|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 02.12.07.Annapolis-konferencen om fred i MellemøstenMagtforholdene i Mellemøsten er væsentligt ændret i overvejende negativ retning gennem de senere år som direkte og indirekte følge af terrorangrebet på World Trade Centret i New York 11.9.01. og Irakkrigen der indledtes af USA 18.3.03. Irak slap af med Saddam Hussein, men har siden været præget af en vold og terror der har gjort det næsten umuligt for det demokratisk valgte parlament at skabe sikkerhed og systematisk genopbygning. Og resten af området har været karakteriseret af en stigende islamistisk radikalisering. Den har først og fremmest ramt det palæstinensiske selvstyre, så Hamas har vundet kontrol over Gaza og flere byer på Vestbredden, så præsident Mahmoud Abbas igen er blevet mere og mere magtesløs. Selvstyre-regeringen er ude af stand til at bekæmpe de private militser og terrororgansationer. Dette har givet vind i sejlene til de islamistiske og prosyriske kræfter i Libanon, så landet er næsten lige så splittet som under borgerkrigen - og bl.a. ikke har kunnet enes om valget af en ny præsident. Det islamistiske og konsekvent Israel-fjendtlige Iran har fået støt stigende indflydelse i hele regionen - og kan endda true med realiserbare planer om atomvåben. Lidt længere væk har Nato store problemer med at holde Taliban stangen i Afghanistan, ligesom den vestligt støttede præsident Musharraf i Pakistan har vanskeligheder at holde sammen på landet og forlige sig med oppositionen. I Israel har ministerpræsident Ehud Olmert mistet befolkningens tillid. Og i USA går den svækkede George W. Bush ind i sit sidste år som præsident med laveste opbakning i befolkningen og uden troværdighed i såvel de arabiske lande som de europæiske lande. Alle odds ser altså i øjeblikket ud til at være imod succes for en fredskonference for Mellemøsten. Men præsident Bush fik den ikke alene rent faktisk etableret, men fik også de arabiske lande, inkl. Syrien, til at deltage. Den fandt forleden sted i Annapolis næsten på 60-års dagen for den flertalsafgørelse i FN's Generalforsamling der sikrede staten Israels oprettelse i 1948. Det må betegnes som en succes for præsident Bush at det overhovedet lykkedes at få fredskonferencen afholdt og navnlig at det lykkedes ham at få den palæstinensiske leder Maumoud Abbas og den israelske leder Ehud Olmert til på stedet at indlede fredsforhandlinger med forpligtelse til at fortsætte dem ved regelmæssige møder om alle udestående problemer med henblik på at nå frem til en fælles løsning inden udgangen af 2008.Af gode grunde er der stor skepsis med hensyn til om parterne kan nå frem til et resultat. For begge ledere står uhyre svagt i deres hjemlande. De udestående problemer - herunder ikke mindst spørgsmålet om palæstinensernes ret til at vende hjem hvor de kommer fra - kan ikke løses uden kompromis, og næsten ethvert kompromis på alle områderne vil betyde splittelse i de to befolkninger. En eventuel fredsaftale på papiret er intet værd uden en opbakning fra befolkningerne der sikrer terrorens ophør. Og en sådan opbakning fra de militante islamister blandt palæstinenserne og fra den ortodokse højrefløj blandt israelerne er usandsynlig. Men alle der håber på fred er nogenlunde enige om at alternativet til det igangsatte forsøg på at finde en løsning er værre end ingenting. Præsident Bush har længe være temmelig passiv i sin støtte til en fredsproces. Han har bogstaveligt talt haft andet at se til og vil åbenbart ikke risikere at havne i et blindspor som Bill Clintons. Han vil derfor heller ikke personligt involvere sig dybere i forhandlingerne mellem Abbas og Olmert, men dels tænker han efter sigende på sit eftermæle og vil altså gerne rette op på det indtryk at hans Mellemøst-politik har været forfejlet, dels har udenrigsminister Condoleeza Rice formået at få sin stærkt proaktive rolle som fredsmægler i Mellemøsten til at slå igennem over for navnlig Dick Cheney's modstand. Og endelig spiller det ind, at Iran kun bliver en stærkere trussel, hvis der slet ikke sker noget som på en eller anden vis kan få de arabiske landes tilslutning. Og som Anders Jerichow forleden skrev i en kommentar i Politiken så kan man gerne kalde Olmert og Abbas historisk naive, hvis de virkeligt tror de kan lave en fredsaftale på et år. Men det er nu omverdenen skal tilslutte sig naiviteten! - Måske er Abbas for svag og Olmert for bange for de nødvendige kompromiser, skriver han. Men så man omverdenen hjælpe dem.... Heller prøve end bare slutte sig til pessimismen. Hvilke kræfter de mere eller mindre naive og optimistiske fredsforhandlere har at slås med på de hjemlige fronter, fremgik allerede under møderne i Annapolis. Der var voldsomme demonstrationer i Gaza og på Vestbredden imod Abbas. I Gaza stillede hele Hamas-ledelsen sig op på én frygtindgydende række for med flaget i hænderne at fordømme konferencen. En af deres mest fanatiske folk (Mahmoud Az-Zahar) erklærede sig på bevægelsens vegne stolt over ikke at være involveret i konferencen. Og han fastslog at Abbas ikke repræsenterer flertallet af det palæstinensiske folk. Og i Jerusalem mødte ikke mindre end 25.000 israelere op ved Grædemuren for at bede Gud standse Annapolis-mødet, fordi de frygter nedlæggelse af bosættelser på Vestbredden. Trods alt er bosætterne nok det mindste problem, for flertallet af israelerne er uden tvivl villige til at betale en høj pris for fred og ikke mindst sikkerhed. Men flertallet af palæstinensere vil netop ikke bringe noget offer for hverken fred eller sikkerhed. De vil have en palæstinensisk stat uden at garantere Israel fred. De vil end ikke acceptere Israel som en jødisk stat, dvs en stat forbeholdt jøder. Palæstinenserne vil til deres dages ende pukke på retten til at vende tilbage til de områder de selv eller deres forældre og bedsteforældre kom fra. Og dermed pukker de på retten til ad åre at opløse Israel indefra. Det helt centrale spørgsmål i konflikten mellem palæstinenserne og israelerne og dermed i realiteten i Mellemøstkonflikten som sådan er denne grænseløst fanatiske pukken på at få udslettet den gamle uretfærdighed fra 1948. Al mental aktivitet eller al psykisk energi synes centreret om denne fixe idé. Den er hos palæstinenserne blevet selve den identitetsskabende indre ild af hellig karakter. Men den er ikke konstruktiv. Den er tværtimod dybt destruktiv. Den er ikke til at skelne fra et grænseløst had til israelerne og et afsindigt håb om Israels udslettelse. Derfor må mødet i Annapolis og det kommende års fredsforhandlinger sættes ind i et overordnet helhedsrealistisk lys. Der kan ikke skabes fred mellem palæstinenserne og israelerne uden at forhandlerne til hver en tid tager højde for parternes identitetsfølelser og -motivationer. På den israelske side af fronten har man på grund af fast vilje til opbygning af landet så megen styr på følelserne at det vil være muligt at acceptere en fri palæstinensisk stat, hvis den garanterer terrorens ophør. Men på den palæstinensiske side er man - trods mange moderate enkeltpersoners fornuftige indstilling - milevidt fra et opgør med eget destruktivt had. Og som vi kender det fra destruktivt had blandt individer inden for vore egne rækker, så er det store problem, at den slags mennesker synes fuldstændigt uden for pædagogisk rækkevidde. Jo større flok de går ind i, jo større bliver problemet med at nå ind til en påvirkningsmulighed. Og er der først tale om flokke af massestørrelse, må opgaven næsten på forhånd anses for håbløs. Eksemplerne er talløse. Men Afghanistan og Iran er nærliggende at nævne fra nutiden. Og Tyskland i 1930'erne er enhver europæers umiddelbare sammenligningsgrundlag. Da en befolknings sympati og antipati for den ene eller den anden 'bevægelse' i fremmede lande som Mellemøstens i høje grad styres af de billeder der dagligt bringes i alle medier, og da vold og bomber, dræbte mennesker, forældreløse børn og smadrede huse altid giver et stærkt indtryk, er det blevet en kendsgerning at sympatien i Europa gennem de sidste 30-40 år mærkbart er flyttet fra israelerne (eller jøderne) over på palæstinenserne. Mange - især på venstrefløjen - har gennem disse år støttet palæstinenserne ikke blot moralsk, men også finansielt og på anden vis. Det er gået så vidt, at mange også har accepteret direkte støtte til palæstinensernes terror, således som bl.a. herhjemme Blekingegadebanden gjorde. Men som påpeget i artiklen om Peter Øvig Knudsens store værk om banden har disse mere eller mindre idealistisk indstillede mennesker gjort palæstinenserne en bjørnetjeneste ved deres støtte. For det de reelt har støttet er palæstinensernes muligheder for at øve vold og terror - og få deres destruktive grundindstilling bekræftet. Mens det der var brug var at hjælpe palæstinenserne med at overvinde sig selv i og med at de fjernede had og hævnfølelser fra deres sind. Had og hævnfølelser - og andre negative eller direkte destruktive følelser og indstillinger - har dybdepsykologisk set den uundgåelige følge at de undergraver et menneskes og et folks etiske konsistens, hvad der igen vil sige at de pågældende bliver ude af stand til at sørge for den overvægt af det gode i deres liv som alle mennesker og alle folk har en indre forpligtelse til at skaffe sig. Jf. artiklen Konsistens-etikken. Disse dybdepsykologiske mekanismer må aldrig glemmes i politikken, heller ikke i realpolitikken, og slet ikke i en realpolitik der får historiske dimensioner ved at omhandle så store udfordringer som dem der ligger i en løsning på konflikten i Mellemøsten. Lad os bare være optimister og håbe på et positivt resultater af de forhandlinger der nu er sat i gang i Annapolis. Men lad os være helhedsrealister der ser i øjnene at uden at forene realpolitikken med konsistens-etikken, vil forhandlingerne ikke lykkes. Jan Jernewicz Henvisninger: Konsistens-etikken Fredsbrev fra muslimske religiøse ledere virkningsløst (16.10.07.) USA og Irak - september 2007 (18.09.07.) Situationen i Mellemøsten generelt (15.8.07.) Irak - et håbløst historisk tilfælde? (10.8.07.) Tyrkiet: valget, religionen og fremtiden (24.7.07.) Fred og fare - ifølge Sven Burmester (19.7.07.) Tony Blair's nye mission (3.7.07.) Mellemøstlig destruktivitet (18.6.07.) Det altødelæggende palæstinensiske had (25.5.07.) Nye Mellemøst-strategier (02.5.07.) Iran - den nye stormagt i Mellemøsten? (10.4.07.) Irak: En brik i et større spil uden mindste håb? (31.1.07.) Bush's nye Irak-strategi (12.1.07.) Status over Året 2006 (31.12.06.) Fred på jorden og krig i menneskene (24.12.06.) Artikler om Mellemøsten Artikler om Terrorismen Artikler om USA Artikler om Samfund Artikler om Etik Artikler om Eksistens Artikler om Religion Artikler om Sekularisering At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen De psykiske grundprocesser Konsistens-etikken Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |