JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - larsloekke04landsmoede

ARTIKEL FRA JERNESALT - 23.11.09.

Lars Løkkes Danmarksdrømme forekommer virkelighedsfjerne

Kun få dage efter det kommunalvalg der gav Venstre mange tab og kun få gevinster holdt partiet det længe varslede og forberedte landsmøde. Her holdt partiformanden, statsminister Lars Løkke Rasmussen, sin første store formandstale for partimedlemmerne, og det skete i samme amerikaniserede iscenesættelse som den Anders Fogh Rasmussen indførte. Formanden og hans ægtefælle blev modtaget med klapsalver da de kom anstigende ad trappen. Og en scene i midten af salen var platform for formandens budskab om en ambitiøs ti-punkts målsætning for landets udvikling frem til 2020. Og det afleverede han stående ved sin pult. En fjerdedel af forsamlingen så ham kun fra ryggen.

Lars Løkke er hverken nogen store retoriker eller selvsikker leder. Tværtimod kom det frem i et senere muntert indslag med dyresammenligninger at han såmænd opfatter sig selv som en stor rund og blød bamse der er rar at kramme, men kan være yderst farlig hvis den tirres. Han er med andre ord venlig og imødekommende når dét hører sig til, men han kan være en hård forhandler og leder når det gælder magten.

Her på landsmødet skulle ingen overbevises om formandens venlighed eller vilje til lederskab. De havde derimod visse forventninger om at få kommenteret det ugunstige resultat af komunalvalget på en måde der satte nogle ting bedre på plads end de selv kunne gøre, men i stedet fik de en række nøje kalkulerede og formulerede pejlemærker for de næste ti års politiske kamp. Og det kvitterede de naturligvis for med pæne klapsalver og efterfølgende pæn omtale. Men begejstrede var det synd at kalde tillidsrepræsentanterne. Talen kunne godt opfattes som noget af en afledningsmanøvre, hvis man ikke ligefrem vil kalde den en fortrængningsmekanisme. Indrømmet, valget kunne være gået bedre, men nu skal vi kigge fremad, var moralen.

De ti punkter er isoleret set ikke særligt bemærkelsesværdige, endsige provokerende. Kort fortalt går de ud på at ridse den danske drøm om fremtidens Danmark op så enhver kan forstå det.

Danmark skal i 2020:
  - være blandt de ti rigeste lande i verden målt på BNP
  - være blandt de tre lande i verden med flest 'vækst-iværksættere'
  - have et samlet arbejdsudbud der er blandt de ti højeste i verden
  - have et skolevæsen der er i 'topfem' internationalt set
  - have mindst et universitet blandt Europas 'topti'
  - have en middellevetid der er blandt de ti højeste i verden
  - være blandt de tre mest energieffektive lande i verden
  - være blandt de bedste lande i EU til at integrere ikke-vestlige indvandrere
  - have en af de laveste sandsynligheder i Europa for forbrydelser
  - fortsat være blandt de fem stærkeste lande i verden med hensyn til økonomi.

Ambitionsniveauet er altså højt, men samtidigt meget ensidigt. Det gør politik til målbare præstationer i konkurrencen med udlandet. Og heri er intet galt. Det kunne andre lande sandsynligvis også finde opportunt, hvis de synes de befinder sig i samme konkurrencesituation som Danmark. Det vil sige, hvis deres ressourcer fra naturens side er så sparsomme at de er tvunget til at yde mest muligt på det felt der først og fremmest kræver uddannelse. Danmark kan simpelthen kun holde den økonomiske vækst, beskæftigelsen og velfærden på højt niveau hvis vi bliver ved med at uddanne os, forske og sætte i værk. Hertil hører helt naturligt at vi sørger for integration af indvandrerne og for mindskelse af kriminaliteten. Det er altsammen normal borgerlig politik - og det er normal liberal tankegang.

Men ser man bort fra at også en høj middellevetid er blandt de ti anførte punkter, så er der ikke nævnt noget om velfærden i bredere forstand. Intet om den økonomiske væksts ansvar for stigningen i såvel miljøproblemerne som stresssygdommene. Intet om årsagerne til den aktuelle bandekriminalitet der i stigende omfang tiltrækker unge der ser samfundet som en fjende og direkte fravælger en almindelig uddannelse. Intet om årsagerne til den stigende kløft mellem fattig og rig. Intet om årsagerne til den stigende værdi- og kulturkløft mellem indfødte danskere og indvandrere fra ikke-vestlige lande. Og intet om den fundamentale modsætning mellem frihedsprincippet og tryghedsprincippet som et moderne samfund burde se som en positiv spænding, men samtidigt tackle så negative bivirkninger minimaliseres.

Lars Løkke Rasmussen kan nok så meget hævde at det er formålstjenligt at stille nogle langsigtede mål op som oppositionen kan reagere på - og hvis midler først skal findes og diskuteres. Men når han hævder at "det handler om at skabe bred accept i den danske befolkning om at vi skal have nogle ambitiøse mål for at holde fast i vores velstand", så må det være tilladt at spørge om denne brede accept i befolkningen blot skal være en stiltiende accept der mest af alt skyldes at befolkningen ikke finder det umagen være at protestere, eller om han virkelig tror accepten vil være tilstrækkelig positivt og bevidst til at den også kan give det fornødne engagement. Engagementet i Venstre er svært at få øje på.

Det har som bekendt ikke skortet på store reformer i VK-regeringens tid, og det kan også konstateres, at regeringen fortsat har mere tillid i befolkningen end oppositionen har når det gælder spørgsmålet hvem der er bedst til at klare den aktuelle økonomiske krise. Regeringen har jo haft stor fordel af at oppositionen i vid udstrækning er splittet, og at det oppositionsparti der har mest vind i sejlene ikke er det største, men det næststørste.

Men regeringens problemer er der ubestrideligt. Finanskrisen er ikke forbi. Underskuddet på statsfinanserne er stigende. Arbejdsløsheden er det samme. Og den uønskede blokpolitik er blevet grundigt cementeret af oppositionen, fordi den er fokuseret helt og holdent på næste valg i slutningen af 2011. Den véd den ikke får nogen chance før. Den blev delvis opmuntret af kommunalvalget i sidste uge, men kun fordi Venstre klarede sig relativt dårligt. Klimatopmødet i København i næste uge kunne have været en fjer i hatten på statsministeren, hvis det ellers havde kunnet leve op til det høje ambitionsniveau det fik fra starten. Men sådan går det ikke. Sandsynligvis bliver Connie Hedegaard ny miljøkommissær i EU - og ellers må alle kæmpe videre for deres sag. Der må i denne situation kunne forventes mere af statsministeren end store ambitiøse mål der rækker så langt ud i tiden at det må betragtes som højst usandsynlig at han selv når at blive bedømt på dem af andre end historikerne.

Uanset hvilken minister der i ugens løb vil blive udpeget som ny dansk EU-kommissær, vil udnævnelsen føre til en regeringsrokade. De fleste venter at den bliver stor, fordi regeringen efterhånden virker lidt træt. Nye kræfter vil i hvert fald være en god måde at få rettet op på dette indtryk. Og en større regeringsrokade før eller efter nytår vil være det bedste signal fra statsministerens side om at han lægger Fogh-æraen bag sig.

Venstres aktuelle problemer klares imidlertid ikke blot med en 'iscenesættelse' og 'italesættelse' (en 30 år gammel oversættelse af 'mise en discours') der blot lever op til idealerne for spindoktorer, trendsættere og kommunikationseksperter. Der skal helst være lidt substans i politikken som dels adskiller den fra hvad andre spindoktorer og trendsættere finder på, dels og navnlig er i stand til vække ægte engagement og entusiasme.

Hertil kræves i midlertid at de politiske ledere formår at få føling med de dybeste kræfter i folket - og disse hedder ikke præstationsmål af nogen slags, men 'arketypiske forestillinger', for det er faktisk kun sådanne der er ladet med lige netop den psykiske energi der kan skabe folkelig bevægelse og folkelig oplysning.

Forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen afslørede godt og grundigt med sin fastholdelse af skellet mellem religion og politik, at han ikke anede hvad sagen drejede sig om. - Jf. artiklen Fogh, religion og sammenhængskraft (24.5.06.)
.

Nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen afslørede med landsmødetalen i lørdags at heller ikke han har ringeste forestilling om at tiden kunne have brug for appel til folkelige kræfter der stikker langt dybere end de økonomiske interesser.

Derfor er det fortsat nødvendigt fra Jernesalts side at påpege at udfordringen er meget større end politikerne tror. I Jernesalts 2009-filosofi står bl.a.:

"Den store udfordring i den kommende tid bliver at sørge for at det relativt velfungerende velfærdssamfund gør et kvantespring fremad i udviklingen, så folkestyret, folkeskolen, folkehøjskolen, folkebiblioteket, folkeuniversitetet, folkekirken og folkemonarkiet kommer op på et niveau der er tidssvarende."

Der efterlyses et decideret tidehverv, og dette bestemmes igen som valget af et nyt kvantespring fremad:

"Den sekulære helhedsrealisme der står for aktiv og dynamisk komplementaritet mellem frihedsprincip og lighedsprincip og mellem billedtænkning og begrebstænkning anbefaler det nødvendige store spring frem i oplysning, ansvarliggørelse, forsoning og integration.

Samfundslivet og kulturen skal igen blive en konsistent helhed." [Citat slut]

Alt andet er udenomssnak og afledningsmanøvre.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links til:

Statsministeriet
Venstres hjemmeside

Relevante artikler på Jernesalt:

Lars Løkke Rasmussens åbningstale  (8.10.09.)
Lars Løkke bliver ved det gamle
- men Pia Kjærsgaard spøger stadig  (9.8.09.)
Er Lars Løkke ikke trådt i karakter?  (4.8.09.)
Formandsskiftet i Venstre  (19.5.09.)
Lars Løkkes åbningstale  (15.4.09.)

Fogh, religion og sammenhængskraft (24.5.06.)

Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
De psykiske fundamentalkræfter (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser

Dansk partipolitik (afsnit af kapitlet 'Samfund' fra Jernesalts 2009-filosofi)

Jernesalts 2009-filosofi i de afsluttende kapitler om
Overordnede politiske parametre,
Udfordringen
Helhedsrealismens advarsler og
Helhedsrealismens anbefalinger.