemiske-elektroniske målinger kan påvise aktivitet bestemte steder i hjernen når mennesker tænker, føler og handler. Det ville også være mærkeligt andet. Men naiviteten ligger i at man tror at man derved får fat på nogetsomhelst der blot ligner sjæleliv. Det gør man nemlig ikke, og det skyldes, at sjælelivet for det første er utroligt kompliceret og omfatter et net af transaktioner eller transmissioner i nervesystemet som er fuldstændigt uoverskuelige og utilgængelige for en måling der ikke samtidigt forstyrrer eller helt ødelægger deres frie, kreative og uberegnelige natur. For det andet er det sprogligt meningsløst at tale om sjæleliv som et individuelt fænomen der kan begrænses til bevidsthedsprocesser i hjernen. Sjæleliv har alle dage været betragtet som et fænomen der omfatter processer i hele individets krop, men samtidigt har forbindelser til andre personers sjæleliv og til det overpersonlige sjæleliv man kalder det kollektivt ubevidste. Dette har alle mennesker direkte forbindelse med - i al drømmevirksomhed, i al meditation og i al kreativitet - og det er karakteriseret ved at det ikke kan påvises ad anden vej, dvs ikke registreres eller måles ad naturvidenskabelig vej, men alene gennem selve den sjælelige føling. Det er følgelig ovenud tåbeligt af forskerne at rende rundt og tro at de kan indkredse eller ligefrem reducere sjælelivet til målelige størrelser. Og det allerværste er næsten at mange mennesker hopper på vildfarelsen - og af samme grund forsømmer plejen af det sjæleliv og åndsliv der reelt bestemmer alle menneskers opfattelse af verden som et meningsfuldt sted for deres eksistens. Et af følgerne af vildfarelsen er at man tror hjernedødskriteriet er et tilstrækkeligt kriterium for sjælelivets ophør i et individ. Det er det netop ikke, fordi ophøret af aktivitet i hjernen ikke automatisk og omgående standser den del af sjælelivet der har med hele kroppen og med det kollektivt ubevidste at gøre. Det sker faktisk først når også hjertet er holdt op med at slå, ja i realteten først nogle minutter efter. Derfor kan det slås fast med sikkerhed at transplantation af livsvigtige organer som hjerte og lever er en forbrydelse der er blottet for enhver respekt for sjælelivet. Og de bør derfor aldrig finde sted. Jf. artiklen Organdonation og dødskriterier. Sjælelivet og åndslivet omfatter naturligvis alle sider af menneskelivet, altså også samfundslivet, produktionslivet og det politiske system. Men desværre har vi en tilbøjelighed til at reducere det til det man kalder finkulturen og i en vis udstrækning religionen. Finkulturen omfatter kunst, musik, litteratur, teater og film - og er i vore dage utroligt mangfoldigt og varieret. Men tendensen er ofte at det fineste er det nyeste og mest uforståelige, det man også kalder avantgardekunst eller eksperimenterende kunst samt happenings for aktuelle øjeblikke. Intet ondt ord om sådanne fænomener, da de skyldes den menneskelige nysgerrighed og kreativitet og derfor ikke kan fjernes fra kulturen. Men der ligger et problem i hele den elitære tankegang, fordi kunstnerne som hovedregel danner kliker der støtter og opmuntrer hinanden, laver udstillinger for hinanden og skriver for hinanden, men også ofte holder sig for sig selv. Det er også dem der får den offentlige bevågenhed og de offentlige bevillinger. Og det er sågar dem der nu også kanoniseres i de besynderlige moderne kanon'er der forsøges autoriseret. Den siddende kulturminister synes særligt besat af den sygdom undertegnede tidligere har kaldt kanonitis. Ser man åndslivet i et større perspektiv er det kollektivt ubevidste stadig det afgørende, fordi dette begreb er det eneste der kan fastholde åndslivets fulde dybde, højde, uberegnelighed og uforudsigelighed. Åndslivet er noget der gror i folkelivet og er derfor ikke noget der kan fastlægges i lister og bøger over bestemte 'værdier' eller 'mønstergyldige værker'. Derfor er det umuligt at reducere værdikampen til et værn om bestemte, én gang for alle vedtagne værdier. Det er tværtimod det folkelige man bør tage fat på, men her er der til gengæld problemer, fordi efterhånden færre og færre i vore dage ved hvad begrebet i grunden dækker. Og det har sine grunde. Folkelighed og integration Til toppen Næste Problemet kan belyses ud fra integrationsspørgsmålet, idet den stramme integrationspolitik nu også har medført indførelse af dansktests for indvandrerne der søger om statsborgerskab. Ideen er udmærket på papiret, fordi det burde være en selvfølge at landet ikke giver statsborgerskab til indvandrere der ikke har gjort sig den ulejlighed at lære ordentligt dansk. Man kan indvende at det faktisk er svært at lære dansk, især for indvandrere der ikke er kommet til landet som børn eller som aldrig har talt dansk i deres hjem. Men så har man lov til at sige at disse indvandrere må nøjes med permanent opholdstilladelse. Fuldgyldigt statsborgerskab bør kræve at man kan tale det danske sprog frit. Dette kan blot ikke testes ved skriftlige prøver! Disse kan endda være af en sværhedsgrad så heller ikke unge mennesker der er født i landet og aldrig talt andet end dansk i deres hjem ikke kan klare dem. Det altafgørende er og bliver det folkelige aspekt og det vil igen sige det kollektivt ubevidste. Dansk som modersmål læres ikke primært ved danskundervisning i skolerne, selvom denne naturligvis er vigtig for den videre socialisering. Dansk læres - som ethvert andet modersmål - ved dagligt brug af sproget i alle de utallige forbindelser det forekommer i og som har undertoner og overtoner, hovedbetydninger og bibetydninger i én uendelighed som slet ikke kan gøres op ordbøger eller lærebøger. Det kollektivt ubevidste er i vore dage totalt undervurderet af både sprogvidenskaben og -pædagogikken, og dette skyldes hele den intellektualisering og akademisering der har fundet sted de seneste tres år, og som fx kan ses i det politiske system derved at flere og flere folketingspolitikere er akademikere (ovenikøbet overvejende økonomer og jurister) uden ringeste føling med den folkelighed der prægede det 19. århundrede og første halvdel af det 20. århundrede. Men folkeligheden ligger der skam stadig i folket, ikke bare i Danmark, men i alle lande, fordi det kollektive ubevidste ikke kan fjernes eller beskæres, uanset hvad den akademiske elite eller magthaverne iøvrigt måtte bestemme. Folkeligheden slår tydeligt igennem i forhold til indvandrerne i form af de indfødtes følelse af indvandrerne som fremmede. Og straks begynder den akademiske elite at tale om fremmedhad, etnisk had, racehad og religionshad. Eliten gør sine egne humanistiske idealer til universelle sandheder, selvom de ikke er det. Det er tværtimod politisering af hævde dette. Psykologisk set er opfattelsen af indvandrerne som fremmede den mest selvfølgelig biologiske reaktion af alle. Skellet mellem 'dem' og 'os' ligger dybt i alle, fordi det er en del af den grundliggende identitetsfølelse. Vejen til en anstændig behandling af de indvandrere vi selv har bedt om at komme, og som vi stadig vil bede om at komme, fordi vi har brug for deres arbejdskraft, vil uundgåeligt skulle omfatte bearbejdelse af følelsen af indvandrerne som fremmede. Men omvendt skal vi ikke narre os selv ved at postulere at der ingen forskel er eller at forskellen ingen betydning har. For det har den i allerhøjeste grad - netop fordi dagligsproget med alle dets undertoner og overtoner betyder så uendeligt meget for sammenhængskraften i et folk. Etik og virkelighed Til toppen Næste Sproget er en fundamental del af virkeligheden eller rettere af den eksistentielle virkelighedsopfattelse vi lever på. Denne virkelighedsopfattelse er altså ikke en 'konstruktion' der kan laves efter forgodtbefindende, men tværtimod en selvgroet organisme der i vid udstrækning følger sine egne love - og som derfor må respekteres i sin egenart. Som påpeget i artikelserien om virkeligheden har virkelighedsopfattelsen mange aspekter. Det drejer sig om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren. Og derfor kan den aldrig reduceres til de fænomener naturvidenskaben udforsker. Den er i det hele taget ikke et fænomen der kan reduceres, sættes på formler eller afgrænses definitivt. Den er et åbent, aldrig afsluttet eksistentielt anliggende, præget af ustandselig forandring og tilblivelse. Den er en vedvarende livsvigtig proces og ikke blot en tilfældig funktion ved siden af andre. Derfor bliver den etiske indstilling til virkeligheden afgørende for udfaldet af den samfunds- og kulturudvikling vi til stadighed lever i. Det er aldrig ligegyldigt hvordan vi forholder os til den politiske og økonomiske udvikling (magtens fordeling), til klima- og miljøproblemer eller til problemer som frihed og lighed, demokrati og sekularisering. Ligesom der gives et krav om etisk konsistens for det enkelte individ gives der et tilsvarende krav for samfunds- og kulturlivet. Og kravet er at vi altid skal sørge for overvægt af det gode i livet. Med denne grundregel er man ude over snævre moralistiske regler, men aldrig ude over en grundliggende forpligtelse til at vælge konstruktiviteten frem for destruktiviteten, friheden frem for tvangen, ligeberettigelsen frem for undertrykkelsen, forsonligheden frem for uforsonligheden og barmhjertigheden frem for retfærdigheden. Derfor giver det ikke blot mening at sætte vore eget lands politiske og kulturelle problemer og udfordringer ind i en overordnet sammenhæng. Det er absolut nødvendigt. Og sammenhængen er ikke blot relationen til internationale organisationer og forpligtelser, men i sidste ende også en relation til de dybeste eksistentielle spørgsmål der findes overalt på kloden, spørgsmål der angår alle menneskers muligheder for at udvikle sig i frihed og i respekt for andre. I dette lys burde det være en selvfølge at Danmark yder sit bidrag til løsning af de konflikter der findes i Mellemøsten, Aghanistan og Pakistan samt Afrika. Men det er lige så vigtigt at fastholde den direkte kamp mod terrorismen, fordi det frem for alt er den internationale terrorisme der umuliggør folkenes muligheder for at leve op til kravet om etisk konsistens. Set i lyset af den komplementære helhedsrealisme er dette krav om etisk konsistens på såvel personligt som folkeligt plan et klart religiøst krav. Men dette vil der uden tvivl også være folk der stejler over. For oplysningen i vor tid er yderst mangelfuld. Jan Jernewicz Henvisninger: Til toppen Status over Året 2006 (31.12.06.) Status over året 2005 (31.12.05.) Status over året 2004 (4.01.05.) Status over året 2003 (31.12.03.) Status over året 2002 (01.01.03.) Annapolis-konferencen Lone Franks hjernespind Det kollektivt ubevidste Organdonation og dødskriterier Den rene kanonitis? Artikelserie om menneskets virkelighedsopfattelse Konsistens-etikken Artikler om Danmark Artikler om EU og Europa Artikler om USA Artikler om Mellemøsten Artikler om Samfund Artikler om Eksistens Artikler om Religion Artikler om Sekularisering At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen De psykiske grundprocesser Konsistens-etikken Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |